Vil gerne være gravid - smalltalk

[Barbamama]

Ift. "jeg er helt cool" ift PB-projekt vs. "Arrrrgh så vis dog den forpulede ekstra-steg", så er der nok også nogle piger der stresser vildt over om de nu ER blevet gravide med ham engansknaldet fra weekenden, det vile da være interessant at vide om deres stress "hjælper" dem til ikke at blive gravide"?

Ja det ville da faktisk være "smart" :)

[Barbamama]

Sexede i går inden manden tid afsted, men det blev lidt en tam affære, da jeg er syg og han ca et andet sted i tankerne... Jeg tror jeg har ÆL i dag eller i morgen (og vi når nok også en omgang i morgen når han kommer hjem).. Så jeg håber ikke sygdom har for stor indvirkning på chancerne

:goodluck :bd :goodluck :bd

[Tinakp]

Jeg synes også at det er en interessant diskussion - og svær, fordi jeg heller ikke tror at man ville kunne finde beviser for det... men jeg er rimelig overbevist om at det i vores tilfælde har været psyken, der har drillet... 

Fordi jeg var klar et helt år før min mand, var der pres på allerede fra det øjeblik han gav grønt lys... Det var 2 år med frustrationer og 3 gange inseminering, og 1½ måned til at vi skulle i gang med IVF. Jeg måtte helst ikke blive gravid, fordi jeg skulle i gang med medicinen til at "nedbryde" min naturlige cyklus - og jeg blev gravid af mig selv (som så endte i en SA)...

Jeg blev så gravid med Elin gennem IVF 5 mdr. efter...

 

Her 2. gang hvor jeg er blevet gravid af mig selv (som så igen endte med en SA) - var vi lige gået i gang, og ingen af os havde regnet med gevinst = ingen pres = en graviditet....

 

Jeg siger ikke at det er derfor, men i vores tilfælde, hvor ingen af os fejler noget, hælder jeg desværre til, at jeg har psyket mig selv ... og er så bange for det igen...

 

Jeg var så træt af folk der sagde "Du skal bare prøve at lade være med at tænke så meget på det..." men det er selvfølgelig fordi de er så heldige, ikke at have stået i den situation, hvor det er svært at få børn...

[Guest]

Åh jeg syntes det er et meget interessant spørgsmål - ærligt så tror jeg ikke det har den store indvirkning - Jeg tror vi kan blive stressede af at gå og tænke på det, men det manglende resultat stresser os, ikke stress der giver manglende resultat! Og den sammenhæng tolker man så på! Hvis tesen at stress over PB = nedsat fertilitet ville sandsynligheden for 2 ll jo nedsættes med tiden!

Ellers kunne man jo også som somommy påvirke resultatet fra engangsknaldet, eller stresse sig til SA ved ikke at ønske et barn nok! Det giver ikke mening for mig!

Da jeg gik igang med PB denne gang bar jeg super opsat på at NU skulle den bare være der, for jo længere tid der gik jo længere tid skal jeg gå arbejdsløs - var VOLD skuffet over den første ene streg - næste cyklus var jeg nærmest skuffet på forhånd og troede bare slet ikke på det, tog endda testen om eftermiddagen hvor vi ikke skulle noget fordi jeg bare vidste jeg ville tude - og den var der bare med det samme.

Syntes også jeg har flere eksempler på at kvinder efter SA/MA bliver hurtigt gravide også ofte i 1-2 cyklus og hvis ikke der er Press på DER så ved jeg ikke hvornår det så er!!!

Min tese er derfor at det er noget fis ;)

[Guest]

Jeg synes også at det er en interessant diskussion - og svær, fordi jeg heller ikke tror at man ville kunne finde beviser for det... men jeg er rimelig overbevist om at det i vores tilfælde har været psyken, der har drillet...

Fordi jeg var klar et helt år før min mand, var der pres på allerede fra det øjeblik han gav grønt lys... Det var 2 år med frustrationer og 3 gange inseminering, og 1½ måned til at vi skulle i gang med IVF. Jeg måtte helst ikke blive gravid, fordi jeg skulle i gang med medicinen til at "nedbryde" min naturlige cyklus - og jeg blev gravid af mig selv (som så endte i en SA)...

Jeg blev så gravid med Elin gennem IVF 5 mdr. efter...

Her 2. gang hvor jeg er blevet gravid af mig selv (som så igen endte med en SA) - var vi lige gået i gang, og ingen af os havde regnet med gevinst = ingen pres = en graviditet....

