Bange og forvirret!

[StephanieH]

Hej alle sammen! :stork 

Jeg fandt ud af her for fire dage siden at jeg er gravid og er ca. 8 uger henne og da jeg fandt ud af det blev jeg overrasket og bange, for det var slet ikke planlagt og barnets far er ikke min kæreste. (Og han vil ikke være en del af det)  Men samtidig så havde jeg været til undersøgelse for et års tid siden og fået af vide at mine chancer for at blive gravid var meget små, så det sætter mig i et dilemma. 
Jeg har altid drømt om at blive mor og nu sker det endelig, jeg er dog kun 19 år og kommer til at blive alene mor, så det gør mig en smule bange. Efter jeg lige fik tanken på plads om at jeg var gravid blev jeg glad og begyndte at glæde mig, MEN nu går jeg og tænker om jeg kommer til at gøre det godt nok og om jeg bliver en god mor osv. For er bange for at være alene mor og med alle de tanker har jeg svært ved at glæde mig! Plus jeg vil jo os gerne have mit barn skal have en far :-(

 

Har i nogle gode råd og var i selv bange da i blev gravide? 

[Nitzen1987]

:kram det er en svær situation du står i.

Jeg synes at du skal mærke rigtig godt efter indevære dig selv, hvad du gerne vil.

Jeg tror dog atproblemer,e kommer til at stå med en eller anden panikfølelse/bange-følelse på et eller andet tidspunkt i graviditeten. Jeg er selv gravid med barn nr. 2, og selvom det er planlagt og ønsket, så har jeg da alligevel diverse bekymringer ift. min førstefødte, mit parforhold, vores økonomi osv. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi skal have barnet!

Jeg tænker også at du skal tænke over om du kan gå hjælp og støtte fra familien, da det kan være hårdt at være mor og især alene mor! Uanset problemer og udfordringer så er jeg sikker på, at man nok skal klare det og finde ud af det hen af vejen.

:goodluck med din beslutning

[Mistel]

:kram jeg kan godt forstå, du er bange - det er jo en ret stor ting, du er ude i. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der er rigtigt at gøre. Men jeg kan fortælle dig, at alle bliver bange under deres graviditet. Gør jeg det godt nok. Kan jeg overhovedet finde ud af det. Kan man overhovedet byde nogen at have mig som mor ;) osv. Og det uanset hvor gammel man er, hvor planlagt det er og hvor ønsket det er. Jeg tror, det er en del af forberedelsen.

Det er jo en ekstra komplikation, at du har svært ved at blive gravid. Men du er også meget ung. Nu ved jeg ikke, hvorfor det skulle være svært for dig, men hvis du har en god læge, kunne det måske være en god idé at tale det igennem med vedkommende. Man kan blive mor på mange måder - måske er din tid nu. Måske ikke.

Held og lykke! :-)

[NatC]

Der er allerede givet gode råd, og lige som de andre kan jeg heller ikke fortælle hvad der er rigtigt og forkert.

Men jeg synes det er en vigtig pointe er du ER gravid - og derfor godt KAN blive gravid. Jeg synes du skal høre din læge hvad det er for nogle udfordringer du har mht at skulle blive gravid igen. For jeg synes bestemt ikke at du skal føle dig "tvunget" til at beholde dette barn, fordi at det er "din eneste chance".. Du er ung og ville måske føle dig bedre udrustet til at stå med opgaven som alenemor, hvis det var planlagt.  :)

 

Nå men min pointe er at jeg synes du skal snakke med din læge og få en helt klar udmeldning. Så skal du mærke efter og snakke med din familie. Har du evt. en veninde eller familiemedlem som er blevet tidligt forælder eller er det alene? så snak med dem om hvad det betyder.

 

Til sidst vil jeg bare sige at unge alene-mødre også er dejlige mødre og selvom der er masser af fordomme, så er jeg sikker på at du vil gøre dit allerbedste og at dit barn vil få masser af kærlighed :kram2 

[Mette A.]

Enig med de andre - det er kun dig selv, der kan træffe den rigtige beslutning og sådan bør det være! For det er jo dit barn og dit liv.

Men jeg kan godt forstå at du er både forvirret og bange, det er helt naturligt :kram

 

Det med om du skal klare det, det er jeg slet ikke i tvivl om. SELVFØLGELIG kan du klare det! Det som er afgørende er om det er det du VIL - alt taget i betragtning. Det er ikke noget drømmescenarie, det er sikkert, men det er ikke sikkert at du nogensinde får "drømmescenariet".

