om 10 min skal du være mor

[Haarup]

Nu har jeg lidt tid til at skrive min fødselsbretning.

Advarsel: det er lidt en skræk beretning om når noget går galt

Min fødsels beretning begynder en måned før han bliver født.

18/6

Jeg havde slemme plukveer, så vi ringede til fødegangen fordi jeg kun var iuge 28+0.

Da jeg kom der ind fandt de ud af at jeg havde svær svangerskabsforgiftning. Desuden bliver jeg skannet, og de skønner han er 23 % mindre endgennemsnittet. Jeg får lungemodner.

Jeg blev indlagt kl 3 om natten.

20/6

Det er mandag så bliver skannet igen fordi babyen ikke lå optimalt da jegblev skannet lørdag nat. Nu skønner de at han kun er 13 % mindre endgennemsnittet. Men han er stadig lille kun 1100 g.

21/6

Lægerne bliver ved at snakke om at jeg ikke når ind i uge 29. Derfor skalvi over og se intensiv børne afdelingen. og snakke med en børnelæge om hvad mankan forvente af et barn født i uge 28. Jeg forsvinder psykisk ned i et stortsort dybt hul. Jeg ringer til min mand, på hans arbejde, og siger han skalkomme ud til mig så hurtigt som muligt, ude på hospitalet.

Jeg blev kørt over på børneafdelingen i kørestol (kan ikke huske hvorfor)Jeg græder hele tiden. Jeg kan huske nogle få glimt af hvad der skete. Men deter foruroligende lidt. Og alt hvad personalet sagde kan jeg slet ikke huske.

Bagefter snakker vi med en børnelæge ovre på min stue. Også dette møde erfuldstendig forsvundet i min hukommelse. Igen græder jeg hele tiden. Det enestejeg kan huske er at børnelægen sagde at han er lille. Så lille at han villekunne ligge i en mælkekarton hvor fødderne lige vil stikke ud overkanten.

Jeg kan slet ikke overskue at babyen skal komme nu. Der er jo stadig 3 måneder til termin.

4/7

er nu i uge 30+2

Der er travlt på afdelingen hvor jeg ligger. Og en ung læge vil gerne sendemig hjem. Men da jeg skal til skanning senere på dagen vil han lige vente medat sende mig hjem til efter skanningen.

Babyen bliver nu skønnet til at være 22 % mindre.

Ham den unge læge vil stadig sende mig hjem men vil ha at jeg kommer indhver dag til tjek og nu skal jeg skannes 3 gange om ugen og ikke kun en gang omugen. Det virker meget utrykt at de forøger undersøgelserne men vil sende mighjem. Især fordi ham den unge læge ikke kan fortælle ordenligt hvorfor devælger at gøre sådan. og svare uden om mine spørgsmål.

5/7

Har et møde med sårbar team. Derfor blev jeg ikke udskrevet igår. Desnakker om at jeg skulle snakke med en psykolog eller have antidepresiv medicin pga. at jeg var blevet så ked af det, den dag vi så børneafdelingen.

Vi snakker også med jordmoren om at jeg er bange for kejsersnittet. Jeg erbange for at jeg har brug for min mand, men at han jo skal følge med baby, ogderved bange for at blive ladt alene. Jeg fortæller også at jeg helst vil værei fuld narkose under kejsersnittet. (jeg ved jeg skal have kejsersnit) For jegvil ikke opleve det. Vil ikke opleve at de tager mit barn fra mig.

En ny læge svare på alle mine spørgsmål (dem jeg prøvede at stille ham denunge læge) Hun undersøger bla. babys vægt, og syntes ikke det lyder trygt atden er gået fra minus 13 % til minus 22 %. Og mener derfor at jeg skalindlægges ikke udskrives.

6/7

Ham den unge læge vil igen udskrive mig, men ombestemmer sig da vifortæller hvad den kvindelige læge sagde igår.

