Angy

Hold op en fantastisk beretning. Den er bare SÅ godt skrevet og sidder med tårer i øjnene. Kæmpe tillykke med Sigurd. PS. Lange beretninger er de bedste synes jeg, så får man alt med. :)

Emma fuldammede jeg til 4½-5 mdrs alderen, for "bukkede under" for min daværende irl mg pres om at de bare talte ned til grødopstart. Hun røg derefter på flaske og grød. Mille fuldammede jeg i 7 mdr, derefter suplering af flaske og grød. Hun sagde selv stop til at amme her for 5 dage siden (10 mdr gammel).

Tak skønne pige. :)

Tak piger. :loveshower

Tak tøser. :) Ja hvorfor tror I at min jm blev ved med at sige at jeg ikke virkede påvirket af veerne.. :P Elsker bare det billede hvor jeg sidder i badekarret. Det er super godt og havde faktisk troet jeg ville ligne l*rt for veerne gjorde hamrende ondt. :) Det var en hård optakt og langt forløb, men resultatet er jo fantastisk som Pumpkins skriver. :loveshower

Optræk til fødslen: D. 19. december 2011 (36+6) Et mavebillede bliver taget, da jeg vil vise min nygravide veninde at tøj kan gøre en stor forskel mht størrelsen af maven. Det skulle vise sig at være heldigt for det blev det sidste billede af den. Jeg får hentet min store pige og vi kører ud på min mands arbejde, for at handle ind til den kommende uge. Vi får handlet og så synes min store pige at hun skulle være fræk og stikke af fra mig. Jeg halvløber efter hende, glider og falder ned på numsen og det nederste af ryggen. Bliver dybt chokeret og opdager jeg er fuldstændig våd mellem benene. F*ck tænker jeg som det første og dernæst om det er vandet der er gået eller om det bare var min blære der fik et ordentlig gok, så jeg lækkede. Er rystet og har mange kraftige plukkeveer. Får fortalt det til manden og vi kører hjem, da han er færdig. Da vi kommer hjem er jeg nødt til at lægge mig i sengen, efter vores datter er lagt i seng. Plukkeveerne kommer og jeg sms’er til manden (som sidder i den anden ende af lokalet og spiller pc med headset på) at jeg synes de gør ondt de her plukkeveer, skal puste godt med på dem og de kommer 3-8 min interval. Han kigger over på mig, kommer ned til mig og siger at jeg skal ringe til fg. Ca. kl. 20.30 ringer jeg til fg og fortæller at jeg har kraftige plukkeveer og er i tvivl om det kan være rigtige veer. Fortæller om fald-episoden fra tidligere på dagen. Jm vil gerne have jeg kommer ind til tjek. Kl. 21.10 tropper jeg op på fg. Kl. 21.35 bliver jeg undersøgt af en sød jm, der kan fortælle mig at jeg er 3 cm åben, ingen livmoderhals, kun en lille kant og der er lille spændt, hindeblære under ve. Vandet er ikke gået. Får påsat CTG for at følge veernes interval. De kommer med ca 2 min mellemrum og er lidt kraftige. Snakker med jm om at få klyx/lavement, for at se om det sætter skub i forløbet, for er ikke i aktiv fødsel endnu. Det gav desværre ingenting og hold op det er da underligt at få klyx. Det føles virkelig som at have dårlig mave hvor man kan blive ved med at sidde på wc i 10 min. Nåede aldrig at få det ved min første fødsel, så det var lidt af en oplevelse. Snakker med jm, som synes jeg skal ringe til min mand for at fotælle hvordan det hele ser ud og for at vurdere om han skal komme op til mig. Jeg snakker med ham og vi aftaler at jeg holder ham opdateret. Kl. 23.00 bliver jeg indkvarteret på en familiestue på barselsgangen, faktisk den samme stue jeg blev indlagt på da jeg var 33+1 uger henne. Lidt sjovt tænkte jeg. Jeg vil forsøge at få noget søvn. Fødselsdagen: Jeg sover meget afbrudt at plukkeveer og hiver dermed i klokkesnoren omkring 5.30 og ind kommer nat-jm. Fortæller jeg ønsker at blive undersøgt for at se om der er fremgang i udvidelsen eller om det er noget snyd igen igen. Jm undersøger mig og siger at jeg stadig er 3-3½ cm åben. Dvs. der er ikke sket mere i løbet af natten. Jeg bliver helt modløs og ked af det og fortæller at jeg ikke orker dette mere. Vil gerne sættes i gang for min psyke er ikke god og kroppen gider ikke være gravid længere. Jm fortæller mig om alle de risici ved igangsættelse, samt det at jeg ”kun” er 37+0 uger henne. Derfor ser lægerne og jm’erne at baby bliver inde i hulen og bager helt færdig. Jeg får tårer i øjenene og vedholder mit ønske om at de tager vandet, for det var jeg blevet ”lovet” aftenen før. Havde dog ikke tænkt over der skulle være sket mere før de ville tage vandet og at jeg ikke bare var de 3-3½ cm åben. Jm vil tage det op til vagtskiftet og