Voksen-smalltalk vol. 2

[cellemus]

Nej, det er gratis :)

Også hvis det er nabo byen ?

[skruk]

Også hvis det er nabo byen ?

Ja :)

[Vinnus]

Overhovedet ikke...

Jeg ville synes du gjorde noget galt, hvis du IKKE var imødekommende overfor pigen...! Jeg synes du har reageret helt naturligt og kan slet ikke tro at pædagogen har set noget forkert i det..

Jeg har også en enkelt gang trøstet et barn. Ellers har jeg samlet børn op der er faldet i vandpytter, jeg har skilt cykler ad, der var filtret sammen - og jeg har lynet jakker og byttet sko rundt for børn, der har vendt dem forkert. Jeg har i øvrigt også øset morgenmad op... Alt sammen på de få minutter der tager at hente og bringe et barn. Jeg synes det er 100% naturligt - skulle jeg sige nej når en lille pige beder om hjælp med at få lynet jakken, når jeg alligevel sidder og kigger på Alexander selv vil tage sko på? Børn skal da have tiltro til at voksne vil hjælpe dem og ikke bare ignorerer dem.

Enig i dette.

J&D :Jeg ville sætte stor pris på, hvis det var min datter, du havde hjulpet sådan, Selvom vi ikke kendte hinanden.

Jeg synes på en måde at man netop bør hjælpe for på den måde lærer vi børnene, at den slags er helt naturligt. De skal da ikke sidde grædende og vente på at der er tid, hvis der nu er en voksen som har tiden. Jeg ville have gjort som du til enhver tid uanset hvilket spidst svar fra pædagogen :)

[Mor_til_J&C]

Jeg ved ikke om jeg har gjort noget forkert/over grænsen :unsure

Da jeg aflevere Thea kom hendes bedsteveninde løbende hen til mig og klamrer sig til mit ben mens hun smågræder. Hun har så slået sin læbe og har fået et lille sår der stadig bløder. Jeg giver hende et halvt kram, og ved faktisk ikke rigtigt hvordan jeg lige skal gebærde mig uden at overskride nogen grænser og uden at hun skal føle sig afvist af mig :unsure

Jeg tager hende i hånden og finder en pædagog, som lige er ved at vaske hænder på et andet barn, så imens jeg venter på at hun er klar til at tage sig af den lille pige, så sætter jeg mig på hug og lægger armen om pigen. Da pædagogen vender sig om, siger jeg "I har slået sin læbe og trænger vist til et kram", pædagogen nærmest flår I fra mig og siger "det har vi HELT styr på" og ser på mig som om jeg er tosset og har gjort noget virkelig slemt :O

Jeg ved godt at jeg ikke bare kan gå og være alt for "krammende" overfor andre folks børn, og jeg var virkelig bevidst om at jeg ikke måtte gå over grænsen. Men samtidig kan jeg da ikke bare skubbe hende fra mig, det ville føles så forkert at afvise et grædende barn :unsure

Og samtidig er jeg også sådan lidt.... Hun er T's bedsteveninde og hun er vores nabo. Jeg vil fandme have lov til at trøste hende, når hun opsøger mig!

Mener i at jeg har gjort noget galt?

Slet slet ikke!! Hver dag inden vi skal hjem giver min datter alle voksne (også andre forældre) et kram inden hun tager hjem.

Jeg ser intet galt i den opførsel, faktisk er jeg lidt stolt over så meget omsorg hun udviser.

Jeg ved godt jeg er der, og derfor kan det måske ikke helt sammenlignes, men ved hun også giver krammere til hendes bff's mor når hun henter... også selmom jeg ikke er der..

