Hvordan vidste I at I ville have børn?

[Solvej99]

Tak for svaret! Dejligt at høre din holdning til det! Det ville være forfærdeligt bare at sætte børn i verden for andres skyld og så bare sætte barnet i daginsstitution. Hvis jeg skal have børn er det for at være sammen med dem!!!

Lige præcis :)

Held og lykke med at tage din beslutning.

[Prinsessemor]

Jeg har altid vidst jeg gerne ville have børn en dag, jeg var dog "gammel" læs:30 da jeg fik min første men det var fordi jeg ikke havde nogen at få barn med :)

jeg tror ikke man skal tænke alt for meget over det og slet ikke se alt for mange forhindringer i at have børn, nærmere se mulighederne :)

ja det kræver mere planlægning med børn men man får også bare så meget mere tilbage :)

hvis jeg var dig ville jeg nok skyde tanken væk nogle år og så se om lysten til en bebs ikke kommer af sig selv , måske ikke stormende men langsomt snigende om et par år eller 3 :)

Uanset hvad i beslutter jer for skal det jo være det rigtige for JER, så kan alle andre jo tænke hvad de vil :)

[smilogblink]

jeg kender ikke til følelsen af at hele livet at ønske sig børn - børn sagde mig ikke så meget. Men jeg var ikke af overbevisning om at det skulle jeg ikke - bare neutral. Da min kærste gav udtryk for at det ville han bare så gerne - han var klar - så passede det fint. Men det at blive mor var fantastisk, og jeg tror at de der vælger det fra, er fordi de ligesom mig er neutrale. <havde jeg fået en kærste som ikke ønskede det, er det ikke sikkert behovet var opstået. Jeg føler lidt man 'snyder' sig selv for en fantastisk gave. Jeg overvejer i øjeblikket nr. 3. Kunne ikke forestille mig et liv uden mine guldklumper.

[lilleskid]

Da jeg var yngre, teenager, var jeg overbevist om at jeg aldrig skulle have børn. Brød mig ikke om børn, eller i hvert fald ikke om babyer. Synes de var besværlige og "i vejen". Jeg blev uddannet sygeplejerske, og på en eller anden måde, kom jeg til at arbejde på en børneafdeling. Ikke pga børnene, men nok mere fordi jeg fandt interaktionen med forældrene spændende. Da jeg jo så var omgivet af børn fra morgen til aften, gik jeg mentalt fra aldrig at ville have børn, til måske at ville have børn, til selvfølgelig skal jeg have børn.

Men det at skulle hoppe ud i det, var noget sværere. Jeg syntes det var en enorm stor beslutning... min livs beslutning, men også en beslutning som min mand og jeg tog i fællesskab. For det handlede jo lige så meget om, at det var noget vi begge ville, så det ikke bare blev MIT proojekt, men VORES.

Enden på det blev, at jeg blev gravid i 2. cyklus efter vi havde taget beslutningen. Og selvfølgelig var vi glade for det, men på den anden side var vi skrækslagne, og der var dage, hvor jeg var sikker på vi var igang med en stor fejltagelse. Var vi nu parate til at sige farvel til det liv vi havde, og goddag til det liv der ville komme.Vi havde det så godt sammen og var lykkelige i vores liv... tænk hvis et barn ville ødelægge denne lykke.

I dag har vi en skøn dreng på 2 år, og ville ikke undvære ham for noget i verdenen. Det har været pisse hårdt at nå hertil. Meget besværlig graviditet, født ved akut kejsersnit 7 uger før termin, 10 måneder med i perioder kun 20 min sammenhængende søvn, gentagne sygdomsperioder osv osv.

Men ved du hvad... Jeg troede vi havde et perfekt liv, før vi fik vores dreng... Det havde vi ikke, for det har vi nemlig nu :)Ind i mellem kalder vi ham, vores lille belastning... For det er han, men også vores store lykke.

Jeg har ikke ændret mig som person. Vil stadig de samme ting, har de samme drømme og ønsker, men derud over har jeg et lille menneske som stoler på mig og som er afhængig af mig, hvilket gør at jeg har udviklet en side af mig selv, jeg ikke viste jeg havde.

