Hvor langt vil man gå for at få børn? - Er lidt ked af det lige nu.

[majse86]

Jeg er lidt slået ud i dag, men bevare dog stadig et godt humør til trods for at det da ligger og lure derinde. Men solen SKINNER :loveshower :loveshower

Jeg er hjemvendt fra min Reumatolog i dag, efter tjek af min leddegigt og samtale om den forhåbentlig kommende graviditet.

Jeg fortalte at nu gik kampen ind og hun blev bare ved med at sige at hun ikke mente at det var en god idé <_< Jeg blev til sidst ret frustreret og ked af det og sagde at det gjorde mig trist at hun ikke troede på mine evner som mor.

Men så fik jeg forklaringen. Min gigt driller efter at have været medicinfri så længe, for at kunne blive gravid og hun ville sikre sig at jeg vidste hvad jeg gik ind til. Da jeg nok var farvet af ønsket om at få børn og nok lukkede af for ulemperne, havde hun sat ind med ekstra hårde ord, for at jeg kom ud af min "drømmeverden" og lige så på fakta også.

Det kan gå begge veje med mit helbred som følge af graviditet og det at have barn. Altså.. Jeg kan blive en del dårligere fysisk eller bare nedsætte min fysik en anelse. Ikke at hun ikke mente at jeg ikke ville kunne klare opgaven, men jeg skulle være indstillet på at jeg satte min krop og helbred i fare. Og at det at blive mor er hårdt for selv raske, der ikke slås med så mange smerter, stive led og træthed som følge af betændelses tilstanden. Og så kom spørgsmålet... Er det det værd?

Jeg har selvfølgelig gjort mig mange tanker om det. Men jeg er bare nødt til at forsøge.

Mit ønske om at få et lille vidunder er bare så meget større, end min angst for følgerne.

Havde jeg vist at det ville påvirke mine evner som mor (altså at jeg ikke kunne tage mig af mit barn) havde svaret været nej. Men vi er to og selvom jeg har en del begrænsninger, findes der stadig hjælpemidler, så også jeg kan klare det. Min praktiserende læge har talt meget med mig om det, da jeg brød sammen inde hos hende og sagde at jeg ikke skulle have børn, fordi jeg ikke kan de ting andre mødre kan og derfor ikke ville kunne passe mit barn pga. det fysiske. Og hun var så sød og overbeviste mig om at så var der så meget andet jeg kunne. Og ja... havde en masse ideer fra andre patienter til at klare de opgaver der kan være kompliceret med mit handicap. Så jeg er overbevist om at mit barn ikke vil lide overlast af mit handicap. Vi skal bare være mere opfindsomme og gøre tingene lidt anderledes. Og så skal far have lidt større rolle, end de fleste andre fædre. Men det er jo ikke skidt for barnet - tvært imod.

Men igen... synes ikke det er rart at vide at jeg kan ende med at få udskiftet diverse led inden fyrre års alderen, fordi jeg ønsker børn så brændende! Er det så det værd? Er det det værd, hvis jeg skal indlægges i måneder efter fødslen for at få styr på min gigt? 9 ud af 10 kvinder oplever at gigten går i bero under selve graviditeten, grundet hormoner - formoder man. Så jeg er ikke nervøs for selve graviditeten men for fødsel - og tiden efter.

Min gamle sygeplejerske, havde selv leddegigt og blev voldsomt syg med sin yngste og har fået mén. Da jeg spurgte hende om hun ville gøre det om, kom svaret PROMTE. NEJ! Han var alle smerter og følgeskader værd! Og hun tog hellere de ekstra sorger, for den kærlighed og gave hendes søn var for hende. Har hørt flere beretninger der lyder på det samme. Og hvem siger at jeg er SÅ uheldig?? Jeg har været uheldig hele mit liv. Måske er jeg netop heldig med mit barn?!

Hvor langt ville du gå for at få børn? Igen, her er ikke tale om barnets trivsel eller livskvalitet, men af ens egen som følge, da barnet ikke vil lide under det. Ville du sætte eget helbred på spil, for at imødekomme dit ønske? Og ville glæderne opveje sorgerne eller skulle man acceptere ikke at få børn på det grundlag?