Jeg siger ikke at det er derfor, men i vores tilfælde, hvor ingen af os fejler noget, hælder jeg desværre til, at jeg har psyket mig selv ... og er så bange for det igen...

Jeg var så træt af folk der sagde "Du skal bare prøve at lade være med at tænke så meget på det..." men det er selvfølgelig fordi de er så heldige, ikke at have stået i den situation, hvor det er svært at få børn...

Men hvis vi sammenligner os to havde vi lidt samme udgangspunkt, jeg var klar til barn som 24 årig og vi gik først igang da jeg var 28 og der gik 3 mdr. Hvorfor skulle det påvirke din krop mere end min? Altså jeg ved det ikke, men jeg tænker at alle vel har et udgangspunkt der hedder at vi ønsker et barn, nogle har lige taget beslutningen, nogle som os har ventet længe men jeg tror ikke udgangspunktet for nogen af os er mere stressende end andres. Vi ved jo reelt ikke om vi får svær ved det før vi går igang og jeg tror stress/Press er noget vi opbygger over tid og derfor kan det i min logik slet ikke påvirke de første mdr nok. Jeg tror det handler om biologiske faktorer og kemiske processer der er helt ekstremt indviklede og der er SÅ mange ting (vi snakker milliard skalaen) der kan spille ind. Men jeg tror det er biologien og ikke psyken, og jeg tror ikke på vi selv er skyld i noget som helst medmindre vi ryger, drikker, dyrker ekstrem sport eller lever med hovedet under armen i risikofyldte omgivelser, beskæftiger os med kemikalier eller tager noget skrap medicin m.m. - i ved hvad jeg mener ;)

[Guest]

Jeg synes også at det er en interessant diskussion - og svær, fordi jeg heller ikke tror at man ville kunne finde beviser for det... men jeg er rimelig overbevist om at det i vores tilfælde har været psyken, der har drillet...

Fordi jeg var klar et helt år før min mand, var der pres på allerede fra det øjeblik han gav grønt lys... Det var 2 år med frustrationer og 3 gange inseminering, og 1½ måned til at vi skulle i gang med IVF. Jeg måtte helst ikke blive gravid, fordi jeg skulle i gang med medicinen til at "nedbryde" min naturlige cyklus - og jeg blev gravid af mig selv (som så endte i en SA)...

Jeg blev så gravid med Elin gennem IVF 5 mdr. efter...

Her 2. gang hvor jeg er blevet gravid af mig selv (som så igen endte med en SA) - var vi lige gået i gang, og ingen af os havde regnet med gevinst = ingen pres = en graviditet....

Jeg siger ikke at det er derfor, men i vores tilfælde, hvor ingen af os fejler noget, hælder jeg desværre til, at jeg har psyket mig selv ... og er så bange for det igen...

Jeg var så træt af folk der sagde "Du skal bare prøve at lade være med at tænke så meget på det..." men det er selvfølgelig fordi de er så heldige, ikke at have stået i den situation, hvor det er svært at få børn...

Nogenlunde det samme jeg har tænkt omkring vores situation herhjemme.

[Tinakp]

Åh jeg syntes det er et meget interessant spørgsmål - ærligt så tror jeg ikke det har den store indvirkning - Jeg tror vi kan blive stressede af at gå og tænke på det, men det manglende resultat stresser os, ikke stress der giver manglende resultat! Og den sammenhæng tolker man så på! Hvis tesen at stress over PB = nedsat fertilitet ville sandsynligheden for 2 ll jo nedsættes med tiden!

Ellers kunne man jo også som somommy påvirke resultatet fra engangsknaldet, eller stresse sig til SA ved ikke at ønske et barn nok! Det giver ikke mening for mig!

Da jeg gik igang med PB denne gang bar jeg super opsat på at NU skulle den bare være der, for jo længere tid der gik jo længere tid skal jeg gå arbejdsløs - var VOLD skuffet over den første ene streg - næste cyklus var jeg nærmest skuffet på forhånd og troede bare slet ikke på det, tog endda testen om eftermiddagen hvor vi ikke skulle noget fordi jeg bare vidste jeg ville tude - og den var der bare med det samme.

Syntes også jeg har flere eksempler på at kvinder efter SA/MA bliver hurtigt gravide også ofte i 1-2 cyklus og hvis ikke der er Press på DER så ved jeg ikke hvornår det så er!!!

