Mænd: juridisk ret til at forlange abort?

[Vinnus]

Men det besvarer jo ikke mit spørgsmål. Hvis du ikke går ind for fri abort, kan jeg sagtens forstå din holdning :)

Jeg kan ikke se hvorfor det skal betragtes som en udvej. Manden bliver "kun" straffet økonomisk og kun hvis kvinden søger bidraget igennem statsforvaltningen. Det er jo ikke noget man får automatisk.

Så er det jo op til pågældende mand og kvinde at aftale hvad de gør.

Jeg synes mere det virker som utopi at mænd skal have den udvej af økonomi så han ikke skal stå til ansvar.

[Forunderligt]

Så snart en kvinde har valgt at hun ikke vil have en abort, så mener jeg faktisk det er barnets side alt det her skal ses fra. Jeg syns et barn har ret til at vide hvem faderen er, når der er en far, jeg syns barnet skal have den økonomiske tryghed at der kommer et bidrag, og jeg syns at barnet skal have lov at arve efter sin far. I tilfælde af arvelig sygdom kan det også være vigtigt at faderen er registreret.

 

Optimalt set skal barnet også ha lov at se sin far og lære ham at kende, men det er jo ikke noget man kan gennemtvinge hvis manden ikke ønsker det. Men som det er i dag kan faderen til enhver tid søge om samvær, selv om han aldrig har haft det, og formentlig få lov at se sit barn i et eller andet omfang. Udfra barnets tarv. Ideen med forslaget om "juridisk abort" skal vel ses som en endegyldig beslutning - det gir i hvert fald ikke mening hvis man vil slippe for børnebidraget men gerne vil se sit barn (engang). Jeg kan ikke se hvordan det nogensinde kan være i barnets bedste interesse at have "ukendt far", når der er en far et sted.

[Ema]

Debatten handler jo ikke om for eller imod abort.

Personligt synes jeg det er uhyggeligt, at man i Danmark ikke rigtig ser andre muligheder end en provokeret abort, hvis graviditeten er uønsket. Synes det ville være godt hvis bortadoption var noget man hvert fald fremlagde som en mulighed.

Men igen, det er slet ikke det denne debat handler om. :)

 

 

Og hvad med det i forhold til juridisk abort for mænd?

 

 

:ditto Jeg er stadig heller ikke med :D Debatten går jo på, hvis kvinden gerne vil have barnet, men manden ikke vil. Og om kvinden så stadig skal have penge fra manden :) Så kvinden i de tilfælde skal selvfølgelig ikke bortadoptere. Og manden kan nærmest ikke rigtig. Sådan som jeg ser det :)

 

Hmm, skulle nok have smidt en forklaring på mit indlæg, men var på fra telefonen, som ikke lige ville samarbejde, så orkede ikke et langt indlæg.

 

Grunden til at jeg bringer bortadoption på banen, er at det (meget groft stillet op) virkede som der var nogen, der mente at en dårligt stillet kvinde, der principielt er i mod abort, kunne se sig "tvunget" til at vælge en abort uden det økonomiske bidrag fra faderen. Der mener jeg så bare at man stadig har bortadoption som mulighed for at slippe ud af et livslangt ansvar, som man måske ikke er interesseret i uden at det skal handle om liv eller død, som det virker til at gøre for mange i den her diskution.

 

Er da godt klar over at kvinden stadigvæk skal lægge 9 måneder af sit liv på at bære barnet og det absolut ikke er nogen nem beslutning at bortadoptere efter at have båret et barn, men det ER efter min mening stadig en mulighed, som giver kvinden endnu en mulighed, hvis manden ikke vil barnet.

[Guest]

Mener du så også at det ikke skal være muligt for en kvinde at få en fysisk abort? For hvis manden må stå ved ansvaret, så må kvinden vel også! Jeg kan bare ikke se det fair i, at kvinden har en udvej ved en uønsket graviditet, men at manden ikke har.

Ja, det mener jeg :)

Hvad så i de tilfælde, hvor kondomet springer, eller præventionen svigter på anden vis. Så HAR manden jo taget sine forholdsregler. At forestille sig et samfund, hvor ingen havde sex, med mindre de var klar til at få børn, er i mine øjne utopi og gammeldags.

Jeg tror også, at en kvinde har sine grunde til at få foretaget en abort: At hun ikke er klar/ har lyst til at være mor. Men hvad så med manden, der står med samme følelser? Han har ikke et "out".

Vi er helt enige i, at sex ikke længere foregår eller skal foregå efter ægteskabet start :)

Men selv om manden har taget sine forholdsregler med beskyttelse osv., så ved han jo stadig at kondomer ikke er 100% sikre, og ved at risikoen er der, og han ved også, at man lige i DK skal bidrage økonomisk til barnet.. Så han kender jo til de evt konsekvenser, og dem synes jeg ikke, man bør afskrive sig.

Og selvom man får juridisk abort er barnet der stadig, og synes bare det virker mærkeligt at stikke halen mellem benene og løbe fra sit ansvar (som jeg mener, man har). :)

Men det er sjovt som denne debat deler vandene :D

[Påskesen]

Nej, Barbamama, du er ikke den eneste der synes, at kondomer er nederen - det synes jeg bestemt også og er rigtig glad for at være sluppet for dem!  :P

 

Mit "han skal gøre 'sit' og tage regnfrakke på"-argument lægger sig udelukkende til, at det reelt er det en mand kan gøre for at beskytte sig imod en uønsket graviditet. Hvis han huskede denne, ville han vel ikke kunne narres? 

