Jeg havde i nogen dage haft murren i lænden og tiltagende plukveer, som jeg håbede var optakt til at der snart ville ske noget.
Torsdag begyndte plukveerne at blive regelmæssige, men om aftenen var de stadig ikke taget til i styrke, så vi tog ud at spise og gik derefter en tur forbi Havanna Bar for at hilse på og se resultatet af den nylige renovering der. Vi sad længe og hyggede med "flokken fra Baren" som ikke vidste, at de skulle vise sig at være de sidste til at se mig med maven i behold.
Natten til fredag begyndte plukveerne at ændre karakter, de føltes anderledes i maven og begyndte at gøre ondt.
Da jeg ikke længere kunne holde ud at blive i sengen stod jeg op, travede rundt i huset og prustede som jeg ved ikke hvad.
Kl 5 følte jeg mig ikke længere tryg ved at være på egen hånd, så jeg gik ind og vækkede Thomas og ringede derefter til fødegangen. Den jordemoder jeg fik fat i vurderede, at jeg lød til at have det forholdsvist godt og vi aftalte, at jeg kunne komme ind og blive undersøgt kl 6.
Vi kom begge i bad, fik pakket bilen og kørte så mod Holstebro mens jeg troligt fortsatte med at tage tid på veerne. Og så -lige som vi kørte ind i Holstebro by- gik veerne i stå!
Men nu hvor vi var nået så langt kunne jeg jo lige så godt komme ind til den aftalte undersøgelse.
Vi blev mødt af en forholdsvis korpulent jordemoder, hun præsenterede sig ikke og jeg husker, at min første tanke var: "sikke dog en fjollet elastik hun har i håret...", umiddelbart virkede hun ret misfornøjet som om hun mente, at jeg spildte hendes tid. Vi kom ind i et modtagelsesværelse hvor hun stillede et par spørgsmål og foretog en gynækologisk undersøgelse, herefter konstaterede hun med en tør hvad-sagde-jeg-mine, at der absolut ikke var optræk til noget som helst, det var bare plukveer og i øvrigt ville der sikkert gå mindst en uge endnu!
Jeg var skuffet, flov og ked af det og græd hele vejen hjem, så meget, at jeg ikke umiddelbart lagde mærke til, at veerne kom igen på vejen hjem.
På opfordring af jordemoderen tog jeg 2 Pamol og gik i seng (hendes eksakte ord lød: "Det er da en skam, at du ikke bare tog et par Panodiler og lagde dig til at sove igen!")
Efter et par timers søvn vågnede jeg så og følte, at veerne var taget en anelse til.
Jeg stod op, gik på toilet og skiftede det kæmpe bind jeg havde fået på fødegangen ud med et almindeligt trussindlæg, for jeg var blevet forberedt på, at den gelé jordemoderen havde brugt ved undersøgelsen formentlig ville komme ud igen. Da jeg lidt efter sad ved computeren sagde det pludselig "blob" og mit lille, naive trusseindlæg var gennemblødt og håndklædet jeg sad på var ligeledes sjasket til.
Afsted det gik, ind på badeværelset hvor jeg fik gravet et natbind frem fra gemmerne, på med et par tørre trusser og frem med et friskt håndklæde.
Der gik ikke længe før jeg havde fyldt natbindet med en væske, tynd som vand og uden farve eller lugt, jeg begyndte at tænke på, om det kunne være fostervand, men det kunne det jo umuligt være, når den sure jordemoder om morgenen havde sagt, at der ikke var noget som helst der lignede optakt til fødsel.
Klokken blev 14.30 og Thomas kom hjem fra arbejde, tiden inden var gået med lidt kraftigere veer og efter hver af dem kom der mere af den førnævnte væske ud.
Jeg begyndte igen at tage tid på veerne, for min fornemmelse af, at noget var ved at ske blev stadig stærkere.
Ca kl 15.10 var jeg igen en tur på toilettet og kunne konstatere, at der var lidt blodigt slim på papiret.
Herefter blev veerne igen kraftigere og kl 15.35 måtte jeg bede Thomas ringe til fødegangen mens jeg selv travede frem og tilbage og rundt om køkkenbordet og prustede af smerte.
