Har svært ved at glæde mig

[hyrzkov]

Er simplethen lige nød til at få noget frustration ud, og da jeg ikke føler, jeg kan snakke med andre omkring det, så bliver det lige jer herinde, som også er barnløse.

Igår fik jeg den glædelige nyhed, at en rigtig god veninde venter barn til august. Det er fantastisk for hende og hendes familie (hun har i forvejen en datter fra et tidligere forhold), og jeg burde glæde mig på hende vegne. Men jeg er så flov over at må indrømme, at jeg på ingen måde kan finde min begejstring frem (er virkelig flov). Jeg bliver bare så irriteret over, hvorfor nogen kommer så nemt til det, som jeg så inderligt også gerne vil have, men som ser sort ud at komme til at opnå. Ingen i min omgangskreds har haft svært ved at få børn, så ingen kan rigtig sætte sig ind i, hvad vi gennemgår. Og jeg har også svært ved at snakke med dem, for jeg føler lidt deres trøstende ord er tomme - de kan jo umuligt sætte sig ind i den følelse, vi barnløse har, for de har jo nu en gang opnået at blive forældre.

Min søster, som altid har sagt, at hun ikke vil have børn, fik for 2 år siden en dejlig dreng. Og hun skulle kun smide p-pillerne, så var der gevinst første gang. Nu har hun så lige meddelt i denne uge, at hun igen har smidt p-pillerne, og nu arbejder de på at lave en mere. Igen har jeg svært ved at håndtere at blive overhalet indenom igen af hende. Jeg har altid gerne ville have børn, men har svært ved at blive gravid. Hun har aldrig ville have, men arbejder nu på at få nr 2. Jeg sidder lidt i min egen verden og synes, at det hele er lidt urimeligt. Og igen er jeg flov og skammer mig over disse følelser. Men ved ikke rigtig hvordan man skal håndtere dem.

Alle vores venner har fået børn, og jeg kan mærke, at jeg er begyndt at trække mig tilbage fra deres selskaber. Jeg orker ikke at skulle høre om deres børn hele tiden, og folk som er gravide eller har fået børn, snakker altså pænt meget om deres afkom. Selvom de ikke selv mener, at de gør, så gør de det! Og jeg orker det bare ikke. Derfor foretrækker jeg pt ikke at være sammen med dem - hvilket de ikke kan forstå, da de jo ikke mener, at de snakker særlig meget om deres børn.

Jeg ved godt, at jeg kommer til at fremstå, som en der ikke under andre noget godt - hvilket jeg jo gerne vil. Men jeg er bare så misundelig på, at det her børne-halløjsa kan lykkes for alle andre omkring mig, og ikke for mig. Har lige en rigtig øv periode!

Tak fordi I læste med - havde bare lige sådan brug til at læsse af et sted, hvor andre måske kan sætte sig ind i de følelser, man går med. For føler nogle gange, jeg er alene med dem - og at jeg ikke kan sige det til andre.

[Guest]

åhhh hvor jeg kan nikke genkendende til det ikke at kunne glædes over andres graviditeter. Selvfølgelig under man alle sine kære at blive gravide og er glade på deres vejne. Men for pokker hvor gør det også bare ondt, når alle omkring en efterhånden er beriget med en børneflok og intet sker hos en selv.

Det er vigtig at få snakket om det, evt. melde ud overfor din veninde, at du selvfølgelig er glad på hendes vejne, men at det også gør ondt. For så kan de også vise hensyn til jer.

Men snak om det, enten her eller med din mand, for hvis du gemmer på det, så ender det med at det hober sig op, og bomben springer, og måske overfor en som ikke kan vise forståelse.

:kram :kram :kram :kram

[Miss_matilde]

Til sidste mister man bare den indre glæde... den der normalt gemmer sig indeni en.. så man kan være glad på alle andre menneskers vejne...

Med tiden bliver den mindre og mindre og mindre...

Det er vigtig du er ærlig omkring det overfor dig selv og ikke mindst din omgangskreds... fortæl du har behov for "plads" og at de forstår din situation så godt som de nu kan.

Du er på ingen måde noget dårligt menneske fordi du har det sådan... ventetid tærer utrolig meget på os som mennesker....

[Guest]

Til sidste mister man bare den indre glæde... den der normalt gemmer sig indeni en.. så man kan være glad på alle andre menneskers vejne...

