Er bekymret

[tazdiginez]

Maliva er begyndt at reagerer enormt meget, på ALT!

Hun reagerer ved at blive ked af det eller hysterisk. Hun slår og sparker os, når hun bliver hysterisk og så får hun en pause.

Hun er ked når hun afleveres ved dagplejen og ked når jeg henter og får hun nej til ting eller udøves en konsekvens, ja så er fanden løs.

F.eks. får hun lov til at gå selv hjem fra dp, men hun skal holde fast i barnevognen og ikke strejfe omkring før vi kommer til en sti, væk fra vejen og trafikken. Holder hun ikke i barnevognen, stopper jeg og beder hende pænt om at tage fat igen, gør hun det ikke der, forklarer jeg konsekvensen "du kommer i barnevognen, hvis du ikke holder fast her *viser hvor hun skal holde*" og så giver jeg hende fra jeg har talt fra 3 og ned.

Af og til hører hun efter, men de fleste gange ender det med at Maliva kommer i barnevognen, skrigende, sparkende og ked.

Hun vil ikke i tøjet om morgenen og i morges gik det bare HELT galt.

Hun fik lov til at prøve selv først, men ville ikke og stak af og så tog jeg hende og satte hende på mit skød og gav hende tøj på - hvilket resulterede i 3 skalder ind på kæben, spark og slag og en totalt hysterisk Maliva. Da hun havde fået strømpebukser og bukser på, kom hun ud og fik en pause pga. Den første skalde. 2 minutter var hun faldet nogenlunde til ro og jeg forklarede at jeg altså ikke ville ha' at hun slog og sparkede og at jeg gerne ville ha' at hun undskyldte. Hun undskyldte og vi krammede og så bar jeg hende ind i stuen igen og forklarede at hu skulle ha' tøj på og så startede møllen forfra :(

Jeg prøver virkeligt at forberede hende og fortælle hende, hvad der skal ske, hvornår det sker og når det sker.

Jeg er ved at blive bekymret over hendes adfærd, for jeg synes bare at det bliver værre og værre og jeg kan snart ikke mere. Jeg kan snart ikke mere gråd og hysteri. Jeg forsøger at være tålmodig og skabe rum og plads, men jeg KAN virkeligt snart ikke mere :(

Hvad gør vi forkert?!

Jeg føler vi har prøvet ALT for at afværge denne adfærd og få ro på Maliva, men jeg føler virkeligt ikke at der er noget der virker.

Jeg er træt af at være konsekvente og trælse mor og jeg savner "god tid" med min datter.

Savner at vi leger og har det sjovt, for de sidste 3 dage er gået med gråd og hysteriske anfald og ganske lidt leg.

Jeg vil lige sige at efter en pause, gør både J og jeg meget ud af at fortælle Maliva at vi ikke er sure på hende - da hun kan gå helt i panik ved tanken om at vi er sure på hende.

Men ja.. jeg har en grådlabil, hysterisk pige herhjemme for tiden og hvad GØR jeg? :(

[Guest]

Måske du også er den heldige indehaver af et signalstærkt barn? prøv at google det... måske kan du bruge det, måske ikke :-)

[Solvej99]

Herhjemme er det også ofte en kamp med tøjet. Jeg gør det at jeg forbereder ham. Altså siger: "om lidt kommer jeg med din flyverdragt og så skal du have tøj på". Det er ikke altid det hjælper, men så skynder jeg mig bare at give ham tøj på og tænker at han er en typisk 2-årig ;)

Mht. de andre ting så tror jeg at jeg ville ændre taktik. Som du også selv nævner, så kommer der en meget negativ stemning med alle de der: "hvis du ikke gør sådan og sådan så sker der sådan og sådan". I stedet for straf ville jeg bruge belønning eller opmuntring. Fx "skynd dig at holde fast i barnevognen, så kommer vi hurtigt hjem og lege" :)

Håber det giver mening. Jeg har lært i psykologi at belønning virker bedre end straf, og at straf faktisk ofte giver en uønsket adfærd.

[tazdiginez]

Herhjemme er det også ofte en kamp med tøjet. Jeg gør det at jeg forbereder ham. Altså siger: "om lidt kommer jeg med din flyverdragt og så skal du have tøj på". Det er ikke altid det hjælper, men så skynder jeg mig bare at give ham tøj på og tænker at han er en typisk 2-årig ;)

Mht. de andre ting så tror jeg at jeg ville ændre taktik. Som du også selv nævner, så kommer der en meget negativ stemning med alle de der: "hvis du ikke gør sådan og sådan så sker der sådan og sådan". I stedet for straf ville jeg bruge belønning eller opmuntring. Fx "skynd dig at holde fast i barnevognen, så kommer vi hurtigt hjem og lege" :)

Håber det giver mening. Jeg har lært i psykologi at belønning virker bedre end straf, og at straf faktisk ofte giver en uønsket adfærd.

