Hvordan får I andre det til at hænge sammen?

[FruH]

43 minutes ago, blomst27 said:

Det er nemlig svært at få en deltidsstilling- og så er der også det økonomiske i det og, ikke mindst, sine egne ambitioner.

jeg har sagt et godt job op hvor jeg ikke skulle lægge mere end de37 timer og måske på sigt kunne gå lidt ned i tid til fordel for et job hvor jeg ved jeg kommer til at lægge flere timer ( dog ikke mens børnene er vågne ) og nedsat tid er umuligt men jeg har valgt det fordi mit nuværende ikke gør mig glad.. Så det er jo ikke kun timerne man er væk hjemmefra men i høj grad også hvad man beskæftiger sig med og dermed hvilken energi og humør man kommer hjem med hver dag.

Meget enig med dig. Det betyder også noget for mig at have et interessant job med udfordringer. Jeg har er lederjob på fuld tid som gør mig glad og udvikler mig som person. Til gengæld har jeg 5 min på job, så ingen transport tid og evt overarbejde kan lægges når børnene er puttet. For mig ville det ikke være et hit for nogen hvis jeg var hjemmegående, men har stor respekt for dem der har lyst ril det. Så i mit tilfælde har mit jobvalg overhovedet ikke noget med økonomien at gøre. 

[millivanilli]

Først lidt om hvordan vi gør hjemme hos os. Vi arbejder begge fuldtid, og ingen af os kunne tænke os at være hjemmegående. Jeg kunne MÅSKE overveje at gå ned til 30-32 timer, men det er svært i min branche, og hellere ikke noget jeg længes efter. Vi har rengøring, laver gode madplaner til 7-10 dage ad gangen, og køber ind via nemlig. Vi giver hinanden plads til at dyrke fritidsinteresser og socialt liv udover familien. Og så har vi nedprioriteret at have et klinisk rent hjem:)

 

Vi har fundet en balance i hvor mange planer og aftaler vi har, som familie og manden og jeg hver for sig, samt sammen uden børn. Vi er ikke voldsomt meget væk da børnene i fritiden, faktisk ret lidt, men vi har typisk 1 hverdagsaften hver hvor vi er væk, og så typisk 1 aftale som familie i weekenden, og et par gange om måneden er han eller jeg ude om en weekendaften. Jeg har ikke dårlig samvittighed for at have mine børn i institution fra 730-1530 selv om samfundet og babyklar gør hvad de kan for at jeg skal få det. Jeg har hellere ikke dårlig samvittighed for at elske mit job og for at deltage i sociale ting uden familien. Når manden er til fodbold eller ude med venner, så tænker jeg at jeg får værdifuld alenetid med børnene, og jeg får en glad og bedre far hjem. Og omvendt når jeg dyrker mine interesser. Jeg prioriterer at være meget tilstede når jeg er sammen med mine børn, vi hygger os sammen, og har skønne ferier hvor vi laver alt og ingenting. 

 

Jeg tror det essentielle er at 1) indrette sit liv i tråd med sine værdier så vidt muligt og 2) droppe den dårlige samvittighed hvis man gør hvad man kan.

 

For nogle, så ville den måde vi lever på betyde for lidt alenetid, for andre ville det betyde for meget. Vi er forskellige, og har forskellige behov, og det er dejligt. 

 

Jeg kan godt genkende det at det kan være svært at finde den balance som er ret for en og for familien. Det tager tid, men når man finder den, så må man stå for det, og ikke banke sig selv i hovedet. 

 

Jeg kan i øvrigt godt se at dilemmaerne bliver store når man har behov for at gå hjemme eller arbejde deltid, men ikke har råd til dette. Eller hvis det er svært at finde et deltidsjob. Men igen mener jeg man må arbejde med sine tanker og følelser omkring det. Er det dårlig samvittighed der driver det, så vil jeg si at løsningen er at arbejde med den dårlige samvittighed. Jeg kender også til mennesker der har haft et ønske om at den ene blev hjemmegående, men ikke kunne klare det økonomisk, der så har ændret deres liv radikalt. Solgt det hele, flyttet til en anden kant af landet hvor bolig er meget billigere, startet op egen virksomhed der kunne drives fra hjemmet med fleksibel og begrænset arbejdstid etc. Jeg tror i hvert fald det kan være sundt at forsøge at gøre op med sig selv hvad der er vigtigst, og så gå efter det, i stedet for at blive hængende i en situation hvor man er ulykkelig, pga. andres forventninger eller what not.

