Ved det tigerspring som baby tager omkring 37 uger vil du måske bemærke, at han eller hun begynder at undersøge alting meget nøjere.
Alt skal vendes og drejes, smages på og pilles i mens de små øjenbryn rynker sig sammen. Din baby er ved at få en forståelse for kategorier og er nu gået i gang med at lege forsker og indsætte ting i disse kategorier.
Broccoli og banan er absolut forskellige, men begge dele er mad. Og det begynder barnet at forstå, når det tager dette tigerspring.
Ved tigerspringet omkring 37 uger er baby presset
Ligesom de foregående tigerspring, vender 37 ugers-springet op og ned på din babys verden. Og da din baby ved sit forrige tigerspring opdagede, at du er i stand til at gå fra det, er det under ekstra hårdt pres.
Ikke alene er verden ny og underlig, men man kan heller ikke være sikker på, at mor er der altid. Og det er skræmmende!
Tegn på, at din baby er ved at tage 37 ugers-springet
Din baby vil arbejde hårdt på at få lov at være hos dig hele tiden, så I skal sandsynligvis endnu engang igennem en fase med mere gråd.
Annonce ♥
Men som noget helt nyt vil dit lille barn måske også tage en ny og meget dejligere strategi i brug: At kysse og putte og charme alt hvad det kan, for du skal have lyst til at have det hos dig hele tiden.
Det er kun mor, der er god nok. Mange børn har heller ikke tålmodighed til at blive skiftet og bliver derfor hidsige på puslebordet. Og så hører frustration, dårligt humør og søvn desværre stadig med, når dit barn tager et tigerspring.
Hvor lang tid varer 37-ugers springet
Den omklamrende periode begynder ofte allerede omkring uge 32-33 og kan vare helt indtil slutningen af tigerspringet, når dit barn er ca. 37 uger.
Annonce ♥
Ofte er det værst med mest gråd og hidsighed omkring de 33 uger og igen omkring 35-36 uger.
Hvad kan din baby lære ved 37-ugers springet
Opdagelsen af kategorier er vigtig for vores opbygning af sproget, og selvom dit lille barn næppe begynder at sige ord endnu, er det altså måske allerede i gang med at opbygge et indre ordforråd og vil måske begynde at pludre i stavelser, der minder mere om ord.
Dit lille barn vil måske også begynde at få en større forståelse for andre ting, som er kategoriseret, f.eks. genkender det måske dyr, bestemte mennesker eller følelser.
Annonce ♥
Måske begynder det også at kunne ”bytte roller”, og vil f.eks. give dig byggeklodser for at du skal lege, i stedet for at det selv leger.
Tag ud og undersøg
Gå på opdagelse sammen, så dit barn kan få opbygget sin verden af kategorier.
Sæt dig sammen med dit barn, så det kan udforske ting, som er for skrøbelige til at det kan holde det selv (f.eks. billeder eller porcelænsfigurer) og tag ud i naturen og kig på planter og insekter.
Det er også en god idé at kigge/læse i bøger sammen og sætte ord på en masse ting, så dit barn kan få opbygget sit indre ordforråd.
Kildeangivelse: Artiklen er skrevet med udgangspunkt i bogen “Vidunderlige Uger” af Hetty van de Rijt og Frans X. Plooij