min datter opføre sig rædselsfuldt

[MorG]

Jeg har en pige på snart 4 år, og hun driver mig til vanvid lige i øjeblikket.

Hun er sur hele tiden, hun skriger og skaber sig, og smider sig på gulvet, når hun får et nej, hun niver, slår og rækker tunge, hun er faktisk både træls og fræk, det er en konstant kamp.

Hun kan mange ting selv, men når hun f.eks skal tage tøj på, bukser eller jakke, eller hue, så kan hun ikke, vil ikke, det er ikke koldt udenfor osv :(

Det trækker simpelthen min energi helt ud af mig.

Jeg orker hende faktisk ikke.

I går tog jeg hende med i zoo, hun brokkede sig, og ville alt andet end det vi lige havde aftalt. Vi tog i svømmehallen i dag, det samme sker.

Da vi kommer hjem, spørger jeg hvad hun vil have på sin rugbrød, og i det sekund jeg sætter mig ned med min mad, så vil hun have en ny mad med spegepølse :(

Hvad sker der lige?

Jeg har fået en kæreste, og de holder rigtig meget af hinanden, og når han er her, så må jeg ikke hjælpe hende med noget som helst, hun vil spille spil med ham, ikke med mig.

Hun er også lige blevet renlig, men har været det længe, det var bare en dum BH der ligesom gav hende blev på igen :(

Det er ikke verdens bedste BH.

Er det virkelig noget jeg bare må finde mig i alt det her? siger jeg nej, så skal jeg sige det 1000 gange før hun stopper - nede i hendes BH. er det desværre hende der er udsat for børn der ikke forstår et nej :(

Hvis hun spørger om hun må tegne, og jeg siger ja, og går i gang med at finde tegne grej frem, så spørg hun igen og igen og højere og højere OM HUN MÅ TEGNE.

Jeg har flere gange i denne weekend bedt hende om, at lytte når jeg svare, jeg siger jo ja, hvorfor fa.. bliver hun så ved?

Nogen gode råd?

[Myliona]

En del af det tænker jeg er alder... Vores pige på 3,5 afprøver også grænser, og er begyndt at råbe og være flabet osv.

Men jeg tror at det eneste rigtige at gøre er at sætte grænser, og så holde fast i dem uanset. Eksemplet med maden. Hvis hun har bedt om spegepølse, så skal vores pige spise den med spegepølse før hun får andet - uden undtagelse. Hvis hun så slet ikke vil spise, så må hun gå fra bordet og der er ikke mere at spise de næste timer indtil næste måltid.

Hvis vi er nogen steder og hun ikke hører efter og bliver helt umulig, jamen så går vi hjem. Og hvis vi så har betalt for at gå i svømmehallen bliver det desværre bare en dyr omgang.

Min holdning er, at hvis hun får sin vilje igennem nu ved at opføre sig dårligt, så vil det bare blive værre og værre.

Og så ellers gøre meget ud af at rose hende og give hende så meget positiv opmærksomhed som muligt. Ros hende når hun hører rigtig godt efter, bed hende hjælpe med ting og tak hende fordi hun er god til st hjælpe. Lær hende at når hun er sød, så får hun mere ud af det end når hun ikke hører efter.

RIGTIG godt svar :)

Hun er i en alder hvor hun er ved at lære at "hun har en mening" og hun er ved at lære at hun kan få sin vilje - og hvordan. Jeg tror som JustMe skriver, at det er vigtigt at man tager kampen NU.. At man ikke lader hende bestemme.

Nogen ting, skal man også bare sige "DET bestemmer jeg for jeg er moren".

Jeg tror det er vigtigt at holde fast i at hvis du har sagt hun skal have flyverdragt på - så tager hun flyverdragt på! Eller hvis hun har bedt om spegepølse, så spiser hun spegepølse.

[Myliona]

Derudover bruger vi 3 redskaber:

- vær autoritær. Dvs lad være med at spørge hende om hun vil have tøj på. Sig at hun skal have tøj på. Og når i taler til hende, vær fast i stemmen når i sætter krav.

- brug time-out når i skal give en konsekvens. Sæt hende på en stol 1 minut for hvert år hun er når hun gør noget uacceptabelt. Hvis hun rejser sig op før tid, så nulstilles tiden. Når tiden er gået gentager du hvorfor hun har fået en time-out, og bed om en undskyldning

- sørg for at have øjenkontakt ved at knæle ned og vær på hendes niveau. Brug gerne hendes egne ord, og tal langsomt og tydeligt - men brug ikke mange og lange forklaringer men nøjes med at sige 'fordi det er ikke okay' eller 'det må du ikke' osv.

Jeg er helt enig (DOG ikke i det med undskyldning, jeg synes det er fladt at lære børn at bede folk sige undskyldning - ville aldrig selv modtage sådan en undskyldning, så det skal mine børn ikke give!)

Men du har ret: LAd være at give valg, vær konsekvent og brug korte meget præcise sætninger.

Et barn på 4 har svært ved at forstår at "Du skal have flyverdragt på, fordi det jo er lidt koldt udenfor, og måske skal du sidde ned på jorden også får man kold numse og bliver syg". Det er for mege tog uforståeligt, og de er alligevel kvikke nok til at vide at det i deres hoved derfor ikke er en "god grund".

