Er bange :(

[Havbaek]

:( og det er bare slet ikke sjovt at have de tanker og følelser omkring det.

Nu er jeg halvvejs, og fra hver dag der går er kendsgerningen jo også, at terminen nærmere sig i hastig sneglefart.

Synes jo ikke det er så lang tid siden igen jeg testede positiv - 14 Februar- og vi går meget snart ind i Juli.

Og jo mere jeg tænker over det skræmmer det mig også for hver gang jeg går ind i en ny uge, for så ved jeg der er en uge mindre til termin.

Jeg elsker allerede min lille trold usigeligt meget, og kan slet ikke vente med at blive mor og se det lille menneske jeg har båret under mit hjerte i alle de uger.

Men det skræmmer mig altså at føde :(

Jeg ved jo godt der ingen vej er uden om, men at ligge der med smerter og det for mit vedkomne som med andre også, at det er første gang- får jeg alle mulige skræk smerte scener oppe i hovedet.

Så håber I der har været gravide og født, at I måske lige vil give jer tid til at svare på mine spørgsmål, for et eller andet sted har jeg brug for at få lidt ro omkring de scener jeg forstiller mig oppe i hovedet.

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

Jeg ved godt det er forskelligt fra kvinde til kvinde at føde, men skriv endelig hvordan I følte det, og så har jeg nok også brug for mere end noget andet at få lidt ro på de tanker og måske også få nogle gode fif til hvordan man bedst muligt kan slappe af.

Og der synes jeg lige I er de bedste til at spørger til råds.

Så håber I lige vil give jer tid til at læse mit indlæg, for er rent ud sagt virkelig angst for den smerte :(

Min mor bliver ved med at minde mig om at jeg skal nyde min graviditet for lige den får jeg aldrig igen når først det er overstået. Men det er også svært at nyde når man har disse skræk smerte tanker/følelser :(

[Guest]

Jeg har ikke slev født endnu, men ville da lige fortælle dig at jeg selv har været rigtig bange for at skulle føde... men som tiden er gået er det blevet meget mindre skræmmende... nu har jeg ca 6 uger til termin, og jeg er faktisk ikke rigtig bange mere... mere spændt.... Jeg håber også det går sådan for dig...

[Guest Sebastians-mor]

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Mine smerter sad primært i lænden, men kunne mærkes i hele kroppen nærmest som en ubehagelig sitren og selvfølgelig skærende smerte. Det gør ondt, det er svært at komme uden om ;)

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Jeg fik noget akupunktur. Da veerne tog til fik jeg ilt og lattergas, jeg ved ikke om det var med til at jeg slap af, men med til at jeg skiftede fokus og det var rart.

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

Jeg blev sat i gang, så var forberedt på at se de forskellige tegn og var bare glad for at kroppen nu arbejdede.

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

Han kom ved akut kejsersnit, men jeg nåede til presseveer. Jeg husker det ikke som anderledes end i starten. Jeg synes det værste under forløbet var ikke at vide hvor meget mere ondt det kom til at gøre, men for mig var der ikke den vilde gradbøjning i smerterne, det gjorde bare ondt. Jeg havde dog ca 30 min hvor jeg også havde rigtig ondt ml veerne som om jeg ikke fik slappet af og det var ikke sjovt, men gik over igen.

For mit vedkommende, så var jeg bare i det. Jeg blev så uendelig ligeglad med alt omkring mig og alle læger/jordemødre der susede frem og tilbage for at undersøge. Jeg var kun koncenterert om fødslen og alt andet var sådan set lige gyldigt. Man kan gøre sig mange skrækkelige tanker før, men når du er i det, så tænkte jeg ihvertfald på en anden måde og nåede ikke at blive overvældende skræmt.

Jeg håber du får en god fødsel :)

[Miss-Mette]

:( og det er bare slet ikke sjovt at have de tanker og følelser omkring det.

Nu er jeg halvvejs, og fra hver dag der går er kendsgerningen jo også, at terminen nærmere sig i hastig sneglefart.

Synes jo ikke det er så lang tid siden igen jeg testede positiv - 14 Februar- og vi går meget snart ind i Juli.

Og jo mere jeg tænker over det skræmmer det mig også for hver gang jeg går ind i en ny uge, for så ved jeg der er en uge mindre til termin.

Jeg elsker allerede min lille trold usigeligt meget, og kan slet ikke vente med at blive mor og se det lille menneske jeg har båret under mit hjerte i alle de uger.

Men det skræmmer mig altså at føde :(

Jeg ved jo godt der ingen vej er uden om, men at ligge der med smerter og det for mit vedkomne som med andre også, at det er første gang- får jeg alle mulige skræk smerte scener oppe i hovedet.

Så håber I der har været gravide og født, at I måske lige vil give jer tid til at svare på mine spørgsmål, for et eller andet sted har jeg brug for at få lidt ro omkring de scener jeg forstiller mig oppe i hovedet.

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

Jeg ved godt det er forskelligt fra kvinde til kvinde at føde, men skriv endelig hvordan I følte det, og så har jeg nok også brug for mere end noget andet at få lidt ro på de tanker og måske også få nogle gode fif til hvordan man bedst muligt kan slappe af.

Og der synes jeg lige I er de bedste til at spørger til råds.

Så håber I lige vil give jer tid til at læse mit indlæg, for er rent ud sagt virkelig angst for den smerte :(

Min mor bliver ved med at minde mig om at jeg skal nyde min graviditet for lige den får jeg aldrig igen når først det er overstået. Men det er også svært at nyde når man har disse skræk smerte tanker/følelser :(

Som du selv skriver så er det meget individuelt hvordan men opfatter smerte og hvor meget smerte man kan klare før man siger det er uudholdeligt, men jeg vil prøve at svare på dine spørgsmål!

Smerten i min krop var meget koncentreret om det nederste af maven, lidt mens.agtige smerter, som tog til for hver ve. Det krævede at jeg virkelig koncentrerede mig om smerten og mine vejrtrækninger - manden var god til at huske mig på at puste ud igen og ikke holde vejret, hvilket man åbenbart er tilbøjelig til at gøre :rolleyes

Mit vand gik før veerne kom. Vandafgang kl.13.20, veerne begyndte kl.17 og Frederik er født kl.02.54 :7himmel Der er flest som starter med veer og så går vandet eller de får taget vandet når de kommer på fødselsgangen, men jeg var åbenbart en af de få hvor vandet gik først. Det gik ikke som en vandballon men sivede stille og roligt hele tiden, så jeg fik gennemvædet et par bukser, et morgenkåbe og adskillige bind inden vi tog ud på fødselsgangen til tjek.

For at slappe af koncentrerede jeg mig meget om min vejrtrækning og fulgte mine veer på skærmen så jeg hele tiden vidste hvor lidt tid jeg have imellem dem. Nu havde jeg bare ikke så lang tid imellem dem, da de aldrig kom helt ned før den næsten kom. Jeg havde ve-storm som min JM sagde og rådede mig kraftigt til en epidural. Jeg gjorde som hun sagde selvom jeg godt selv mente at jeg kunne klare nogle flere timer med dem, men så ville kræfterne til at presse måske væ0re brugt op til den tid, så jeg gjorde som hun rådede mig til.

Når presseveerne kommer så kan du mærke veerne igen, da epiduralen ikke tager disse presseveer. Jeg syntes de var de værste, da det er meget som at skulle stort på toilettet men ikke at måtte presse - og det er virkelig svært ikke at presse! Men efter en time med presseveer fik jeg lov at presse og sikke en lettelse, det var som om smerterne forsvandt!

At presse Frederik ud syntes jeg ikke var specielt smertefuldt, bortset fra at han pressede på min endetarm i stedet for skeden, så jeg var sikker på han havde min endetarm med ud i hånden - av det var ikke sjovt, men det var også kun fordi hans hoved ikke stod helt fast, da han valgte at komme 36+3!

Men igen det er SÅ forskelligt hvordan kvinders fødsler og smertetærskel er :goodluck

Men mand siger dog at Frederik kun lige var kommet ud, da jeg sagde "var det bare det, så vil jeg gerne have mange flere" så helt slemt var det vist ikke :rolleyes

Du skal ikke være bange, du får en fantastisk JM som guider dig igennem hele forløbet - fx. træk vejret dybere, lige dig på den anden side, tag imod smertestillende så du har kræfter til hele fødslen og ikke ender i KS osv.!

Bare sæt dig ind i hvilken smertelinding du kunne tænke dig, og skriv det på din "ønskeliste" så ved din JM besked og I kan drøfte det undervejs!

:kram :glad :kram weee du skal være moooooar :gravid

[TroldeMor]

:( og det er bare slet ikke sjovt at have de tanker og følelser omkring det.

Nu er jeg halvvejs, og fra hver dag der går er kendsgerningen jo også, at terminen nærmere sig i hastig sneglefart.

Synes jo ikke det er så lang tid siden igen jeg testede positiv - 14 Februar- og vi går meget snart ind i Juli.

Og jo mere jeg tænker over det skræmmer det mig også for hver gang jeg går ind i en ny uge, for så ved jeg der er en uge mindre til termin.

