Susanne

Er jeg en sløj kone ? - opdatering!

45 posts in this topic

I februar sidste år, mistede Søren sin onkel Hans. En onkel, der stod ham meget nær. Jeg nåede desværre kun at møde ham to gange, inden han fik den hjerneblødning, der gjorde ham delvis lam og altså 5 år senere, inddirekte tog livet af ham, da han langsomt gav op og til sidst ikke ville leve mere.

 

Vi har endnu ikke snakket navne til Mini-Linsen. Vi snakkede jo lidt om drengenavne dengang vi ikke vidste om Anna var en dreng eller en pige, men det var ikke meget og så holdt det jo hurtigt op med at være aktuelt, at snakke om drengenavne ;)

Så generelt, har vi altså snakket meget lidt om drengenavne. Også fordi vi, de gange vi har prøvet, ret hurtigt har fundet ud af, at det er svært for os at blive enige. Rigtig svært! Søren vil gerne have noget helt klassisk dansk, som f.eks. Jacob eller sågar Jens efter sin far (tror jeg). Jeg vil gerne have et dansk navn, men det må godt være bare lidt særligt. Jeg kan godt lide Jonathan og Malthe og i den dur. 

 

I går siger Søren så, fuldstændig ud af det blå og uden vi overhovedet har snakket navne siden NF, om vi kan kalde Mini-Linsen Hans, hvis det er en lillebror :blink Og jeg tror ikke det var den mest hensigtsmæssige reaktion jeg fik lavet... For det kan jeg bare IKKE drømme om at døbe min søn. Heller ikke selvom jeg synes det er en fin tanke! Heldigvis, kunne jeg jo bruge argumentet, at jeg selv har sagt, at jeg er ked af min farmor hed Gerda, for lige gyldigt hvor gerne vil jeg ville opkalde min datter efter min farmor, så kunne jeg ikke finde på at kalde min datter Gerda :rolleyes. Så argumentet holder jo også for mig selv. Desuden har jeg hele tiden sagt meget klart, at jeg ikke bryder mig synderligt om navne på 1 stavelse og det gælder både drenge- og pigenavne. Og jeg kunne bare se på ham, hvor ked af det han blev, da jeg med det samme afviste det blankt. Det har uden tvivl krævet noget af ham, at sige så direkte, hvad han ønsker :( Jeg ville sådan ønske, at han havde heddet noget andet end Hans! 

 

Søren accepterede umiddelbart mit veto, men gik straks i gang med at Google afledte navne af Hans. Og i dag skrev han "Johannes?" til mig. Jeg holdt mig i skindet og sagde, at jeg ikke er direkte afvisende. Og det er jeg egentlig heller ikke. Meget hellere Johannes end Hans. Jeg foreslog Johan, og det synes han også er okay. Men generelt, så er det bare slet ikke den vej jeg ønsker at gå! Og hvad så nu - kommer vi nogen siden ud af, at det skal have en relation til Hans? Jeg har virkelig svært ved det og føler mig som en virkelig sløj kone, for jeg VED jo, hvor meget det betyder for ham :(

 

Hvordan skal jeg gribe det an? Hvad havde I gjort? :unsure :help

Share this post


Link to post
Share on other sites

Åh mand... Den er godt nok svær...

Hans til mellemnavn? Det tror jeg, at jeg ville byde ind med.. Jeg kan leve med næsten hvad som helst til mellemnavn, hvis det nu kunne betyde noget særligt for babys far.

Min mand åd heldigvis, at vores søn fik et navn, der var afledt af min (afdøde) fars - men det var så trods alt et navn, der alligevel lå inden for den type navne, vi ville være til alligevel.

Jeg er så selv småsløj kone på den måde, at min mands favoritdrengenavn aldrig nogensinde kommer til at ske, men det har heldigvis ikke nogen særlig betydning for ham - han synes bare, at det er fint, og jeg synes så, at det er rædsomt...

