Er I bange for at miste stadigvæk?

[Myliona]

Jeg troede faktisk at jeg kunne slappe mere af efter 12 uge og NF..

Men så har jeg bare læst SÅ mange dumme ting på nettet om folk der mister..

Så nu er jeg slet ikke rolig.. Frygter SÅ meget at min lille Spir dør :unsure

Jeg ville ønske jeg bare kunne lade mine bekymringer være, og være glad - jeg har jo INGEN tegn på at der skulle være noget som helst galt.. :unsure

Årh, det er især her op til scanningerne at jeg bliver nervøs :blush

Kan nogen sige noget som kan berolige mig?

Er I andre bange?

[fuglemor]

Ved ikke om jeg kan berolige dig, men kan sige at alle de tanker er du ikke alene med, jeg frygter også det værste nogen gange men forsøger at fortælle mig selv at vores lille bebs har det godt.

Men lad være med at læse alt det når det påvirker dig så meget du får ikke noget ud af det. Som min far sagde til mig da vi ventede vores første. Så træder man ind i den evigt bekymrede klub når man får børn. Men det er også en fantastisk verden. Men først skal man over NF, så skal man over misdannelsesscanning osv osv Når den lille så er født og bekymringen for fødslen er ovre så kommer bekymringen om den lille spiser nok, er varm nok tager nok på osv osv.

Så slap at tro på den lille har det godt og nyd at maven vokser. :kram

[Myliona]

Ja, min kæreste bliver også ved at sige: Hvorfor skulle der være noget galt? Hvilke tegn er der på der er noget galt?

Og når jeg så siger "Der er ingen tegn, og ingen grund til der skulle være noget.."

"FINT. Så er jeg ikke bekymret"..

Gid jeg bare kunne tænke sådan selv :rolleyes

[Barbamama]

Når jeg er bange, så hjælper det mig altid at analysere på hvorfor jeg er bange: Er det fordi det er REALISTISK at det går galt, eller er det fordi det er FRYGTELIGT HVIS det går galt?

Og almindeligvis må jeg erkende overfor mig selv, at jeg er bange fordi tanken om at det går galt bare er så frygtelig. Og ikke fordi jeg reelt tror at det sker... Og når jeg har erkendt det, så kan jeg som regel skubbe tanken lidt væk igen...

En anden metode er at spørge mig selv: "På en skala fra 1-10, hvor meget tror jeg så egentlig på at det sker?", og der må jeg igen som regel erkende overfor mig selv at den nok ligger på en 1-3 stykker (NB: det virker kun, hvis jeg tvinger mig selv til at sætte et tal på), og så er faren ikke så stor længere. :)

Altså egentlig, så er det noget med at stille mig selv spørgsmål, som jeg kun kan svare på på en måde, hvor jeg SELV får forklaret mig selv, at jeg ikke behøver være bange. Hvis det giver mening :rolleyes

Måske kan det også hjælpe dig at prøve at skabe indre glade billeder af hvordan livet bliver, når Spir kommer. Prøv at forestil dig, hvordan det bliver at synge ham/hende i søvn, forestil dig det første smil, forestil dig når han/hun rækker armene mod dig og siger "op mor!", forestil dig alle de savlekys du kommer til at få, forestil dig hvordan han/hun mon ser ud. Det fokuserer overhovedet ikke på angsten, men måske kan du komme til at tænke så mange positive tanker at du "glemmer" at være bange. :)

Jeg tror ikke rigtig, at det hjælper dig, at jeg siger, at jeg er sikker på at Spir har det godt... Men jeg siger det gerne alligevel: Jeg er sikker på at Spir har det godt!

:kram

[Mistel]

Jeg er ikke gravid selv, men jeg talte i går med min (tvillinge)gravide veninde. Hun har det nogenlunde ligesom du beskriver. Jeg tror bare, det er sådan det er. Det er jo meget, meget stort, at man pludselige skal være nogens mor. Måske er det i virkeligheden også biologiens måde at sørge for, at du sikrer dit barns overlevelse bedst muligt, så vi er sikre på arten består, om jeg så må sige. Jeg tror bestemt ikke, at der er noget galt med dit barn. Og jeg tror heller ikke, du slipper for at bekymre dig:-)

[TroldeMor]

Jeg er overhovedet ikke bange mere...... Jo altså, i korte glimt, eller lige op til en scanning kan jeg godt tænke lidt mere over det, men skubber det hurtigt ud af tankerne.

Jeg støtter mig altid til at abortrisikoen er SÅ lille efter de 12 uger..... 98% chance for at det går godt..... DET er da gode odds :)

[Myliona]

Jeg er overhovedet ikke bange mere...... Jo altså, i korte glimt, eller lige op til en scanning kan jeg godt tænke lidt mere over det, men skubber det hurtigt ud af tankerne.

Jeg støtter mig altid til at abortrisikoen er SÅ lille efter de 12 uger..... 98% chance for at det går godt..... DET er da gode odds :)

Ja, jeg vægter måske bare lidt på at det sjældent er mig det går godt for :P

Ej, jeg prøver virkelig at tro på det ;) DET skal bare være godt.. Men puha, hvor er jeg nervøs.. Også spændt, men mest nervøs!