 

Ej, jeg ævler løs. Håber det giver nogenlunde mening...:)

[Tumlepigen]

5 hours ago, Aja said:

 

Jeg vil også mega gerne have et deltidsarbejde, men det er jo nærmest umuligt at få! Så jeg bliver lidt ked af det når folk bare siger at man da kan få det. Jeg ville ønske der var flere deltidsstillinger!! 

 

Enig! Det er ikke alle der "bare" an få en deltidsstilling, enten fordi arbejdspladsen ikke vil give det eller fordi andre forhold gør det ikke kan lade sig gøre.

 

 

[Alura]

Jeg ville så gerne gå hjemme med M., men vi har desværre hverken råd til at jeg kan være hjemmegående - eller til at en af os kan gå på deltid. Og, som Aja pointerer, så er det altså heller ikke alle jobs, hvor det er en mulighed. Mit eget job er eksempelvis fuld tid eller ingen tid, der er ikke noget midt i mellem. Lige nu gruer jeg for hvordan vi skal få regnestykket til at hænge sammen når barslen slutter, bare med barn og arbejde i ligningen. Og det er helt inden at jeg begynder at tænke socialt liv og egne interesser ind i det. Herhjemme betyder penge intet - udover dem vi skal bruge for at kunne have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i maven. Så ja; jeg får også lige et stik i hjertet, når sådan noget bliver fremlagt som om, at det 'bare' er et spørgsmål om at prioritere sit barn/familieliv, for der var intet jeg hellere ville, men det er pt. bare slet ikke økonomisk muligt for os. Vi arbejder på at ændre vores situation herhjemme, men det er ikke sikkert at vi kan gøre det tilstrækkeligt til at det nogensinde bliver realistisk. Så jeg ser det absolut også som et privilegium at man har muligheden   

 

Jeg havde ikke meget socialt liv inden vi fik barn og det er jeg på sin vis egentlig glad nok for nu, for det betyder, at jeg så ikke pludselig lider noget afsavn på den konto. For det har jeg svært ved at se, hvordan der skulle være særlig meget tid til lige nu. Jeg tænker at vi herhjemme i fremtiden vil prøve at inkludere M. i både det sociale og de personlige interesser, så vidt som det nu lader sig gøre. Så vi gør mest muligt af det vi gerne vil sammen, der hvor det er muligt. Og ja, så bliver det ellers bare benhårde prioriteringer herfra. Alle valg er jo samtidig et fravalg af noget andet.

[millivanilli]

Alura : Jeg ved ikke om du sigter til mig, men jeg svarer alligevel. Jeg mener absolut hellere ikke at det "bare" er at få en deltidsstilling eller sige sit job op for at gå hjemme. Det er absolut ikke så enkelt, for de fleste.  En del, de fleste alenemødre f. eks.,  er jo helt uden de muligheder. Men jo, det drejer sig jo også om prioriteringer, som du er inde på. 

 

Jeg er bare også lidt træt af at det ligesom er blevet en sandhed at alle (burde) ville gå hjemme og passe børn, men at det desværre kun er muligt for enkelte priviligerede. Hvorfor? Er det for børnenes skyld, tænker man, eller for ens egen skyld? Jeg opfordrer også bare folk til at tænke grundigt igennem om det er dårlig samvittighed fordi "man bør have dårlig samvittighed for at arbejde fuld tid med små børn", eller hvad der ellers ligger bag ønsket om at gå hjemme med børn, helt eller delvist. 

 

Jeg er ked af at du gerne vil gå hjemme med dit barn, men at økonomien ikke tillader det. Samtidigt arbejder I jo hen imod at ændre situationen. I gør noget ved det. Og i mine øjne er det så altså ingen grund til dårlig samvittighed. 

