Skal skilles og kan ikke overskue konsekvenserne

[Roskildepigen]

Da dette ikke er officelt nogen steder så venligst ikke skriv på facebook eller sig noget i real life - hvis i kender mig der :)

Det er så svært at skrive, da vi endnu ikke er ude officelt til venner og familie, men min mand og jeg er blevet enige om at blive skilt.

Vi har været sammen i 11 år - gift i knap 5 år - og nu er det slut. vi har skændes for meget og bare ikke været lykkelige. Jeg har længe tænkt på at livet ville være nemmere alene med pigerne, men ved at vi skulle dele dem lige, så det betyder en uge hvert sted. Det kan mit hjerte slet ikke bære! Jeg kan ikke undvære dem i hverdagen og vil ikke give slip på dem.

Jeg kan slet ikke overskue konsekvensen for pigerne - hele deres hverdag bliver ødelagt og lagt i ruiner. Alle de drømme og visioner jeg har for mine børn bliver bare knust og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at vi gør dette imod dem. Jeg har ikke fået børn for at skulle sætte dem igennem dette og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre.

Min mand er meget afklaret og han har tænkt tankerne i 6 måneder. På en måde så virker det som om at han ikke kan vente med at komme videre - men jeg er så ked af det når jeg kigger på pigerne. Jeg tuder hver gang jeg er sammen med dem og det er jo bare noget skidt. De ved ikke noget endnu (pigerne er knap 5 år og 1½ år).

Jeg har det så svært med de ting jeg skal udsætte især Isabella for (den store pige), men også at Julie aldrig vil kunne huke mor og far sammen.

Mine følelser for min mand er helt afklaret - jeg er ikke ked af at skulle flytte fra ham, men når jeg tænker på pigerne så bryder jeg sammen i gråd.

Hvad pokker skal jeg gøre - og er der andre som har prøvet en skilsmisse med et barn i 5 års alderen?

Vi er desværre nødt til at sælge huset, da ingen af os har råd til at bo her alene. Men indtil vi har solgt huset så bor vi sammen - og ingen ved jo hvor hurtigt det kommer til at gå.

Er ked af de rodet indlæg, men jeg har så mange tanker jeg slet ikke i har styr på.

[MissingLink]

Kære Tine

Det er jeg ked af at høre :kram

Jeg kan godt forstå du er ked af det, og jeg kan også sagtens følge dig i sorgen over, at skulle undvære ungerne 1 uge af gangen.

Jeg bliver lige nødt til at høre dig, om I er enige om en 7/7 ordning? Tænker bare at Julie jo stadig er så lille. Vi har haft en 7/7 ordning med den store fra han var 5 år. Det har fungeret fint indtil videre, MEN nu er vi begyndt at kunne mærke en forskel. Han har svært ved at indstille sig på et nyt hjem hver uge. Han er begyndt at reagere i negativ retning, synes vi. Derfor skal ordningen snart revurderes. En 7/7 ordning kan være fin i nogle tilfælde, men man skal være klar over, at det også stiller store krav til børnene/barnet. Barnet skal indstille sig på 2 hjem. De bor 2 steder. De 2 af alting. Hvor er det lige de rigtigt bor? Vores den store har især haft det sværere efter han har fået lillesøstre begge steder. Hvert skal han indrette sig efter nye "regler" og selvom man forsøger at være nogenlunde ens, og har et godt samarbejde er det svært for ham.

Til at begynde med, var vi store fans af 7/7 ordning, selvom vi blev frarådet det flere steder fra. Nu har vi måtte tage advarslen til efterretning.

Det er så hårdt, fordi det kræver at én af parterne (forældrene) kommer til at have barnet/børnene mere end den anden. Men hvis det er det bedste for barnet, kan man vel bliver tvunget til at vælge anderledes.

Dette er på ingen måder skrevet, for at være hård eller noget, men skriver blot vores erfaringer med en 7/7 ordning.

Vi har selv haft svære perioder herhjemme, og vi er enige om at skulle vi gå fra hinanden, hedder det ikke en 7/7 ordning til Isabella- og slet ikke når hun er så lille. Det kan godt være det fungerer for nogen, men det gør det åbenbart ikke helt her.

Håber I finder en løsning, og jeg ved også det er møg-hamrende hårdt at være tvunget til at bo sammen, når man egentlig har taget beslutningen om at gå fra hinanden.

