Mistel

Jeg kom til at tænke på, hvad med et klippekort til nogle "sidst-på-måneden"-middage? Altså, kom forbi og spis med hos din søde storesøster, når der er ved at være lavvande på madkontoen :-)

Hmm - jeg vil starte med at trøste mig selv med, at de ALLERbedste råd om børneopdragelse, det er dem man får fra folk, der ikke selv har børn, ikke sandt?! ;) Jeg har ikke selv børn - men det jeg tænker, når jeg læser dit indlæg er, at dels er han jo nok i en alder, hvor det gælder rigtig meget om at prøve grænser af. Men måske også at han har opdaget, at han har held med det hos dig og ikke hos din kæreste. Så måske skal du kigge lidt grundigt på den måde, du kommunikerer med din søn - om du rent faktisk mener, det du siger. Sådan helt inde fra. Og om det har /skal have en eller anden form for (alderstilsvarende) konsekvens, når man ikke gør, som mor siger. Bare en tanke herfra.

Jeg er selv ikke så hys med parfume. Jeg har skåret ned på det, her mens jeg gerne vil være gravid, men ikke væk. Jeg er temmelig hys med parabener. Jeg tror ikke, du kan regne med, at det er helt problemfrit at bruge parfumerede produkter, selvom de er øko. Men meget er jo en temperamentssag. Jeg tænker på, hvis du gerne vil tilføje din hud noget olie, simpelthen at bruge mandelolie f.eks. - eller oliven-olie ligefrem. Olivenolie bruger jeg nogle gange til ansigtet med lidt fint salt eller sukker i, til sådan en skrubbe-maske.

Jeg har ikke en kæmpe viden, men mig bekendt er æteriske olier lige så allergifremkaldende som parfume. Se f.eks. her: http://www.videncenterforallergi.dk/naturlige-duftstoffer-giver-ogsaa-allergi.html

Tak for jeres søde kommentarer begge 2. Der skete faktisk det, at hospitalet ringede til os senere på dagen og tilbød os, at teste min mand 2 gange i løbet af sommeren, og hvis der var en brugbar prøve, ville de tilbyde ÆU og ICSI engang mere. Og det gjorde mig meget glad og lettet. Men - så satte min mand og jeg os ned og kiggede hinanden dybt i øjnene - og sagde: Nej tak. Nej, fordi selvom der skulle vise sig en prøve med levende sæd i løbet af sommeren, er det stadig prøven på dagen, der gælder. Og når der er så få sædceller, kan man ikke fryse dem ned, fordi de simpelthen ikke kan overleve. Så vi ringede til hospitalet og sagde tak, men nej tak, og beslutningen om donorbarn er endeligt taget. Af præcis de årsager du siger, tsecret. Det er en rigtig hård omgang for mig med hormonbehandlinger, og sandsynligheden for at vi alligevel bliver nødt til at bruge donorsæd er bare for stor til, at vi ikke bare kan gøre det fra begyndelsen. Og ligesom du siger, Silja, så tror vi på, at faderfiguren er den, der skaber barnet - ikke så meget om det er den ene eller anden sædcelle. Min mand er meget afklaret omkring det. Men det har været nogle HÅRDE dage for mig. Jeg har godt nok grædt meget og føler mig afsindigt presset. Så er den nye lov med mulighed for åben donor så også kommet, hvilket er en kæmpe ting mere, vi skal tage stilling til. Så hjælper det ikke, at vi først kan komme til samtale om en måned og med sommerferie osv. sker der ikke mere før til september. Jeg ved godt, at samfundet ikke har ubegrænsede midler, og vi - desværre - ikke er de eneste, der kæmper med barnløshed. Men puh. Jeg er slidt.

Det er lige præcis den opskrift, jeg plejer at bruge og de bliver smaddergode! Jeg bruger dog "kun" 1 dl olie (for det sagde min mor, og så må det jo være rigtigt), og så skal man skære dejen i 4-kanter inden den bages.

Jamen, jeg synes, du har en meget valid pointe. Og det er det, der gør det til et meget svært valg. Men jeg skal også have lidt mere viden om, hvad er det egentlig for en information, barnet kan få - er det et konkret navn og måske adresse, eller er det sådan "i 2012 var han jurastuderende på 2. år" - eller hvad er det egentlig. Og alt det ved jeg slet ikke noget om endnu, fordi loven er så ny. Men jeg må så også sige, at jeg har tænkt på, at hvis jeg vendte den om og sagde, nu vil jeg donere æg til en anden kvinde - det ville jeg altså kun gøre anonymt. For jeg ville slet ikke føle, at jeg havde del i eller kunne være noget for den person, der måtte komme ud af det.. Men der er vi jo også forskellige, og det er det, der gør det så komplekst.