7/7

Har ikke mærket baby hele dagen. Da der bliver kørt en ctg om aftenendykker hjerterytmen en gang. da jeg har ligget i 1½ time mens strimlen er kørt,henter de ham den unge læge ind og han skanner baby. Han har rigtig svært vedat finde de steder han skal skanne og det tager derfor lang tid. Tilsidst sigerhan, at han tror jeg skal have kejsersnit dagen efter. Men at han lige vil fåen overlæge til at skanne mig for at være på den sikre side.

8/7

er i uge 30+6

Bliver skannet af overlægen. Han siger at det ser fint ud, og jeg ihvertfald ikke skal have kejsersnit nu.

14/7

uge 31+5

er kommet ind på sygehuset igen efter at have haft nogle dage hjemme. Erkommet ind fordi jeg har haft nogle smerter i brystet. De køre en ctg selv omden først skulle tages igen fredag. Der er flere dyk i hjertelyden. Prøver at fortælle dem at det er der når jeg ligger på ryggen. Til sidst finder vi dennår jeg ligger på siden. nu kommer den ingen dyk. Men lige inden jeg kommer omog ligge på siden kommer ham den unge læge igen og siger at jeg nok skal have kejsersnit i morgen. (ligesom sidste uge)

Det sjove er at han nu har fået at vide jeg ikke kan li ham, fordi han varså ivrig efter at sende mig hjem, for kort efter at sige at jeg skal havekejsersnit. Jeg hader virkelig denne læge. Stoler slet ikke på ham.

Så da han igen kommer og siger jeg skal have kejsersnsnit er han heltundskyldende over at det nu igen er ham der skal sige det. Han siger han harprøvet at få ham overlægen jeg så godt kan li til at gå med ind og sige det.Men at han ikke havde tid.

Mig og min mand joker med at det var det samme ugen før, og der blev det joikke til noget. Så denne gang er det sikkert også falsk alarm. Og hvis det ikkeer, så gør det ikke så meget, for vi kender ingen der har fødselsdag den 15.Mens min kusine har i dag.

15/7 uge 31+6

Kl. 8:15

Bliver kaldt op til ctg. Den skal køre mindst en halv time inden og underlægerne konference kl. 9, så de kan se den køre mens de snakker om hvordan denser ud, og om der skal være kejsersnit i dag.

Kl. 9:20

Ctg bliver stoppet og jeg skal ned og skannes af overlægen.

Han ser på hvordan flowet er i hjernen = er babyen stresset. Hvordan floweter i navlestrengen = får baby nok næring.

Han er hurtigt færdig. Han viser os at flowet i navlestrengen var blevetdårligere end sidste skanning. Tidligere var bølgerne altid over stregen, nuvar 1/3 del under.

Overlægen fortæller at nu ser det ikke godt ud mere. Hver gang der løber noget gennem navlestrengen, så løber lidt tilbage. Så nu skal jeg have kejsersnit i dag.

Han ringer op på operations gangen og snakker med dem. Han siger at han haren der skal have kejsersnit i dag. Det haster ikke. Men jeg skal være den næste.

Min mand spørger hvor lang tid der så ca går.

Overlægen siger det ca er 10 min, de var lige ved at gøre rent. Så viskulle bare gå op fødegangen, så ville de gøre mig klar.

Da vi kommer ud på gangen skynder min mand sig at løbe ned på stuen jeg bor på, og hente kameraet.

Da vi kommer op på fødegangen står narkoselægen allerede klar. Vi kommerind på en stue og jeg kommer op i en seng uden mine bukser og sko.

Hun prøver at lægge et drop, men må opgive det. Hun kan ikke ramme blodårenog efter 3 stik opgiver hun.

Herefter bliver jeg kørt af sted. Potøren siger at mine sko og bukser skali en pose ellers må de ikke komme med på operationsgangen. Jordmoren finder enpose og ligger mine bukser og sko i, men så er der en der ringer på hende, oghun går med mine ting mens jeg bliver kørt væk.

Nede på operationsstuen, bliver droppet endelig lagt.

Kommer op og side på briksen, og de begynder at prøve at lægge rygmarvsbedøvelsen.

Får ilt i næsen. Jeg kan psykisk slet ikke føle med, og græder meget. Syntesdet er gået alt for hurtigt. Kan slet ikke forstå at jeg nu ikke længere skalvære gravid. Græder rigtig meget. Den ilt jeg får i næsen hjælper slet ikke,for min næse er blevet helt stoppet af snot, fordi jeg græder så meget.

