Når partneren har børn i forvejen..

[Lovely Lady]

Hey:-)

Jeg er gift med en ualmindeligt dejlig mand, og vi har i godt et år forsøgt at begynde vores lille familie, som vi havde håbet at skulle indbefatte mindst to børn. Efter et afsindigt frustrerende år (det hjalp ikke, at min far døde undervejs) er vi så blevet udredt, og min mands sædkvalitet er så nedsat (6mill), at vi som minimum skal bruge insemination og læner os op ad IVF... Min mand er 40, så vi har ærligt talt lidt småtravlt... Min alder presser os selvfølgelig også lidt, men den udredende gynækolog havde dog kun pænt at sige om mit helbred.

Jeg er ret ked af at skulle i fertilitetsbendling - det er muligvis et luksusproblem, men det var mildest talt ikke det jeg drømte om, da jeg sagde ja til at stifte familie... Og her kommer det så: min mand har to børn (9 og 12 år) fra et tidligere (stærkt mislykket) forhold (så folk med deres bræk om, at man da så i hvert fald ved at manden kan få børn, kan hoppe i havet med noget tungt om benene) - og jeg synes bare, at det gør det hele tusind gange værre...

Nu skal jeg hales igennem behandlingssystemet - for det ikke skal være løgn, så ovenikøbet derude, hvor børnene er født:-( - og skal så hjem og se på de børn, han har givet en anden.... Mislykkes det hele, så kan jeg ikke engang få lov at leve med de fordele, der er ved ikke at have børn - og når lyset slukkes og tæppet går ned... Så er det bare kun mig, der er barnløs - uanset hvor meget min søde mand forsøger at understrege, at vi er i den her situation sammen...

Jeg føler mig ret luset over at være så ked af det - det var næsten bedre, hvis det var mig, det kneb med, så kunne jeg bedre være erkendt at være ked... - men jeg kan sq ikke rigtig ryste det af...

Nogen der genkender noget...?

[Mistel]

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg kan sørme godt forstå, at du er ked af det! Og jeg synes ærlig talt ikke, der er tale om et luksus-problem.

Jeg befinder mig også i behandlingsverdenen. Min mand har dog ikke børn fra tidligere forhold - til gengæld er det formentlig slet ikke muligt for ham at producere et biologisk barn. Her taler vi ikke 6 mill. men 6000 på en god dag - på andre dage 0. Det er vildt hårdt at få sådan en besked. Og jeg kan godt forstå, du synes, det er trist og uretfærdigt og bare gennemført latterligt. Det er det fandme osse!

Men, men, men. Der er ufattelig lang vej inden du og I behøver overhovedet at overveje at give op. Meget kan gøres - og statistisk set er der stadig større chance for det lykkes, end det ikke lykkes.

Så for at svare på dit sidste spørgsmål. Er du gal, jeg genkender det! Men jeg tror også på, det lykkes.

[A.K.]

Jeg er enig i det ikke er et luksusproblem.

Da jeg flyttede sammen med min mand, lagde jeg ikke skjul på jeg ville ha' flere børn, selvom jeg tog en dreng med ind i forholdet, og han havde en af hver. I starten var han ikke afvisende - sagde faktisk at det bestemt ikke var utænkeligt han gerne ville ha' en mere - men der skete bare aldrig noget fra hans side. Vil lige sige han havde fået klippet sædstrengen 2 år før jeg flyttede herned, så hvis der skulle ske noget, betød det han skulle under kniven.

Årene gik, og jeg stod tilbage med en frustration fordi jeg jo bestemt ikke blev yngre. Min frustration var enorm tæt på at udvikle sig til en depression, for det jeg ønskede allermest i verden - et sundt og velfungerende barn - så ud til ikke at lykkes nogensinde. En dag (efter min veninde havde fået en lille datter) blev det for meget. Jeg ved godt jeg var grov, men han fik af vide at jeg VILLE ha' et barn og så var det hans valg om han ville være far eller ej. Han kunne jo bare fra starten af ha' meldt ud han ikke ønskede flere børn, men da han gav mig falske forhåbninger i starten, havde jeg jo altid et lille håb. Han kunne godt se det ikke havde været fair overfor mig, så vores projekt startede op.