Jeg elsker allerede min lille trold usigeligt meget, og kan slet ikke vente med at blive mor og se det lille menneske jeg har båret under mit hjerte i alle de uger.

Men det skræmmer mig altså at føde :(

Jeg ved jo godt der ingen vej er uden om, men at ligge der med smerter og det for mit vedkomne som med andre også, at det er første gang- får jeg alle mulige skræk smerte scener oppe i hovedet.

Så håber I der har været gravide og født, at I måske lige vil give jer tid til at svare på mine spørgsmål, for et eller andet sted har jeg brug for at få lidt ro omkring de scener jeg forstiller mig oppe i hovedet.

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Hos mig gik vandet med et smæld inden jeg fik veer, og det gjorde ret ondt et halvt minuts tid, men jeg har aldrig hørt om andre som har oplevet det gjorde ondt da vandet gik. Ellers kom veerne indenfor ca en time derefter, og blev gradvist stærkere..... Det gjorde ondt nederst i maven og trak om i lænden, men vepauserne er skønne!

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Jeg trak mig helt ind i mig selv, og koncentrerede mig 100% om min vejrtrækning.... Det var god afslapningsteknik for mig. Og så prøvede jeg ellers bare at følge min krop, og ikke kæmpe mod smerterne, men acceptere dem og forsøge at have hovedet "et andet sted"

Derudover var det varme vand min ven..... Først under bruseren, hvor min mand skyllede varmt vand på min lænd (ja, underligt nok var det der, og ikke på maven jeg havde behov for det) og senere i fødekar. Det var GULD værd!!

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

jeg havde tegnblødning om natten, hvor jeg fødte næste nat, og jeg blev rigtig glad, selv om jeg også havde frygtet fødslen. Den sidste tid op til termin faldt der ligesom en ro over mig, og jeg følte mig meget mere klar til den udfordring som lå foran mig. Så jeg blev som sagt rigtig glad og spændt da jeg så de første tegn på fødsel. Dagen efter tegnblødningen havde jeg mange plukveer, og de blev regelmæssige hen på aftenen, og det var sjovt at sidde der og måle tid osv. (lidt som at være med i en film på en måde, det føltes meget uvirkeligt at det var MIG som sad der og måske var på vej i fødsel) Vandet gik så da jeg lagde mig i sengen kl 22.45

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

Mine veer varierede en del i styrke gennem forløbet, men når de var værst kunne jeg mærke jeg havde brug for hjælp til at lindre smerten.... Det blev så gjort effektivt med varmt vand. (denne gang har jeg forhåbninger om at få akupunktur også) Men smerten var ens gennem hele udvidelsesfasen, med smerter i mave og lænd.

Da jeg så begyndte at få presseveer, var smerten sådan set den samme, men jeg havde bare den der stærke trang til at presse, og det fik jeg ikke lov til lige med det samme. Dog måtte jeg godt presse en lille smule med, hvis jeg ikke følte jeg kunne lade være. Selve pressefasen hvor barnet er på vej ud, synes jeg var den værste (modsat mange andre som synes det er så rart at få lov til at presse) men jeg måtte også op af vandet, og var derfor helt uden smertelindring. Heldigvis er den del ofte ret hurtigt overstået, og det hjælper at JM står dernede og fortæller at lige straks er din baby ude, og det hele er ovre.

Da han var på vej ud, var mine smerter meget koncentreret om selve skeden, og jeg mærkede ikke hvis der var smerter i mave og lænd.

Og så..... Lige pludselig, forvinder al smerten som dug for solen, og du er blevet mor. Aldrig har jeg følt mig mere stolt eller stærkere, end da jeg lige havde født vores søn! Det er en overvældende følelse..... JEG GJORDE DET!

Jeg ved godt det er forskelligt fra kvinde til kvinde at føde, men skriv endelig hvordan I følte det, og så har jeg nok også brug for mere end noget andet at få lidt ro på de tanker og måske også få nogle gode fif til hvordan man bedst muligt kan slappe af.

Og der synes jeg lige I er de bedste til at spørger til råds.

Så håber I lige vil give jer tid til at læse mit indlæg, for er rent ud sagt virkelig angst for den smerte :(

Min mor bliver ved med at minde mig om at jeg skal nyde min graviditet for lige den får jeg aldrig igen når først det er overstået. Men det er også svært at nyde når man har disse skræk smerte tanker/følelser :(

[NewMom]

Ih hvor er det synd for dig at du skal være så bange, det er virkelig ikke sjovt :kram2 Jeg havde også moments eller perioder under graviditeten hvor jeg panikkede lidt, men det var heldigvis ikke sådan at det ødelagde glæden ved at være gravid.

Jeg havde det bedst med at gå lidt praktisk/teoretisk til værks. Det var vigtigt for mig at vide præcis hvorfor det gjorde ondt, og hvad der egentlig skete inden i med hormoner livmoderhals osv. Det hjalp mig også at lave en ønskeseddel til jordmoderen som jeg havde med i fødselstasken. Jeg fik den dog aldrig afleveret da jeg ikke havde brug for det da det kom til stykket. Noget der hjalp mig var at læse bogen Fødsel og Smerte af Pia Hern. Der står blandt andet om hvorfor det skal gøre ondt at føde (altså at smerten psykisk har nogle positive "sidegevinster" i forbindelse med at blive mor", om den gode smerte, om smerte "kulturen", barnets oplevelse af fødslen, en afsnit til faren/hjæperen om hvad man kan gøre for at hjælpe den fødende. En masse psykolgi omkring din egen opfattelse af smerten. Foruden alt det fysiske :) Et lille citat fra bogen som jeg var glad for:

"Fødslen som en labyrint

En labyrint har en begyndelse og et mål. Hvis du forestiller dig, at du går ind i labyrinten, er det ikke muligt at forudse, hvor lang tid det tager at nå målet. Det er heller ikke muligt at kontrollere eller forudse, hvor du er henne om lidt. Da du ikke kan se målet pga. labyrintens udformning, kan der opstå situationer, hvor du tænker, at du aldrig vil nå målet. Du vil måske opleve at blive træt og opgivende, fordi det synes endeløst. Der er dog kun én vej, der kan lede dig til målet, og der er kun en måde at nå det på, og det er ved at tage et skridt ad gangen"

"Hvis du anskuer fødslen ud fra dette billede, kræver det flere ting, for at du når målet på en rar måde:

- at du er villig til at føle, at du er faret vild og ikke ved, hvor du er

- at du modstår fristelsen til at tænke dig videre

- at du overgiver dig til at tro på, at dine skridt (veerne) vil føre dig fremad og ikke dit hoved

- at du tør overgive dig til ikke at vide, hvad du skal gøre"

Disse råd er meget anvendelige under fødselen, fordi det at føde i høj grad handler om at overgive sig til det ukendte og undlade at tænke for meget. Det handler om at være til stede her og nu. At have tillid og tage en vé ad gangen er og bliver den bedste måde at begive sig ind i fødselslabyrinten på.

Hvis du presser dig selv, intellektualiserer og kæmper mod din krop inde i labyrinten, når du måske at trætte dig selv alt for meget, inden du er ved målet. Du vil nå målet uanset hvad, men din rejse i labyrinten bliver måske ikke særlig rar, hvis den er fyldt med stress og forstyrrende tanker. Det er dog vigtigt at huske på at du når målet uanset hvad."

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Smerten startede som meget lette menstruations smerter der næsten ikke kunne mærkes. Da veerne blev stærkere sad smerten nederst i maven. Veen starter stille og rolig så du kan nå at forberede dig på den. Så bygger den sig op og gøre mere og mere ondt indtil den stilner af igen. Ligesom at gå op ad en bakke og ned igen :) Det gør smerten nemmere at håndtere. Presseveerne er det samme der føler du bare også pres og udvidelsen forneden. Da jeg var hjemme klarede jeg veerne ved at gå rundt og samtidig trække vejret. Jeg kunne ikke holde ud at sidde eller ligge jeg trampede rundt i lejligheden og trak vejret så godt som jeg nu kunne (lange dybe vejrteækninger). Det hjalp mig at lave en varmepude som jeg holdte på maven, et råd fra fødselsforberedelse: Et vådtviskestykke i en pose og så et par minutter i mikroovnen. Samtidig hjalp det mig psykisk at tænde for tv'et (havde sendt kæresten i seng). Der var også et ur jeg kunne kigge på, selvom jeg ikke rigtigt kunne koncentrere mig om at holde øje med veerne.

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

Min slimprop gik vidst dagen før - eller samme dag hmm. Det påvirkede mig ikke ret meget, jeg vidste jo at jeg skulle føde snart og ville gerne undgå igangsættelse. Da det gik op for mig at jeg havde veer var jeg spændt, lykkelig og nervøs. Det var en meget særlig og helt fantastisk følelse som jeg aldrig vil glemme.

Jeg var aldrig bange under fødslen, jeg vidste hele vejen igennem at jeg ville klare det og at jeg snart ville have min baby i armene.