lægerne kl. 7.30. Jeg ligger bare i sengen og blunder mellem plukkeveerne og forsøger at få tiden til at gå, hvilket er ret svært når min mobil er næsten død for batteri, når der intet tv er på familiestuen og dagen er trist og grå. Øv. Er så modløs at jeg ikke ved om jeg skal græde eller ej. Plukkeveerne kommer med 5-7 min mellemrum. Falder i søvn og vågner lige før morgenmadstid kl. 8.00. Endelig noget jeg kan foretage mig tænker jeg. Går ud og bliver mødt at den sødeste jm, Maria, som er hende der kommer til at følge mig hele vejen igennem dagen (hun har nemlig en 12 timers vagt). Hun lader mig spise min morgenmad og kommer ind til mig kl. 8.30 for at opdatere mig om mit ønske er blevet efterkommet. Det er det desværre ikke og vi får os en lang snak, hvor jeg fortæller hende om mit lange forløb og modløsheden i at fortsætte graviditeten. Fortæller hende at der er ca. 5 min mellem plukkeveerne og at det bider lidt nu. Skal puste med på toppen. Maria fortæller at hun synes jeg virker så upåvirket af dem, til hvilket jeg svarer at det er jeg også, men jeg har angiveligt en høj smertetærskel, for havde det på samme måde ved min første fødsel. Maria og jeg bliver enige om at jeg går mig en tur kl. 9.00 for at se om det hjælper på udvidelsen, for har fået den besked om at er jeg ikke 4 cm eller mere og derved i aktiv fødsel, vil de sende mig hjem igen. Det slog mig helt ud og sms’ede beskeden til min veninde fra bx. Jeg vil så blive undersøgt igen kl. 10.00 for at se fremgangen. Går min laaaaaange tur på 40 min, er pavestolt over det og så i bidende blæst og kulde, hvor jeg stadig syntes veerne kom med 5 min imellem. Jeg blev ved med at gå, mens de stod på, sænkede blot farten lidt. Var blevet stædig for jeg skulle f*ndme ikke sendes hjem fordi der ikke skete en fis. Blev ved med at sige til mig selv at de her veer må da gøre noget, de skal bare gøre noget. Kommer tilbage til barselsgangen, godt vindblæst og træt efter den lange gåtur. Ligger og blunder lidt da Maria kommer ind kl. 10.10 og spørger om jeg er klar til at blive undersøgt. Selvfølgelig siger jeg og vi går over på en fødestue til undersøgelse. Er enormt spændt men samtidig vanvittig nervøs over der stadig ikke er sket noget. Siger det til Maria og hun mærker på mig. Kigger på mig og kan fortælle at jeg faktisk er 5 cm åben nu og dermed i aktiv fødsel. Weeeeeeee skriger hver en fiber i min krop og jeg smiler over hele femøren af ren glæde. Det er så vildt for nu er der gang i det. Nu hvor der er mere gang i det, siger jm at hun vil gerne hjælpe mig yderligere på vej ved at provokere lidt uden at sætte mig direkte i gang. Dvs. hun laver en hindeløsning. Kl. 10.35 sætter hun en CTG på for at se veernes interval, hvilket er lidt uregelmæssigt. De begynder at gøre ondt nu og trækker om i lænden. Jeg sms’er til min veninde, fuldstændig overlykkelig over den gode nyhed og får ringet til manden og fortalt at jeg er 5 cm åben og dermed i fødsel. Han siger helt forfjamsket: Allerede?! Det må ikke gå så stærkt, skal jo med Emma til lægen her kl 13.30, så du har bare at klemme ballerne sammen indtil da. Hehe, griner af ham og siger at det skal nok gå alt sammen. Siger at jeg ringer til ham, når jeg har behov for at han kommer ind og at min mobil nok går død inden da, så det bliver fra fødegangens telefon. Jeg daffer tilbage til familiestuen for at hvile lidt oven på den lange gåtur samt den gode nyhed. Ligger og blunder mellem veerne som jeg synes gør ondt nu og trækker godt om i lænden. Beder derfor om en varmepakning. Det lindrer når veen topper og er dejlig varm at putte med under dynen. Kl. 14.00 er jeg oppe igen for at gå lidt rundt og få bevæget mig, efter aftale med Maria. Veerne er taget til i styrke, men virker stadig upåvirket iflg jm. Tager derfor overtøj på og går endnu en gang ud i blæsten og kulden. Turen denne gang bliver på en ½ times tid. Ønsker virkelig fremgang og håber jeg har udvidet mig mere, Går og tænker for mig selv at, her kommer en kvinde i fødsel gående og griner af det indeni. Kommer tilbage til fg og Maria er klar til at undersøge mig indvendigt kl. 15.00. Hun siger at jeg er nu 7 cm åben og tilbyder at tage vandet. Jeg tænker; Yes! Endelig sker der noget for veerne gør pænt niller naller nu. Jeg vil gerne have at hun tager vandet men vil vente til min mand er tilstede, for har en fornemmelse af at det vil gå lynstærkt, når først det er taget. (Hvilket