Interessant artikel om foedsler

[Camillat]

Information 18. januar 2013

:balloons

[MumiMor]

Ja der er i hvert fald ingen tvivl om forfatterens holdning...

Det er da bestemt en interessant kronik, men saglig er den ikke.

[Camillat]

Ja der er i hvert fald ingen tvivl om forfatterens holdning...

Det er da bestemt en interessant kronik, men saglig er den ikke.

Helt sikkert ikke, men jeg synes det er interessant som emne :)

Jeg laeste meget om naturlig foedsel som gravid og kunne maerke, at det kunne jeg godt klare selv. Jeg var derimod bange for at komme paa sygehuset, meget bange endda, og ville have vaeret kandidat til hjemmefoedsel. Men jeg er nu glad for at vi valgte sygehuset(M ville ikke vaere herhjemme) og at jeg havde laest saa meget om naturlig foedsel og kroppens evner, som kan blive undermineret af tidens tendens til at goere foedsel til en ualmindeligt svaer eller maaske ligefrem umulig opgave.

Hvis man nu underviste gravide i hormoner som foedselsfremmere eller foedselshaemmere, fortaeller om vigtigheden af at foele sig godt tilpas og om kroppens evner, saa tror jeg, at foedsler kunne blive mindre hospitalsstyrede... Tag nu ikke fejl, jeg synes skam, at det er noget af et arbejde at foede sit barn ;) Jeg fik ogsaa min gode og meget staerke oplevelse. Paa sygehuset, hvor jeg foedte blev jeg mod al forventning moedt af en naturlig tilgang, som harmonerede med min egen overbevisning... :)

[Pumpkins]

ret interessant, men jeg er ikke enig i det, der bliver skrevet.

Jeg havde en af de der fødsler med ve-drop, epiduralblokader, skiftende jordemødre, elektroder og vemåling på maven - men jeg var på intet tidspunkt utryg!

Jeg ved, at det ikke havde været andereledes, hvis jeg havde født hjemme. Mine veer havde ikke mirakuløst været halvt så kraftige, og badekaret havde ligepludselig ikke været noget, jeg kunne holde ud at være i, længere end jeg var på hospitalet.

Jeg synes der er kommet en lidt kedelig tendens til at dele fødsler op i unaturlige-langtrukne-medicin-og-udstyrsfyldte utrygge fødsler på hospitalet, hvor alt er kaos, og en forvirret jordemoder nærmest hiver barnet ud i det skarpe lys under skrig og skrål og så den helt naturlige, næsten smertefrie, afslappede hjemmefødsel, hvor den fødende sidder i vandet med lukkede øjne omgivet af stearinlys og hymner sig gennem en på alle måder harmonisk fødsel.

Jeg tror på den gode hospitalsfødsel :) Det er ikke bare en myte ;)

[Vinnus]

ret interessant, men jeg er ikke enig i det, der bliver skrevet.

Jeg havde en af de der fødsler med ve-drop, epiduralblokader, skiftende jordemødre, elektroder og vemåling på maven - men jeg var på intet tidspunkt utryg!

Jeg ved, at det ikke havde været andereledes, hvis jeg havde født hjemme. Mine veer havde ikke mirakuløst været halvt så kraftige, og badekaret havde ligepludselig ikke været noget, jeg kunne holde ud at være i, længere end jeg var på hospitalet.

Jeg synes der er kommet en lidt kedelig tendens til at dele fødsler op i unaturlige-langtrukne-medicin-og-udstyrsfyldte utrygge fødsler på hospitalet, hvor alt er kaos, og en forvirret jordemoder nærmest hiver barnet ud i det skarpe lys under skrig og skrål og så den helt naturlige, næsten smertefrie, afslappede hjemmefødsel, hvor den fødende sidder i vandet med lukkede øjne omgivet af stearinlys og hymner sig gennem en på alle måder harmonisk fødsel.

Jeg tror på den gode hospitalsfødsel :) Det er ikke bare en myte ;)

Godt sagt :)

[Camillat]

ret interessant, men jeg er ikke enig i det, der bliver skrevet.

Jeg havde en af de der fødsler med ve-drop, epiduralblokader, skiftende jordemødre, elektroder og vemåling på maven - men jeg var på intet tidspunkt utryg!

