Milla's MEGET hurtige ankomst!

[Guest Kp1988]

Fødselsberetning.

Min 1. fødsel. :baby1

Som jeg tidl. Har beskrevet blev i et meget mislykket forsøg med ballon, onsdag D. 22/6 forsøgt sagt i gang, da vores lille loppe havde en meget flimret hjertelyd. Men da det eneste vi havde opnået onsdag aften, var en smerte tilsvarende noget i stil med at få tæsk med en billig stegepande, fik jeg den fjernet igen og der blev på en konference mellem lægerne og jordemødrene onsdag aften besluttet at man ville lade mig gå til 40+1. Og var der ikke sket noget af sig selv ville man sætte mig i gang IGEN! Det skal lige siges at loppen hjertelyd var normal igen onsdag aften.

Lørdag D. 25/6 2011 Uge 40+0:

Min mand og jeg vågner omkring kl. 8.30, denne solskins rige lørdag morgen.

Vi bor i Hillerød, lige ud til en smuk lille branddam med dunhammere, ænder og blishøns i harmonisk og idyllisk samklang. Her er dejligt at bo, og det er et skønt sted at elske hinanden. Vores lejlighed hører ikke til de største af slagsen, blot 60 m2 og ikke speciel velegnet til en lille pige, men når 2 højrøvede snobber i bedste Hollywood stil nupper drømmehuset for øjnene af en, så må man jo blive boende til det nye drømmehus dukker op.

Jeg havde igen ligget hele natten og tænk på hvornår det mon ville blive vores tur til at skulle møde det lille vidunder jeg i stor smerte havde slæbt rundt på de sidste 40 uger.

Jeg havde de sidste 2 uger gået og håbet på at det ville blive før tid. Eller gået, er måske så meget sagt, da jeg lå en del den sidste tid. Så jeg lå og håbede. Jeg lå i min seng og jeg lå på sofaen. Jeg lå og ventede på, at det blev min tid og forhåbentlig før termin.

Jeg troede, at det var tid, både den 18. juni, den 19. juni og den 20. juni. Men da selv igangsættelses forsøget om onsdagen var gået mildest talt i vasken, stoppede jeg med at tro. Fra at tro at hver eneste prut var begyndelsen, gik jeg til at tro, at babyen havde fået permanent opholdstilladelse i min mave.

Dagene gik, tiden gik, og jeg lå stadig og ventede. Og efter ihærdige forsøg på selv at få gang i fødslen i opgav jeg. Jeg måtte sande at intet af det havde virket. Jeg havde på 4 timer indtaget så meget ananas at selv en pinacolada ville blive grøn af misundelse. Jeg havde spist så meget chili at mit røvhul snappede efter mine underbukser. Og selvom vores sexliv de sidste 4 uger mindede mere om en våd biograf plakat end en heftig nat på kanal København, ja så kunne jeg også sætte et flueben her.

Jeg håbede inderligt at det ville blive en af de nærmeste dage, HELST I DAG, men jeg vidste godt at chancen for det ville blive lige i dag på terminen var MEGET lille.

Da jeg efter 10 min. kamp med min dyne kommer ud af sengen og får lidt tøj på og gjort mig klar, tager vi ud og handler og hygger lidt.

Jeg synes jeg er MEGET træt i dag, og bilder mig selv ind at det skyldes flere dages dårlig nattesøvn. Hvilket senere i forløbet viser sig at være den sande løgn!

Vi går rundt i byen 2 timers tid, og jeg synes godt nok det trækker en smule ned i lænden.

På vej hjem fra byen spørger min mand om vi skulle gå ind og spise på min yndlingscafé, men jeg siger at jeg hellere vil hjem og slappe af, for jeg følte mig ærlig talt som en smadret havelåge i en meget pastel grøn farve.

Så vi kørte i stedet om Blockbuster og lejde en film vi kunne hygge med hjemme på sofaen.

Efter at have spist lidt frokost, hvis man altså kan kalde en halv liter Ben & Jerry Cookie Dough, for frokost, sætter vi filmen på og smider os på sofaen for at slappe af. Der går ikke meget mere end 15 sek. Så bobler jeg godt i drømmeland. SKØNT!

Kl. 13.30: AV for satan! Jeg vågner med et sæt ved følelsen af et ordentligt smæld/tryg i lænden. Jeg får hurtigt sat mig op i sofaen og tænker – WTF!?? Min mand kigger meget nervøst på mig og spørger ”Er du okay?”

”Ja Ja, det var nok bare en ve” joker jeg meget morsomt med. Min mand skifter dog meget hurtigt ansigtskulør og ligner en der har set et Casper det venlige spøgelse.