jeg får ret i) Ringer til ham, ca 15.15, for at meddele at nu er jeg altså 7 cm åben og han må gerne se at komme herop ad. Han svarer at han skal nok skynde sig og at han er på vej ned til sin mor med vores store pige, som bliver storesøster meget snart. Siger til ham at han skal tage det stille og roligt, for vi skal ikke have nogen færdselsulykker. Jeg kommer op og gå, for kan slet ikke stå stille under veerne, i modsætning til første fødsel, hvor jeg var ”fastlåst” til fødebriksen af ren smerte. Bevæger mig rundt og min mand er ikke kommet da klokken er 15.30. Beder derfor om at få fyldt badekarret op, som smertelindring for det strammer til foran og trækker godt om i lænden nu. Går frem og tilbage på fg og snakker med de søde jm som sidder i personalestuen. De er utrolig venlige alle sammen og imponeret over hvordan jeg tager veerne og de synes stadig jeg er upåvirket af dem. Er helt stolt af mig selv og humoren mellem os alle er super god, hvilket gør hele dagen og forløbet til en skøn oplevelse. Svinger utrolig godt med jm Maria og vi joker på livet løs. Kl 15.50 starter opfyldningen af karrret og det bliver gjort klar til mig. Min mand er stadig ikke kommet. Maria spørger mig om jeg ikke vil ned i det nu, til hvilket jeg jo rigtig gerne vil, men vil samtidig gerne have lov til at sige hej til manden nogenlunde påklædt og tør. Det forstår hun udemærket og lader mig vandre op og ned ad fg. Endelig tropper min dejlige mand op, kl. 16.30, fuldt belæsset med lift, babypakker, tasker osv. Smiler ved tanken om at han har taget alt i tremmesengen i al hast og går hen og krammer ham. Kæmper med at holde tårerne tilbage. Følelserne får frit spil og er så lykkelig over han er her. Min dejlige mand og kommende far til 2. Det hele bliver meget mere virkeligt, nu hvor han er i mit nærvær. Vi går hen på familiestuen med tingene og kommer tilbage til fødestuen med den meddelelse til Maria om at, nu er han her og vi kan tage vandet. Vi går alle ind på stuen og jeg smider klunset undtagen bh og toppen. Siger kækt til Maria at jeg faktisk havde samme top på under første fødsel, hvortil hun svarer at det må være lykketoppen. Ja siger jeg og smiler over hele femøren. Hun undersøger mig igen kl. 16.50 og er stadig 7 cm åben og prikker hul på vandet. Hun fortæller mig, inden hun prikkede hul, at hun sætter sig ved siden af briksen, for hun havde engang oplevet, da hun tog vandet på en anden at det stod ud i en kæmpe kaskade og gennemblødte hende. Så hun havde lært at sætte sig ved siden af, hvis nu det skulle ske igen. Vi får os et godt grin ud af det. Der kommer en lille skylle klart fostervand. Ingen fremfald af navlesnoren eller andre smådele.Kan mærke veerne ændrer så småt karakter, til at vare længere og gøre mere ondt. Maria sætter en CTG på for at høre babys hjertelyd og se veernes interval. De kommer med ca. 2 min mellemrum. Midt under en ve med CTG på maven. Jeg får pillet CTG’en af og vil gerne ned i karret nu. Klokken er 17.10. Skal lige ud og skylle mig en gang og manden går med mig ud på badeværelset. Smutter lige på wc for at tisse imellem 2 veer. Jeg har ret ondt nu og er smertepåvirket. Begynder at småklynke til manden om at, det gør altså ondt. Han hjælper mig med at få bruseren tændt og op til rette temperatur. Han smiler til mig, da jeg er færdig med at bruse mig og står og hænger op ad vasken under en ve. Kan ikke holde ud at stå op og vil så hurtigt som muligt ned i det varme badekar. Manden og jeg havde forinden snakket om, om det skulle være en vandfødsel. Havde spurgt ham om det ville være okay med ham, til hvilket han rent faktisk ikke vidste. Jeg var heller ikke helt sikker på om jeg ville føde i vand. Vi blev enige om at vi ville se det an og meddelte dette til Maria. Ahhhhh det er godt at komme ned i det varme vand og føle mig lidt mere vægtløs. Maria kan se at veerne er kraftige og gør ondt på mig og hun spørger endnu en gang om jeg vil føde i vandet. Tænker lidt over det og vil lige prøve forskellige stillinger først. Sætter mig ned i den dybe ende og manden tager et billede af mig. Jeg siger vi kan godt prøve en vandfødsel og hun begynder at fortælle mig proceduren for dette. Hun siger at jeg skal lytte 100 % til hende og gøre præcis som hun siger. Vurderer hun at forløbet går i stå eller andet og vi er nødt til at komme op ad karret, så skal vi gøre det. Hun fortæller også at når jeg har presset baby ud, så skal