Tak for flere svar - det er dejligt at høre fra jer alle sammen! Vi er blevet anbefalet, og det tror jeg er rigtigt, ikke at holde hemmeligt for barnet, at dets vej til verden er en lidt anden end andres børn. Det skal være en naturlig del af det, barnet ved om sig selv, og ikke noget der kommer som konfirmations-"gave" eller noget i den stil. Indtil for få dage siden, var det i offentlig regi i hvert fald, slet ikke muligt at benytte donorsæd fra kendt donor, så det er sådan en ting, der lidt pludseligt er kommet ind i vores liv. Jeg synes ikke, barnets tarv er det eneste, der skal tages hensyn til her, selvom det naturligvis vejer meget, meget højt. Det skal også være en beslutning, vi har det godt med. Og som jeg ærlig talt helst ville have været foruden..

Vi tager en uge i sommerhus, hvor vi bl.a. skal fejre min mors 75 års fødselsdag :balloon Så er vi hjemme en uge - jeg tager på arbejde, min mand holder ferie og kan få lov til at hygge sig med at klippe hæk, kan han! Og så tager vi 14 dage til Thailand - hurra for penge man har fået tilbage i skat! :)

Mange tak fordi du fortæller om at din kæreste overvejer at blive sæddonor. Tror du, du/I har lyst til at fortælle lidt mere om tankerne og grundene til det? Jeg kan faktisk godt forstå dit behov for, at du engang måske kunne møde de børn, der er kommet ud af det. Noget med man har en viden om, hvad der er sket, og hvor de mennesker er...? Jeg tror bestemt også åbenhed er rigtig vigtigt, og jeg har tænkt mig at være åben omkring, hvordan barnet er kommet til verden. Det føles bare som om, at det der bare var en ubetydelig detalje, der ingen forskel skulle gøre, pludselig fylder utrolig meget. Og jeg kan da også mærke, at rigtig meget af min modstand har at gøre med, at jer er rasende over hele tiden at skulle rumme, ændre, forstå ret voldsomme ting i min opfattelse af verden. Og nu vil jeg ærlig talt snart godt ha', at der er noget, der bliver, som jeg regnede med!! Men - det bliver jeg jo nødt til at finde ud af med mig selv, og ikke holde et barn gidsel i min frustration. Også mange tak for dit svar. Det er rart, der er nogen der i hvert fald umiddelbart tænker og føler det samme som en selv. (Men jeg er meget, meget, meget glad for at høre alle holdninger - for jeg vil gerne belyse emnet fra så mange vinkler som muligt, så hold jer endelig ikke tilbage!!) Jeg ved ikke, hvad vi ender med. Måske er dette vores begrænsning. Måske er det bedst at vælge åben, men måske er vi bare ikke i stand til det. Jeg håber, det ender, som det skal.

Først og fremmest tak til alle for jeres svar. Det er rigtig rart at høre flere vinkler på det. Jeg vil sige sådan, at på papiret synes jeg også, at barnet skal have mulighed for at opsøge sin biologiske far. Men når det så kommer ud i virkeligheden, så ved jeg bare ikke helt længere.. Man kan sige - indtil forleden var det slet ikke et valg - der var fuld anonymitet for donor, så det er sådan en ting, der er kommet ind i vores liv lige pludselig - var vores første forsøg lykkedes, havde vi ikke haft valget. Planen er, at vi skal tale rigtig meget om det. Så skal vi have en samtale med lægerne og høre, hvad de mener. Jeg vil gerne vide lidt om, hvad en åben donor tænker. I tilfælde adoption, bliver et barn givet væk, fordi de biologiske forældre af den ene eller anden grund ikke kan beholde det. Og det er jo langt fra altid, at mødet med de biologiske forældre er særlig lykkeligt. Men hvis man har sagt ja til at være åben donor, har man vel også overvejet, at det pludselig kan ringe på døren om 20 år? Min mand er ikke umiddelbart særlig vild med tanken, men han synes heller ikke, vi er parate til at tage en beslutning endnu. Jeg har besluttet, og jeg har sagt til ham, at den endelige beslutning må være hans, og jeg bakker op om det, han vælger. Jeg er også parat til at stå til måls for den beslutning på et tidspunkt. Men jeg VED det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er bedst. Jeg håber, det kommer til mig, og jeg gør det rette. Jeg synes, det er en frygtelig stor beslutning at tage på et andet menneskes vegne.

