Hvordan er det at blive mor?

[TiaK]

Jeg har for et stykke tid siden set en (britisk) udsendelse om mødre, der ikke umiddelbart elskede deres barn. Og nu er jeg egentlig lidt nysgerrig/nervøs for om det kan ske for en selv?

Vil I ikke fortælle om hvordan det var at blive mor første gang?

Var det kærlighed ved første blik, eller skulle I lige bruge nogle dage/uger på at lære jeres barn at kende?

Kan man forholde sig til, at det er ENS barn og ikke en andens (som det jo altid har været indtil nu)?

Hvor mange har haft fødselsdepressioner (uden at der var tegn på det under graviditeten)? Og hvordan blev det opdaget og behandlet?

Glæder mig til at høre jeres historier :)

[pullergris]

jeg var 20 år med min den første.. Vi glæede os som en gal, men da jeg så endelig fik hende ud, kunne jeg ikke helt forstå det var vores.. Jeg sku bruge nogle uger, måske mere før jeg fattede det helt. Syntes det var meget hårdt, og ku græde mange gange, pga mangel på søvn og så oven i havde hun kolik, og det hele blir jo bare en omvæltning :-S men ellers efter noget tid så nød jeg det rigtig meget, jo mere man også fadt ud af det hele osv.. Man ska jo ik altid kun komme med de gode ting, der er jo altså også negative ting, men det meste er altså godt , efter min mening :)

Så bare vent til man får nr 2, så går det hele bare meget nemmere..;)

kunne slet ik forestille mig et liv uden mine 2 dejlige guldklumper :)

[Guest Sebastians-mor]

Jeg holdt af ham fra start af, men det tog nogle uger før den dybe kærlighed kom. Nu er han snart 3½ år og jeg føler stadig at kærligheden vokser. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om jeg elsker ham, men ligesom jeg ikke tror jeg kan elske ham højere så ser jeg nye sider af ham som lige gør at kærligheden alligevel vokser, selvom jeg troede den umuligt kunne blive større.

Jeg synes ikke det var svært at forholde sig til at han var min, men jeg havde svært ved at tænke på mig selv som mor, min mand som far og jeg synes det var helt vildt mærkeligt at mine forældre var mormor og morfar, men nu er det det mest naturlige i verdenen.

Jeg har ikke oplevet en fødselsdepression.

[Abelka]

For mit vedkommende var der ikke tale om kærlighed ved første blik.

Jeg var glad og stolt og havde stor beskyttertrang, men den dybtfølte kærlighed til det bette kræ den havde jeg ikke.

Han blev født for tidligt og jeg følte mig enormt snydt. Var fuld af forventninger der ikke kunne opfyldes.

Den helt store kærlighed dukkede først op da jeg fik barn nummer 2.

[Stbaby]

Den første kom ved AKS og der råbte jeg på en kold cola og gad godt nok ikke det der slimede væsen de holdt frem.

Skyder skylden på narkosen ;)

Beskyttertrangen og panikken over at det var MIG der skulle sørge for ham og hans liv de næste mange, mange år kom før kærligheden - men den kom inden for de første par dage :)

Ved de andre var kærligheden der fra første skrig og kunne slet ikke vente med at få lov til at holde dem (ved KS gik der lidt længere tid før man får lov til at holde dem ift. vaginal fødsel)

[Prinsessemor]

fik også kejsersnit, og lige da hun kom hun havde jeg så meget kvalme at jeg ikke kunne overskue at tænke på andet

jeg kan huske jeg panikkede lidt i starten over om jeg slet ikke elskede mit barn, men i løbet af natten hvor jeg lå med hende i sengen voksede kærligheden bare, det fortsatte over nogle dage og til sidst kunne jeg ikke holde op med at tude fordi jeg slet ikke kunne rumme mere kærlighed (tror hormonerne spillede ind)

ved nr. 2 kom det med det samme men der voksede det også over de første par uger :loveshower

[ki schou]

Jeg må sige, at jeg knus elskede lille Leo fra første sekund jeg så ham :loveshower

[MissingLink]

Hos mig kom "moderfølelsen" og den følelse af at elske noget ubetinget, allerede inden Isabella kom ud :)

Måske var det fordi hun allerede var på vej ud i uge 29+, måske fordi jeg var SÅ bange for det skulle ske noget med hende. Hun blev født ved AKS, og jeg elskede hende fra start højere end livet :loveshower

Jeg følte mig meget tæt forbindet med Isabella. Jeg havde en intuitiv fornemmelse af, hvad der var galt når hun græd, at hun var vågen ude i barnevognen selvom alarmen ikke sagde noget. Hun var tæt knyttet til mig. Faktisk så tæt, at far ikke rigtig kunne bruges- eller nogen anden for den sags skyld. Jeg tror hun var omkring 7-8 måneder, før hendes far begyndte af blive accepteret til diverse ting/trøst. Hun var næsten et år, før han kunne putte hende om aftenen.