Den jordemoder han talte med ville gerne se mig med det samme, så endnu en gang pakkede vi bilen og kl 15.40 drog vi atter mod Holstebro. Under vejs havde jeg nær revet både panikhåndtag og nakkestøtte af fordi jeg havde brug for noget at gribe fat i hver gang jeg havde en ve.
Desuden var jeg ved at blive sindssyg af at Thomas blev ved med at sige "det er garanteret falsk alarm! Jeg vil vædde en stor is på at vi bliver sendt hjem igen!" og desuden insisterede han på at stoppe i Hagebro for at købe cigaretter.
Set i bakspejlet har han formentlig bare prøvet på at forberede sig selv på situationen uanset udfaldet, men lige i øjeblikket mente jeg, at det var enormt upassende og vildt irriterende!
Da vi ankom til fødegangen blev vi modtaget af en sød og venlig jordemoder, Janni, som mødte os med ordene: "Du ligner da godtnok en der skal føde!"
Vi blev vist ind på det samme modtagelsesværelse som om morgenen og her mærkede Jordemoder Janni mig på maven og spurgte ind til det foreløbige forløb og kunne, inden hun foretog en gynækologisk undersøgelse, konstatere, at væsken i mit bind rigtigt nok var fostervand.
Dommen på undersøgelsen var, at livmoderhalsen var væk og at livmodermunden var åben nok til at hun kunne få én finger derind.
Herefter fik jeg kørt CTG-strimmel i en halv time hvor alt så fint ud.
Eftersom jeg var tidligt i forløbet foreslog Jordemoder Janni et lavement og en gåtur for at sætte skub i tingene, og som sagt så gjort... inden gåturen nåede vi dog at få lidt aftensmad.
Selvom andedammen i anlægget ved siden af sygehuset ikke er voldsomt stor tog det lidt over en time at gå turen rundt om den fordi jeg fik en ve for hvert 15. skridt. Under hver ve måtte jeg hænge om halsen på Thomas mens jeg troligt pustede mig igennem.
Efter at have trasket parken tynd i lige omkring 1½ time vendte vi tilbage til fødegangen hvor jeg igen blev undersøgt.
Jeg havde ikke åbnet mig yderligere, dog var vævet mere blødt end før. Jeg var grædefærdig over at det gik så langsomt når jeg havde så ondt.
Fordi jeg ikke følte mig tryg ved at blive sendt hjem igen blev jeg installeret på en stue indrettet med TV, sofa, dobeltseng og potteplanter hvor jeg blev lagt i seng med en varmepude på lænden for at få mig til at slappe af. Herefter blev jeg igen undersøgt med den nedslående dom, at jeg kun var åben nok til to fingre. Klokken var nu 22.00 og da Jordemoder Janni vurderede, at med det tempo ville der ikke ske mere før engang næste morgen, blev jeg tilbudt det hun kaldte en cocktail, altså en vehæmmende sprøjte i låret og en sovepille.
Dette var for at lade både mig og min livmoder få lidt hvile inden slaget skulle stå.
Thomas og jeg blev enige om, at han lige så godt kunne køre hjem og tage sig lidt af hunden og få noget søvn og da han tog hjem fik jeg kørt endnu en CTG hvor der ikke var sket nogen særlig udvikling.
Kl 22.30 fik jeg derfor den førnævnte cocktail og faldt rimelig hurtigt derefter i søvn.
Allerede kl 23.30 vågnede jeg igen og havde enormt smertefulde veer som strålede om i lænden og ned i lårene. Jeg gik på toilet og kunne se, at der var dryppet friskt blod i kummen og da jeg ikke kunne finde en alarmknap at trykke på stavrede jeg ud på gangen for at finde en jordemoder, men der var ikke et eneste menneske at se nogen steder!
Endnu en ve sendte mig på toilettet igen hvor en skjult rest af det lavement jeg fik tidligere kom farende ud.
Igen forsøgte jeg at finde nogen der kunne hjælpe mig og fik denne gang fat i en social- og sundhedshjælper som lovede mig at finde en jordemoder til mig.
Mens jeg ventede gik jeg tilbage til min stue hvor jeg forsøgte at finde en stilling hvor veerne ville gøre mindre ondt.
Og så kom hun, min frelsende engel, Jordemoder Rikke!