jeg ned i den dybe ende, tage imod barnet, få babys hoved oven over vandet og derefter holde det oppe. Det må ikke komme under igen, men kroppen skal holdes varm nede i vandet. Det er vigtigt at jeg husker det. Derefter skal barnet afnavles af far og op til ham, mens de får mig op af karret for at føde moderkagen på fødebriksen. Hun spørger om jeg er klar til det foregår sådan og jeg indvilger i at, det er jeg. Mere end nogensinde. Maria og ssa Mette, som har været tilstede siden vandet blev taget, går ud for at finde de sidste ting til fødslen. Kl. 17.30 får jeg den sygeste pressetrang og kan slet ikke styre min krop. Den presser bare med og bliver ved og ved. Jeg bliver så overrasket og kigger på manden, som rejser sig og farer rundt om sig selv mens han spørger om han skal hive i snoren. Nikker bare, mens jeg brummer og kroppen fortsat presser helt uhæmmet. Han løber rundt på fødestuen for at finde den nærmeste snor og ender ovre ved fødebriksen. Han hiver den og skynder sig tilbage til mig. Maria og Mette kommer ind og ser at jeg ligger og presser. Jeg gisper og forsøger at få styr på min krop. Jeg kan mærke at jeg kommer til at lave i vandet og vi får os nogle flydere. Mums. Mette finder en sigte til at fange dem med og få dem ud af karret. Jeg er lidt flov men samtidig er det bedøvende lige meget, for jeg er i gang med at føde og det hører med. Da veen er overstået, undersøger Maria mig for at se om jeg på presse igennem for at få baby ud. Hun siger at hun står lige indenfor og er klar til at komme ud. Næste ve kommer og jeg vil gerne presse med men det gør ondt. Maria siger at jeg skal presse med alt det jeg kan, for det får smerten til at blive mindre. Jeg gør som hun siger og kan faktisk mærke at det er sandt. Det hjælper at presse med. Smerten er der stadig men på en anden måde, for kan mærke hovedets fremgang. Veen slutter og jeg finder ud af jeg kan sætte fødderne ude i siden af karret, samtidig mens jeg har armene over hovedet for at holde fast på kanten. Min mand er verdens bedste støtte. Han ved præcis hvad han skal og han hvisker til mig at jeg klarer det rigtig flot, at han elsker mig utrolig meget og han er stolt af mig. Det betyder alt for mig og han udviser den største ro som forplanter til mig. Jeg spørger i ve-pauserne, om vi skal gætte på hvor stor hun er og manden tror hun vejer omkring 3400, jm tror hun er større og jeg tror hun er mindre end 3350 gram, som den store vejede. Jeg får endnu en ve og jeg presser med og kan mærke hovedet kommer længere frem. Maria siger at hun har masser hår og jeg skal prøve at mærke. Tænker først at det vil jeg da ikke, men mine hænder søger automatisk derned. Kan ikke mærke så meget andet end at mit underliv er fuldstændig udspilet, med en lille sprække hvor jeg kan fornemme hovedet. Spørger jm, sådan lidt i panik over den svage fremgang, hvor lang tid det vil tage. Tænkte nemlig på første fødsel, hvor det tog ca. 40 minutter med presseveer før min store pige var ude. Hun svarer at det er mig der styrer hvor lang tid det tager, med et glimt i øjet. Jeg tænker så skal ungen bare ud så hurtigt som muligt. Jeg får endnu en ve og jeg presser det bedste jeg kan og har lært. Kan mærke at hovedet er ved at krone og det gør super ondt og svier. Troede at hovedet ville ryge tilbage, som tidligere men nej, det stod fast og manglede kun det allersidste for at være ude. Mine hænder søger ned for at mærke og det føles helt surrealistisk og fantastisk at mærke sit barns hoved på vej ud. Jeg piver lidt under veerne og brummer når jeg presser. Det gør helt vildt ondt og jeg vil bare have hovedet ud og mine hænder forsøger at gøre plads ved at trække underlivet ud til siderne så hovedet får mere plads. Det lykkes ikke rigtigt for nu kommer endnu en ve. Jeg presser alt det jeg kan og det gør ONDT, men er frigivende da hovedet pludselig popper ud og jeg siger, sådan helt paf, at der kom hovedet ud. Havde stadig lidt ve, men kunne ikke presse på den. Det var underligt og jeg tiggede og bad Maria om at tage barnet ud. ”Hiv hende ud, please! Tag hende ud!” Hun gjorde ingenting og jeg fik en ve til hvor jeg mærkede lillepigen roterede for at komme ud med skuldrene, jeg pressede og Maria hjalp mig. Hold op det gjorde mere ondt end da hovedet skulle ud. Det føltes som om skuldrene sad lidt fast og jm skulle lige lirke hende ud. Hun spurgte om jeg havde mere presseve, hvilket jeg sådan set ikke