 

 

Hvis vi kigger på det med at beskytte sig mod en evt. graviditet, så er der en generel tendens til at ansvaret altid bliver lagt over på kvindens skuldre - også selvom det reelt burde være et fælles ansvar. Se bare på udbuddet af prævention til kvinder (p-piller, p-ring, spiral, femidom, p-stav, pessar, minipille - og sikkert en masse andet, jeg ikke kender/kan huske) kontra udbuddet til mænd (kondomer). Hvis vi kigger på det økonomiske aspekt af prævention, så ligger dette som regel derved også på kvindens skuldre - jeg tør da ikke regne på hvor mange penge jeg i årenes løb har brugt på p-piller, kondomer og evt.  fortrydelsespille!

 

Det giver for sin vis meget god mening at der er mere til kvinder, da det jo trods alt er deres krop det går ud over ved en evt. graviditet, men hvorfor laver man ikke p-piller til mænd? Det burde da være muligt og så var vi vel en del længere ude over denne debat? Så kan mænd jo beskytte sig på den måde og undgå det usjove i kondomet. 

 

 

Ved at prævention primært henvender sig til kvinder, så gøres det også til "kvindens problem" og der er derfor desværre en del mænd (måske ikke mange, men jeg er da stødt på en del af dem) der simpelthen "glemmer" at de også selv har et ansvar - det er faktisk først når uheldet er ude, det går op for dem … Måske var det her, man som samfund skulle sætte ind, så der ikke kommer børn i klemme? For jeg synes faktisk også børnene bliver lidt glemt i denne debat.

 

Når et barn kommer til verden - uanset omstændighederne - så mener jeg faktisk, at barnet har ret til at kende sit ophav og vide hvilke sygdomme der evt. ligger i generne. 

Jeg er enig i, at det økonomiske aspekt ikke betyder noget i forhold til at have en far, men jeg synes det er OK at en far kan vælge samvær, opdragelse, bleer osv. fra, hvis ikke han er klar til at være far. Til gengæld, så er det vel i barnets tarv at det får sine bleer osv. selvom far ikke vil være en del af barnets liv? Burde man kunne tage sig af sit barn økonomisk hvis man vælger at få det? Ja! Men nu kan man altså ikke spå om fremtiden og ting kan ske så man kommer på dagpenge eller kontanthjælp, eller ikke kommer ind på dømmestudiet og derved ikke kommer til at tjene de penge, man troede man ville. Livet sker, og vi er ikke herre over alle detaljer, og hvis det er de knap 1300,- om måneden der er med til at gøre at lille X kan få den bedste start på livet, så synes jeg faktisk fars og mors følelser er underordnede - barnet kommer først.

 

Selv tog jeg i en tidlig alder stilling til hvordan jeg ville reagere på en evt. graviditet, faktisk mange år før jeg overhovedet var seksuelt aktiv. 

Jeg er fortaler for fri abort, men ville ikke selv kunne benytte mig af det (m.m. graviditeten var pga. voldtægt eller lign., der ville sagen være en ganske anden), jeg ville simpelthen ikke kunne klare det psykisk. Derfor har jeg også altid vidst at en evt. graviditet ville betyde at jeg beholdt barnet. 

Er det uretfærdigt at en mand ikke ville have haft noget at skulle sige i den situation? Ja, men det er min krop der skulle laves et indgreb på, så derfor er det min beslutning! Til gengæld betyder det, at jeg på forhånd har vidst hvordan jeg ville reagere, og det at jeg bestemt ikke følte mig parat til at blive mor, at jeg har taget mine forholdsregler for, at uheldet ikke skete: jeg har været på p-piller OG brugt kondom (også selvom dette ikke er lige så sjovt  ;) ) og hvis jeg har været det mindste i tvivl om hvorvidt jeg havde fået taget pillen korrekt/husket kondomet (shit happens!), så har jeg taget en fortrydelsespille.

 

Min pointe er bare, at hvis en mand VED at han ikke vil/er klar til at være far, så må han vel tage sine forholdsregler forinden - han ved jo at den ultimative beslutning om en evt. abort ligger hos kvinden - i stedet for at tude om, hvor uretfærdigt det er, at han er blevet far mod sin vilje? Sex var vel ikke mod hans vilje? (Så er det i hvert fald en helt anden diskussion!) Og da kondom (eller afståen fra sex) er hans eneste reelle mulighed pt., så må han vel gøre "sit" eller tage konsekvensen af sit valg.

 

PS:

I forhold til ligestilling synes jeg det er en forkert debat - mennesker er ikke lige. Chefen og medarbejderen er ikke lige, læreren og eleven er ikke lige, to kollegaer er ikke engang lige (den ene har måske mere erfaring end den anden, eller er bedre til sit job). Mennesker er ikke lige - og køn er ikke lige, for vi har en biologisk forskel. 

