Hvor længe er i sure?

[Stbaby]

Hvis jeres mand er dum og i skændes - hvor lang tid efter er i sure? Og hvad gør i mens i er sure?

I går skændtes manden og jeg og det endte med at jeg tog Frida under armen, stoppede hende i klapvognen og gik en laaaang tur. Da jeg kom hjem tog jeg direkte til babysvømning og da jeg kom hjem derfra gik jeg i seng og lukkede døren (som ellers aldrig er lukket).

Når jeg er sur har jeg brug for at være alene, for når det raser sådan invendig skal der meget lidt til før jeg skælder ud. Derfor går jeg for mig selv, for ellers går det ud over uskyldige (ungerne).

Hvordan får i raset færdig? Og hvordan bliver i gode venner med manden igen? Er det jer der går til ham og siger at nu er i færdige med at være sure, eller er det ham der kommer til jer og spørger om i er færdige med at være sur?

Her til morgen da de skulle afsted spurgte manden om jeg stadig var sur eller han måtte få et farvelkram. Jeg skal dog komme ud af soveværelset før han spørger. Så længe jeg har buret mig derinde holder han sig fra at snakke til mig eller røre ved mig (men kommer dog i seng og sover).

[micro]

Det kommer an på... Men det er sjældent mere end max. et par timer og vi lader meget, meget sjældent solen gå ned over vores vrede. Så måske er vi ikke helt på igen, men aftenen slutter med godnatkys og sov godt - uanset!

Bliver jeg rigtigt sur, holder jeg min kæft og så kan han komme til mig, men normalt er der bare sådan lidt dum stemning et stykke tid og så fader det langsomt ud... En gang for længe siden, jeg tror Kasper var 2-3 år, sagde han noget til mig, jeg husker ikke hvad, men hvor jeg blev meget, meget vred og der gik jeg på kontoret, han råbte om jeg ikke kom ind i stuen, hvortil jeg svarede nej og efter noget tid, kom han ind og undskyldte. Det var vildt!

Men faktisk skændes vi meget sjældent, det bliver højst til lidt biden af hinanden og for det meste kun et par minutter.

[Morpige]

typisk 5 minutter. Jeg har gjort det til en regel at når jeg er allermest sur, så ser jeg indre billeder af da jeg mødte min mand. Jeg tænker også at vi altid kan finde ud af det og at vi sikkert går forbi hinanden. Vi skændes ikke ret meget. Det er sket 5 gange på 8 år. Kun en gang er vi gået i seng uden at kysse hinanden. 1 gang ville manden pakke tøj til Alexander vække ham og køre med ham. Det skete heldigvis ikke, og jeg har aldrig tilgivet ham det. SÅ derfor tør jeg heller ikke føre vores skænderi derhen igen.

[Stbaby]

Hvor ville jeg ønske at jeg bare kunne få det overstået, men kan gå og være halvmuggen i flere dage :(

Fif til hvordan man hurtigt kommer over det modtages gerne :)

(må prøve det med at tænke på første gang jeg mødte ham)

[Guest baby2011]

Jeg har desværre ikke rigtig nogle gode råd, for jeg kan også være virkelig indebrændt i flere dage :rolleyes :rolleyes Jeg går så ikke ind i et rum, men går og småbrokker mig konstant.. Dog hører Mille det aldrig, det skal hun heller ikke.. Så venter jeg med at brokkke mig til om aftenen... Men lige i øjeblikket er jeg ekstrem nærtagende og min mand ved udemærket godt han ikke skal spille sjov eller provokerer :P

Nu er det heldigvis sjældent jeg er sur på lige ham, men når jeg er så prøver jeg at få det hurtigt overstået, men det er selvfølgelig an på hvad vi er blevet uvenner over..