havde, for så skulle jeg bare presse med. Jeg pressede igen det bedste jeg havde lært og SVUP, så var hun ude. Et styks lidt blå og meget fosterfedt indsmurt baby svømmede ud af mig og op mod overfladen. Jeg kom i tanke om at jeg skulle ned i den dybe ende for at tage imod hende og få hende op til mig. Jeg baksede rundt og med hjælp fra min mand kom jeg ned i den dybe ende og fik hende op til mig. Hun var rigtig glat men dejlig varm. Op med hovedet og jeg begyndte bare at kysse hende af ren kærlighed og moderinstinkt. Mine øjne løb i vand og så skreg hun. Åhhh hvilken lykkerus der susede igennem mig og min mand. Det var verdens bedste øjeblik. Vores 2. barn var født og nu sad vi her og var dybt forelskede i dette lille søde fosterfedt-indsmurte væsen. Vi begyndte at tude begge to, mens Maria fandt sakse frem til afnavling af hende. Sagde i farten at det var far der skulle gøre det. Han klippede og svup så var hun helt fri og kunne komme op til ham. Han knappede sin skjorte op så hun kunne komme til at lægge hud mod hud hos ham mens jeg kom op af karret. Inden jeg overrakte hende til ham, tjekkede jeg om det var en pige. Lillepigen er født 17.36 efter 6 minutter med pressseveer og kun små 40 minutter efter vandet blev taget. Min mand havde sagt at, hans mor havde sagt at, hun troede at lillepigen ville komme ud inden kl. 18.00. Havde sagt at det troede jeg ikke på, men da jeg kiggede på uret, da presseveerne startede indså jeg at hun ville få ret. Det smilede vi alle meget over bagefter. Jeg kommer op af karret, med en lang navlesnor hængende mellem benene og svinger den lidt frem og tilbage i ren og skær sjov, for det var så komisk at den bare hang der med en saks på. Manden grinte af mig og samme gjorde jeg. Får hjælp til at komme op på fødebriksen, men det var lidt svært med den snor hængende mellem benene. Op kom jeg dog og fødte moderkagen 17.45, som var stor og hel. Sagde vi godt ville se den når det var muligt. Får et skud medicin i låret, som jeg faktisk ikke mærker, der skal få livmoderen til at trække sig sammen. Maria går i gang med at undersøge mig for bristninger og ting der skal sys. Imens ligger jeg bare med lillepigen, som skriger og er ultra dejlig at se på, mens Maria syer og vi snakker sammen. Manden tager nogle billeder af mig og lillepigen. Der går en del tid, ca. en 50 minutters tid med at få mig lappet sammen. Jeg er ikke bristet ret meget, men er utrolig porøs og blød i vævet, så det tager længere tid end normalt. Da Maria er færdig og jeg får ble og verdens mest sexede nettrusser på, totalt MILF and I know it, bliver jeg overgivet til samme jm, ca. kl. 19.35, som tog imod mig aftenen før. Jeg spørger Maria om jeg ikke må få et par billeder af hende mens hun holder lillepigen. Til det væver hun lidt hvor hun giver efter. Hun er verdens bedste og sejeste jm og vil derfor gerne forevige dette minde, da jeg ikke fik noget billede af den store og jm dengang. Den nye jm laver børneundersøgelse af lillepigen, mens jm Maria stadig er på stuen, for vi skal jo lige se hvem der har ret i deres vægtskøn. Mit er baseret på min konsultation-jm’s vurdering da jeg var 36+2, som lød på 3000 gram. Sandhedens time er kommet og lillepigen kommer på vægten som siger 3630 gram. Jeg måber, mens manden griner og Maria laver sejrs fagter med armene mens hun siger hun havde ret. Jeg flækker af grin over det. Lillepigen bliver desuden målt til at være 50 cm lang. En dejlig stor baby taget i betragtning af at hun er født 37+0 og er dermed 3 uger før tid. Vi bliver spurgt om mad og drikke og får det ind på stuen mens jm’erne rydder op og lader os være alene. Min mands 2 yngre brødre kommer ind lidt efter, da de har ventet på fg i ca 20 min på at se lillepigen. Manden og jeg er høje af lykke og da gæsterne er gået sidder vi bare og kigger på vidunderet der forsøger at sutte og hun får flot fat. Jeg vil gerne ud og tisse, da jeg føler jeg en mega fyldt blære og ringer derfor efter den nye jm. Får overrakt baby til min mand og jm hjælper mig op og sidde på briks-kanten og derefter op og stå. Får tisset og alt er fint, for så må vi komme over på familiestuen. Vi trisser stille og roligt derover, bare os 3, stadig høje af lykke og kærlighed til vores 2. vidunderlige barn. Velkommen til livet, lille Mille-mus. :loveshower Så kom du ud til os som en lille julenisse. Mille idag d. 7. januar 2012 (18 dage gammel) Det bedste søskendebilede.