Jeg går ud på toilettet for at tisse, men når kun lige at trække bukserne ned om knæene for der lyder et kæmpe plask på klinkerne! Og der står jeg midt i noget der ligner Esrum sø. Min mand finder ret hurtigt vej mod toilettet og siger ”Hvad var det?” med en meget nervøs stemme!

”Ja jeg tror minsandten det var vandet der gik?” siger jeg med smil, større end Kim Larsens på læben.

Min mand bliver stående i døren og ved ikke helt om han skal grine eller græde.

Jeg får imellem tiden tisset færdigt og går tilbage i stuen for at ringe til fødegangen, men bliver hurtigt indhentet af en ordentlig ve. – Føj for helved hvor gjorde det ondt!

Efter 12 min. Og 4 veer, er jeg stadig ikke kommet igennem til sygehuset og jeg vælger at ligge på. Det havde sgu været nemmere at komme igennem til Barack Obama.

Jeg siger til min mand at vi lige så godt bare kan køre derned for vi kan jo altid bare køre hjem igen. (Vi bor 1000 m. fra sygehuset.)

Kl. 13.45: Banker det på døren, en kvinde står i døren og spørger min mand om, hvad der dog var på færde. Men sin sædvanlige ro, der senere skulle blive sat på prøve, forklarede han hende, at jeg bare var gravid, og at han nok skulle køre mig på hospitalet. Kvinden forsvandt ind i sin almennyttige lejekasse igen og efterlod os til ekkoet fra mit forløsende smerteskrig.

Vi får pakket vores ting sammen, givet katten mad og så køre vi mod sygehuset. Vi havde i ugerne op til fødslen snakket om at vi bare ville gå derned når der nu ikke var længere, men eftersom at veer bare kommer i storm efter hinanden må jeg sande at jeg allerhelst vil køre. Os mere hvis vi nu bliver sendt hjem igen.

Kl. 13.55: Parkere vi bilen på parkeringspladsen ved sygehusets hoved indgang. Inden vi finder ret hurtigt vej mod elevatoren som skal transportere os op til svangergangen, skal vi først forbi to rødder af anden etnisk oprindelse, der sad og røg smøger ude foran indgangen. Naturligvis fik jeg en ve, lige da vi passerede dem. Aldrig har jeg set to brune drenge miste farven i ansigtet så hurtigt. De for op og tilbød mig at sidde, samtidig med at de ville hente hjælp. Min mand nussede mig på ryggen, mens han stille forklarede, at jeg bare havde en ve, og at vi nok skulle finde vej, når den var overstået.

Vi når hen til elevatoren og veerne fortsatte og blev endda tiltagende.

Veer, jeg bryder mig ikke om dem. Det gør jeg vitterlig ikke. Jeg kan ikke trække vejret helt ned i maven og sænke skuldrene, mens jeg visualiserer et bjerg jeg skal kravle op ad. Det, jeg kan, er at sluge luften i små bidder, mens jeg krummer mig sammen og tænker ”For fuck da og for Fanø, hvor gør det her hulens dælen nas.” Allermest har jeg lyst til at trykke knappen til elevatoren gennem væggen og bare skrige ”KOM NU”.

Da dørene endelig går op, står også her 3 unge drenge af anden etnisk oprindelse, som også denne gang ret hurtigt ændre karakter da de ser os. Hvilket jeg egentlig udmærket godt forstår, for jeg ligner mest af alt en fra The muppetshow.

Dørene når lige at lukke, før vandet igen går i en eksplosionslignede kaskade. På trods af min kærestes placering i den anden ende af denne 10 personers elevator, sprøjtede vandet alligevel på hans sko og bukseben. Pludselig fortrød jeg, at jeg nogensinde var blevet gravid.

Jeg troede kun vandet kunne gå en gang, men jeg tog åbenbart fejl, for der stod jeg igen og lignede en der havde pisset i bukserne!

Mens vi venter på at elevatoren kommer fra 1 til 6 etage, står jeg der i en pøl af fostervand og er ved at rive håret af mig selv. Alt i mens jeg forbander min livmoders trodsige og selvbestaltede sammentrækninger langt væk..

Knugende, jagende, masende, stikkende, snærende, sviende og værkende veer havde jeg. Og oveni, havde jeg virkelig brug for at fortælle min kæreste, hver en lille detalje om mine veer. Hvordan de gjorde ondt, hvor de gjorde ondt og hvornår de gjorde ondt.

Men det eneste jeg konstant hører er min mand sige ”Skat ikke med neglene”. Jeg har åbenbart sat kløerne i ham for at dele min smerte. Og da jeg til sidst får nok af hans brok, kommer jeg med en MEGET bestemt tone til at sige ”Så kan du kraftedme selv føde hende ”

Endelig går dørene op til 6 etage, Svangergangen. Vi skynder os ud og bliver modtaget af Susanne. Jordemoderen, som lige var mødt ind. Hun havde de mildeste blå øjne og spurgte mig om der var noget kunne hjælpe med. Jeg får mellem mine veer fremstammet af jeg tror mit vand er gået.