[Pumpkins]

Jeg ved ikke om jeg har gjort noget forkert/over grænsen :unsure

Da jeg aflevere Thea kom hendes bedsteveninde løbende hen til mig og klamrer sig til mit ben mens hun smågræder. Hun har så slået sin læbe og har fået et lille sår der stadig bløder. Jeg giver hende et halvt kram, og ved faktisk ikke rigtigt hvordan jeg lige skal gebærde mig uden at overskride nogen grænser og uden at hun skal føle sig afvist af mig :unsure

Jeg tager hende i hånden og finder en pædagog, som lige er ved at vaske hænder på et andet barn, så imens jeg venter på at hun er klar til at tage sig af den lille pige, så sætter jeg mig på hug og lægger armen om pigen. Da pædagogen vender sig om, siger jeg "I har slået sin læbe og trænger vist til et kram", pædagogen nærmest flår I fra mig og siger "det har vi HELT styr på" og ser på mig som om jeg er tosset og har gjort noget virkelig slemt :O

Jeg ved godt at jeg ikke bare kan gå og være alt for "krammende" overfor andre folks børn, og jeg var virkelig bevidst om at jeg ikke måtte gå over grænsen. Men samtidig kan jeg da ikke bare skubbe hende fra mig, det ville føles så forkert at afvise et grædende barn :unsure

Og samtidig er jeg også sådan lidt.... Hun er T's bedsteveninde og hun er vores nabo. Jeg vil fandme have lov til at trøste hende, når hun opsøger mig!

Mener i at jeg har gjort noget galt?

Hvis det var mit barn, ville jeg sætte pris på, at du havde trøstet. Hun kom jo selv til dig, og det er jo et barn du kender

[Barbamama]

Det er da ikke over grænsen, men tvært imod menneskelig! Det ville vel være forkert ikke at trøste et barn der beder om trøst, et barn du også kender? Jeg tror hellere at pædagogen kan have reageret sådan fordi hun tog det som et "angreb" på dem (UDEN GRUND). Måske blev hun flov over at et barn "var nødt til" at få trøst hos en andens forælder, da der ikke lige var nogle pædagoger tilgængeligt? Who knows. Jeg tror i hvert fald det handler om at pædagogen følte sig ramt fordi hun måske ikke synes hun helt havde styr på det...

:ditto Jeg tror også det handlede mere om pædagogen end om dig.

Jeg synes, du gjorde det helt rigtige, og hvis jeg var Is mor, havde jeg sat stort pris på det, uanset om jeg kendte dig eller ej. Alene det, at I kommer til dig, viser vel også, at hun gerne vil have din trøst.

Godt gjort! :super

[Solvej99]

Hvor er det rart at læse, at jeg ikke er den eneste der synes det er naturligt at trøste og give en hjælpende hånd hvis det er nødvendigt :)

Jeg håber også at andre forældre ville trøste T, hvis det var hende der havde slået sig og der ikke var en pædagog til rådighed!

Måske handlede det ikke så meget om dig, men mere om at pædagogen blev flov over, at hun ikke havde opdaget det grædende barn.

Jeg havde gjort præcis som dig :)

[Guest]

Kan godt se jeg fik det formuleret det som om jeg kun ville trøste de to drenge fra MG, og ikke de andre børn.. Selvfølgelig ville jeg også trøste de børn jeg ikke kender, indtil der var en pædagog der kunne tage over! ;)

[Mistel]

Jeg ved ikke om jeg har gjort noget forkert/over grænsen :unsure

Da jeg aflevere Thea kom hendes bedsteveninde løbende hen til mig og klamrer sig til mit ben mens hun smågræder. Hun har så slået sin læbe og har fået et lille sår der stadig bløder. Jeg giver hende et halvt kram, og ved faktisk ikke rigtigt hvordan jeg lige skal gebærde mig uden at overskride nogen grænser og uden at hun skal føle sig afvist af mig :unsure

Jeg tager hende i hånden og finder en pædagog, som lige er ved at vaske hænder på et andet barn, så imens jeg venter på at hun er klar til at tage sig af den lille pige, så sætter jeg mig på hug og lægger armen om pigen. Da pædagogen vender sig om, siger jeg "I har slået sin læbe og trænger vist til et kram", pædagogen nærmest flår I fra mig og siger "det har vi HELT styr på" og ser på mig som om jeg er tosset og har gjort noget virkelig slemt :O