Syntes det gør rigtig ondt hver gang de ligger lokalbedøvelsen, og når deså rammer knoglerne i ryggen med den lange nål, som rygmarvs bedøvelsen skalligges med.

De stikker rigtig mange gange både med lokalbedøvelsen og den lange nål tilrygmarvsbedøvelsen. Alligevel kan de ikke ramme rigtigt.

Til sidst lægger hun den meget højt oppe på ryggen.

Nu kommer jeg ned og ligge, men syntes ikke rigtig at jeg kan mærke det hunbeskriver med varme i benene og summen.

Narkoselægen prøver efter med en kold klud om jeg kan mærke det er koldt.Syntes hun gør det meget hurtigt så når ikke at sige til præcis når jeg kanmærke kulden.

Til sidst bliver de enige om at jeg vist alligevel kan mærke det for langtnede, så de vipper briksen jeg ligger på så jeg nu ligger med hovedet ned af.

Til sidst bliver de dog enige om, at nu må bedøvelsen virke, så de begynderat skære.

Det gør ondt og jeg siger av.

Narkoselægen siger det er naturligt at jeg kan mærke at de røre ved mig, ogsiger av, fordi man mangler ord fordi det føles ubehageligt.

Jeg spøger om det er meningen at jeg kan mærke de skær i mig.

Første gang føles det som om de stikker mig med nåle. Anden gang kan jegmærke at de skær i mig.

Så fik narkoselægen travlt med at give mig en masse sprøjter i droppet i hånden.

Hver gang jeg nu siger av, får jeg flere sprøjter idroppet i hånden. Min mand fortæller bagefter at jeg sagde av rigtig mange gange.

Kl. 10:05

De tager ham ud. Og han siger en lyd. De kommer hen forbi mit hoved med dennebylt, hvor der ligger noget blåt i, med en lille blå næse. Og så er de vækigen. Min mand følger med, og nu er han også væk.

Kan læse i min journal bagefter, at lægen ikke kunne fåham ud, og derfor måtte de få en anden læge til at tage ham ud.

Kan høre at han klynker en enkelt gang ude fra det andetrum.

Det gør stadig ondt, mens de forsætter med… ja ved detikke helt… syntes stadig at de roder meget rundt med mig. Får derfor stadigmange sprøjter med bedøvelse i hånden.

Efterhånden gør det ikke så ondt mere. Og jeg begynder atkunne tænke på andet end smerter. Fortæller narkoselægen at hvis jeg nogensindeskal have kejsersnit igen, så vil jeg slås helt ud. Jeg vil ikke opleve detigen. Næste gang vil jeg bare sove fra det hele.

Kan se at der er blod stænk på den grønne skærm der erforan mit hoved. Spørger narkose lægen hvorfor der er det. Hun fortæller det erfordi at de har ramt en blodåre, og at det er den der har sprøjtet op på dengrønne skærm.

Endelig er de færdige, og jeg skal over i en seng. Despørger om jeg kan løfte benene. Løfter benene. Får at vide at det burde jegikke kunne gøre, når jeg havde fået rygmarvsbedøvelsen. De ringer op på opvågningsafdelingen.Kan høre at de insisterer på at jeg kommer til at ligge på en ene stue.

Så er jeg endelig væk. Kan ikke huske mere.

Kl. 12

Vågner lidt op på opvågningsstuen. Og vi kan nu ringe til familien og fortælleat vi har fået en dreng.

Bliver totalt dopet af morfin fordi det stadig gør meget ondt

Aften.

Bliver kørt over på neonetal afdelingen i sengen. Skal se min søn for førstegang.

Jeg er bange for det. Jeg er så træt, og føler mig mærkelig pga. alt det morfin jeg har fået.

Jeg er bange for at tabe ham. Men sygeplejerskerne liggerham over til mig, og så ligger han bare helt stille hos mig. Jeg kan ikke seham. Han ligger helt oppe under hagen på mig. Så de giver mig et spejl så jegkan se ham. Nu er jeg så bange for at tabe spejlet ned på ham. Han er så lille.Vejer kun 1258 g.