Jeg har desværre aldrig prøvet at være gravid, så jeg har ingen gode svar til dig. Men du virker lidt træt og ked, så jeg vil bare sende lidt "courage" din vej. Råde dig til at slippe det, hvis du kan. Man kan jo heldigvis ikke være lidt gravid :) og du kan ikke ændre på hvad, der allerede er.. Jeg krydser rigtig meget fingre for, at det går, som du håber! :balloons

Tak, skal du have :) Problemet er, at der det meste af tiden slet ikke er levende sæd. Ud af 7 prøver har kun 1 haft levende sædceller - og der var det ca. 6000. Det er faktisk sådan, at hospitalet ringede til mig igen i eftermiddags og sagde, at de gerne ville tilbyde at tage 2 sædprøver over sommeren, og hvis der så var noget i en af dem, så tage en runde mere med ICSI. Men - uanset hvad, så er det den sædprøve der bliver afleveret på dagen som er afgørende, og så er det jo sådan set lidt "lige meget", om han har afleveret en, der kunne bruges for 2 mdr, siden.. Grunden til man ikke tilbyder TESA i dette tilfælde er, at sædcellerne bare ligesom ikke er der. Det er ikke fordi der er en stoppet sædleder, eller sådan noget. Og hvis chancen er så lille, er det så ikke bedre, at man sparer mig for det meget hårde forløb det er at få taget æg ud mv., hvis resultatet i sidste ende er det samme, som ved en insemination med donorsæd. Hvilket er noget der kan klares i en almindelig cyklus - evt. med en let stimulation af mig. Det hælder min mand til lige nu. Jeg synes, det er så svært. Og jeg har ikke lyst til at fratage ham chancen, men... Ja, jeg ved det ikke. Nu tager vi op og taler med dem og hører, hvad de har at sige. Så må vi tage en beslutning. Var den kun med hovedet, var det nemt. Var det kun med hjertet, var den også nem. Det er kombinationen, der er vanskelig ;)

Jeg googlede lige og fandt denne opskrift: 2½ dl. lunkent vand 25 g. gær ½ dl. olie 1 sammenpisket æg 1 tsk. salt ca. 500 g. hvedemel Den svarer meget godt til en opskrift på börek,jeg har fået af en tyrkisk kollega, så den lyder fornuftig i mine ører. Tærtedej tror jeg bliver for porøs.

Ja, selvom jeg synes, jeg var godt forberedt på, at det kunne gå sådan her, er jeg bare frygtelig ked af det. På mandag ringer jeg efter aftale til hospitalet og aftaler et møde, hvor vi taler tingene igennem og lægger en plan. Jeg tror, vi ender med at holde pause til efter sommerferien. Dels fordi de har ferie, og derfor har mindre bemanding, dels fordi vi selv har købt en rejse til Thailand, og så tror jeg bare jeg vil nyde IKKE at være gravid, så jeg kan drikke en øl, hvis jeg har lyst og ikke tænke på læge/hospital, hvis nu der skulle ske noget. Men det som har chokeret mig lidt i dag er, at lægen gjorde helt klart, at de ikke ville tilbyde os IVF/ICSI igen, da min mand jo desværre har en ekstremt nedsat sædkvalitet. De vil derfor "kun" tilbyde insemination med donorsæd. Det skal jeg så fortælle ham, når han kommer hjem fra arbejde.. Altså..logisk set, så kan jeg godt forstå det. For det er jo en rigtig hård omgang for mig at få taget de æg ud, og udkommet er så usikkert. Det er så meget mere skånsomt og også nemmere at inseminere. Men...jeg er bare virkelig ked af, at muligheden bliver taget fra os. Det skulle jo være ham, min elskede, som var med hele vejen...

Tak for jeres krydsede fingre og gode tanker. Men der blev desværre ikke noget ud af det. Ægget havde ikke delt sig..

Det gør mig ondt.