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kram til dig! Jeg tror altså også jeg havde budt ind med mellemnavn.. Det behøver jo ikke blive brugt i daglig tale, men så er han døbt det til minde om Onkel Hans. 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Uanset hvor meget det betyder for ham, er det et navn i begge skal kunne lide og stå inde for.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Nu synes jeg så personligt at Hans er et virkelig fint navn ;) men altså, hvad med skat, jeg er ked af, jeg var lidt hurtig på aftrækkeren. Hans er ikke lige et navn jeg ville overveje, men jeg vil godt gå og tygge lidt på det og så se hvordan det kommer til at føles. Og så gør det - nogle gange ændrer tingene sig. Men hvis du virkelig slet ikke kan komme til at holde af, må du være ærlig.

Måske kunne det være et mellemnavn? - ok, ser første nu jeg ikke er den eneste der foreslår mellemnavn;)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Herhjemme er det Brians mormors navn, der "spøger". Og jeg synes egentlig, det er et pænt navn (Lillian). Og har vistnok engang for tusind år siden kommet til at love B, at det skulle en kommende datter da bare hedde :oops

Men nu, hvor hun er i maven, så hedder hun bare ikke Lillian. Det GØR hun bare ikke. Det føles bare ikke rigtigt. Og jeg har det nok sådan, at når det kommer til navne, så skal de først og fremmest føles rigtige, og så kommer aftaler, løfter, væddemål, døde slægtninge og alt muligt andet i anden række.

Heldigvis forstår Brian det godt. Og jeg tror, vi har landet et fint kompromis med, at hun får det som et mellemnavn (eller ekstra fornavn - det skelner vi ikke mellem), som bruges ved højtidelige lejligheder og sådan, men ikke i daglig tale.

For os fungerer det ikke, det der med at finde noget afledt af navnet. Det er enten eller. Men det her kompromis fungerer for os begge.

Jeg har i øvrigt flere gange pippet om, at jeg kunne ønske mig, at en datter skulle opkaldes efter min helt igennem suveræne farmor (som heldigvis stadig lever), som hedder Mona Lisa. Og det rager mig en fløjt, at det er samme navn, som et kunstværk. Men det kan B ikke se udover, og vi er enige om, at Valdemar og Mona bare ikke rigtig spiller.

Anyway, min pointe er, at jeg overhovedet ikke synes at du er en sløj kone!!! :kram2 Men måske kan I finde et eller andet kompromis? :chin: Og hvis ikke, så synes jeg det er helt fair simpelthen at sige nej. På en pæn måde selvfølgelig, hvilket jeg ved, du ville gøre :kram2

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes, at det er sådan en fin ide at opkalde et barn efter et nært og vigtigt familiemedlem. Jeg har selv forsøgt at afdække hele familiens stamtræ for at finde et fint navn. Men jeg synes samtidig også, at det kun holder, hvis man vitterligt begge synes, det er et fantastisk navn (og det har vi ikke fundet i vores familie). Hvis du ikke bryder dig om navnet Hans (det gør jeg heller ikke), så skal jeres barn da ikke hedde det. Der må være andre måde, I kan ære og minde onkel Hans på.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh mand... Den er godt nok svær...

Hans til mellemnavn? Det tror jeg, at jeg ville byde ind med.. Jeg kan leve med næsten hvad som helst til mellemnavn, hvis det nu kunne betyde noget særligt for babys far.

Min mand åd heldigvis, at vores søn fik et navn, der var afledt af min (afdøde) fars - men det var så trods alt et navn, der alligevel lå inden for den type navne, vi ville være til alligevel.

Jeg er så selv småsløj kone på den måde, at min mands favoritdrengenavn aldrig nogensinde kommer til at ske, men det har heldigvis ikke nogen særlig betydning for ham - han synes bare, at det er fint, og jeg synes så, at det er rædsomt...