Jeg ved, at det ikke havde været andereledes, hvis jeg havde født hjemme. Mine veer havde ikke mirakuløst været halvt så kraftige, og badekaret havde ligepludselig ikke været noget, jeg kunne holde ud at være i, længere end jeg var på hospitalet.

Jeg synes der er kommet en lidt kedelig tendens til at dele fødsler op i unaturlige-langtrukne-medicin-og-udstyrsfyldte utrygge fødsler på hospitalet, hvor alt er kaos, og en forvirret jordemoder nærmest hiver barnet ud i det skarpe lys under skrig og skrål og så den helt naturlige, næsten smertefrie, afslappede hjemmefødsel, hvor den fødende sidder i vandet med lukkede øjne omgivet af stearinlys og hymner sig gennem en på alle måder harmonisk fødsel.

Jeg tror på den gode hospitalsfødsel :) Det er ikke bare en myte ;)

Til det med roedt: Jeg kunne ikke vaere mere enig! Rigtig godt skrevet :)

Jeg er heller ikke i tvivl om, at en foedsel med epidural, ve-drop osv kan vaere en god og tryg oplevelse! Jeg er ogsaa MEGET glad for, at jeg foedte paa hospitalet og jeg har endda vaeret paa besoeg for nyligt med julesmaakager og et takkekort med billeder af Noah. Jeg vil glaede mig til at foede der igen :7himmel

Nu synes jeg ogsaa blot at artiklen er interessant, men det er ikke at jeg er enig i den ensporede og usaglige tone ;)

[Fister]

Interessant artikel, men flere gode pointer. Man skal åbenbart være skarp og lidt sort/hvid for at blive hørt i den offentlige debat - og det er forfatteren også. Der findes både gode og dårlige fødsler, ligesom der findes gode og dårlige behandlingshistorier når vi og dem vi elsker har brug for sundhedsvæsenet. Der findes også gode og dårlige historier om det at være ansat i sundhedsvæsenet...

Hvorom alting er, så er jeg aldeles enig i, at det er værd at se på, hvordan vi behandler patienter i systemet - og også hvordan man behandler personalet. Måske skal ingen af dem sygeliggøres mere end der er behov for? Måske skal man bare til at tage det alvorlige alvorligt. Og det alvorlige kan i min optik være en fødende, som er bange - eller som skal føde (på trods af vagtskifte)! Det alvorlige kan også være et arbejdsmiljø, hvor (jeg i hvert fald tror på) at langt de fleste HAR lyst til at yde deres bedste med varme, seriøsitet og omsorg. Noget vi alle som mennesker indeholder, men som ikke er i særligt høj kurs på en arbejdsplads...jeg tror på, at vi har glemt noget vigtigt. Øjenkontakten, pladsen, forskelligheden, holden i hånden, at bøje reglerne når vi ved de bør bøjes.

For mit eget vedkommende er der særligt i bagklogskabens klare lys, ikke ret meget ved mit relativt ukomplicerede graviditetsforløb, der har været direkte godt. Fødslen gik fint, da jeg endelig kom til, og JM var god. Resten kunne jeg godt have undværet.

Jeg var ikke bange for at føde, ikke bange for smerterne, ikke bange for at være gravid. Det ENESTE jeg bad dem om, var at tage mig alvorligt. Jeg fortalte - ikke synderligt stolt - at jeg havde været (var) syg med stress, og at jeg havde det fint nok, men at det bare var vigtigt for mig, at de så på mig og talte med mig og tog mig alvorligt. For ellers kunne jeg godt blive bange. Jeg havde 7 forskellige jordemødre, måtte selv kræve at få lov at blive undersøgt da jeg skulle føde, måtte vente på vagtskifte på trods af at jeg var 8 centimeter åben da jeg ankom til hospitalet, fik ikke rigtigt hjælp til amning på trods af at min barn var lille (åbenbart næsten sygeligt lille), og blev sendt hjem inden mælken var løbet til.

Der var ingen dumme, sure medarbejdere...de var søde nok. Men der var kun et par stykker, der leverede et GODT stykke arbejde. OG jeg havde trods at kun bedt om EN ting: kig på mig, snak med mig og tag mig alvorligt (ok - det var tre ting...sorry).

[Camillat]

Fister, fint indlaeg, synes jeg. At lytte og se sin patient - det er maaske det, det drejer sig om i foerste omgang?