Med tiden bliver den mindre og mindre og mindre...

Det er vigtig du er ærlig omkring det overfor dig selv og ikke mindst din omgangskreds... fortæl du har behov for "plads" og at de forstår din situation så godt som de nu kan.

Du er på ingen måde noget dårligt menneske fordi du har det sådan... ventetid tærer utrolig meget på os som mennesker....

Kloge ord fra en klog og desværre erfaren kvinde... :biglove

[Stine27]

Jeg kan godt følge dig og har det på samme måde.. Sender lige et stort :kram

[Guest lilies]

Hvor kan jeg dog sætte mig ind i mange af dine tanker...

... det er bare ikke det nemmeste i verden at vente...

:kram

[hyrzkov]

åhhh hvor jeg kan nikke genkendende til det ikke at kunne glædes over andres graviditeter. Selvfølgelig under man alle sine kære at blive gravide og er glade på deres vejne. Men for pokker hvor gør det også bare ondt, når alle omkring en efterhånden er beriget med en børneflok og intet sker hos en selv.

Det er vigtig at få snakket om det, evt. melde ud overfor din veninde, at du selvfølgelig er glad på hendes vejne, men at det også gør ondt. For så kan de også vise hensyn til jer.

Men snak om det, enten her eller med din mand, for hvis du gemmer på det, så ender det med at det hober sig op, og bomben springer, og måske overfor en som ikke kan vise forståelse.

:kram :kram :kram :kram

Min mand og jeg snakker også om, når det dukker op. For jeg har det jo ikke sådan hele tiden - heldigvis er det jo ikke hver uge, at der er nogen, som annoncerer deres graviditer. Men jeg har rigtig svært ved at tage den op med familien og venner. Dels fordi jeg ikke tror, at de kan sætte sig 100% ind i, hvordan jeg har det. Og dels fordi jeg ikke ønsker at blive opfattet, som en der ikke kan glæde sig på andres vegne. Men du har ret i, at der er en risiko for, at bægeret en dag flyder over, og kommer til at gå ud over en, som det ikke skulle have gjort.

Tusind tak for de mange kram - du må af alle vide, hvordan det er :kram

Til sidste mister man bare den indre glæde... den der normalt gemmer sig indeni en.. så man kan være glad på alle andre menneskers vejne...

Med tiden bliver den mindre og mindre og mindre...

Det er vigtig du er ærlig omkring det overfor dig selv og ikke mindst din omgangskreds... fortæl du har behov for "plads" og at de forstår din situation så godt som de nu kan.

Du er på ingen måde noget dårligt menneske fordi du har det sådan... ventetid tærer utrolig meget på os som mennesker....

Det er nok den med ærligheden overfor mig selv og omgangskredsen, jeg er nød til at se lidt på. Det hjælper at vide, at andre har det på samme på måde - så føler man sig ikke helt så alene i båden.

Tusind tak for dit dejlige input :kram

Jeg kan godt følge dig og har det på samme måde.. Sender lige et stort :kram

Tak - så sender jeg lige en stort :kram tilbage til dig også. Du lyder også til at kunne trænge til det.

Hvor kan jeg dog sætte mig ind i mange af dine tanker...

... det er bare ikke det nemmeste i verden at vente...

:kram

Det er virkelig dejligt at kunne læsse af herinde, og så vide at andre i samme båd har de samme tanker. Så føler jeg mig ikke helt så meget som et dårligt menneske. :biglove

[tullemor87]

Jeg kender det SÅ godt!

Nu har jeg lige testet positiv, og jeg er LYKKELIG - og ikke kun fordi at vi forhåbentlig venter et lille barn, men også fordi at det så er SLUT med at gå og HADE alle andre, der er gravide eller får børn.

Jeg har haft det sådan i flere måneder nu, at jeg havde lyst til at kvæle alle kommende mødre... Af den simple grund at det ikke var MIG, der var gravid. Den eneste, jeg har kunne klare at se på, er en meget nær veninde, der lige har født. Hende kunne jeg også snakke med det om, og vi havde nogle rigtig gode snakke om at jeg hader alle gravide. Hun tog det stille og roligt, og valgte at fortælle mig det inden det kunne ses, simpelthen fordi hun vidste hvor meget vi prøvede og hvor dårligt det gik os - det tror jeg hjalp meget.