Livet er svært at planlægge (eller umuligt) - det kan være du vælger at få et barn senere i livet med en fast kæreste/mand og i så ender med at gå fra hinanden alligevel. Det kan også være du vælger at beholde dette barn og så i løbet af din graviditet møder den sødeste mand, som vil være far til dit barn.

Man ved det aldrig... det eneste du kan gøre er at træffe det bedste valg du kan ud fra hvad du ved. I værste fald vil du stå alene med dette barn (nok ikke for evigt, men måske i lang tid) - det er jeg ikke i tvivl om at du kan klare, for man vokser med opgaven og gør det man skal for sine børn, men det vil selvfølgelig blive hårdt i perioder! Men der er altså også rigtig mange lyspunkter og gyldne øjeblikke med et barn. Ligeså hårde som de kan være at tage sig af, ligeså meget lykke og glæde kan de give.

Men er det det du vil? Prøv at se digselv ude i fremtiden - dig og så dit barn sammen. Hvem er ellers med i billedet og hvor meget? (bedsteforældre, mostre, onkler, venner osv?). Kan du trække på nogen som babysittere/hjælp i hverdagen osv? Ligner det et liv, som du har lyst til at leve?

 

Held og lykke med at træffe din beslutning - uanset hvad den bliver! :kram

[StephanieH]

Tusind tak for jeres svar og råd! :-)

Men som som en af jer sagde at jeg skal ikke føle mig tvunget til at få det.. Det gør jeg skam heller ikke, for min mor fik special lavet mig så hvis jeg kan få naturlig senere hen så er der som sagt andre måder.

Men er glad for at andre også har den følelse af at være lidt bange og bekymret, for det er jeg godt nok! Men igen mest fordi om jeg kan gøre det godt nok og om barnet vil blive sund og rask når det kommer. Men hele min familie støtter mig og en masse venner og veninder, så de er der for mig og babyen.

[Mette A.]

Tusind tak for jeres svar og råd! :-)

Men som som en af jer sagde at jeg skal ikke føle mig tvunget til at få det.. Det gør jeg skam heller ikke, for min mor fik special lavet mig så hvis jeg kan få naturlig senere hen så er der som sagt andre måder.

Men er glad for at andre også har den følelse af at være lidt bange og bekymret, for det er jeg godt nok! Men igen mest fordi om jeg kan gøre det godt nok og om barnet vil blive sund og rask når det kommer. Men hele min familie støtter mig og en masse venner og veninder, så de er der for mig og babyen.

Det med om man kan gøre det godt nok og om barnet bliver sundt og raskt, det slipper man aldrig for! Begge mine graviditeter var planlagte, men jeg har været både bekymret og bange begge gange! Første gang mest om jeg overhovedet kunne finde ud af at være mor og opdrage et barn. Og så var jeg hunderæd for fødslen.

Her anden gang er det om jeg kan være der nok for begge børn, vil jeg "forsømme" nogen af dem i form af opmærksomhed og overskud, og så har jeg haft en helt irrationel frygt for at noget var galt med barnet eller jeg skulle miste. Her efter nakkefoldsskanning, hvor alt så fint ud, er jeg blevet lidt mere rolig, men de andre bekymringer fylder stadig.

[Pseudo mamma]

Stort kram her fra - først vil jeg lige sige, at laaaaaaaangt de fleste jeg kender, har været bange. Uanset hvordan deres situation har set ud.

Hvad du skal vælge kan ingen andre end du beslutte.. - men jeg synes du skal overveje om du kan få den støtte og hjælp du behøver i dit bagland..

Der er enormt forskel på alder og mentalitet. Man kan være 19 moden og i stand til at varetage hele opgaven, med alt hvad det indebære.. Man kan også være 25 usikker og umoden og slet ikke klar..

Så for mig er det ikke så vigtigt hvor gammel du er på papiret, men inde i hovedet (gir det mening)

- en anden ting er, at de fleste vokser med opgaven under graviditeten.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det er hårdt at få børn. Men det er det altså også når du er 32. - det handler om resourcer :)

Jeg håber du vælger det, der er rigtig for dig - og rigtig meget held og lykke uanset dit valg..

[bare mig]

Enig med de andre - det er kun dig selv, der kan træffe den rigtige beslutning og sådan bør det være! For det er jo dit barn og dit liv.