Det rammer meget min egen overbevisning. Jeg havde faaet mangt en historie om skraekkelige foedsler og kaeft-trit-og-retning-holdning overfor foedende paa det sygehus, hvor jeg foedte. Da jeg kom ind til samtale i uge 38 broed jeg graedende sammen og fortalte, hvor bange jeg var for at skulle foede derinde. Jordmoderen tog sine briller af - en ung pige - og sagde til mig: Camilla, vi vil hverken mere eller mindre, end det du vil. Vi vil goere alt, i vores magt for at give dig en naturlig foedsel og respektere dine oensker. Jeg havde lavet en oenskeseddel, som laa i min vandrejournal og fik stor respekt for min foedselsjordemoder, da hun flere gange refererede til mine oensker. Det kan man kalde at lytte til sin foedende.

[camilla80]

Interessant artikel...:-)

[Camillat]

Interessant artikel...:-)

Nemlig ;)

[Annaperenna]

Ja jeg syntes jo det er kanon for det sætter fokus på at vi godt kan KRÆVE x-y-z på sygehuset hvis det gør os mere tryg og giver os vores gode oplevelse og ikke sådan lade vores egen dømmekraft ligge ved døren til sygehuset og så bare blive 'læge-paf' og tænke at man skal følge efter hvad der bliver sagt! Jeg NÆGTEDE at ligge på ryggen for havde læst så meget om at tyngdekraften skulle hjælpe mig og min JM var heldigvis sød til at vi kunne prøve forskellige ting selvom jeg havde elektroder og bælte om maven - men hun hjalp ikke RIGTIG med at finde den 'gode'stilling, så jeg endte på ryggen igen.. Og jeg tror det var med til at give mig en lang pressefase. Denne gang bliver (desværre) også på sygehuset da Axel ikke rigtig kan forlige sig med hjemmefødsel tanken og jeg stiller krav! Jeg glæder mig til jordemoder-samtalen så vi kan få styr på bl.a. de der hæslige lysstofrør - kan vi gøre det mere hyggeligt og hjemligt på den hæslige sygehus-stue, kan min mand selv tage imod vores datter og kan vi tage hjem maks 4 timer efter fødslen?

[Camillat]

Det var ogsaa min tanke, saa udover at det ikke er sagligt skrevet, saa er selve emnet interessant, synes jeg.

Jeg tror mange ikke tager helt stilling til, hvad de oensker, men endnu vaerre ikke laerer om, hvad de rent faktisk kan med deres kvindekrop :)

Nu er der jo langt fra oenske til faktisk handling, eller det kan der vaere, men for mig handlede det meget om at tage ansvar for min egen foedsel og at opbygge baade bevidsthed om og viden om min krop og dens evne til at foede. Der er ingen tvivl om, at min foedselsoenskeliste var rigtig god for mig at have skrevet ned og afleveret til foedestedet sammen med min vandrejournal. Den blev ogsaa laest og respekteret i det omfang, det var muligt.

Jeg foedte ogsaa paa ryggen, eller halvt siddende - men det endte med at vaere der, jeg befandt mig bedst. Mine udvidelsesveer blev klaret liggende paa siden. Jeg tror ikke, man skal sige no no no til at ligge paa ryggen i selve pressefasen - men ingen tvivl om, at det er skidt i udvidelsesfasen. Jeg var overbevist om at jeg ville squatte og sidde/ligge paa min bold, men det kunne jeg slet, slet ikke da veerne for alvor fik fat. Pyt med det - det var lige som det skulle vaere at ligge paa siden og at foede halvt siddende :)

[Annaperenna]

Nej jeg kunne heller ikke da det kom til pressefasen, vi prøvede alt muligt men jeg havde ikke kræfter til at holde min egen væk ved f.eks. at squatte

[Camillat]

Det er jeg skam heller ikke, men jeg har den anke, at en foedende kvinde ikke noedvendigvis respekteres i forhold til det, hun rent faktisk kan. Jeg husker beretning om saedefoedsel herinde, hvor foedende kvinde bare vidste, at det kunne hun godt - og heldigvis insisterede paa at foede selv.

Jeg vil selv foede paa foedested naeste gang og min mand vil heller ikke vaere med til andet. Jeg husker faktisk tydeligt Mads Christensen fortaelle om sin kones 3 foedsler, hvor det havde vaeret som at smutte en mandel hver gang. De to foerste foedsler gik saa fint, den tredje egentlig ogsaa, men pludslelig mistede hans kone vildt meget blod, saa de koerte hende vaek til akut behandling. Der stod han med baby paa armen og vidste ikke, om han var koebt eller solgt. Det endte heldigvis godt.