I og med han havde fået klippet strengen, skulle det foregå vha TESA modellen, hvor de trækker sæd ud fra testiklerne på ham, og jeg får taget æg ud, æggene bliver befrugtet og herefter lagt op. Det var noget slidsomt men jeg syns bestemt det var det hele værd.

En ting du nok ikke skal tænke på, hvis/når i går i gang med projekt baby er, at det skal ske det sted din mands børn er født. Der er født MANGE børn der, og der vil altid blive født et barn af en man kender (og evt. ikke kan li') på lige nøjagtig "dit" sygehus. Du kan hverken gøre fra eller til... jo du kan vælge et andet sygehus, hvis det kan give dig ro i sjælen.

Da vi startede op med projekt baby, lavede vi en aftale indbyrdes om at vi max ville have 2 forsøg, for vi er trods alt ikke årsunger mere (jeg er 39 og han er 44). Du har jo så mange flere muligheder, du kan benytte dig af, og er i den forstand ikke begrænset af din alder. Så en rigtig vigtig ting. Husk at gå ind til det med et positivt sind. Jeg fik af vide, at chancerne for at blive gravid var meget større, hvis man gik ind til det med et positivt sind. Det lykkedes for mig i 1. forsøg, og jeg er helt sikker på det var fordi jeg vitterligt TROEDE på jeg ville blive gravid.

Håber det lykkes for dig.

[Lovely Lady]

:-) tak for de søde tilbagemeldinger - jeg håber da også, at behandlingen hurtigt lykkes, og at det hele ikke når at blive så slemt.. Mit hovedproblem er nok, at jeg er realist om en hals og har været statistikkerne igennem flere gange:-s

Angående at min mands særbørn er født på det hospital (som jeg er nødt til at leve med - med det antal besøg, der trues med, så er det praktisk umuligt for mig at vælge noget andet - jeg kan i forvejen slet ikke overskue, hvordan jeg skal få det til at hænge sammen med mit arbejde), så vil jeg lige understrege, at mit problem ikke ligger i, at jeg ikke kan lide børnene eller for den sags skyld deres mor. Jeg synes bare, at det er så trist og træls og sorgfuldt, at han allerede har prøvet det hele før - så jeg ville ærlig talt helst undgå at skulle anbringes lige midt i deres minder. Min søde mand er klog nok til at lade som om, at han slet ikke kan huske noget om dengang han fik de andre børn, men...

[Hilde]

Først engang :kram

Jeg kan godt forstå, at du er ked af det. Jeg har godt nok ikke stået i situationen, at min mand har børn fra tidligere, men jeg vil bare fortælle, at min mand har 0 sædceller i hans prøver, så vi har også været igennem ICSI/TESA. Ved TESA fandt de 6 brugbare sædceller :unsure Alligevel har vi fået en dejlig datter sammen, så du skal bare vide, at det sagtens kan lade sig gøre med MEGET nedsat sædkvalitet! Og selvom vi ikke fik meget håb fra lægernes side...

:goodluck

[A.K.]

Det bliver jo ikke deres minder men dine minder. Din mands børn og ekskone er jo ikke med i det, når du er på sygehuset, og din oplevelse vil være SÅ meget forskellig fra dem så der vil overhovedet ikke være noget sammenligningsgrundlag. Det lyder også som om din mand gerne vil give dig en fantastisk oplevelse.. Grib det og tag imod. :kram

..og forresten. Da de trak sædceller ud fra min mand, fandt de 1 sædcelle i den højre side og nogle flere stykker i den anden side (der altså var aktive nok), men det var jo nok, så statistikker skal man ikke altid regne med. (Til sammenligning kan jeg sige, jeg er opdrætter af en race, hvor der ikke er så mange katte, og jeg nu har haft 2 kuld killinger, hvor jeg bestilte piger. Det første kom 4 killinger.. alle drenge, og i det næste kom 7 killinger.. 6 drenge og en pige som jeg sikkert ikke kan bruge pga. fejl, så statistikker kan man altså SLET ikke regne med)