Tanken har strejfet mig, men med et langt mellemnavn og et efternavn, synes jeg bare det bliver alt for langt. 4 navne er for meget og det er vi jo enige om. Så det er altså ikke rigtig en mulighed. Søren har også foreslået Hans-Emil, f.eks. men det kan jeg bare slet heller ikke med :(

 

Vi har jo haft en omvendte, hvor jeg tidligt har sagt jeg drømmer om en Jonathan og det har Søren fra start nedlagt veto mod. Men det navn betyder jo heller ikke noget særligt, så det er ikke helt det samme. Til gengæld, har han hele tiden været åben for at kalde en datter for Gerda <_<

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh mand... Den er godt nok svær...

Hans til mellemnavn? Det tror jeg, at jeg ville byde ind med.. Jeg kan leve med næsten hvad som helst til mellemnavn, hvis det nu kunne betyde noget særligt for babys far.

Min mand åd heldigvis, at vores søn fik et navn, der var afledt af min (afdøde) fars - men det var så trods alt et navn, der alligevel lå inden for den type navne, vi ville være til alligevel.

Jeg er så selv småsløj kone på den måde, at min mands favoritdrengenavn aldrig nogensinde kommer til at ske, men det har heldigvis ikke nogen særlig betydning for ham - han synes bare, at det er fint, og jeg synes så, at det er rædsomt...

Haha, jeg er nysgerrig, hvad er det for et navn? :D (du kan evt bare sende det i en pm? :whistling )

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ej jeg synes altså ikke, at du er en sløj kone. Man skal da vælge et navn, som begge kan lide.

Og ellers ja så er alternativet at bruge det som mellemnavn :)

Jeg ville også nedlægge veto. Sådan er det.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kram til dig! Jeg tror altså også jeg havde budt ind med mellemnavn.. Det behøver jo ikke blive brugt i daglig tale, men så er han døbt det til minde om Onkel Hans. 

Som skrevet til Lise, er mellemnavn desværre bare ikke en mulighed. Jeg synes 4 navne er for meget, ligeså vel som jeg heller ikke umiddelbart ville vælge et fornavn med 4 eller flere stavelser.

 

Uanset hvor meget det betyder for ham, er det et navn i begge skal kunne lide og stå inde for.

Ja, det er vi helt enige om. Det er bare så sjældent, at han melder noget så følsomt ud, så derfor bliver jeg ked af det og føler jeg mig lidt 'ufølsom', når jeg ikke kan efterleve hans ønske.

 

Nu synes jeg så personligt at Hans er et virkelig fint navn ;) men altså, hvad med skat, jeg er ked af, jeg var lidt hurtig på aftrækkeren. Hans er ikke lige et navn jeg ville overveje, men jeg vil godt gå og tygge lidt på det og så se hvordan det kommer til at føles. Og så gør det - nogle gange ændrer tingene sig. Men hvis du virkelig slet ikke kan komme til at holde af, må du være ærlig.

Måske kunne det være et mellemnavn? - ok, ser første nu jeg ikke er den eneste der foreslår mellemnavn;)

Jeg kommer nok ikke til at kunne trække min umiddelbare reaktion tilbage :rolleyes Jeg kan love at tygge på f.eks. Johannes og Johan og det har jeg jo faktisk også gjort, men jeg tror aldrig jeg kommer til at elske det og uanset hvad, så vil det være for Sørens skyld, hvis vores søn kommer til at hedde Johannes eller Johan, for det er ikke navne jeg nogensinde selv ville begynde at overveje.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Herhjemme er det Brians mormors navn, der "spøger". Og jeg synes egentlig, det er et pænt navn (Lillian). Og har vistnok engang for tusind år siden kommet til at love B, at det skulle en kommende datter da bare hedde :oops

Men nu, hvor hun er i maven, så hedder hun bare ikke Lillian. Det GØR hun bare ikke. Det føles bare ikke rigtigt. Og jeg har det nok sådan, at når det kommer til navne, så skal de først og fremmest føles rigtige, og så kommer aftaler, løfter, væddemål, døde slægtninge og alt muligt andet i anden række.