Som pædagog lærte jeg lynhurtigt at sige "Jeg er den voksne. Jeg bestemmer. Tag flyverdragt på". Nogen gange, skal man lige vænne ryggen til og lade dem hoppe rundt, men som regel er de begyndt at tage den på efter ganske kort tid!

[Susanne]

En del af det tænker jeg er alder... Vores pige på 3,5 afprøver også grænser, og er begyndt at råbe og være flabet osv.

Men jeg tror at det eneste rigtige at gøre er at sætte grænser, og så holde fast i dem uanset. Eksemplet med maden. Hvis hun har bedt om spegepølse, så skal vores pige spise den med spegepølse før hun får andet - uden undtagelse. Hvis hun så slet ikke vil spise, så må hun gå fra bordet og der er ikke mere at spise de næste timer indtil næste måltid.

Hvis vi er nogen steder og hun ikke hører efter og bliver helt umulig, jamen så går vi hjem. Og hvis vi så har betalt for at gå i svømmehallen bliver det desværre bare en dyr omgang.

Min holdning er, at hvis hun får sin vilje igennem nu ved at opføre sig dårligt, så vil det bare blive værre og værre.

Og så ellers gøre meget ud af at rose hende og give hende så meget positiv opmærksomhed som muligt. Ros hende når hun hører rigtig godt efter, bed hende hjælpe med ting og tak hende fordi hun er god til st hjælpe. Lær hende at når hun er sød, så får hun mere ud af det end når hun ikke hører efter.

GODT SVAR! :super

[Pumpkins]

Jeg er enig med JustMe :super

Men jeg tænker, om i er kommet ind i en lidt dum spiral, hvor hun bliver mere og mere "umulig" og du bliver mere og mere utålmodig?

Hvis du allerede fra starten forventer at jeres dag bliver en lang omgang tovtrækning med en sur datter, så tror jeg nemmere man ser den dårlige opførsel og tænker "ja selvfølgelig vil du ikke tage sko på, du skal jo altid være på tværs" - og så er man bare opsat på konflikt fra starten af. Kan du følge mig her?

Jeg siger det kun, fordi jeg kender det fra mig selv. Hvis jeg har en dårlig dag, så går det hele dårligt. Min egen datter (hun er godt nok ikke lige så gammel) er aller mest umulig, når jeg har en dag, hvor overskuddet er i minus, og min mand er den mest irriterende i verden, når jeg i forvejen er sur på ham.

Prøv at tage en dyb indånding, og aftal med dig selv, at i morgen er der ingen sure miner. Ingen skæld ud (men det skal stadig være dig der bestemmer og sætter grænser), og når du skal til at skælde ud, så forklar hende i stedet at du bliver sur, og hvorfor du bliver sur. Jeg tror også du selv lærer meget ved at sætte ord på sine følelser, og du vil finde ud af om du er sur fordi dit overskud er ikke-eksisterende, eller om det er fordi hun reelt set gør dig sur.

Jeg tror ikke at en sådan situation vil have godt af mere skæld ud. Der er ingen der kan lide at blive skældt ud, og selv om jeg er en meget stor fan af at det er forældrene der bestemmer og sætter grænserne og dagsordnen, er jeg ikke tilhænger af at skælde ud over dagligdagsting.

Så tegn grænserne tydeligt op, sig til hende, at hun får den mad og ingen anden, men vær positiv omkring det. Børn kopierer rigtig meget vores kropssprog og tonefald - hvis du er sur vil hun også blive det.

Jeg skal lige indskyde, at jeg selvfølgelig ikke ved, hvordan du er som forældre, jeg kan kun gætte. :) Håber du finder en løsning, så jeres dagligdag kan blive bedre :)

[Camillat]

Man kan sagtens bede eet barn om at sige undskyld for at de har vaeret ulydige. Hvis en mor har bedt barn om at tage flyverdragt paa og barn ikke goer det, saa kan barn bedes om det en gang til. Naar man beder om det tredje gang, saa er det med en advarsel om at, hvis barn ikke tager flyverdragt paa, saa faar det en time out paa (i dette tilfaelde 4 minutter), hvor det skal sidde stille paa udvalg sted. Efter time out kan man med fordel saette sig ned i boernehojde og kigge barn i oejnene, bede barn om at kigge paa sig, forklare hvorfor det var i time out og saa bede om en undskyldning. Saadan har jeg forstaaet en effektiv time out og jeg syens ikke, det er en fejl at bede en 4-aarig om at sige undskyld for gentagen ulydighed :)

[MorG]

Tak for jeres svar.

Vi er helt sikkert røget ind i en dårlig stime :(

Hatten af for at nogen aldrig skælder ud, det sker desværre her lige pt :(

Jeg tog faktisk time out i brug her til aften, efter 3 gange at have bedt hende om, at tage nattøj på, smed hun en undertrøje i toilettet, så tog jeg en lille stol frem, satte hende på den, og satte et ægur til at tælle ned til 4 min.

Hun sad på stolen i 4 min og vi snakkede bagefter om, at hun ikke høre efter når jeg siger noget. Jeg håber dette lille redskab kan hjælp på noget af det her, for jeg er mentalt meget træt.

Det er alle grænser hun skubber til -og jo på en gang.

Til aftensmaden sad hun og sagde mig imod, og råbte, at jeg ikke skulle bestemme hvad hun skulle spise.... efter 3 omgange tog jeg hende væk fra bordet og fortalte hvilke opførsel jeg forventer ved middagsbordet, og dem accepterede hun så.