Forhistorien: D. 23. november 2011 (33+1) Jeg ringer til fg om aftenen efter at have snakket med en veninde, samt manden omkring de mange regelmæssige plukkeveer jeg render rundt med. Har siddet på min bag og alligevel blev de ved med at komme i interval af 8-12 min. Har tidligere haft regelmæssige plukkeveer, som typisk har varet fra 1½-3 timer ad gangen. Fortalte det til min svigerinde, som læser til jm og hun syntes det er svært at vurdere, da jeg jo er 2. gangs fødende og vi har oftest mange plukkeveer. Hun sagde dog at det var helt normalt med mange plukkeveer, MEN de måtte ikke være regelmæssige og anbefalede mig at ringe til fg, næste gang de blev det. Lovede hende at det ville jeg gøre. Snakker med en sød jm, som gerne vil se mig og siger at jeg bare skal komme stille og roligt derop. Jeg tager en taxa derop, da min mand er nødt til at blive hjemme hos vores store datter og vi har ingen bil. Jeg tropper op på fg og plukkeveerne er selvfølgelig gået i sig selv. Typisk! Bliver modtaget af Hjørdis, en herlig og frisk erfaren jm, som sætter en ctg på maven af mig og lader den køre noget tid. Hun kommer ind og vil lave en GU for at tjekke om plukkeveerne har gjort noget. Hun kan fortælle mig at jeg er 1 cm åben og har ca 1 cm livmoderhals tilbage og at hun vil kontakte en læge for at få vurderet situationen. Jm har også stixet min urin og den viser 4 + som indikerer blærebetændelse. Jm kommer tilbage med lægen, som fortæller mig at de vil indlægge mig til observation, pga jeg har for modne forhold dernede i forhold til hvor langt jeg er henne, samt for at holde øje med plukkeveerne og få bugt med blærebetændelsen. Bliver faktisk lidt chokeret over det og mange tanker kører rundt i hovedet på mig. Ringer til manden og fortæller jeg bliver indlagt og ikke kommer hjem igen. Han bliver også lidt chokeret, men tager det i stiv arm. Klokken 23.30 får jeg, første skud lungemodner, lagt drop til antibiotika og et ID-armbånd på og er dermed officielt indlagt. D. 24. november 2011 (33+2) Dagen forløber stille og roligt, uden nogle regelmæssige plukkeveer, men da jeg får antibiotika for blærebetændelsen får jeg ikke lov til at komme hjem, som først håbet. Andet skud lungemodner bliver givet kl. 23.30. D. 25. november 2011 (33+3) Jeg ligger i sengen efter at have spist morgenmad og spiller backgammon på min iphone, da de første plukkeveer begynder igen. De kommer med ca. 10 min interval og jeg hiver i snoren så en jm kan vurdere situationen. Jm henter en ctg-maskine for at se om de bliver ved. Husker ikke om de stoppede men mener de fortsatte. Hun siger hun vil tage kontakt til en læge for at få mig scannet så de kan se om plukkeveerne udvider mig mere. Lægen kommer, scanner mig og siger at jeg har 23 mm livmoderhals, hvilket er under grænsen for hvad de tillader. Han siger at de vil give mig ve-hæmmer samt beholde mig til yderligere observation, men at det kommer til at foregå på Næstved sygehus, grundet de har svangreafdeling og neonatal afdeling dér i tilfælde at af lillepigen ville komme ud. Bliver helt ked af det og synes det er svært at tackle. Ringer til min mand og bryder fuldstændig sammen af gråd over hvad der skal ske. Han beroliger mig og siger at han har styr på det hele på hjemmefronten og at jeg bare skal tænke på mig selv og at det er det bedste for baby. Han er en super støtte og det betyder alt for mig. Ca. kl. 14.00 kommer der 2 ambulancefolk med en båre og jeg bliver kørt i liggende transport til Næstved sygehus. Det er jo helt vildt at køre i ambulance og havde aldrig troet det var noget jeg skulle opleve. Vi ankommer til Næstved og jeg bliver indlagt på svangreafdelingen med ordre om at være fuldstændig sengeliggende. Må ingenting, kun gå på wc. Ellers skal jeg ligge i sengen og holde lillepigen inde. Har stadig plukkeveer ind i mellem trods ve-hæmmende drop. Får at vide at jeg bare skal hive i snoren, hvis der er det mindste og så vil de varte mig op. D. 26.-28. november 2011 (33+4 – 33+6) Jeg bliver scannet lørdag d. 26. af en fødselslæge for at vurdere hvor stor lillepigen er. Hun bliver scannet til at være 2242 gram og er stor nok til at de ikke vil stoppe fødslen hvis den skulle gå i gang. Droppet bliver derfor stoppet og så vil vi lade slaget gå sin gang. Søndag får jeg besøg af en dejlig kvinde fra bx samt min ældste storebror. Mandag er dagen hvor jeg kan få svar på om jeg skal blive på afdelingen eller om jeg må tage hjem til familien. Savner dem noget så grusomt og især min 2 årige datter. Har ikke set hende siden onsdag d. 23. november hvor jeg blev indlagt. Det er meget hårdt og har haft mange tudeture i løbet af indlæggelsesdagene. Dagen går ufattelig langsomt, fordi jeg bare ligger og venter på hvad status er og om jeg må komme hjem. Havde regnet med at få det at vide om formiddagen men klokken endte med at blive over 16 før jeg blev tilset af en læge. Jeg var dybt skuffet og fustreret over det havde taget så lang tid. Jeg bliver scannet indvendigt og lægen konstaterer at der stadig er livmoderhals tilbage, så hun vil godt sende mig hjem med den formaning om at jeg er sengeliggende og ringer til fg hvis jeg får regelmæssige plukkeveer igen. Jeg bliver lykkelig over beskeden og jeg ringer straks til min mand for at bede ham om at hente mig. Jeg bryder fuldstændig sammen i telefonen af ren glæde over at skulle gense ham og min store pige. De kommer ca en times tid efter mit opkald og jeg er SÅ glad for at se dem. Kæmper med at holde tårerne tilbage da jeg ser min store, dejlige, frække 2 årige pige. Åh hvor er det godt at se hende og ikke mindst manden. Vi kører hjem fra Næstved. Jeg er utrolig stolt af min mand, for han har klaret alt på hjemmefronten så flot og han trådte virkelig i karakter. Elsker ham for det og det har betydet meget for mig at have ham som min store støtte. D. 30. november 2011 (34+1) Ender på fg igen, da jeg hele morgenen havde regelmæssige plukkeveer. Bliver tjekket og scannet og får beskeden om at min livmoderhals nu kun er 17 mm lang og har derved kortet sig yderligere. Lægen ville lige konferere med kollegerne i Næstved, om de ville have mig derop igen eller om jeg godt kunne være hjemme med max aflastning. De bliver enige om det sidste. Heldigvis. D. 6. december 2011 (35+0) Jeg har nået en milepæl. Jeg kan nu få lov til at føde på Nykøbing sygehus, hvis lillepigen beslutter sig for at ville ud. Det er en stor stor sejr og jeg er rigtig glad for det. Jeg er også træt i kroppen og sindet og har det faktisk ikke særlig godt, så håber at hun snart vil finde udgangen. Maven er øm pga. de mange plukkeveer jeg hele tiden har. Skal til kontrol på svangreambulatoriet for at blive scannet, så vi ved hvad status er down-under og hvor stor baby er. Lægen lytter til mig og jeg fortæller jeg har det skidt og ikke synes det er spor sjovt at være gravid mere. Hun beroliger mig og siger at jeg er så langt nu og tæt på 37+0 hvor jeg vil være inden for termin. Lægen scanner mig først på maven og lillepigen bliver målt til at veje 2670 gram. Min livmoderhals er nu 20 mm og har derved forlænget sig til min store overraskelse. Havde inderst inde håbet at den var kortet sig yderligere, så jeg kunne få en fornemmelse af at fødslen var rundt om hjørnet. Nu så det hele uoverskueligt ud og jeg må bide i det sure æble. Accepterer dette og lægen fortæller at jeg godt må bevæge mig mere rundt nu og slappe af når jeg kan.