[Kistulle]

Vi står så i den anden situration, jeg har 3 piger fra tidligere, og min kæreste som er 12 yngere end jeg. Jeg har klemmer på mine æggestokke, og vi har besluttet at vi gerne vil have et fælles barn, men at det ikke skal betyde at vi holder mindre af de børn, der er der i forvejen. Det er jo altid en chance at tage, når man træder ind i et forhold, hvor der er børn i forvejen. Men må så også sige at man er jo nød til at tage pakken, børnene har jo desværre ikke selv valgt, at blive født. På den anden side vil jeg da sige, go for et, det er da en super glæde man kan få sammen, og hvem ved om det ikke kunne bringe jer alle tættere :)

[Lovely Lady]

Nå, nu har vi været på hospitalet og skal i gang med insemination i næste cyklus - det er sådan set ok, en min gemal fatter stadig hat af, hvorfor jeg er ked af det. Utroligt at han kategorisk nægter at anerkende, at han og jeg ikke er i bare tilnærmelsesvis den samme situation lige nu. Suk...

Nogle gange tænker jeg så på, hvordan det skal gå, hvis det lykkes (det har jeg med de sidste mange måneders mislykkede forsøg på at blive gravid, haft aaaaalt for god tid til). Tanken om at mine børn skal have deres barndom forstyrret af, at der rykker to menner ud og ind af hjemmet hver uge, bryder jeg mig bestemt ikke om. Og selvom min mands brun er søde, så larmer de afsindigt, og når jeg ligger her og lytter til Ragnarok ovenpå, så er tanken om at have spædbarn i hus med dem sq ikke særligt tillokkende...

Hmm, ikke så pæne tanker, sorry:-( Må håbe, at de skrumper, hvis det rent faktisk lykkes at blive gravid..

[A.K.]

Er du sikker på du vil det her?? Have et barn med din mand??

Jeg syns du virker lidt negativ over, at din mand har børn i forvejen. Ikke nok med de er født på det sygehus du selv skal føde jeres barn på, hvis du ender med at blive gravid. De er også larmende elementer, der vil forstyrre din hverdag ved at komme "brasende" hver uge !?

Et barn der er vokset op med den form for liv i hverdagen, kan altså sagtens kapere det. Sådan ER det bare for dem. Lige så naturligt for dem som at trække vejret. De eneste der ser problemerne er som regel de voksne, da de bruger mere krudt på at tænke over tingene.

Et eksempel. Min søn havde på et tidspunkt 2 farmødre. Hans biologiske farmor og en farmor, der var gift med hans farfar. Den ene hed farmor i det gule hus og den anden hed farmor i det røde hus. NO PROBLEM. Det bliver først et problem den dag de voksne GØR det til et problem, og indtil da er det lige så naturligt for barnet, som at sparke til en bold.

Jeg syns du skal sætte dig ned i en stille stund og tænke over, hvad du ønsker, og specielt hvad du kan tilbyde. Især det sidste er vigtigt, for det at skabe en familie handler ikke kun om at modtage. Det handler i stor grad også om at give.

Jeg elsker min mands unger - jeg har været en del af deres liv i nu 12 år - og jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden dem. De har i mange år været lidt støjende, men det er børn.. Børn kan larme ufattelig meget, og det skal der være plads til. Når vores 3 unger har givet den hele armen, dørene har rystet, vinduerne klirret og gulvet været tæt på at give efter for 3 trampende "møgunger" har det da været slemt, men lige så støjende de har været, lige så dejlige har de jo også været. Uanset hvor trælse de har været, har der været plads til dem, og det er det vigtigste i et barns liv.. AT der er plads til dem. Den plads bliver du nødt til at finde til din mands børn, ellers kan din og din mands forhold få en brat slutning.

