Mrs Ladybird

Du skal nok ikke regne med, at det er noget i kan blive ved med, at gøre.. Ikke for, at være moodkiller eller noget.. Men han udvikler jo ikke en egentlig "forbindelse" mellem hoved og hale før han er to-tre år..

åhh hvor er I bare søde derude.. Siden sidst har jeg taget tyren ved hornene. Ringede til en psykolog og sagde at han skulle finde en tid til mig ASAP. Derefter ringede jeg til lægen, manden og jeg var oppe og snakke med ham. han fik en henvisning til psykiatrien, de mente at han måske har en fødselsdepression og at jeg "bare" er totalt udbrændt! Ringede til min mor der tog sønnike fredag til lørdag, manden har taget fri hele ugen og vi startede lige med et par overnatninger i min brors sommerhus i rågeleje. Sundhedsplejersken har stillet os i kontakt med kommunens "forældrekurser" og parterapi. i morges var jeg så nede og snakke med psykologen, som også mente at jeg var udbrændt og at det vil blive anderledes når sønnikke starter i dagpleje 1. marts. Jeg er i det hele taget vendt på en tallerken siden min mor kom hjem igen med sønnikke, nu har vi aftalt at hun henter ham en eftermiddag om ugen og aftalt to weekendovernatninger. Min søn smiler og det er hyggeligt at sidde og lege med ham igen. tænk at det kan gå så hurtigt og TAK for det skub jeg manglede til at komme igang med at få hjælp! Jeg har lige pludselig mod på at klare opgaven, og vigtigst min mand vil være der til at klare opgaven sammen med mig!!

Tak, har også selv tænkt at det måske "bare" er en sen fødselsdepression. Min fødsel gik ikke helt som planlagt, det resulterede i, at jeg skulle ligge ned de første 2,5 måned. da min mand ikke havde noget barsel lå vores søn altid inden er jo en god ting, men jeg tror det har væretfor rækkevidde og fik MEEEGET kropskontakt, Det en dårlig ting for os, for da jeg så endelig begyndte at kunne gå rundt "efterlod" jeg ham i barnevognen eller på aktivitetstæppet og gad ikke selv lege med ham. Da han skulle vaccineres, sagde lægen, at jeg ikke skulle have ondt af ham, vi gjorde jo noget godt for ham, det har så lagt til grund for at jeg har meget svært ved at synes at det er synd for ham. Mit pylre instinkt er blevet nedtonet og nu nærmest væk. Det er gået taktvis ned ad bakke, i oktober prøvede jeg at få ham på en akut VS plads, så jeg kunne genopstarte mit studie, men det var der ikke mulighed for (at starte på mit studie før april) og vi havde ikke økonomi til at sende ham afsted et halvt år før jeg skulle i gang igen. Nu starter han i DP 1. marts, så håber virkelig at det kommer til at ændre noget for os. Frem til årsskiftet har jeg følt at jeg har kunne holde hovedet over vandet, men nu har vi alle ligget med influenza og lillemanden er sikkert i gang med et tigerspring eller noget. (Jeg håber virkelig at det bare er en peiode hvor han skal være så umulig som han er nu ved natte tide..) Så nu er jeg ved at knække

Hvad gør man når baby er 9 måneder og man har fundet ud af, at man ikke var klar til baby? Folk omkring mig har hele tiden sagt at man vokser med opgaven, at det tager tid at vende sig til, at være tre i familien. Men når man stadig synes, at det er fuldstændig uharmonisk, at den kildrende lykkefølelse i maven ikke dukker op når baby smiler eller griner eller gør noget helt nyt for første gang og det ikke varmer når man ser hvor stolt baby er. Jeg ved hvornår jeg burde have alle de rare følelser, de dukker bare ikke op!? Min baby er et ønske barn, jeg har kendt min mand i ti år og vi havde det rigtig godt, vi aftalte at smide prevention og jeg blev gravid med det samme. Jeg var lykkelig og stolt og jeg glædede mig sådan tll at se vores lille væsen som vi havde skabt i kærlighed. Men det har bare været en stor skuffelse og følelse af nederlag, mit selvværd er falder med 100 km/t. Jeg har altid villet have børn, mange børn fem børn inden jeg fyldte tredive. Nu har jeg et og jeg kan ikke overskue ham. Alt hvad jeg troede og ville med mit liv kan jeg åbenbart ikke. Det værste er at jeg hadder ham, ikke hele tiden, men følelsen kommer, når han smidder sin ske på gulvet gentagne gange, leger med skufferne i køkkenet, selvom jeg har sagt nej 1000 gange, jeg sætter ham uden for køkkenet og han kravler tilbage og starter forfra. når han skriger halvanden time og vælter rundt i sengen, inden han endelig falder i søvn af udmattelse. Jeg føler at han gør det med vilje, det ved jeg jo godt at han ikke gør og det er nok også i virkeligheden mig selv jeg hadder for ikke at have den tolerance og tålmodighed, som jeg altid har set som vigtige værdier og egenskaber jeg besad, men som åbenbart har forladt mig. I nat overvejede jeg virkelig om man skulle få ham anbragt i pleje eller aflastning. Men jeg ved også at det er en vild konsekvens og hviket barn udvikler han sig så til at blive. Men er det vi kan tilbyde herhjemme bedre, kan han blive skaddet af os? I virkeligheden ønsker jeg jo ham det allerbedste, men er jeg det allerbedste for ham? Min Mand har det ligesådan, han er på vej til en desideret depression, han arbejder hele tiden har aftaler med vennerne, sørger generalt for ikke at komme hjem, før han kan regne med at baby sover. Det er hårdt! Men jeg har brug for ham, og han kan være der for mig, når han ikke skal være der for den lille. Når vi en sjælden gang får ham passet, har vi det fantastisk, vi elsker hinanden højt og har det stadig rigtig godt, når det ikke er den lille terorist der bestemmer dagsorden. Det kan godt være det hele lyder hårdt og rodet, har det bare så svært lige nu..