Du må endelig skrive til mig, hvis du har brug for at læsse af :)

Mange tanker og :kram fra mig

[Beem]

:kram :kram :kram

[Amaryllis]

Kram til dig og pigerne. :kram

[Miss_matilde]

Kan ikke komme med nogle guldkorn desværre... MEN kan sende dig en masse knus og tanker :kram2

[Calla]

Årh Tine :( :kram :kram :kram :kram

[Girl Next Door]

:kram :kram :kram :kram

Kæmpe kram til dig. Det er aldrig rart med et brud, og kan slet ik forestille mig hvor hårdt det må være når der er børn involdveret :(

Dog vil jeg gerne sige, som det skilsmisse barn jeg er, at det er ikke sikkert det vil lægge dine børns liv i ruiner. Det har aldrig været jordens undergang for mig. Det der har været/er hårdt, er at mine forældre ikke kan sammen, så mine bekymringer som voksen går på hvordan det bliver når jeg får børn, skal holde fødselsdage mv. Så for mig ville det vigtigste være et godt samarbejde.

[Heidi0601]

Kæmpe kram til dig og pigerne!:kram

[Guest baby2011]

Jeg har heller ingen gyldne råd, men jeg har masser af kram på lager :kram2 :kram2

Har i tænkt på parterapi, eller er i begge fuldstændigt afklaret med at det er helt slut ???

Jeg håber sådan i finder den bedste løsning for jer alle... :kram

[mille1981]

:kram :kram :kram :kram

[Peter Plys]

det er jeg ked af at hører. Blev selv skilt for 6,5 år siden

[kejzer]

:kram :kram :kram

[Roskildepigen]

Jeg har heller ingen gyldne råd, men jeg har masser af kram på lager :kram2 :kram2

Har i tænkt på parterapi, eller er i begge fuldstændigt afklaret med at det er helt slut ???

Jeg håber sådan i finder den bedste løsning for jer alle... :kram

vi er helt afklaret med at vi to ikke skal være sammen - jeg føler ikke noget for ham - han er bare som en rigtig god ven og det er jo også fint for så bliver det rigtig godt når vi skal være forældre sammen.

Og vi fik en god snak her til aften om at jeg ikke kan overskue at skulle være så meget væk fra børnene, så jeg får dem i starten og så kommer de "på besøg" hos ham når det hele er faldet på plads. Og han kommer bare hjem til os.

Men nu skal huset jo først sælges så må tage det derfra.

Men gud hvor gør det ondt i mit hjerte at jeg skal knuse børnenes hverdag.

[Dyhrberg]

Kæmpe kram først og fremmest :kram Har I talt om, om det skal være 7/7? Isabella er meget lille i forhold til at undvære sin mor i en uge af gangen og til at have 2 hjem, det tror jeg ikke et så lille barn kan. Jeg håber det løser sig på en fornuftig måde og at I kan samarbejde om pigerne..

[Roskildepigen]

Kæmpe kram først og fremmest :kram Har I talt om, om det skal være 7/7? Isabella er meget lille i forhold til at undvære sin mor i en uge af gangen og til at have 2 hjem, det tror jeg ikke et så lille barn kan. Jeg håber det løser sig på en fornuftig måde og at I kan samarbejde om pigerne..

Ja vi havde en snak her til aften, da jeg ikke kan forsvare at skulle være væk fra mine børn + den lille er for lille. Og heldigvis kunne manden godt se det (eller har dårlig samvittighed over at han sagde han ville skilles), så jeg får lov til at beholde pigerne indtil der er kommet ro på.

Det har virkelig hjulpet, så jeg ikke længere sidder og hulker hver gang jeg ser dem. Det har givet mig en enorm indre ro. Nu skal jeg bare have det til at passe sammen med et fuldtidsjob....ups..... men det er vist det mindste problem iforhold til at jeg ikke havde mine børn hos mig hver anden uge.

[Roskildepigen]

10000 tak for alle jeres svar!! Betyder så meget for mig !

[Prinsessemor]

Puha :kram ville ikke selv kunne holde ud at undvære mine børn en uge af gangen.

Jeg har børn på samme alder som dine og jeg syntes helt klart min den yngste ville være for lille til to hjem, ja for den sags skyld også den ældste, så dejligt for dig du kan ha dem fast og så kan de besøge deres far og han kan komme hos jer

[Guest Mettemor]

Ved slet ikke hvad jeg skal sige andet end at sende dig 1000 kram! Det dælmer ikke sjovt :( :bearhug:

Jeg tror i har fundet den bedste løsning ved at de er hos dig i starten....jeg tænker også den lille er for lille til at undvære sin mor så lang tid ad gangen....

KRAM

[kahe]

Først et kæmpe :kram

Jeg blev skilt for ca 1 1/2 år siden og kan sagtens genkende de følelser du sidder med.