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

Preseveerne var det værste for mig. Det var ikke så meget smerten, det var mere fordi jeg synes følelsen af at presse og udvide sig var rigtig ubehagelig, og jeg havde svært ved at give mig 100% - og det er man nødt til. Presseveerne er som en almindelig ve, og så føles det bare som om man skal sk*de. Jeg pressede i 1 time og 15 min ca, og det er lidt længe (hele fødslen varede ca 7 timer fra veerne startede til hun var ude). Da hovedet skulle ud var jeg så bedøvende ligeglad med smerten. Jeg var simpelthen så træt af de presseveer at jeg bare ville have det overstået. Selv hvis det havde gjort dobbelt så ondt at føde hovedet ville jeg havde været ligeglad. Men altså det gjorde rigtig ondt da ovedet kom ud, men tilgengæld var smerten rimelig kortvarig ca. 5 sek vil jeg tro. Jeg fødte hovedet i en presseve og så var der pause. Jeg kunne slet ikke mærke at hun lå halvt ude af mig mellem veerne. Da skuldrene skulle ud gjorde det præcis lige så ondt som med hovedet. Men efter skuldrene kunne jeg bare mærke hendes lille krop glide ud af mig. Det gjorde ikke ondt og var sådan en fantastisk følelse :loveshower Jeg var rigtig træt af det til sidst (!), MEN jeg var på intet tidspunkt bange!

Jeg synes det er vigtigt at huske på at den smerte man føler er den der skal hjælpe ens barn til hverden - sammen med dig :) Og husk også på at fødslen indeholder så mange andre ting end bare smerte. Der er så mange fantastiske følelser også! Og jeg havde da også tid og overskud til at grine og hygge mig indimellem veerne. Og det var selvom jeg var næsten helt åben da jeg kom ind på fødestuen. Det var en dejlig stemning på fødestuen. Husk også på at ALT er tilladt når du føder, der er ingen der ser skævt til dig. Alle står ved siden af og hepper på dig og synes du er verdens sejeste kvinde!

Min fødsel er uden tvivl den største oplevelse i mit liv. Det var virkelig fantastisk! Og selvom jeg også er lidt nervøs over at skulle gøre det igen når jeg engang skal have flere børn, så GLÆDER jeg mig helt vildt til at opleve det hele igen :loveshower

Det var vidst en lang omgang sludder, men håber du kan bruge det. Og tro nu på dig selv du KAN klare det! :kram2

Edit: Forøvrigt fik jeg lattergas inden jeg fik lov til at presse, det hjalp rigtig meget og veerne var bestemt til at holde ud med masken som hjælp :) Jeg fik desuden pudendus, hvilket ikke hjalp overhovedet.

[Mette A.]

Først lige et kæmpe :kram Jeg føler virkelig med dig, jeg havde det på nøjagtig samme måde, da jeg var gravid. Efterhånden som terminen nærmere sig følte jeg angsten brede sig mere og mere. Det var egentligt lidt underligt for mig, for jeg både glædede mig til fødslen (så skulle jeg jo møde min lille pige), men var samtidig bange for det.

Jeg gjorde det at jeg lånte nogle bøger på bib om at håndtere fødselssmerte og en cd med vejrtrækningsøvelser og det hjalp mig virkelig meget. Det at jeg kunne læse om smerten som noget positivt gjorde at jeg ligefrem håbede det kom til at gøre ondt :lolhit Det lyder lidt skørt, men jeg fandt ud af at smerten var nødvendig og rigtig rigtig god i forbindelse med en fødsel, både for migselv, barnet og for mit forhold til barnet, så det gjorde at jeg meget bedre kunne acceptere den.

Den ene bog hed "Fødsel og smerte" af Pia Hern og cd'en hed "Vejrtrækningsteknikken som mindsker dine fødselsveer!".

Selve min fødsel var så lidt anderledes end de spørgsmål du stiller op her. Jeg havde ingen slimprop der gik eller tegnblødning. Tilgengæld gik mit vand meget tidligt om morgenen kl. 5.30 og jeg fik først veer kl 23 om aftenen, så jeg havde hele dagen til at gå og forberede mig lidt. Hun var ude kl. 02.00, så det var en hurtig fødsel på 3 timer.

Jeg havde så udsigt til et kejsersnit pga hun lå med numsen nedad og mit vand var gået uden at jeg havde veer. Så min dag gik egentlig på at forberede mig mentalt på at skulle have et kejsersnit. Det fyldte alt mit hoved og jeg var meget bange for det. Det lykkedes mig dog i løbet af dagen at forlige mig med tanken, for jeg var jo nødt til at tænke på min lille pige. Hvis det var det, der skulle til for at hun kunne komme sikkert ud til mig, så var det det jeg måtte gøre.

Men sådan skulle det ikke gå alligevel, da jeg fik veer lige inden jeg skulle til kejsersnit :glad i og med at jeg havde gået og frygtet et kejsersnit blev jeg lykkelig for at veerne kom og jeg havde glemt alt om at jeg også var bange for at føde selv. For det var trods alt meget bedre end kejsersnittet.

De første veer tog jeg imens mig og kæresten gik rundt på gangene på hospitalet. Jeg støttede mig op af ham hver gang de kom og koncentrerede mig om vejrtrækningen og om at tælle hver gang de kom. Det at jeg kunne fokusere på de to ting gjorde smerten mere overkommelig. Så forsøgte jeg også at se fjernsyn som en distraktion og forsøgte forskellige stillinger.

Smerten var omkring maven på mig og hvis jeg husker rigtigt trak den en smule ud i siderne også. Men det føles bare som om at hele maven spænder op og trækker sig sammen (hvilket den også gør).

Da veerne blev rigtig slemme kom jeg op i sengen at ligge. Og så begyndte det at blive ultra vigtigt at jeg fokuserede på at tælle og trække vejret. Jeg talte mine vejrtrækninger, så jeg tænkte 1 (træk vejret ind) - og (pust ud) - 2 (træk ind) - og (pust ud) - 3 (træk ind) osv. Sådan kom jeg igennem veerne og så føltes de ikke lige så lange.

Det er hårdt imens veen står på, men imellem veerne kunne jeg slappe heeeelt af (og det gjorde jeg virkelig!). Jeg faldt næsten i søvn og samlede bare energi og kræfter til næste ve. Her er det en rigtig god ide at sørge for at din kæreste har noget vand eller saftevand klar med sugerør i ved siden af dig, som han tilbyder dig jævnligt. Alt den vejrtrækning gør dig til sidst rigtig tør i halsen og lidt vand eller saftevand hjælper også på energien og kræfterne.

Jeg synes at det var en stor hjælp at jeg ikke kunne styre veerne selv, men at de bare kom. Så havde jeg ikke noget valg og var bare nødt til at følge med strømmen, så at sige. Hvis jeg havde kunnet styre noget selv, havde jeg jo aldrig fået født min lille pige :lolhit da jeg er en kæmpe kylling.

Da pressefasen kom gjorde jeg mig meget umage med at lytte til hvad JM sagde. Jeg prøvede først at råbe ud, når jeg skulle presse, men hun blev ved med at sige "hold vejret, hold vejret og pres!". Så jeg fokuserede på at tage en kæmpe indånding og så bare presse alt hvad jeg kunne. Det gjorde at jeg faktisk ikke registrerede smerterne, fordi jeg skulle bare presse og holde det vejr. Og det gjorde jeg bare blev enormt udmattet (det var pissehårdt) og så snart presseveen var ovre kollapsede jeg fuldstændig sammen og lå bare i dvale nærmest. Så kunne jeg nå at få min vejrtrækning lidt ned og slappet af i mine muskler inden jeg skulle igang med at presse igen.

Da JM sagde hun kunne se hende og røre hende fik jeg nærmest fornyet energi - for så var vi der jo næsten! Så hver gang jeg følte at nu kunne jeg ikke holde vejret længere eller presse mere, så blev jeg liiiige ved lidt endnu og pressede lidt mere! Og så kom hun endelig ud tilsidst.

Nu kom hun jo så ud med numsen først, men da den første del af hende ligesom var ude, så gled resten helt af sig selv og meget nemt. Og det var faktisk en rigtig dejlig følelse - lidt ligesom når man virkelig skal skide og ikke kan holde sig og man så endelig kommer af med det :D lyder ikke så lækkert - men nøj det føles godt!

Og da de holdte hende op og jeg fik hende op på maven, så skyllede kærligheden bare igennem mig som en voldsom bølge og jeg var meget lykkelig. Lykkelig over at jeg havde gjort det! (YEEES!) og at jeg havde den smukkeste datter jeg nogensinde havde set! (for det synes man altså selvom de bare er smurt ind i fosterfedt og er rynkede og blodige :D )

Det kan du evt. se en video af hvor hun er kommet op på min mave i min billedtråd her

Når jeg tænker tilbage nu husker jeg ikke forløbet som noget slemt overhovedet. Jo jeg kan godt huske det gjorde ondt, men så var det heller ikke værre og jeg gjorde det gerne igen, når man ser hvad der kommer ud af det :kuller

Håber du har kunnet bruge dette til noget og får bugt med din angst :kram2 selv om en fødsel er skræmmende, skal du tænke på det som en positiv ting, hvor du får dit barn ud til dig! Og så er det en skelsættende begivenhed - en slags "kvindomsprøve" - hvor du får alvor er en kvinde (og mor!) når det er overstået! Held og lykke med det :)

[Susanne]

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Min fødsel startede med at vandet gik - fuldstændig uden smerter. Ligeså langsomt, begyndte veerne - som en spænding nederst i underlivet og i lænden. Det var ikke værre end at jeg kunne trække vejret dybt og koncentreret og så gik det over igen. Fordi min fødsel startede med vandafgang, skulle vi ringe til FG, så en del energi indtil veerne startede, gik med at ringe og snakke med en JM. De første 2 timer kunne jeg halvsove/blunde gennem veerne.