Derimod har jeg en svigerinde, som har prøvet at blive gravid i 100 år - de har i forvejen en pige på 5 år. Og nu bebudede de så her lige før jul, at de ventede sig og var SÅÅÅÅÅÅ glade!!! Og det eneste, jeg havde lyst til var at skride og aldrig se min svigerfamilie igen. Jeg gav som undskyldning overfor mig selv, at de jo nu ikke snakkede om andet, og derfor var vores bryllup lige pludselig ikke spændende mere - det hele handlede om den baby. Men i virkeligheden var jeg jo dybt misundelig og ville bare ikke blæses op i hovedet med en kæmpe mave på vores bryllupsdag. Jeg holdt mig dog i skindet, forsøgte at dele glæden og sagde ellers ikke så meget, når emnet faldt på babyen. Men hende kunne jeg simpelthen ikke klare synet af - selvom hun INTET havde gjort forkert, udover selvfølgelig at blive gravid...

HELDIGVIS har det allerede NU ændret sig - jeg glæder mig på deres vegne og tror på at det bliver hyggeligt med to fætre/kusiner, der er nogenlunde jævnaldrende - problemer med konfirmationer og alt det der taget i betragtning.

Jeg føler med dig - og jeg KENDER det virkelig!!! Mit eneste råd til dig er, at du er nødt til at dele det med nogen tæt på dig. For det er hårdt at gå med indeni... Jeg kunne godt være hård og kynisk i perioder, når folk kom og fortalte mig at de ventede sig og simpelthen bare sige "tillykke" og så ellers ikke dele mere glæde ved det - der fødes hele tiden børn, så det er jo ikke så FANTASTISK, hvis folk f.eks. er blevet gravide i første forsøg, måske endda helt uden at prøve særligt...

Så tal med nogen i din omgangskreds, vær ærlig, som de andre siger, og VÆR DIG SELV! Sig til folk "Hvor er jeg glad på dine vegne, jeg har bare svært ved at vise det i den situation, jeg selv står i." Så bliver det nemmere for dig - og måske også nemmere for dem at forstå...

[Mommy Wannabe]

Puha jeg kender også godt det med at have svært ved at glæde sig 100% over andre når de bliver gravide. Specielt hvis det er inden for familien. Jeg har altid gerne villet have børn men kan bare ikke få nogen. Ihvertfald ikke naturligt og har ikke haft held med behandling endnu. Det kan føles så uretfærdigt at så mange bare bliver gravide i tide og utide - alle de aborter folk får fordi de ikke lige gider passe på hvad de laver og ikke tænker så meget over det at få en abort. Det er jo intet ondt ment, men det kan føles uretfærdigt at så mange kan blive gravide og så vælger barnet fra når vi er nogle der så gerne vil men ikke kan blive gravide. Min søster arbejder på at blive gravid hvilket jeg glæder mig meget til skal lykkes. Vil rigtigt gerne være moster - har det bare rigtigt svært ved at hun som er den yngste vil få børn før mig. Det er jo som sagt ikke fordi jeg ikke glæder mig over hende, men er bare så ked af at det ikke lykkes for mig. Det er så svært at hele familien glæder sig over en graviditet når jeg så gerne også vil men ikke kan. Der er flere i familien der har fået børn hvor alle har været helt oppe at køre, hvilket jo er naturligt, men det stikker altså inden i når man selv kæmper sådan for at få det til at lykkes uden held :(

Håber det vil lykkes os alle at opnå drømmen om ønskebarnet :)

[tsecret]

Ja, jeg kender også godt følelsen.

Hos mig er det dog kun de gravide jeg misunder på den måde. Med det samme babyen er født, så er den ligesom deres 100% og jeg er ikke længere misundelig på samme måde. Tvært imod så nyder jeg andres babyer i stor grad - man kan jo ikke lade være med at blive i godt humør når sådan en lille dejlig dreng smiler til en :)

Så jeg synes de der måneder der går fra man får at vide om en graviditet til baby er født er hårde, og her kan jeg godt finde på at trække mig lidt tilbage. Og så kan jeg også godt mærke forskel. Altså hvis der f.eks. er en der bliver hovsa gravide med nummer 4 og en der bliver gravid efter mange års hård kamp - der er klar forskel på hvad jeg føler.