Jeg synes derimod det er relevant at snakke om ligeværd - vi er alle ligeværdige, og udfører vi fx det samme stykke arbejde til den samme normerede tid, så bør vi have samme 'værdi' = samme løn (i hvert fald basis, så kan anciennitet spille ind i forhold til tillæg, men disse bør så også være fastsat ens for alle). Køn, etnicitet, religion osv. bør ikke betyde forskelsbehandling - men i sager hvor biologi bliver en faktor kan man desværre ikke undgå en forskel.

 

Så ufattelig velskrevet! Lige min holdning og tanker. Desuden syntes jeg virkelig at der i denne debat mangler svar, fra alle jer der er positive fra forslaget på hvordan man skal kunne bevise at være blevet snydt, og hvordan man skal kunne lovgive mod misbrug ? Jeg tænker umiddelbart at der er flere der vil prøve at ,,slippe udenom'' ved denne lov end dem som rent faktisk har brug for den. 

[Guest]

Så ufattelig velskrevet! Lige min holdning og tanker. Desuden syntes jeg virkelig at der i denne debat mangler svar, fra alle jer der er positive fra forslaget på hvordan man skal kunne bevise at være blevet snydt, og hvordan man skal kunne lovgive mod misbrug ? Jeg tænker umiddelbart at der er flere der vil prøve at ,,slippe udenom'' ved denne lov end dem som rent faktisk har brug for den.

Enig :)

Men nogle mener jo også, at mænd bør kunne sige fra, uanset om de er blevet "snydt" eller ej, altså en form for 12 ugers fortrydelsesret..

Det kan jeg slet ikke forstå.

Men synes denne debat er vild spændende :)

[Påskesen]

 

Mener du så også at det ikke skal være muligt for en kvinde at få en fysisk abort? For hvis manden må stå ved ansvaret, så må kvinden vel også! Jeg kan bare ikke se det fair i, at kvinden har en udvej ved en uønsket graviditet, men at manden ikke har.

 

Ja, det mener jeg :)

Hvad så i de tilfælde, hvor kondomet springer, eller præventionen svigter på anden vis. Så HAR manden jo taget sine forholdsregler. At forestille sig et samfund, hvor ingen havde sex, med mindre de var klar til at få børn, er i mine øjne utopi og gammeldags.

Jeg tror også, at en kvinde har sine grunde til at få foretaget en abort: At hun ikke er klar/ har lyst til at være mor. Men hvad så med manden, der står med samme følelser? Han har ikke et "out".

 

Men jeg syntes jo der er en KÆMPE forskel på at fraskrive sig ansvar ved at skrive under på et stykke papir og så få lavet et fysisk indgreb. Det syntes jeg bestemt ikke man kan ligestille.

[Vinnus]

Men jeg syntes jo der er en KÆMPE forskel på at fraskrive sig ansvar ved at skrive under på et stykke papir og så få lavet et fysisk indgreb. Det syntes jeg bestemt ikke man kan ligestille.

nemlig!

[Guest]

Hvis kondomet springer så VED man risikoen er der og så kan man tage en fortrydelsespille - ja manden kan sågar tage med og betale for den!!!

[Guest]

Bermuda: det er så velskrevet og velformuleret, jeg er helt enig og du kommer med argumenter jeg ikke selv har tænkt mig til (og nok aldrig kom til) men som jeg er helt enig i :super

[Guest]

Så snart en kvinde har valgt at hun ikke vil have en abort, så mener jeg faktisk det er barnets side alt det her skal ses fra. Jeg syns et barn har ret til at vide hvem faderen er, når der er en far, jeg syns barnet skal have den økonomiske tryghed at der kommer et bidrag, og jeg syns at barnet skal have lov at arve efter sin far. I tilfælde af arvelig sygdom kan det også være vigtigt at faderen er registreret.

Optimalt set skal barnet også ha lov at se sin far og lære ham at kende, men det er jo ikke noget man kan gennemtvinge hvis manden ikke ønsker det. Men som det er i dag kan faderen til enhver tid søge om samvær, selv om han aldrig har haft det, og formentlig få lov at se sit barn i et eller andet omfang. Udfra barnets tarv. Ideen med forslaget om "juridisk abort" skal vel ses som en endegyldig beslutning - det gir i hvert fald ikke mening hvis man vil slippe for børnebidraget men gerne vil se sit barn (engang). Jeg kan ikke se hvordan det nogensinde kan være i barnets bedste interesse at have "ukendt far", når der er en far et sted.

Nemlig!!!

[Pumpkins]

Jeg er helt med på at der er en kæmpe forskel på et indgreb og en underskrift på papiret.

Det er et svært dilemma, for der er rigtig mange aspekter af det her.

Hvis både mor og far er helt enige, så ser jeg ikke nogen skade i det. I de tilfælde skal moderen så ikke modtage børnebidrag fra staten, det har hun så fraskrevet sig. Jeg er klar over, at der er risiko for at en kvinde så bliver presset til at skrive under, men det må man så finde en løsning på, fx ved at gøre det for en notar som ved testamenter eller lignende.

Jeg synes bestemt ikke, at i det tilfælde, hvor det er en far, der bare gerne vil stikke halen mellem benene, at det så bør være en alle-mand-ret, som man bare printer, underskriver og sender til kommunen og vupti- så er man sluppet for al ansvar.