[Lovely Lady]

Jeg har nu normalt fint plads til min mands børn og har et udmærket forhold til dem - men jeg synes sq, at det her er svært - undskyld.

Det var nu heller ikke deres eksistens som sådan, jeg mente at forstyrrede min hverdag med at "komme brasende" - det er konceptet med at flytte ind og ud hver anden uge - selv uden små børn i huset, så synes jeg, at det er ret hårdt.

Jeg har et tæt forhold til både min fars ex-kone og til hans enke, så det er altså ikke fordi, at jeg mener, at kernefamilien er det eneste saliggørende.

Angående larmen, så sad jeg dødtræt i min sofa og spekulerede over, hvordan man får et spædbarn til at sove i den larm - delvis fordi jeg har svært ved at forestille mig, at der ville være særligt hyggeligt i vores temmeligt lille hus, hvis man skulle forsøge at få de vilde horder til at holde lydniveauet nede - børn tumler og fniser og hviner jo, og det ville da være en grim ting at forsøge at vænne dem af med det. Men gad vide, hvordan overskuddet er, hvis man sidder dødtræt og endeligt har fået baby til at sove, og der så udbryder sådan en omgang i naboværelset.

Jeg har tilladt mig at lufte nogle frustrationer her - blandt andet over at jeg synes, at kombinationen af særbørn og problemer med selv at få børn ikke er ret morsom, hvilket klart påvirker mit overskud til alt andet - men det er nok bare en dårlig ide - alting ser så hårdt ud på skrift..

[Maustique]

Hej Lise

Det her bliver et laaangt indlæg og det beklager jeg. Jeg kender bare din situation til benet. Jeg er gift en med dejlig mand og har fået to piger med på gule plader der nu er 11 og 15 år. Jeg har ikke børn i forvejen så det her (som forhåbentligt snart viser sig om to streger) kommer til at være mit første barn.

Disse fora er steder, hvor man kan lufte frustrationer og debatere de ting, der netop er en smule tabubelagte, så det skal du ikke afholde dig fra. Det jeg skriver er blot mine tanker og opmuntring mht til dit indlæg som jeg håber du kan bruge til noget positivt.

Jeg kan GODT forstå din jalouxi over alt, hvad der har med skabelsen af disse børn at gøre. Jeg har selv spurgt min mand til hudløshed om, hvordan han fik at vide at hun var gravid, om han mærkede spark, var han med til fødslen, hvordan klarede hun den osv. osv. osv.. Og ligegyldigt hvad staklen har svaret mig, så har det faktisk bare gjort ondt at høre. Det er så specielt at få et barn at man ikke ønsker en anden person uden for ens tosomhed har været inde og tage nogle af de værdifulde "første gange..:" Jeg har ikke lyst til at "vores" børn skal dele deres far med en anden og min lille grønne djævel har blandet sig unødigt i alt muligt. Jeg er bange for om "vores" børn bliver grimmere end "hendes", mindre kloge end "hendes", mindre succesfulde osv. osv. osv. Samtidigt stiller jeg mig uforstående overfor, at han mener at det er lige så specielt at få tredje barn, som det er at få første - og kan faktisk nogle gange blive lidt irriteret på ham, når han siger det.

MEN... Den lille grønne djævel skal simpelthen ikke have magten - for så ødelægger den alt... Som så meget andet i livet så ER ting hvad man gør dem til oppe i hovedet. Vores mænd har børn, og de elsker de børn (ligeså højt som de kommer til at elske "vores" børn). Og hvis de ikke gjorde det, jamen så ville vi jo dybest set ikke have vores mænd fordi de ikke var gode mennesker. Derfor kommer de børn til at være en del af vores liv og en del af vores børns liv ALTID. Når den grønne djævel kommer på besøg bliver vi nødt til at huske at vi elsker de unger pga. dem de er og de mange dejlige stunder vi har haft med dem - og at vi især elsker dem fordi de faktisk indeholder en stor del af den mand vi elsker - og så "glemme" lidt at de er født af en anden. Vi SKAL have det til at fungere og kan kun starte med os selv!