[Turboline]

Kan kun nikke genkendende til dine tanker.

Har haft endel bøvl med at nå til at være gravid. Har forsøgt siden 2008 og været i bahandling i hele 2011. Havde en spontan abort i uge 5 julen 2010, men nu er jeg i 13+6 og har været til nakkefoldscanning, hvor alt var normalt.

Alligevel er der konstant en lille tanke i mig, der siger hvad nu hvis... Ved at risikoen er lille, men hvad nu hvis? Jeg tror 99% på at alt nok skal gå, men den ene lille %, fylder mere end jeg indrømmer overfor min mand...

Men som alle andre skriver, man er bare nødt til at tro på, at det nok skal gå. vi har valgt at fortælle det til familie og nære venner nu, men først efter vi havde været til scanning.

[Myliona]

Kan kun nikke genkendende til dine tanker.

Har haft endel bøvl med at nå til at være gravid. Har forsøgt siden 2008 og været i bahandling i hele 2011. Havde en spontan abort i uge 5 julen 2010, men nu er jeg i 13+6 og har været til nakkefoldscanning, hvor alt var normalt.

Alligevel er der konstant en lille tanke i mig, der siger hvad nu hvis... Ved at risikoen er lille, men hvad nu hvis? Jeg tror 99% på at alt nok skal gå, men den ene lille %, fylder mere end jeg indrømmer overfor min mand...

Men som alle andre skriver, man er bare nødt til at tro på, at det nok skal gå. vi har valgt at fortælle det til familie og nære venner nu, men først efter vi havde været til scanning.

Ja.. efter kønsscanningen nu her, er jeg begyndt rigtigt at tro på det. Men det er også fordi at jeg ved at hvis jeg mister nu, så ville jeg have en datter - ligemeget hvad, så ville jeg være MOR også hjælper det faktisk på trygheden at have drømme om vores lille pige :)

[bella_]

Jeg må sige jeg er Temmelig rolig, det har jeg været under hele graviditeten faktisk.. Vi var på en tryghedsskanning, privat, lige inden jul, og fik besked om at der var over 95% sikkerhed at alt skulle gå godt, og på NF skanning var alt i super så jeg er ikke bange, jeg nyyyder det heller ;)

[Turboline]

Er jeg den enste som først for alvor begynder at tro på det nu (21+6)?

Nu hvor jeg dagligt mærker liv er det jo svært ikke at give sig hen, men har stdig den der lile frygt for, at det stadig kan gå galt :(

Tror jeg vil få det bedre når jeg når uge 25, for så er der en chance for overlevelse, hvis fødslen går i gang.

[Myliona]

Er jeg den enste som først for alvor begynder at tro på det nu (21+6)?

Nu hvor jeg dagligt mærker liv er det jo svært ikke at give sig hen, men har stdig den der lile frygt for, at det stadig kan gå galt :(

Tror jeg vil få det bedre når jeg når uge 25, for så er der en chance for overlevelse, hvis fødslen går i gang.

Jeg er snart 25+.. Og jeg kan stadigvæk blive UTROLIG bange..

Fx, har jeg haft de vildeste mavesmerter i nat, og her til morgen, har jeg stadigvæk øm (Egentlig tror ejg bare jeg har spist lidt forkert).. Men jeg bliver bare SÅ nervøs!! PUHA!

Samtidig, kan jeg gå helt i panik ved tanken om at om 4 måneder, sidder jeg med min lille pige i hænderne :whistling Så lige nu,e r jeg i en periode hvor tankerne bare kører og kører... :) Men der er heldigvis flest af de gode :)

[henry-benry]

Er jeg den enste som først for alvor begynder at tro på det nu (21+6)?

Nu hvor jeg dagligt mærker liv er det jo svært ikke at give sig hen, men har stdig den der lile frygt for, at det stadig kan gå galt :(

Tror jeg vil få det bedre når jeg når uge 25, for så er der en chance for overlevelse, hvis fødslen går i gang.

Jeg synes stadig jeg er nervøs for noget skal gå galt. Men helt ærligt - hvorfor skulle det dog det? Men tankerne flyver da rundt i hovedet.

Jeg ville ønske at jeg snart mærkede den lille prinsesse puffe rundt i maven, det tror jeg vil give mere trykhed.

Min frygt er dog blevet udpræget mindre, og jeg glæder mig til at se den lille pige når hun kommer ud om 4,5 måned. Også synes jeg bare det er vildt at jeg nu er over halvvejs :loveshower

[Guest cmbk]

Nej, det er jeg ikke.

Tanken er der da en gang i mellem, men hvis man tænker på sådan noget, bliver man bare ked af det - Det ville jo være ganske forfærdeligt!!!

Min lille pige giver mig mange tilkendegivelser hver dag, og så længe jeg passer godt på mig selv og er glad, skal det hele nok gå.