Nogen sidder måske og tænker om jeg kan videregive det til mine børn. Der er en let øget forekomst. Men den er lav. Havde der været større arvelighed, ville jeg aldrig overveje det. Vi har drøftet den let forhøjede forekomst herhjemme og det ender oftest i gråd fra min side. Ville hade at det skulle være min skyld, at mit barn skulle leve med kroniske smerter og skader og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv. Men min kæreste har bare været så cool. Han frygter også - på trods af at risikoen er så lille, men som han siger ville vi som forældre kunne give vores barn de bedste forudsætninger, såfremt vi fik et sygt barn, da vi om nogen ved hvad det drejer sig om. Ydermere var han så sød at sige... Skat, jeg elsker også din gigt. For det har givet mig så meget indsigt i andre og har gjort os begge til bedre mennesker. Det er ikke kun et tab, men også en styrke. Hold op hvor jeg elsker den mand :loveshower

Beklager romanen. Skulle virkelig bare have luftet ud.

[TiaK]

Hold op et svært emne. Jeg har desværre ikke noget klogt at skrive til dig, men vil lige give dig en masse knus!

:kram :kram :kram

[majse86]

Hold op et svært emne. Jeg har desværre ikke noget klogt at skrive til dig, men vil lige give dig en masse knus!

:kram :kram :kram

Puha... blev helt rørt. Det var vist lige akkurat hvad jeg trængte til lige i sekundet. Mange mange tak for omsorgen! :)

[tsecret]

Det er vel en af de ting man først ved, når man står i situationen selv - og alt andet lige så håber jeg på at slippe for den bekymring også ;)

Mit ønske om at få børn er skyhøjt, og det er mandens også. Vi vil derfor gøre ret meget for at blive forældre.

Hos os ville mandens grænse for hvad jeg skulle udsættes for højst sandsynlig komme før min. Han er så påpasselig med at jeg har det godt, at hvis der var noget der ville sætte mig i fare, eller øge et handicap eller lignende, så ville han sige stop forholdsvis hurtigt.

Men hvis der ligesom i dit tilfælde er chance for at det kan gå begge veje, ved jeg ikke hvad han ville sige. Men jeg tror jeg ville have lyst til at forsøge, ligesom dig.

[Nitzen1987]

Du får også lige nogle :kram fra mig

:kram :kram :kram :kram :kram

som tsecret siger er det nok én af de ting det svært for andre at tage stilling til, når man ikke selv står i situationen, men kan godt forstå, at du er ked af det... Det kan godt være, at der er flere ulemper end der er fordele, men fordelene tæller SÅ meget mere end ulemperne... Og for mig at se er der intet der overgår den kærlighed man har/får til sit barn...

[majse86]

Først og fremmest skal I have så stor tak for omsorgen. Vidste slet ikke hvor meget glæde man kunne have af et forum. I har virkelig gjort min dag til det bedre. Og var bestemt heller ikke klar over hvor meget et virtuelt kram kan betyde! Så mange mange tak!

Jeg er også glad for at høre Jeres mening, selvom det rigtig nok er svært at tage stilling til. Jeg står i det og selvom jeg vakler lidt i min overbevisning sommetider, er jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg bliver nødt til at prøve.

Jeg ser også kærligheden til et barn, som det absolut største på denne jord og jeg vil meget nødigt skulle give afkald på den. På nuværende tidspunkt forsøger vi og så må vi se på det. Jeg håber bare så inderligt at vi kan nå det, før min tidsfrist udløber - har et halvt år til jeg skal tilbage på medicin. Og så må vi jo tage en dag af gangen og håber at min sygdom vil falde lidt til ro igen, så vi kan udnytte alle 6 mdr. Hvis den kommer til at drille meget mere, kan det være at jeg ændre holdning, eller at vi forsøger at vente lidt. Men med gigt, bliver det jo ikke ligefrem nemmere med tiden, så jeg håber at det kan lade sig gøre.