Da veerne begyndte at bide, havde jeg det bedst med at ligge på siden og så var jeg meget opmærksom på min vejrtrækning; langsomt ind gennem næsen og langsomt ud gennem munden. Meget opmærksom på, at slappe af og trække vejret frem for at spænde og kæmpe imod! Det gjorde stadig ondt nederst i underlivet og om i lænden.

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Jeg prøvede at sove imellem de første (vandet gik til midnat) og da det ikke længere var muligt, lagde jeg mig ned på sofa og opdaterede i min graviditetstråd :rolleyes Og ellers, så gik min fødsel jo så stærkt, at det ikke rigtig var muligt, at slappe af efter de første par timer. Hvis jeg havde haft en længere optakt med små veer, ville jeg have sat nogen tv-serier på, så jeg blev afledt mellem veerne :)

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

Jeg så aldrig tegnblødning eller slimprop, men jeg blev så glad, da det gik op for mig, at det VAR vandet der var gået! Jeg vidste, at jeg så under alle omstændigheder, ville have mødt min Anna og være mor, inden der var gået ca. 24 timer - det var så vildt, at tænke på! Jeg var også meget spændt og selvfølgelig både på den positive måde, men også lidt nervøs. Jeg var som sådan ikke bange - jeg vidste, at det ville gøre ondt, men at jeg nok skulle klare det - så mange kvinder gør det hver dag og så kunne jeg fandme også! Og hvis jeg fik brug for smertelindring, ville der være kompetente jordemødre og læger ved min side.

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

Som sagt, så føles det som en spænding i underlivet, der trækker om i lænden og jo længere man kommer, spænder det nedad og det føles oprigtigt som om der er noget derinde, der ikke er plads til ;) Presseveerne er sværere at beskrive... Det føles som om man virkelig skal på toilettet, men ved det vil gøre ondt, så man holder igen - hvis det giver mening :rolleyes Jeg synes de første presseveer var meget nemmere at håndtere, fordi der var reelle pauser imellem, hvor der ingen smerte var overhovedet! Og jeg synes det var nemmere at gispe gennem presseveer end at holde den dybe vejrtrækning under de sidste udvidelsesveer. Når man først får lov at presse gør det ondt og det synes jeg var den værste smerte. Det gør ondt i skeden og man kan mærke det udvider sig, men det er så fedt at få lov til at gøre noget og vide, at nu er det snart man skal møde sit barn! Og nu er smerten snart overstået! Jeg vil ikke lyve - det gør NASS og er en freaky oplevelse at føde hovedet, men da det først var ude, var der ingen smerte mens jeg ventede på næste ve og da den kom, var det ingen sag at føde resten af kroppen. Og med et trylleslag er AL smerte væk og du har dit barn liggende på dit bryst - jeg får stadig kuldegysninger ved tanken :7himmel

Jeg ved godt det er forskelligt fra kvinde til kvinde at føde, men skriv endelig hvordan I følte det, og så har jeg nok også brug for mere end noget andet at få lidt ro på de tanker og måske også få nogle gode fif til hvordan man bedst muligt kan slappe af.

Og der synes jeg lige I er de bedste til at spørger til råds.

Så håber I lige vil give jer tid til at læse mit indlæg, for er rent ud sagt virkelig angst for den smerte :(

Min mor bliver ved med at minde mig om at jeg skal nyde min graviditet for lige den får jeg aldrig igen når først det er overstået. Men det er også svært at nyde når man har disse skræk smerte tanker/følelser :(

Det er helt normalt, at være bange - især når du ikke er længere henne fordi det stadig er så uvirkeligt. Når du nærmer dig termin, så tror jeg helt instinktivt, at du ændrer lidt holdning. Så glæder du dig så meget til at komme af med maven og til at møde sparke-fisen i din maven :) Det gør ondt, men man VED jo hvorfor det gør ondt og at det er naturligt og nødvendigt - og man ved, at det nok skal holde op igen. De tanker hjalp i hvert fald mig!

Jeg er sikker på, at du nok skal klare det og at det bliver det vildeste du nogensinde har prøvet og gjort!

:kram

[Guest]

Ej hvor er det en god tråd det her :loveshower jeg er førstegangs fødene, og er egentlig ok med fødslen nu, men det har krævet hårdt arbejde, bog læsning (ja Pia Hern er også MIN ven i det her), dyr men pengene-værd fødsels forberedelse og tonsvis af spørgsmål til veninder, kvinder, mostrer, bedstemødre, søster, mor og svigermor.

Jeg elsker de gode fødsels historier de gør mig tryg. Smerten er jeg ikke længere bange for, selvom jeg ved at overgangs fasen er en killer, og kontrollen for længst er væk, så har jeg en eller anden fantastisk jordemoder der siger at jeg nok skal klare den og hun må jo vide det :)

Men jeg forstår dine tanker og følelser omkring fødslen, men jeg lover der er lys for enden af tunnellen!

[Forunderligt]

Flot at du erkender din frygt og søger viden for at kunne overvinde den. Jeg har født 3 børn, alle født "naturligt", rimelig hurtigt og uden smertestillende eller indgreb, og venter mit 4. barn nu. Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig men deler gerne af mine erfaringer.

Jeg syns at føde er noget af det mest fantastiske jeg i mit liv har oplevet, utrolige uforglemmelige oplevelser som jeg ikke ville ha været foruden. Det er også en rejse ind i noget helt ukendt og uforudsigeligt, hvor man ikke kan kontrollere hvad der sker og hvor man bare må stole på at kroppen ved hvad den skal, og at de folk som er omkring en vil en det bedste og kan hjælpe en igennem. For der er bare ingen vej uden om, barnet skal ud i livet, og for de fleste er en naturlig fødsel den bedste måde for både mor og barn. At fødslerne også har været det absolut mest smertefulde jeg har oplevet vil jeg ikke nægte, men jeg har ikke været bange for smerten undervejs og det har hjulpet mig at jeg forventede smerten og vidste at der var en mening med den, nemli at åbne min livmor så mit barn ku komme til verden.

Jeg oplevede smerten som startende som menstruations smerte agtigt, som så tiltog med veernes styrke gennem udvidelsesfasen, til de aller sidste udvidelsesveer som var de mest smertefulde. Derefter en kort overgangsfase, hvor barnet begynder at synke ned, det gør ikke ondt som udvidelsesveerne men strammer og spænder indvendigt, og til sidst presseveer, som jeg ikke syns er rigtig smertefulde, men mere her min krop arbejder. Lidt som at sku rigtig meget på toilettet... det som gør ondt ved pressefasen er når åbningen udvides, det brænder og niver, men slet ikke en smerte som kan sammenlignes med udvidelsesveerne.

Min første fødsel startede med at jeg rendte på toilet hele tiden ½ døgns tid, jeg tænkte ikke over at det ku være tegn på noget. Men ud på morgenen vågnede jeg og sku på toilet igen og havde ondt i maven, jeg vil beskrive det som menstruations smerter eller diarre smerter, men jeg opdagede snart at smerten kom og gik, og jeg ku ikke komme af med mere på toilettet. Jeg var ikke sikker på det var veer for jeg havde hørt de sku gøre vildt ondt, og det syns jeg ikke de gjorde i starten. Men smerten blev ved med at komme og gå med ca 3 min mellemrum, hvor jeg ikke havde ondt imellem. Jeg syns mest det gjorde ondt i lænden og det nederste af bækkenet i starten. Vi blev kørt til sygehus i ambulance, en ca 45 min tur hvor jeg lå på siden på en båre, undervejs ku jeg godt mærke at veerne gjorde mere og mere ondt, det var svært at slappe helt af når veerne kom men jeg blev ved med at prøve at slappe af og trække vejret roligt. Efterhånden gjorde de ondt i "hele kroppen" eller det ved jeg ikke om de gjorde, men sådan føltes det, fordi de var så kraftige. Hver ve var lidt over 1 min og der var 2½-3 min mellem hver ny ve på hele turen. Da vi ankom og jeg blev undersøgt syns jeg selv jeg havde nået grænsen for hvor mange smerter jeg kunne klare - men jeg var også 10 cm åben på det tidspunkt, så jeg havde lige de sidste udvidelsesveer i undersøgelses lokalet, så kom jeg ind på fødestuen og presseveerne begyndte så småt. Min søn er født 22 min efter ankomsten, 3½ time efter jeg vågnede op med "mavepine".

Jeg tror slet ikke jeg nåede at blive bange eller nervøs for at fødslen var i gang fordi jeg i starten ikke var sikker på det egentlig var veer, selv da vi tog med ambulancen tænkte jeg ved mig selv at vi måske ville blive sendt hjem igen, jeg havde jo hørt at fødsler kan ta meget lang tid - det gør mine så bare ikke. Jeg tror også det tog mig et par dage helt at fatte at jeg allerede havde født fordi det hele gik ret hurtigt. Da hovedet var født gik mindre end et minut til kroppen blev født og så var smerten faktisk væk fra det ene øjeblik til det andet.