Min tese er derfor at det er noget fis ;)

 

Men hvis vi sammenligner os to havde vi lidt samme udgangspunkt, jeg var klar til barn som 24 årig og vi gik først igang da jeg var 28 og der gik 3 mdr. Hvorfor skulle det påvirke din krop mere end min? Altså jeg ved det ikke, men jeg tænker at alle vel har et udgangspunkt der hedder at vi ønsker et barn, nogle har lige taget beslutningen, nogle som os har ventet længe men jeg tror ikke udgangspunktet for nogen af os er mere stressende end andres. Vi ved jo reelt ikke om vi får svær ved det før vi går igang og jeg tror stress/Press er noget vi opbygger over tid og derfor kan det i min logik slet ikke påvirke de første mdr nok. Jeg tror det handler om biologiske faktorer og kemiske processer der er helt ekstremt indviklede og der er SÅ mange ting (vi snakker milliard skalaen) der kan spille ind. Men jeg tror det er biologien og ikke psyken, og jeg tror ikke på vi selv er skyld i noget som helst medmindre vi ryger, drikker, dyrker ekstrem sport eller lever med hovedet under armen i risikofyldte omgivelser, beskæftiger os med kemikalier eller tager noget skrap medicin m.m. - i ved hvad jeg mener ;)

 

Jeg kan godt se hvor du vil hen med dine pointer - og kan sagtens følge dig i meget af det. Men jeg tror stadig ikke at man skal undervurderer psyken og hvor meget den i virkeligheden KAN spille ind - som i, at psyken ikke nødvendigvis gør det ved alle - men KAN spille ind. Jeg synes derimod slet ikke at det ville give mening, hvis ikke også psyken kunne gøre noget i denne sammenhæng, ligesom så mange andre ting. 

Man kan se hvordan mange skolebørn klager over ondt i maven, hvis de bliver mobbet - altså noget psykisk der sætter sig til noget fysisk. Hvordan man kan fremprovokere en falsk graviditet, fordi man ønsker det så meget. Man kan se hvordan kvinder, der først finder ud af sent i graviditeten at de er gravide, og så begynder maven pludselig at vokse. 

Min kollega, som har stået i samme båd som mig ifht behandling og SA, fortalte mig, at da de fik deres første IVF behandling vidste hun allerede længe inden, de fik det endelig resultat at den ikke var der. Hun sagde at med alt det de havde været igennem den sidste måneds tid - hendes far har været rigtig syg, så vidste hun at hun ikke havde givet spiren en reel chance. Og anden IVF var helt anderledes - hun var et godt sted i sit liv, faren var rask igen - og hun havde en hel anden fornemmelse.

 

Min veninde og hendes mand gik i 2½ år før det lykkedes for dem at få deres første barn. Hun stod til at skulle opereres for noget i underlivet (jeg kan ikke huske hvad det var) - men noget, som de mente kunne være med til at forhindre hende i at blive gravid - eller gøre det svært. Hun fik beskeden om at hun ikke måtte blive gravid op til operationen. Det blev hun så! 

 

Jeg gjorde rent hos et par, som havde kæmpet i mange år for at få et barn, manden havde meget dårlig sædkvalitet, de ender med at adoptere - og kun et år efter at de har fået barnet, føder hun en pige.... 

 

Jeg synes at man ser så mange eksempler på, at folk der adopterer lige pludselig bliver gravide efter mange års kamp om selv at kunne blive gravide... 

 

Det er disse eksempler, jeg ikke kan se helt bort fra. Plus min egen historie - de to gange jeg blev gravid var på nogle tidspunkter, hvor der ikke var pres på - nærmest modsat. Efter min første SA blev jeg ikke gravid lige efter (det blev jeg 5 mdr efter vha IVF) - så i mit tilfælde synes jeg ikke at jeg kan få det til at passe med, at psyken slet ikke spiller ind.

 

Jeg tror på at folks psyke er vidt forskellige - og hvad der spiller ind ved nogen, behøver ikke spille ind ved andre. 

Jeg tror ikke at det nødvendigvis gør noget at man er meget obs på ÆL - det var vi nemlig denne gang, hvor jeg blev gravid, så vi var mere obs på hvornår det et godt tidspunkt. Jeg tror også at man kan ville PB rigtig meget - uden at det behøver at påvirke noget. 

Mange ting spiller ind ifht hvorfor det lykkes og hvorfor det ikke gør. Jeg synes ikke at det ville give mening, hvis ikke man tillade psyken noget af "skylden".

 

Min læge som henviste os til Skive Fetilitetsklinik i sin tid sagde også "bare rolig - I når slet ikke så langt. Mange bliver gravide i det sekund de bliver henvist...." 