Hun finder med det samme en stue til os og viser mig hen til sengen. Hun sætter CTG’en til og fortæller at den skal køre i 30 min. For at måle om det er veer og om de er regelmæssige.

Kl. 14.30: Kommer Susanne tilbage for at tjekke strimlen. Hun konstaterer at jeg har regelmæssige veer med 3 min. Mellemrum, at vandet er gået, men også at lillepigens hjertelyd dykker en del. Så nu vil hun lige undersøge mig og bagefter vil hun forhøre sig hos vagthavende jordemoder, for at finde ud af hvad planen skal være.

Jeg bliver undersøgt og så bristede vores håb i et stort kollektivt suk. Jeg var nøjagtig lige så åben, som jeg havde været om onsdagen på svangerambulatoriet. 1 cm. I guder, hvor kan sådan en besked bare ikke fortælles på nogen charmerende måde.

Hun siger at hun gerne lige ville lade strimlen køre mens hun snakker med vagthavende jordemor, og at hun skynder sig tilbage. Set i lyset af det snegletempo jeg synes jeg udvidede mig med, kan jeg kun levende forestille mig, hvordan snakken i jordemødrenes personalestue måtte lyde.

Kl. 14.45: Kommer hun langt om længe endelig tilbage, med både en god og en ubeskrivelig dårlig nyhed. Hun siger at jeg får lov til at komme ned på en fødestue når nu veerne kommer så ofte og fordi babyens hjertelyd ikke er god nok til at de vil sende mig hjem. Men hun siger også at vi nok skal forbedre os på at jeg først føder engang i nat eller i morgen tidligt. Så der var absolut ingen grund til at give familie og venner besked før vi kom lidt tættere på, for så ville de bare gå og bekymre sig.

Det ville jeg skide på, for jeg havde altså lovet min mor og far at de ville få besked så snart der var tegn på noget. Men da min multitaske funktion midlertidigt var ude af funktion, fik jeg min mand til at ringe til min far, mor og svigermor og give besked om at vandet var gået, men at jordemoderen sagde at det ville tage LAAAANG tid, så de skulle bare springe op og falde ned.

Kl. 15.00: Kommer vi langt om længe ned på fødselsgangen og en ny jordemoder ved navne Bente tager imod os. Hun spørger mig om der er noget jeg vil fortælle hende. Jeg beder hende passe godt på min baby og hendes lille hjerte og spurgte om hun ville få det til at holde op med at gøre ondt. Og da gjorde hun noget, jeg skulle få at se rigtig mange gange resten af den dag. Hun smilede med hele hovedet og gav mig to thumbs up.

Derefter viste hun os ind på stue 19, som er en meget lille fødestue, slet ikke som på film! Hun siger at jeg bare kan ligge mig over i sengen, så vil hun lige finde en hospitals skjorte frem til mig.

Efter 5 min. Asen og masen finder jeg mig endelig tilrette i sengen. Min mand står forsigtigt og aer mig på panden og snakker løs om alt mellem himmel og jord. Jeg havde egentlig mest af alt lyst til at råbe ”LUK NU RØVEN I BARE 5 min.” Men jeg vidste jo godt at han kun gjorde det for at prøve at få mig til at glemme smerterne.

Kl. 15.10: Kommer Bente endelig tilbage med den skjorte, hun har samtid været så eksværdig at tage et lavement med til mig. Hun går i gang med at forklare om det fantastiske præparat, men jeg kommer til at afbryde hende med sætningen ”Bare se at få det overstået”

Hun får sprøjtet det op og forklare at jeg nu skal ligge stille i 10 min. Mens det får lov til at virke.

Da der er gået 3 min. Kan jeg konstatere at jeg umuligt kan vente 7 min. Mere før jeg kan komme på wc. Og siger at jeg altså skal på wc NU! Hun får ret hurtig hjulpet mig ud af sengen og af sted på toilettet.

Kl.15.25: Kommer jeg tilbage fra toilettet og Bente siger at hun skal have sat en vemåler på min mave, samt en elektrode på babyens hoved for at kunne følge hendes hjerte helt præcist. Da det er overstået siger hun at det igen er tid til at mærke på mig. Hun konkluderer at jeg er 1 ½ cm. åben og at jeg har 1 cm. Livmodermund tilbage.

OMFG! Kun en ½ cm. på 45. min. Jeg ville umuligt kunne klare 15 -20 timer i samme stil, medmindre jeg snart ville få noget smertestillende. Dog havde jeg lovet mig selv at jeg ikke skulle være en kylling og tikke om det, så jeg ville lige bide smerterne lidt endnu.