Min anden og tredje fødsel, der kendte jeg jo ve smerterne og vidste at vi sku rimelig hurtigt afsted. Jeg har hver gang haft sådan en deja vu oplevelse "åh nej, det var SÅDAN det gjorde ondt" for helt ærligt, så husker man ikke smerten så præcist, sådan er vores hjerner indrettet. Men kroppen genkender den og jeg syns slet ikke mine følgende fødsler var mindre smertefulde. Men her var jeg spændt og forventningsfuld da jeg oplevede de første tegn, for jeg glædede mig så meget til at få mit barn. Ved mit 3. barn syns jeg begyndelsen af pressefasen var meget smertefuld, jeg tror jeg må ha været meget øm pga bækkenløsning el.lign, for det gjorde utroligt ondt da barnet sank ned mod åbningen, jeg følte jeg ku mærke hele mit bækken give sig og udvide sig - og det er vel også lidt det som sker når et barn skal ud. Det er dog gået ret hurtigt for mig, mit 2. og 3. barn er født på ganske få presseveer og pressefasen var under 10 min.

Håber du får ro omkring din frygt for fødslen og får en rigtig god en når det blir din tur.

:balloons

[ki schou]

Flot at du erkender din frygt og søger viden for at kunne overvinde den. Jeg har født 3 børn, alle født "naturligt", rimelig hurtigt og uden smertestillende eller indgreb, og venter mit 4. barn nu. Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig men deler gerne af mine erfaringer.

Jeg syns at føde er noget af det mest fantastiske jeg i mit liv har oplevet, utrolige uforglemmelige oplevelser som jeg ikke ville ha været foruden. Det er også en rejse ind i noget helt ukendt og uforudsigeligt, hvor man ikke kan kontrollere hvad der sker og hvor man bare må stole på at kroppen ved hvad den skal, og at de folk som er omkring en vil en det bedste og kan hjælpe en igennem. For der er bare ingen vej uden om, barnet skal ud i livet, og for de fleste er en naturlig fødsel den bedste måde for både mor og barn. At fødslerne også har været det absolut mest smertefulde jeg har oplevet vil jeg ikke nægte, men jeg har ikke været bange for smerten undervejs og det har hjulpet mig at jeg forventede smerten og vidste at der var en mening med den, nemli at åbne min livmor så mit barn ku komme til verden.

Jeg oplevede smerten som startende som menstruations smerte agtigt, som så tiltog med veernes styrke gennem udvidelsesfasen, til de aller sidste udvidelsesveer som var de mest smertefulde. Derefter en kort overgangsfase, hvor barnet begynder at synke ned, det gør ikke ondt som udvidelsesveerne men strammer og spænder indvendigt, og til sidst presseveer, som jeg ikke syns er rigtig smertefulde, men mere her min krop arbejder. Lidt som at sku rigtig meget på toilettet... det som gør ondt ved pressefasen er når åbningen udvides, det brænder og niver, men slet ikke en smerte som kan sammenlignes med udvidelsesveerne.

Min første fødsel startede med at jeg rendte på toilet hele tiden ½ døgns tid, jeg tænkte ikke over at det ku være tegn på noget. Men ud på morgenen vågnede jeg og sku på toilet igen og havde ondt i maven, jeg vil beskrive det som menstruations smerter eller diarre smerter, men jeg opdagede snart at smerten kom og gik, og jeg ku ikke komme af med mere på toilettet. Jeg var ikke sikker på det var veer for jeg havde hørt de sku gøre vildt ondt, og det syns jeg ikke de gjorde i starten. Men smerten blev ved med at komme og gå med ca 3 min mellemrum, hvor jeg ikke havde ondt imellem. Jeg syns mest det gjorde ondt i lænden og det nederste af bækkenet i starten. Vi blev kørt til sygehus i ambulance, en ca 45 min tur hvor jeg lå på siden på en båre, undervejs ku jeg godt mærke at veerne gjorde mere og mere ondt, det var svært at slappe helt af når veerne kom men jeg blev ved med at prøve at slappe af og trække vejret roligt. Efterhånden gjorde de ondt i "hele kroppen" eller det ved jeg ikke om de gjorde, men sådan føltes det, fordi de var så kraftige. Hver ve var lidt over 1 min og der var 2½-3 min mellem hver ny ve på hele turen. Da vi ankom og jeg blev undersøgt syns jeg selv jeg havde nået grænsen for hvor mange smerter jeg kunne klare - men jeg var også 10 cm åben på det tidspunkt, så jeg havde lige de sidste udvidelsesveer i undersøgelses lokalet, så kom jeg ind på fødestuen og presseveerne begyndte så småt. Min søn er født 22 min efter ankomsten, 3½ time efter jeg vågnede op med "mavepine".

Jeg tror slet ikke jeg nåede at blive bange eller nervøs for at fødslen var i gang fordi jeg i starten ikke var sikker på det egentlig var veer, selv da vi tog med ambulancen tænkte jeg ved mig selv at vi måske ville blive sendt hjem igen, jeg havde jo hørt at fødsler kan ta meget lang tid - det gør mine så bare ikke. Jeg tror også det tog mig et par dage helt at fatte at jeg allerede havde født fordi det hele gik ret hurtigt. Da hovedet var født gik mindre end et minut til kroppen blev født og så var smerten faktisk væk fra det ene øjeblik til det andet.

Min anden og tredje fødsel, der kendte jeg jo ve smerterne og vidste at vi sku rimelig hurtigt afsted. Jeg har hver gang haft sådan en deja vu oplevelse "åh nej, det var SÅDAN det gjorde ondt" for helt ærligt, så husker man ikke smerten så præcist, sådan er vores hjerner indrettet. Men kroppen genkender den og jeg syns slet ikke mine følgende fødsler var mindre smertefulde. Men her var jeg spændt og forventningsfuld da jeg oplevede de første tegn, for jeg glædede mig så meget til at få mit barn. Ved mit 3. barn syns jeg begyndelsen af pressefasen var meget smertefuld, jeg tror jeg må ha været meget øm pga bækkenløsning el.lign, for det gjorde utroligt ondt da barnet sank ned mod åbningen, jeg følte jeg ku mærke hele mit bækken give sig og udvide sig - og det er vel også lidt det som sker når et barn skal ud. Det er dog gået ret hurtigt for mig, mit 2. og 3. barn er født på ganske få presseveer og pressefasen var under 10 min.

Håber du får ro omkring din frygt for fødslen og får en rigtig god en når det blir din tur.

:balloons

Hold da op en power-føder du er :respekt

[Forunderligt]

Tak Ki :blush jeg tænker altså bare at jeg er heldig, for min krop lader til at være skabt til at føde børn og gør det rimelig meget på egen hånd når jeg bare gør hvad jeg kan for at gi slip og slappe af og tillade veerne at rase.

[ki schou]

Og til dig trådstarter.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan smerterne var, så jeg har svært ved at beskrive dem.

Kan godt forstå, at du er bange for at skulle føde, men det er måske mere utrygheden i, at du ikke aner, hvad der venter dig fremfor de smerter, der er forbundet?

Sådan havde jeg det, jeg vidste godt, at det ville gøre ondt, men det var tanken om, at jeg absolut ikke havde helt styr på det, der skulle ske, som bekymrede mig mest.

Men da jeg først var i fødslen og havde de mest fantastiske jordmødre og hjælpere omkring mig, da glemte jeg alt om frygten for det usikre.

Er sikker på at du får en fantastisk fødsel

:balloons

[esm84]

Uha kan godt huske alle de tanker du nu går rundt med.

Da jeg ventede den første for snart 3 år siden. Gik jeg rundt med mange af de samme bekymringer tanker, det hjalp mig rigtig meget at læse fødsler igennem, især fordi dette mindede mig om hvor forskellige vi er, og fødsler lige så.

Jeg gik meget op i at læse om diverse smertestillende muligheder.

Også prøvede jeg så vidt muligt ikke at tænke alt for meget på den kommende fødsel for lige gyldigt hvor meget jeg prøvede at sætte mig ind i de andres fortællinger om smerter og alt det de var igennem blev jeg enig med mig selv om jeg ikke kunne relatere til det.

Min fødsel varede 26 timer, og jeg havde ikke fået meget søvn dagene op til pga. meget uro i benene. Kan huske jeg blev grebet af panik da jeg stod under bruseren derhjemme med veer der var 7 minutters mellemrum imellem og på en eller anden måde fik jeg sagt til mig selv, Elisabeth det her kommer til at gøre mere ondt end du nogensinde har prøvet før, men du ved ikke hvad det er så slap af og tag en time af gangen. Du kan godt klare dette her.

På en eller anden måde hjalp dette og jeg faldt ned og fik mig taget sammen til at ringe til syghus. Små 26 timer efter kom vores lille Laura. Jeg var 6 cm åbnet da jeg kom.

Jeg vil ikke fortælle min historie da den har været hård, og vil ikke skræmme dig mere end du er i forevejen.