[Alura]

5 hours ago, millivanilli said:

Alura : Jeg ved ikke om du sigter til mig, men jeg svarer alligevel. Jeg mener absolut hellere ikke at det "bare" er at få en deltidsstilling eller sige sit job op for at gå hjemme. Det er absolut ikke så enkelt, for de fleste.  En del, de fleste alenemødre f. eks.,  er jo helt uden de muligheder. Men jo, det drejer sig jo også om prioriteringer, som du er inde på. 

 

Jeg er bare også lidt træt af at det ligesom er blevet en sandhed at alle (burde) ville gå hjemme og passe børn, men at det desværre kun er muligt for enkelte priviligerede. Hvorfor? Er det for børnenes skyld, tænker man, eller for ens egen skyld? Jeg opfordrer også bare folk til at tænke grundigt igennem om det er dårlig samvittighed fordi "man bør have dårlig samvittighed for at arbejde fuld tid med små børn", eller hvad der ellers ligger bag ønsket om at gå hjemme med børn, helt eller delvist. 

 

Jeg er ked af at du gerne vil gå hjemme med dit barn, men at økonomien ikke tillader det. Samtidigt arbejder I jo hen imod at ændre situationen. I gør noget ved det. Og i mine øjne er det så altså ingen grund til dårlig samvittighed. 

 

Nej, det var ikke specifikt møntet på dig  Det var bare sådan en generel følelse jeg endte med, efter at have læst tråden igennem. 

 

For mig handler det slet ikke om, at alle skal have lyst til at gå hjemme og passe egne børn. Vi er alle forskellige og har forskellige behov og det er der i min verden masser af plads til. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet i min bog. Jeg tænker at det eneste rigtige er det, som føles godt specifikt for en selv og ens familie - uagtet hvad alle andre gør  Jeg er bare ked af, at mulighederne ikke synes lige, for dem der har lyst til noget andet. Så der ikke rigtig er den der reelle valgfrihed, som jeg kunne ønske mig at der var. Det virker, for mig, som om at det er sværere at få ønsket om en dagligdag som hjemmegående til at hænge sammen, end det er for de, der er glade for en hverdag med arbejde og pasning. 

 

Her handler det faktisk ikke om dårlig samvittighed. Ikke endnu i hvert fald - kan jo ikke afvise at den ikke dukker op senere. Det handler om en helt generel utilfredshed over hvordan vores hverdag og situation er skruet sammen og at jeg er ulykkelig over, at det er så svært at ændre på. For ja; vi prøver at ændre på det, men jeg ved ikke om det kommer til at kunne lykkedes. Vi risikerer at vi er stavnsbundet hvor vi bor nu (meget langt fra både arbejde og familie/omgangskreds, så ingen hjælp at trække på med pasning heller) og så er der jo ikke så meget at gøre. Men nu må vi se, forhåbentlig løser det sig. 

 

Både min mand og jeg har faktisk et stort ønske om at starte op som selvstændige og arbejde hjemmefra (så ønsker vel reelt set ikke at være hjemmegående i traditionel forstand , blot hjemmearbejdende), som jeg også kan se, at der er blevet foreslået. Men det er jo heller ikke 'bare sådan lige'. Det kræver lidt opstartskapital og også her har vi svært ved at få sparet sammen, fordi vi sidder så stramt i det, som vi gør. Der er bare aldrig noget overskud at undvære. Vi skal nok finde en løsning hen ad vejen, er jeg sikker på. Men blot for at pointere, at det for nogle altså også kan handle om, at man sidder fast i en situation, som man ikke ønsker, har svært ved at komme ud af og hvor det hele ikke er 'bare sådan lige' at ændre på. Og det gør mig hamrende frustreret og ulykkelig, og derfor sikkert også lidt sårbar overfor hele snakken om, at det så er fordi, vi prioriterer forkert. Fordi jeg jo netop så gerne ville prioritere anderledes - hvis bare jeg kunne  

[millivanilli]

Alura: Jeg tror jeg forstår, og det lyder ikke sjovt. Der er ikke noget værre end når økonomi og andre praktiske forhold spænder ben for ens ønsker og drømme. Og nej, alle har ikke muligheder for  at gå hjemme eller arbejde deltid, og det er ret arrogant hvis man påstår noget andet. 