Der er nu 1 min. Mellem veerne, som vare 1 ½ min.

Kl. 15.30: Må jeg igen af sted på wc. Bente får hurtigt afmonteret div. Ledningen og siger at hun lige vil hente noget vand til min mand mens jeg er på wc.

Med den berømte følelse af at skulle af med noget sidder jeg derude helt alene. Det pressede på og pludselig kom jeg i tanke om, at det nok var babyen der var på vej. Jeg pressede lidt og kunne mærke, at noget gled nedad. Jeg er ved at æde toiletrullen af bare smerte og frustration over ikke at kunne presse, når jeg bare kunne mærke at det ville være så rart! Men belutter mig for at det nok er bedre at have lort i sengen, end en baby i lokummet, så jeg bevæger mig i kampens hede tilbage på stuen.

Kl. 15.35: Har jeg igen fundet vej tilbage til sengen. Jeg har på nuværende tidspunkt så ondt at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Der er absolut ingen stillinger der er behagelige og jeg er ved at æde lagnet af bare smerte. Min mand er gået ud efter Bente fordi jeg mens jeg var på toilettet var begyndt at bløde ret så voldsomt.

Og efter snart 2 timer der føltes som år, trængte jeg til en pause. En smertefri pause med medfølgende magelighed. Jeg ville, på lige præcis det tidspunkt i forløbet, have solgt min sjæl til ham med hornene, forrådt mine kære og givet min stemme til Lars Tykke Rasmussen, hvis bare de lede, afskyelige, væmmelige og ækle veer, ville give mig en halv times fred og ro. Men ak nej, de forsatte med lynets hast.

Kl.15.40: Jeg kunne slet ikke følge med veerne længere, de kommer med 30 sek. Mellemrum og vare 3 min. Og jeg havde efterhånden så voldsom pressetrang at jeg kravlede rundt i sengen, som en abe i et træ.

Da Bente endelig kommer tilbage har jeg i mellemtiden glemt alt om min stolthed og får fremstammet ”Hvornår kan vi to snakke smertestillende?”

Hun siger at hun lige skal undersøge mig indvendigt igen. Og så ville hun bestille en blokade, for hun synes godt nok de veer var hårde ved mig efterhånden. Hver gang jeg havde haft en ve, kiggede jeg ned af mig selv og så to milde blå øjne og to thumbs up mellem mine ben.

Hun mærker på mig og siger ”Jeg kan godt forstå du har pressetrang, for du er 9 ½ cm. Åben og din livmodermund er udslettet. Så det er desværre for sent til nogen form for smertestillende” (Jeg havde altså åbnet mig 8 cm. på 15 min.)

WTF! ”For sent til smertestillende” Hvordan skal jeg nogensinde klare den? En mindre panik nærmede sig min tilstand.

Hun siger at jeg lige skal holde lidt igen, for der er vagtskifte om lidt, så jeg skal lige vente på den nye jordemoder og sygeplejerske som er dem der skal tage imod babyen. Der var jeg ved at give op.

Og på dette tidspunkt, sikkert for at motivere mig, holdt hun et spejl ned mellem mine ben, så jeg kunne se babyens hoved. Men det eneste jeg kunne se, var en bæ, der også var på vej ud af mig. Derefter gav jeg op. Jeg kunne høre jordemoderen forsøge sig med en peptalk og bad mig kigge på hende. Det nægtede jeg, da jeg var sikker på, at hendes to milde blå øjne og hendes, på det tidspunkt, skide-thumbs up, bare ville overtale mig til at fortsætte.

Kl. 15.50 Kommer den nye jordemoder endelig ind, Ellen hedder hun. Hun hilser hurtigt på os og siger at nu er det tid. Hun går i gang med at forklare hvordan det kommer til at forgå og hvordan jeg skal arbejde med mine presse veer, men inden hun får forklaret færdigt er hovedet godt på vej frem og hun siger ”Nå, det når vi ikke, så næste gang du får en presse ve, giver du den alt hvad du kan”

Og det gør jeg, jeg presser til jeg er blå i hovedet og efter 2 FUCKING lange timer, 27 minutter, 2 presseveer og 280 dage i spænding står uret på 15.57. Varm, blød, fedtet og guddommelig lækker. Vores datter op på min mave. Smerten var væk og lidelserne ligegyldige. Jeg var blevet mor. Jeg havde født en pige med tykke, bløde og runde kinder. En lille Milla. Vores datter.

Smerterne var væk. Bogstavelig talt. Blufærdigheden vendte tilbage, lige så bogstaveligt talt, så jeg blev kisteglad, da jeg ikke behøvede at blive syet, men bare kunne forsvinde ned under dynen med min lille pige.

