Bamse&Kylling

Enebørn - tabu??

41 indlæg i dette emne

Barbamama jeg er enig med dig.!

Og det vil heller ikke være pga. dyre vaner til et barn, at vi evt. ikke skal have flere. Men jeg tror, du har ret i, at nogle efterhånden gør barnet/børnene til "trofæ børn" og får børnene til at passe fuldstændig ind i et voksenliv i stedet for at tilpasse voksenlivet efter, at man nu har fået barn..

Mit "problem" er lidt, at jeg lige nu inderst inde ikke har lyst til flere børn. Kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. Har den dejligste og nemmeste datter, så jeg er ikke skræmt. Pengene vil heller ikke være et problem om nogle år, når jeg er færdiguddannet. Håber faktisk, at jeg om et par år har ændret den følelse og har vildt meget lyst til at give Anabella en bror eller søster - men man ved jo aldrig!

Synes i bund og grund nok bare, at det er ærgeligt, at det er blevet lidt tabu (i mine øjne) kun at få et barn og har en fornemmelse af, at nogle får flere børn 'fordi det er det man gør' og sådan skal det jo heller ikke være.

Hver familie skal vælge frit, hvad der passer dem og ikke gøre som alle andre eller hvad der er trendy!

Derudover er det faktisk et ret personligt spørgsmål, om man skal have flere børn. Folk antager automatisk, at når man har fået det første, så må man frit spørge for når man kan få en, kan man vel også få to..!! Hvad nu, hvis man kun har mulighed fysisk, økonomisk eller noget helt tredje, for kun at få et barn, men at man VILDT gerne vil have et til, så er det da et ufatteligt personligt spørgsmål.!

Jeg er enig i rigtig meget af det du skriver. :) Og jeg synes egentlig at det er reelt og fair nok, hvis man slet og ret bare ikke har lyst til flere børn, ligeså meget som jeg synes det er helt fair (omend uforståeligt for mig selv ;)) hvis man ikke har ønsket sig børn overhovedet.

Men jeg har aldrig nogensinde mødt nogen, hvor jeg havde indtrykket af at de fik flere børn, fordi "det er det man gør" :blink Det synes jeg da er forfærdeligt :unsure

Og god pointe, at det er et meget personligt spørgsmål! Det er da værd at skrive sig bag øret :)

Jeg synes ikke personligt at enebørn er et tabu. Jeg kender flere som har valgt kun at få ét barn, og det synes jeg er helt fint, hvis de synes det er det rigtige for dem. Jeg har endda 2 i min MG som ikke vil have flere end deres første, og det bliver fint respekteret af os andre i gruppen, så for mig virker det ikke særlig sjældent eller tabubelagt.

Når det så er sagt, så vil jeg selv minimum have 2 børn, og har aldrig nogensinde overvejet kun at få 1. Det bunder nok også mest i mine egne erfaringer med min egen søster, som jeg ikke villet have undværet for alt i verden og har haft utrolig meget glæde af. Men derudover er det også af egoistiske grunde - jeg synes ikke jeg har nok i én :D jeg vil gerne finde ud af hvilke andre vidunderlige børn vi kan producere sammen udover Lise! Et eller andet sted føler jeg det som om at jeg allerede ER mor til flere børn, men jeg har bare ikke mødt dem endnu! Så jeg er mega spændt på at komme igang med PB2, så jeg kan møde mit næste barn og lære det at kende :D Det lyder måske lidt weird :rolleyes

Jeg synes det lyder sødt :kram2

Jeg er godt nok kold i røven når det kommer til det her emne, så jeg indrømmer gerne at jeg har ondt af enebørn. Det kan godt ske de/I ikke har prøvet andet, og jeg har aldrig prøvet ikke at have søskende. Men fra min snævre vinkel kan det kun være træls ikke at have søskende, og det skal virkelig være nogle vilde omstændigheder der gør, at jeg ikke giver min kommende søn en lillebror eller -søster..

Jeg er helt ærligt en af dem der rynker på næsen, hvis nogen med et enkelt barn fortæller at de ikke vil have flere.

Så jeg tror gerne på at nogen kan føle at det er tabu.

Hehe, jeg ville ønske, at jeg have modet til at være så direkte, som du er her :respekt For et eller andet sted, er det nok sådan jeg også har det... Ej, jeg ved ikke om jeg direkte rynker på næsen. Men jeg tror børn har bedst af at have søskende...

I øvrigt: Man kan ikke savne noget man aldrig har haft, men man kan så sandelig godt ønske det, og for den sags skyld være ulykkelig over ikke at have det. Så den med at enebørn ikke mangler søskende i deres liv, fordi de ikke ved, hvad de går glip af, den giver ikke mening for mig...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Måske kunne man (med fare for at træde flere over tæerne) sammenligne enebørn/søskende med amning/flaske.