Omvendt synes jeg det er trist, at de i England arbejder paa at forbyde jordemoedre at assistere ved hjemmefoedsler...

[Annaperenna]

Det er vildt trist at man vil modarbejde hjemmefødsler sådan - jeg er stadig liiidt ked af at det ikke bliver sådan her 2. gang for os men sådan er det. Jeg glæder mig til at være URkvinde og give den maks gas!

Fordelen ved hjemmefødselsordningen er jo at man får et tæt forhold til sin JM - og det kunne man altså godt kopiere på sygehuset for jeg tror NETOP at det ville som Camilla skriver være med til at respektere det kvinden selv kan fordi JM igennem graviditeten har fået opbygget kendskab til kvinden og hendes kompetencer. I dag møder man ind og en vildt fremed hjælper en med at bringe ens barn til verden - kendt jordemoder-ordning ville altså være fantastisk!

[Camillat]

Jeg synes ogsaa, jeg laese rat der midt i foedsel er vagtskifte og saa faar man maaske 3 forskellige ind over ens foedsel... Hernede har jeg trods alt kendskab til at de bliver hos en, saa vidt jeg ved hvor jeg foedte :)

[Guest]

Nu har jeg ikke læst alle svar, men jeg syntes det er en interessant artikel. Jeg var heldig, fik meldt mig til fødselsforberedelse hos de 2 mest fantastiske jordemødre der gjorde et meget stort nummer ud af at en fødsel er den fødenes og ikke jordemoderens, de sagde "bed om det i vil have, vil i have lyset slukket så siger i det, vi skal ikke se noget, vi skal kun mærke os frem.

tag jeres eget musik med, spørg hele tiden, stil krav, bed om hjælp når i har brug for det"

Jeg syntes fødselsforberedelse er noget alle skal igennem det gjorde en stor forskel for mig. Ellers havde jeg bare gjort som jordemoderen sagde jeg skulle gøre og så havde oplevelsen været røv og nøgler.

Det hjalp rigtig meget at VIDE at fødslen var MIN og at jordemoderen i den tid hun var hos mig var en service, ikke en autoritet. Men at hun selvfølgelig ville gøre det bedste for mig og de ting hun sagde lyttede jeg til.

Jeg blev sat i gang og fik efter noget tid at vide at jeg skulle have et ve drop, det sagde jeg nej til fordi jeg ikke kunne få en naturlig fødsel i vand så, og det lyttede hun til. At det hele så gik galt alligevel og jeg endte på ryggen i sengen med epidural og diverse andre slanger, gjorde så ikke så meget fordi de LYTTEDE.

En fødsel kan for en jordemoder sagtens blive rutine, men en fødsel er stadig personlig. Føler man at man er med hele vejen er en sugekop fødsler, kejsersnit og andre komplikationer måske nok dramatiske men ikke traumatiserende. En naturlig fødsel vil for mig at se altid være at foretrække, men kan det nu engang ikke lade sig gøre så er det virkelig vigtigt at personelet ser en i øjnene og "holder i hånden" hele vejen.

Jeg vil stille krav igen næste gang, jeg vil lyttes til og ingen skal fortælle mig hvad jeg SKAL gøre, men de må fortælle mig hvad der er bedst, hvorfor det er bedst og hvordan de syntes vi skal gribe det an og så vil jeg lytte til dem.

[Mistel]

Ja, det er en rigtig interessat artikel. Jeg ved ikke, hvor "rigtigt" jeg synes, det er , men jeg har jo heller aldrig født.. Jeg kender 2 jordemødre, den ene har været i faget i vel 30 år og den anden i 5-6 år. Jeg talte engang med den "gamle" om epidural, hvilket hun som udgangspunkt er imod. Hun synes ikke, de fødende ved nok om, at det faktisk kan sætte fødslen i stå osv. Hun er også sådan en lidt skrap en. Grundholdningen er "en fødsel gør ondt, livet gør ondt, hvis du ikke kan klare en fødsel, hvordan vil du så klare livet?!" ;) Altså, jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun vil få mig og mit barn helskindet igennem en fødsel, meeeen jeg ved ikke, om "hørt og forstået" er i højsæde. Omvendt ved jeg at hun har medvirket til dødsfødsler og fået det til at være en ordentlig, anstændig og kærlig oplevelse for forældrene,så det kan hun også.