[TroldeMor]

Det kan jeg helt ærligt ikke svare på.... For jeg har aldrig prøvet at skændes/være uvenner med min mand.... Ikke dermed sagt at vi er enige om alt! :P

Men det bliver aldrig til skænderier, så må vi bare være enige om at være uenige, eller finde et kompromis :)

Men i tidligere forhold, har jeg så faktisk været lidt som dig... Kunne være sur og muggen i flere dage.... Og jeg fandt aldrig en måde at få det til at "gå væk"... Kun tiden hjælper, eller et undskyld.

Men den er da ret god, den med at tænke på dengang man mødte hinanden, eller prøv at liste alle de bedste ting op ved din mand, eller tænk på den dag i blev gift etc.

[MissingLink]

Vi havde nogle perioder da Isabella var helt lille, hvor vi kom op at skændes en del. Men det var mest frustration pga af hendes sygdom, at kun mor duede, at mor blev syg af at amme osv osv. På dét tidspunkt havde han det med at "gå en tur". Jeg blev simpelthen SÅ gal, når han bare smuttede. Så kunne jeg stå dér med det hele og en unge der hylede flere timer- for han tog jo ikke nogen af ungerne med <_< Han lærte dog hurtigt, at sådan skal man ikke gøre med mig i huset :sm

Nu plejer det som regel, at være ham der kommer og "beder om godt vejr". Jeg er nemlig slet ikke typen der stiller mig op og råber. Jeg hæver knap nok stemmen, så det er svært rigtigt at skændes med mig. Det resulterer i, at det som regel er manden der hæver stemmen/råber, men han fortryder alligevel hurtigt, fordi han ved jeg ikke kan klare at han råber af mig. Det kan ske, at jeg bare går i seng, og dagen efter plejer manden så at ordne ALT til UG og er super sød (fedtenumse :numse :D )

Jeg er typen der gerne tager diskussionen/konfrontationen, men jeg GIDER ikke spilde min tid på at råbe af hinanden. For det første bliver jeg meget nervøs/bange/usikker hvis nogen begynder at råbe af mig, og for det andet, er det som regel ikke noget særligt konstruktivt man får brølet ud til hinanden ;) Til gengæld kan jeg lukke mig ind i min egen (og Isabellas) verden nogle dage, hvis vi har været uvenner. Ikke at jeg er sur, men så tager jeg lige lidt mental afstand et par dage- det virker for mig, men er måske lidt synd for manden ;)

[Sandie]

Åååh den er svær at svare på.. Hvis jeg sådan mere er tøsesur og jeg selv er 100% på det var ham der var fjolset er jeg sur og snakker ikk med ham indtil han har undskyldt.. jeg giver mig ikke.. nogle gange går der 30 min andre par dage..

Hvis det er større skænderier så ænder det som regel med manden af raseri smadre et eller andet i frustration og jeg bliver så bange at vi som regel begge bryder helt gradefærdige sammen og til sidst begge undskylder og indser vi begge er fjolser og så bliver vi gode venner med det samme..

[Nitzen1987]

Åååh den er svær at svare på.. Hvis jeg sådan mere er tøsesur og jeg selv er 100% på det var ham der var fjolset er jeg sur og snakker ikk med ham indtil han har undskyldt.. jeg giver mig ikke.. nogle gange går der 30 min andre par dage..

Hvis det er større skænderier så ænder det som regel med manden af raseri smadre et eller andet i frustration og jeg bliver så bange at vi som regel begge bryder helt gradefærdige sammen og til sidst begge undskylder og indser vi begge er fjolser og så bliver vi gode venner med det samme..

Det lyder meget lige som os, bortset fra at manden går når han bliver så rasende og frustreret fremfor at smadre noget....

[fynboen]

Her der kan manden virkelig råbe højt.... og jeg mener virkelig højt... :)

Ofte ved han også godt hvornår han bare skal holde sin kæft og lade mig være i fred, for han kender mig så godt til at vide det...

Så gør jeg det at jeg går en tur og ofte når jeg kommer hjem har jeg fået de fleste tanker ud af hovedet og så er vi nogenlunde på talefod igen... jeg kan stadig godt være tøsesur, men det går ofte over efter et par timer...