Heldigvis forstår Brian det godt. Og jeg tror, vi har landet et fint kompromis med, at hun får det som et mellemnavn (eller ekstra fornavn - det skelner vi ikke mellem), som bruges ved højtidelige lejligheder og sådan, men ikke i daglig tale.

For os fungerer det ikke, det der med at finde noget afledt af navnet. Det er enten eller. Men det her kompromis fungerer for os begge.

Jeg har i øvrigt flere gange pippet om, at jeg kunne ønske mig, at en datter skulle opkaldes efter min helt igennem suveræne farmor (som heldigvis stadig lever), som hedder Mona Lisa. Og det rager mig en fløjt, at det er samme navn, som et kunstværk. Men det kan B ikke se udover, og vi er enige om, at Valdemar og Mona bare ikke rigtig spiller.

Anyway, min pointe er, at jeg overhovedet ikke synes at du er en sløj kone!!! :kram2 Men måske kan I finde et eller andet kompromis? :chin: Og hvis ikke, så synes jeg det er helt fair simpelthen at sige nej. På en pæn måde selvfølgelig, hvilket jeg ved, du ville gøre :kram2

Jeg har godt fulgt med I din navnetråd og Lillian-debatten. Det er fint, at I har fundet et kompromis I begge har det godt med. Jeg ville ønske, at jeg kunne se en kompromis-løsning for os, men det kan jeg bare ikke. Det er enten eller og det gør ondt, at vide jeg kommer til at skuffe ham. For det gør jeg. På en pæn måde ;) Jeg tror bare meget lidt på, at vores søn kommer til at hedde noget med relation til Hans. 

 

Jeg synes, at det er sådan en fin ide at opkalde et barn efter et nært og vigtigt familiemedlem. Jeg har selv forsøgt at afdække hele familiens stamtræ for at finde et fint navn. Men jeg synes samtidig også, at det kun holder, hvis man vitterligt begge synes, det er et fantastisk navn (og det har vi ikke fundet i vores familie). Hvis du ikke bryder dig om navnet Hans (det gør jeg heller ikke), så skal jeres barn da ikke hedde det. Der må være andre måde, I kan ære og minde onkel Hans på.

Tak for forståelsen! Anna er opkaldt efter Sørens farmor, så jeg er jo helt med på idéen. Men jeg skal jo lige præcis også synes navnet er pænt. Jeg tror faktisk det er fuldstændig uden betydning for Søren - han tænker udelukkende på at 'ære og mindes' sin onkel. Det kan jeg ikke selv, for så havde jeg nok arbejdet lidt mere i 'Gerda' ;)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ej jeg synes altså ikke, at du er en sløj kone. Man skal da vælge et navn, som begge kan lide.

Og ellers ja så er alternativet at bruge det som mellemnavn :)

Jeg ville også nedlægge veto. Sådan er det.

:kiss

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg skal måske også lige præcisere - jeg synes heller ikke, at du er spor sløj ;) Men jeg kan da godt følge, at man måske godt lige ville have modtaget forslaget lidt mere empatisk (det sker nok i ævrigt for os alle ind imellem ;)

Jeg kan godt følge det med antallet og længden af navne... Det var mere, hvis der skulle et kompromis til - så var der måske et, der var til at leve med... Vi har et relativt langt mellemnavn og et almindeligt sen-navn til sidst, så her kører vi som udgangspunkt også uden flere fornavne - men hvis ikke min mand havde sagt ja til juniors afledte-navn, så havde junior fået min fars navn som mellemnavn, og så have jeg levet med, at han fik en perlerække af navne, så man skulle tro, at vi regnede med, at han skulle være greve :p

Jeg tænker, at den del afhænger af, hvor vigtigt du vurderer, at det er for Søren - det er vel det, der ager, hvor mangt man vil bøje ens tanker om det optimale omkring navnet.