 

Lang smøre - håber at det giver mening. Det er ikke for at skabe diskussion om noget, man egentlig ikke kan finde beviser på, men syntes bare at jeg ville uddybe min mening...

[Guest]

Jeg kan godt se hvor du vil hen med dine pointer - og kan sagtens følge dig i meget af det. Men jeg tror stadig ikke at man skal undervurderer psyken og hvor meget den i virkeligheden KAN spille ind - som i, at psyken ikke nødvendigvis gør det ved alle - men KAN spille ind. Jeg synes derimod slet ikke at det ville give mening, hvis ikke også psyken kunne gøre noget i denne sammenhæng, ligesom så mange andre ting.

Man kan se hvordan mange skolebørn klager over ondt i maven, hvis de bliver mobbet - altså noget psykisk der sætter sig til noget fysisk. Hvordan man kan fremprovokere en falsk graviditet, fordi man ønsker det så meget. Man kan se hvordan kvinder, der først finder ud af sent i graviditeten at de er gravide, og så begynder maven pludselig at vokse.

Min kollega, som har stået i samme båd som mig ifht behandling og SA, fortalte mig, at da de fik deres første IVF behandling vidste hun allerede længe inden, de fik det endelig resultat at den ikke var der. Hun sagde at med alt det de havde været igennem den sidste måneds tid - hendes far har været rigtig syg, så vidste hun at hun ikke havde givet spiren en reel chance. Og anden IVF var helt anderledes - hun var et godt sted i sit liv, faren var rask igen - og hun havde en hel anden fornemmelse.

Min veninde og hendes mand gik i 2½ år før det lykkedes for dem at få deres første barn. Hun stod til at skulle opereres for noget i underlivet (jeg kan ikke huske hvad det var) - men noget, som de mente kunne være med til at forhindre hende i at blive gravid - eller gøre det svært. Hun fik beskeden om at hun ikke måtte blive gravid op til operationen. Det blev hun så!

Jeg gjorde rent hos et par, som havde kæmpet i mange år for at få et barn, manden havde meget dårlig sædkvalitet, de ender med at adoptere - og kun et år efter at de har fået barnet, føder hun en pige....

Jeg synes at man ser så mange eksempler på, at folk der adopterer lige pludselig bliver gravide efter mange års kamp om selv at kunne blive gravide...

Det er disse eksempler, jeg ikke kan se helt bort fra. Plus min egen historie - de to gange jeg blev gravid var på nogle tidspunkter, hvor der ikke var pres på - nærmest modsat. Efter min første SA blev jeg ikke gravid lige efter (det blev jeg 5 mdr efter vha IVF) - så i mit tilfælde synes jeg ikke at jeg kan få det til at passe med, at psyken slet ikke spiller ind.

Jeg tror på at folks psyke er vidt forskellige - og hvad der spiller ind ved nogen, behøver ikke spille ind ved andre.

Jeg tror ikke at det nødvendigvis gør noget at man er meget obs på ÆL - det var vi nemlig denne gang, hvor jeg blev gravid, så vi var mere obs på hvornår det et godt tidspunkt. Jeg tror også at man kan ville PB rigtig meget - uden at det behøver at påvirke noget.

Mange ting spiller ind ifht hvorfor det lykkes og hvorfor det ikke gør. Jeg synes ikke at det ville give mening, hvis ikke man tillade psyken noget af "skylden".

Min læge som henviste os til Skive Fetilitetsklinik i sin tid sagde også "bare rolig - I når slet ikke så langt. Mange bliver gravide i det sekund de bliver henvist...."

Lang smøre - håber at det giver mening. Det er ikke for at skabe diskussion om noget, man egentlig ikke kan finde beviser på, men syntes bare at jeg ville uddybe min mening...

Jeg kan godt se hvor du vil hen! Og måske du har ret længere henne, men de første par mdr tror jeg "bare" man er uheldig. Men jo psyken kan da påvirke en fysisk, ellers ville stress ikke manifestere sig fysisk. Men "for at sikre artens overlevels" tror jeg ikke psyken får lov at bestemme så meget. Ellers ville folk i krig ikke få børn fx og det gør de jo stadig ;)

Men jeg har heller ikke stået der hvor skuffelsen er så stor at det overskygger alt og kampen tærer på en så man ligger søvnløs. Den dag jeg står der giver jeg dig måske ret :) men lad os håbe ingen af os når dertil ;)

[MamatilJ&M]

Den ene dag er jeg optimistisk, den næste dag tror jeg ikke på noget, en kort øjeblik tør jeg næsten sige den er der og så dukker pessimisten op igen. Der er længe til fredag...