Jeg ved så tilgengæld også at når manden har råbt højt, så skal jeg ikke lige sige noget til ham lige med det samme... det gør det nemlig bare endnu værre... <_<

[Morpige]

Hvor ville jeg ønske at jeg bare kunne få det overstået, men kan gå og være halvmuggen i flere dage :(

Fif til hvordan man hurtigt kommer over det modtages gerne :)

(må prøve det med at tænke på første gang jeg mødte ham)

Jeg har skrevet lidt i det jeg skrev om fif.

Du må tage fat i dig selv. Det er ikke rimeligt overfor andre at være sur i flere dage.

men udover det jeg har skrevet, så kan du jo når du er sur, starte med at skrive ned hvad du er sur over og hvordan du gerne ville have det var...

[Dorthe]

Det er ikke ret længe, hverken manden eller jeg er nogle som går og bager nag til hinanden.

[Stbaby]

Jeg tror kun vi har råbt af hinanden en enkelt gang (og der kom jeg også til at smide en stavblender efter ham - jeg ønsker mig stadig en ny ;)). I går var vi i køkkenet 4 meter fra ungerne - og ungerne opdagede det først da jeg gik min vej og smækkede med døren, så det er ikke fordi vi råber og skriger.

Skænderiet i går var som sædvanlig hans vs. mine børn *SUK* Han synes jeg er på nakken af K og jeg synes det er unfair at K får lov til at slippe for sine pligter men alligevel får lommepenge.

Ja, jeg er mere på nakken af K men det er fordi han ikke gør sine ting. Når han HVER dag smider sin taske og jakke midt på gulvet og jeg skal sige til ham 5 gange at han skal fjerne den før han gør det - så er det jo 25 gange på en uge, bare pga. taske og jakke. Xander gør det måske en gang om ugen og fjerne det første gang jeg siger det - ergo er jeg efter K 24 gange mere på en uge pga. skoletasken.

...og så kommer der lige det med vasketøjet, slukke lyset efter sig, rydde op efter sig selv, sætte sin tallerken ud osv. osv.

Jeg har prøvet at lade være med at sige noget og affinde mig med rodet, men jeg synes stadig ikke det er fair over for de andre unger at K må smide sine ting og ikke lave sine pligter, når de andre skal lægge det på plads.

Og det samme med lommepengene - at han kun gør sin pligt 3 gange om ugen men får det samme i lommepenge som de andre der gør deres ting 7 gange om ugen.

Og manden har da aldrig ret i et skænderi - hvis jeg på forhånd vidste han havde ret hvorfor så skændes? Vi skændes jo fordi vi på det punkt ikke kan finde et kompromis.

(og det sker vist 3 - 5 gange om året vi har sådan et skænderi - han kan bare lade være med at være lige så stædig som mig!! ;))

[Dorthe]

Hvad med at ændre på lommepengene. For hver gang K ikke laver sine pligter, ikke samler jakke og taske op, så bliver det trukket fra hans lommepenge?

[Stbaby]

Det var det jeg gerne ville, hvor manden hele tiden kom over i at jeg altid var på nakken af K (hvilket jeg også indrømmede jeg var - netop fordi jeg ikke gør forskel på børnene, og da han er den der altid roder er det også ham der altid får at vide at han skal rydde op).

Det sjove er at da jeg kommer hjem for at hente svømmetøj tager jeg Xander med til svømning og i bilen fortæller han at Allan har sagt at de selv må bestemme om de vil gøre deres pligter eller ej.

Hvis de gør deres pligter får de 100,- og gør de ikke noget får de kun 50,-

Et forslag jeg kom med under skænderiet: at de får lommepenge 50,- lige som jeg får dagpenge og ikke laver noget, men hvis de vil have flere penge må de arbejde for det og kan derved få 100,-

Men hvordan manden så har tænkt at det skal foregå når en af ungerne skal til fødselsdag og ikke kan lave sin pligt der ved jeg ikke. Hvor mange gange må man misse sin pligt på en måned før man ryger ned på de 50,-?

