Skilsmisse

[Laustsen]

Puha, selvom vi begge er enige om at det er det vi skal, og vi lige for tiden faktisk har det ganske ok med hinanden og vores hverdag lige nu, så trækker det godt nok tænder ud syntes jeg.

Jeg bliver så ked af det når jeg sidder der, i vores hus, med unger der leger onkring os, og fatter ikke hvorfor det gik så galt.

Kan ikke overskue at skulle flytte, rykke mit liv op med rod, og splitte det ad som var MIT, vores, ungernes liv.

Vi elsker jo ikke hinanden mere, og min mand har aldrig haft lyst til at kæmpe for forholdet med feks parterapi eller lign, så jeg VED der ikke er en udvej længere, men ØV hvor var det bare ikke det her jeg drømte om i sin tid da vi blev gift og fik børn.

Hvordan klarer i andre de her nedture, - føler mig som sådan en giga fiasko, som Mor, som Hustru, ja, alt..

Hvordan klarer ungerne det mon når vi en dag for solgt huset og reelt skal skille dem fra deres kendte hverdag??

Ferier - puha., juleaftner, fødselsdage osv - er det utopi at tro at noget af det kan foregå sammen?

Bliver også sådan lidt gammelkone bitter over at Geert ikke har villet slås for det her sammen med mig, men bare har ladet stå til i så mange år.. Men det er selfølgelig fordi kærligheden forsvandt, og jeg ved ikke hvornår det skete - men så har vi jo bare været sammen fordi vi havde børn, og vores hverdag gik jo fint nok, bare uden kys og sex, mere som 2 gode venner der passeede børn sammen..

Og det er jo ikke til at blive ved med, man kommer jo til at savne fortroligheden, nærheden, kys og sex osv..

Jeg tror og håber på at vi kan bevare vores venskab til glæde for vores børn, men lige nu syntes jeg godt nok det er lidt svært altsammen

[Guest]

:kram :kram :kram og jeg tror bare det er nogle følelser, som man skal igennem for at komme ud på den anden side. Og i kan i det mindste skilles som venner, og ikke som man høre andre gør nærmest som fjender.

Men jeg kan godt følge dig i skuffelsen over, at HAN ikke engang ville kæmpe sammen med dig for jeres forhold. Men så er det jo nok også bedre, at der kommer en ende på det. Så du kan få manden, som vil kæmpe for dig og med dig.

[Barbamama]

:kram :kram :kram :kram :kram

Skilsmisser ER bare trælse :( Jeg forstår dig godt, og jeg forstår absolut også godt at du er ærgerlig over at manden ikke vil kæmpe :( Men det skal nok gå, du kan godt klare det her. :kram

Og ikke for at give dig falske forhåbninger, men jeg synes ikke at det er 100% utopi at I kan holde lidt ferie og højtider sammen. Min svigerfar og svigermor har såvidt jeg ved holdt jul sammen hvert år efter at de gik fra hinanden og det er ved at være nogen år siden (jeg ved faktisk ikke hvor mange, men de var gået fra hinanden, da jeg lærte kæresten at kende for 7 år siden). De har også været en del på ferie sammen, og fødselsdage er de også begge inviteret til. Og det på trods af at alle børnene er voksne nu. :) Du skal nok indstille dig på at det NOK bliver svært at holde tingene sammen, for det tror jeg, at det er for mange familier, men jeg tror ikke at det er umuligt. :)

OG - mine (skilsmisse-)forældre har aldrig holdt jul/fødselsdag/ferie/lignende sammen efter at de blev skilt, men min bror og jeg er stadig vokset op til at blive glade mennesker, der elsker både vores mor og far meget højt. Og hvem ved, måske kommer de til at holde jul sammen i fremtiden, nu hvor de er blevet farmmor og farfar ;) Så bare fordi man ikke holder alt sammen, betyder det ikke, at alt automatisk bliver noget hø eller at et ikke kan ændre sig igen en dag. :kram

[Laustsen]

Tak for jeres svar piger :kram2

[Dorthe]

:kram

Kan godt forstå din skuffelse over at han ikke vil kæmpe for det :(

[kruse]

Det lyder hårdt :( Kan godt forstå dine følelser :kram2

Knus Susanne

[kahe]

Tro mig, du skal nok komme helskindet ud på den anden side.

Jeg sad i akurrat samme situation for næsten 2 år siden. Man føler sig virkelig som Palle Alene i Verden.