Jeg ved godt at jeg ikke bare kan gå og være alt for "krammende" overfor andre folks børn, og jeg var virkelig bevidst om at jeg ikke måtte gå over grænsen. Men samtidig kan jeg da ikke bare skubbe hende fra mig, det ville føles så forkert at afvise et grædende barn :unsure

Og samtidig er jeg også sådan lidt.... Hun er T's bedsteveninde og hun er vores nabo. Jeg vil fandme have lov til at trøste hende, når hun opsøger mig!

Mener i at jeg har gjort noget galt?

Nej da!

Jeg har tørret næser og krammet og hørt historier - hvis børnene er kommet til mig.

Her forleden "forhindrede" jeg en af pigerne i at køre ned ad den store rutschebane med hovedet først (i stedet for benene) fordi det var mig der så det.

Der var også en af drengene der rigtig gerne ville vise han kunne køre hurtigt på cykel.

Sådan er det. Du har ikke gjort noget forkert! :)

[Forunderligt]

Det var ikke den fornemmelse jeg fik :unsure Jeg tror at de havde "forsømt" at trøste I tilstrækkeligt, og sagt noget ala "så er det da heller ikke værre", som jeg har hørt lige netop den pædagog sige til børn en del gange før. Men det kan måske handle om, af det ikke er fedt at jeg kom og indirekte kritiserede ved at sige at I havde brug for et kram, når pædagogen mente at de allerede havde trøstet :unsure hun gjorde heller ikke noget for at trøste I bagefter. Hun hev hende bare til sig og så gik hun væk med hende i hånden, uden overhovedet at sige noget til I. Men jeg ved jo selvfølgelig ikke hvad der skete efter at jeg gik...

Ej, det har bare været en skidt dag for den børnehave i dag. Da jeg hentede T kom jeg også næsten op at skændes med en af pædagogerne :(

Hun fortalte at T havde været sur og tvær hele dagen, og da hun var blevet bedt om at spise hendes frokost op havde T åbenbart fået et hysteri anfald - pædagogens ord. De havde så sendt hende ud og skamme sig på hendes plads i garderoben indtil hun kunne "opføre sig ordentligt", og der havde hun ifølge pædagogen sat i meget lang tid, helt alene, før hun var klar til at komme ind igen.

Jeg har det simpelthen så svært med, at de bruger den slags metoder overfor mine børn. Især fordi at jeg ved at når T kommer helt derud hvor hun stamper i gulvet og råber osv(som hun havde gjort ifølge pædagogen), så er der sket nogle ting forud, som har fået T til at reagere sådan. Det sker ikke bare spontant. Og når hun er der, så har hun i virkeligheden bare brug for et kæmpe kram, og ikke for at blive sendt ud og skamme sig :unsure

Ej det er da slet ikke i orden søde - jeg troede I havde fået talt med bh om hvordan de skal håndtere T og spisesituationerne? Jeg syns bare der er så mange ting du beskriver fra den insitution som er helt galt på den :( Sådan syns jeg virkelig ikke det skal være?! Jeg kunne overhovedet ikke se de situationer for mig i Lillys bh fx. Også bare det ordbrug pædagogen har når hun fortæller dig om den situation og T's reaktion osv. Det er simpelthen ikke tidssvarende pædagogik!

 

:kram2

[Barbamama]

Ej det er da slet ikke i orden søde - jeg troede I havde fået talt med bh om hvordan de skal håndtere T og spisesituationerne? Jeg syns bare der er så mange ting du beskriver fra den insitution som er helt galt på den :( Sådan syns jeg virkelig ikke det skal være?! Jeg kunne overhovedet ikke se de situationer for mig i Lillys bh fx. Også bare det ordbrug pædagogen har når hun fortæller dig om den situation og T's reaktion osv. Det er simpelthen ikke tidssvarende pædagogik!