Hvis det fungerer, hvis alle har det godt med det, og hvis der ikke er særlige forhold, der taler imod det... Så tror jeg at amning er bedre end flaske. Men det er ikke så meget bedre, at det er værd at fortsætte med amning hvis man er ulykkelig med det, og det er ikke så meget bedre, at ammebørn konsekvent er/har det bedre end flaskebørn (overhovedet!). Det er én af de mange (millioner) af valg, der samlet set gør livet godt/bedre for vores børn...

På samme måde med søskende: Hvis det fungerer, hvis alle har det godt med det, og hvis der ikke er særlige forhold, der taler imod, så tror jeg at det er bedst for børn at have søskende. Men det er ikke så meget bedre, at det er værd at få søskende hvis forældrene ville have det inderligt dårligt med beslutningen, og det er ikke så meget bedre, at søskendebørn konsekvent er/har det bedre end enebørn. Det er én ud af mange faktorer, der spiller ind i det gode liv...

Altså... Giver det mening at sige at "isoleret set" så tror jeg, at det er bedre at have søskende end ikke at have det?

Håber ikke, at jeg støder nogen ved at skrive det her :unsure :lovebk

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej!

Som voksent enebarn gift med enebarn og havende et stk. enebarn føler jeg mig kaldet til at kommentere i denne debat :blink

For hvor bliver der skrevet meget godt og meget vås!!!

For det første... hvis jeg nogensinde selv har savnet en søskende har det været i et sevlmedlidende øjeblik, hvor jeg overvejede besværet ved at holde taler alene til forældres runde fødselsdage, og når det gjaldt at besøge syge forældre. Basalt set handler mit eneste behov i retningen af at have en søskende at have en at samtale om min egen barndom og mine forældre og familieforhold med.

Ud over det er der selvfølgelig 1000 andre dejlige ting man kan bruge søskende til. Og tilsvarende 1000 knapt så gode ting man også bruger søskende til.

Når alt kommer til alt, så kan mine venner faktisk dække øvrige behov, og hvad talerne og sygehusbesøgene angår, så kan jeg nemt strække til i den retning også.

En antagelse om at det er synd for enebørn at være enebørn er noget værre vås. Hvordan skal jeg kunne være ked af at savne noget jeg aldrig har prøvet???

Forklar mig lige det! :blink For det kan jeg altså ikke. Og jeg frabeder mig enhver medlidenhed fra den kant.

Jeg kan godt resonere, som ovenfor, og konkludere at noget måske ville være rart, fordi jeg ser andre have det. Men at noget i mig selv er ufuldkomment familiemæssigt og at mine forældre skulle lytte til det og give mig et barn de ikke selv ønsker! STOOOOP!

Niks, det vil jeg slet ikke rodes ud i. Jeg vil ikke tage ansvaret for at mine forældre synes de skal levere en maskot eller dukke til mig...

Og den med at være forkælet som enebarn. Det er for mig at se en myte skabt af egoistiske søskendebørn der selv ønskede de var enebørn for at få mere opmærksomhed (måske endda legetøj) af deres forældre. Familier er ikke ens, jeg observerer flere familier i nabolaget som har mere end 4 børn, der alle er mere priviligerede og forkælede materielt set end mit enebarn er.

Men generelt er der selvfølgelig en logik i at en families økonomi har bedre betingelser med færre børn. Det betyder bare slet ikke at enebørn får mere. For der findes også noget der hedder opdragelse og principper om ikke bare at give sine børn alt, men lade dem tjene lommepenge, spare op, værdsætte tingene og ikke tage alt for givet.

Den socialisering man lærer ved at være del af en flok kommer ikke kun ved at være søskende. Den lærer børn også i dagplejen, vuggestuen, skolen og fritidshjemmet. Og i disse sociale arenaer observerer jeg med mit professionelle øje møgforkælede søskendebørn der ligner "enebørn" og opdragne enebørn der ligner "søskendebørn". Og min pointe er netop her at det afgørende ikke er antallet af børn men alle øvrige forhold som sætter betingelserne for barnets adfærd.

Jeg synes det er trist at høre, at der stadig er folk, der hænger sig i sådan noget pjat. For det er hvad sådan en fordom er, pjat. Det er der heldigvis mange i den her debat der lyder til at være enige om :rolleyes

En maskot eller dukke?! Ej, det forstår jeg SLET ikke... Jeg ved ikke, om jeg misforstår det du skriver, men når børn ønsker sig en lillebror eller lillesøster, så tror jeg ikke på at det er for at have en maskot eller en dukke, men for at have det helt særlige menneskelige forhold som søskendeforholdet kan være... I hvert fald i flere tilfælde end det modsatte skulle være. Jeg er som sagt ikke sikker på, hvad din pointe med dukke/maskot er, men jeg synes det er nogle lidt væmmelige og følelseskolde ord at bruge om en søskende :unsure

Og den med at "forkælede enebørn" skulle være en myte skabt af misundelige søskendebørn, det synes jeg lyder som en værre omgang mudderkastning. Det er muligt, at "det forkælede enebarn" er en myte, men i så fald tror jeg mere på at den er skabt ud fra "det logiske" i det du nævner med at enebørnsfamilier måske har større mulighed for at forkæle deres børn end søskendebørn har (fordi det er dyrere at have flere børn end at have et).

