Tigerspring

Tigerspring kan være både helt fantastiske og samtidig føles dybt frustrerende.

Når din lille baby er helt ny i livet vil du sandsynligvis opleve, at barnet pludselig i perioder skifter humør og græder meget, uden at der synes at være en forklaring på hvorfor.

Det er næsten helt sikkert fordi din lille tiger laver et spring i udviklingen.

Hvad er et tigerspring

Tigerspring er de perioder i dit barns liv, hvor det pludselig lærer at forstå noget nyt. Ligesom mange børn vokser og tager på i spring, opdager de også verden i spring. Barnet vil derfor føle at verden pludselig har ændret sig, og at alt er helt nyt – og nogle gange skræmmende!

Derfor vil de fleste små  børn græde mere og kræve mere opmærksomhed, når de tager et spring i udviklingen.

Hvornår starter de 10 forskellige tigerspring

Tigerspringene er inddelt efter, hvor gammelt dit barn er i uger, regnet fra terminsdatoen. Dvs. at hvis dit barn er født, da du var 39+0, er det sandsynligt, at det først vil tage sit 5-ugers tigerspring, når det er 6 uger gammelt.

Hvis dit barn er født, da du var 41+0, er det sandsynligt, at det allerede vil tage sit 5-ugers spring, når det er 4 uger gammelt.

Ofte vil barnet være uroligt i en periode både før og efter springet – det er i denne periode, at barnet vænner sig til sin nye forståelse af verden.

Det første tigerspring 5 uger
Babys andet tigerspring 8 uger
Babys tredje tigerspring 12 uger
Babys fjerde tigerspring 19 uger
Babys femte tigerspring 26 uger 
Babys sjette tigerspring 37 uger
Babys syvende tigerspring 46 uger
Babys ottende tigerspring 55 uger
Babys niende tigerspring 64 uger
Det sidste tigerspring 75 uger

Ovenstående artikler er skrevet med udgangspunkt i bogen “Vidunderlige Uger” af Hetty van de Rijt og Frans X. Plooij


Hvor lang tid varer et spring

Tigerspringene varer typisk mellem 1 og 5 uger alt efter hvilket spring, det er, men du kan være heldig, at tigerspringet er overstået i løbet af få dage, og du kan også opleve, at det tager længere tid end 5 uger.

Oplever alle børn de samme spring

Forskning tyder på, at de fleste børn oplever 10 tigerspring i løbet af deres  første 2 år, og at de oplever dem ca. samtidigt. Tigerspringene er derfor inddelt efter de uger, hvor langt de fleste børn tager dem.

Når det så er sagt, så er det vigtigt at understrege, at børn er forskellige. Måske vil du opleve, at netop dit barn tager alle sine spring i udviklingen en uge tidligere eller en uge senere, end de fleste andre børn. Og måske vil du opleve, at dit barn springer et eller flere tigerspring over.

Dette er alt sammen helt normalt og helt i orden.

Læs også: Sådan hjælper du dig barn igennem tigerspringet

Lærer alle børn det samme, når de tager et tigerspring

Ved hvert tigerspring udvikles børns forståelse af omverdenen, så de bliver i stand til at lære noget nyt. Men det kan komme til udtryk på forskellige måder. Nogle børn er gode til at kommunikere og siger mange lyde, andre er motorisk dygtige og triller hurtigt og andre igen er gode til at observere og iagttage omkring dem.