Jeg har VALGT (skrevet på den måde fordi det faktisk er lidt en kamp nogle gange) at tro på min mand, når han siger at han aldrig har glædet sig på denne måde til et barn og at alt kommer til at være helt specielt fordi det er med mig som han elsker, fordi han nu er voksen (han var meget ung med pigerne) og fordi vores unger kommer til at være planlagte ønskebørn. Og så prøver jeg at feje andre dybt ukonstruktive tanker væk så godt jeg kan. Jeg prøver (og DET bliver faktisk meget lettere med tiden) at se de to skønne tøser som "mine" og "vores" og se dem som de storesøstre baby bliver heldig at få. Jeg ved de meget gerne vil have en lillebror/søster og jeg glæder mig ved tanken over at baby jo faktisk får gode rollemodeller i dem, får storesøstre, der er gamle nok til at agere som barnepiger inden for ganske kort tid, og når baby bliver ældre så faktisk få 2 semivoksne ekstra der kan hygge om dem. Tage dem med på tur i Bonbonland, hente/bringe dem fra skole - måske sågar se efter dem når de bliver syge (prøv at lægge et par år til dine bonusungers alder og regn selv ud :)) Og det er sgu da fantastisk! Især for mig fordi vi ikke rigtig kommer til at have raske, nære bedsteforældre på nogen af siderne, der kan hygge/aflaste. Og tænk på hvordan vi om mange år (hvis vi formår at holde vores bonusbørn tæt) kan fylde et helt hus med børn og børnebørn i massevis fordi vi har fået nogle børn "forærende".

Børn larmer og fylder - nogle mere end andre. Prøv at snakke lidt med din mand om hvordan I kan løfte tingene sådan rent praktisk, når den tid kommer så det kommer til at gå så gnidningsfrit som muligt. Det er faktisk ok og naturligt at snakke med børn om at vise hensyn til en yngre bror/søster (det er faktisk en af de udfordringer som følger med at få små søskende i alle familier). At kunne tage hensyn og forstå at man ikke bare kan gøre som det passer sig altid er faktisk grunden til at jeg ønsker at vores EGET barn ikke skal være enebarn. Man må gerne lege tagfat - men det skal foregå i haven fordi baby sover f.eks.. Samtidigt er babyer også (lader jeg mig fortælle) utroligt tilpasningsdygtige. Tænk på før i tiden - meget store familie i meget små huse :) Min mands børn er store og har selvfølgelig meget indflydelse fra deres mor - men når vi render ind i noget jeg ikke helt kan forstå, så plejer min mand og jeg at tage en snak om, hvordan vi kommer til at gøre det anderledes med "vores" og det beroliger mig.

Prøv at lade være med at føle dig snydt. At han har givet noget til en anden, som han ikke "vil" give dig. Børn er man jo ikke selv herre over hvornår kommer. Han giver jo i princippet dig sine egne børn til deling :) Samtidigt så kan du jo faktisk allerede INDEN du selv får biologiske børn få det bedste fra begge verdner. Hver anden uge kan I live i tosomhed, kæresterejser, afslapning og voksenting. Den anden uge kan I nyde liv og unger og glæde jer over, hvor sjove børn er. JEG prøver ihvertfald på at forberede mig på at mine egne unger kan jeg jo ikke bare sende hjem til deres mor når jeg har brug for at forføre deres far :