Jeg har lige puttet hende i seng, og hun sover allerede, så hun har nok også være overtræt :(

Det er jeg godt nok også, men tak for jeres svar alle sammen :)

[Camillat]

Jeg tror, du er paa rette vej med time out. Det vigtige er altid at give dem en tydelig advarsel om, at naeste gang giver time out. Og saa holde fast i den. Dernaest at tale lidt om det og det lyder jo til at du har klaret det til en medalje ;)

Min soester har brugt time out paa den maade - med stor succes. Det samme har min svigerinde i en svaer, svaer periode, men hendes barn var da 2 aar, sa hun sad med hende i 2 min...

[Kanske]

...

[MorG]

Den med ordgaver gør jeg ret tit, dog sådan spredt ud over dagen, hun får megen ros og anerkendelse.

Og hun får megen opmærksomhed, måske forventer hun lidt for ofte, at jeg skal smide alt og kun koncentrere mig om hende.

Men jeg vil straks indføre ordgaver før sengetid, så må vi se om det virker bedre når man gør det på samme tidspunkt hver dag :)

[Pandamoren]

Der bliver talt meget om "at tage kampen", "give ros", "opdrage", "afprøve grænser" osv.

Først og fremmest siger jeg ikke, i er forkert på dén, jeg vil blot give lidt stof til eftertanke i forbindelse med samværet med børn.

Det område jeg nu bevæger mig ind ind på er vel nærmest en form for paradigme, og derfor kan det på ingen mulig måde forklares/skrives ned på een side. Men hvis vi holder os til dit konkrete spørgsmål: hvad sker der med min datter, når hun er ifølge dig er: rædselsfuld?

Ifølge mig prøver børn ikke grænser af - de søger muligvis grænser - eller måske nærmere: hun søger DIG - fordi du er hendes forbillede og den hun spejler sig i. Og det ved du jo sikkert godt :) og derfor er den også vigtigt at du er god til at markere dine grænser men samtidig ikke krænker din datters integritet (sidstnævnte er jo et vidt begreb, for hvornår krænker man sit barns integritet? Ifølge fagfolk sker det ganske ofte af forældre med de bedste intentioner) Det kan fx handle om hvad hun skal spise. Hvorfor må hun ikke have ret til at spise, hvad hun lyster og hvornår?

Ifølge fagfolk er det en krænkelse at blive tvunget til at spise noget man ikke kan lide.

Hvor mange gange har man ikke selv oplevet at ændre mening, og pludselig have lyst til det veninden spiser? Ofte kan jeg svare for mig selv i hvert fald ;)

Vi er dog voksne, og derfor kan vi godt tænke os til, at vi ikke kan smide mad ud, hver gang vi pludselig har lyst til noget nyt - men det kan børn ikke.

Derfor handler det om at vise dine grænser, lyster og ulyster, så hun kan se og føle hvor dine grænser er.

I stedet for at spørge hende:

" Hvad vil du gerne have at spise?"

Så kan du sige:

"Jeg har sådan lyst til en rugbrød med ost! Hvad siger du til det?"

På den måde fortæller du hende, hvad du har lyst til samtidig med at det let for hende at svare ja/nej

Det samme med overtøjet - i stedet for at sige:

"Du skal have jakke på, fordi det er koldt og ellers fryser du!"

Så kan du sige;

"Jeg synes der er rigtig koldt udenfor i dag, og derfor er det vigtigt for mig at du tager din jakke på"

Igen du starter med "jeg" - og du stiller ikke alverdens spørgsmål til hende, men gør det nemt for hende.

Det handler om en total adfærdsændring fra din side. Du skal samtidig begrave dén dér irritation du har til hende, for hun kan mærke den, og det er derfor hun hellere vil spille med din kæreste end dig. Det lyder hårdere end det er, for du kan sagtens ændre dét. Børn vælger ikke at være i et destruktivt forhold og de vælger ikke at prøve grænser af.

De søger deres forældres grænser

Fortæl derfor hvor dine grænser er, men respekter hendes og se hende som et menneske med en integritet og selvfølelse der skal bygges op. Selvfølelse får man kun, hvis man lærer at man har værdi for andre og for sig selv :) Børn har heller ikke brug for ros - men anerkendelse (som du selv er inde på) men de to begreber er vidt forskellige. Ros dyrker kun selvtilliden - anerkendelsen dyrker selvværdet og det er sidstnævnte der er altafgørende for at barnet kan se sig selv som værdifuld i en familie og også det der gør at et barn samarbejder og har det godt i sin familie :) Det eneste der sker ved brug af ros og "bestikkelser" , gaver mv. er at barnet langsomt retter ind og faktisk blot bliver hvad forældrene ønsker, men aldrig selv mærker og føler hvor deres egne grænser er, og det er destruktivt for selvfølelsen - hvis det giver mening!?

At anerkende handler om at se og møde barnet dér hvor det er nu. Dvs. er barnet vredt, ked eller glad - så sig til barnet at det er okay. Tolerer at selv et barn har egne meninger og holdninger til hvad det vil spise, lege med, pille ved, tage på af tøj og købe i brugsen - det kan godt være du ikke deler disse holdninger men så fortæl det til barnet istedet for at give timeout eller råbe "nej", eller sige "ikke nu" eller "hold nu op" eller "opfør dig nu ordentligt". Hvis du har brug for 10 minutter for dig selv nogle gange, så sig det til hende:

"Jeg har lige brug for 10 minutter for mig selv herinde i stuen. Imens kan du finde på noget inde på værelset, ikk?"