Jeg kan ikke sige dig, hvad den rigtige beslutning er for dig, men jeg er overbevist om, det er rigtigt, når man siger " Du fortryder ikke de børn du får, men de børn du aldrig får"

[Guest baby2011]

Jeg har altid elsket børn og især babyer :loveshower Jeg har altid gerne ville arbejde med børn og da jeg var lille ville jeg være dagplejemor, men ender ud som lærer en dag.. Jeg og min mand havde ikke været sammen ret lang tid før vi godt vidste at vi da skulle have børn.. Jeg har dog aldrig ville have flere end to.. Naturen ville så ikke at vi skulle have børn lige med det samme, så de lod vente på sig begge to.

I dag drømmer vi stadig om at blive plejeforældre og har i sinde at snakke med vores kommune, når vores yngste er blevet et par år :) Det er en drøm jeg har haft i meget lang tid og havde jeg ikke blevet gravid med nummer to, så havde vi snakket med kommunen i sommers.. Men det må vente lidt endnu..

[Guest Bettina]

Jeg har altid vidst jeg gerne vil have børn :loveshower og gerne en stor folk :) Kommer selv fra en stor familie.. ( har selv 3 mindre søskende.. ) på min mors side er vi 24 børnebørn og 2 oldebørn..

Har passet børn siden jeg var 12 år..

Men efter jeg fandt min dejlige kæreste for 7 år siden, så har jeg mere eller mindre været klar til at få en bebs..

Men da det slog mig / kom til mig NU SKAL det være, var da vi var til barnedåb og min kæreste sad med denne skønne lille pige, og mit hjerte ( og de andre kvinders hjerte..) smeltede ved det blik, vidste jeg det var nu. Og ved han bliver en SKØN far, og vi glæder os til den dag kommer. :loveshower Forhåbentlig snart :goodluck

[Angy]

Dejligt at høre jeg ikke er den eneste der kan være i tvivl om det er det rigtige! Dejligt at I er nået der til at I tager "springet" til at få børn :goodluck Er også sikker på at I nok skal få fornemmelsen af at det er det helt rigtige når I står med den lille baby :P Kan godt forstå du gerne vil kunne passe brudekjolen til sommer!!!! Det er bare en stor dag...helt uforglemmelig!

Jeg smider lige en kommentar ind til det med rødt. :)

Jeg vil lige fortælle at min mand og jeg havde været forlovet i lidt over 4 år før vi besluttede os for at nu skulle det være at vi ville giftes. Bryllup blev planlagt, vi snakkede datoer osv, jeg købte min kjole. Datoen blev sat til 1. august 2009. (vi startede 7 oktober 2008) Jeg har været skruk lige så længe jeg husker og min mand har været ligeså, men vi har aldrig gjort forsøg på at blive gravide. Vi vidste vi ville have børn men at uddannelse osv lige skulle være på plads først. ;)

Bum bum, det gik ikke helt sådan, jeg fandt ud af at jeg var temmelig meget gravid 1. feb. 2009 med termin 7. oktober 2009. Det første jeg tænkte var faktisk, "fuck! hvad gør vi?".

Vi havde lige bestilt vores ultimative bryllupsrejse til Thailand hvor vi skulle leve i 2 ugers luksus (den blev afbestilt). Der var så mange tanker der fløj gennem mit hoved og var vi nu også klar? Vi vægtede virkelig for og imod. Kunne vi undvære tosomheded, rejserne, pengende der ville gå til baby osv osv.

Vi voksede med opgaven og vi nærmede os hastigt d. 1 august hvor brylluppet skulle stå.

Jeg var 7 mdr henne på bryllupsdagen, i den kjole jeg havde købt efteråret 2008, blot i et par størrelser større. Jeg vil sige at min store dag har været yderst uforglemmelig og jeg vil ikke bytte den for noget andet. Jeg ved at der blev taget meget hensyn, da jeg ikke ville kunne skeje ud som hvis jeg ikke var gravid. Men dagen blev god og spændende på en helt anden måde.