Av ja... Herhjemme havde han faktisk sagt nej til børn. Ikke at han ikke ønskede dem, men netop af frygt for mit helbred. Men han indså så hvor meget min lyst overskygger min frygt og han nåede dertil at jeg ikke rigtig er glad, før jeg i det mindste har givet det et forsøg. Men så var det at min frygt tog over og at jeg ikke følte jeg ville kunne blive en ordentlig mor. Det var en ret hård periode, da han også skulle give afkald på sit eget behov for børn. Og ærligt, var jeg ved at gå fra ham, for at han kunne finde en pige, der kunne give ham det barn, uden de bekymringer. Og han forstod ikke at det var min kærlighed til ham der gjorde at jeg ville ud af det og ikke min manglende kærlighed. Heldigvis brød jeg sammen ved min læge, som i den grad gav mig modet tilbage ved at vise mig tillid som kommende forældre og med løsningsmodeller på de ting jeg følte jeg ville "ødelægge" for mit barn.

Jeg er super nervøs og ved ikke hvor langt jeg kommer til at gå. Men foreløbig bliver jeg som sagt nødt til at forsøge og må tage en dag af gangen med både sygdom og de tilhørende bekymringer.

Jeg er imidlertid glad for at jeg ikke er den eneste "gale" kvinde der kan finde på at risikere et par lemmer, eller hvad man sige :whistling :)

Tak fordi I tog Jer tid! :)

[Guest Sebastians-mor]

Uha, det er en svær situation at stå i. Det er svært at give råd omkring. Jeg tænker umiddelbart at man skal følge sin mavefornemmelse.

For mig personligt ved jeg at jeg vil gå langt for at få barn/børn. Det har altid været et stort ønske for mig og jeg har aldrig kunne se mig selv uden børn.

Omvendt sidder jeg til dagligt i et jobcenter med mennesker der er bevilliget fleksjob bla. folk med gigt og jeg kan se hvor dårlige de er og meget livskvalitet er ødelagt. Så det er rigtig svært og kommer jo også an på hvor længe du skal gå uden medicinen og det er vel svært at svare på lige nu, ingen ved jo hvor længe det vil tage.

Jeg har arbejdet sammen med en som var meget plaget af gigt, virkeligt meget!, hun havde et brændende ønske om et barn og fik det også. Nok med nogle konsekvenser for hende, men hun kom da tilbage på arbejdet. Dog var hun også klar over, at det blev det ene barn, så var det slut.

Kram skal du have, det er en svær beslutning at tage.

:kram :kram :kram

[majse86]

Uha, det er en svær situation at stå i. Det er svært at give råd omkring. Jeg tænker umiddelbart at man skal følge sin mavefornemmelse.

For mig personligt ved jeg at jeg vil gå langt for at få barn/børn. Det har altid været et stort ønske for mig og jeg har aldrig kunne se mig selv uden børn.

Omvendt sidder jeg til dagligt i et jobcenter med mennesker der er bevilliget fleksjob bla. folk med gigt og jeg kan se hvor dårlige de er og meget livskvalitet er ødelagt. Så det er rigtig svært og kommer jo også an på hvor længe du skal gå uden medicinen og det er vel svært at svare på lige nu, ingen ved jo hvor længe det vil tage.

Jeg har arbejdet sammen med en som var meget plaget af gigt, virkeligt meget!, hun havde et brændende ønske om et barn og fik det også. Nok med nogle konsekvenser for hende, men hun kom da tilbage på arbejdet. Dog var hun også klar over, at det blev det ene barn, så var det slut.

Kram skal du have, det er en svær beslutning at tage.

:kram :kram :kram

Hvor er det rart at det lykkedes hende at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen :)

Vi havde også planer om en lille børneflok, men vi ved allerede nu at det nok kun bliver et enkelt. Men ja... går det hele godt så kan det jo være at vi har mod på at forsøge igen. Nu må vi se... Det er svært for jeg tænker lidt for meget over det hele og tror jeg skal blive bedre til at tage en enkelt dag af gangen og holde hovedet oppe og benene nede, så jeg ikke flyver rundt. Det kan hurtigt blive et destruktivt tankemønster og det hjælper nok hverken på gigten eller en mulig graviditet.