Jeg er helt enig i at enebørn lærer sociale kompetencer i DP/VS/BH/Skole/osv, og det er ikke for at sige at søskendebørn er sociale supermænd, og enebørn er socialt handicappede. Men søskendebørn er vel med god sandsynlighed sammen med andre børn i længere tid end enebørn og har dermed flere timer at "øve" sig i. Det betyder selvfølgelig ikke, at søskendebørn nødvendigvis klarer sig bedre socialt end enebørn. Der skal andet til end "øvelse", det kræver også gode forældrekompetencer, og dem kan enebørnsforældre have lige så godt som søskendebørnsforældre. Men i forhold til at lære noget socialt, der kan jeg se noget, som søskendebørn får, som enebørn ikke får. Og jeg kan ikke få øje på noget den anden vej...

Noget andet er, at jeg tænker at søskendebørn får andet end øvelse i at være sociale. Som jeg skrev tidligere, så synes jeg også at det giver en vis tryghed i forhold til forældres dødsfald (og andre større familiebegivenheder, taler osv...). Måske savner enebørn det ikke, og det er jo bare fint. Men som søskendebarn betragter jeg det selv som en gave :)

Sidst men ikke mindst, så er jeg meget uenig i at det er ren fordom og pjat at der er forskel på enebørn/søskendebørn. Uden at sige, hvem der er bedst, og uden at påstå at ALLE søskende/enebørn passer ind i én kasse, så tror jeg på at søskendeforhold kan være med til at præge ens personlighed. På godt og ondt tror jeg at mange lillesøstre har fællestræk, mange storesøstre har fællestræk, mange enebørn har fællestræk, osv... På samme måde som at mange drenge har fællestræk og at mange piger har fællestræk. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

En maskot eller dukke?! Ej, det forstår jeg SLET ikke... Jeg ved ikke, om jeg misforstår det du skriver, men når børn ønsker sig en lillebror eller lillesøster, så tror jeg ikke på at det er for at have en maskot eller en dukke, men for at have det helt særlige menneskelige forhold som søskendeforholdet kan være... I hvert fald i flere tilfælde end det modsatte skulle være. Jeg er som sagt ikke sikker på, hvad din pointe med dukke/maskot er, men jeg synes det er nogle lidt væmmelige og følelseskolde ord at bruge om en søskende :unsure

Og den med at "forkælede enebørn" skulle være en myte skabt af misundelige søskendebørn, det synes jeg lyder som en værre omgang mudderkastning. Det er muligt, at "det forkælede enebarn" er en myte, men i så fald tror jeg mere på at den er skabt ud fra "det logiske" i det du nævner med at enebørnsfamilier måske har større mulighed for at forkæle deres børn end søskendebørn har (fordi det er dyrere at have flere børn end at have et).

Jeg er helt enig i at enebørn lærer sociale kompetencer i DP/VS/BH/Skole/osv, og det er ikke for at sige at søskendebørn er sociale supermænd, og enebørn er socialt handicappede. Men søskendebørn er vel med god sandsynlighed sammen med andre børn i længere tid end enebørn og har dermed flere timer at "øve" sig i. Det betyder selvfølgelig ikke, at søskendebørn nødvendigvis klarer sig bedre socialt end enebørn. Der skal andet til end "øvelse", det kræver også gode forældrekompetencer, og dem kan enebørnsforældre have lige så godt som søskendebørnsforældre. Men i forhold til at lære noget socialt, der kan jeg se noget, som søskendebørn får, som enebørn ikke får. Og jeg kan ikke få øje på noget den anden vej...

Noget andet er, at jeg tænker at søskendebørn får andet end øvelse i at være sociale. Som jeg skrev tidligere, så synes jeg også at det giver en vis tryghed i forhold til forældres dødsfald (og andre større familiebegivenheder, taler osv...). Måske savner enebørn det ikke, og det er jo bare fint. Men som søskendebarn betragter jeg det selv som en gave :)

Sidst men ikke mindst, så er jeg meget uenig i at det er ren fordom og pjat at der er forskel på enebørn/søskendebørn. Uden at sige, hvem der er bedst, og uden at påstå at ALLE søskende/enebørn passer ind i én kasse, så tror jeg på at søskendeforhold kan være med til at præge ens personlighed. På godt og ondt tror jeg at mange lillesøstre har fællestræk, mange storesøstre har fællestræk, mange enebørn har fællestræk, osv... På samme måde som at mange drenge har fællestræk og at mange piger har fællestræk. :)

Jeg tænker også at der er andet som søskendebørn "lærer" mere end enebørn. Enebørn lærer til dels at begå sig socialt med andre børn i VS/DP, skole osv, men det vil aldrig være på helt samme måde som søskendebørn. Jeg vil mene at søskendebørn lærer en vigtig ting, nemlig at kunne dele. Om det så er legetøj, slik eller forældrenes opmærksomhed. De lærer at de ikke altid er i centrum, de skal tage hensyn til andre og de skal DELE. Selvfølgelig alt afhængigt af hvordan forældrene opdrager.