Men jeg vil virkelig anbefale dig at prøve at læse, undersøge og spørger indtil det hos f.x din jordmor med de ting der skræmmer dig, prøv at sætte ord på.

f.x en af de ting jeg frygtede under fødslen var at den endte ud i kejsersnit, jeg kan panikke bare ved tanken om at nogle skal skære i mig mens jeg er vågen, jeg snakkede med jordmoder om dette og hun lovede mig at kom det dertil var dette intet problem da det tog mindre tid at få mig til at sove end det andet, jeg måtte så bare ikke spise under fødsel med mere.

det hjalp mig virkelig så meget at få snakket om tingene, jeg vidste hvordan jeg ville have det under de situationer jeg frygtede mest osv. Også en anden ting lad vær med at høre på alle skræmme historierne, min familie og vennekreds var fulde af dem, og der er man bare nødt til at sige fra.

Også en anden ting så er jeg i dag kommet dertil at det desværre er det vi skal igennem for at få den største gave nogensinde, og ja jeg er gravid igen og optimist for alle siger anden gang er god, og jeg vælger at den første fødsel ikke skal stå i vejen for hvorvidt jeg skal have flere børn. for vil da gerne have en hel flok. :loveshower

Jeg vil også sige som din mor nyd din graviditet, hvis du kan og prøv så at smide den fødsel af pommeren til, for selv efter min fødsel sagde jeg til min mand da vores datter blev lagt på min bryst. "næste gang skal det bare ikke tage så laaaang tid".

Alt mulig held og lykke med din fødsel og psyken og vejrtrækning er for mit vedkommende det vigtigste der spiller ind, siger din psyke du kan og dette kan du klare så er jeg sikker på du får en fed oplevelse for livet.

:goodluck :goodluck :balloons

[Faith_2012]

Det er ikke rart at skulle gå at være bange :kram2 og søde du, du har virkelig intet at være bange for :kram2

At gå igennem en fødsel for aller første gang, bliver en rejse ind i dig selv. Du vil lære dine egne grænser at kende og det vil være en oplevelse som vil forme dig for livet. Prøv at se din kommende fødsel som den skælsættende begivenhed der gør dig til mor. Som noget positivt! :)

Du kan finde mange negative beretninger, mange uheldige oplevelser og helt igennem tragiske fødsler- hvis du leder efter dem. Men hvorfor gøre det? Hvem siger det vil gå dårligt for nettop dig? :) Ingen..... Led efter de gode fødsler :) Jeg har selv haft 2 gode- specielt sidste gang- og det der virkelig gjorde den god er at jeg virkelig gik positivt ind i det og lod mig "føre med"... Jeg gav simpelthen SLIP i tanken om at jeg kunne kontrollerer hvad der skulle ske, eller om hvor ondt det ville gøre... Det var grænseoverskridene at "ånde ud" og slappe mere af jo mere ondt det gjorde- men åh hvor var det bare en god fødsel altså. Sådan en ønsker jeg alle kunne få :)

Smerte er individuelt, så det kan være det føles helt anderledes for dig.. Men for mig, føltes ve-smerten som en langsom, sløv varme og tyngde/spænden nederst i underlivet. Stille og roligt.... Ligesom når man klemmer en om hånden og giver slip- bare i længere tid. Langsomt bliver veerne kraftigere. De vil "klemme/spænde" i længere tid, og varmen/"smerten" vil varer i længere tid- og på et tidspunkt kunne jeg mærke det helt dybt indeni, hvordan veerne simpelthen "trak mig fra hinanden".. Jeg kunne mærke ca hvor langt jeg var kommet i at have udvidet mig, og på dette tidspunkt var jeg meget tæt på pressefasen, og det var her veerne gjorde mest ondt. Jeg tabte vejret sidst på veen, og har siddet med et dybt koncentreret udtryk og sammenklemte øjne og siddet musse stille i karret med vand- men det var OK, og når der er ve-pause, er jeg 100% smertefri og kan sunde mig og slappe af indtil næste ve strammer i maven og underlivet. Da hun roterede hovedet igennem bækkenet på 1 ve, gav jeg lyd fra mig og bandede lidt.. så kom 1 presseve, for fuld skrue og jeg pressede virkelig hårdt til hende og lå nærmest vandret i vandet. 2 presseve skreg jeg bare og fik ikke presset igennem andet end det kroppen selv gjorde. Jeg skulle lige "ud med smerten". 3. presseve råbte JM "PRESS!" og så sagde det "plop" og hun gled ud i vandet og jeg samlede hende op og sad med hende i armene. Hun sagde ingenting, men lå bare og missede med øjnene og kom til live ligeså stille :loveshower

Min fødsel var en drømmefødsel :loveshower Jeg fik ikke en revne eller rift- og blødningen stoppede efter 10 dage, så var jeg frisk igen og god som ny.

Hvis jeg var dig, så ville jeg søge på youtube, efter natural birth eller homebirth osv. - Der er virkelig mange gode videoer- og så får du lov at se hvordan det ser ud når en kvinde føder. Alle udtrykker sig forskelligt, og det er også forskelligt hvordan man forholder sig til alting. Jo mere positiv du er imod den kommende fødsel, jo mere positiv en oplevelse vil det også være.

Uanset hvordan det kommer til at gå, så skal du nok klare den! :) Din krop er simpelthen skabt til at føde- og skulle du af den ene eller den anden grund ende med et Kejsrsnit, så er jeg sikker på at det også er en smuk og ligeså fantastisk oplevelse. Dit lille barn er jo kommet til verden! Det er SÅ stort, og du kan godt glæde dig :loveshower

[blomst27]

Hejsa, prøv at søge på Anja Bay eller smertefri fødsel - fandt det igår og synes der ser meget beroligende ud:) måske var det noget for dig:)

[Guest]

Hejsa, prøv at søge på Anja Bay eller smertefri fødsel - fandt det igår og synes der ser meget beroligende ud:) måske var det noget for dig:)

:ditto

Jeg hat KUN hørt godt om "smertefri fødsel".

[Pandamoren]

Flot at du erkender din frygt og søger viden for at kunne overvinde den. Jeg har født 3 børn, alle født "naturligt", rimelig hurtigt og uden smertestillende eller indgreb, og venter mit 4. barn nu. Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig men deler gerne af mine erfaringer.

Jeg syns at føde er noget af det mest fantastiske jeg i mit liv har oplevet, utrolige uforglemmelige oplevelser som jeg ikke ville ha været foruden. Det er også en rejse ind i noget helt ukendt og uforudsigeligt, hvor man ikke kan kontrollere hvad der sker og hvor man bare må stole på at kroppen ved hvad den skal, og at de folk som er omkring en vil en det bedste og kan hjælpe en igennem. For der er bare ingen vej uden om, barnet skal ud i livet, og for de fleste er en naturlig fødsel den bedste måde for både mor og barn. At fødslerne også har været det absolut mest smertefulde jeg har oplevet vil jeg ikke nægte, men jeg har ikke været bange for smerten undervejs og det har hjulpet mig at jeg forventede smerten og vidste at der var en mening med den, nemli at åbne min livmor så mit barn ku komme til verden.

Jeg oplevede smerten som startende som menstruations smerte agtigt, som så tiltog med veernes styrke gennem udvidelsesfasen, til de aller sidste udvidelsesveer som var de mest smertefulde. Derefter en kort overgangsfase, hvor barnet begynder at synke ned, det gør ikke ondt som udvidelsesveerne men strammer og spænder indvendigt, og til sidst presseveer, som jeg ikke syns er rigtig smertefulde, men mere her min krop arbejder. Lidt som at sku rigtig meget på toilettet... det som gør ondt ved pressefasen er når åbningen udvides, det brænder og niver, men slet ikke en smerte som kan sammenlignes med udvidelsesveerne.

Min første fødsel startede med at jeg rendte på toilet hele tiden ½ døgns tid, jeg tænkte ikke over at det ku være tegn på noget. Men ud på morgenen vågnede jeg og sku på toilet igen og havde ondt i maven, jeg vil beskrive det som menstruations smerter eller diarre smerter, men jeg opdagede snart at smerten kom og gik, og jeg ku ikke komme af med mere på toilettet. Jeg var ikke sikker på det var veer for jeg havde hørt de sku gøre vildt ondt, og det syns jeg ikke de gjorde i starten. Men smerten blev ved med at komme og gå med ca 3 min mellemrum, hvor jeg ikke havde ondt imellem. Jeg syns mest det gjorde ondt i lænden og det nederste af bækkenet i starten. Vi blev kørt til sygehus i ambulance, en ca 45 min tur hvor jeg lå på siden på en båre, undervejs ku jeg godt mærke at veerne gjorde mere og mere ondt, det var svært at slappe helt af når veerne kom men jeg blev ved med at prøve at slappe af og trække vejret roligt. Efterhånden gjorde de ondt i "hele kroppen" eller det ved jeg ikke om de gjorde, men sådan føltes det, fordi de var så kraftige. Hver ve var lidt over 1 min og der var 2½-3 min mellem hver ny ve på hele turen. Da vi ankom og jeg blev undersøgt syns jeg selv jeg havde nået grænsen for hvor mange smerter jeg kunne klare - men jeg var også 10 cm åben på det tidspunkt, så jeg havde lige de sidste udvidelsesveer i undersøgelses lokalet, så kom jeg ind på fødestuen og presseveerne begyndte så småt. Min søn er født 22 min efter ankomsten, 3½ time efter jeg vågnede op med "mavepine".