Det var rigtig hårdt i starten, men det er virkelig det bedste der er sket for mig.

Jeg havde store bekymringer om hvordan mine børn skulle klare det, men de erfaktisk også blevet meget gladere.

Det er ikke godt for nogle at være i et trættende og opslidende forhold - hverken børn eller voksne.

Dine børn skal jo også vokse op med at en familie består af to voksne, som elsker hinanden og ikke skændtes hele tiden...

Vi deler også børne 7/7 (mine børn er dog lidt ældre - var 3 og 5, da vi blev skilt). Det fungere ret godt, men jeg ser dem altid i den uge, hvor der er hos deres far.

Hvis det er svært for dig kunne det evt. være at de var 10 dage hos dig og 4 dage hos faren på 14 dage.

Du vil opleve, at du er meget mere tilstede med børnene når du ikke skal bruge energi på et forhold, som ikke fungere.

Kan godt forstå din bekymring omkring børnene, men jeg blev overrasket over hvordan mine børn håndteret det (på den gode måde)

Man føler også bare, at ens liv er total fiasko - men jeg er kommet til det faktum, at et liv i et dårligt forhold er fiasko. Skilsmisse kan faktisk være en god ting :-)

Håber du kan bruge lidt af mine tanker og erfaringer :kram

[Guest baby2011]

vi er helt afklaret med at vi to ikke skal være sammen - jeg føler ikke noget for ham - han er bare som en rigtig god ven og det er jo også fint for så bliver det rigtig godt når vi skal være forældre sammen.

Og vi fik en god snak her til aften om at jeg ikke kan overskue at skulle være så meget væk fra børnene, så jeg får dem i starten og så kommer de "på besøg" hos ham når det hele er faldet på plads. Og han kommer bare hjem til os.

Men nu skal huset jo først sælges så må tage det derfra.

Men gud hvor gør det ondt i mit hjerte at jeg skal knuse børnenes hverdag.

Jeg synes det er en rigtig god løsning i er fundet frem til :) det er pænt af ham at han ser det fra din side også..Jeg krydser alt jeg kan for, at huset bliver solgt hurtigt..

:kram2 :kram2 :kram2

[dhg]

:kram :kram :kram :kram :kram :kram

[Guest Samantha]

Puha det er jeg godt nok ked af at høre. Men når det ikke fungere mellem jer mere er dette den rigtige løsning.

Jeg har ikke nogen børn, er skilsmisse barn men har kun boet hos min mor og aldrig set min far da han drikker, men min kæreste er skilsmisse barn og har haft den ordning fra han var 5-6 år at bo en uge ad gangen hos hver. Og han kan ikke anbefale dette.

Da han var barn var det fint, men som teenager har det voldt ham mange problemer fordi han ikke havde en fast base og han havde svært ved at der var forskellige regler hos hans far end der var hos hans mor.

Hvis I kan blive enige om det, og jeg ved det er svært for selvfølgelig så vil i begge gerne have dem, så lad dem kun være hos faren hver anden weekend og måske en dag eller to i ugens løb.

Jeg kan kun sige det ud fra hvad min kæreste har fortalt mig og han har meldt klart ud at den dag vi får børn og hvis vi går fra hinanden må de aldrig bo en uge af gangen hos mig eller ham. Han vil ikke byde dem det han selv har prøvet.

Ønsker dig al mulig held og lykke fremover.

[Barbamama]

:kram

Sikke en træls situation!!! Men jeg synes det lyder som om, at du har en meget fornuftig indstilling til det hele, selvom det selvfølgelig er rigtig rigtig rigtig ubehageligt...

Jeg har ikke selv børn, men er selv skilsmissebarn, og ville bare lige "råbe op" om at man altså sagtens kan vokse op og blive et sundt og lykkeligt menneske med et godt forhold til både mor og far selvom de er skilt :kram