At vælge et fornavn, som man ikke kan lide, har i min verden ingen gang på jorden - uanset øvrige følelser i spil.

:kram2

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Aj, Susanne, det kan jeg godt forstaa og det er der altsaa bare ikke noget at goere ved  :unsure

 

Jeg kan godt forstaa Soeren og det er en rigtig flot tanke, han har! Virkelig!!

 

Men saadan helt noegtoernt og uden at blande en masse foeleser ind i det, saa er du jo mindst ligesaa hooked paa Jonathan, ik? 

 

Det er bare droenaergerligt. (og din reaktion ligesaa, men saadan er det at vaere mennesker!). I maa paa den igen begge to :) 

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

PS. M siger, at I skal klare "al'Italiano". Aj, han siger, at I skal bestemme det sammen, men du kan altid sige "vediamo" - vi ser... ;)

 

Han synes ikke, du er en sloej kone ved at sige nej   :kiss

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du skal bare sætte ham til at se "frost", så vi han forstå at Anna og Hans ikke lige duer. Og hvis han så bliver ved, så siger du bare til ham, at han skal "let it go" :D

Sorry, kunne ikke lade være :p

Jeg synes Hans er et fint navn, det siger mig ikke rigtig noget, men er heller ikke et navn, jeg rynker på næsen af. Men det er jo ikke mig (eller os) der skal elske navnet, men jer begge 2.

Nu foreslog han Johannes som en afledning af Hans, men er i mine øjne indeholder Jonathan også noget af navnet (jonat-han(s)). Måske er det ikke den almindelige /historiske afledning, men der vil da stadig være en forbindelse, i hvert fald, hvis I knytter den?

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Synes uanset tanken bag ideen om et navn så kan man godt nedlægge veto begge parter skal kunne lide et navn uanset....så synes ikke du er en sløj kone, men derimod bund ærlig og det må din mand os kunne se er det vigtigste :-)

Her har jeg hele tiden troet navne ikke blev et problem fordi vi har været enige i lang tid...men nu har manden ændret mening og så må vi jo i tænke boks og så se hvad vi kan blive enige om. Sådan er det, og hellere han er ærlig end han går med til et navn han egentlig ikke synes om ;-)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du skal bare sætte ham til at se "frost", så vi han forstå at Anna og Hans ikke lige duer. Og hvis han så bliver ved, så siger du bare til ham, at han skal "let it go" :D

Sorry, kunne ikke lade være :p

Jeg synes Hans er et fint navn, det siger mig ikke rigtig noget, men er heller ikke et navn, jeg rynker på næsen af. Men det er jo ikke mig (eller os) der skal elske navnet, men jer begge 2.

Nu foreslog han Johannes som en afledning af Hans, men er i mine øjne indeholder Jonathan også noget af navnet (jonat-han(s)). Måske er det ikke den almindelige /historiske afledning, men der vil da stadig være en forbindelse, i hvert fald, hvis I knytter den?

Sjovt, netop det med frost var det første jeg tænkte! ;)

Og dernæst tænkte jeg at Jonathan og Johan jo indeholder lige meget hans!

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hehe jeg tænker, at han nok ikke har været alt for afskrækket af din reaktion, siden han er i gang med at finde navne der MINDER om Hans ;) Jeg synes ikke, du er en sløj kone. Det er altså i orden ikke at have samme mening om, hvilke navne der er fantastiske (også selvom det nogle gange kommer til udtryk mindre diplomatisk ;)).