Hun undersøgte mig og konstaterede, at jeg nu var 4 cm åben og hun masserede min livmodermund for at stimulere den til at åbne sig yderligere. Herefter opfordrede hun mig til at ringe til Thomas og bede ham om at komme med det samme.
Mens vi ventede på ham talte vi om mine ønsker og forventninger til fødslen, jeg fortalte at jeg gerne ville have akupunktur og i badekar, men at jeg ville føde på lejet og at jeg ikke ville have epidural, da tanken om en nål i min ryg skræmmer mig.
Jeg blev ført ned på en fødestue hvor jeg, siddende i en gyngestol, fik sat akupunkturnåle i hænder og fødder. Jeg kan huske, at nålene i mine hænder gjorde mine tommelfingre følelsesløse. Mens nålene blev sat i kom Thomas og jeg mærkede roen brede sig i mig.
Veerne blev stadig kraftigere og igen gik jeg lidt rundt, nålene blev taget ud og Thomas masserede min lænd mens jeg stod lænet ind over en sengegavl.
Jordemoder Rikke fyldte badekarret imens og hvor var det dog fantastisk at komme ned i det varme vand! Veerne føltes helt anderledes der og jeg kunne meget bedre slappe af og fokusere på min vejrtrækning.
Kl 2.45 blev jeg igen undersøgt og var nu 7 cm åben. Da vandet havde så god effekt blev vi enige om, at jeg skulle blive i karret.
For hver ve kom der mere fostervand ud, og sammen med det små klatter blod og fosterfedt, jeg husker at jeg tænkte over, at det i grunden var nogle ret ulækre "guldfisk" der svømmede rundt i mit badevand.
Jordemoder Rikke foreslog mig at prøve det hun kaldte knæ-albue-leje i karret, men nu gjorde veerne simpelthen for ondt til at det fungerede på trods af at Thomas troligt masserede min lænd imens.
Derfor kom jeg igen om på ryggen, stadig i vandet, og blev igen undersøgt.
Dommen var: fuldt åben!
Jeg blev derfor opfordret til at komme op af vandet og en hurtig tur ud at tisse.
Jeg havde i lidt tid klaget over drageånde og en ulækker smag i munden, så Thomas kom ved samme lejlighed med min tandbørste, dog nåede jeg kun lige at få den i hånden, så kom den første presseve! Min krops første reaktion på det var, at jeg kastede op! Heldigvis var Thomas lynhurtigt på pletten med en brækpose så det ikke skulle ende på gulvet... Midt mellem to gylp i posen fik jeg sagt, at jeg havde lyst til at presse og jeg blev straks hjulpet over på fødelejet.
Kl 3.40 fik jeg hermed lov til at presse for første gang og jeg hørte Jordemoder Rikke sige, at hun allerede kunne skimte hovedet mens jeg pressede.
Endnu en presseve og jeg blev opfordret til at føle efter med hånden, hvor jeg nu kunne mærke toppen af hovedet, jeg lænede mig frem for at kigge, men kunne endnu ikke se noget af barnet, blev til gengæld noget chokeret over tingenes tilstand i regionen og udbrød også et fortvivlet: "Jøsses! Den er helt smadret!"
Igen en presseve! Jeg brølede som en gal viking og Magnus' hoved kom halvt ud.
At have ham til at stå i spænd der føltes som at blive flået i stykker! Så på trods af Jordemoder Rikkes formaning om ikke at presse videre før den næste ve kom tænkte jeg: "Nej fanden stå i det! Nu skal han altså ud!" Så uden en ve til hjælp gav jeg to kraftige pres og kl 4.03 var min smukke lille søn ude og blev straks lagt op på min mave.
Thomas, som havde været en fantastisk støtte under hele fødslen, klippede navlestrengen og hjalp til da Magnus blev målt og vejet, mens jeg fødte moderkagen som var fin og hel. Herefter blev jeg hjulpet over i en seng og Magnus blev lagt til brystet hvor han suttede fint.
Således blev vi, lørdag d 14. August 2010 kl 4.03 om morgenen forældre til vores dejlige søn, Magnus, som målte 54 cm og vejede 3210 g.
Et nyt liv kan begynde, både for ham og for os... <3