Jeg tror slet ikke jeg nåede at blive bange eller nervøs for at fødslen var i gang fordi jeg i starten ikke var sikker på det egentlig var veer, selv da vi tog med ambulancen tænkte jeg ved mig selv at vi måske ville blive sendt hjem igen, jeg havde jo hørt at fødsler kan ta meget lang tid - det gør mine så bare ikke. Jeg tror også det tog mig et par dage helt at fatte at jeg allerede havde født fordi det hele gik ret hurtigt. Da hovedet var født gik mindre end et minut til kroppen blev født og så var smerten faktisk væk fra det ene øjeblik til det andet.

Min anden og tredje fødsel, der kendte jeg jo ve smerterne og vidste at vi sku rimelig hurtigt afsted. Jeg har hver gang haft sådan en deja vu oplevelse "åh nej, det var SÅDAN det gjorde ondt" for helt ærligt, så husker man ikke smerten så præcist, sådan er vores hjerner indrettet. Men kroppen genkender den og jeg syns slet ikke mine følgende fødsler var mindre smertefulde. Men her var jeg spændt og forventningsfuld da jeg oplevede de første tegn, for jeg glædede mig så meget til at få mit barn. Ved mit 3. barn syns jeg begyndelsen af pressefasen var meget smertefuld, jeg tror jeg må ha været meget øm pga bækkenløsning el.lign, for det gjorde utroligt ondt da barnet sank ned mod åbningen, jeg følte jeg ku mærke hele mit bækken give sig og udvide sig - og det er vel også lidt det som sker når et barn skal ud. Det er dog gået ret hurtigt for mig, mit 2. og 3. barn er født på ganske få presseveer og pressefasen var under 10 min.

Håber du får ro omkring din frygt for fødslen og får en rigtig god en når det blir din tur.

:balloons

SUPER kvinde! :respekt

[Havbaek]

Hvor er jeg rørt over I gider skrive, og dele jeres oplevelse af hvordan I følte/havde det da det hele stod på.

Jeg har læst hvert indlæg I hver især er kommet med, og det hjælper faktisk på mine tanker der dog stadig rumstere men lidt på en anden måde nu.

Dog må jeg stadig tage mig selv i de grimme smerte tanker. Har aldrig rigtig været god til smerte i særlig lang tid af gangen, derfor var det bare endnu mere skræmmende at tænke på den smerte der er forbundet med at skulle føde.

Nu døjer jeg desværre med mit bækken, og har fået ordre af min JM på at tage skånehensyn da smerten her er meget centreret siddene i og omkring mine hofter, bækken og lænd. Og bare det at skulle sidde ned nogen gange er som at sidde på en stor trækugle der skiller hele bækkenet af. Jeg har så pokkers ondt til tider, at jeg sidder og græder, også på wc, fordi det gør ondt også at sidde ned derude når man skal.

Og fordi jeg har så ondt nu, gir det bare dum energi til de skræmme tanker om smerten ved at skulle føde :(

Og til dig trådstarter.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan smerterne var, så jeg har svært ved at beskrive dem.

Kan godt forstå, at du er bange for at skulle føde, men det er måske mere utrygheden i, at du ikke aner, hvad der venter dig fremfor de smerter, der er forbundet?

Sådan havde jeg det, jeg vidste godt, at det ville gøre ondt, men det var tanken om, at jeg absolut ikke havde helt styr på det, der skulle ske, som bekymrede mig mest.

Men da jeg først var i fødslen og havde de mest fantastiske jordmødre og hjælpere omkring mig, da glemte jeg alt om frygten for det usikre.

Er sikker på at du får en fantastisk fødsel

:balloons

Schou Jeg tror du har ret, at det handler om usikkerheden i, at jeg ikke ved hvad jeg kan forvente over de smerter. Har jo aldrig prøvet det før, og det skræmmer mig fordi jeg ikke kender de smerter.

Jeg kan bedst lide og altid har- at vide hvad der er nogenlunde forbundet med det når det gør ondt.

Men intet jeg nogensiden har oplevet før kan overhovedet sammenlignes med en fødsel, og det er DET der gør mig bange.

For hvordan vil jeg tackle det når de første tegn melder sig.

Hvordan vil jeg selv reagere kropmsæssigt når min krop og jeg i en helhed går i fødsel.

Vil jeg kunne arbejde med vejrtrækning, og slappe af når jeg kan eller vil jeg være spændt hele tiden.

Alle sådanne tanker går jeg rundt med.

Har tænkt lidt videre efter jeg skrev indlægget her og læste jeres svar, at jeg måske skal finde noget musik jeg VED jeg kan slappe/elsker at lytte til og medbringe det, og prøve at se om det kan aflede mig lidt.

Men ja ved det ikke, det er måske et forsøg værd at prøve.

Og så vil jeg prøve at få fingerne i bogen med Pia Hern , lyder til der står meget godt i den bog der måske også kan hjælpe mig.

Jeg ved jo der er så mange positive ting ellers forbundet med det, jeg bliver for det første mor :baby3 Og den oplevelse er så ubeskrivelig at gå rundt med, at vide at smerten giver mig et vidunder barn når smerten i kroppen er væk.

Tak piger fordi I gad skrive, det hjalp at læse det I kom med omkring jeres egen fødsel.

[ennas123]

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Ved min første graviditet startede mine veer som små mens-smerter, så små så jeg ikke var helt klar over at det faktisk var veer. Først efter jeg havde fået kørt en ctg-strimmel (var inde for at skulle sættes igang) og en JM sagde at der skete noget hvert 3-4 min. Efter de tog vandet begynde veerene at gøre rigtigt ondt.

Ved anden graviditet startede mine veer her hjemme og de var rigtig kraftige lige fra starten af. Og vandet blev først taget ca. en time før jeg fødte.

Ved begge graviditeter har smerten været som MEGA mens smerter og har været i lænden, underlivet og det nederste af maven + til sidst helt ud i baller og ben.

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Jeg havde som fødselsforberedelse gået til gravid-yoga (hvilket varmet kan anbefaldes) hvor vi lærte at bruge vores vejrtrækning under veer. Og det brugte jeg rigtig meget. + jeg begge gange bedst har kunne arbejde mine veer når jeg sad op, første gang på en fødestol og anden gang på toilettet(det gik så stærkt at jeg ikke kunne nå at komme på fødestolen)

Først gang fik jeg epiduralblokade som jeg var glad for.

Anden gang fik jeg kun lidt ilt som var godt sammen med mine vejrtrækninger.

Og så kunne jeg ikke undvære støtten og hjælpen fra min mand.

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

Første gang blev jeg jo sat igang så, så hverken slimprop eller tegnblødning.

Anden gang havde jeg tegnblødning hjemme, men den kom sammen med veerne, og da mine veer var så kraftige lige fra start tænkte jeg ikke så meget på den.

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

Lige inden den lille kom ud fik jeg føgelsen af virkeligt at skulle på toilettet og en volsom træng til at presse, dette er en meget mærkelig fornemmelse og man kan næsten ikke lade være. Lige da hovde fødes fik jeg en fornemmelse af at det brænder og sviger helt vildt forneden, men det forsvinder igen lige når hovdet kommer ud, og resten at kroppen gled ligesom bare ud..

OG nu kommer så den bedste føelse af dem alle: Når den lille kommer op på maven og det hele er overstået. Alt smerte er væk og det er bare den største glæde, lykke og kærlighed jeg har oplevet! :biglove

Kan godt forstå at du er bange/nervøs. Det har jeg også været begge gange. Men du skal nok klare det! For det er det hele hver til sidst!

:goodluck :goodluck

[CNN]

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

- Mine veer sad foran og bevægede sig om i lænden og var lidt en "brændene fornemmelse".

Mit vand gik ikke, det blev taget da jeg var 10 cm åben og havde pressetrang, selv da jeg pressede lidt ville det bare ikke gå.

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

- Jeg slappede helt af, lå og så Paradise Hotel da vi var hjemme og sov i bilen på vej til FG :rolleyes Da vi kom til FG var jeg 6 cm åben og kom på fødestuen, der sov jeg for det meste imellem mine veer og prøvede bare at forholde mig roligt. Synes det gik godt og synes ikke rigtig at det gjorde videre ondt.

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

- Oplede aldrig slimprop eller tegnblødning. Jeg var inde og få hindeløsning 41+2 og tog så ud at handle. Hjemme hos min mor gik jeg ellers igang med lagkage mm. da min mor havde fødselsdag og da det var spist til eftermiddag var jeg træt og gik op og lagde mig.

Ringede til min kæreste og sagde at jeg havde på fornemmelse at der nok ville ske noget.

Sov 1½ time og vågnede så med veer, de var rimelig regelmæssige fra start. Ned og spise og oplyse mor om veerne, de skulle lige se et tv-program med en fødsel <_< så tænkte jeg HELL NO! hun skreg og brølede som en gal ko.