Tak! :)

Så blev det onsdag. Vi har et æg. Og det ligger lige nu og hygger sig i noget futuristisk udseende hospitalsudstyr. Kom nu lille ven. Lev og hav det godt :)

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg kan sørme godt forstå, at du er ked af det! Og jeg synes ærlig talt ikke, der er tale om et luksus-problem. Jeg befinder mig også i behandlingsverdenen. Min mand har dog ikke børn fra tidligere forhold - til gengæld er det formentlig slet ikke muligt for ham at producere et biologisk barn. Her taler vi ikke 6 mill. men 6000 på en god dag - på andre dage 0. Det er vildt hårdt at få sådan en besked. Og jeg kan godt forstå, du synes, det er trist og uretfærdigt og bare gennemført latterligt. Det er det fandme osse! Men, men, men. Der er ufattelig lang vej inden du og I behøver overhovedet at overveje at give op. Meget kan gøres - og statistisk set er der stadig større chance for det lykkes, end det ikke lykkes. Så for at svare på dit sidste spørgsmål. Er du gal, jeg genkender det! Men jeg tror også på, det lykkes.

Så er næste skridt taget, og vi nærmer os for alvor crunch time. Var på hospitalet i dag, og som sædvanlig er der meget ængstelse og nervøsitet fra min side, når virkeligheden omkring dette projekt melder sig. Men - jeg blev scannet og alt var som det skulle være. På onsdag forsøger vi at tø mine ubefrugtede æg op og befrugte dem. Hvis de overlever optøningen, hvis de bliver befrugtede, og hvis de deler sig normalt, bliver de sat op fredag. Det er godt nok nogle seriøse hvis'er..... Den læge vi snakkede med sidst var sådan en rigtig jubeloptimist. Det skal nooooooooook gå, og vi skal bare - 1, 2, 3 så er den der. Hende jeg talte med i dag var meget mere sådan - puha, det bliver svært, det her. Hvilket sikkert passer, men det er bare ikke særlig fedt at høre på. For ca. 700.000. gang blev det nævnt, at det var åh så særligt det med at æggene var frosset ned uden befrugtning. Og at de i øvrigt havde lukket ned igen for den ordning, fordi det var for dyrt. Nå. Det er sikkert godt det samme, for som sædvanlig skal jeg sidde og belære dem om, hvordan de skal udføre jeres arbejde. (Nej, sygeplejerske-type, når der er tale om ubefrugtede frosne æg, bruger man ALTID ICSI ikke IVF) Hvordan er det nu? Nå nej, jeg har på ingen måde nogen form for sundhedsmæssig uddannelse - jeg har kun google. Men til gengæld holder jeg så styr på jeres kontorarbejde for jer, ved hvad I gør af min journal, holder check på den medicin jeg tager, så jeg kan svare, når I ringer og spørger osv. osv.) Kæft jeg er træt af MEGA ucheckede Rigshospital!! Nej, altså. De er utrolig søde. Og helt sikkert dygtige. Jeg er bare...træt.

Jeg tror selv, jeg havde en bikini, da jeg var barn. Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men 6-7 år passer nok meget godt. Min mor havde selv hæklet den, hvilket jeg naturligvis var rasende over, fordi jeg ville have en købe-én! Så jeg tror ikke, jeg selv ville have problemer med at give en 6-årig bikini på.. Hvis det egentlige problem er, at man er bange for pædofile, så tror jeg, jeg synes, at man ikke skal være naiv, for det er jo ikke en hemmelighed, at det eksisterer. Men misforstå mig nu ikke - der er også biler ude i trafikken, man kan blive ramt af, tagsten der falder ned osv. Man skal ikke lukke øjnene, men nogle gange sker der ting - også frygtelige, uforståelige, urimelige ting, der bare ikke hænger sammen med en bikini-top.. Og så bare for at runde af med en sød historie, som min papmor har fortalt om sin bror - der som barn havde fundet en legekammerat en dag familien var på stranden. Og da mor spurgte om legekammeraten var en dreng eller en pige, svarede han, at det vidste han ikke, for den havde ikke noget tøj på... :)

Hov?

Hey, jeg glæder mig til, jeg skal til fest!! :D

:) jeg synes faktisk at det forslag Faith_2012 kommer med er rigtig godt. Ligefrem, ærligt og ikke anmassende. Så den hepper jeg på :) Og mest af alt hepper jeg på, den giver bonus.