Det ideelle i min verden ville så være, at der var en dispensationsmulighed, hvor der blev truffet afgørelse på baggrund af en konkret vurdering. Det skal ikke være et vindue for at alle kan slippe for at betale bidrag, men hvis der er stærke argumenter for hvorfor faren bør stå på som ukendt, så synes jeg det bør være en mulighed. Fx i tilfælde hvor han er blevet "snydt" eller hvis han er meget ung etc. Men det bør være en svæver mulighed.

Der er endnu ingen der har nævnt de tilfælde, hvor det er kvinden, der ønsker at skrive "ukendt" på papirerne. I den sag jeg tidligere nævnte blev en kvinde idømt løbende dagsbøder indtil hun oplyste hvem faderen var. Hun havde ikke oplyst det, fordi hun følte sig truet af faderen. Det havde ingen betydning, hun havde stadig oplysningspligt.

Eller hvad med de børn, der bliver til på baggrund af en voldtægt, skal faderen så have pligt til at betale børnebidrag og dermed også have ret til samvær mm.

Nogle gange er det bare ikke i barnets bedste at kende sin far, og i de få tilfælde synes jeg det er helt ok, at han står som ukendt.

Jeg synes også, at man er nødt til at have barnets tarv inde over. Måske ved at gøre det som en bortadoption med fortrydelsesret og at faderen stadig bliver registreret, bare ikke i barnets papirer. Jeg synes stadig der skal være en mulighed for at sagen kan "genåbnes" senere, hvor faren og moren (eller det voksne barn) kan blive indkaldt til et møde, hvor det så bliver vurderet.

[Barbamama]

Argh jeg er røget helt bagud i den her tråd og jeg vil så gerne svare på det hele :D Nå, jeg prøver lidt hist og pist:

- Den med bevisbyrden synes jeg ikke er aktuel, for jeg synes muligheden skal være der, uanset om der er snyd eller ej.

- Det med at "tage ansvar for sine handlinger" kan IMO lige så godt betyde "så må man (som kvinde) betale selv" eller "så må man få en abort", som det kan betyde "så må man betale de næste 18 år".

- Jeg kan godt lide idéen om at kalde det, at manden kan bortadoptere istedet for at få juridisk abort. For mig handler det om, at man frasiger sig både alle forpligtelser OG alle rettigheder. IMO behøver det ikke betyde, at man så aldrig kan se barnet (og det er derfor, jeg synes, at det giver god mening at det kunne hedde bortadoption istedet for abort), men jeg tænker at man KUN kan få lov, hvis kvinden og/eller barnet ønsker/tillader det. Jeg ved godt, at så er der en "slags" fortrydelsesret på "aborten", hvilket der jo ikke er, hvis kvinden får en fysisk abort, men IMO er det en fin "parallel" til at kvinden alene kan vælge den fysiske abort. Altså forstået sådan at kvinden har en "fordel" i den forstand at hun alene har beslutningen om den fysiske abort, og så har manden til gengæld en fordel i at hans type "abort" kan fortrydes (omend på moderens både og med meget besvær). Jeg tænker, at det er endnu et eksempel på, at mænd og kvinder ikke er lige stillet på alle punkter.

Gennemgående er jeg vist meget enig med Pumpkins :)

[Barbamama]

Nå ja, og så var der en, der nævnte at vi måske omtalte abort lidt lemfældigt og som om at det var let for kvinden. Og jeg mener bestemt ikke, at det er let for kvinden, dog muligt (i hvert fald juridisk)

Tilsvarende fornemmer jeg flere steder i tråden en holdning af, at det er let for manden hvis der fås en abort, eller at det er let for manden "bare" at betale de penge hver måned.

Og det er det måske for nogen. Ligesom det måske er let for nogle kvinder at få en abort. Men jeg tror ikke, at det nødvendigvis er let for alle mænd.

Jeg tror ikke, at en mand synes at det er særlig sjovt, at en kvinde (især hvis det er en, han har holdt af) skal igennem en abort. Jeg tror på, at nogle mænd også kan gå og tænke "idag kunne jeg have haft en lille søn på 1 år" og blive kede af det SELVOM de trods alt mener at aborten var det mest fornuftige.

Jeg tror på, at mænd kan have meget meget reelle grunde til at ønske en abort. Ligesom kvinder kan. Og uden at det handler om at slippe billigt.

Og jeg tror på, at det at blive far mod sin vilje kan skade manden på andet end pengepungen, også selvom han ikke har kontakt til barnet. Jeg kan forestille mig en ung mand, der drømmer om en kernefamilie, men bare ikke lige med dén kvinde, som han ved et uheld har gjort gravid, eller måske bare ikke "nu". Hvis han alligevel gøres til far, så er pengene én ting, men der er også det de "symboliserer". Han vil hver eneste måned blive mindet om, at han har dummet sig, fejlet, og at der er et barn derude som han ikke kunne/ville tage ansvar for. Jeg tror sagtens at det kan "rumstere" i hans identitetsopfattelse, at han på den måde har det "uansvarlige skiderik" label på sig de næste 18 år. Det er også med ham, når han så måske en dag bliver mere fornuftig og møder en sød pige, som han kunne have fået en fornuftig fremtid med, men som ikke "vil have noget i klemme" fordi "han er jo sådan en, der render fra sit ansvar".