:kram2

Meget enig! :kram

[mille1981]

Tak for kram :kiss

Jo jeg har i forvejen talt med meget store bokstaver om, at T ikke skal presses og tvinges til at spise. Men de lytter åbenbart ikke efter hvad jeg siger, for de må virkelig have presset T når hun går i baglås på den måde :(

Jeg mener jo også at det er helt forkert, at sende børn udenfor døren for at skamme sig. Jeg ved bare snart ikke hvad jeg skal gøre mere, for at få dem til at forstå at her er mine helt klare grænser for hvad jeg kan og ikke kan tillade :unsure og det bude jo ikke være nødvendigt at jeg hele tiden skal sige "det vil jeg ikke have at i gør ved T en anden gang", for det burde, efter min mening, være en selvfølge for pædagoger hvordan man skal behandle børn på en god og ordentlig måde :unsure

Der er altså i gen børn der skal sendes ud og skamme sig! Uden at være pædagog, så tror jeg altså ikke på det er noget man lærer eller bruger i dag.

De kan måske tage en Time out hvor de lige slapper af, men det er jo et minut eller noget i den stil og ikke lang tid de skal sidde alene!

Jeg ville også have trøstet hvis det var mig. Det gør man jo, hvis man lige er den der opdager et barn der er ked af det og der ikke er en ledig pædagog i nærheden (for en mere kendt vil jeg trods alt mene var mere optimal, men hellere trøst af en bekendt end ingen trøst).

[cellemus]

Jeg havde ALDRIG accepteret at de sendte mot barn ud af døren.

Aldrig nogensinde.

Det er på ingen måde ok og har INTET med pædagogik at gøre.

De burde skamme sig...

Jeg ville tag fat i lederen med det samme, eller klyngelederen, hvis lederen ikke hørte efter (som reglerne siger man skal)

[cellemus]

Altså reglerne siger ikke at man skal høre efter. Hehe

Reglerne siger at man først skal prøve at henvende sig til lederes.

Og virker det ikke, så klyngelederen

[MforMor]

J og D - ehm... Det lyder seriøst helt vanvittigt! Både situationen med det andet barn og med spisesituationen!

Min datter kan også gå i baglås - i hvert fald da hun var lidt yngre. Men ALDRIG nogensinde er hun blevet sat i garderoben! Og det skulle de virkelig heller ikke prøve på!

Det kan være fint at fjerne dem fra situationen og gå et andet sted hen, men så er der da en voksen, der går med!! Børn i de den alder har slet ikke et tilstrækkeligt refleksionsniveau til at forstå, hvorfor det skal sidde der uden hjælp fra en voksen!

Altså.. Uden at piske en stemning op, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne undlade at undersøge muligheden for at skifte institution. Grundlæggende lyder deres pædagogik bare virkelig fjern fra alt, hvad jeg tror på! :unsure

[skruk]

J og D - ehm... Det lyder seriøst helt vanvittigt! Både situationen med det andet barn og med spisesituationen!

Min datter kan også gå i baglås - i hvert fald da hun var lidt yngre. Men ALDRIG nogensinde er hun blevet sat i garderoben! Og det skulle de virkelig heller ikke prøve på!

Det kan være fint at fjerne dem fra situationen og gå et andet sted hen, men så er der da en voksen, der går med!! Børn i de den alder har slet ikke et tilstrækkeligt refleksionsniveau til at forstå, hvorfor det skal sidde der uden hjælp fra en voksen!

Altså.. Uden at piske en stemning op, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne undlade at undersøge muligheden for at skifte institution. Grundlæggende lyder deres pædagogik bare virkelig fjern fra alt, hvad jeg tror på! :unsure

:ditto og jeg ville uden tvivl sende en klage til kommunen! Det er overhovedet ikke den pædagogiske tilgang man bruger nu om dage!