Hej tøser. Nu har jeg fået tid til at skrive om min helt fantastiske fødsel af min mindstemus, her 18 dage efter oplevelsen. Forløbet er langt og har en del baggrundshistorie, som jeg har valgt at tage med, for at skabe forståelse for mit forløb. Så beklager længden og respekt for jer som har valgt at pløje jer igennem hele beretningen. Jeg har delt beretningen op, så dem der vil til selve fødselsberetningen kan klikke sig ned til den. Forhistorien Optræk til fødslen og fødselsdagen :balloons

Hej tøser. Beklager min manglende aktivitet herinde. Jeg har født Mille på 3630 gram og 50 cm, den 20. december 2011 kl. 17.36 (37+0) havde termin 10. januar 2012.

Dejlig beretning Mia og hold op hvor gik det stærkt. :) han ville da i hvert fald se verden i en fart.

Det kunne have været mig der skrev det indlæg, for hold op jeg kæmper med min 2 årige datter. Hun kan være så modbydeligt flabet og svare igen og driller helt sindssygt. Det gør det ikke bedre at jeg selv er 33 uger henne og med kæmpe mave, ikke orker at piske efter hende. Vi/jeg bruger vores kravlegård, hendes seng som timeout og hun forstår det skam også. Emma formår bare at hyle mig totalt ud af den, så jeg kommer til at hæve stemmen til et leje som er tæt på råbende/skrigende og samtidig tage fat i hende så hun forstår budskabet med et nej! Jeg synes det er SÅ hårdt for tiden og jeg tuder næsten hver dag, fordi jeg føler min datter gør det hele bevidst for at drille/irritere mig. Hun er jo min lille guldklump og jeg bliver ufattelig ked af det når det er sket. Hun er jo bare en 2 årig tumlig som skal prøve grænser af. Mor her orker bare ikke alt det lige nu, så jeg forstår dig udemærket. Det er super duper hårdt og enormt fustrerende, når man blot ønsker at ungen vil høre efter og gøre som der bliver sagt. Det er ment med både bevidste og ubevidste handlinger barnet foretager sig. Jeg kan ikke andet end at sende dig en masse :kram afsted til dig, for står i samme situation, hvor min verden bryder sammen af afmagt over for mit barn. :( Sorry hvis det blev lidt rodet.