Da jeg lå med hende under dynen, lige efter fødslen, kiggede jeg på hendes tykke kinder, opsvulmede øjne og boksetud. Og synes at hun var jordens 8. vidunder.

Hun vejede 3830 gram og var 55 cm. lang. Hun scorede 10 på Apagar skalaen.

Kl. 16.01 føder jeg placenta på 800 gram.

Vores familie var noget overrasket og troede ikke deres egne øjne da min mand kl. 16.10 sender en besked af sted med et billede af vores nyfødte prinsesse, hvori der står.

”Milla født D. 25.6.2011 kl. 15.57, 3830 gram og 15.57 lang.” Og der gik heller ikke mere end 10 sek. Før opkaldende væltede ind med lykkeønskninger.

Nu, her knap 2 måneder senere har hun givet konkurrenterne baghjul. Når jeg ser på hende nu, ser jeg den smukkeste og mest charmerende lille skabning. Hendes øjnes varme kan fastholde mig i, hvad der føles som timevis, hendes ansigt kan ikke skære en eneste grim grimasse og når hun smiler stjæler hun mit hjerte igen og igen.

Hun vejer i dag 5990 gram og er 63 lang.

Da vi 2 dage efter skulle i Blockbuster med filme, siger de at vi aflevere 2 dage for sent og at vi har fået en bøde på 100 kr. Jeg siger at det er helt i orden for jeg havde til gengæld os fået verdens skønneste datter. Ekspedienten bliver noget paf og siger at bøden må være på husets regning og vi får oven i købet et gavekort på leje af 3 film som tillykke med prinsessen.

Blishønsene og dunhammerne er stadig i harmoni, og vi er nu endnu flere til at elske hinanden, i vores 50 m2 store lejlighed i et stille hjørne af Hillerød. En lejlighed der nu også rummer lyserøde nullermænd i hjørnerne.

Tak fordi jeg måtte dele min historie med jer.

En stolt mor.

Milla 2 min. gammel.

Milla 3 min. gammel. :loveshower

Milla 6 timer gammel.

[Hilde]

Tak for at du ville dele... det lyder til, at det var en hård men hurtig fødsel.

Dejligt, at I har det så godt som lille familie :biglove

[TiaK]

Tak for beretning - ÆÆÆÆLSKER at læse dem! :loveshower

Og hold op hvor har du åbnet dig hurtigt!

[Carrie]

Lørdag D. 25.06.2011 Uge 40+0:

Min mand og jeg vågner omkring kl. 8.30, denne solskins rige lørdag morgen. Jeg havde ligget hele natten og tænk på hvornår det mon ville blive vores tur til at skulle møde det lille vidunder man har båret på i 40 uger. Jeg håbede inderligt at det ville blive en af de nærmeste dage, HELST I DAG, men jeg vidste godt at chancen for det ville blive lige i dag på terminen var MEGET lille.

Nå vi kommer ud af sengen og får lidt tøj på og får gjort os klar til at tage ud og handle og hygge lidt.

Jeg synes jeg er MEGET træt i dag, men nu har jeg også haft en forholdsvis hård graviditet med døgnkvalme og opkast frem til uge 27+6 samt bækkenbundsløsning og halsbrand siden uge 18+0, så kræfterne var efterhånden brugt op og jeg bilder mig selv ind at det nok er derfor. Men det skulle i hvert fald ikke holde mig tilbage for at komme ud og shoppe lidt! :goodluck

Vi går rundt i byen 2 timers tid, og jeg synes godt nok det trækker en smule ned i lænden, men jeg tænker at det nok bare er den kæmpe mave jeg render rundt med der er skyld i det.

På vej hjem fra byen spørger min mand om vi skulle gå ind og spise på min yndlingscafé, men jeg siger at jeg hellere vil hjem og slappe af, for jeg havde godt nok mange plukveer og mit energiniveau var bestemt ikke steget af at traske rundt dernede!

Så vi kørte i stedet om Blockbuster og lejde en film vi kunne hygge med hjemme på sofaen.

Efter vi havde spist lidt frokost, sætter vi filmen på og smider os på sofaen for at slappe af. Der går ikke meget mere end 15 sek. Så bobler jeg godt i drømmeland. SKØNT! :zzz

Kl. 13.40: AV! Jeg vågner med et sæt ved følelsen af et ordentligt smæld/tryg i lænden. Jeg får hurtigt sat mig op i sofaen og tænker – WTF!?? Min mand kigger meget nervøst på mig og spørger ”Er du okay?”