[cellemus]

J og D - ehm... Det lyder seriøst helt vanvittigt! Både situationen med det andet barn og med spisesituationen!

Min datter kan også gå i baglås - i hvert fald da hun var lidt yngre. Men ALDRIG nogensinde er hun blevet sat i garderoben! Og det skulle de virkelig heller ikke prøve på!

Det kan være fint at fjerne dem fra situationen og gå et andet sted hen, men så er der da en voksen, der går med!! Børn i de den alder har slet ikke et tilstrækkeligt refleksionsniveau til at forstå, hvorfor det skal sidde der uden hjælp fra en voksen!

Altså.. Uden at piske en stemning op, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne undlade at undersøge muligheden for at skifte institution. Grundlæggende lyder deres pædagogik bare virkelig fjern fra alt, hvad jeg tror på! :unsure

Fuldstændig enig.

De vil jo føle sig efterladt på en eller anden måde

[Solvej99]

J og D - ehm... Det lyder seriøst helt vanvittigt! Både situationen med det andet barn og med spisesituationen!

Min datter kan også gå i baglås - i hvert fald da hun var lidt yngre. Men ALDRIG nogensinde er hun blevet sat i garderoben! Og det skulle de virkelig heller ikke prøve på!

Det kan være fint at fjerne dem fra situationen og gå et andet sted hen, men så er der da en voksen, der går med!! Børn i de den alder har slet ikke et tilstrækkeligt refleksionsniveau til at forstå, hvorfor det skal sidde der uden hjælp fra en voksen!

Altså.. Uden at piske en stemning op, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne undlade at undersøge muligheden for at skifte institution. Grundlæggende lyder deres pædagogik bare virkelig fjern fra alt, hvad jeg tror på! :unsure

Det der skete jo ofte i Theos børnehave. Vi var også rasende og endte med at flytte ham. Bedste beslutning nogensinde!

[Fru SP]

J og D - ehm... Det lyder seriøst helt vanvittigt! Både situationen med det andet barn og med spisesituationen!

Min datter kan også gå i baglås - i hvert fald da hun var lidt yngre. Men ALDRIG nogensinde er hun blevet sat i garderoben! Og det skulle de virkelig heller ikke prøve på!

Det kan være fint at fjerne dem fra situationen og gå et andet sted hen, men så er der da en voksen, der går med!! Børn i de den alder har slet ikke et tilstrækkeligt refleksionsniveau til at forstå, hvorfor det skal sidde der uden hjælp fra en voksen!

Altså.. Uden at piske en stemning op, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne undlade at undersøge muligheden for at skifte institution. Grundlæggende lyder deres pædagogik bare virkelig fjern fra alt, hvad jeg tror på! :unsure

:ditto

[Guest]

J og D - ehm... Det lyder seriøst helt vanvittigt! Både situationen med det andet barn og med spisesituationen!

Min datter kan også gå i baglås - i hvert fald da hun var lidt yngre. Men ALDRIG nogensinde er hun blevet sat i garderoben! Og det skulle de virkelig heller ikke prøve på!

Det kan være fint at fjerne dem fra situationen og gå et andet sted hen, men så er der da en voksen, der går med!! Børn i de den alder har slet ikke et tilstrækkeligt refleksionsniveau til at forstå, hvorfor det skal sidde der uden hjælp fra en voksen!

Altså.. Uden at piske en stemning op, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne undlade at undersøge muligheden for at skifte institution. Grundlæggende lyder deres pædagogik bare virkelig fjern fra alt, hvad jeg tror på! :unsure

Enig! Nogle dage spiser Storm slet ikke, men de opfordrer ham, og hvis han stadig siger nej, så kommer madpakken bare med hjem igen. Aldrig har de straffet ham, og da slet ikke på den måde! :prik Jeg var blevet rasende!!!