Det er ikke for at gøre mændene til stakler. Og der er måske også nogen derude, der er ligeglade. Jeg vil bare gerne anerkende at mændene også kan have andet i klemme end pengene.

Og apropos pengene, så kan man måske nok synes at det er billigt sluppet og småbeløb, han skal af med, men igen ved vi jo ikke hvad den enkeltes situation er, og ligesom moderen oprigtigt kan have brug for det småbeløb til bleer, så kan manden vel også oprigtigt have brug for det småbeløb til whatever han nu har i sit liv. Forskellen er, at kvinden juridisk er i stand til ikke at skabe sig den økonomiske klemme de næste 18 år, og det er manden ikke.

Der var også en, der sagde noget med, at hvis det var SÅ slemt for manden at få et barn, så måtte han have holdt sig fra sex. Det synes jeg tilsvarende, at man kan sige, at hvis kvinden synes at abort er SÅ slemt, så måtte hun have holdt sig fra sex.

[Barbamama]

Åh ja og så var der en, der skrev noget med, at formålet med sex var at få afkom. Jeg husker ikke hvem, men mener vi virkelig det???

Jeg er med på, at det er den vigtigste funktion i forhold til artens overlevelse, men IMO er det bestemt ikke formålet med hver eneste seksuelle akt. Og det var måske heller ikke det, der var ment.

Jeg vil bare gerne slå et slag for, at selvom sex er en måde at videreføre arten på, så betyder det ikke, at man ikke kan have (maaaaaaaasser) af sex uden nogensinde at ville have børn ud af det :)

[Forunderligt]

Var der i øvrigt nogen af jer som så God aften Danmark på DR1, hvor de gjorde et slattent forsøg på at debattere emnet? Klaus Riskær fik efter min mening gjort sig rimelig godt til grin som fortaler for "juridisk abort" samtidig med han i en alder af 58 venter et uønsket barn med sin eks kæreste... hans 5. barn. Bombom :rolleyes

 

Bemærker i øvrigt at både Foreningen Far, Børnerådet og en repræsentant for Etisk Råd var imod "juridisk abort". De havde dog en kvindelig kønsforsker som udtalte, at forslaget kunne være en god ide "i særlige tilfælde".

 

PS jeg går ind for sex for sjov :toot

[Barbamama]

Det var også i Go Morgen Danmark idag :) Jeg hørte ikke det hele, men der var umiddelbart ikke ret meget debat i det. Det der Grand Cru panel var rørende enige om, at det var helt tosset. Jeg bed mærke i følgende argumenter:

- "PFT!"-lyd (som om det gav sig selv at det selvfølgelig var latterligt).

- At det alligevel ikke var ret mange penge.

- Et eller andet med, at kvinden i gamle dage måtte få abort med en strikkepinde.

Jeg har fuldt ud respekt for, at man ikke synes, at juridisk abort er en god idé, men jeg synes umiddelbart ikke, at de to var ret stærke i argumenterne :D

[Guest]

Jeg er helt enig med Barbamamas synspunkt i forhold til, hvor svært det er for manden også! Jeg er sikker på, at det kan være et kæmpe dilemma! Og jeg giver dig også ret i, at kvinden også bærer et kæmpe ansvar - måske endda et større ansvar ift at passe på, hvis man ikke ønsker at blive gravid!

Men sådan som jeg forstår dig og pumpkins, så mener I, at der skal være 12 ugers fortrydelsesret (hårdt ord, men I ved, hvad jeg mener, ik? :) )

Det synes jeg er så uretfærdigt! Måske det bliver for personligt nu, men jeg går til gymnastik med en, som blev gravid med sin mand efter 6 års forsøg og dyr behandling. Manden vælger at forlade hende i uge 9 (han har fundet en anden, som han også har gjort gravid) jeg synes ikke bare han kan sige "jeg smutter fra regningen", når det jo var rimelig tydligt, at dette var et planlagt barn. Jeg kender ikke hendes økonomiske situation, men går da ud fra at dette barn var planlagt efter, at de var et par med to indkomster? Er det så okay at pålægge hende "enten får du abort, ellers skal du selv have råd til det her barn?"

Som pumpkins skriver, så burde man kigge på hver enkelt sag, men hvem kan være dommer over, hvornår det er okay at slippe fri og hvornår det ikke er? Hvad nu hvis kvinden ikke havde været i behandling? Så havde det igen været svært at bevise (hvor du jo synes det er lige gyldig med bevisbyrden, for manden har ret de første 12 uger?)

PS: er selv lidt træt af grand cru-panelet :D

[Barbamama]

Jeg er helt enig med Barbamamas synspunkt i forhold til, hvor svært det er for manden også! Jeg er sikker på, at det kan være et kæmpe dilemma! Og jeg giver dig også ret i, at kvinden også bærer et kæmpe ansvar - måske endda et større ansvar ift at passe på, hvis man ikke ønsker at blive gravid!