En af de ting (efter min mening) som vi som førstegangsfødende i familier med børn i forvejen skal passe MEGET på - er hvordan vores "eget" barn kommer til at påvirke forholdet til de andre børn. En af den yngstes vendinder havde en pap-mor som engagerede sig i hendes liv om som pigen var glad for, INDTIL den dag hun fik sit eget barn. Så var pigen kun i vejen og moderen brugte det meste af tiden på at rulle øjne, når der ikke bare blev hardcore ignoreret. Det har jeg LOVET min yngste bonuspige ALDRIG kommer til at ske hos os - og det SKAL simpelthen lykkedes!!! Derfor har jeg allerede nu i mit hoved planlagt, hvordan jeg engagerer dem. De skal være de første der hører om graviditeten ud over min mand og jeg, de skal med til en af de sene scanninger, vi skal snakke navne med dem, de skal på det første barselsbesøg, de skal have en "fødselsdagsgave" fra deres lillebror/lillesøster den dag baby bliver født, de skal være med til at vælge tøj, bade, skifte ble og give mad - ligesom vi er blevet enige om at det ihvertfald ikke skal hedde "halv"søskende. Og når baby kommer til verden så skal både min mand OG jeg finde tid til at tage os af pigerne alene UDEN baby. Dvs. at jeg f.eks. tager pigerne med i biografen mens far passer baby og omvendt. Det bliver sikkert monstersvært, og jeg kan allerede mærke lysten til at isolere mig og MIN baby fra både mand og bonusbørn - men det betyder simpelthen alt, at det lykkedes! Nogle gange skal vi "ofre" vores romantiske tankegang om hvordan tingene skal være fremfor det der fungerer i den situation vi er i. Det var f.eks. svært at tage pigerne med ud og få taget de officielle bryllupsbilleder - det skulle jo have været "vores" billeder. Men da øjeblikkets stik i hjertet var overstået var det perfekt og som det skulle være - og billederne af os alle fire er faktisk blandt de bedste.

Tak fordi du læste med så langt - ønsker dig det allerbedste og de to streger skal nok komme :)

[kristin]

Nå, nu har vi været på hospitalet og skal i gang med insemination i næste cyklus - det er sådan set ok, en min gemal fatter stadig hat af, hvorfor jeg er ked af det. Utroligt at han kategorisk nægter at anerkende, at han og jeg ikke er i bare tilnærmelsesvis den samme situation lige nu. Suk...

Nogle gange tænker jeg så på, hvordan det skal gå, hvis det lykkes (det har jeg med de sidste mange måneders mislykkede forsøg på at blive gravid, haft aaaaalt for god tid til). Tanken om at mine børn skal have deres barndom forstyrret af, at der rykker to menner ud og ind af hjemmet hver uge, bryder jeg mig bestemt ikke om. Og selvom min mands brun er søde, så larmer de afsindigt, og når jeg ligger her og lytter til Ragnarok ovenpå, så er tanken om at have spædbarn i hus med dem sq ikke særligt tillokkende...

Hmm, ikke så pæne tanker, sorry:-( Må håbe, at de skrumper, hvis det rent faktisk lykkes at blive gravid..

Hej Lise

Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer og jeg tror altod man synes at andres børn larmer mere end ens egen :badgirl Det skal siges jeg bor alene, mens min kæreste bor 60 km fra mig, jeg har været alene med mine børn i 10 år, så er vant til at klare ærterne selv. Ligepludselig stod jeg så med 2 streger, som så ikke var planlagt, men har valgt at beholde bebsen, da jeg utrolig gerne ville have et barn mere, hvorimod min kæreste egentlig ønskede den skulle fjernes :( Min kæreste har også 2 børn fra tidligere forhold, og han er virkelig en god far for hans børn, men selvom han kun har dem 14. dag, virker han ikke særlig interesseret i at flytte, så vi kan blive en familie. Min kærestes ønske er også at få hans drenge til at bo hos sig, hver anden uge, hvilket jo så os betyder at han vælger os mere fra og hans egne børn mere til. Ja som det ser ud nu, kommer jeg nok til at stå alene med det igen :( Men omvendt har jeg heller aldrig prøvet andet og elsker bebsen så meget og fortryder bestemt ikke, jeg glæder mig over det, ligesom begge mine 2 drenge gør :)

Håber i finder ud af det og det lykkes med de 2 streger :biglove

[Mommy Wannabe]

Min situation er ikke helt den samme, men jeg kan alligevel godt sætte mig ind i din situation. Tror følelserne er lidt de samme selvom situationen ikke helt er.