Jeg har prøvet med den positive tilgang og det lader ikke rigtigt til at virke. Hun hører det simpelthen ikke og tror egentligt at vi går over i leg istedet, meget af tiden.

Jeg forsøger at gøre sådan noget som at gå op ad trapperne til en leg ved at hoppe eller andet. Jeg prøver at opmuntre til leg konstant og har forsøgt i disciplinerer situationer (som f.eks. den med barnevognen) - men det praller af og så stikker hun af istedet for i leg. :( noget der desværre er sket lidt mere end 1 gang. Jeg vil gerne forsøge, men jeg tvivler selv på at det vil virke.. :/

Det er jo altid forsøget værd :)

[Guest]

Hvad med at rose HELT vildt når hun engang imellem gør det du gerne vil have - sådan nærmest overdrevet, det har jeg haft held med før. Fx "Jeg bliver bare SÅ glad når du holder ved baenevognen" og så give et kærligt kram "det er så DEJLIGT, når du hører hvad jeg siger" og så fortælle J når i/han kommer hjem "Ved du hvad Maliva gjorde i dag? Hun holdte ved barnevognen dengang jeg sagde det, er det ikke dejligt?" (Også selvom det kun var 2 minutter, og i bagefter har en konflikt, så læg vægt på det hun rent faktisk gør, ligegyldig hvor småt og hvor kort tid - og så GLEM konflikterne) Og så giv det tid.

Hun er 2 år pg det er ikke for sjovt alderen kaldes "the terrible two" ;)

[tazdiginez]

Hvad med at rose HELT vildt når hun engang imellem gør det du gerne vil have - sådan nærmest overdrevet, det har jeg haft held med før. Fx "Jeg bliver bare SÅ glad når du holder ved baenevognen" og så give et kærligt kram "det er så DEJLIGT, når du hører hvad jeg siger" og så fortælle J når i/han kommer hjem "Ved du hvad Maliva gjorde i dag? Hun holdte ved barnevognen dengang jeg sagde det, er det ikke dejligt?" (Også selvom det kun var 2 minutter, og i bagefter har en konflikt, så læg vægt på det hun rent faktisk gør, ligegyldig hvor småt og hvor kort tid - og så GLEM konflikterne) Og så giv det tid.

Hun er 2 år pg det er ikke for sjovt alderen kaldes "the terrible two" ;)

Jeg synes selv at jeg er rigtigt god til at rose hende - også selvom der ikke er behov for det, men det kunne da være at jeg skulle prøve, at gøre det mere og inddrage J i det også. Jeg snakker altid med hende om dagen, imens jeg børster hendes hår og smøre hende ind i creme inden sengetid. Jeg lægger vægt på alt det positive og forsøger at skabe en god stemning inden dagen er omme. 

Jeg er villig til at prøve alt, for det er virkeligt hårdt og jeg er så småt begyndt at tage mig selv i at frygte det næste udbrud og det næste "nej" jeg må sige. 

Det gør ondt i mit moder-hjerte at hun reagerer sådan - men hellere en reaktion end at hun lukker sig selv inde og skærmer sig selv - som hendes dagplejer så fint siger det.

 

- Og tak for det med "the terrible two" - det gav mig lige et nyt syn på sagen og gjorde at jeg faktisk fik lidt kamp-mod igen :)

[Unknown]

Jeg bruger bestikkelse. er ikke stolt af det, men hellere det end vi skal være evigt uvenner. Hvilket man virkelig føler man er når det er et signalstærkt barn som Zoey ( og muligvis Maliva ).

F.eks. laver hun altid et kæmpe nummer ud af hun ikke vil med op fra cykelkælderen når vi kommer hjem fra. hun elsker at få læbepomade på. så tager læbepomaden frem og siger " kom vi skal ind i elevatoren og have læbepomade på" somme tider forsøger hun at ville have det på med det samme, men holder fast i vi først skal ind i elevatoren. så 9 ud af 10 gange er det ikke et problem mere.

 

mht at få tøj på om morgene forsøger vi at gøre det mens hu stadigvæk er træt. så mens hun ser tegnefilm med sin sut skifter vi ble og tøj.