Emma startede i str. 50 og brugte vel det i 2-4 uger og smuttede stille og roligt op i str 56. Hun har altid været en pige der kunne passe sine tøjstr. i lang tid. Hun er nu 2 år 8 dage og er lige begyndt at bruge 92, passer stadig noget 86, hvor mange bruger 98 til deres børn. :rolleyes

Lige til det med rødt. Du skal ikke være bange for at lade hende sove ude pga kattene. Jeg var også bekymret i starten, med Emma, indtil jeg fik et tip om at komme myggenettet på. Også om vinteren, selvom det lyder åndssvagt, for katte og andre smådyr søger varme og så er en varm baby i en lun barnevogn, bestemt oplagt at putte hos. Desuden holder myggenettet også blade osv osv ude af vognen. :) Det kan bruges til mange ting på alle årstider, det er med at se mulighederne. :) :balloons

Emma var 1 år og 3 mdr da hun fik sin første juniordyne i julegave. Hun sparkede konstant babydynen af og sov ovenpå den i tremmesengen. Jeg kan ikke se hvad problemet er med at lægge ens barn med en juniordyne i en tremmeseng. Emma sov meget bedre med sin, efter hun blev for stor til babydynen. Hun kunne rigtig putte med den og kramme den og hun blev holdt varm om natten.

1985 her. :)