Dette vil man aldrig helt på samme måde kunne lære andre steder end derhjemme og med søskende (mener jeg personligt).

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes egentlig slet ikke at man kan diskutere det her. Hvis folk kun vil have et barn, så er det da deres valg. Synes da det er mere synd at få et barn, der ikke er ønsket :o

Selv vil jeg gerne have to eller tre børn. Jeg har selv en storebror. Min kæreste er enebarn og har aldrig været ked af det.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

En maskot eller dukke?! Ej, det forstår jeg SLET ikke... Jeg ved ikke, om jeg misforstår det du skriver, men når børn ønsker sig en lillebror eller lillesøster, så tror jeg ikke på at det er for at have en maskot eller en dukke, men for at have det helt særlige menneskelige forhold som søskendeforholdet kan være... I hvert fald i flere tilfælde end det modsatte skulle være. Jeg er som sagt ikke sikker på, hvad din pointe med dukke/maskot er, men jeg synes det er nogle lidt væmmelige og følelseskolde ord at bruge om en søskende :unsure

Og den med at "forkælede enebørn" skulle være en myte skabt af misundelige søskendebørn, det synes jeg lyder som en værre omgang mudderkastning. Det er muligt, at "det forkælede enebarn" er en myte, men i så fald tror jeg mere på at den er skabt ud fra "det logiske" i det du nævner med at enebørnsfamilier måske har større mulighed for at forkæle deres børn end søskendebørn har (fordi det er dyrere at have flere børn end at have et).

Jeg er helt enig i at enebørn lærer sociale kompetencer i DP/VS/BH/Skole/osv, og det er ikke for at sige at søskendebørn er sociale supermænd, og enebørn er socialt handicappede. Men søskendebørn er vel med god sandsynlighed sammen med andre børn i længere tid end enebørn og har dermed flere timer at "øve" sig i. Det betyder selvfølgelig ikke, at søskendebørn nødvendigvis klarer sig bedre socialt end enebørn. Der skal andet til end "øvelse", det kræver også gode forældrekompetencer, og dem kan enebørnsforældre have lige så godt som søskendebørnsforældre. Men i forhold til at lære noget socialt, der kan jeg se noget, som søskendebørn får, som enebørn ikke får. Og jeg kan ikke få øje på noget den anden vej...

Noget andet er, at jeg tænker at søskendebørn får andet end øvelse i at være sociale. Som jeg skrev tidligere, så synes jeg også at det giver en vis tryghed i forhold til forældres dødsfald (og andre større familiebegivenheder, taler osv...). Måske savner enebørn det ikke, og det er jo bare fint. Men som søskendebarn betragter jeg det selv som en gave :)

Sidst men ikke mindst, så er jeg meget uenig i at det er ren fordom og pjat at der er forskel på enebørn/søskendebørn. Uden at sige, hvem der er bedst, og uden at påstå at ALLE søskende/enebørn passer ind i én kasse, så tror jeg på at søskendeforhold kan være med til at præge ens personlighed. På godt og ondt tror jeg at mange lillesøstre har fællestræk, mange storesøstre har fællestræk, mange enebørn har fællestræk, osv... På samme måde som at mange drenge har fællestræk og at mange piger har fællestræk. :)

Barbamama!

Jeg reagerer med den med maskot/dukke udelukkende på baggrund af din lidt knudrede forklaring om at hvis man har et barn som mangler en søster/bror skal man som forælder lytte til barnets behov, selv om man måske ikke selv synes man vi have et barn mere. Det er dét du selv skriver... jeg sætter bare et ord på begrebet. Måske ikke så pæne ord - men sætter man dine ord lidt på spidsen, så virker det faktisk til at være det du selv skriver. :huh

Jeg sværger ikke til enebørn!! Jeg ønsker selv at mit barn får en søster eller bror. Men jeg prøver at gøre det klart at enebørn ikke behøver medlidenhed, og heller ikke fortjener den fordom der ligger knyttet til det med social træning.

Måske tilbage i tid var der forskel på enebørn og søskendebørn. Men i dag er tiden en anden. Børn opdrages i meget højere grad til at være unikke - unikke navne, specielle sportsgrene, vi dyrker det individuelle langt højere end da vores generation var børn. Skellet mellem enebarn og søskendebarn er meget tydeligt udvisket på den folkeskole, jeg arbejder på.