Hos os er det mig der ikke kan få børn, jeg har PCOS og har inten ægløsning eller menstruation så jeg skal igennem hormonbehandlinger som forhåbentligt kan give mit mit ønskebarn.

Min mand er noget ældre end mig, en hel del faktisk. Til trods for det fejler hans evne til at få børn ikke noget. Det er jo kun godt, det er rigeligt at jeg har problemer med det. Min mand har en datter fra et tidligere forhold og er lidt svingende omkring om han ønsker et barn mere. Hans datter er voksen og er selv blevet så gammel at hun snakker om at få børn!

For mig er det super svært ikke at kunne blive gravid af naturens vej. Tror at det både er min mands alder, det at han allerede har et barn og at det er så "besværligt" som det er, der gør at han svæver lidt ang. at sige til eller fra mht min babydrøm. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg ville gøre hvis han klart afviste det. Vi snakkede om det i starten af vores forhold hvor han gerne ville have børn, som tiden er gået virker han mere svævende. Han har aldrig som sådan drømt om børn, det var ikke planlagt at han skulle være far. Men når det er sagt så er han også den mest pylrede far, han elsker din datter og vil gøre alt for hende. Jeg er sikker på han vil få det på samme måde hvis jeg bliver gravid. Jeg er bare ked af at det ikke er en drøm der fylder lige meget hos os begge. Og så HAR han jo prøvet det før. Jeg ville ønske vi kunne dele oplevelsen sammen. Godt nok er det længe siden han oplevede det sidst og han er jo et helt andet sted i sit liv nu. Men alligevel, den forskel der kommer mellem os, fordi han har prøvet det, den er rigtigt ubehagelig. Endnu værre bliver det af at hans datter jo selv vil have børn meget snart. Hun lægger ikke skjul på at hun ikke bryder sig om at hendes far har en så ung "kone". Med tiden er hun åbnet meget mere op for mig, tror egentligt godt hun kan lide mig som person nu, hun bryder sig bare ikke om at jeg lever sammen med hendes far. Hun kan slet ikke acceptere tanken om at vi kunne finde på at få et barn sammen. Det gør ondt at hun har det sådan, og hun lægger på ingen måde skjul på det. Jeg ved ikke hvor meget det påvirker min mand at hun mener sådan. Dog er jeg sikker på at hvis han først bliver morfar så mister han al lyst til at blive far en gang til. Jeg ville så gerne at vi kunne få vores barn før hun får sit. Jeg vil rigtigt gerne være bonus mormor, men jeg vil også rigtigt gerne være mor. Jeg er bange for at jeg vil have svært ved at glæde mig 100% over hendes barn før jeg 100% ved om jeg selv kan få. Hvis det nu viser sig at det slet ikke kan lade sig gøre, så må jeg nøjes med at glæde mig over de børn der med tiden kommer i min familie. Men jeg vil rigtigt gerne være igennem den proces før der kommer børnebørn ind i billedet.

Jeg synes der er mange følelser man ikke kan dele med nogen fordi de er så tabubelagte. Tror bare det med børn er så ømt et emne, det er ikke nemt, end ikke hvis alt gik efter drømmen. Jeg synes jo længere tid man går og tænker over tingene jo mere vanvittig bliver man, der dukker mange flere ting op end der var til at starte med. Feks. har jeg tænkt rigtigt meget over den sidste tid om jeg overhovedet skal have børn. Alle de argumenter man kan finde imod. Totalt tosset for det er den eneste ting jeg altid har drømt om - børn. Tror det er en forsvarsmekanisme i psyken. Det er nemmere at beslutte at man ikke ønsker at få nogen end det er at gå ind i den kamp det kan være at få dem og ende i et nederlag fordi man ikke kan få nogen når det kommer til stykket. Jeg tror bare at jeg personligt vil fortryde til evig tid hvis jeg ikke prøvede. Alle de tanker om ting der er besværlige eller tanker om alle de ting man kan hvis man ikke har børn, tror kun de kommer af frygten for ikke at lykkes med det der er den aller største drøm.