Istearten bliver det måske uvant for hende og hun vil undre sig og søge dine grænser igen. Men så må du gentage og fortælle igen hvad du har brug for lige nu. På den måde lærer hun også at fortælle, hvad hun har brug for - istedet for at råbe "nej", "ikke nu", "hold op" - mv. ligesom sine forældre. :)

Det er klart der er meget meget mere til hele dét her, og det handler ikke kun om kommunikation men også om hele tankegangen omkring samværet blandt børn og voksne - om hvordan vi skal se på børn og hvordan vi skal leve sammen med dem.

Det blev en længere smøre, og er bestemt ikke myntet på dig. Men faktisk fordi den gængse holdning blandt nutidens forældre er, at børn prøver grænser af, er i trodsalderen, og skal opdragelse til at passe ind i familien og samfundets normer. Og det synes jeg er forkert :)

[kristin]

Den med timeouten er bare rigtig god, jeg bruger den stadig på min søn som er 12 år og har gjort det i mange år, nu foregår det bare på værelset i stedet for på en stol :rolleyes men nu forstår han også mere begrebet af en timeout, så han kommer lige på værelset 10 min. for at gearer ned og det er super godt. Dertil vil jeg tilføje at det er rigtig godt hvis man kan ignorerer den dårlige opførsel, hvis hun f.eks. smider sig på gulvet også videre og man ikke lige tænker at det skal koste en timeout, ofte er det fordi de gerne vil have opmærksomhed og giver man dem opmærksomhed ved dårlig opførsel er det logisk at de bliver ved. Som andre os har nævnt så giv opmærksomhed ved god opførsel, altså rose hver gang de gør noget godt :) Det fremmer den gode opførsel, men det er hårdt når man står i det, så du får lige en :kram med på vejen

[MLM]

Der bliver talt meget om "at tage kampen", "give ros", "opdrage", "afprøve grænser" osv.

Først og fremmest siger jeg ikke, i er forkert på dén, jeg vil blot give lidt stof til eftertanke i forbindelse med samværet med børn.

Det område jeg nu bevæger mig ind ind på er vel nærmest en form for paradigme, og derfor kan det på ingen mulig måde forklares/skrives ned på een side. Men hvis vi holder os til dit konkrete spørgsmål: hvad sker der med min datter, når hun er ifølge dig er: rædselsfuld?

Ifølge mig prøver børn ikke grænser af - de søger muligvis grænser - eller måske nærmere: hun søger DIG - fordi du er hendes forbillede og den hun spejler sig i. Og det ved du jo sikkert godt :) og derfor er den også vigtigt at du er god til at markere dine grænser men samtidig ikke krænker din datters integritet (sidstnævnte er jo et vidt begreb, for hvornår krænker man sit barns integritet? Ifølge fagfolk sker det ganske ofte af forældre med de bedste intentioner) Det kan fx handle om hvad hun skal spise. Hvorfor må hun ikke have ret til at spise, hvad hun lyster og hvornår?

Ifølge fagfolk er det en krænkelse at blive tvunget til at spise noget man ikke kan lide.

Hvor mange gange har man ikke selv oplevet at ændre mening, og pludselig have lyst til det veninden spiser? Ofte kan jeg svare for mig selv i hvert fald ;)

Vi er dog voksne, og derfor kan vi godt tænke os til, at vi ikke kan smide mad ud, hver gang vi pludselig har lyst til noget nyt - men det kan børn ikke.

Nu bliver jeg nødt til at spørge dig, hvad du ville gøre hvis barnet sagde jeg vil ikke have jakke på, for JEG syntes IKKE det er koldt?

Nu har jeg en utrolig kvik dreng og den der har han gjort 10098764 gange og gør det ved alle som ikke kender hans tankegang.

Ja jeg har en på 5 som direkte modargumentere mig i en samtale og som VIL have et svar ellers viger han ikke.

Derfor handler det om at vise dine grænser, lyster og ulyster, så hun kan se og føle hvor dine grænser er.

I stedet for at spørge hende:

" Hvad vil du gerne have at spise?"

Så kan du sige:

"Jeg har sådan lyst til en rugbrød med ost! Hvad siger du til det?"

På den måde fortæller du hende, hvad du har lyst til samtidig med at det let for hende at svare ja/nej

Det samme med overtøjet - i stedet for at sige:

"Du skal have jakke på, fordi det er koldt og ellers fryser du!"

Så kan du sige;

"Jeg synes der er rigtig koldt udenfor i dag, og derfor er det vigtigt for mig at du tager din jakke på"

Igen du starter med "jeg" - og du stiller ikke alverdens spørgsmål til hende, men gør det nemt for hende.

Det handler om en total adfærdsændring fra din side. Du skal samtidig begrave dén dér irritation du har til hende, for hun kan mærke den, og det er derfor hun hellere vil spille med din kæreste end dig. Det lyder hårdere end det er, for du kan sagtens ændre dét. Børn vælger ikke at være i et destruktivt forhold og de vælger ikke at prøve grænser af.