Jeg ved faktisk ikke HELT hvornår mine forældre blev decideret skilt, men jeg tror ikke at de rigtig har været lykkelige sammen på noget tidspunkt i mit liv, og jeg ved at min mor flyttede (med mig) et par måneder før jeg blev tre eller fire. Vi startede med at bo sådan, at min mor boede sammen med mig, og min storebror boede sammen med min far, og så byttede de vist i weekenderne - og det var forfærdeligt, for jeg var ulykkelig over at undvære min bror! De fandt hurtigt ud af at det var bedre, at vi var sammen, og så blev aftalen at vi boede hos min mor, men besøgte min far i weekender og senere hen hver onsdag. Dét var en rigtig god ordning og det har fungeret for mig i hele min barndom/ungdom. :) Jojo, der er da nogle besværligheder i forhold til at skulle pakke hver weekend, men der er jo også besværligheder i kernefamilier. Jeg var faktisk mange gange glad for at kunne holde to jule, to fødselsdage, få ekstra papsøskende, pludselig at blive ekstra forkælet i en weekend fordi det var min mor, der havde os der, og at holde totalt pjatteweekend med min far (blev faktisk mega populær på det i folkeskolen, fordi mine veninder jo kendte min far som ham, der altid gav fredagsslik og lod os gå rundt i nattøj en hel dag, hvis det var det vi havde lyst til ;)) - og jeg var I HVERT FALD glad for at mine forældre ikke var sammen længere, for skænderierne dengang de var sammen var HÆSLIGE. Min historie kan selvfølgelig være meget forskellig fra jeres, men min er i hvert fald et eksempel på at skilsmisse kan være det helt rigtige - også for børnene. Jeg har et iøvrigt et rigtig godt forhold til både min mor og far en dag idag. Og et EKSTRA tæt forhold til min bror, hvilket jeg tror til dels skyldes at vi holdt sammen "når de voksne var åndssvage".

Mit bedste råd er, at I aldrig må skille jeres to piger ad - de har brug for hinanden og giver hinanden en særlig hjælp og støtte. Og prøv så at være lykkelig. Det kan godt lyde absurd, men stol på at I gør det rigtige. Jeres børn vil meget hellere have glade forældre hver for sig end ulykkelige forældre, der er sammen.

:kram :kram :kram :kram :kram

Edit: Btw min bror er 6½ år ældre end mig, så han har vel været omkring 10, da de blev skilt. Jeg tror han har været lidt mere klemt af det end mig, fordi problemerne mellem mine forældre måske også strakte sig en smule ind i hans konfirmationsalder og tidlige teenageår, men han har ligesom mig et godt forhold til vores forældre og er iøvrigt selv lykkelig familiefar til en dejlig pige og snart en lille dreng også. Så dine piger skal nok klare det hele godt, det tror jeg bestemt på. :kram2

[nissepigen]

Først et kæmpe :kram

Jeg blev skilt for ca 1 1/2 år siden og kan sagtens genkende de følelser du sidder med.

Det var rigtig hårdt i starten, men det er virkelig det bedste der er sket for mig.

Jeg havde store bekymringer om hvordan mine børn skulle klare det, men de erfaktisk også blevet meget gladere.

Det er ikke godt for nogle at være i et trættende og opslidende forhold - hverken børn eller voksne.

Dine børn skal jo også vokse op med at en familie består af to voksne, som elsker hinanden og ikke skændtes hele tiden...

Vi deler også børne 7/7 (mine børn er dog lidt ældre - var 3 og 5, da vi blev skilt). Det fungere ret godt, men jeg ser dem altid i den uge, hvor der er hos deres far.

Hvis det er svært for dig kunne det evt. være at de var 10 dage hos dig og 4 dage hos faren på 14 dage.

Du vil opleve, at du er meget mere tilstede med børnene når du ikke skal bruge energi på et forhold, som ikke fungere.

Kan godt forstå din bekymring omkring børnene, men jeg blev overrasket over hvordan mine børn håndteret det (på den gode måde)

Man føler også bare, at ens liv er total fiasko - men jeg er kommet til det faktum, at et liv i et dårligt forhold er fiasko. Skilsmisse kan faktisk være en god ting :-)

Håber du kan bruge lidt af mine tanker og erfaringer :kram

Jeg er helt enig med 'Kahe'.

Tror bestemt en skilsmisse kan være bedre for børnene, end leve med deres mor og far som ikke kan sammen. Det vil også uden tvivl påvirke dem, hvis de kan mærke deres mor og far ikke er glade sammen.

Jeg er også enig i, at man må have meget mere overskud til børnene, når man ikke også har et forhold der ikke rigtig fungerer. Og det, at man kun har børnene noget af tiden, må også gører, at man har merer overskud til dem, når de så er der.

Jeg er selv skiltmisse barn og har aldrig følt det har været et problem. Mine forældre har altid været gode til at snakke sammen og det har betydet meget for mig.

Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden og er sikker på, at dine dejlige piger nok skal klarer det.

Hvis bare dig og din mand fortsætter med at være gode til at tale sammen om pigerne og deres hverdag, skal det nok komme til at fungerer for jer allesammen.

Mange knus og kram fra mig

[Guest]

hvordan går det hos dig???