Jeg ved ikke om frygten for ikke at kunne få et barn med din mand ligger gemt inde i det med at han har børn i forvejen. Det at se hans børn er svært hvis han ikke kan give dig et barn. Tror at hvis du først har jeres fælles barn i armene så forsvinder den følelse du beskriver. Tror også at hvis det værste skulle ske og det viser sig gennem mange forsøg at i bare ikke kan, så tror jeg også følelsen af at der er forskel på dine og mine og vores forsvinder. Jeg ved det selvfølgelig ikke, tænker bare at det er frygte for ikke at nå drømmen der kommer snigende alle steder den kan.

Det er den der uvished der er dræberen. Hvis man nu bare kendte svarene på hvad der sker om man kan få drømmebarnet eller ej, så ville det være meget nemmere. Det ville da være forfærdeligt ikke at kunne!! Jeg aner ikke hvordan jeg skulle takle det. Men så ville jeg trods alt have vished og hvide hvad jeg havde at forholde mig til. Uvidenhed gør vanvittig. Specielt når det handler om noget der betyder så meget som at få et barn!

[stilletten]

Hej Lise1979

Som kvinden der står på den anden side... hende der har barnet sammen med en mand, der nu har fået en baby med en ny kvinde, føler jeg at jeg kan bidrage lidt til din tråd.

Jeg forstår dine tanker og genkender dem i min datters papmor og min datters udtalelser. Hold lige fast i det - de samme ting du går igennem mærker jeg på mit 9-årige barn gør sig gældende i hendes weekendhjem. Så børnene mærker det...

Jeg vil blot fortælle dig, at det for min datter betyder at hun begynder så småt at tage de første skridt i retningen af at lægge afstand til sin papmor. Og det gør hende ked af det. Jeg støtter op om mit barns fars familie ved aldrig at udtale mig kritisk overhovedet. Og jeg forsvarer hendes papmor - også når jeg ikke forstår hendes valg, og når hun åbenlyst kritiserer mig overfor min datter (gjort i jalousi og usikkerhed- det ved jeg jo godt)

Derfor er det så vigtigt for mig at fortælle dig, at jeg vitterligt ikke på nogen måde selv føler jeg har "det der bånd" til min ex gennem vores fælles barn. han er blevet en anden qua sit nye forhold. De oplevelser de har sammen defineres af hvem de er som par - og har intet med mig at gøre. De oplevelser vi havde engang er minder på lige fod med de minder du sikkert har med en ex... og ikke andet. Men de er minder, og kun det, og de blusser altså ikke op ved min blotte tilstedeværelse i hovedet på min exmand, det er jeg ret sikker på :-D

Min eneste interesse når jeg træder inden for deres hoveddør er min datter, om hun har haft en god weekend og hvad hun har oplevet, og i øvrigt at hun virker glad. Jeg står ikke og måler mig med min datters papmor. Det er så uendeligt ligegyldigt fordi JEG ikke har nogen interesse i hendes mand. (Jeg kan ikke engang længere se hvad det var jeg i givet fald må have været forelsket i i sin tid, det er simpelthen glemt).

Du kan måske ikke bruge dette direkte, eftersom jeres situation ikke er magen til. Jeg prøver bare at give dig en chance for at finde ro i det hele - for din mands børns skyld. For det piner mig at se hvad min datter bliver trukket igennem som stedbarn, blot fordi jeg eksisterer og fordi hun eksisterer. Hun kan jo ikke gøre for at hendes papmor tumler med usikkerhed og tvivl i sit parforhold.

Jeg håber virkeligt du finder en styrke i jeres parforhold der får dig til at se ud over en ex-kone og får øje på hvorfor du er speciel - for så ser din mand det med garanti også