 

held og lykke.

[tazdiginez]

Jeg bruger bestikkelse. er ikke stolt af det, men hellere det end vi skal være evigt uvenner. Hvilket man virkelig føler man er når det er et signalstærkt barn som Zoey ( og muligvis Maliva ).

F.eks. laver hun altid et kæmpe nummer ud af hun ikke vil med op fra cykelkælderen når vi kommer hjem fra. hun elsker at få læbepomade på. så tager læbepomaden frem og siger " kom vi skal ind i elevatoren og have læbepomade på" somme tider forsøger hun at ville have det på med det samme, men holder fast i vi først skal ind i elevatoren. så 9 ud af 10 gange er det ikke et problem mere.

 

mht at få tøj på om morgene forsøger vi at gøre det mens hu stadigvæk er træt. så mens hun ser tegnefilm med sin sut skifter vi ble og tøj.

 

held og lykke.

Bestikkelse er forældrenes gave! Det benytter jeg mig MEGET af :P Hvis jeg en dag f.eks. ikke magter konflikter på gåturen hjem, jamen så har jeg legetøj med til barnevognen eller et æble eller sådan noget - så hun er beskæftiget og rolig. 

Jeg plejer også at give tøj på inden hun vågner - men de sidste to uger er Maliva stået op selv og så har jeg ikke haft mulighed for at give tøj på inde i sengen, som jeg plejer. 

 

Så der har været ubalance i hverdagen og jeg tror lidt at det er det Maliva reagerer på.

[Susanne]

Give tøj på INDEN hun vågner? :blink :unsure

[tazdiginez]

Give tøj på INDEN hun vågner? :blink :unsure

Jeg vækker hende, men hun er ikke helt vågen. Sådan i en morgentåge og groggy :)

Jeg kan ikke give hende tøj på, når hun er helt vågen, så er det en kamp og der er skrig og skrål.

[Pumpkins]

Det er rigtig let at komme ind i en negativ periode, hvor ondt avler mere ondt, så at sige. Hvis jeg er i rigtig dårligt humør, så kan jeg nemt komme til at blive sur på Karla, når hun laver den ballade hun plejer at lave. Hvis det nu er eksemplet med barnevognen - hvis du forventer at hun slipper, og hun ikke må, og det er noget, der udløser skæld ud eller konsekvens, så er det næstmest bestemt på forhånd, at hun vil få den skæld ud på et eller andet tidspunkt, og så er stemningen måske anspændt fra starten. Og det er en ond cirkel, der skal brydes :)

Prøv at tage en dag med Maliva i total fokus. Hvis du kan tage en fridag eller gøre det i weekenden er det nok det bedste. Men lad hende bestemme og lyt til hvad hun har at sige eller prøver at sige. Lad det være hendes dag. Hvis hun skal i DP kan i måske aftale med DP-mor, at i måske kommer lidt senere. Og så tag det hele i Malivas tempo. Find tøjet frem og sig til hende, at om lidt skal i afsted (hvis det er det i skal), og lad hende lege færdigt først. Spørg hende evt om hun er klar til at tage tøj på - hvis hun siger nej eller ikke reagerer, så sig til hende, at så må hun godt lege videre, men om lidt skal i altså have tøj på. Og så giv hende 5-10 min. Til lige at blive færdig. Gør det så meget til en leg som muligt, og hyg jer med det. Fjol og tag vinterstøvlen på hånden, syng en sang, det vigtigste er bare, at du signalerer, at du er glad og at i hygger jer.

Når i går mod DP, så tag jer tid. Hvis hun vil hoppe i vandpyt, så lad hende. Stopper hun op, så vær nysgerrig omkring hvad hun stopper op for, det kan være hun har fået øje på noget nyt. Forsæt dagen i den stil så meget som i kan, inddrag hende, lyt til hende og lad hende føle, at der er overskud til hende.

Det bliver sikkert hårdt i starten, for det er sgu mere effektivt at sige "kom, nu tager vi flyverdragt på" og så tage dem og stoppe dem ned i flyverdragten - hurtigt overstået.

Men jeg tror at der hvor hun flipper ud er fordi hun ikke føler sig hørt. Hvor meget ville du ikke protestere, hvis J stoppede sig i en flyverdragt mens du var i gang med noget vigtigt, fordi han lige synes, at nu skulle i ud af døren? ;)

Jeg siger ikke, at I skal lade hende tage styringen og adlyde alle hendes ordre, men jeg synes at man bør lade sine børn blive hørt, og sørge for at de får en fornemmelse af, at de er en del af familien, og at de bliver respekteret, også når de ikke er enige. Det er en fin balance, men jeg tror nøgleordet bliver medbestemmelse men aldrig medansvar.

Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det helt foregår hos jer, og min fornemmelse er også, at I er rigtig gode til at imødekomme Maliva og hendes behov. Men jeg ved, at man godt hurtigt kan komme til at glemme det der med virkelig at lytte til sine børn, og for os er det tit der, den går galt, hvis Karla bliver "umulig" :)

[tazdiginez]

Tak for alle jeres forslag og ideer. 

Jeg prøvede her til morgen at følge Pumpkins råd og jeg ved ikke om jeg gjorde noget forkert, men det gik bare HELT galt og Maliva blev afleveret en time for sent. 

 

Vi stod op klokken 7.00 

Jeg havde fundet tøj frem og hun ville bare SLET ikke have tøj på, så jeg bad hende om at afslutte hendes leg og så hun kunne få undertøj på og 5 minutter efter spurgte jeg om hun var klar - her sagde hun nej og jeg sagde så "okay, du får 5 minutter mere og så skal du ha' undertøj på" - hun svarede med et "okay" og jeg gik igang med at rydde lidt op og gøre mine egne ting. 3 minutter efter sagde jeg "om 2 minutter får du undertøj på" og hun svarede "okay". Inden jeg gav hende undertøj på, sagde jeg det til hende "Nu får du undertøj på skat" og så gik hun bare AMOK!

Jeg gav undertøj på i en kamp og så fik hun lov til at slappe lidt af efterfølgende. jeg gjorde det samme igen med at fortælle hende, hvornår hun skulle ha' strømpebukser på, spurgte om hun var klar - gav hende rum og tid og passede mit eget og når der var gået 10 minutter (denne gang) forsøgte jeg med et "Nu skal du ha' strømpebukser på" og igen var der ramaskrig, spark og så bed hun mig :( Så der kom en pause, hvor hun sad i 2 minutter og faldt til ro. 
Allerede nu havde det taget næsten 20 minutter at give tøj på og da hun kom fra pause gav jeg hende straks bukser på og da jeg ville give hende trøje på, gik hun igen amok. Jeg roste når hende når hun havde fået tøjet på med et "Ej, sikke en stor pige, sådan at tage bukser på" eller "hvor var det bare flot du lod mor give undertrøje på". Da Maliva havde fået tøj på var klokken 7.32. Da vi skulle ud for at spise morgenmad, var ALT bare forkert.

Hun fik først havregryn, det spiste hun 1 bid af og ville ha' en rugbrød, jeg prøvede først med et "Nu har du valgt og fået havregryn, så må du også spise det", men lige lidt hjalp det og det resulterede i at Maliva SMED havregrynene på gulvet <_< 

 

Jeg fortalte hende at det ville jeg IKKE ha' og så tørrede vi det op sammen - det tog en DEL overtagelse, at få hende med på ideen, men hun skal lære at sådan noget gør man altså bare ikke. - nu var klokken 8.00.

Jeg smører en rugbrøds-mad til hende og så går pigebarnet sq fra bordet  :prik

 

Jeg lader hende gå og tulle lidt og 8.10 (vi skal være ude af døren 8.45) fortæller jeg hende at JEG tager sko på nu og bagefter skal Maliva ha' sko på. Maliva siger glad "Ooookay". Da jeg har fået sko på, tisser jeg lige hurtigt og så kalder jeg på Maliva og spørger om hun klar til at få sko på - "Nej mor". Jeg beder hende igen om at afslutte sin leg, for om 5 minutter SKAL hun altså ha' sko på.

Her er klokken 8.15

Jeg forklarer igen med tiden - 3 minutter, 2 minutter osv. - da der er gået 5 minutter spørger jeg om hun er klar og hun siger nej igen. Så hun får 5 minutter ekstra. Igen forklarer jeg med tiden og efterfølgende tager hun godvilligt støvler på, det samme med hue og jakke og vanter. Hun får lov til at gå rundt og slukke lys som hun altid gør, men beslutter sig så for at tænde fjernsynet, da hun går i stuen :blink 

Jeg går ind og beder hende om at slukke, da vi skal gå nu. Hun ignorerer mig og jeg beder hende om at slukke igen. Hun ikke engang så meget som kigger på mig, så jeg går hen til hende og får hende til at kigge på mig og beder igen om at få slukket tvet. Igen ignorerer hun mig - så siger jeg at hvis hun ikke slukker, så gør jeg.

