Jeg synes jeg ville dele denne fødselsberetning som min mand har skrevet til vores 4. datter
Kære Sofia Viola
Din start på livet var ikke helt nem – selvom vi ikke skal klage. Men allerede inden du tittede frem så fik du gjort mor og far bekymret og stresset.
Det var lørdag d. 8. januar og far var taget af sted med Malika og Aija til svømning som vi plejede. Vi tog det stille og roligt til svømning, fik i sauna bagefter og skulle da også lige en tur i Bilka for at handle ind og hygge os med en bolle. Vi havde alligevel ingen planer den lørdag – så hvorfor skynde sig hjem? Mor havde jo Zia derhjemme og de to nød nok også at være alene.
Så da far, Malika og Aija 2½ time efter vi var taget af sted, endelig kom hjem – ventede der noget af en overraskelse da far trådte ind af døren. For der så jeg mormor og mors veninde Ann-Louise stå i gangen. Dernæst kigger far noget uforstående på mor – og inden jeg når at sige noget siger mor: ”Mit vand er gået”.
…… kunne være meget passende at beskrive, hvad der foregik i mit hovedet lige efter mor havde sagt den sætning. Det var bare alt for tidligt, og jeg var slet ikke parat til at du snart skulle sættes i verdenen. Men tju-hej og vilde dyr gik det med at få sendt Malika og Aija af sted sammen med mormor og Zia sammen med Ann. Da det var ordnet skulle far skaffe en bil, så vi kunne komme op til Holbæk da de ville se på mor nu, hvor vandet var gået. Far prøvede at ringe til 3 forskellige før farfar endelig fik taget sin mobil – og så måtte de ellers komme til Slagelse i to biler (de skulle jo også hjem igen) så mor og far kunne komme til Holbæk.
Se, nu havde far heldigvis selv pakket en taske med tøj og tandbørste – for da mor var blevet undersøgt af en jordmoder blev vi begge nemlig indlagt. Så efter 5 kaotiske timer, sad mor og far lige pludselig helt alene på et værelse på Holbæk Sygehus og tænkte: Hvad nu…?
Og hvad der skete de næste dage var ikke ligefrem nogle form for spændingsroman. Og lige for en kort bemærkning – så var der hverken tv eller netværk på den stue vi lå (eller sygehuset generelt) og mor måtte ikke bevæge sig for langt væk fra sygehuset fordi jordmødrene gerne ville holde godt øje med dig. Så der vi og kedede os bragt.
Men heldigvis gik der ikke så lang tid før at det blevet besluttet at mor skulle sættes i gang med fødslen vha. et vedrop. Det vi ikke lige havde forventet var den måde det skete på. Aftenen inde (søndag aften) var udmeldingen at mor højst sandsynligt vil blive sat i gang mandag morgen – men det kunne måske være at det blev udskudt alt afhængig, hvad lægerne sagde.
Men jeg skal da love for, at vi ikke blev i tvivl om hvad hensigten var mandag morgen. For midt under morgenmaden skulle det åbenbart ske nu og her. Så mor fik kørt en hjertelydskurve mens morgenmaden blev indtaget og jeg sad helt målløs og tænkte: Hvad sker der lige her…?
Nå, men så snart som muligt blev mor så flyttet ind på en fødestue. Og så var der ikke andet at gøre end at vente. Og der gik heller ikke lang tid før mor begyndte at få de første veer.
Det har altid været lidt underligt for far at stå der og se på mor have ondt og ikke være i stand til at gøre så meget. Og sådan var det også denne gang og måske endda lidt værre. For mor var rigtig træt og havde svært ved at håndtere de smerter hun fik – men hun klarede det flot. Og tiden gik og det øjeblik som far ventede spændt på var snart ved at nærme sig, nemlig din fødsel.
Dog skulle den jordmoder som havde startet det hele op lige have fri først. Så der kom en ældre jordmoder ind som hed Gunn. De tog det nu stille og roligt og fik talt sammen om, hvor langt mor var henne og der nok ikke gik så lang tid. Ja tak! Det skal jeg da lige love for – for mens de to stod ved mors fodende kom det pludseligt: Jeg skal presse nu!
Det var mor. Og far vidste med det samme at så var det altså nu. Og det fandt de to jordmødre også ud af temmelig hurtigt. For far kunne nemlig se at den ene lige fik kigget en ekstra gang og sikke nogle øjne de fik sendt. Og så skete der pludselig en hel masse ting på meget kort tid. For der var ikke gjort helt klar til din ankomst endnu – så den jordmoder som egentlig havde fri, måtte pludselig pakke diverse ting ud mens den anden gjorde sig klar til at tage imod dig. Faktisk havde du så travlt med at komme ud – at Gunn måtte bede mor om at lade være med at presse. De var slet ikke klar til at du skulle komme endnu.
Alt i mens stod far bare og så på. Jeg kunne ikke rigtig gøre noget for at hjælpe udover at være der for mor. Men jeg syntes nu alligevel at det var lidt sjovt, at det hele pludselig gik så stærkt.
Og da mor så fik lov til at presse igen – så sagde det nærmest svuuup, og så var du ude. ”Tillykke, det er en pige” – og så kom du op til mor. Men ikke i lang tid – for du skulle undersøges og sikres at du var klar til at liv uden for mors mave. Og det var du heldigvis. Du kunne helt selv trække vejret og alt så fint ud. Så endelig kunne mor og far være alene med dig. Og dejlig, det var du. Helt fantastisk som du lå og kiggede – som om du undrede dig over, hvor du nu var havnet henne.
Det hele var pludselig overstået. Du var kommet til verdenen. Efter 2 dages ventetid var det forløsning. Og selvom du var kommet for tidligt var du stadig helt perfekt. Ja, godt nok skulle du og mor lige bruge næsten 14 dage på Neo-afdelingen i Holbæk – men det var småting ift. Hvad der ellers kan være at komplikationer når man er kommet for tidligt til verdenen.