”Ja Ja, det var nok bare en ve” joker jeg med. Min mand skifter dog meget hurtigt ansigtskulør og ligner en der har set et spøgelse. :prik

Jeg går ud på toilettet for at tisse, men når kun lige at trække bukserne ned om knæene for der lyder et kæmpe plask på klinkerne! Min mand finder ret hurtigt vej mod toilettet og siger ”Hvad var det?” med en meget nervøs stemme!

”Ja jeg tror minsandten det var vandet der gik?” siger jeg med et kæmpe smil på læben.

Min mand bliver stående i døren og ved ikke helt om han skal grine eller græde. :help

Jeg var dog ikke i tvivl, jeg var LYKKELIG! :loveshower Og nu var vidunderet på vej! :stork

Jeg får imellem tiden tisset færdigt og går tilbage i stuen for at ringe til fødegangen, men bliver hurtigt indhentet af en ordentlig ve. – Føj for helved hvor gjorde det ondt!

Efter 12 min. Og 4 veer, er jeg stadig ikke kommet igennem til sygehuset og jeg vælger at ligge på. Jeg siger til min mand at vi lige så godt bare kan køre derned for vi kan jo altid bare køre hjem igen. (Vi bor 1000 m. fra sygehuset.)

Vi får pakket vores ting sammen, givet katten mad og så køre vi mod sygehuset. Vi havde i ugerne op til fødslen snakket om at vi bare ville gå derned når der nu ikke var længere, men eftersom at veer bare kommer i storm efter hinanden må jeg sande at jeg allerhelst vil køre. Os mere hvis vi nu bliver sendt hjem igen.

Kl. 13.55: Parkere vi bilen på parkeringspladsen ved sygehusets hoved indgang. Vi finder ret hurtigt vej mod elevatoren som skal transportere os op til svangergangen. Jeg er nærmest ved at trykke knappen gennem væggen i bare irritation over den er så langsom om at komme til os. Da dørene endelig går op, står der 3 unge drenge som ret hurtigt ændre karakter da de ser os. Hvilket jeg udmærket godt forstår, for jeg ligner mest af alt en fra The muppetshow.

Dørene når lige at lukke, før vi til vores store overraskelse, igen høre lyden af et kæmpe PLASK!

Jeg troede kun vandet kunne gå en gang, men jeg tog åbenbart fejl, for der stod jeg igen og lignede en der havde pisset i bukserne!

Mens vi venter på at elevatoren kommer fra 1 til 6 etage, står jeg der i en pøl af fostervand og er ved at rive håret af mig selv. Jeg hører konstant min mand sige ”Skat ikke med neglene”. Jeg har åbenbart sat kløerne i ham for at dele min smerte. Og da jeg til sidst får nok af hans brok, kommer jeg med en MEGET bestemt tone til at sige ”Så kan du kraftedme selv føde hende ” :respekt

Endelig går dørene op til 6 etage – Svangergangen. Vi skynder os ned til enden hvor en sød JM ved navn Susanne tager i mod os. Jeg får mellem mine veer fremstammet af jeg tror mit vand er gået og at jeg vidst har ret hyppige veer, men at vi ikke har fået taget tid på dem endnu, så jeg er ikke helt sikker.

Hun finder med det samme en stue til os og viser mig hen til sengen. Hun sætter CTG’en til og fortæller at den skal køre i 30 min. For at måle om det er veer og om de er regelmæssige.

Kl. 14.30: Kommer Susanne tilbage for at tjekke strimlen. Hun konstaterer at jeg har regelmæssige veer med 3 min. Mellemrum, men også at lillepigens hjertelyd dykker en del. Så nu vil hun lige mærke indvendigt på mig og bagefter vil hun forhøre sig hos vagthavende JM, for at vinde ud af hvad planen skal være.

Hun mærker på mig og siger at vandet ganske rigtig er gået og at jeg er 1 cm. åben. "WTF" kun så lidt efter så meget smerte?

Jeg havde allermest bare lyst til at tude, men kunne alligevel heller ikke helst overskue både at have veer og tude!

Hun siger at hun gerne lige ville lade strimlen køre mens hun snakker med vagthavende JM, og at hun skynder sig tilbage.

Mens hun er væk ligger jeg der i sengen og ligner et kosteskaft. Jeg er simpelthen så ondt og kan under ingen omstændigheder finde ud af at arbejde med mine veer, så jeg ligger bare der totalt anspændt og bander hele verden langt væk. Min mand prøver stille og roligt at hjælpe mig, men det gør bare så ondt at jeg slet ikke høre efter.