Hun siger bare "nej" og så tæller jeg fra 3 og ned. Da hun ikke reagerer på det, slukker jeg fjernsynet som jeg havde sagt og SÅ bryder fanden løs. Maliva skriger, sparker til tv-bordet. Jeg lader hende rase ud lidt og efter lidt tid går hun direkte hen og slår mig. Jeg tager hende op og sætter hende på pausestolen med forklaringen om at jeg IKKE vil ha' at hun slår. 

Her sidder hun i 2 minutter i totalt hysteri. 

Efter 2 minutter prøver jeg at tale hende ned og forklarer hende, hvorfor hun sad der. Derefter spørger jeg hende om hun vil være en sød pige nu og høre efter - hun siger ja og vi krammer og hun hopper ned og går hen til døren. 

Her er klokken nu 8.45.

 

Vi går i kælderen og er nu allerede 5 minutter forsinket (det tager lidt tid ned af trapperne) og jeg skriver til dagplejen, at vi vil være forsinket.
Jeg finder barnevognen frem og Maliva tuller for sig selv i den ene ende af kælderen. Jeg beder hende komme op til mig, men hun ignorerer mig fuldstændigt. 

Jeg siger at hvis hun ikke kommer, så kommer hun i barnevognen - igen ignorerer hun mig. 

Jeg går ned og henter hende og hun bliver igen hysterisk og jeg ligger hende i barnevognen. Herefter går jeg. Jeg får en sms om at dagplejen er gået i legestuen og at vi mødes derover <_<

 

Det blæser, der er sne på stierne og turen tager bare VOLD lang tid - normalt tager gåturen 20 minutter. I dag tog den 30 minutter og Maliva var totalt utålmodig og forstod ikke, at vi pludseligt vendte om på vejen, for at gå mod legestuen. 
 

Så vi kommer først over til legestuen 9.30 <_< 
Jeg snakker med dagplejeren omkring morgenen og hun sagde at der ikke er mellemløsninger - det er bare at forberede og så gøre og så skal jeg virkeligt huske ikke spørge Maliva - for hun kan slet ikke tage stilling til sådanne ting og har ikke samme forhold til tid, som jeg har. 

 

Og så tage kampene når de kommer. 

Jeg tudede lidt ud ved hende og forklarede hende, at jeg virkeligt bare snart ikke magtede de kampe her længere - hvor dp forsikrede mig om, at det vender så snart Maliva indser at hun ikke kan løbe om hjørner med os. Så jeg skal være konsekvent og vise hende, hvor grænsen går. 

Hun kunne godt forstå at det var frustrerende når Maliva er så voldsomt reagerende som hun er, men at det måtte jeg "se igennem fingrene" med og så være stærk. Det bliver jo ikke kaldt terrible twos for sjov.

Alle dps børn + en anden dps børn som tager i legestue hver fredag og ses ofte udover - er jævnaldrende og de snakkede netop om adfærden var meget kaotisk og at alle børnene var i "min" alderen og reagerede voldsommere. 

 

Hun kunne godt forstå jeg var ved at gå op i limningen, da det snart har stået på i 3 uger, med kun få dages glæde og overskud. 
 

Selvom jeg prøver at være positiv, tælle til 10, give plads, rum og være tålmodig - rose til skyerne og ligesom lade den ene kamp tage sig selv - fremfor at lade dem styrer mig. Så er jeg bare DRÆNET. Drænet for mor-energi og rummelighed.

Det er virkeligt hårdt for tiden :boo

[Guest]

Altså børn har brug for tydelige rammer, og jeg er af den overbevisning, at hvis børn kender rammerne og ved, hvem der "bestemmer", så giver det en tryghed. Jeg synes ikke, barnet skal styre det eller tingene skal gøres efter barnets hoved. (Ikke at jeg siger, du har gjort det :) )

Men for at barnet kan forstå konsekvenser, skal de jo kende grænsene (arbejder med børn og vigtigheden i det her). Hvis barnet ikke kender grænsen, jamen så ved det jo heller ikke, hvorfor det får skældud/konsekvens mv.

Derfor skal der være tydelige rammer og regler, det fungerer bare allerbedst.

Vil gerne tilføje at jeg bruger dette i mit pædagogiske arbejde og endnu ikke har et barn, der skal opdrages på, så skal ikke gøre mig klog på noget.