[Forunderligt]

Nu har jeg modtaget bekræftelse i eboks på henvisningen til PPR på Lilly - der står at jeg bliver kontaktet af børnepsykologen indenfor 2 mdr. Kan det virkelig passe vi skal vente så længe :( aftalen var i foråret at børnepsykologen skulle komme og observere Lilly i børnehaven efter sommerferien. Nu er vi da snart heldige hvis "efter sommerferien" betyder "før jul"?? 

[Barbamama]

Nu har jeg modtaget bekræftelse i eboks på henvisningen til PPR på Lilly - der står at jeg bliver kontaktet af børnepsykologen indenfor 2 mdr. Kan det virkelig passe vi skal vente så længe :( aftalen var i foråret at børnepsykologen skulle komme og observere Lilly i børnehaven efter sommerferien. Nu er vi da snart heldige hvis "efter sommerferien" betyder "før jul"??

På min gamle arbejdsplads stod der 5 måneder i brevet, så ja det kan desværre godt passe. Det var et standardbrev og der kunne desværre godt virkelig gå 5 måneder, men det kunne også ske langt før. Det kan være rigtig svært på forhånd at spå om, hvor lang tid en ppr-sag tager, så jeg tror, de er nødt til at melde en vis ventetid ud, for at undgå at psykologen pludselig sidder med 100 ufærdige sager. Men jeg forstår godt, det er en hård udmelding at få som forælder :( :kram

[Guest]

J&D ko til at tænke oå dig, smda jeg så følgende opslag på Facebook.. Godt nogle voksne er til at regne med! :kram

I formiddags fik jeg øje på en ulykkelig dreng, der stod i vejsiden på en stærkt trafikeret vej i Esbjerg. Tårerne trillede ned af kinderne på ham og han vinkede panisk med armene. Jeg parkerede bilen og gik hen til ham.

Til at starte med græd han så meget, at han ikke engang kunne sige sit egen navn. Efter et par minutter faldt han til ro og vi snakkede lidt. Han var 11 år og gik i 4. klasse. En time tidligere var han stukket af fra skolen og havde løbet ca. 2.5 km. Han var faret vild, han var ulykkelig og han havde ingen telefon. Det værste var dog, at han følte sig helt alene. “Jeg var så bange for, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig”, sagde han og fortalte, at han havde forsøgt at vinke til biler i et stykke tid, inden jeg kom forbi.

Jeg kørte drengen tilbage til skolen, hvor vi i fællesskab fandt en lærer/leder, han var tryg ved. Forældrene blev kontaktet og eftersøgningen blev afblæst. Drengen så ud til, at have det godt igen. Så langt så godt.

Det kan dog undre mig, at ingen tidligere havde stoppet deres bil for at hjælpe drengen. Tro mig, han var ikke til at overse.

Jeg er sikker på, at der i dette tilfælde har været tale om en misforståelse. De fleste ville sikkert hjælpe, hvis de kunne.

Må jeg alligevel opfordre til, at vi som voksne altid tager medansvar for de børn, vi møder på vores vej. -Særligt de børn, der med deres kropssprog eller ord fortæller, at noget er galt.

Det kan gøre en verden til forskel, hvis man blot siger “Hej, har du brug for hjælp?”. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Vh

Rasmus Alenkær

DEL GERNE

[FruOvervejelse]

J&D ko til at tænke oå dig, smda jeg så følgende opslag på Facebook.. Godt nogle voksne er til at regne med! :kram

I formiddags fik jeg øje på en ulykkelig dreng, der stod i vejsiden på en stærkt trafikeret vej i Esbjerg. Tårerne trillede ned af kinderne på ham og han vinkede panisk med armene. Jeg parkerede bilen og gik hen til ham.