Jeg havde Termin 24. april og har ikke født i nu... Har været til overtidsvurdering på svangeramb. i dag og bliver sat i gang¨på mandag, hvis vi ikke har klaret det selv inden.. ;)

Stort stort tillykke.. Glad for at høre at i begge er okay:loveshower

Har været til sidste planlagte jordemoderbesøg, fik lige nye tider, hvis jeg skulle gå over tid krydser alt hvad krydses kan for at det ikke sker.. Har vasket i bund, gjort rent, bagt boller og brød så fryseren er fuld.. Tasken er pakket, ønskelisten lavet og gennemgået med søster.. Manden har fået mig til, at sove på avispapir, så sengen ikke bliver våd, hvis vandet går.. (tror ikke det hjælper, men det gør ham glad :) )... Han har det stadig godt derinde, men jeg kunne godt tænke mig, at han havde lyst til at komme ud og hilse på os andre :balloons

Hej alle sammen Tænkte at der da måtte være flere der går i en venteboble, så hvad får i tiden til at gå med?? Jeg afsluttede min sidste eksamen i dag og dermed er jeg endelig på barsel.. De sidste uger har været lidt angstprovokerende, jeg har ikke helt turde tro på at jeg faktisk ville nå hertil.. Det var mærkeligt at skulle sige farvel til sin klasse, som studerende har jeg et års orlov og kommer jo så ind i en ny klasse, der hvor jeg slap. For tre uger siden røg slimproppen og ca samme tid begyndte (undskyld detaljerne) den naturlige lavement.. det kan man godt blive træt af!! men det er selvfølgelig at foretrække frem for forstoppelse.. Min stedmor mente at jeg ville føde i dag, hun har altid haft de her fornemmelser omkring os børn.. Så jeg var meget lettet, da eksamen var overstået.. For en måned siden faldt maven, men nu er det som om den er kravlet op igen.. Kan den det?? Måske har han det bare rigtig godt derinde og vil ikke ud.. Det kan godt være jeg bare skal slå koldt vand i blodet, med alle de her tegn, der er trods alt halvanden uge til termin.. Jeg vil lave lækker mad til manden i aften og nyde stilheden og tosomheden.. Hvordan går det med jer, hvad bruger I ventetiden på?? :bd synes der manglede en ve- dust!

Kæmpe kæmpe tillykke, håber du fik shoppet en masse fint tøj.. er det rart at kunne vaske fødder og binde snørrebånd uden at blive forpustet?? eller kommer ens kondi ikke tilbage, så hurtigt?? :easter1:

Jeg gik og synes der var lang tid til, tre uger til termin og så går man jo nok lidt over når det er første gang.. Det var indtil i tirsdags hvor jeg var hos JM der vurderede hun baby til at veje 2700g 100g mindre end for to uger siden og symf. målet var det samme, så blev vi jo lige lidt urolige for hvordan den lille basse havde det derinde.. Så vi kom til kontrol på Holbæk og havde taget "tasken" med, det kunne jo være at jeg skulle indlægges til jeg skulle føde, jeg synes det var fjollet men manden insisterede og kom med "Hvis vi tager regntøj med på ferie begynder det jo heller ikke at regne!" -Okay måske ikke logisk, men jeg lod mig overtale.. Der blev kørt CTG den var fin, og scannet, en sund og rask dreng nu med 100 % sandsynlighed;) og fri gennemstrømning i navlestrengen og så vejer han 3500g!!!:yay Blev lidt forskrækket, han tog lige pludselig 800g på og med tre uger til termin, bliver han jo en kæmpe baby.. (av av) lægen mente jeg sagtens kunne tage hjem og holde påskeferie, han havde det godt derinde, men nu vil jeg gerne have ham før tid.. så har styrtet rundt og gjort hoved rent, vasket tøj, købt ind og lavet mad til fryseren, så jeg er klar til bare at nyde mit viduner!!

Hvordan ved i om det er rigtig veer eller kræftige plukveer?? Har ligget vågen i flere dage i træk fordi jeg troede nu gik det i gang.. Men JM sagde det bare var plukkeveer og så glæder jeg mig virkelig ikke til at skulle mærke de rigtige, for synes da virkelig at de niver nok!!

Dejligt det er virkelig lækkert med noget inspiration, er selv begyndt at gå i pakke tanker:)

Tillykke med en smuk pige :balloons

vader også ind i alting og falder over ingenting, godt nok er synsfeltet blevet inskrænket, men sgu da ikke så meget at det er en undskyldning for at få blå mærker over det hele..

Tillykke med niecen:) Jeg går og håber at jeg føder lidt for tidligt, er ret træt af at være gravid og synes bare skolen er stressende og besværlig, og gravidiets homonerne gør det ikke ligefrem nemmere.. Men vil jo også samtidig gerne nå at gøre dette modul færdig og have overstået min eksamen, så jeg ikke skal gå og tænke på det under min barselsorlov, så bliver nok nødt til at kæmpe videre..