Nå - nu får vi se om en måned (jeg har tænkt mig at holde styr på hvem der misser sine pligter hvornår, og så må han finde ud af hvordan skævheden skal aflønnes. Om nogen skal have bonus eller andre skal trækkes i 'lønnen'). Men den tid den sorg.

[MissingLink]

:kram Vi har også nogle gange den diskussion herhjemme- altså om hvad der er fair bonusdrengen skal gøre/hvad der forventes af ham. Jeg har det som dig. Drengen er snart 8 år, og efter min meget rigtig meget gammel nok, til SELV at samle sit tøj op, SELV at lægge det i vasketøjskurven, SELV rydde op efter sig selv mv. Han får IKKE lommepenge for at gøre "almindelige forventede" ting. Han får til gengæld lommepenge, hvis man dækker bord, hjælper med at vaske bil, støvsuger eller noget andet. Nogle gange kan manden godt finde på at sige, at drengen ikke har fået lommepenge i et stykke tid. Øh nej, men han har heller ikke hjulpet med noget!

Anyway kan sagtens følge dig- jeg bliver selv meget mærkelig i hjernen, når jeg er nødt til at "skælde ud" eller rettere "være efter" ham hele tiden. Man bliver også super irriteret over at høre sin egen stemme sige det samme og det samme- igen og igen. Og samtidig synes jeg ret skal være ret. Han SKAL lære det. Jeg VIL have han respekterer hvad jeg siger også.

Jeg tror også at manden er særlig opmærksom på, om der nu bliver gjort forskel på "dine" og "mine". Det vil altid være det letteste at sige "jamen du gør også forskel". JEG har det jo sådan, at der ER forskel. Ikke på opdragelsen som sådan, men på den måde man er overfor bonus, og så for sine "egen". Det kan være både fordele og ulemper, men jeg synes ikke det er forkert. Desuden er børn forskellige, og har efter min mening brug for at blive behandlet forskelligt.

Hvis jeg sidder måbende og ikke kan forstå, at drengen reagerer på den ene eller den anden måde (eller slet ikke reagerer for den sags skyld) så kan manden finde på at smile/grine af det. Som han siger, kan han godt sætte sig ind i, at drengen ikke gider!! Armen come on. Tror virkelig også det handler om at være mænd og kvinder og drenge og piger.

Hvis det havde været hjemme hos mig, så faldt hammeren med det samme. Hvis han én gang ikke laver sine pligter, får han ÈN advarsel. Brydes denne er der INGEN lommepenge overhovedet. Ved ikke om det er mig der er en sur mokke, men sådan bliver det altså også for Isabella. Jeg synes nemlig ikke det gør noget at de lærer, at "yde før at nyde"- og slet ikke når der er flere søskende at tage hensyn til :)

[Morpige]

I min barndom fik jeg penge afhængigt af hvad jeg lavede. Beløbene kan nok ikke bruges til noget nu om stunder. Men jeg fik 20 kr. for at slå græs og 20 kr. for at skrælle kartofler. Det var højeste løn fordi "De gamle" vidste at jeg hadede de to ting!

Jeg tænkte du kunne indføre sådan et system for alle børnene. Så er der ingen forskelsbehandling og heller ikke nogen grund til at være uvenner.

[Miss_matilde]

Det første jeg tænker på ved at læse denne tråd er HOLD DA OP!

Det der med lommepenge - er mange steder godt nok blevet til noget børn bare får... så det er SÅ fedt at i gør det alt efter hvad/hvor meget de laver... sådan syntes jeg det er rigtig ;)

Derefter vil jeg sige at det os er sjældent at vi skændtes... vi kan tit blive uenige eller snerre af hinanden - men vi lader ALDRIG solen gå ned over vores vrede (eller jo jeg kan falde i søvn mens jeg er ked... men det er bare mig der er fucked up på hormoner).