Det har så nok også noget at gøre med at hun er født lidt for tidligt, at hun var/er så følsom. Men i hvert fald, så var min moderfølelse stærk allerede inden hun kom ud. Det var super, super hårdt, at far ikke kunne hjælpe i starten, så der er både fordele og ulemper.

Men det er fantastisk. GLÆD dig- kan næsten ikke selv vente, til det bliver min tur- igen :loveshower

[Mor til de skønne]

jeg kan huske jeg panikkede lidt i starten over om jeg slet ikke elskede mit barn, men i løbet af natten hvor jeg lå med hende i sengen voksede kærligheden bare, det fortsatte over nogle dage og til sidst kunne jeg ikke holde op med at tude fordi jeg slet ikke kunne rumme mere kærlighed (tror hormonerne spillede ind)

Meget det samme her :) Jeg fik kejsersnit og fordi det var om natten, skulle jeg på opvågningen alene. Så jeg så lige hurtigt Tilde og så var det afsted og ligge alene i 2 timer <_< Ved ikke om det har spillet ind, for imens jeg forsøgte at suge alt til mig, da jordemoderen viste mig hende, var der en million mennesker der spurgte mig om en hel masse :rolleyes Så det var skutte meget jeg nåede at nyde min datter, inden jeg blev kørt afsted.

[Sandie]

JEg blev så bange lige i starten for havde den opfattelse ALLE græd af lykke og fik kærligheden med det samme. Jeg var egentlig bare helt rundt på gulvet og træt og synes det var meget mærkeligt hun var min. .som timerne gik blev det mere og mere virkeligt.

[TiaK]

Rigtig mange tak for jeres svar! :loveshower

Jeg synes det er rigtig rart at vide, at man ikke skal knuselske sit barn fra første minut - det har jeg nemlig en bange anelse om jeg ikke kommer til at gøre - og så er det bare super super rart at vide jeg ikke er den eneste!

Hilsen TiaK - der dog alligevel glæææææder sig til at få sin datter op på maven for første gang!

[Morpige]

Jeg følte ikke helt det var mit barn der lå der og han så også anderledes ud end jeg havde forestillet mig. Det skete ved kejsersnit og jeg blev ret befippet over at de ville have ham til at sutte på mit bryst med det samme. Efter 48 timer orkede jeg ikke helt noget. Men jeg var stolt samme tid. Jeg bad dem dog om at tage sig af ham indtil jeg havde sovet lidt. Men jeg kunne ikke sove. jeg var for spændt til at se ham igen.

Desværre havde jeg en lille fødselsdepression og jeg ved ikke helt hvornår den gik over. Men jeg elsker ham over alt på jorden og har gjort det i lang tid.

[KatrineK]

Her var der heller ikke tale om kærlighed ved første blik. :) Jeg var træt og udmattet efter en lang fødsel, så jeg orkede næsten ikke at have ham liggende på maven, og så syntes jeg det var meget underligt at han var min. Generelt kunne jeg slet,slet ikke forholde mig til at være blevet mor.

Jeg holdt af ham fra start, men det tog mig noget tid at finde den dybe kærlighed frem. Jeg skulle lige lærer ham at kende først. :)

Men nu! Hold da op hvor jeg elsker den lille gut! :loveshower

[Solskin]

Jeg forventede ikke at elske min søn fra starten - havde læst om at det var naturligt at man lige skulle vænne sig til tanken, så jeg prøvede at forberedte mig på en evt. skuffelse. Jeg havde også haft en virkelig problematisk graviditet og var meget syg og smerteplaget i hele 3. trimester.

Men det blev helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Fra det sekund jeg vågnede fra narkosen og fik ham i armene blev jeg overvældet af en enorm følelse af lykke og samhørighed og alle smerter trådte fuldstændig i baggrunden. Jeg ville bare have ham helt tæt på konstant i dagene efter og kunne næsten ikke bære at andre skulle holde ham et enkelt minut. Selv min mand, som jo også gerne ville "til" kunne jeg næsten ikke holde ud at aflevere ham til. Jeg var nok lidt ulidelig i de dage ;-)

Mange hilsner

Solskin

[Sookie]

Jeg har elsket begge mine lige fra start...Moder følelsen kom med det samme.

jeg kan stadig ikke forstå at de er mine... men det er på den måde at jeg tænker:

Er de virkelig mine?- de her fantastiske dejlige børn.

[Tauriel]

Jeg var glad og stolt og meget betaget af det lille væsen fra begyndelsen. Og jeg følte en stor beskyttertrang. Jeg følte som sådan også, at han var min - men det var ligesom meget abstrakt.