Jeg fortryder ALDRIG at jeg blev gift på den dato vi havde valgt, på trods af at vi havde snakket om rådhusbryllup og så tage den helt store dag senere hen.

Min pointe er, du kan sagtens have en fantastisk dag, selvom man er langt henne og stadig være i sin guddommelige kjole. ;) (min var købt i House og Brides og den sad perfekt)

:oops Dette blev ret langt alligevel.

Her er et par billeder af mig.

[Guest DitteWisti]

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg ville have børn, men det er først her indenfor de sidste 2 år at behovet/ønket om et er ved at blive stort.

Min mand har en datter fra et tidligere forhold (hun er 7 år i dag) og han havde derfor ikke umiddelbart noget behov for at få et barn mere.. Vi har snakket meget om det, især siden vi blev gift, og i December blev vi så enige om at jeg skulle smide pillerne og så skete det når det gjorde..

[Barbamama]

Jeg smider lige en kommentar ind til det med rødt. :)

Jeg vil lige fortælle at min mand og jeg havde været forlovet i lidt over 4 år før vi besluttede os for at nu skulle det være at vi ville giftes. Bryllup blev planlagt, vi snakkede datoer osv, jeg købte min kjole. Datoen blev sat til 1. august 2009. (vi startede 7 oktober 2008) Jeg har været skruk lige så længe jeg husker og min mand har været ligeså, men vi har aldrig gjort forsøg på at blive gravide. Vi vidste vi ville have børn men at uddannelse osv lige skulle være på plads først. ;)

Bum bum, det gik ikke helt sådan, jeg fandt ud af at jeg var temmelig meget gravid 1. feb. 2009 med termin 7. oktober 2009. Det første jeg tænkte var faktisk, "fuck! hvad gør vi?".

Vi havde lige bestilt vores ultimative bryllupsrejse til Thailand hvor vi skulle leve i 2 ugers luksus (den blev afbestilt). Der var så mange tanker der fløj gennem mit hoved og var vi nu også klar? Vi vægtede virkelig for og imod. Kunne vi undvære tosomheded, rejserne, pengende der ville gå til baby osv osv.

Vi voksede med opgaven og vi nærmede os hastigt d. 1 august hvor brylluppet skulle stå.

Jeg var 7 mdr henne på bryllupsdagen, i den kjole jeg havde købt efteråret 2008, blot i et par størrelser større. Jeg vil sige at min store dag har været yderst uforglemmelig og jeg vil ikke bytte den for noget andet. Jeg ved at der blev taget meget hensyn, da jeg ikke ville kunne skeje ud som hvis jeg ikke var gravid. Men dagen blev god og spændende på en helt anden måde.

Jeg fortryder ALDRIG at jeg blev gift på den dato vi havde valgt, på trods af at vi havde snakket om rådhusbryllup og så tage den helt store dag senere hen.

Min pointe er, du kan sagtens have en fantastisk dag, selvom man er langt henne og stadig være i sin guddommelige kjole. ;) (min var købt i House og Brides og den sad perfekt)

:oops Dette blev ret langt alligevel.

Her er et par billeder af mig.

Smukke smukke billeder! :kuller: Og det lyder som en skøn dag!!! Er helt sikker på at man kan få en lige så fantastisk bryllupsdag som gravid, men det er nu ikke lige vores plan. :) Skulle det alligevel ske ved en fejltagelse, så må man jo tage den derfra. Men p-pillerne ryger først engang EFTER brylluppet ;)

[micro]

Jeg har ikke altid været sikker på at jeg ville have børn. Inden jeg mødte min mand, var jeg forlovet med en anden, som jeg havde kendt i omkring 7 år, men med ham følte jeg aldrig at tiden eller lysten til børn var der. Da jeg så mødte min mand, som 29-årig, ændrede det sig forholdsvis hurtigt og da jeg var 30-31 år vidste jeg, at jeg SKULLE have børn inden alt for mange år og sagde det til min mand, bare for at være sikker på at vi ville det samme inden jeg investeerede for meget tid i ham, hvis nu han ikke ville have børn. Han var heldigvis enig og vi har nu 3 børn i alderen 1-7 år.