Den "unge" var som helt nyuddannet meget optaget af "den gode fødsel" - og er det naturligvis stadigvæk, men har også arbejdet nogle år i New Zealand, hvor hun pludselig møder kvinder som bliver tilset af en læge første gang 8 mdr. henne. Ser kvinder på daglig basis, som lider af sygdomme, der i danske lærebøger nærmest kun er nævnt i en bisætning, hivsmitttede mødre, som ikke har været i behandling og nu får et hivsmittet barn, som ellers kunne være undgået med 90% sikkerhed. Hun har fortalt mig, at der klart sneg sig en holdning ind, der hedder - du overlevede, dit barn overlevede - du havde en god fødsel!

Det er selvfølgelig lidt ekstremt, og man kan jo ikke rigtig sammenligne danske forhold med de forhold, som virkelig fattige folk lever under. Men uden at have født tillader jeg mig så at stille et spørgsmål - er vi mødre/kommende mødre lidt forkælede?

[Forunderligt]

Ja, det er en rigtig interessat artikel. Jeg ved ikke, hvor "rigtigt" jeg synes, det er , men jeg har jo heller aldrig født.. Jeg kender 2 jordemødre, den ene har været i faget i vel 30 år og den anden i 5-6 år. Jeg talte engang med den "gamle" om epidural, hvilket hun som udgangspunkt er imod. Hun synes ikke, de fødende ved nok om, at det faktisk kan sætte fødslen i stå osv. Hun er også sådan en lidt skrap en. Grundholdningen er "en fødsel gør ondt, livet gør ondt, hvis du ikke kan klare en fødsel, hvordan vil du så klare livet?!" ;) Altså, jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun vil få mig og mit barn helskindet igennem en fødsel, meeeen jeg ved ikke, om "hørt og forstået" er i højsæde. Omvendt ved jeg at hun har medvirket til dødsfødsler og fået det til at være en ordentlig, anstændig og kærlig oplevelse for forældrene,så det kan hun også.

Den "unge" var som helt nyuddannet meget optaget af "den gode fødsel" - og er det naturligvis stadigvæk, men har også arbejdet nogle år i New Zealand, hvor hun pludselig møder kvinder som bliver tilset af en læge første gang 8 mdr. henne. Ser kvinder på daglig basis, som lider af sygdomme, der i danske lærebøger nærmest kun er nævnt i en bisætning, hivsmitttede mødre, som ikke har været i behandling og nu får et hivsmittet barn, som ellers kunne være undgået med 90% sikkerhed. Hun har fortalt mig, at der klart sneg sig en holdning ind, der hedder - du overlevede, dit barn overlevede - du havde en god fødsel!

Det er selvfølgelig lidt ekstremt, og man kan jo ikke rigtig sammenligne danske forhold med de forhold, som virkelig fattige folk lever under. Men uden at have født tillader jeg mig så at stille et spørgsmål - er vi mødre/kommende mødre lidt forkælede?

Det er klart at sådan noget sætter et andet perspektiv - men nej, jeg syns faktisk ikke det er forkælet at kræve at få de bedste betingelser for at få en god fødsel. De fleste danske kvinder oplever kun en fødsel ganske få gange, nemlig deres egne, og det er for de fleste, tror jeg, en skræmmende og voldsom oplevelse, i større eller mindre grad. Det er helt sikkert en situation hvor man har brug for tryghed, den bedste omsorg, både medicinsk og menneskeligt: at blive hørt og set og mødt. Ikke kun at overleve og få et levende barn. Alt for mange kvinder får efterfødsels reaktioner i form af angst eller depression eller lignende, eller blir "bare" bange for at føde igen, fordi der er for travlt på mange hospitaler til at tage sig nok af den menneskelige side, trygheden, at blive hørt, at ens ønsker blir mødt, at få lov at tale om de ting man har oplevet bagefter osv. Jeg syns man er blevet meget bedre til det fra jordemødre og sundhedsplejerskers side, men man kan jo frygte hvad nedskæringer og travlhed kan betyde for "den gode fødsel". Artiklens forfatter sætter selvfølgelig tingene meget skarpt op, nok for at provokere, men jeg er enig et langt stykke. Jeg mener ikke det er forkælet, kvinder har ret til en god fødselsoplevelse uden at få ar på sjælen.