Synes i hvert fald det er godt, du er åben omkring det! Det skal nok blive godt :kiss

[Guest Diden]

ÆV for nogle dage altså!... :( 

 

Jeg tænker lidt om det er med vilje at du giver hende nye 5 minutter hele tiden? Min tanke er at når hun ved hun bare får nye 5 minutter kan hun jo bare sige nej og så få længere tid til det hun vil (jeg ved ikke om hun er så udspekuleret) Det kan nok ende med at give bagslag når hun efterhånden forstår at det med tids nedtællingen ikke rigtig har betydning (når man får mere tid alligevel). Ved ikke om du forstår.? :)

[tazdiginez]

ÆV for nogle dage altså!... :(

Jeg tænker lidt om det er med vilje at du giver hende nye 5 minutter hele tiden? Min tanke er at når hun ved hun bare får nye 5 minutter kan hun jo bare sige nej og så få længere tid til det hun vil (jeg ved ikke om hun er så udspekuleret) Det kan nok ende med at give bagslag når hun efterhånden forstår at det med tids nedtællingen ikke rigtig har betydning (når man får mere tid alligevel). Ved ikke om du forstår.? :)

Det var et forsøg for at se om Pumpkins råd virkede og det gav bagslag - det er ikke noget jeg har gjort før og det var en test for at se om bare ET eller andet ville virke. At vi ville få en god morgen uden hysteriske anfald eller en dag, hvor Maliva er glad og ikke piver konstant og er på grådens rand konstant.

Selvom J og jeg er positive og prøver at få hende i godt humør, ved at pjatte og fjolle, så virker det ikke rigtigt og hun gider os ikke.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Mit hjerte er knust over at se min ellers så glade pige, være så ked af det og sur det meste af tiden :boo

Jeg vil bare det bedste for hende og jeg prøver virkeligt.

Dp tror at det er pga. Hendes alder og fordi de andre børn er jævnaldrende og i samme fase/periode som Maliva selv og så det at Maliva kan mærke at der snart sker noget nyt i.fh.t. lillebror osv.

At Maliva simpelthen er frustreret over ikke at forstå situationen og fordi der sker meget i hendes hovede.

Jeg ved bare at jeg er ked af, at hver en lille ting er en kamp og at jeg kan se at min datter ikke har det godt for tiden :( det gør ONDT og jeg prøver virkeligt at hjælpe hende, på alle tænkelige måder. Vil bare gerne se min datter være glad.

[Barbamama]

Puuuuuha, jeg glæder mig ikke til at Mar bliver to :whistling :kram

Jeg har ikke nogle kloge ord, der ikke allerede dr sagt men jeg er meget enig med især Majs, der slår på overdreven ros, og din dp der siger, at en 2-årig ikke har samme forståelse af tid som os. Jeg tror ikke at 2, 3 og 5 minutter giver mening for hende (og personligt bliver jeg selv max stresset og sur, hvis Brian siger til mig, at vi skal ud af døren om 2 minutter. Men jeg ved ikke om børn forstår det på samme måde), så jeg ville bare sige "om lidt". Og på samme måde tror jeg heller ikke, at jeg ville tælle ned fra tre, men simpelthen sige "Maliva, du skal holde ved barnevognen" og evt allerede der guide hendes hånd, så hun både hører og mærker hvad hun skal første gang. Og hvis hun ikke gjorde det første gang, så tror jeg faktisk at jeg ville sætte hende op i barnevognen allerede der, men uden at italesætte det som en konsekvens (Jeg tænker at hun selv opdager, at det er konsekvensen), men måske i stedet tale om noget andet "Kom, nu skynder vi os hjem, så vi kan nå at lege inden aftensmad" :)

Ej jeg ved det ikke. Har jo aldrig haft en 2-årig, så måske får jeg et chok, når vi når dertil :P Det er sgutte nemt med de unger ;) :kram2

[Guest]

For at supplere mit råd fra før, så har jeg lige et trick. Igen, det er så super vigtigt med rammer og jeg tror heller ikke på "så får du lige 5 min mere", børn kan ikke rumme det og har i den alder ingen tidsfornemmelse. (Det har skolebørn heller ikke altid - den aldersgruppe, jeg arbejder med)

Det er vigtigt, at børn måske får en form for medbestemmelse, men ud fra rammer, som du har sat og som faktisk er ligegyldige.

Et eksempel; Hvilken side af barnevognen vil du holde på? (Det er jo lige meget, hvilken side, hun holder på, samt du indirekte bestemmer, at hun skal holde fast!) giver det mening?