Men sådan som jeg forstår dig og pumpkins, så mener I, at der skal være 12 ugers fortrydelsesret (hårdt ord, men I ved, hvad jeg mener, ik? :) )

Det synes jeg er så uretfærdigt! Måske det bliver for personligt nu, men jeg går til gymnastik med en, som blev gravid med sin mand efter 6 års forsøg og dyr behandling. Manden vælger at forlade hende i uge 9 (han har fundet en anden, som han også har gjort gravid) jeg synes ikke bare han kan sige "jeg smutter fra regningen", når det jo var rimelig tydligt, at dette var et planlagt barn. Jeg kender ikke hendes økonomiske situation, men går da ud fra at dette barn var planlagt efter, at de var et par med to indkomster? Er det så okay at pålægge hende "enten får du abort, ellers skal du selv have råd til det her barn?"

Som pumpkins skriver, så burde man kigge på hver enkelt sag, men hvem kan være dommer over, hvornår det er okay at slippe fri og hvornår det ikke er? Hvad nu hvis kvinden ikke havde været i behandling? Så havde det igen været svært at bevise (hvor du jo synes det er lige gyldig med bevisbyrden, for manden har ret de første 12 uger?)

PS: er selv lidt træt af grand cru-panelet :D

Puha, det er jo en hård situation, og jeg kan da godt lige med det første tænke "dumme svin, han skal ikke slippe". Men selvom manden i din historie virker ret usympatisk, så har jeg det sådan, at det er muligt, at der ligger flere ting bag, som vi ikke kender til. Og jeg går i øvrigt ind for samme rettigheder til gode fyre og til skiderikker ;)

Og selvom det er et hårdt og frygteligt valg for kvinden, så har hun stadig mulighed for at vælge aborten. Det du beskriver er en helt igennem urimelig situation, og jeg er fristet til med hjertet at synes, at der så kunne være en mulighed for at søge dispensation, så han ikke kunne fraskrive sig, men omvendt synes jeg som sagt af dumme svin skal have samme rettigheder som alle os andre. Jeg havde nok i mit stille sind tænkt, at han var moralsk forpligtet til at være far, men at han stadig ikke burde være juridisk forpligtet.

I øvrigt, ligesom nogen tvivlede på, at det skete ret tit at mænd blev "snydt" så tvivler jeg også på, at det du fortæller om sker ret tit.

[Guest]

Puha, det er jo en hård situation, og jeg kan da godt lige med det første tænke "dumme svin, han skal ikke slippe". Men selvom manden i din historie virker ret usympatisk, så har jeg det sådan, at det er muligt, at der ligger flere ting bag, som vi ikke kender til. Og jeg går i øvrigt ind for samme rettigheder til gode fyre og til skiderikker ;)

Og selvom det er et hårdt og frygteligt valg for kvinden, så har hun stadig mulighed for at vælge aborten. Det du beskriver er en helt igennem urimelig situation, og jeg er fristet til med hjertet at synes, at der så kunne være en mulighed for at søge dispensation, så han ikke kunne fraskrive sig, men omvendt synes jeg som sagt af dumme svin skal have samme rettigheder som alle os andre. Jeg havde nok i mit stille sind tænkt, at han var moralsk forpligtet til at være far, men at han stadig ikke burde være juridisk forpligtet.

I øvrigt, ligesom nogen tvivlede på, at det skete ret tit at mænd blev "snydt" så tvivler jeg også på, at det du fortæller om sker ret tit.

Jeg tror du har helt ret i (forhåbentlig!) at det her sker sjældent!! Og vi er enige i, at mænd og dumme svin skal have samme rettigheder! Min holdning til rettighederne er bare på den anden side end din ift juridisk abort :)

Nu så jeg lige go' morgen Danmark, hvor 3 mænd var inde. 2 mod juridisk abort, og 1 sådan forholdsvis for.

Hvad med jeres mænd? Hvad mener de? ;)

Kan starte med min egen, vi er faktisk på samme hold i denne her sag. Han synes, det er etisk forkert at få juridisk abort.

[Pumpkins]

Min mand er faktisk mere for, end jeg er.

Jeg er helt enig med dig, maj85, i at den mand er en klaphat! :klap Og jeg kan godt se, at det er nemt for ham bare at "smutte for regningen".

I sådan nogle tilfælde synes jeg ikke, at han burde få den mulighed. Han har 100% vidst, at det han gjorde ville gøre ham til far - han er ikke blevet snydt, har været uheldig, er kommet i klemme på en eller anden måde. Han har fået kolde fødder efter han har sagt ja til at være far, og så synes jeg ikke han bør få den mulighed. Den store forskel for mig er her, at han allerede har sagt ja til at blive far, så må han stå ved sit ja.

Det er derfor jeg synes, at det bør være en snæver mulighed, i de tilfælde hvor manden og kvinden ikke er enige - den kvinde du snakker om går jeg ikke ud fra er enig i hans beslutning. Og så synes jeg sagen bør gå til fx statsamtet eller lignende, der kan høre begge sider af sagen og bestemme, om der skal gives tilladelse.

Det, der får mine tæer til at krumme sig, er at man i dag er tvunget til at have en far stående på papiret, uanset hvad! Om man bliver truet af barnets far, om barnets far er blevet snydt etc. Og jeg synes den går begge veje. Jeg synes da også, at det er et problem, at en kvinde ikke bare kan sige "jeg skal nok tage det fulde ansvar for barnet", hvis hun ved at det er det bedste for alle parter.