De søger deres forældres grænser

Fortæl derfor hvor dine grænser er, men respekter hendes og se hende som et menneske med en integritet og selvfølelse der skal bygges op. Selvfølelse får man kun, hvis man lærer at man har værdi for andre og for sig selv :) Børn har heller ikke brug for ros - men anerkendelse (som du selv er inde på) men de to begreber er vidt forskellige. Ros dyrker kun selvtilliden - anerkendelsen dyrker selvværdet og det er sidstnævnte der er altafgørende for at barnet kan se sig selv som værdifuld i en familie og også det der gør at et barn samarbejder og har det godt i sin familie :) Det eneste der sker ved brug af ros og "bestikkelser" , gaver mv. er at barnet langsomt retter ind og faktisk blot bliver hvad forældrene ønsker, men aldrig selv mærker og føler hvor deres egne grænser er, og det er destruktivt for selvfølelsen - hvis det giver mening!?

At anerkende handler om at se og møde barnet dér hvor det er nu. Dvs. er barnet vredt, ked eller glad - så sig til barnet at det er okay. Tolerer at selv et barn har egne meninger og holdninger til hvad det vil spise, lege med, pille ved, tage på af tøj og købe i brugsen - det kan godt være du ikke deler disse holdninger men så fortæl det til barnet istedet for at give timeout eller råbe "nej", eller sige "ikke nu" eller "hold nu op" eller "opfør dig nu ordentligt". Hvis du har brug for 10 minutter for dig selv nogle gange, så sig det til hende:

"Jeg har lige brug for 10 minutter for mig selv herinde i stuen. Imens kan du finde på noget inde på værelset, ikk?"

Istearten bliver det måske uvant for hende og hun vil undre sig og søge dine grænser igen. Men så må du gentage og fortælle igen hvad du har brug for lige nu. På den måde lærer hun også at fortælle, hvad hun har brug for - istedet for at råbe "nej", "ikke nu", "hold op" - mv. ligesom sine forældre. :)

Det er klart der er meget meget mere til hele dét her, og det handler ikke kun om kommunikation men også om hele tankegangen omkring samværet blandt børn og voksne - om hvordan vi skal se på børn og hvordan vi skal leve sammen med dem.

Det blev en længere smøre, og er bestemt ikke myntet på dig. Men faktisk fordi den gængse holdning blandt nutidens forældre er, at børn prøver grænser af, er i trodsalderen, og skal opdragelse til at passe ind i familien og samfundets normer. Og det synes jeg er forkert :)

[Solvej99]

Der bliver talt meget om "at tage kampen", "give ros", "opdrage", "afprøve grænser" osv.

Først og fremmest siger jeg ikke, i er forkert på dén, jeg vil blot give lidt stof til eftertanke i forbindelse med samværet med børn.

Det område jeg nu bevæger mig ind ind på er vel nærmest en form for paradigme, og derfor kan det på ingen mulig måde forklares/skrives ned på een side. Men hvis vi holder os til dit konkrete spørgsmål: hvad sker der med min datter, når hun er ifølge dig er: rædselsfuld?

Ifølge mig prøver børn ikke grænser af - de søger muligvis grænser - eller måske nærmere: hun søger DIG - fordi du er hendes forbillede og den hun spejler sig i. Og det ved du jo sikkert godt :) og derfor er den også vigtigt at du er god til at markere dine grænser men samtidig ikke krænker din datters integritet (sidstnævnte er jo et vidt begreb, for hvornår krænker man sit barns integritet? Ifølge fagfolk sker det ganske ofte af forældre med de bedste intentioner) Det kan fx handle om hvad hun skal spise. Hvorfor må hun ikke have ret til at spise, hvad hun lyster og hvornår?

Ifølge fagfolk er det en krænkelse at blive tvunget til at spise noget man ikke kan lide.

Hvor mange gange har man ikke selv oplevet at ændre mening, og pludselig have lyst til det veninden spiser? Ofte kan jeg svare for mig selv i hvert fald ;)

Vi er dog voksne, og derfor kan vi godt tænke os til, at vi ikke kan smide mad ud, hver gang vi pludselig har lyst til noget nyt - men det kan børn ikke.

Derfor handler det om at vise dine grænser, lyster og ulyster, så hun kan se og føle hvor dine grænser er.

I stedet for at spørge hende:

" Hvad vil du gerne have at spise?"

Så kan du sige:

"Jeg har sådan lyst til en rugbrød med ost! Hvad siger du til det?"

På den måde fortæller du hende, hvad du har lyst til samtidig med at det let for hende at svare ja/nej

Det samme med overtøjet - i stedet for at sige:

"Du skal have jakke på, fordi det er koldt og ellers fryser du!"

Så kan du sige;

"Jeg synes der er rigtig koldt udenfor i dag, og derfor er det vigtigt for mig at du tager din jakke på"

Igen du starter med "jeg" - og du stiller ikke alverdens spørgsmål til hende, men gør det nemt for hende.

Det handler om en total adfærdsændring fra din side. Du skal samtidig begrave dén dér irritation du har til hende, for hun kan mærke den, og det er derfor hun hellere vil spille med din kæreste end dig. Det lyder hårdere end det er, for du kan sagtens ændre dét. Børn vælger ikke at være i et destruktivt forhold og de vælger ikke at prøve grænser af.