For mig hang ændringen helt sikkert sammen med at jeg ikke kunne se mig selv få børn med min eks., men med min mand var det helt anderledes...

[Angy]

Smukke smukke billeder! :kuller: Og det lyder som en skøn dag!!! Er helt sikker på at man kan få en lige så fantastisk bryllupsdag som gravid, men det er nu ikke lige vores plan. :) Skulle det alligevel ske ved en fejltagelse, så må man jo tage den derfra. Men p-pillerne ryger først engang EFTER brylluppet ;)

Takker :)

Jeg har også stor respekt for den holdning du har og jeg forstår dig udemærket. Ville blot vise at det kan være fantastisk at vente et barn og skulle giftes oveni det. :)

Held og lykke med projektet når du når dertil. :)

[MetteSP]

Før jeg mødte min kæreste (snart mand) havde jeg mange lange perioder, hvor jeg var sikker på at jeg IKKE skulle have børn. Læste endda en dag en bog om kvinder, der var frivilligt barnløse og om hvorfor og sådan noget, og kunne relatere til rigtig meget af det. Og da jeg mødte min kæreste ville ingen af os have børn. Men nu har lysten alligevel indhentet os og jeg er helt sikker på at vi får børn sammen indenfor de nærmeste år (hvis biologien er med os selvfølgelig ;)).

Men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at føle mig 100% klar. Det bliver nok noget med at når det praktiske passer LIDT bedre (det skal ikke være NU, for så kan jeg ikke passe min brudekjole til sommer jo! :blush) så smider jeg p-pillerne første dag lysten er der. Og så kommer jeg til at gå og spekulere og være nervøs for om det nu er rigtigt. Indtil bebsen kommer, så er jeg sikker på at det vil føles som det mest naturlige og rigtige i hele verden. Det fortæller min mave mig i hvert fald. :)

Og hvordan jeg ved det? Bum bum, den er svær. Som sagt, så siger mavefornemmelsen det. Og jeg er ved at gå i SPÅNER når jeg er sammen med babyer. Og når jeg danner mig et billede af fremtiden, så er der altid nogle børn med. :)

Jeg synes ikke, at du behøver at føle dig presset. Hvis det ikke er jer, så er det ikke jer, og så er det fair (haha, det rimede :P) Og når du "kun" er 27, så tænker jeg også at I har en del år at løbe på endnu. Men omvendt, så tror jeg også på, at det sagtens kan være det rigtige at få børn, selvom man småtvivler lidt og ikke føler sig helt klar. :)

Hejsa. Spændende indlæg - hvad er titlen på den bog? :)

[Guest]

jeg synes det er lidt svært at forklare. Men vi kvinder er vel bl.a. sat i verden til at få børn og reproducerer os selv. Jeg har været meget skiftende i perioder. Men børn har jeg vil egentlig gerne ville have sinden jeg var lille, men jeg har også haft perioder især i starten af mine 20´er, hvor jeg ikke ønskede at få børn, men jeg tror det var noget, jeg sagde for at beskytte mig selv, for tror jeg ubevidst altid har vidst, at jeg ikke kunne få børn selv.... For jeg har også altid sagt, at jeg gerne ville adoptere...

[Tornfalk]

TS Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig.

Jeg er 28 år, min mand fylder 30 lige om lidt. Vi er begge uddannet, gode job, hus der næsten er færdig renoveret, to små hunde og har været sammen i godt 6 år....

Så egentlig bør alt være klart til et barn.

Men jeg føler ikke jeg er klar - har lysten til det endnu.

Vi er enige om, at hvis vi skal have børn, skal vi kune have et.

Alle vennerne er godt på vej til børnefamilier, vi har vidst efterhånden kun et vennepar tilbage, som ikke har børn eller venter sig.

Men stadig sidder jeg med den følelse af, at jeg ikke rigtig ved, om jeg vil have børn.

Jeg har aldrig haft lysten til at få børn, skønt jeg elsker børn. Men nu står jeg sådan lidt, vil jo gerne, men synes ikke vi er klar til det...