lilleskid

Jeg tror efterhånden at en lille præsentation fra min side vil være på sin plads. Jeg har mere eller mindre været "smuglæser" igennem et par år, men nu skal det være slut :blush Indtil videre vil jeg dog gerne forblive lidt anonym, så derfor kommer I til at kende mig under mit alias, "Lilleskid". Jeg bor i det midtjyske sammen med min mand og min søn på 2 år. Til daglig arbejder jeg som sygeplejerske, hvilket jeg er helt godt tilfreds med. Egentlig er jeg generalt glad for mit liv, som det er nu, men før eller siden må vi nok hellere hoppe ud i PB igen. Det er jo aldrig til at vide, hvor længe det tager. Min mand og jeg er begge afklaret med, at dette bliver vores sidste barn, så håber meget at vi får en godt og rimelig uproblematisk graviditet denne gang. I min sidste graviditet døjede jeg meget med bækkensmerter, og blev sygemeldt fra uge 18. Blev så indlagt i uge 28 pga. styrtblødninger og fik akut kejsersnit i uge 33 da moderkagen løsnede sig. I dag har vi meget taknemmelige over at have en sund og rask dreng, men er også bekymrede over hvordan det kommer til at gå næste gang, men det kan tiden jo kun vise. - Lilleskid.

Da jeg var yngre, teenager, var jeg overbevist om at jeg aldrig skulle have børn. Brød mig ikke om børn, eller i hvert fald ikke om babyer. Synes de var besværlige og "i vejen". Jeg blev uddannet sygeplejerske, og på en eller anden måde, kom jeg til at arbejde på en børneafdeling. Ikke pga børnene, men nok mere fordi jeg fandt interaktionen med forældrene spændende. Da jeg jo så var omgivet af børn fra morgen til aften, gik jeg mentalt fra aldrig at ville have børn, til måske at ville have børn, til selvfølgelig skal jeg have børn. Men det at skulle hoppe ud i det, var noget sværere. Jeg syntes det var en enorm stor beslutning... min livs beslutning, men også en beslutning som min mand og jeg tog i fællesskab. For det handlede jo lige så meget om, at det var noget vi begge ville, så det ikke bare blev MIT proojekt, men VORES. Enden på det blev, at jeg blev gravid i 2. cyklus efter vi havde taget beslutningen. Og selvfølgelig var vi glade for det, men på den anden side var vi skrækslagne, og der var dage, hvor jeg var sikker på vi var igang med en stor fejltagelse. Var vi nu parate til at sige farvel til det liv vi havde, og goddag til det liv der ville komme.Vi havde det så godt sammen og var lykkelige i vores liv... tænk hvis et barn ville ødelægge denne lykke. I dag har vi en skøn dreng på 2 år, og ville ikke undvære ham for noget i verdenen. Det har været pisse hårdt at nå hertil. Meget besværlig graviditet, født ved akut kejsersnit 7 uger før termin, 10 måneder med i perioder kun 20 min sammenhængende søvn, gentagne sygdomsperioder osv osv. Men ved du hvad... Jeg troede vi havde et perfekt liv, før vi fik vores dreng... Det havde vi ikke, for det har vi nemlig nu :)Ind i mellem kalder vi ham, vores lille belastning... For det er han, men også vores store lykke. Jeg har ikke ændret mig som person. Vil stadig de samme ting, har de samme drømme og ønsker, men derud over har jeg et lille menneske som stoler på mig og som er afhængig af mig, hvilket gør at jeg har udviklet en side af mig selv, jeg ikke viste jeg havde. Jeg kan ikke sige dig, hvad den rigtige beslutning er for dig, men jeg er overbevist om, det er rigtigt, når man siger " Du fortryder ikke de børn du får, men de børn du aldrig får"