De søger deres forældres grænser

Fortæl derfor hvor dine grænser er, men respekter hendes og se hende som et menneske med en integritet og selvfølelse der skal bygges op. Selvfølelse får man kun, hvis man lærer at man har værdi for andre og for sig selv :) Børn har heller ikke brug for ros - men anerkendelse (som du selv er inde på) men de to begreber er vidt forskellige. Ros dyrker kun selvtilliden - anerkendelsen dyrker selvværdet og det er sidstnævnte der er altafgørende for at barnet kan se sig selv som værdifuld i en familie og også det der gør at et barn samarbejder og har det godt i sin familie :) Det eneste der sker ved brug af ros og "bestikkelser" , gaver mv. er at barnet langsomt retter ind og faktisk blot bliver hvad forældrene ønsker, men aldrig selv mærker og føler hvor deres egne grænser er, og det er destruktivt for selvfølelsen - hvis det giver mening!?

At anerkende handler om at se og møde barnet dér hvor det er nu. Dvs. er barnet vredt, ked eller glad - så sig til barnet at det er okay. Tolerer at selv et barn har egne meninger og holdninger til hvad det vil spise, lege med, pille ved, tage på af tøj og købe i brugsen - det kan godt være du ikke deler disse holdninger men så fortæl det til barnet istedet for at give timeout eller råbe "nej", eller sige "ikke nu" eller "hold nu op" eller "opfør dig nu ordentligt". Hvis du har brug for 10 minutter for dig selv nogle gange, så sig det til hende:

"Jeg har lige brug for 10 minutter for mig selv herinde i stuen. Imens kan du finde på noget inde på værelset, ikk?"

Istearten bliver det måske uvant for hende og hun vil undre sig og søge dine grænser igen. Men så må du gentage og fortælle igen hvad du har brug for lige nu. På den måde lærer hun også at fortælle, hvad hun har brug for - istedet for at råbe "nej", "ikke nu", "hold op" - mv. ligesom sine forældre. :)

Det er klart der er meget meget mere til hele dét her, og det handler ikke kun om kommunikation men også om hele tankegangen omkring samværet blandt børn og voksne - om hvordan vi skal se på børn og hvordan vi skal leve sammen med dem.

Det blev en længere smøre, og er bestemt ikke myntet på dig. Men faktisk fordi den gængse holdning blandt nutidens forældre er, at børn prøver grænser af, er i trodsalderen, og skal opdragelse til at passe ind i familien og samfundets normer. Og det synes jeg er forkert :)

Jeg er rørende enig!

[Pandamoren]

Jeg er rørende enig!

Dejligt at høre jeg ikke er den eneste der ser sådan på sagerne blandt ganske almindelige forældre

[Pandamoren]

Hov MLM - ville du quote noget eller er det en fejl - vil meget gerne høre hvad du tænker? :)

[Tina80]

Sikke nogle gode tanker. I sær dig pandamoren. K an godt lide dine tanker og holdninger.

Jeg har selv en meget svær/strid 4 årige herhjemme så skaber mange tårer og frustrationer :-(

[Mette A.]

Hov MLM - ville du quote noget eller er det en fejl - vil meget gerne høre hvad du tænker? :)

MLM's svar står inde midt i din post, som hun har quotet :) hun skriver:

Nu bliver jeg nødt til at spørge dig, hvad du ville gøre hvis barnet sagde jeg vil ikke have jakke på, for JEG syntes IKKE det er koldt?

Nu har jeg en utrolig kvik dreng og den der har han gjort 10098764 gange og gør det ved alle som ikke kender hans tankegang.

Ja jeg har en på 5 som direkte modargumentere mig i en samtale og som VIL have et svar ellers viger han ikke.

[Pandamoren]

MLM's svar står inde midt i din post, som hun har quotet :) hun skriver:

Nu bliver jeg nødt til at spørge dig, hvad du ville gøre hvis barnet sagde jeg vil ikke have jakke på, for JEG syntes IKKE det er koldt?

Nu har jeg en utrolig kvik dreng og den der har han gjort 10098764 gange og gør det ved alle som ikke kender hans tankegang.

Ja jeg har en på 5 som direkte modargumentere mig i en samtale og som VIL have et svar ellers viger han ikke.

Det var da pudsigt, for jeg kan overhovedet ikke se den tekst! Men svarer gerne :)

Selvfølgelig har du MLM et utroligt kvikt barn. :) De fleste børn på den alder udvikler en utrolig god argumentationskommunikation, fordi det er den de hører fra deres forældre og mellem deres forældre ;) Det er en god egenskab, for det fortæller noget om, at de er istand til at sætte ord på deres følelser og holdninger.

Lige mht. et femårigt barn, der tror jeg at jeg ville respektere hans/hendes holdning til jakken. Hvis du ikke vil have jakke på, så gå uden. De burde være i stand til at kunne føle på deres egen krop, hvornår der er behov for een jakke. Måske vil den diskussionslystne dreng faktisk begynde at opdage hvornår det var nødvendigt at have jakke på og hvornår ikke, hvis altså han ikke kan finde ud af det endnu :)

Ofte er børn mere selvhjulpne end vi gør dem. Og jeg mener faktisk det med, at lade børn selv bestemme i så vid udstrækning som muligt.