Kl. 14.45: Kommer hun tilbage med både en god og en ekstrem dårlig nyhed. Hun siger at jeg får lov til at komme ned på en fødestue når nu veerne kommer så ofte og fordi babyens hjertelyd ikke er god nok til at de vil sende mig hjem. Men hun siger også at vi nok skal forbedre os på at jeg først føder engang i nat eller i morgen tidligt. Altså om 15 timer eller sådan. Så der var absolut ingen grund til at give familie og venner besked før vi kom lidt tættere på, for så ville de bare gå og bekymre sig.

Det ville jeg skide på, for jeg havde altså lovet min mor og far at de ville få besked så snart der var tegn på noget. Men da jeg ikke helt kunne koncentrere mig om både en telefon samtale og veer fik jeg min mand til at ringe til min far, mor, svigermor og svigerinde og give besked om at vandet var gået, men at JM sagde at det ville tage LAAAANG tid, så de skulle i ligge for meget i det på nuværende tidspunkt.

Kl. 15.00: Kommer vi ned på fødselsgangen og en ny JM ved navne Bente tager imod os. Hun viser os ind på stue 19, som er en meget lille fødestue. Hun siger at jeg bare kan ligge mig over i sengen, så vil hun lige finde en hospitals skjorte frem til mig.

Efter 5 min. Asen og masen finder jeg mig endelig tilrette i sengen. Min mand står forsigtigt og aer mig på panden og snakker løs om alt mellem himmel og jord. Jeg havde egentlig mest af alt lyst til at råbe ”LUK NU RØVEN I BARE 5 min.” Men jeg vidste jo godt at han kun gjorde det for at prøve at få mig til at glemme smerterne.

Kl. 15.10: Kommer Bente endelig tilbage med den skjorte, hun har samtid være så eksværdig at tage et lavement med til mig. Hun går i gang med at forklare om det fantastiske præparat, men jeg kommer til at afbryde hende med sætningen ”Bare se at få det overstået” (Jeg havde side jeg blev gravid frygtet dette øjeblik mere end noget andet)

Hun får sprøjtet det op og forklare at jeg nu skal ligge stille i 10 min. Mens det får lov til at virke.

Da der er gået 3 min. Kan jeg konstatere at jeg umuligt kan vente 7 min. Mere før jeg kan komme på wc. Og siger at jeg altså skal på wc NU! Hun får ret hurtig hjulpet mig ud af sengen og af sted på toilettet. :goodluck

Kl.15.25: Kommer jeg tilbage fra toilettet og Bente siger at hun skal have sat en vemåler på min mave, samt en elektrode på babyens hoved for at kunne følge hendes hjerte helt præcist. Da det er overstået siger hun at det igen er tid til at mærke på mig. Hun konkluderer at jeg er 1 ½ cm. åben og at jeg har 1 cm. Livmodermund tilbage.

OMFG! Kun en ½ cm. på 45. min. Jeg ville umuligt kunne klare 15 -20 timer i samme stil, medmindre jeg snart ville få noget smertestillende. Dog havde jeg lovet mig selv at jeg ikke skulle være en kylling og tikke om det, så jeg ville lige bide smerterne lidt endnu. Der er nu 1 min. Mellem veerne, som vare 1 ½ min.

Kl. 15.30: Må jeg igen af sted på wc. Bente får hurtigt afmonteret div. Ledningen og siger at hun lige vil hente noget vand til min mand mens jeg er på wc.

Mens jeg sidder derude synes jeg at jeg får en mærkelig trang til at presse, men det må jeg jo ikke når jeg kun er 1 ½ cm. åben, så jeg er ved at æde toiletrullen af bare smerte og frustration over ikke at kunne presse, når jeg bare kunne mærke at det ville være så rart! :gal

Kl. 15.35: Har jeg igen fundet vej tilbage til sengen. Jeg har på nuværende tidspunkt så ondt at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Der er absolut ingen stillinger der er behagelige og jeg er ved at æde lagnet af bare smerte. Min mand er gået ud efter Bente fordi jeg mens jeg var på toilettet var begyndt at bløde ret så voldsomt.

Kl.15.40: Jeg kunne slet ikke følge med veerne længere, de kommer med 30 sek. Mellemrum og vare 3 min. Og jeg havde efterhånden så voldsom pressetrang at jeg kravlede rundt i sengen, som en abe i et træ.

Da Bente endelig kommer tilbage har jeg i mellemtiden glemt alt om min stolthed og får fremstammet ”Hvornår kan vi to snakke smertestillende?” :help

Hun siger at hun lige skal mærke på mig indvendigt igen. Og så ville hun bestille en blokade, for hun synes godt nok de veer var hårde ved mig efterhånden.

Hun mærker på mig og siger ”Jeg kan godt forstå du har pressetrang, for du er 9 ½ cm. åben og din livmodermund er udslettet. Så det er desværre for sent til nogen form for smertestillende” (Jeg havde altså åbnet mig 8 cm. på 15 min.)