Han fik lidt gulsot, og efter det første døgn var han noget slap. Det var om om morgenen, hvor der var gået 1½ døgn, at sygeplejersken så, at han var lidt gul - og vi skulle så sørge for, at han spiste nok, hvilket var besværligt, fordi han bare sov og sov. Det blev lidt af en kamp den dag med at få nok i ham, og det hele kom til at fokusere på, at det var besværligt, og når så, det var lykkedes, kunne man endelig lægge ham i sengen og lade ham sove. Hen mod aften kom der pludselig en kæmpe stor og meget mere konkret moderfølelse væltende ind over mig, og jeg kunne slet ikke klare tanken om, at han den dag mest bare havde føltes som et besværligt projekt. Nu skulle han bare holdes om og have en hel masse kærlighed - så jeg endte med at sidde med ham i armene, mens han sov, en stor del af natten.

[Tumlepigen]

Super tråd, TiaK - jeg har de samme overvejelser som dig, især fordi jeg stadig synes, at det kan være svært at fatte, at det fantastiske sker for MIG, selv om jeg nu snart går ind i 9. graviditetsmåned.

Tak til alle jer, der ærligt deler jeres erfaringer med os - det er guld værd at høre variationerne.

[Bayfoldager]

Super tråd, TiaK - jeg har de samme overvejelser som dig, især fordi jeg stadig synes, at det kan være svært at fatte, at det fantastiske sker for MIG, selv om jeg nu snart går ind i 9. graviditetsmåned.

Tak til alle jer, der ærligt deler jeres erfaringer med os - det er guld værd at høre variationerne.

[/quot

Ja virkelig :)

Rart at høre de helt sande historier og ikke kun de lyserøde... :)

[Guest baby2011]

Jeg kan slet ikke beskrive med ord hvilken kærlighed jeg har til begge vores piger :loveshower :loveshower Jeg elskede dem højere end noget andet fra det sekund de var ude..

Jeg kan stadig blive rørt til tårer når jeg kigger på min 4 årig pige der render rundt og leger og er så selvstændig snart.. Og det er heller ikke ualmindeligt jeg begynder at græde når jeg ammer vores nyankomne datter, fordi jeg har så mange følelser for hende :loveshower

[HenrietteHall]

Jeg har ønsket børn, siden jeg var au pair i Oslo og der var jeg 21, Lauge blev født 1 måned efter min 33 års fødselsdag og jeg elskede ham fra første sekund :loveshower Ja, egentlig fra første positive test :)

Men jeg vil så også sige, at min kærlighed til ham bliver dybere og dybere for hver dag der går og jeg lærer ham endnu mere at kende..

Kan huske jeg den første tid syntes det var hårdt, at finde en rutine og mangle søvn, men det havde ikke noget med mine følelser til ham at gøre..

Elsker hver dag med ham og håber jeg snart kan gøre ham til storebror :loveshower

[kejzer]

Jeg må sige, at jeg knus elskede lille Leo fra første sekund jeg så ham :loveshower

den her kan jeg være med på :) altså ikke da jeg så Leo for første gang :lolhit - men Silke :)

[Annaperenna]

Jeg ELSKEDE Carl fra start af... Tog ham selv op på maven, tudede og talte alle fingrene og tæerne og syntes han var SÅ smuk Så Smuk!

[Guest Marina29]

Lige da hun kom ud, synes jeg at hun var det mest fantastiske væsen jeg nogensinde havde set. Jeg kunne slet slet ikke forholde mig til at hun havde været i min mave, og jeg følte bare hun var MIN 100% :)

Så ja, jeg elskede hende fra starten, men det var først noget tid senere, hvor jeg kunne blive grebet af en følelse af simpelt hen ikke at kunne få nok af hende, åh jeg havde bare lyst til at putte hende helt tæt ind til mig, eller ind i maven igen, så vi aldrig kunne skilles ad :loveshower

[zufucu]

Min datter kom 4 uger før termin, og det var jeg simpelthen ikke mentalt forberedt på !!! Derudover tog fødslen kun 1 time og 10 min., så det gik også usandsynlig stærkt - især som første gangs fødende.

Jeg har lidt svært ved at beskrive, hvordan jeg følte, da jeg fik hende op på maven. Overvældet, tror jeg er den bedste beskrivelse.

Der gik et par timer før mit hoved og min krop var helt med, men fra da af har jeg elsket hende helt og aldeles vanvittigt og ubetinget.

[AgnetheV]

Elias kom jo 3 uger før tid, så jeg havde ikke helt indstillet mig på, at nu var det snart opover - det kom oprigtigt bag på mig og jeg gad godt have haft den der forventningens glæde. Med det sagt, så blev jeg enormt overvældet af følelser, da den lille skabning lå der på maven af mig og suttede løs, men vi brugte dagene på sygehuset for rigtig at lære bøllebabyen at kende, der var dog ingen tvivl om, at han tilhørte mig, så snart han kom på maven af mig og jeg elsker ham over alt på jorden :loveshower