Da min mor stod som uplanlagt gravid som 18-årig og for længst havde overskredet abortgrænsen da hun fandt ud af det, sagde hun til min biologiske far - som hun ikke længere var sammen med - at hun kunne skrive ham på som ukendt, så han slap for at skulle være far som 19-årig, og så skulle hun nok tage sig af barnet. Det var 100 % hendes tilbud, min biofar tog imod, og min mor klarede skærene på egen hånd. Det kan jeg ikke se det forkerte i, og jeg kan ikke se, hvorfor det skal være en absolut umulighed i dag.

Jeg synes også det er forkert, at der skal bruges så meget tid, energi, bøvl, ressourcer etc på at der absolut skal findes en far, hvis kvinden helt selv vil tage ansvar for barnet, og hun ved, at det er i begges interesser at han bliver blandet uden om.

[Barbamama]

Jeg tror du har helt ret i (forhåbentlig!) at det her sker sjældent!! Og vi er enige i, at mænd og dumme svin skal have samme rettigheder! Min holdning til rettighederne er bare på den anden side end din ift juridisk abort :)

Nu så jeg lige go' morgen Danmark, hvor 3 mænd var inde. 2 mod juridisk abort, og 1 sådan forholdsvis for.

Hvad med jeres mænd? Hvad mener de? ;)

Kan starte med min egen, vi er faktisk på samme hold i denne her sag. Han synes, det er etisk forkert at få juridisk abort.

Min er for juridisk abort, men det var ikke noget, vi lige diskuterede en masse :)

[Barbamama]

Min mand er faktisk mere for, end jeg er.

Jeg er helt enig med dig, maj85, i at den mand er en klaphat! :klap Og jeg kan godt se, at det er nemt for ham bare at "smutte for regningen".

I sådan nogle tilfælde synes jeg ikke, at han burde få den mulighed. Han har 100% vidst, at det han gjorde ville gøre ham til far - han er ikke blevet snydt, har været uheldig, er kommet i klemme på en eller anden måde. Han har fået kolde fødder efter han har sagt ja til at være far, og så synes jeg ikke han bør få den mulighed. Den store forskel for mig er her, at han allerede har sagt ja til at blive far, så må han stå ved sit ja.

Det er derfor jeg synes, at det bør være en snæver mulighed, i de tilfælde hvor manden og kvinden ikke er enige - den kvinde du snakker om går jeg ikke ud fra er enig i hans beslutning. Og så synes jeg sagen bør gå til fx statsamtet eller lignende, der kan høre begge sider af sagen og bestemme, om der skal gives tilladelse.

Det, der får mine tæer til at krumme sig, er at man i dag er tvunget til at have en far stående på papiret, uanset hvad! Om man bliver truet af barnets far, om barnets far er blevet snydt etc. Og jeg synes den går begge veje. Jeg synes da også, at det er et problem, at en kvinde ikke bare kan sige "jeg skal nok tage det fulde ansvar for barnet", hvis hun ved at det er det bedste for alle parter.

Da min mor stod som uplanlagt gravid som 18-årig og for længst havde overskredet abortgrænsen da hun fandt ud af det, sagde hun til min biologiske far - som hun ikke længere var sammen med - at hun kunne skrive ham på som ukendt, så han slap for at skulle være far som 19-årig, og så skulle hun nok tage sig af barnet. Det var 100 % hendes tilbud, min biofar tog imod, og min mor klarede skærene på egen hånd. Det kan jeg ikke se det forkerte i, og jeg kan ikke se, hvorfor det skal være en absolut umulighed i dag.

Jeg synes også det er forkert, at der skal bruges så meget tid, energi, bøvl, ressourcer etc på at der absolut skal findes en far, hvis kvinden helt selv vil tage ansvar for barnet, og hun ved, at det er i begges interesser at han bliver blandet uden om.

Jeg kan godt se det "smarte" i at kvinden kan lade manden slippe ved at skrive ukendt far. Men jeg tænker, at der er mindre risiko for misbrug og snyd, hvis det er manden selv, der fraskriver sig ansvaret, istedet for at kvinden skriver under på st lade ham slippe. Jeg frygter lidt nogle scenarier, hvor en kvinde bliver truet til at skrive under på, at manden slipper og derefter står helt alene og endda "selv har valgt det". Så ser jeg hellere, at valget og ansvaret for fraskrivelsen placeres hos manden :)

[stilletten]

Jeg er helt enig med Barbamamas synspunkt i forhold til, hvor svært det er for manden også! Jeg er sikker på, at det kan være et kæmpe dilemma! Og jeg giver dig også ret i, at kvinden også bærer et kæmpe ansvar - måske endda et større ansvar ift at passe på, hvis man ikke ønsker at blive gravid!