Til at starte med græd han så meget, at han ikke engang kunne sige sit egen navn. Efter et par minutter faldt han til ro og vi snakkede lidt. Han var 11 år og gik i 4. klasse. En time tidligere var han stukket af fra skolen og havde løbet ca. 2.5 km. Han var faret vild, han var ulykkelig og han havde ingen telefon. Det værste var dog, at han følte sig helt alene. “Jeg var så bange for, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig”, sagde han og fortalte, at han havde forsøgt at vinke til biler i et stykke tid, inden jeg kom forbi.

Jeg kørte drengen tilbage til skolen, hvor vi i fællesskab fandt en lærer/leder, han var tryg ved. Forældrene blev kontaktet og eftersøgningen blev afblæst. Drengen så ud til, at have det godt igen. Så langt så godt.

Det kan dog undre mig, at ingen tidligere havde stoppet deres bil for at hjælpe drengen. Tro mig, han var ikke til at overse.

Jeg er sikker på, at der i dette tilfælde har været tale om en misforståelse. De fleste ville sikkert hjælpe, hvis de kunne.

Må jeg alligevel opfordre til, at vi som voksne altid tager medansvar for de børn, vi møder på vores vej. -Særligt de børn, der med deres kropssprog eller ord fortæller, at noget er galt.

Det kan gøre en verden til forskel, hvis man blot siger “Hej, har du brug for hjælp?”. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Vh

Rasmus Alenkær

DEL GERNE

Jeg ELSKER Rasmus Alenkær :yay

[Forunderligt]

J&D ko til at tænke oå dig, smda jeg så følgende opslag på Facebook.. Godt nogle voksne er til at regne med! :kram

I formiddags fik jeg øje på en ulykkelig dreng, der stod i vejsiden på en stærkt trafikeret vej i Esbjerg. Tårerne trillede ned af kinderne på ham og han vinkede panisk med armene. Jeg parkerede bilen og gik hen til ham.

Til at starte med græd han så meget, at han ikke engang kunne sige sit egen navn. Efter et par minutter faldt han til ro og vi snakkede lidt. Han var 11 år og gik i 4. klasse. En time tidligere var han stukket af fra skolen og havde løbet ca. 2.5 km. Han var faret vild, han var ulykkelig og han havde ingen telefon. Det værste var dog, at han følte sig helt alene. “Jeg var så bange for, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig”, sagde han og fortalte, at han havde forsøgt at vinke til biler i et stykke tid, inden jeg kom forbi.

Jeg kørte drengen tilbage til skolen, hvor vi i fællesskab fandt en lærer/leder, han var tryg ved. Forældrene blev kontaktet og eftersøgningen blev afblæst. Drengen så ud til, at have det godt igen. Så langt så godt.

Det kan dog undre mig, at ingen tidligere havde stoppet deres bil for at hjælpe drengen. Tro mig, han var ikke til at overse.

Jeg er sikker på, at der i dette tilfælde har været tale om en misforståelse. De fleste ville sikkert hjælpe, hvis de kunne.

Må jeg alligevel opfordre til, at vi som voksne altid tager medansvar for de børn, vi møder på vores vej. -Særligt de børn, der med deres kropssprog eller ord fortæller, at noget er galt.

Det kan gøre en verden til forskel, hvis man blot siger “Hej, har du brug for hjælp?”. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Vh

Rasmus Alenkær

DEL GERNE

Sikke en sød historie

 

Engang da jeg var 11 fik jeg nogen gange lov at tage bussen til byen selv - og så kom jeg til at stige ind i den forkerte bus da jeg skulle hjem. I starten opdagede jeg ikke noget men pludselig var jeg jo et helt forkert sted, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, jeg begyndte bare fortvivlet at græde - heldigvis var der en sød voksen tilstede som straks talte med mig og fik mig beroliget, vi stod af ved hans hus og han ringede til mine forældre - og kørte mig så hjem (måske 5 km tur). Jeg kan virkelig relatere, man ved jo ikke hvad man skal gøre i livets små udfordrende situationer når man bare er et barn. God karma til Rasmus der :)