 

Jeg håber jeres situation ændrer sig hurtigt, i retning af jeres drømme! 

 

Jeg må indrømme at jeg også nogle gange drømmer lidt om at være selvstændig, om at kunne arbejde mindre og tjene mere:) Men indtil videre er jeg glad for at jeg har valgt en uddannelse og et job der ikke indebærer f.eks. skiftende vagter eller lignende...

[Maj 2014]

Alura hvis det er mig du hentyder til, så er jeg virkelig ked af det. Det er ikke ment sådan at alle kan gøre hvad vi gør. Jeg føler mig enormt priviligeret over, at vi har fået børn så tidligt, at vi ikke er bundet op på et boliglån. Vi bor til leje i en lille lejlighed, men vi har valgt at en lille lejlighed er fint for os, for det giver os mulighed for en masse tid sammen. Jeg er klar over, at i ikke bare kan flytte ind i en lejlighed. I har både hus og dyr, som er en del af ligningen. I forsøger jo med alt hvad i har, at ændre på jeres situation, så i kan være lykkelige for den måde det hele køre på og jeg håber inderligt for jer, at det lykkes. Jeg ville ønske for alle, at de kunne leve på den måde der gjorde dem aller mest lykkelige, det er jeg fuldstændig klar over ikke er EB mulighed for alle, men det gør også bare, at jeg føler mig endnu mere priviligeret og endnu mere lykkelig for det liv jeg har. 

 

Jeg har ikke lyst til at arbejde fuldtid mens børnene er små, måske aldrig, men jeg er også så ung, at jeg har mulighed for at forme min fremtid præcis som jeg vil. Vi kan vælge aldrig at købe noget der er dyrere end vi kan sidde i det for 2 jobs på 25 timer om ugen og det vil vi helt sikkert prioriterer.

 

vi har kun en smule studiegæld og det giver jo en enorm frihed som de fleste ikke har.

[tsecret]

Jeg gruer for hvordan livet som to fuldtidsarbejdende to-børns forældre bliver. 

 

Vi fik det til at hænge sammen med et barn. Men der arbejdede min mand faktisk aldrig helt fuld tid, og stod for meget i aflevere-hente puslespillet. Lige nu har han meget mere end fuldtid, og det kan godt tænkes han stadig har det når min barsel slutter. 

 

Jeg er meget glad for mit arbejde, og det egner sig ikke super-godt til deltid. Jeg overvejer det alligevel, men uanset så bliver ugene lange i spidsbelastningerne, mens det i så tilfælde bare bliver mere afspadsering. Jeg kan ikke vælge at få kortere uger eller en fast fridag eller lignende. 

 

Nå men, jeg trøster mig med at vi har kort transporttid, rengøringshjælp og så vil vi bruge måltidskasser samt nemlig.com og alt andet der kan gøre hverdagen nemmere. Og så skal vi så nok lige nok en gang tilpasse forskellen på mit og min mands sociale behov - heldigvis har han nu prøvet at være presset på arbejde selv, og så vil han faktisk også at der sker mindst muligt i weekenderne. Og så bliver vi nødt til at lære at sige "nej", det er vi ikke for gode til. 

 

Men ellers så er vi meget af sted hver for os efter puttetid (eller lige nu er det kun manden, da jeg har ammebaby, men det ændrer sig jo snart). Manden træner f.eks. kl. 20.30 tre gange om ugen, det fungerer fint for os. Mødregruppen ses jeg også tit med der. Ellers er vi faktisk glade for vores venner uden børn, som er mere villige til at komme hjem til os så vi kan spise, spille og hygge efter børnene er puttet. 

 

Jeg gruer aller mest for morgenerne - lige nu er de så rolige og dejlige, men jeg ved det bliver noget andet når jeg stresser over at skulle møde

[FruOvervejelse]

Jeg er så glad for alle jeres besvarelser, og sætter stor pris på både dem og debatten!  

Status her er, at jeg ikke er blevet en skid klogere, og nok bare må sande, at jeg skal have det næste halve år til at gå, så jeg igen kan få lidt mere tid med både mand og barn.

Tak for jeres svar!