Men jeg kan godt forstå at du er både forvirret og bange, det er helt naturligt :kram

 

Det med om du skal klare det, det er jeg slet ikke i tvivl om. SELVFØLGELIG kan du klare det! Det som er afgørende er om det er det du VIL - alt taget i betragtning. Det er ikke noget drømmescenarie, det er sikkert, men det er ikke sikkert at du nogensinde får "drømmescenariet".

Livet er svært at planlægge (eller umuligt) - det kan være du vælger at få et barn senere i livet med en fast kæreste/mand og i så ender med at gå fra hinanden alligevel. Det kan også være du vælger at beholde dette barn og så i løbet af din graviditet møder den sødeste mand, som vil være far til dit barn.

Man ved det aldrig... det eneste du kan gøre er at træffe det bedste valg du kan ud fra hvad du ved. I værste fald vil du stå alene med dette barn (nok ikke for evigt, men måske i lang tid) - det er jeg ikke i tvivl om at du kan klare, for man vokser med opgaven og gør det man skal for sine børn, men det vil selvfølgelig blive hårdt i perioder! Men der er altså også rigtig mange lyspunkter og gyldne øjeblikke med et barn. Ligeså hårde som de kan være at tage sig af, ligeså meget lykke og glæde kan de give.

Men er det det du vil? Prøv at se digselv ude i fremtiden - dig og så dit barn sammen. Hvem er ellers med i billedet og hvor meget? (bedsteforældre, mostre, onkler, venner osv?). Kan du trække på nogen som babysittere/hjælp i hverdagen osv? Ligner det et liv, som du har lyst til at leve?

 

Held og lykke med at træffe din beslutning - uanset hvad den bliver! :kram

Dit indlæg her rammer mig meget kan jeg mærke.

 

Jeg har personligt rigtig svært ved de her situationer, hvor kvinden allerede fra start ved hun bliver alene om det - ikke møntet personligt på dig trådstarter!

Jeg er bare sådan et barn, så jeg er vokset op på den måde - næsten. Min mor blev planlagt gravid med mig efter mere end 4 år i forhold. Det blev alligevel for meget for min biofar, der skred inden jeg blev født og jeg har aldrig haft nogen form for kontakt med ham. Min mor finder en ny mand da jeg er et par år, som gerne vil være min far, og har været det altid. Han har siden adopteret mig, og efterfølgende har de fået børn sammen. Til trods for deres forsøg på at gøre os til en stor familie har jeg ALTID følt mig ved siden af! Jeg er den ½ datter. Jeg er det uønskede barn af min biofar og hans familie.

 

Så ja, livet er svært at planlægge, og man kan risikere at gå fra hinanden midt i det hele, men personligt synes jeg at folk har for travlt med at tænke på dem selv, kan jeg det her, vil jeg det her, og tænker for lidt på barnet og hvordan det - uanset kærlighed, omsorg og materiale goder, vil opleve det.

I dette tilfælde har faderen allerede meldt ud at han ikke vil være en del af det. Tænk på hvad det vil gøre ved barnet!

Tænk også på hvordan det må være for ham at få "presset" et barn ned af nakken som han ikke ønsker. Og jo der skal to til tango og alt det her, jeg er helt enig. Verdenen er bare ikke så sort/hvid.

[StephanieH]

Tusind tak for jeres gode råd til mig! :)

Beklager jeg ikke har været herinde længe, men der er sket så mange ting!

Men kan fortælle jer at mig og faren er sammen og har Været det i to måneder nu og vi glæder os som sindssyge til at blive forældre og vi skal have en lille prinsesse!

Og navnet er fundet til hende.. Hailey Emily Haugstrup :)

[Guest]

Tusind tak for jeres gode råd til mig! :)

Beklager jeg ikke har været herinde længe, men der er sket så mange ting!

Men kan fortælle jer at mig og faren er sammen og har Været det i to måneder nu og vi glæder os som sindssyge til at blive forældre og vi skal have en lille prinsesse!

Og navnet er fundet til hende.. Hailey Emily Haugstrup :)

Sikke en dejlig opdatering og et skønt navn!

[Mette A.]

Dejligt at høre, og skønt navn :biglove

Jeg håber meget for jer, og for barnet, at I kan finde ud af det sammen og blive sammen! :goodluck

[StephanieH]

Mange tak :)

[Fru_Simonsen]

Søde du, det skal nok gå :) Nyd det, og bare vær dig... Det er den største oplevelse i livet, og du kan ikke forestille dig hvor stor en omvæltning det er og bliver- lige nu. Det er ret fantastisk <3 :wub

 

Tillykke med din lille prinsesse <3

[ki schou]

Det var en dejlig opdatering :)

 

:loveshower :loveshower