Der er områder hvorpå de ikke kan bestemme selv. Fx. om de vil gå over en stor vej selv, om de må lege med en kniv, om de må hoppe ned fra et højt sted - altså områder hvor man riskerer de kommer til skade. I sådanne tilfælge ville jeg ikke stille et alternativ. Jeg ville sige: "Du må ikke gå over vejen selv". Og så ville jeg tage barnet i hånden. Om det brokker sig eller ej.

Men der hvor det handler om balancen mellem at barnet lærer at mærke sig selv og finde ud af sine egne behov, der vil jeg være meget omhyggelig med at vælge "mine kampe".

Måske er det bare mig, men jeg tænker umiddelbart ...herregud, en jakke...

Men det handler jo også om det forhold og den kommunikation man har mellem sig selv og sine børn. Den de og man er vokset op med. Det er jo noget man "slæber" med sig. Det er svært at ændre, og for nogle børn kan det være en hård ændring pludselig at skulle mærke efter selv og ikke "rette ind".

[esm84]

hvor er det dejligt jeg fandt denne tråd vi kæmper også nu med vores datter på snart 4, efter vi har fået lillebror. Lige nu er det fordi jeg siger det når hun spørger hvorfor, for hun er blevet en rigtig spørge Jørgen på den trælse måde.

Også er jeg begyndt at fortælle hende at det er mor og far der bestemmer ikke hende.

jeg har også synes det var hårdt for jeg gider ikke være den sure/hårde mor, så har valgt at gøre overstående i stedet. det er ikke alting der skal forklares har jeg fundet ud af.

[esm84]

det har jeg nok altid været for god til. og før vi fik lillebror havde vi jo kun hende så måske hun også har fået lov til at bestemme en hel masse uden vi enlig har tænkt over det, hvis det ikke lige har betydet noget for os. :wub

Ja ja vi lære hele livet.

[SmukMor]

Der bliver talt meget om "at tage kampen", "give ros", "opdrage", "afprøve grænser" osv.

Først og fremmest siger jeg ikke, i er forkert på dén, jeg vil blot give lidt stof til eftertanke i forbindelse med samværet med børn.

Det område jeg nu bevæger mig ind ind på er vel nærmest en form for paradigme, og derfor kan det på ingen mulig måde forklares/skrives ned på een side. Men hvis vi holder os til dit konkrete spørgsmål: hvad sker der med min datter, når hun er ifølge dig er: rædselsfuld?

Ifølge mig prøver børn ikke grænser af - de søger muligvis grænser - eller måske nærmere: hun søger DIG - fordi du er hendes forbillede og den hun spejler sig i. Og det ved du jo sikkert godt :) og derfor er den også vigtigt at du er god til at markere dine grænser men samtidig ikke krænker din datters integritet (sidstnævnte er jo et vidt begreb, for hvornår krænker man sit barns integritet? Ifølge fagfolk sker det ganske ofte af forældre med de bedste intentioner) Det kan fx handle om hvad hun skal spise. Hvorfor må hun ikke have ret til at spise, hvad hun lyster og hvornår?

Ifølge fagfolk er det en krænkelse at blive tvunget til at spise noget man ikke kan lide.

Hvor mange gange har man ikke selv oplevet at ændre mening, og pludselig have lyst til det veninden spiser? Ofte kan jeg svare for mig selv i hvert fald ;)

Vi er dog voksne, og derfor kan vi godt tænke os til, at vi ikke kan smide mad ud, hver gang vi pludselig har lyst til noget nyt - men det kan børn ikke.

Derfor handler det om at vise dine grænser, lyster og ulyster, så hun kan se og føle hvor dine grænser er.

I stedet for at spørge hende:

" Hvad vil du gerne have at spise?"

Så kan du sige:

"Jeg har sådan lyst til en rugbrød med ost! Hvad siger du til det?"

På den måde fortæller du hende, hvad du har lyst til samtidig med at det let for hende at svare ja/nej

Det samme med overtøjet - i stedet for at sige:

"Du skal have jakke på, fordi det er koldt og ellers fryser du!"

Så kan du sige;

"Jeg synes der er rigtig koldt udenfor i dag, og derfor er det vigtigt for mig at du tager din jakke på"

Igen du starter med "jeg" - og du stiller ikke alverdens spørgsmål til hende, men gør det nemt for hende.

Det handler om en total adfærdsændring fra din side. Du skal samtidig begrave dén dér irritation du har til hende, for hun kan mærke den, og det er derfor hun hellere vil spille med din kæreste end dig. Det lyder hårdere end det er, for du kan sagtens ændre dét. Børn vælger ikke at være i et destruktivt forhold og de vælger ikke at prøve grænser af.

De søger deres forældres grænser

Fortæl derfor hvor dine grænser er, men respekter hendes og se hende som et menneske med en integritet og selvfølelse der skal bygges op. Selvfølelse får man kun, hvis man lærer at man har værdi for andre og for sig selv :) Børn har heller ikke brug for ros - men anerkendelse (som du selv er inde på) men de to begreber er vidt forskellige. Ros dyrker kun selvtilliden - anerkendelsen dyrker selvværdet og det er sidstnævnte der er altafgørende for at barnet kan se sig selv som værdifuld i en familie og også det der gør at et barn samarbejder og har det godt i sin familie :) Det eneste der sker ved brug af ros og "bestikkelser" , gaver mv. er at barnet langsomt retter ind og faktisk blot bliver hvad forældrene ønsker, men aldrig selv mærker og føler hvor deres egne grænser er, og det er destruktivt for selvfølelsen - hvis det giver mening!?