Jeg er i det mindste så heldig at min cyklus indtil nu har været normal, så jeg hååååber den vil fortsætte og at vi virker som vi skal. Jeg er dog lidt bekymret for om vi når det. Min mor tog det 9 mdr og også hos min søster, men de røg begge og jeg er jo stoppet i håb om bedre fertilitet og fordi jeg er EKSTREMT hysterisk med rygning og graviditet, så kunne ligeså godt stoppe før vi begynder at forsøge.

MANGE MANGE tak for omsorgen og for at dele dine erfaringer på området :) :)

[Morpige]

:kram2 :kram2 :kram2 Jeg kan sagtens forstå dine tanker og følelser. Jeg har selv nogle fysiske begrænsninger og det gør jo at jeg ikke kan løbe omkring med min dreng, som andre mødre kan. Jeg kan ikke klatre med op i udsigtstårnet osv.

Men jeg synes vi finder ud af det alligevel. Jeg kompenserer og laver andre ting med ham, såsom tegne, male, computer, gode snakke, video og spille brætspil osv. og det går godt! Min mand kan så bestige bjerge og alt det der.

Jeg synes ikke du skal lade dig begrænse, men istedet se på de muligheder der er og jeg er helt enig med din (husker ikke hvem det var) der sagde at det var det bedste nogensinde. Det er det bedste nogensinde at få et barn!

:kram2 :kram2 :kram2 :kram2

pøj pøj

[majse86]

:kram2 :kram2 :kram2 Jeg kan sagtens forstå dine tanker og følelser. Jeg har selv nogle fysiske begrænsninger og det gør jo at jeg ikke kan løbe omkring med min dreng, som andre mødre kan. Jeg kan ikke klatre med op i udsigtstårnet osv.

Men jeg synes vi finder ud af det alligevel. Jeg kompenserer og laver andre ting med ham, såsom tegne, male, computer, gode snakke, video og spille brætspil osv. og det går godt! Min mand kan så bestige bjerge og alt det der.

Jeg synes ikke du skal lade dig begrænse, men istedet se på de muligheder der er og jeg er helt enig med din (husker ikke hvem det var) der sagde at det var det bedste nogensinde. Det er det bedste nogensinde at få et barn!

:kram2 :kram2 :kram2 :kram2

pøj pøj

MANGE MANGE TAK for opmuntringen. Fik lige lidt mere mod på det hele igen :) Det lyder bestemt ikke til at din søn mangler det mindste og da bestemt ikke på kærligheds fronten :7himmel MANGE TUSIND TAK :kram

[Mor til de skønne]

Øv en træls situation du står i :( Kæmpe kram til dig :kram2

[majse86]

Øv en træls situation du står i :( Kæmpe kram til dig :kram2

Mange tak for omsorgen :) Det er rigtig rart at kunne få luftet tankerne lidt :)

[Guest]

:kram :kram :kram for dem trænger du vist til

[tornerose]

Jeg og manden har visse begrænsninger også. Men kærligheden slår alt - forenklet sagt. Vi tror også på, at det vi er bevidste, bringer os langt. Tror også at det at du og din kæreste er bevidst hjælper en hel del med de beslutninger i end nu må tage :)

:kram

[majse86]

Jeg er simpelthen så rørt over Jeres omsorg. Og jeg har meget svært ved at beskrive hvor meget det betyder for mig. I har simpelthen reddet dagen på så mange områder! Det skal I alle have TUSIND TUSIND tak for! Havde virkelig brug for at lufte ud og ja... bare få det der kram. Selvom det er virtuelt kan det virkelig "mærkes"

Kan også mærke at det er rart ikke at tale med de pårørende for een gangs skyld. Min mor, som jeg ellers deler alt med, er jo naturligvis enormt bange for konsekvensen - jeg er jo hendes barn. Men jeg kan godt mærke at det måske bidrager til min tvivl og mine ekstra spekulationer. Så jeg er glad for lige at kunne tale med Jer om det. Det er jo kun mig, der kan tage beslutningen.