Når jeg ser tilbage nu er min skilsmisse det bedste, som er sket for mig. Vi var også bare blevet 2 rigtig gode venner, som var vokset fra hinanden.

Heldigvis har vi formået stadig at være venner og kan sagtes lave ting med børnene og holde fødselsdag og jul sammen.

Jeg brugte meget at vende situationen om - hvorfor betragtes skilsmisse som en fiasko i vores samfund. Det er sgu ikke en fiasko at se indad på sit liv og tage op til overvejelse om man virkelig er lykke eller man bare er sammen fordi det er trygt og man jo har et par børn sammen..

Mange holder jo også sammen på en forhold for børnenes skyld - Har vores børn mere ret til at være lykkelige end vi har - og mon ikke vores børn er lykkelige når deres forældre er det??

Børn skal jo også vokse op og se at et kærsteforhold kan være fuldt med kærlighed og kærtegn.

Sorry, at det blev lidt langt, men håber du kan bruge noget af det. :kram

[Vinnus]

Tro mig, du skal nok komme helskindet ud på den anden side.

Jeg sad i akurrat samme situation for næsten 2 år siden. Man føler sig virkelig som Palle Alene i Verden.

Når jeg ser tilbage nu er min skilsmisse det bedste, som er sket for mig. Vi var også bare blevet 2 rigtig gode venner, som var vokset fra hinanden.

Heldigvis har vi formået stadig at være venner og kan sagtes lave ting med børnene og holde fødselsdag og jul sammen.

Jeg brugte meget at vende situationen om - hvorfor betragtes skilsmisse som en fiasko i vores samfund. Det er sgu ikke en fiasko at se indad på sit liv og tage op til overvejelse om man virkelig er lykke eller man bare er sammen fordi det er trygt og man jo har et par børn sammen..

Mange holder jo også sammen på en forhold for børnenes skyld - Har vores børn mere ret til at være lykkelige end vi har - og mon ikke vores børn er lykkelige når deres forældre er det??

Børn skal jo også vokse op og se at et kærsteforhold kan være fuldt med kærlighed og kærtegn.

Sorry, at det blev lidt langt, men håber du kan bruge noget af det. :kram

Det der... Var så super godt sagt!!!! :)

Det er et mega tabu i en tid hvor mange blir skilt. Alle mener at man skal kæmpe for BØRNENES skyld. Og glemme helt sig selv. Vi fortjener alle at være lykkelige

[Mette A.]

Børn skal jo også vokse op og se at et kærsteforhold kan være fuldt med kærlighed og kærtegn.

Det her synes jeg også er en rigtig vigtig pointe at huske på. Børnene lærer jo af os voksne, så hvis vi er kærlige overfor hinanden vil det helt sikkert smitte af på børnene, når de selv bliver voksne en dag.

[Fru-Nielsen]

Åhhh hvor må det være svært.. :(

Jeg er selv skilsmissebarn - mine forældret blev skilt da jeg var to år gammel, så i min verden har mine forældre aldrig været sammen. Men jeg kan da huske nogle juleaftner hos min mor hvor min far også var med (det har dog ikke været hvert år), så det er ikke utopi at tro den slags jeg kan :) Jeg synes da også jeg har hørt om flere der gør det, da det kan være svært for børnene pludselig ikke at holde jul med begge forældre. Jeg tror bare det er rigtig vigtig at fortælle børnene om omstændighederne, så de ikke får falkse forhåbninger om at far måske snart flytter hjem igen. :)

Uden at være helt inde i det, vil jeg mene at mine forældre stoppede med at se det som muligt at holde jul sammen, da forholdet mellem min far og søster gik i stykker (de snakker stadig ikke sammen) og min mor fik en ny kæreste.

Jeg håber alt det bedste for jer! :kram

[Laustsen]

Ja

Nu er jeg jo nogenlunde ude på den anden side, selvom der indimellem er nedture stadigvæk

Men ungerne er gladere end længe, jeg er lykkelig og har fundet mit livs store kærlighed og bor nu med ham og vores fælles i alt 5 børn, det er skønt, og jeg har ikke været i tvivl om at det var den rigtige beslutning.

Jeg tror mine børn nyder at se mig glad, blive krammet og kysset, nyder al den glæde og latter der er i huset nu, og at de trods det savn de naturligvis har når deres Mor og Far ikke er sammen, har det ok og kommer ud som ok mennesker alligevel