Der er utroligt meget godt at sige om at være i en søskendeflok. Meget som jeg naturligvis ikke har oplevet, og nej, at have venner er ikke det samme. Men bag nogle af opfattelserne omkring enebørn/søskendeflok ligger der noget skjult jeg ikke bryder mig om. Det er naturligvis ubevidst, men ser man nærmere på det, så ligger der implicit en tanke om at enebørn er "fattigere" mennesker der ikke har nær så meget livsværdi/indhold.

Jeg siger blot, at der er en tendens til at forklare en bestemt type adfærd med enebarnstilværelse. Men den samme adfærd ses i rigt mål hos børn med søskendetilværelse. Så for mig at se holder argumentet ikke.

Men du skriver at du ikke kan se noget den anden vej... næ, det kan jeg som sådan heller ikke. Men i kølvandet på at lære at omgås andre børn i en søskendeflok kan man observere andre måske knapt så heldige egenskaber så som at være misundelige på hinanden, snyde hinanden, tirre, drille, at dele med milimeterpræcision, angive hinanden over for forældrene, græde krokodilletårer for at få den anden i fedtefadet, alt den slags man også lærer af hinanden i en søskendeflok. Jeg har set gamle søskende slås over fordeling af arv fx. Enebørn har mindre erfaring hjemmefra med den her type adfærd, fordi det ikke rigtigt giver mening at gøre når man kun er 1.

Enebørn lærer måske i højere grad at blive selvstændige hvis de oftere er alene hjemme, er nødt til at cykle selv hjem og fordi de lærer at lege alene.

For mig at se er det meningsløst at debattere ud fra en tanke om at der er mere livsværdi i at have søskende. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men at måle på, hvad der så er bedst, fører ingen vegne hen.

Der er en helt fundamental samhørighed mellem søskende (hvis ikke den samhørighed er erstattet af en afstand, som nogle også oplever) og den samhørighed har jeg den største respekt for.

Men jeg tror ikke på at børn bliver fattigere mennesker af ikke at opleve den samhørighed.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil gerne skrive et længere svar på et senere tidspunkt, men lige nu vil jeg bare godt frasige mig fuldstændig at have skrevet, at børn ønsker sig søskende for at få en dukke eller en maskot. Det behov som JEG taler om, er behovet for en SØSTER eller en BROR, dvs. et levende menneske, med tanker og følelser, som man med god sandsynlighed kan dele en stor del af sin barndom og måske hele livet med - som en ven men med noget mere. Ikke en livløs ting som en dukke eller en maskot.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes egentlig slet ikke at man kan diskutere det her. Hvis folk kun vil have et barn, så er det da deres valg. Synes da det er mere synd at få et barn, der ikke er ønsket :o

Selv vil jeg gerne have to eller tre børn. Jeg har selv en storebror. Min kæreste er enebarn og har aldrig været ked af det.

Jeg er enig her, debatten er delt ingen tvivl om det.

Selv er jeg også enig i, at det er op til folk selv at bestemme om de vil have et barn eller flere.

Børn ved jo ikke hvad de mangler hvis de ingen søskende har, og omvendt dem der er vant til søskende kan lige så vel ikke vide hvordan livet vil være fuldstændigt uden søskende når de først er vant til det. Og at lade børn bestemme om de skal have søskende, er ikke en beslutning børn skal tage. Den ene dag kan de sige nej den anden dag ja. Og uopdragne børn der får i hoved og ende, vil med garanti næsten sige nej fordi de er så vant til at få alt de peger på og ved de skal dele hvis der kommer en lillebror eller søster mere.

Men det er jo op til forældrene at opdrage og ikke barnet der skal opdrage forældrene.

Men altså fx. er min yngste lillebror på 15 år mere eller mindre "enebarn" han husker kun visse år/små ting hvor både mig og min ældste lillebror boede hjemme.

Jeg er 28 år i dag og min ældste bror 24, så min yngre lillebror er altså opvokset hjemme uden os i hans teenager år.

Selvfølelig er han forkælet men ikke mere end han også ved hvordan man skal opføre sig ordenligt over for andre. Og han ved han ikke får alt han peger på, og har lært at spare op og har lært at passe på de ting han kan lide.

Alle os børn er opdraget til at sætte pris på det man får af gaver for bare at give et eksempel.

At min ældste lillebror så af grunde har valgt at overgå ALLE af andre grunde, er vi opdraget meget ens med at sætte pris på tingene m.m

Jeg forstår ikke folk der køber deres børns glæder og disse børn så ikke kan blive glade for mindre der er stort set lige så godt hvis ikke bedre.

Fx. er jeg hestepige og en af de bedste heste jeg havde kostede kun 6000 kr. Han var guld værd. Jeg behøvede ikke en hest til 80.000 kr for at være glad og lykkelig.

Og jeg glemmer aldrig hvor mega stolt jeg var da jeg til et westernstævne slog en Quarterhorse (der er direkte avlet til western) til flere 1000 kr, og ind kom jeg på min lille gule fjordhest til "sølle" 6000 kr. Han gik så godt den dag fløj over banen og var så lækker at sidde på, kan stadig sidde og blive helt høj over tanken. Og vi vandt sku. Det var en af de fedeste fornemmelser EVER dengang.