I skal nok finde på et skønt navn sammen. Og i øvrigt er det jo nok en pige :D

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Har ingen løsninger, men er vild med Johannes. Altså ikke at du kan bruge det til noget :P

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes altså heller ikke på nogen måde, at du er en sløj kone. Det allerførste der skete da jeg læste dit dilemma var at tænke på Desperate Housewifes, da Susan og Mike bliver forældre, hvor Mikes bedstefar eller lign. er død og han hed Maynard, hvilket han gerne vil have at deres søn bliver opkaldt efter. Jeg husker ikke, hvad kompromis´ bliver der.
Men jeg tænker den bedste vej frem her er vel kommunikation og at sige til Søren, at du synes hans tanke er så fin og at det respektere den til det ypperste. Jeg synes det lyder som i er lidt på den rette vej frem mod, hvad i begge kan. Uanset så er et navn bare vigtigt og det er vigtigt at begge parter elsker navnet. Håber i finder ud af det sammen :kram2

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg syns godt nok Gerda er et virkelig kært navn. Som Kaj og Gerda i Snedronningen, eventyragtigt og hjertevarmt.

 

NÅ sidespor, selvfølgelig må man sige man ikke kan lide navnet, men det lyder som om det er meget følelsesladet pga den elskede onkel, så skriv det da endelig på listen, hvis der er sådan en. Det I ender ud med skal I selvfølgelig begge synes godt om og hvem ved, måske vokser det sammen med den lille i maven, det sker jo. Eller måske indser Søren at det ikke dur, det ku også ske.

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan godt forstå, at du bare ikke kan lide navnet. Det er jo helt reelt! 

 

Jeg har altid selv sagt, at hvis jeg fik en dreng skulle han hedde Kristian efter mig morfar. Han var min helt! Og da jeg blev gravid med Theodor nævnte mange i min familie, at nu kom der nok en lille Kristian. Men min mand ville ikke have det; ikke fordi der var noget i vejen med navnet eller med morfar, men fordi morfar var et symbol for hele familien. Og Morten ville bare ikke have at vores søn skulle "træde i nogens sko". Egentlig et superfint argument, han skulle bare være sig selv. (Nu er det ikke fordi, jeg har noget imod at opkalde børn efter nogen man har elsket...overhovedet...men jeg kunne bare godt se det i denne situation). 

I stedet kom han jo så til at hedde Theodor. Fordi min morfar mindede om Theodor Fælgen fra Bjergkøping GrandPrix, og så selvfølgelig fordi det var et navn vi begge godt kunne lidt. Så fik han både et dejligt navn og lidt hemmeligt morfar (oldefar) med sig:) Jeg kan godt lide at navnet har en historie, men at det er hans eget. Måske lidt inspiration (men ikke så fedt hvis Hans lignede Grev Faquard...)

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan godt forstå, at du bare ikke kan lide navnet. Det er jo helt reelt! 

 

Jeg har altid selv sagt, at hvis jeg fik en dreng skulle han hedde Kristian efter mig morfar. Han var min helt! Og da jeg blev gravid med Theodor nævnte mange i min familie, at nu kom der nok en lille Kristian. Men min mand ville ikke have det; ikke fordi der var noget i vejen med navnet eller med morfar, men fordi morfar var et symbol for hele familien. Og Morten ville bare ikke have at vores søn skulle "træde i nogens sko". Egentlig et superfint argument, han skulle bare være sig selv. (Nu er det ikke fordi, jeg har noget imod at opkalde børn efter nogen man har elsket...overhovedet...men jeg kunne bare godt se det i denne situation). 

I stedet kom han jo så til at hedde Theodor. Fordi min morfar mindede om Theodor Fælgen fra Bjergkøping GrandPrix, og så selvfølgelig fordi det var et navn vi begge godt kunne lidt. Så fik han både et dejligt navn og lidt hemmeligt morfar (oldefar) med sig:) Jeg kan godt lide at navnet har en historie, men at det er hans eget. Måske lidt inspiration (men ikke så fedt hvis Hans lignede Grev Faquard...)

Super god vinkel!!!  :super

Share this post


Link to post
Share on other sites

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now