Vi har talt om det herhjemme igen. Og min kæreste tog det så flot. Og han er stadig med på det, såfremt jeg er. Og han siger at vi nok skal klare det uanset hvad. Og det er en vidunderlig sikkerhed for mig at han siger sådan. Så jeg tror jeg følger hjertet og gør det jeg føler jeg er nødt til. Og ja... en dag af gangen.

MANGE MANGE tak. det er ubeskriveligt så meget det varmer!

[Miss_matilde]

Nu ved jeg ikke hvor vidt du har læst med rundt omkring... men hvis du kendte min historie.. så ville du hurtigt vide at jeg mener man/jeg vil gå MEGET langt for og få børn...

Over 5 år med hormoner, behandlinger, voldsomme blødninger, opkast, smerter, gråd, op og nedture.. osv osv osv.

Jeg NÆGTER at give op!!!

Hvad angår om man giver noget videre til sit barn... Tja hvis det skulle bero på det - så burde jeg jo ikke få børn. For hvis PCO er arveligt som man siger - så vil mine døtre få det.. og man siger drengebørn fået via behandling - de vil få dårlig sædkvalitet... osv osv osv.

Kan jo ikke leve på et "hvad-nu-hvis"... det er vigtigere og se det positive i det.. og tænke på man sagtens kan klare det. :)

Inde på et andet forum er en anden søde kvinde også i behandling.. og hun er handicappet hvad angår hendes arme.. så hun får hjælp til "alt"...

Min mening: så JA gu skal du kæmpe for og blive mor!!!

[Guest]

Nu ved jeg ikke hvor vidt du har læst med rundt omkring... men hvis du kendte min historie.. så ville du hurtigt vide at jeg mener man/jeg vil gå MEGET langt for og få børn...

Over 5 år med hormoner, behandlinger, voldsomme blødninger, opkast, smerter, gråd, op og nedture.. osv osv osv.

Jeg NÆGTER at give op!!!

Hvad angår om man giver noget videre til sit barn... Tja hvis det skulle bero på det - så burde jeg jo ikke få børn. For hvis PCO er arveligt som man siger - så vil mine døtre få det.. og man siger drengebørn fået via behandling - de vil få dårlig sædkvalitet... osv osv osv.

Kan jo ikke leve på et "hvad-nu-hvis"... det er vigtigere og se det positive i det.. og tænke på man sagtens kan klare det. :)

Inde på et andet forum er en anden søde kvinde også i behandling.. og hun er handicappet hvad angår hendes arme.. så hun får hjælp til "alt"...

Min mening: så JA gu skal du kæmpe for og blive mor!!!

smukt skrevet... Og ja man vil gå langt for at få et barn. Vi har så selv valgt en anden vej, nemlig adoptionen da det for os ikke længere har betydning om det er biologisk eller ej, bare vi får et barn...

[mille1981]

Der er en risiko for alle ved at få børn. Nogen har så bare en større risiko end andre. Jeg synes bestemt I skal kæmpe videre. JEg er sikker på at jeres barn ikke kommer til at mangle noget, selvom du ikke er fysisk 100% på toppen! :kram :kram2

[majse86]

Nu ved jeg ikke hvor vidt du har læst med rundt omkring... men hvis du kendte min historie.. så ville du hurtigt vide at jeg mener man/jeg vil gå MEGET langt for og få børn...

Over 5 år med hormoner, behandlinger, voldsomme blødninger, opkast, smerter, gråd, op og nedture.. osv osv osv.

Jeg NÆGTER at give op!!!

Hvad angår om man giver noget videre til sit barn... Tja hvis det skulle bero på det - så burde jeg jo ikke få børn. For hvis PCO er arveligt som man siger - så vil mine døtre få det.. og man siger drengebørn fået via behandling - de vil få dårlig sædkvalitet... osv osv osv.

Kan jo ikke leve på et "hvad-nu-hvis"... det er vigtigere og se det positive i det.. og tænke på man sagtens kan klare det. :)

Inde på et andet forum er en anden søde kvinde også i behandling.. og hun er handicappet hvad angår hendes arme.. så hun får hjælp til "alt"...

Min mening: så JA gu skal du kæmpe for og blive mor!!!