Jeg er ikke sikker på at han er min. Jeg burde jo stadigvære gravid. Han burde jo stadig ligge i min mave. Venter hele tiden at mærkeet lille spark inde i maven.

:loveshower

Noah er nu 3 ½ månede gammel. Men denne oplevelse påvirker mig stadig.

Jeg elsker ham meget højt, kan ikke andet når han sender mig et kæmpe smil.

Men jeg ved kampen endnu ikke er ovre.

Det har også påvirket ham at blive født for tidligt, og han har fået nogle små hjerneblødninger. Hvad de kommer til at betyde ved jeg endnu ikke. Det kan kun tiden vise.

[Pumpkins]

Tak fordi du ville dele din historie ned os, og stort tillykke med ham :)

[Aoife]

Sikke en omgang du har været igennem.

[TiaK]

:kram :kram :kram

[NoEmMor]

Sikke en omgang. Får helt ondt når du beskriver hvordan du kunne mærke at det gjorde ondt. Har du fået snakket med nogle professionelle omkring dit forløb?

Håber Noah har det rigtig godt og at du selv er ved at komme dig over en slem slem omgang

Sara

[Trine H]

Sikke dog en voldsom omgang :kram

[Hilde]

Puha en omgang :kram

Stort tillykke med Noah :loveshower . Jeg håber, at I snart kommer over denne forfærdelige fødsel :kram2

[Mette A.]

Øv for en omgang :kram håber du kommer dig hurtigt over det. Sørg for at få snakket med så mange som muligt om det.

men stort tillykke med resultatet! (Noah) :baby1

[Munck Abildgaard]

Stort tillykke med din lille guldklump! :loveshower

Det lyder som en meget hård omgang, jeg håber du får hjlp til at bearbejde...

Og håber ikke han har taget for meget skade!!

Stort tillykke!

[Mette]

Sikke en historie! :kiss

Håber tiden fremover volder langt færre problemer selvom han er født så tidligt :kram

[Haarup]

Hej det går rigtig godt nu.

Han fik nogle små hjerneblødninger, men dem kan vi ikke se noget til, selv om en af den ene ikk sad så godt.

Og idag er han en suber glad dreng, med krudt i røven. Og en rigtig charmetrold :-)

Jeg har haft det svært.

I den første uge kunne jeg ikke forstå at det lille bitte barn der lå på neo var min dreng. Jeg ventede hele tiden på at han skulle sparke inde i maven...

Jeg kunne ikke forstå at det var vores dreng, selv om jeg kunne se at han lignede min mand, og hvor højt min mand elskede denne lille dreng.

Senere havde jeg det som om jeg bare skulle tage mig af og passe på dette lille barn, som jeg i starten bare besøgte ovre på neo.

Jeg kunne jo sove om natten, og komme på besøg når jeg ville (hvilket jeg er ked af at sige nu, ikke var ret meget de første dage "for det var jo ikke mit barn")

Hver gang jeg tænkte, talte eller så bileder fra fødslen, blev jeg meget ked af det, og begyndte at græde.

Vi havde billeder liggende fra fødslen, son jeg øvede mig i at se på, uden at bryde helt sammen.

Min mand ville ikke snakke med mig om graviditet eller fødsel, for han ville ikke ha at jeg blev så ked af det.

Min jordmor forslog at jeg tog kontakt til noget der hedder vuggestedet. Jeg troede jeg selv kunne tage denne kontakt, men efter 3 måneder hvor mig og min mand og andre som sundhedsplejesken, havde snakket om at jeg skulle tage kontakt til dem, måtte jeg erkende, at det kunne jeg ikke. Selv om jeg gerne ville, så kunne jeg ikke, og ende med at be om hjælp til at få lavet denne tlf samtale.

Det er det bedste jeg har gjordt!

Jeg snakkede med en psykolog fra vuggestedet, omkring graviditeten og fødslen og mine følelser overfor noah.