MEN jeg lever efter den device der hedder: LEV hver dag som var det den sidste - så tør jeg ikke være sur og gal på min mand og gå i seng uden og have fortalt jeg elsker ham!

[Stbaby]

Jeg kan også fortælle min mand at jeg elsker ham - og i samme sætning sige at jeg stadig synes han opfører sig som en røv ;)

Jeg elsker jo også mine unger selvom de er møgtrælse ind imellem :)

[karama]

Vi skændes ret sjældent, men bølgerne kan gå højt, når det så sker. Jeg er nok som regel sur på manden, indtil vi har talt ud. Det er sådan, jeg kommer videre, men det hænger ikke sammen med min mands måde, som er, at man bare "glemmer" det, ved ikke at tale sammen et stykke tid. Jeg er egentligt ikke sur ret længe, her er det manden, der kan være sur i flere timer, hvilket så kan gøre mig sur igen :rolleyes. Hvis han til gengæld er faldet ned, kan han blive sur igen, fordi jeg vil have talt ud, når vi begge er rolige :wacko

Vi er dog blevet meget bedre til at forstå og gøre plads til hinanden, det er nemlig noget, som vi har arbejdet meget med herhjemme :)

[mille1981]

Vi er meget sjældendt sure på hinanden.

Ind i mellem kan vi blive lidt småirriterede, men det er nok også det. Sker det har vi heldigvis et stort hus, og så går Daniel som regel i kælderen og spiller musik. Når han kommer op igen, så er al irritation glemt :)

Et kram eller lidt massage er også tit nok til at få det til at forsvinde :loveshower

[Guest Bettina]

Vi skændes ikke meget.. Men vi har da et par diskutioner.. Men ender hurtig igen, da vi ikke gider at gå og være uvenner..

Men hvis jeg er RIGTIG gal, så ved min kære mand at han skal holde sig væk... Og jeg psser gerne mig selv.. men indser hurtig hvor meget jeg elsker den mand:loveshower og så er vi venner igen.

Mandeb kan råbe højt hvis det skal være (sker måske 1 gang i året, en meget rolig person .. bamsefar ;) ) og så går han gerne en bette tur, men kommer hurtig igen med blomster eller lign.. fedter lidt...

Men tror det er meget normalt at alle skændes lidt en gang imellem, bare det ender i :loveshower

[Guest Diden]

Min mand og jeg har til dato endnu ikke skændtes.. Vi har været uenige om noget til tider, men ikke sådan at vi råbte og skreg af hinanden, smækkede døre og hvad dertil hører..

Jeg tror det længste tid vi har lidt mugne på hinanden har været en halv dag (inkl. en nat).. Men ellers kan jeg højst være irriteret i et par minutter af gangen for jeg får som regel den der "Er du sur?" "JA!" "... hvor længe??" Og så ka jeg ikke holde masken :P Mega irriterende når man nu er sur!

- Gør jeg det samme ved ham bliver han mega irriteret og faktisk mere sur :P utroligt nok! Men sådan er nogle mænd vel at de ikke kan tåle deres egen medicin ! ;)

[MLM]

Jeg kan også fortælle min mand at jeg elsker ham - og i samme sætning sige at jeg stadig synes han opfører sig som en røv ;)

Jeg elsker jo også mine unger selvom de er møgtrælse ind imellem :)

det var sødt skrevet jeg har det på samme måde

[Calla]

Altså.. normalt er jeg ikke sur så længe, glemmer ret hurtigt igen. Det er det med den hukommelse :(

Men lige sån en aften som idag, så tror jeg jeg vil være sur til jeg går i seng (medmindre han siger undskyld selvfølgelig). Det synes jeg han fortjener idag <_< :gal (Og om en time husker jeg intet...)