Puha :( Hold da op en kamp. Det gør mig ondt. Jeg synes virkelig det er beundringsværdigt af dig at du stadig holder hovedet oppe og fortsat kæmper! Jeg ved ikke om jeg ville kunne klare det rent mentalt. Hvor er du bare stærk! Jeg vil ønske Jer al held og lykke i verden :goodluck Jeg vil krydse for jer! I fortjener at det skal lykkedes.

Og ja.. jeg skal hellere fokusere på det positive... Tanker skaber!

Tusind tak for at give mig kampgejsten tilbage :D

[majse86]

smukt skrevet... Og ja man vil gå langt for at få et barn. Vi har så selv valgt en anden vej, nemlig adoptionen da det for os ikke længere har betydning om det er biologisk eller ej, bare vi får et barn...

Hvor bliver det bare spændende med jeres adoption :)

Jeg havde også håbet at vi kunne, men det må man ikke med min sygdom. Jeg er ved at undersøge muligheder som plejeforældre, da jeg gerne vil have flere børn med tiden. Men indtil videre, ser det ud til at man selv skal have for at kunne blive godkendt som plejefamilie.

Min klare indstilling er at det ikke er blodet der afgør om man er "rigtige" forældre. Jeg fik en far da jeg var 6 år gammel og han er mit et og alt! For det er ham som ALTID er der. Og tænk sig at jeg er så elsket at han valgte mig :D Og enhver idi*t kan lave et barn, kun rigtige forældre kan opfylde opgaven :)

:goodluck Jeg håber at I snart kan kalde Jer forældre til en guldklump :)

Du får lige en krammer med på vejen :kram

[majse86]

Der er en risiko for alle ved at få børn. Nogen har så bare en større risiko end andre. Jeg synes bestemt I skal kæmpe videre. JEg er sikker på at jeres barn ikke kommer til at mangle noget, selvom du ikke er fysisk 100% på toppen! :kram :kram2

Du har helt ret. Hvorfor har jeg dog aldrig set sådan på det?

MANGE MANGE TUSIND TAK for opmuntringen og de søde ord :)

:kram2

[Miss_matilde]

Puha :( Hold da op en kamp. Det gør mig ondt. Jeg synes virkelig det er beundringsværdigt af dig at du stadig holder hovedet oppe og fortsat kæmper! Jeg ved ikke om jeg ville kunne klare det rent mentalt. Hvor er du bare stærk! Jeg vil ønske Jer al held og lykke i verden :goodluck Jeg vil krydse for jer! I fortjener at det skal lykkedes.

Og ja.. jeg skal hellere fokusere på det positive... Tanker skaber!

Tusind tak for at give mig kampgejsten tilbage :D

Tak for tankerne og de krydsede fingre. Det hjælper en til at se fremad og have nogen der "hepper" :)

Dejligt hvis det fik dig til at indse - at du ikke må opgive....

[Betina73]

Hejsa.

Jeg lider selv af svær astma.

jeg blev gravid i 2005 med min søn, og alle lægerne frarådede mig at gennemføre pga min sygdom.

Jeg var dog fast besluttet på at gennemfører det, for jeg havde en god støtte i min mand.

Jeg var meget overvægtig da jeg blev gravid med sønnen, men selve graviditeten gjorde at jeg dengang tabte 18 kg.

Jeg fik det meget bedre som graviditeten forløb, og endte med at ha masser af energi og overskud og mere luft.

Nu er jeg så gravid igen, og igen talte min læge om min sygdom mm. men igen var jeg fast besluttet på at gennemføre.

Denne gang er det så ekstrem hårdt for min astma, klare dog hverdagen, men har det hårdt.

De (lægerne) er dog meget obs på mig, og følger mig tæt, så jeg tar det stille og roligt.

Der er dog intet nemt svar eller nem løsning på dit spørgsmål/problem.

Men jeg mener at du skal gøre op med dig selv og din mand hvad det er du/i vil, og så er det vigtigt at ha støtte fra den øvrige familie eller venner, for det kan du måske få brug for bagefter.

Men held og lykke med din beslutning, og håber for dig at alt går vel.

Mange kram herfra.