[SaraLK]

Nu kan jeg jo kun svare ud fra min erfaring som DP, men der havde jeg til gengæld også 4 på samme alder!

Jeg tror på at det er drønende vigtigt med faste rammer og grænser.

Korte sætninger og "beskeder" virkede bedst hos "mine 4"..., ikke så lange forklaringer på alt muligt, for så står en 2årig "af" - det kan de slet ikke rumme.

lav en fast morgenrutine, hvor i gør nøjagtig det samme hver morgen!

(det bliver sikkert en kamp de første gange, men det giver "pote" i sidste ende)

Ustrål at det er dig der er den voksne, og du bestemmer den overordnede dagsorden.

Jeg tror ikke at det hjælper at give et valg i denne situation.

Jeg er nok lidt den type det tænker at "det kan ikke nytte noget at blive sur over at du skal have tøj på - få det over stået i en fart og glem surheden hurtigst muligt"

Så jeg lukker ørerne og tager kampen.... Og så kan vi kramme i bagefter!

[Guest]

Nu kan jeg jo kun svare ud fra min erfaring som DP, men der havde jeg til gengæld også 4 på samme alder!

Jeg tror på at det er drønende vigtigt med faste rammer og grænser.

Korte sætninger og "beskeder" virkede bedst hos "mine 4"..., ikke så lange forklaringer på alt muligt, for så står en 2årig "af" - det kan de slet ikke rumme.

lav en fast morgenrutine, hvor i gør nøjagtig det samme hver morgen!

(det bliver sikkert en kamp de første gange, men det giver "pote" i sidste ende)

Ustrål at det er dig der er den voksne, og du bestemmer den overordnede dagsorden.

Jeg tror ikke at det hjælper at give et valg i denne situation.

Jeg er nok lidt den type det tænker at "det kan ikke nytte noget at blive sur over at du skal have tøj på - få det over stået i en fart og glem surheden hurtigst muligt"

Så jeg lukker ørerne og tager kampen.... Og så kan vi kramme i bagefter!

Er helt enig! :D men ved godt, at mit arbejde og rollen som mor ikke er det samme, men håber, jeg kan inddrage mit pædagogiske arbejde i min opdragelse af mit eget barn ;)

[Guest]

Puuuuuha, jeg glæder mig ikke til at Mar bliver to :whistling :kram

Jeg har ikke nogle kloge ord, der ikke allerede dr sagt men jeg er meget enig med især Majs, der slår på overdreven ros, og din dp der siger, at en 2-årig ikke har samme forståelse af tid som os. Jeg tror ikke at 2, 3 og 5 minutter giver mening for hende (og personligt bliver jeg selv max stresset og sur, hvis Brian siger til mig, at vi skal ud af døren om 2 minutter. Men jeg ved ikke om børn forstår det på samme måde), så jeg ville bare sige "om lidt". Og på samme måde tror jeg heller ikke, at jeg ville tælle ned fra tre, men simpelthen sige "Maliva, du skal holde ved barnevognen" og evt allerede der guide hendes hånd, så hun både hører og mærker hvad hun skal første gang. Og hvis hun ikke gjorde det første gang, så tror jeg faktisk at jeg ville sætte hende op i barnevognen allerede der, men uden at italesætte det som en konsekvens (Jeg tænker at hun selv opdager, at det er konsekvensen), men måske i stedet tale om noget andet "Kom, nu skynder vi os hjem, så vi kan nå at lege inden aftensmad" :)

Ej jeg ved det ikke. Har jo aldrig haft en 2-årig, så måske får jeg et chok, når vi når dertil :P Det er sgutte nemt med de unger ;) :kram2

Jeg tror også afledning er kode ordet i mange sammenhænge, tal om noget andet, vis noget der er spændende, snak om fremtiden, altså hvad i skal nu af sjove ting. Pas på ikke at dvæle i det negative.

Jeg kan VIRKELIG have svært ved at forstå Mies pludselige hidsige udbrud og jeg kan mærke lunten inden i blive tændt næsten hver eneste gang så jeg forstår så udemærket din problematik. Jeg bliver faktisk nogle gange lidt muggen på Mie fordi hun gør tingene så svært for sig selv. Men det nytter jo bare hat! Så på med smilet, find roen indeni og tal med den blide stemme. Ikke at det altid virker :rolleyes men det afhjælper min egen frustration!

[tazdiginez]

Tilbage til standpunktet.