Det jeg vil sige med alt det her er, at folk der vælger enebørn kan meget vel opdrage forkert, have høje forventninger konstant m.m som kan ødelægge børn også hvis intet er godt nok, lige så vel kan folk med søskende gøre forkert. Og søskende der føler der bliver gjort forskel, er bare ikke en rar følelse (taler lidt af erfaring)

Det handler om at føle det behov der er, og har forældre behovet kun for at få et barn så er det jo bare sådan det er.

Man kan så håbe på at det barn er ønsket og man gør sit bedste for at bringe det barn videre hvad enten det er enebarn eller ej.

Så det handler lige så meget i opdragelse, forståelse osv. for både enebørn og søskende børn at lære at dele m.m

Enebørn kan godt lære at dele, for har man nevøer og kommer ud og deltager i ting og det, så lære de det tids nok.

Fx. har jeg en kusine der er enebarn, og selvom hun blev forkælet lidt mere, så var hun alle dage en sød pige alle kunne lide og var slet ikke snobbet eller noget dengang. Og hun er kun et par år yngre end mig.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes egentlig slet ikke at man kan diskutere det her. Hvis folk kun vil have et barn, så er det da deres valg. Synes da det er mere synd at få et barn, der ikke er ønsket :o

Selv vil jeg gerne have to eller tre børn. Jeg har selv en storebror. Min kæreste er enebarn og har aldrig været ked af det.

Enig :)

Og er også enig i det med at ingen jo har prøvet "begge dele", og derfor ikke kan udtale sig om det... Altså, I situationen hvor man tænker "GID jeg havde haft en søster" fordi man fx ikke var den store taler, kunne den alternative situation jo være, at man så lige var den person i verden, som havde fået en af de søstre, som drak til fuld til familiefester, og var totalt pinlig! Men man "drømmer jo" altid; Men man kan jo ikke vide, om situationen havde været bedre.. Det samme med det modsatte.. Hvis man tænker "EJ, hvor ville jeg ønske jeg var enebarn"; Jamen hvis man var, så var man måske i en helt anden situation..

EDIT: Har mødt lige så mange forkælet enebørn, som "søskende".. Fx er min kæreste og hans bror snotforkælet BEGGE TO, og alle der mødte dem, ville sige "typisk enebarn" ;)

INGEN ved jo, om de "enebørn" havde haft en "ligeså træls" søskende ;) Det er jo bare den måde forældrene har valgt at være forældre på!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes det er op til Folk selv hvor mange børn de skal have.. og at intet et rigtig eller forkert... jeg tror på at folk der vælger at få børn det hele taget har tænkt rigtig meget over hvad der er bedst for nettop deres lille familie. så jeg siger ikke noget om rigtig eller forkert...

Jeg har selv 2 søskende og jeg er rigtig glad for at have dem. Derfor skal min søn ikke være enebarn, jeg er glad for at have søskende at dele livet med, også selvom det til tider har været hårdt og med en del skænderier.

Samtidig har jeg arbejdet for et enebarn, og hendes enebarn, og jeg må bare sige at de i hvetfald var helt overbesvist om at verden var indrettet til dem, efter deres hoveder, og det skulle vi også.. hvorimod den 3 som også var chef der, som ikke var enebarn, var meget mere lyttende, og behandlede sine ansatte helt anderledes( dermed ikke sagt at alle enebørn er sådan) Jeg har også en veninde som er enebarn, hende kan man ikke mærke det på, men hun har ofte sagt at hun ville ønske hun havde haft nogle søskende at dele tingene med, lave ting sammen med, og ja bare det at der så var lidt gang i huset...

Og med disse få erfaringer må jeg bare sige at jeg på ingen måder har lyst til at have et enebarn... samtidig vil jeg så nok ikke have mere end 2 børn, da jeg ikke synes vores økonomi kan bære mere end det, når jeg også gerne vil kunne lade dem gå til fritidsinteresser som de har lyst til og den slags...

Jeg dømmer ikke rigtig og forkert, det må være op til den enkelte familie hvad der er bedst for dem.. og jeg kan godt forstå det er irreterende at skulle forsvare sig, det er lige så træls som at skulle forsvare at vente lidt mere end 1 år med at blive gravid igen..

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes egentlig slet ikke at man kan diskutere det her. Hvis folk kun vil have et barn, så er det da deres valg. Synes da det er mere synd at få et barn, der ikke er ønsket :o

Selv vil jeg gerne have to eller tre børn. Jeg har selv en storebror. Min kæreste er enebarn og har aldrig været ked af det.

Enig!

Barbamama!