Det har gjordt at jeg nu elsker noah så højt og jeg ved at han er min. Jeg ved at der ikke kommer nogen og tar ham fra mig igen, som lægerne gjorde da han blev født. Jeg er ikke længre panisk angst for at blive gravid. Og jeg kan snakke om fødslen uden at tårene triller ned af kinderne på mig.

Jeg snakkede med psykologen hver uge i lidt over 1/2 år, og før jeg sluttede hos hende var min barsel forbi.

Men jeg lærte så meget.

Bla at jeg fik et chok 2 gange gennem forløbet. Først da jeg fik at vide at vi fik et fortidlig født barn, og anden gang under fødslen, da bedøvelsen ikke virkede.

[Mette A.]

Hej det går rigtig godt nu.

Han fik nogle små hjerneblødninger, men dem kan vi ikke se noget til, selv om en af den ene ikk sad så godt.

Og idag er han en suber glad dreng, med krudt i røven. Og en rigtig charmetrold :-)

Jeg har haft det svært.

I den første uge kunne jeg ikke forstå at det lille bitte barn der lå på neo var min dreng. Jeg ventede hele tiden på at han skulle sparke inde i maven...

Jeg kunne ikke forstå at det var vores dreng, selv om jeg kunne se at han lignede min mand, og hvor højt min mand elskede denne lille dreng.

Senere havde jeg det som om jeg bare skulle tage mig af og passe på dette lille barn, som jeg i starten bare besøgte ovre på neo.

Jeg kunne jo sove om natten, og komme på besøg når jeg ville (hvilket jeg er ked af at sige nu, ikke var ret meget de første dage "for det var jo ikke mit barn")

Hver gang jeg tænkte, talte eller så bileder fra fødslen, blev jeg meget ked af det, og begyndte at græde.

Vi havde billeder liggende fra fødslen, son jeg øvede mig i at se på, uden at bryde helt sammen.

Min mand ville ikke snakke med mig om graviditet eller fødsel, for han ville ikke ha at jeg blev så ked af det.

Min jordmor forslog at jeg tog kontakt til noget der hedder vuggestedet. Jeg troede jeg selv kunne tage denne kontakt, men efter 3 måneder hvor mig og min mand og andre som sundhedsplejesken, havde snakket om at jeg skulle tage kontakt til dem, måtte jeg erkende, at det kunne jeg ikke. Selv om jeg gerne ville, så kunne jeg ikke, og ende med at be om hjælp til at få lavet denne tlf samtale.

Det er det bedste jeg har gjordt!

Jeg snakkede med en psykolog fra vuggestedet, omkring graviditeten og fødslen og mine følelser overfor noah.

Det har gjordt at jeg nu elsker noah så højt og jeg ved at han er min. Jeg ved at der ikke kommer nogen og tar ham fra mig igen, som lægerne gjorde da han blev født. Jeg er ikke længre panisk angst for at blive gravid. Og jeg kan snakke om fødslen uden at tårene triller ned af kinderne på mig.

Jeg snakkede med psykologen hver uge i lidt over 1/2 år, og før jeg sluttede hos hende var min barsel forbi.

Men jeg lærte så meget.

Bla at jeg fik et chok 2 gange gennem forløbet. Først da jeg fik at vide at vi fik et fortidlig født barn, og anden gang under fødslen, da bedøvelsen ikke virkede.

Dejligt at høre fra dig igen! :kram

Puha, det lyder mega hårdt det du har været igennem, men hvor er det godt at du gjorde noget ved det og er kommet så langt som du er! Det er flot klaret! Og hvor er det dejligt at høre at lille Noah klarer sig så godt :loveshower

Må vi ikke se et billede af den lille prins? :)

[Haarup]

Her er en glad Noah fra i sommers

[Mette A.]

Arh men hvor er han da bare dejlig! :loveshower

[MissingLink]

Har slet ikke læst din beretning før nu. Kan genkende nogle af de følelser du beskriver, omend jeg slet ikke har haft tid til at bearbejde det endnu. Din overskrift højbede lidt i mig, for de 10 min var nogenlunde samme varsel min hjerne fik, da vores yngste blev født, 29+0.

Det glæder mig, at han har det godt i dag :)