Vi har altid været gode til at "være den voksne" -glemme den dumme episode og så være meget konsekvente i vores måde at håndtere Maliva på.

Det ER vi stadigt gode til, men der sker altså et eller andet med min lille datter for tiden, som gør at hun bare ingenting kan rumme :boo

Vi tæller ned, for at Maliva har en chance for at gøre, hvad der bliver sagt. Hun bliver så pisse ked af det, hvis vi "bare" gør det, så derfor begyndte vi at tælle - så der var en form for tidsbegrænsning på. Selvfølgeligt er det ikke ved alt vi tæller ned - leger hun med kopper og det ridser bordet og vi beder hende stoppe, og hun ikke gør dette, så tager vi bare kopperne f.eks. - det er i tilfælde som det med fjernsynet, som at holde fast i barnevognen og nogle andre situationer, hvor vi bruger det for netop atundgå at Maliva bliver overdrevet ked af det, fordi hun faktisk gerne ville ha' gjort det, men måske krævede lidt mere tid.

Det med minut antallet var som jeg har skrevet mange gange nu, et forsøg jeg afprøvede og mange af gangene sagde jeg også om lidt fremfor 5 minutter.

Vi gør som vi plejer og tager en "kamp" ad gangen og glemmer den når den er overstået.

J og jeg har lige haft en god lang snak. Han anede slet ikke at det stod så slemt til ved mig og at Maliva var så meget anderledes ved mig i forhold til ham.

Det gør meget for mig nu, at han nu ved det og kan støtte mig rigtigt.

Vi går tilbage til standpunktet og så må jeg hænge i og forsøge ikke at lade det tærre for meget på mig. Tror at mange af mine reaktioner er fordi jeg er hormonel og Maliva kan mærke det.

Altså, at hun kan mærke at jeg ikke har det samme overskud og så trækker hun det lidt længere ud + hun er frustreret over min forandring og det går udover mig.

[SaraLK]

det lyder fornuftigt!

 

Hæng i så godt du kan søte! - det ER pisse hårdt og strenge! 

 

Og jeg er sikker på at i gør alt hvad i kan, for at få tingene til at lykkes, så gnidningfrit som muligt!

 

Godt i fik snakket sammen, så I igen kan arbejde sammen omkring det og ved hvad der foregår, når den ene ikke lige er der! 

 

:kram :kram :kram

[Guest]

Jeg er sikker på i klarer det rigtig godt :kram i har en måde at gøre tingene på og så længe i tror på den så er jeg sikker på det er det rigtige for jer. Det er jer der kender Maliva. Min besvarelse var bare "et nyt perspektiv".

Jeg tror at DP har helt ret og er slet ikke i tvivl om at det er en periode. Og så tror jeg du kan have ret i at hun kan mærke at DU har det svært (hormoner, smerter, træthed m.m.) og reagerer på det, det er vel meget naturligt at hun bliver en smule utryg over alt det nye, og så oven i at hun har den alder hun har.

[Mette A.]

Har ikke flere kloge ord at sige, jeg synes du gør det pisse godt og det skal nok vende igen og blive bedre! Det er en fase!

Men indtil at det vender får du lige et kram til at styrke dig på, hun er godt nok en hård banan! :kram

Jeg genkender meget af det du fortæller hos Lise, dog er hun ikke helt ligeså slem... Men det kan være det kommer :P

[Pumpkins]

Er da ked af at høre, at det ikke virkede. Men så betyder det jo så bare, at det ikke er fordi hun ikke får nok opmærksomhed/ medbestemmelse i hverdagen :)

Det lyder som om I takler det rigtigt og gør hvad I kan. Nogle gange vil man bare have sure/ vrede/ kede børn, der vil noget andet end man synes de skal som forældre. Og selv om man kan være nok så anerkendende og lyttende, så er der bare nogle regler, der skal overholdes, uanset om barnet vil det eller ej.

Jeg fornemmer, at jeg måske ikke har udtrykt menig helt klart her. Jeg mener ikke at man skal give diffuse tidsgrænser og lade børnene bestemme dagsordenen hver dag. Jeg er helt enig i at børn har brug for klare grænser, og jeg tror bestemt heller ikke at de kan forstå hvad 3 eller 5 min er. Min mening med "forsøget" var at Taz kunne afprøve, hvordan Maliva ville reagere på medbestemmelse, ved at give hende en "Maliva-dag". Hvis hun fik en glad Maliva ud af det, ville hun så vide, at det var her hun skulle sætte ind, og så kunne hun arbejde på at finde den rigtige balance.