Jeg reagerer med den med maskot/dukke udelukkende på baggrund af din lidt knudrede forklaring om at hvis man har et barn som mangler en søster/bror skal man som forælder lytte til barnets behov, selv om man måske ikke selv synes man vi have et barn mere. Det er dét du selv skriver... jeg sætter bare et ord på begrebet. Måske ikke så pæne ord - men sætter man dine ord lidt på spidsen, så virker det faktisk til at være det du selv skriver. :huh

Sådan forstår jeg det så overhovedet ikke og jeg er sikker på at det heller ikke er sådan Barbamama mener det.

Når børn giver udtryk for at de godt kunne tænke sige en lille søster eller lille bror, så gør de det jo ikke for at få en dukke - nærmere handler det om at de gerne vil have en ven eller har set hvordan deres egne venner har søskende.

Selvfølgelig skal forældre ikke få børn, fordi at deres nuværende barn tigger om det, men når man skal se på alle faktorer omkring det at få et barn mere, må en af disse også være hvordan det barn man allerede har, forholder sig til at skulle have en lillesøster eller lillebror.

---------------------------------------------------------

Selv er jeg den yngste af 4 og er slet ikke i tvivl om at jeg skal have et barn mere.

Jeg har altid beundret at min mor fik 4 børn, det tror jeg ikke jeg ville kunne overskue.

Jeg har virkelig været i totterne på mine søskende mens vi voksede op, men jeg vil ikke undervære en eneste af dem og vi har det super godt sammen som voksne.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Enig!

Sådan forstår jeg det så overhovedet ikke og jeg er sikker på at det heller ikke er sådan Barbamama mener det.

Når børn giver udtryk for at de godt kunne tænke sige en lille søster eller lille bror, så gør de det jo ikke for at få en dukke - nærmere handler det om at de gerne vil have en ven eller har set hvordan deres egne venner har søskende.

Selvfølgelig skal forældre ikke få børn, fordi at deres nuværende barn tigger om det, men når man skal se på alle faktorer omkring det at få et barn mere, må en af disse også være hvordan det barn man allerede har, forholder sig til at skulle have en lillesøster eller lillebror.

---------------------------------------------------------

Selv er jeg den yngste af 4 og er slet ikke i tvivl om at jeg skal have et barn mere.

Jeg har altid beundret at min mor fik 4 børn, det tror jeg ikke jeg ville kunne overskue.

Jeg har virkelig været i totterne på mine søskende mens vi voksede op, men jeg vil ikke undervære en eneste af dem og vi har det super godt sammen som voksne.

Det er præcis det, jeg mener :tak

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

I bund og grund handler denne debat vel om at se hinanden UDEN fordomme.

Og lade være med at forsørge at trække ens egne behov ned over andre og lad folk selv bestemme hvad der er bedste for dem og en selv.

Og acceptere andres valg fuld ud også selvom man ikke er enig eller forstår dem.

En lille historir, da vores den første blev født havde han svær kolik i starten og vi blev tit spurgt hvornår kommer nummer 2 og vi svarede at vi ikke vidste det og om vi havde lyst til at få flere. Vi fik ingen accept eller forståelse, men der imod bare vent.

Sagen er den, da han var under 1 år kunne jeg ikke se mig selv med flere børn.

Da vi fik Astrid og hendes diagnose og død var en del af vores verden, fik vi tit afvide at nu skal i da ikke have flere osv.

Da vi fortalte at vi ventede nr 3 blev vi først mødt med, hvordan tør i det, og hvad tænker i på.

Det er af den simple årsag at folk ikke kan sætte sig ind i folk sted og tanker 100% hvis man kunne det ville sådan et emne nok ikke være tabu emne

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes egentlig slet ikke at man kan diskutere det her. Hvis folk kun vil have et barn, så er det da deres valg. Synes da det er mere synd at få et barn, der ikke er ønsket :o

Selv vil jeg gerne have to eller tre børn. Jeg har selv en storebror. Min kæreste er enebarn og har aldrig været ked af det.

Enig! Det skal og må virkelig være folks eget valg.

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor folk syntes det er helt i orden at blande sig i noget så personligt som at få børn?

Da vi blev gift efter 9 år som kærester, fik vi SÅ mange bemærkninger om at nu måtte vi snart få nogle børn... Da vi så fik vores datter, så gik der ikke lang tid før vi skulle høre på 'hvornår kommer nr 2....'

Jeg forstår det virkelig ikke, hvorfor tror folk det er i orden?! Dermed ikke sagt at man godt kan tale om det, det er bare så mange måder at gøre det på.

Jeg har selv 3 søskende og vi har et fantastisk forhold. så jeg kunne ikke forestille mig ikke at give min datter den samme gave i form af søskende. Om der kommer 1-2-3 mere ved jeg ikke, sikkert kun en. Men det er vel også det forunderlige og smukke ved livet, vi ved aldrig hvad der venter os!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puuuuuuuha altså! Virkelig spændende tråd synes jeg og et ret relevant emne at tage op! Lige da jeg læste det tænkte jeg: "Hm, ka det virkelig være sådan??" Men ja! Det kan det jo virkelig - desværre. Synes efterhånden jeg flere gange har hørt når folk har snakket enebørn, at "det er nok fordi de ikke kan få en til, det har været for hårdt, bla. bla. bla." og synes virkelig det er rigtig ærgerligt!