At anerkende handler om at se og møde barnet dér hvor det er nu. Dvs. er barnet vredt, ked eller glad - så sig til barnet at det er okay. Tolerer at selv et barn har egne meninger og holdninger til hvad det vil spise, lege med, pille ved, tage på af tøj og købe i brugsen - det kan godt være du ikke deler disse holdninger men så fortæl det til barnet istedet for at give timeout eller råbe "nej", eller sige "ikke nu" eller "hold nu op" eller "opfør dig nu ordentligt". Hvis du har brug for 10 minutter for dig selv nogle gange, så sig det til hende:

"Jeg har lige brug for 10 minutter for mig selv herinde i stuen. Imens kan du finde på noget inde på værelset, ikk?"

Istearten bliver det måske uvant for hende og hun vil undre sig og søge dine grænser igen. Men så må du gentage og fortælle igen hvad du har brug for lige nu. På den måde lærer hun også at fortælle, hvad hun har brug for - istedet for at råbe "nej", "ikke nu", "hold op" - mv. ligesom sine forældre. :)

Det er klart der er meget meget mere til hele dét her, og det handler ikke kun om kommunikation men også om hele tankegangen omkring samværet blandt børn og voksne - om hvordan vi skal se på børn og hvordan vi skal leve sammen med dem.

Det blev en længere smøre, og er bestemt ikke myntet på dig. Men faktisk fordi den gængse holdning blandt nutidens forældre er, at børn prøver grænser af, er i trodsalderen, og skal opdragelse til at passe ind i familien og samfundets normer. Og det synes jeg er forkert :)

Kloge ord og stof til eftertanke. Tak :)

[Allehånde]

Det er nogle rigtig gode betragtninger du kommer med Pandamor.

Er meget enig i at børn selv skal have lov til at styre nogle ting. Super godt råd at fortælle barnet hvad man selv har lyst til, fremfor at spørge hvad han/hun har lyst til at spise. Det vil jeg prøve at vænne mig til at gøre fremover.

Herhjemme har vi også en noget genstridig 4-årig, som er lillebror i huset. Er rimelig opmærksom på at drengen er sulten efter opmærksomhed og anerkendelse, og jeg forstår hans frustrationer i de fleste tilfælde. Vi er vist bare kommet ind i en dårlig spiral med at han får opmærksomhed når han opfører sig dårligt (slår, sparker osv.), og vi har lidt svært ved at komme ud af den. En ting er at jeg føler at jeg forstår ham / ser ham. En anden ting er hvordan jeg i praksis viser ham det. En helt konkret situation jeg har svært ved er når han siger DUMME MOR gentagne gange. Jeg føler mig lidt usikker i den situation fordi jeg et eller andet sted føler mig krænket men på den anden side har han vel ret til at sige det, hvis det er det han føler? Gode råd modtages gerne.

[Camillat]

Hvad med stille og roligt at sige: Jeg vil ikke kaldes dumme mor af dig...? Paa samme maade, som hvis han slog dig, det vil du heller ikke og nok sige "jeg vil ikke slaas af dig.

Noah er 13 maaneder og kan finde paa at bide mig i armen. Jeg siger jo av, men fortaeller ham ogsaa, at jeg ikke vil bides af ham. Ikke: du maa ikke bide mor. Det maa han selvfoelgelig ikke, men det er fordi jeg ikke vil bides af ham, saa det er det, jeg siger til ham. Og en dag bed jeg ham ganske let i fingeren, saa han forstod, at det ikke er rart, men det er saa en anden historie.... ;)

Og samtidig aendre egen adfaerd, som du selv er inde paa..

[Forunderligt]

Det er nogle rigtig gode betragtninger du kommer med Pandamor.

Er meget enig i at børn selv skal have lov til at styre nogle ting. Super godt råd at fortælle barnet hvad man selv har lyst til, fremfor at spørge hvad han/hun har lyst til at spise. Det vil jeg prøve at vænne mig til at gøre fremover.

Herhjemme har vi også en noget genstridig 4-årig, som er lillebror i huset. Er rimelig opmærksom på at drengen er sulten efter opmærksomhed og anerkendelse, og jeg forstår hans frustrationer i de fleste tilfælde. Vi er vist bare kommet ind i en dårlig spiral med at han får opmærksomhed når han opfører sig dårligt (slår, sparker osv.), og vi har lidt svært ved at komme ud af den. En ting er at jeg føler at jeg forstår ham / ser ham. En anden ting er hvordan jeg i praksis viser ham det. En helt konkret situation jeg har svært ved er når han siger DUMME MOR gentagne gange. Jeg føler mig lidt usikker i den situation fordi jeg et eller andet sted føler mig krænket men på den anden side har han vel ret til at sige det, hvis det er det han føler? Gode råd modtages gerne.

Som Camillat siger. Og måske samtidig hjælpe ham med at sætte ord på sine følelser? "Jeg kan godt se at du er meget vred på mig, men jeg vil altså ikke ha du siger dumme mor". Og hvis du har mulighed så stop ham i det ved at fjerne ham fra situationen. Så anerkender du i hvert fald at du har set ham og kan forstå hvad han føler, du behøver ikke give efter for det han vil men fortælle ham at det her bestemmer du, og du kan godt forstå og se han syns det er dumt og træls, men sådan her er det!