[TiaK]

Jeg har fået mens! :blink Min cyklusser plejer at være ca 40 dage i gennemsnit, de to sidste har været på 16 og 31 dage... Mystisk krop jeg har mig - tror lige jeg skal have sat mig ind i hvad de der østrogen-piller gør ved min krop.

[Guest]

Det her sygdom stinker! Hvorfor skal det være lige oven i ÆL.

Jeg er næsten bange for at bruge næsespray fordi jeg frygter det nedsætter min chancer(paranoidt?)... men jeg er i det hele taget sløj... Så selvom vi har sexet så frygter jeg at det heller ikke bliver i dette forsøg.

[Tinakp]

Jeg kan godt se hvor du vil hen! Og måske du har ret længere henne, men de første par mdr tror jeg "bare" man er uheldig. Men jo psyken kan da påvirke en fysisk, ellers ville stress ikke manifestere sig fysisk. Men "for at sikre artens overlevels" tror jeg ikke psyken får lov at bestemme så meget. Ellers ville folk i krig ikke få børn fx og det gør de jo stadig ;)

Men jeg har heller ikke stået der hvor skuffelsen er så stor at det overskygger alt og kampen tærer på en så man ligger søvnløs. Den dag jeg står der giver jeg dig måske ret :) men lad os håbe ingen af os når dertil ;)

 

I virkeligheden er det jo også ret utroligt hvis der er gevinst i de 3 første måneder - når man tænker på hvor kompleks biologien er - og hvor meget der skal gå op i en højere enhed, før at der kommer en lille levende spire ud af det. Så jeg tror også - som du at der kommer mange ting indover. Hvis man har været på p-piller, skal kroppen vel også lige finde ind på sporet ved nogen, hvor ved andre kan det lykkes blot en måned efter p-pille stop. Sædkvaliteten kan også variere fra måned til måned. Hvis manden har udsat de ædle dele for megen varme (spabad eller computer, eller boxershorts der sidder for stramt), så kan kvaliteten være nedsat. Det var sådan nogle ting vi fik at vide i Skive - så mange ting kan være afgørende for om det lige lykkes. Og så selvfølgelig om man får ramt lige omkring det gode tidspunkt ved æl....

Ang. det sidste du skriver, så nåede jeg dertil inden vi fik Elin - så der ønsker jeg bestemt heller ikke nogen af os kommer hen igen... det er ikke et rart sted at være... Så ber til at vi begge, alle der kæmper herinde, får lov til at få den skide positive g-test hurtigst muligt...! 

[Tinakp]

Den ene dag er jeg optimistisk, den næste dag tror jeg ikke på noget, en kort øjeblik tør jeg næsten sige den er der og så dukker pessimisten op igen. Der er længe til fredag...

 

Åh ja, det kræver sit at få tankerne hen på noget andet, når man er i gang med PB.... kan du ikke planlægge noget i løbet af ugen, som du måske kan se frem til, og som en slags pitstop inden fredag, hvis det giver mening? 

[Guest]

I virkeligheden er det jo også ret utroligt hvis der er gevinst i de 3 første måneder - når man tænker på hvor kompleks biologien er - og hvor meget der skal gå op i en højere enhed, før at der kommer en lille levende spire ud af det. Så jeg tror også - som du at der kommer mange ting indover. Hvis man har været på p-piller, skal kroppen vel også lige finde ind på sporet ved nogen, hvor ved andre kan det lykkes blot en måned efter p-pille stop. Sædkvaliteten kan også variere fra måned til måned. Hvis manden har udsat de ædle dele for megen varme (spabad eller computer, eller boxershorts der sidder for stramt), så kan kvaliteten være nedsat. Det var sådan nogle ting vi fik at vide i Skive - så mange ting kan være afgørende for om det lige lykkes. Og så selvfølgelig om man får ramt lige omkring det gode tidspunkt ved æl....

Ang. det sidste du skriver, så nåede jeg dertil inden vi fik Elin - så der ønsker jeg bestemt heller ikke nogen af os kommer hen igen... det er ikke et rart sted at være... Så ber til at vi begge, alle der kæmper herinde, får lov til at få den skide positive g-test hurtigst muligt...!

Præcis - en graviditet er faktisk et vanvittigt mirakel!