Står selv i den situation at jeg er 99% sikker på at manden min og jeg "kun" får ét barn sammen.. Dette hænger i bund og grund mest af alt sammen med at han har 3 stk. Fra 2 tidligere forhold, i alderen 16, 9 og 7år. Inden vi kan gå igang med at få en lille, ska manden lige et smut forbi en doktor, der skal sætte ham sammen igen, efter han har været steriliseret Så før det hele (forhåbentlig) lykkes er der jo hurtigt gået 2-3 år.. Så er de unger der allerede er her jo blevet en del større og den lille vil jo ikke på samme måde opleve det at have jævnaldrende søskende..

Har selv en lillebror, 4 år yngre end jeg, som jeg altid har haft et fantastisk forhold til! Derudover har manden 2 søskende, hvilket også altid har været helt fint.. Vores "egne" på 7 og 9 har et nooooget anstrengt forhold må man sige og for deres vedkommende ville jeg da ønske de hver især havde været enebørn... (dette forsøger vi så vidt muligt at arrangere, så datteren er hos sin mor, mens sønnen er hos os - winwin)

Så altså, 1000 forskellige holdninger og meninger og alt kan være noget vås (også det jeg sidder her og skriver) - synes virkelig I skal stå ved at det er noget I bestemmer og tager som det kommer.

Min mand sagde til sin Eks at han ALDRIG skulle have flere børn (med hende ) og blev derefter steriliseret - nu er vi ved at trylle ham leveringsdygtig igen Mener blot - man skal aldrig sige aldrig og lad lysten komme hvis den gør, hvis ikke så er det sådan og så må det være det der er bedst for jer!

OG I har jo altså fået verdens lækreste guldklump - man kan jo ikke blive ved

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puuuuuuuha altså! Virkelig spændende tråd synes jeg og et ret relevant emne at tage op! Lige da jeg læste det tænkte jeg: "Hm, ka det virkelig være sådan??" Men ja! Det kan det jo virkelig - desværre. Synes efterhånden jeg flere gange har hørt når folk har snakket enebørn, at "det er nok fordi de ikke kan få en til, det har været for hårdt, bla. bla. bla." og synes virkelig det er rigtig ærgerligt!

Står selv i den situation at jeg er 99% sikker på at manden min og jeg "kun" får ét barn sammen.. Dette hænger i bund og grund mest af alt sammen med at han har 3 stk. Fra 2 tidligere forhold, i alderen 16, 9 og 7år. Inden vi kan gå igang med at få en lille, ska manden lige et smut forbi en doktor, der skal sætte ham sammen igen, efter han har været steriliseret ������ Så før det hele (forhåbentlig) lykkes er der jo hurtigt gået 2-3 år.. Så er de unger der allerede er her jo blevet en del større og den lille vil jo ikke på samme måde opleve det at have jævnaldrende søskende..

Har selv en lillebror, 4 år yngre end jeg, som jeg altid har haft et fantastisk forhold til! Derudover har manden 2 søskende, hvilket også altid har været helt fint.. Vores "egne" på 7 og 9 har et nooooget anstrengt forhold må man sige og for deres vedkommende ville jeg da ønske de hver især havde været enebørn... (dette forsøger vi så vidt muligt at arrangere, så datteren er hos sin mor, mens sønnen er hos os - winwin)

Så altså, 1000 forskellige holdninger og meninger og alt kan være noget vås (også det jeg sidder her og skriver) - synes virkelig I skal stå ved at det er noget I bestemmer og tager som det kommer.

Min mand sagde til sin Eks at han ALDRIG skulle have flere børn (med hende ������) og blev derefter steriliseret - nu er vi ved at trylle ham leveringsdygtig igen ������ Mener blot - man skal aldrig sige aldrig og lad lysten komme hvis den gør, hvis ikke så er det sådan og så må det være det der er bedst for jer!

OG I har jo altså fået verdens lækreste guldklump - man kan jo ikke blive ved ������

Til det med rødt: Lige præcis, haha!! Jeg siger tit til dem der spørger, at vi jo ALDRIG kan lave en der er ligeså lækker igen.. :D

Vi har snakket om det herhjemme og ingen af os vil afvise en mere, men vi er enige om, at vi garanteret får lyst til at forsøge om et par år.. :) Men hvis vi aldrig får lysten til det, vil vi heller ikke gøre det. Nu nyder vi vores skønne datter og så vi må se tiden an! :kuller

Og ellers er jeg stadig både enig og uenig med SÅ mange af de forskellige meninger der er kommet i tråden - det har hvert fald sat en del tanker igang hos mig, at høre hvad alle jer andre tænker omkring emnet :) :tak

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER