Kære lille du.
Så ville du ud til verden. Du kunne ikke vente længere, men du havde lidt for travlt.
Mit vand gik lørdag d. 8. jan samme dag som Kronprinsesse Mary fødte deres tvillinger, så jeg var ved at være nervøs for, at du ville være royal. Du skulle ikke føle dig udenfor. Men skæbnen ville, at jeg kun var 34+5 henne i min graviditet.
Jeg vidste godt, at du nok ikke ville blive inde til termin, men jeg håbede stadigvæk, for det lå stadig lyst i erindringen, hvor meget Zia, din storesøster måtte kæmpe med gulsot, sanseintegerings problemer og kiss-kidd syndrom pga en for tidlig fødsel også. Men ca. 6 uger før vandet det gik, fik jeg det første tegn på, at du ville fødes for tidligt. Min slimprop den gik. Jeg havde de to sidste gange født præcis 6 uger efter den var gået, så jeg var os ret sikker på det ville ske denne gang. Og psykisk begyndte jeg at forberede mig. Søndag d. 2. januar kom de næste tegn på, at du gerne ville til verden. Jeg begyndte at bløde, tegnblødning. Og mit forvand det gik. Du gjorde os noget nervøs. Efter den oplevelse fik jeg strenge ordre på af min jordemoder, at jeg skulle ligge. Jeg måtte ikke handle ind, lave mad eller andet fysisk arbejde og jeg prøvede at overholde det, så godt jeg kunne.
Fredag d. 7. januar havde jeg en masse uro i kroppen. Jeg kunne slet ikke finde ro til at sidde stille og din far var ved, at få grå hår af mig. Jeg sov ikke rigtig den nat og dagen efter skulle jeg i skole. Jeg havde en eksamen den 24. januar og for, at kunne gå op til denne skulle jeg møde ind d. 8. januar på skolen til fremlæggelse. Jeg blev både hentet og kørt hjem igen og var der kun under vores fremlæggelse. Jeg havde virkelig fået det mærkeligt, følte mig syg og havde vidst os lidt små feber. Så skulle bare hjem og ligge lidt. Men da jeg kom hjem sad din far og spillede computer og det blev din mor underligt nok lidt sur over lige den dag. Der lå en bunke tøj der skulle lægges sammen og der rode en smule. Jeg gik helt amok og din stakkels far fik skæld ud. Han blev sur på mig og jeg på ham. Så da dine to storesøstre skulle til svømning gik han sur ud af døren uden at sige farvel. Jeg var nu alene hjemme med Zia.
Jeg gik på wc og mens jeg tissede kom der pludselig en ekstra strøm. Jeg var lidt i tvivl om det var vandet, så satte en film på til Zia og så den lidt sammen med hende. Jeg kunne dog ikke sidde stille meget længe. Så efter 10 min rejste jeg mig og der kom en skylle. Nu var jeg ikke længere i tvivl om at mit vand var gået. Jeg stresser og bliver faktisk ked af det. Jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle føde før tid og havde drømt om en hjemmefødsel og dette kunne først lade sig gør når man var kommet ind i uge 37. Men jeg får samlet mig og begynder at ringe til folk, da jeg jo var alene med Zia og din fars mobil var gået i stykker, så ham kunne jeg ikke komme i kontakt med. Jeg ringer til Anne og Ronni, men ingen tager telefonen. Jeg ringer til din farmor og farfar, men de tager den heller ikke. Jeg ringer til din mormor men hun lægger røret på. Jeg er fuldstændig lost og ender med at skrive en besked til Ann-Louise om at min vand det var gået. Jeg skrev vidst ikke meget andet. Hun tilbød så at komme og tage Zia og lige være hos mig. Hun var min redning den dag. Min mor ringede mig op og hende fik jeg til at tage Malika og Aija, så vi kunne tage af sted til fødegangen så snart din far kom hjem.
Jeg fik i mellemtiden mens jeg ventede på Ann-Louise ringet til fødegangen. Men jeg var så forvirret at jeg i første omgang lagde på og anden gang glemte jeg at præsentere mig.
Skæbnen ville det at din far ikke havde tænkt sig at komme hjem med det samme den dag efter svømning. Han var sur på mig og valgte derfor at tage i bilka. Jeg havde det på fornemmelsen, da han ikke var hjemme til normal tid. Det endte med at Ann-Louise måtte ringe til bilka for at kalde ham op, men lige i samme sekundt kom din far hjem.