Men sådan som jeg forstår dig og pumpkins, så mener I, at der skal være 12 ugers fortrydelsesret (hårdt ord, men I ved, hvad jeg mener, ik? :) )

Det synes jeg er så uretfærdigt! Måske det bliver for personligt nu, men jeg går til gymnastik med en, som blev gravid med sin mand efter 6 års forsøg og dyr behandling. Manden vælger at forlade hende i uge 9 (han har fundet en anden, som han også har gjort gravid) jeg synes ikke bare han kan sige "jeg smutter fra regningen", når det jo var rimelig tydligt, at dette var et planlagt barn. Jeg kender ikke hendes økonomiske situation, men går da ud fra at dette barn var planlagt efter, at de var et par med to indkomster? Er det så okay at pålægge hende "enten får du abort, ellers skal du selv have råd til det her barn?"

Som pumpkins skriver, så burde man kigge på hver enkelt sag, men hvem kan være dommer over, hvornår det er okay at slippe fri og hvornår det ikke er? Hvad nu hvis kvinden ikke havde været i behandling? Så havde det igen været svært at bevise (hvor du jo synes det er lige gyldig med bevisbyrden, for manden har ret de første 12 uger?)

PS: er selv lidt træt af grand cru-panelet :D

Den her sag er jo såre simpel. Han har ønsket sig det her barn, såvel som moderen. Derfor skal han vedkende sig faderskabet og bidrage til barnets liv og udgifter. Sådan! Det er jo barnets tarv, og i Det her tilfælde sikkert et ret uheldigt eksempel, hvor jagten på ægløsninger, besøg på klinikker, skuffelser, bristede håb osv. Har fjernet en stor del af kærligheden imellem de to.

Jegg år bestemt ind for sex for sjov ;-) alt andet er at være meget på kant med virkeligheden og for rigtigt mange at være ude af trit med sig selv. Men sex kommer med et ansvar, som man må tage på sig.

Vi har prævention, vi har fortrydelsespiller, vi har aborten. Der er rigtigt mange muligheder for mænd at undgå at blive fædre ved et uheld i forhold til før i tiden. Jeg synes det er rimeligt, at man som mand får den rettighed at man kan forlange et indtag af fortrydelsespiller, hvis man oplever at uheldet er ude, eller hvis man vågner morgenen efter og kommer i tanke om at man glemte prævention etc.

Men hvis man er i et fast forhold, fx ved at have været sammen, boet sammen, i et par år eller mere, og uheldet er ude, så mener jeg faktisk ikke man skal kunne fraskrive sig det juridiske og økonomiske ansvar. Det er jo ikke et spørgsmål om, om man overhovedet kan leve sammen og holde hinanden ud, der er det jo blot et spørgsmål om timingen er i orden.

Og der mener jeg at naturen skal have lidt råderum endnu. Det giver jo ingen mening at en mand på 28 med en fast Kæreste gennem 4 år trækker i Panikhåndtaget og vælger at fraskrive sig barnet og bidraget, når de slet ikke var på vej væk fra hinanden og det højst sandsynligt var et spørgsmål om et par år, før barnet havde været et tilvalg hos begge parter.

Jeg har forståelse for, at helt unge mænd, teenagere fx, i dag tvinges ud i at blive fædre, fordi deres teenagekærester ikke vil have en abort. Og der mener jeg, at når det gælder unge under 18, så skal der være en noget større grad af tilrådning til abort til moderen i forhold til barnets tarv.

Mennej, jeg synes ikke, manskal kunne fraskrive sig ansvaret og børnebidraget. Bidraget går jo til at barnet kan få mad og tøj og pasning. Beløbet kan trækkes fra før skat. Det koster de fleste mænd omkring 6.000 kr om året. Og koster det dem mere, er det jo fordi de før skat tjener på den anden side af 430.000 kr. Det er altså ikke en tung økonomisk byrde for andre end teenagere og unge på s.u og førtidspensionister.

I 2014 er taksten for en årsindkomst før skat på mellem 800.000-1.400.000 kr 3.518kr pr. Måned. Det er da heller ikke en bondegård, når man må trække det fra i skat.

Ikke for noget, men når man er planfadder for 8 kr om dagen, bliver det til 240 kr om måneden. Så faderskabet koster reelt i børnebidrag det samme som at have to planbørn i Afrika, hvis man vælger at frasige sig samværet.

Altså, som enlig mor kunne jeg da ikke trække dagplejeplads eller bleer fra i skat på min selvangivelse! ;-)

Jeg tror, at mulighederne for at undgå graviditet er så gode i dag, så der forhåbentligt står mindre end 500 ja måske 200 eller 50 mænd hvert år i den situation, at de mod deres ønske er ved at blive forælder.

Normalenerda trods alt, at kvinden også ønsker at barnet har en far.

[Pumpkins]

Jeg kan godt se det "smarte" i at kvinden kan lade manden slippe ved at skrive ukendt far. Men jeg tænker, at der er mindre risiko for misbrug og snyd, hvis det er manden selv, der fraskriver sig ansvaret, istedet for at kvinden skriver under på st lade ham slippe. Jeg frygter lidt nogle scenarier, hvor en kvinde bliver truet til at skrive under på, at manden slipper og derefter står helt alene og endda "selv har valgt det". Så ser jeg hellere, at valget og ansvaret for fraskrivelsen placeres hos manden :)

Jeg er enig i, at det er manden, der skal sætte underskriften, min pointe er bare, at det ikke altid kun er mandens ønske at stå som ukendt. Og hvis det giver store problemer, bør kvinden også kunne "ansøge" eller hvordan det nu praktisk ville fungere.