Så paradise og ringede til FG med besked om at ringe igen om 1 time. 1 min varighed og 5 min imellem - fik den sygeste diarre <_<

Ringede så lidt mere end 1 time senere da de ikke tog telefonen og fik besked på at komme til tjek.

40-50 min i bil hvor jeg bare sov - vågnede dog af veerne men gik omkuld igen. :whistling

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden resten af kroppen blev født?

- Synes ikke det var noget voldsomt, fik ingen smertelindring og havde heller ikke brug for det.

Vandet gik ikke og hun vendte som stjernekigger, så JM ville gerne vente lidt og se om ikke hun ville dreje sig selv - og det gjorde hun.

Da så pressetrangen kom (kan ikke beskrive dette) tog det kun 3-4 pres, så var hovedet ude og ville da lyve hvis jeg sagde at det ikke strammer og svier lidt.

Resten kom vidst i næste pres og det var ikke noget at tale om, det gik stærkt og var befriende.

Bagefter gik det så ikke helt rosenrødt, de troede at ALT var bristet og der kom en masse mennesker og det stressede mig af H til.

Skulle syes både indvendigt og udvendigt og det gjode de i 1 time. Hende lægen de tilkaldte var en HEKS! Min kæreste måtte stå med lattergas og "bedøve" mig.

Ringmusklen var heldigvis intakt. :yiepie

[CNN]

Det skal lige siges at jeg er en stor piveskid - men jeg skreg ikke på noget tidspunkt - sagde AV for satan/helvede ÉN gang.

Min (førstegangs fødene) fødsel tog 8½ time fra jeg vågnede med veer til jeg fik min lille smukke prinsesse op :loveshower

[pigebørn]

Jeg har ikke læst alle de andre svar, så jeg undskylder på forhånd hvis noget af det jeg skriver er irrelevant :)

Jeg kan godt forstå du er nervøs/bange - det er jo noget helt ukendt du går ind til og det er en af de ting som er så svære for andre at forklare - for mig er det sværeste vel egentlig at smerterne ifm. fødslen var glemt i det sekund mit barn kom ud og derfor er det lidt svært at gengive :) Mine 3 fødsler har været forskellige. Første fødsel startede med at vandet gik, 15 min. efter kom veerne og efter 6 timer var min datter født. 2. fødsel startede ved igangætning hvor de tog vandet, jeg havde veer i 7 kvarter, så var hun født.

3. gang fik jeg små-veer 3 timer inden jeg skulle have været sat igang, det gik meget langsomt i starten, men fra jeg var 3 cm. åben og til min datter var født gik der ca. 50 min. :P

Det jeg først vil sige er at det ikke behøver være en lang og sej fødsel og det behøver ikke være tiiiiiimer med smerter! Hvis det bliver for slemt kan du bede om en epidural - jeg vil da tro at enhver jordemor vil give dig det.

Nå, veerne :) Hos mig startede de i den nederste del af maven og bevægede sig om i lænden - præcis som når jeg har mens-smerter. I de 2 sidste graviditeter har jeg haft slem bækkenløsning, og det var ingen hindring (jeg kan se du er lidt bekymret pga. at du har ondt i lænden mv. nu), faktisk forsvandt mine bækkensmerter da jeg gik i fødsel :loveshower . Veerne varede vel ca. et min. og så var der en pause på f.eks. 5 min. hvor jeg rigtigt kunne slappe af. Mit bedste trick under veerne var vejrtrækningen: STILLE OG ROLIGT DYBT IND GENNEM NÆSEN OG STILLE, ROLIGT OG LANGSOMT UD GENNEM MUNDEN - og så forsøgte jeg virkelig at slappe af i kroppen og visualiserede hvordan det hjalp mig til at åbne mig hurtigere. Jeg var forberedt på et rent smertehelvede, men det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet.

Fra hovedet er lige ved at blive født og til mine børn har været helt ude husker jeg vitterligt intet ud over en jordemor som siger "nu er hovedet født, prøv at kig herned" - og "plop", så var hun helt ude - nærmest syrrealistJegisk :P

Og jo, jeg havde glemt smerterne bagefter - første gang var jeg klar til at føde ½ time efter, 2. gang skulle jeg lige sunde mig et par dage (det var jo gået meget stærkt så jeg skulle lige have hovedet med) og efter 3. gang vidste jeg godt nok at jeg aldrig skulle have flere børn, men nøj hvor ville jeg gerne prøve at føde bare én gang mere......

Du skal nok klare det også, men prøv at snak med din jordemor om det, lær dig selv vejrtrækningen som jeg beskriver (få evt. din jordemor til at vise dig det), sæt dig ind i hvilken slags smertestillende du kan få og prøv så at tage fødslen én ve ad gangen - lad være med at tænk på om det mon tager 4 eller 24 timer - du ved det ikke alligevel og lige pludselig er det overstået!

Jeg husker ikke at jeg fik tegnblødning ved min første fødsel, men jeg husker tydeligt da slimproppen gik - shit, hvor blev jeg glad, spændt og nervøs på én gang - og så gik der i øvrigt flere uger derefter før jeg fødte :P

[tazdiginez]

Hvordan vil du bedst kunne beskrive smerten- hvordan er den fordelt i kroppen fra hvor veerne første begynder at bide/til vandet går?

Jeg kan bedst beskrive smerten som en der står og presser hårdt på en, på mave, på lænd og trykken nedad ved maven og nedefter.

Det føltes som stråler, ligesom bølger og nogle veer var små bølger, hvor andre veer var høje bølger.

Hvad gjorde du for at slappe af så vidt muligt?

Jeg trak vejret dybt ned i maven og accepterede smerten og tænkte fremdad, forud, prøvede at forestille mig min lille prinsesse der kom til verden. Jeg sang også og "messede", hvis veen blev ekstra slem, for det beroligede mig og hjalp mig videre.

Der hjemme tog jeg bade og blev masseret og puslet omkring af manden og på fødegangen fik jeg et gå stativ, som hjalp rigtigt meget, da jeg kunne ligge alt vægten i stativet og hænge mig frit, når veen toppede - den var GULD værd! :loveshower

Hvad tænkte du da slimproppen gik og den første tegnblødning viste sig, blev du bange fordi du også selv frygtede fødselen, eller var du mere rolig- hvordan tacklede du det- eller havde du svært ved at forholde dig til de tegn??

Da jeg så tegnblødnng glædede jeg mig! Nu varede der ikke længe før jeg skulle føde og jeg blev ved med at sige til mig selv; at når flere millioner kvinder kunne klarer det her, så kunne jeg altså også! (og jeg er normalt en pivskid!)

Lidt alla som overstående første spørgsmål- hvordan var smerten fordelt i kroppen under fødselen og da den lille næsten var født- inden

resten af kroppen blev født?

Under fødslen lagde jeg ikke så meget til smerten faktisk, fordi min krop ligesom overtog styringen. Jeg kan huske at jeg havde enormt ondt i lænden og at det pressede rigtig godt til der.

Da hovedet blev født bemærkede jeg det faktisk ikke rigtigt, det føltes som når jeg skulle skide, bare ved min skede istedet (sorry for måden at forklarer det på) og da næste ve kom og kroppen kom, var det en lettelse, da hun kom ud og der ikke var mere pres og efter det var der jo ingenting, da jeg havde den smukkeste skabning ved mig :7himmel

Moderkagen var SÅDAN en lettelse at komme af med og det var bare et enkelt pres og så var den ude. :)

Jeg havde haft veer i 70 timer inden fødslen for alvor gik i gang, så jeg var rimeligt svækket og ødelagt under fødslen, men mit bedste råd er;

Lad være med at tænke så meget over smerterne, jeg VED at det er svært, men du kan altså ikke gøre så meget ved det når de først er der.

Det gør ondt at føde, men det bedste DU kan gøre for dig selv er at acceptere smerterne og arbejde med dem og undgå panik.

Går du i panik, så modarbejder du kroppens signaler og så går der endnu længere tid før smerterne forsvinder.

Træk vejret dybt og acceptér at du skal igennem disse smerter, for at få din guldklump og når du endeligt har født - så er det faktisk glemt!

Gør det du føler er bedst for dig i din situation og arbejd MED kroppen. :balloons

rigtig god fødsel :loveshower

[Pandamoren]

Nu har jeg lige født igår, så min erindring står lysende klar.

Smerterne i forbindelse med veerne føles for mig som meget kraftige menstrationssmerter. De flytter sig om i lænden og det føles som krampetrækninger. Presseveerne føles lidt anderledes fordi det samtidigt presser meget ned på endetarmen/skeden. Jeg synes Presseveerne var værst fordi jeg skulle holde lidt igen imens barnet trak sig længere ned på bækkenbunden.

Jeg oplevede klart de største smerter i forbindelse med at føde hovedet. Det brændte og sviede helt enormt og det var lidt en overvindelse og presse når noget gør så ondt. Men når først barnet er ude så er alt smerte glemt og vi talte om bror og søster allerede 10 min efter jeg havde født!

Det er den mest fantastiske oplevelse men det er smertefuldt. Andet ville være løgn.

Jeg fik en epidural og den var guld for mig! Jeg husker hele min fødsel og have meget overskud undervejs fordi jeg ikke var smerteplaget