Efter lidt tid fik din far også fat i din farmor og farfar og vi lånte deres bil og kom af sted mod fødegangen. Næsten 3
timer efter vandet var gået kom vi endelig op på fødegangen.
Her blev jeg indlagt sammen med din far. Jeg fik kørt en kurve første dag og blev ellers sendt i seng for at vente på veer. Jeg fik knapt noget søvn den dag.
Søndag d. 9 havde jeg stadig ingen veer fået. Helt som jeg havde forventet. Jordemoderen valgte derfor 24 timer efter vandafgang at stimulere mig ved hjælp af stikpiller i håb om, at det kunne sætte veerne i gang. Men lige lidt hjalp det. Hen under aften blev du meget stille og rørte næsten ikke på dig. Ved et kurvetjek var hjertelyden fin, men du ville ikke rigtig komme i aktivitet. Det var som om du konstant sov. Jeg fik kørt en hjertekurve i 2 timer den aften. Det var hårdt og jeg ville bare gerne sove. Jordemoderen opgave til sidst og blev enig med en læge om, at jeg skulle vækkes i løbet af natten for, at få kørt endnu en kurve. Som sagt som gjort fik jeg kørt en kurve midt om natten. Igen lå jeg med den i næsten 1½ time. Denne gang viste den så at jeg havde sammentrækninger hver 4 min. Ikke noget jeg lagde synderligt mærke til. Men de skulle være kraftige ifølge den kurve. Da du stadig ikke rigtige bevægede dig besluttede jordemoderen for at tage den af og tilbød mig noget afslappende så jeg kunne sove lidt. Jeg takkede ja og fik da lige 2 timers søvn. De første siden lørdag.
Mandag d. 10. var din far og jeg indstillet på endnu en dag med stikpiller til at stimulere mig. Men nej planerne var ændret og nu skulle det gå stærkt. Mens jeg sad og spiste morgenmad kom en jordemoder og en studerende ind og sagde jeg skulle ned på en fødestue og sættes i gang med et vedrop. Jeg skulle bare lige have kørt en kurve og imens kunne jeg jo spise færdig. Det føltes meget forhastet og jeg mistede appetiten.
Ned på en fødestue var jeg. Jeg er en finger åben og har 2-3 cm livmoderhals tilbage. Kl 9.10 sættes vedroppet til og jeg mærker ikke rigtig noget til det. Ca. kl 10 kommer der en børnelæge ind og forklarer os om forløbet bagefter. Både hvad der kan ske i værste tilfælde og i bedste tilfælde. Det var rigtig rart at vide.
Kl 11.30 undersøges jeg igen, men der er ikke sket de store ændringer.
Kl 13 begynder jeg nu at kunne mærke veerne en smule, men stadig ikke srælig meget. Jeg får dog rigtig ondt i min rygskade og kunne ikke holde ud at ligge længere. Jeg beder om at komme op og stå og det afhjælper dem lidt. Men skal ned at ligge igen pga du hele tiden skal være under observation.
Kl 14.10 har jeg fået gode og regelmæssige veer, jeg er nu 2 cm åben og har 2 cm livmoderhals tilbage. Jeg har tegnblødning. Og nu påsættes der elektroder på dit hoved, så jeg kan komme op og bevæge mig mens jeg har veer. Jeg føler jeg bedst kan samarbejde med dem på denne måde. Jeg går på wc og derude får jeg en ve, hvor jeg føler du er på vej ud. Da jeg komme ind siger jeg til din far, at jeg tror det kommer til at gå stærkt.
Kl. 14.55 er jeg 6 cm åben og arbejder rigtig godt med mine veer stående. Men efter en undersøgelse bliver jeg liggende, da jeg føler pressetrang. Jeg føler du er på vej ud nu. Kl. 15.10 er det vagtskifte og en ny jordemoder kommer ind. Men pludselig går det hele stærkt og mens den første jordemoder og den studerende giver rapport er du på vej ud. Du fødes i en ve og ude er du så smuk som du er. Lille og bitte. Det var det første der kom ud af min og din fars mund. Men du var helt perfekt. En dejlig lille pige var du.
Jeg får dig op og du trækker vejret helt selv. En læge komme og tilser dig og du er så perfekt som du skal.. Vejer 2240 g og er 48 cm. Du scorer fuld apgar efter 5 min.
Endnu en smuk pige er nu kommet til verden. Og jeg er solgt. Du er vores lille rumlepige.