Hun siger at jeg lige skal holde lidt igen, for der er vagtskifte om lidt, så hun skal lige have fat i den nye JM og sygeplejerske som er dem der skal tage imod babyen.Hun tilbyder mig imellem tiden lidt rent ilt, men jeg har dårlig erfaring med de der iltmasker, så jeg takker nej, for det ville alligevel ikke fjerne mine smerter.

Kl. 15.50 kommer den nye JM endelig ind, Ellen hedder hun. Hun hilser hurtigt på os og siger at nu er det tid. Hun går i gang med at forklare hvordan det kommer til at forgå og hvordan jeg skal arbejde med mine presse veer, men inden hun får forklaret færdigt er hovedet godt på vej frem og hun siger ”Nå, det når vi ikke, så næste gang du får en presse ve, giver du den alt hvad du kan”

Og det gør jeg, jeg presser til jeg er blå i hovedet og efter 4 minutter, 2 presseveer og 280 dage i spænding står uret på 15.57 og ud kommer vores lille prinsesse. :bd

Hun vejede 3830 gram og var 55 cm. lang. Hun score 10 på Apagar skalaen. :hurra

Kl. 16.01 føder jeg placenta på 800 gram.

Vores familie var noget overrasket og troede ikke deres egne øjne da min mand kl. 16.10 sender en besked af sted med et billede af vores nyfødte prinsesse, hvori der står.

”Milla født D. 25.6.2011 kl. 15.57, 3830 gram og 15.57 lang.” Og der gik heller ikke mere end 10 sek. Før opkaldende væltede ind med lykkeønskninger. :balloons

Min mand var en helt fantastisk støtte gennem hele fødslen og jeg kunne ikke have gjort det uden ham. Han klare det så flot og var til stede under hele forløbet.

I dag 8 uger efter nyder vi rollen som nybagte førstegangs forældre til en skøn og nem lille prinsesse. Hun vejer i dag 5900 gram og er 63 lang.

Da vi 2 dage efter skulle i Blockbuster med filme, siger de at vi aflevere 2 dage for sent og at vi har fået en bøde på 100 kr. Jeg siger at det er helt i orden for jeg havde til gengæld os fået verdens skønneste datter. Ekspedienten bliver noget paf og siger at bøden må være på husets regning og vi får oven i købet et gavekort på leje af 3 film som tillykke med prinsessen. :lol

Tak fordi jeg måtte dele min historie med jer.

En stolt mor.

Nå ja, men så må man jo bare vente :whistling

Tak fordi du delte din historie med os og tillykke med lillepigen!

[babynr3]

Stort tillykke med prinsessen :balloon

Hvor vildt at det gik så hurtigt, glæder mig til det snart er mig :loveshower

[Guest AngelJuul]

uha du lyder til at have haft veer som jeg har haft begge gange

Tusind tak for din beretning :biglove og stort tillykke med prinsesse Milla :loveshower :loveshower

[Mrs Ladybird]

Tak for en meget smuk beretning, jeg sad jo med tårene trillende ned af kinderne til sidst.

Kæmpe tillykke med jeres prinsesse.

og tak fordi du vil dele:loveshower

[Guest]

Tak for din beretning :loveshower og kæmpe tillykke med jeres prinsesse

[Guest]

Tak for beretningen....hold da op en omgang :) jeg er da glad for

jeg lige nåede at føde inden vagtskiftet for jeg havde da ikke haft lyst til at vente mere...

stort tillykke :balloons

[Lapooh]

´Sikke en fødselsberetning, :loveshower

Hvor er den bare genial skrevet, nød virkelig at læse den.. tak

[Guest Kp1988]

Mange tak, hun er skøn!

Ja hun kom som skudt ud af en raket! :yiepie

Men det var en ubeskrive og helt igennem fantastisk oplevelse.

[Dyhrberg]

Sikke en skøn og levende beretning :) tusind tak fordi du delte den med os :)

[Munck Abildgaard]

Tak, for en fantastisk beretning!

Den er utrolig godt skrevet - både til grin og tårer - meget beskrivende!

Stort tillykke med smukke Milla! :loveshower

[Mette A.]

Fantastisk læsning, hvor er du god til at skrive!

Kæmpe tillykke med det lille vidunder :loveshower

[camilla80]

Mange tak for beretningen, du er virkelig god til at skrive, man bliver helt fanget :balloons

[Mette]

ååh en fantastisk beretning, jeg grinede flere gange både da du møder indvandrerknægtene, plasker manden til i elevatoren og kun ser en lort i spejlet :lol :lol og så bliver man jo helt varmt om hjertet i slutningen :loveshower tillykke med den skønne datter :) som blev født på min bryllupsdag - en fantastisk lørdag :7himmel