[MamatilJ&M]

Åh ja, det kræver sit at få tankerne hen på noget andet, når man er i gang med PB.... kan du ikke planlægge noget i løbet af ugen, som du måske kan se frem til, og som en slags pitstop inden fredag, hvis det giver mening?

Ugen skal nok gå hurtig nok. Og jeg skal til Skanderborg torsdag, så der er jeg sent hjemme. Men hold op jeg glæder mig til at skulle ned og snakke ned sygeplejersken på fredag. Har også ventet over en måned...

[Solvej99]

Jeg har fået mens! :blink Min cyklusser plejer at være ca 40 dage i gennemsnit, de to sidste har været på 16 og 31 dage... Mystisk krop jeg har mig - tror lige jeg skal have sat mig ind i hvad de der østrogen-piller gør ved min krop.

Men dejligt at de er blevet kortere :) Vil I prøve i denne cyklus så?

[Solvej99]

Den ene dag er jeg optimistisk, den næste dag tror jeg ikke på noget, en kort øjeblik tør jeg næsten sige den er der og så dukker pessimisten op igen. Der er længe til fredag...

:goodluck

[Guest Felixmor]

Den ene dag er jeg optimistisk, den næste dag tror jeg ikke på noget, en kort øjeblik tør jeg næsten sige den er der og så dukker pessimisten op igen. Der er længe til fredag...

Ih hvor spændende :)

[somummy]

Er jeg den eneste der bliver totalt paranoid når jeg har været ude og fulde mig? Vi havde en sjov aften ude i går, og I dag kan jeg ikke lade være med at have dårlig samvittighed, for HVIS jeg nu skulle være gravid igen :D Det er utroligt så mange pinsler man vil udsætte sig for af samvittighedskvaler :D Mon det nogensinde stopper ;)

[MamatilJ&M]

Er jeg den eneste der bliver totalt paranoid når jeg har været ude og fulde mig? Vi havde en sjov aften ude i går, og I dag kan jeg ikke lade være med at have dårlig samvittighed, for HVIS jeg nu skulle være gravid igen :D Det er utroligt så mange pinsler man vil udsætte sig for af samvittighedskvaler :D Mon det nogensinde stopper ;)

Min gyn siger at de kvinder der får en lille en i ny og næ er mere medgørlige :D Da jeg blev gravid med Marius havde ÆL den weekend hvor jeg tillod mig at drikke mig fuld. Jeg havde det SÅ sjov og ikke skyggen af dårlig samvittighed.

Men jeg kan sagtens forstå dine tanker. Havde nok også været noget andet hvis det havde været teste weekenden.,,

[HippieSoul]

Hvor lang tid går der fra i har fertilt udflåd til i får ægløsning?

Jeg er i dag på cyklus dag 14 og mine ÆL test (som jeg begyndte at tage selv om jeg lovede mig selv at jeg ikke ville:p) er blevet meget tæt på positiv, hvis ikke positiv.. Og jeg har her til aften fået en lille smule fertilt udflåd.

Angående det med at have drukket alkohol og så få dårlig samvittighed fordi man måske kan være gravid, der vil jeg sige at det skal man ikke have.. Man skal jo også leve lidt imens man prøver.. Jeg mødte min søster i byen nytårsaften for to år siden, og er i vimmersvej hun var fuld! Hun var i fertilitets behandling og var endnu ikke blevet insimineret (eller hvordan det staves:p) men hun fandt ud af få dage efter at det havde lykkes dem selv at lave en baby:) og deres barn fejler intet i dag, hun er sund og rask... Og mega lækker bebs iøvrigt ;-)

[Susanne]

Jeg får ÆL-udflåd i dagene op til ÆL.

[Alura]

Manden og jeg planlægger at starte PB til oktober. Han er dog væk hjemmefra i hele sin arbejdsperiode og de får kun vagtplan for en måned eller to af gangen og vi afventer pt. hans plan for oktober/november. Er ved at gå til lige nu, over ikke at vide om han overhovedet kommer til at være hjemme i æl perioden. Kom så med den vagtplan nu :angry

[MamatilJ&M]

Kun 3 dage til jeg skal ned i lægehuset. Jeg GLÆDER mig så meget til at skulle ned at snakke med min skønne sygeplejerske. Det bliver så spændende det hele... 

[Lui]

Kæresten og jeg har også været igang med projekt baby over 2 år nu. Er gået 5 dage over tid men testene viser negative det er så fustrende ikke få en afgørelse. Kom nu med de 2 streger eller kom med blødning, så vi kan komme igang med behandling igen