Carl Johannes' fødsel

[Annaperenna]

Før jeg blev gravid har jeg altid drømt og forestillet mig at jeg skulle føde hjemme - det virkede mest naturligt for mig! Jeg har aldrig prøvet at være indlagt, at brække noget eller lignende så sygehuset var det mest fremmede sted for mig. Igennem graviditeten fik jeg dog et mere positivt syn på sygehuset da jeg blødte frem til uge 18 og var inde til mange skanninger, hver gang mødt af det sødeste personale. Jeg tænkte at jeg godt ville kunne magte at føde der, hvis ikke jeg kunne få hjemmefødslen!

Min jordemoderen mente jeg var en perfekte kandidat til hjemmefødsel, jeg var ung, normalvægtigt og vigtigst af alt, jeg havde mod og lyst til det. Udover blødningerne havde jeg den BEDSTE graviditet uden kvalme og ubehag - og jeg NØD den lille dreng i maven som altid gav et show - gerne med hikke!

Den jordemoderstud. ville også meget gerne have en hjemmefødsel med inden hun blev færdig på studiet så det var helt perfekt. De kom ud og besøgte os da jeg var ca. 30 uger henne og vi aftalte hvordan vi skulle gøre og vigtigst, at der var hjemmelavede boller på frost klar til fødslen Jeg fik shoppet alt det som skulle bruges og da vi ramte 37+0 stod fødekarret klar i stuen med håndklæder under, min yoga-bold var pustet op og klar og lillemanden kunne bare komme ud! Og der skete intet, vi nåede terminsdatoen og det dumme fødekar stod bare og hånede mig inde i stuen!

Vi måtte hen til 41+0 før der skete noget... Mandag var jeg hjemme, som altid på barsel, og havde forlængst overstået de mange punkter på min to-do.. Om formiddagen kunne jeg mærke det som jeg kalder for 'regelmæssige' plukkeveer, de kom med 2-3 min. i mellem og varede ca. 30 sekunder og gjorde ikke spor ondt, kunne bare mærke at maven blev hård. Jeg tænkte, NU skal der ske noget så jeg fik gjort rent og ryddet op for at holde mig igang. Min mand kom tidlig hjem fra arbejde da jeg skrev til ham at jeg måske troede der skete noget og kl. 14 gik vi en lang tur med hunden. Kl. 18.00 spiste vi aftensmad, sandwich og jeg havde det stadig fint, igen de her plukkeveer-agtig noget men det gjorde ikke ondt.. Efter maden ville vi se film og hvile os, hvis nu. Ved kl. ca. 21 lagde jeg mig ind i seng da ubehaget blev større, ikke slemt men tog lidt til og jeg blev så irriteret over at Axel klemte mig når han sad bag mig i sofaen. K. 22.00 begyndte det at gøre lidt ondt og vi besluttede at ringe til fødegangen så de var klar når nu de skulle sende en jordemoder ud til os. Der varerede de ca. 40 sekunder og kom stadig med 2-3 min. imellem. Jordemoderen var min egen og glad for 'advarslen' men mente heller ikke at der var nok gang i det og bad mig gå i bad. Kl. 23.00 gik jeg i bad og nød det varme vand. Axel ringede til sin mor for at hun skulle hente hunden. Og så, swooosh gik vandet! Det var meget voldsomt! Så vidste jeg, YES, det ER nu! Og så kom veerne ellers skal jeg love for. Fik råbt efter Axel som aflyste aftalen med sin mor, hun kunne ikke nå at komme alligevel uden at komme midt i fødslen og det gad jeg alligevel ikke så måtte hunden jo bare være hjemme. Fik råbt at han skulle ringe til jordemoderen igen for kunne mærke at NU gik det bare stærkt! Desværre fik jeg så også øje på at fostervandet var grønt! ØV, jeg vidste jo godt at det betød farvel til min hjemmefødsel! Hun bad os beskrive den grønne farve og spurgte så om hun skulle sende en ambulance eller om Axel kunne køre mig uden at køre ræs. Axel sagde at han nok skulle få mig fragtet ind. Er du SINDSYG det var svært at få tøj på med mega veer og fostervand på vej ud! Det var nok det hårdeste ved fødslen, at komme i tøjet og ud i bilen! Det lykkedes dog (og nøj, mit tøj var grimt og nåede aldrig at lukke støvlerne) og så tog vi pusletasken med. Jeg havde pakket taskerne 'hvis nu' men regnede jo med at føde hjemme så den taske var ikke pakket specielt godt (vi manglede f.eks. strømper til Carl).

Ud i bilen og så var vi på sygehuset som ligger tæt på. Axel smed mig af ved indgangen og fandt så en p-plads mens jeg stavrede ind i modtagelsen. Jeg fik øjenkontakt med receptionisten samtidig med at jeg fik en kæmpe ve, så jeg stod der og krummede mig sammen. Jeg tog derefter mine støvler af da jeg var så træt af at de ikke var lukkede. Så kom Axel og receptionisten pegede at vi skulle gå til højre mod den elevatorskakt der (der er to i Viborg i hver side) Vi kom hen til elevatoren og kunne finde svangreambulatoriet, gynækologisk afsnit men IKKE fødegangen. (jeg har ikke været OBS på det for jeg skulle jo føde hjemme!!) Axel løb så ud til receptionisten mens jeg blev i elevatoren og hun sagde at 'Nej nej, vi skal da til venstre'..' Piiiv, jeg kunne slet ikke magte at gå tværs igennem hospitalet for at komme til den modsatte elevatorskakt. Så Axel fandt en rullestol til mig, fik læsset mig, støvler og to tasker op og stormede igennem til den modsatte side. Vi kom så endelig til fødegangen og vi kom ind i det første vente-rum! Jeg kastede mig bare ned foran sofaen så jeg kunne hvile mine arme ind over og få lidt ro i kroppen og de mange veer som kom indover mig - men ret hurtigt kom jordemoderen og hilste på og fik os ind på fødestue 5. Jeg kom straks op og blev undersøgt. Jeg når bare at sige 'Hvis jeg kun er 2 cm åben så bliver jeg vred'! Hun får så sagt, 'Rolig rolig, du er 6 cm'. Her er kl. 23.45!

Min egen jordemoder kommer og siger hej, hendes vagt er slut nu og har fået givet besked til den stud. om at det desværre ikke blev til en hjemmefødsel og ønsker os held og lykke.

Pga. det grønne fostervand får Carl en elektrode på hovedet som faldt af nok 5 gange, mega irriterende! Han har det fint derinde så hun mener at har skidt i vandet for måske 2 dage siden for han er ikke stresset lige nu. Jeg ligger bare og prøver at komme overens med udvidelsesveerne som kommer oven i hinanden, jeg trækker vejret for hurtigt og bliver dårlig men skal ikke kaste op - får så styr på vejrtrækningen. Jordemoderen får også sagt at det vist bliver en hurtig fødsel og det er fair at jeg syntes det er slemt for det er voldsomme veer. Som jeg husker det nu, så var det ikke fordi det gjorde sindsygt ondt.. Det var mere at kroppen gjorde alt muligt og man måtte bare prøve at hægte sig på og følge med! På 45 minutter åbner jeg mig til 10 cm. Allerede ved 8 cm melder presseveerne sig og det var klart det mest trælse, ikke at måtte presse når kroppen gerne ville. Axel sagde hele tiden til mig at jeg skulle trække vejret og ikke presse - det virker helt åndsvagt at han var nødt til at sige det hele tiden men det var han, ellers så pressede jeg med. Pressede lidt på toppen og det var også ok. Endelig var det OK at presse men havde lidt afføring stående og måtte på toilettet, SVÆRT med alle de elektroder og dimser! Næste gang vil jeg sørge for at spise noget movicol inden fødslen, havde så hård mave af jerntabletterne og det forstyrrede totalt min pressefase! Ud kom det dog og vi fortsatte.

Jeg havde til at starte med svært at ligge presset rigtig og jordemoderen hjalp mig. Axel holdt et spejl så jeg kunne se hovedet komme ud, helt fantastisk! Desværre blev min veer lidt svarere og de satte ve-drop midt i ve. Jordemoderen får stukket hele vejen igennem åren så der var bare rigtig meget blod udover det hele! Det lykkedes så på den anden hånd! Det var virkelig svært at få ham presset ned så hun beslutter at give mig et klip! Der var min mand ikke så stolt, det lyder ret voldsomt når de klipper i en og det kunne også mærkes! Da jeg havde presset i 1 time og 15 min. begyndte hun at tale om kop og jeg tænkte bare, NEJ! Og så kom hovedet endelig ud! Jordemoderen siger at i næste ve, så kommer han og jeg få blusen hevet op og gør klar til selv at tage ham op! Veen kommer, han er ude kl. 2.44 (41+1)og skriger og er SÅ fin! Han får hue på da han ligger på maven og jeg tæller straks alle tæerne og fingrene og får tjekket at det ER en dreng! Så fin, så fin han er! Årh! LYKKE! Han er ikke meget mere end 2-3.min gammel da han begynder at søge og jordemoderen opfordrer mig til at lægge ham til! Den første gang var godt nok speciel! Wow, han tog fat og suttede helt korrekt!

Oprindeligt havde vi ønsket at navlestregen først blev klippet når den var holdt op med at pulserer for at Carl kunne få alle de sidste næringstoffer med sig. Moderkagen kom dog så hurtigt efter at han var født at det var nødvendigt at klippe den med det samme - det gjorde Axel... Jeg syntes det er lidt skægt at den separation ikke gør ondt, i starten havde jeg VIRKELIG et fysisk afsavn når Carl sov 1 time alene i vuggen eller liften (til at starte med blev alle lure taget på min mave/ved mig.

Så begyndte sy-arbejdet, udover mit klip fik jeg en 3.grads brist. Jordemoderen mente godt at hun kunne have gispet mig igennem det så jeg ikke var gået så meget i stykker men han skulle bare ud på det tidspunkt! Det tog dem 2½ time at sy mig sammen, ÅRH det var træls! Det gjorde ikke ondt men jeg gad bare ikke at de fortsat blev ved at lave alt muligt på mig, ville bare have fred med Carl! Allerede der begyndte vi at spørge om vi kunne komme hjem med det sammen med jordemoderen var ikke sikker, nu jeg var gået så meget i stykker. Da jeg var færdig ville jeg ud og tisse og skylles lidt men var lige ved at gå i gulvet så måtte op i seng igen og vente til jeg havde spist! Der kom en morgenmadsbakke med flag og det hele, Axel fik Carl over! Jeg tog et lille bad og kom i tøjet. Carl bliver vejet til 3608 gr. og 53 cm. Endelig kom jordemoderen og sagde at vi godt måtte komme hjem hvis jeg holdt mig i ro og lå meget ned!

Kl. 08.00, 5 timer efter fødslen er vi hjemme med vores lille dreng! En drømmefødsel som tog 5 timer fra at det begyndte at kunne mærkes til han var født! Jeg ville gerne gøre det igen imorgen, det var fantastisk! Den første tid hjemme var kaos, mærkeligt og FANTASTISK! Jeg tror een af grundene til at min amningen kørte PERFEKT fra start af var at vi var hjemme, havde FULDSTÆNDIG ro til at få det til at køre. Jeg fik aldrig sår, trøske eller andet. Jeg smurte med brystevorte creme og rendte med bare bryster til at starte med så de var godt tørre inden jeg pakkede dem væk igen. Vi lavede vores egen dagsrytme hvor vi gik i seng kl. 20.00 - det var helt perfekt!

Jeg håber naturligvis at få min hjemmefødsel næste gang men jeg ville bestemt ikke være ked af at føde på sygehuset igen

Anna

[Timmy]

Årh, jeg elsker bare fødselsberetninger, den uforudsigelige oplevelse :loveshower

[Nitzen1987]

Åh.... Bliver helt rørt af at læse de fødselsberetninger :)

[Hilde]

Mange tak for beretningen! Sidder med tårer i øjnene! Stort tillykke med ham! :loveshower

[Annaperenna]

Årh hvor er I søde

[Mor til de skønne]

Skøn beretning :loveshower Bliver helt skruk af, at læse den :D

[ki schou]

Dejlig beretning Anna :loveshower - og ja vi glæder os til at høre om hjemmefødslen næste gang :rolleyes

[Annaperenna]

Her er det sidste mavebillede af mig, her ca kl. 14. inden vi skal ud og gå tur :)

[Annaperenna]

Her er vi igang :)

[Annaperenna]

Her er han sprit ny :)

[Glowin]

Her er han sprit ny :)

Det blik der Anna ... åhh :loveshower

Det er bare kun helt nybagte mødre som har de øjne... FantastisK! :kuller

[TiaK]

Tak for en dejlig beretning! :loveshower