Lovely Lady

Dét er noget andet! Øv, hvor tarveligt - man beder jo ikke om hjælp for at genere:-(

... jeg faldt over sætningen om, at du ikke havde bedt om hjælp, og at du håbede/ventede på, at han selv skal tilbyde... Jeg er i princippet enig i, at det ville være skønt, hvis mænd selv kunne lure, hvornår man er ved at segne og skal have hjælp... Det kan mange af dem bare ikke.. og når man ikke har spurgt, kan det virke voldsomt uretfærdig på den søde mand, at han så kan komme i problemer for ikke at have leveret den hjælp, som han så ikke havde opfattet behovet for...;-) Hvis du spørger ham pænt og stille, om ikke han kan aflaste dig lidt - selvom du godt ved, at han også er træt - fordi du sådan trænger til lige at trække vejret for dig selv - og han SÅ ikke giver dig en hånd (og et kys:-), så råber jeg med stor fornøjelse røv efter ham sammen med dig:-)

Helt enig - pigerne på 9 og 13 hos os har altid cykelhjelme på (selvfølgeli indkøbt til at være så smarte som muligt), og føler sig underligt tilpas uden. Angående rampen, så ville jeg bestemt også forlange, at børnene har hjelme på. De forældre, der synes, at det er fint, at lille Bimse cykler uden hjelm, vil ikke nødvendigvis være hævet over at forsøge at gøre jer ansvarlige, hvis lille Bimse kommer galt afsted (jeg er noget fagskadet af at have behandlet endeløse mængder af personskadeserstatningssager) - så det er bestemt en god ting at holde på, at tingene skal foregå forsvarligt på din grund, og ellers så står det jo lille Bimse frit for at undlade at anvende rampen...

SKØNT!!!! Tillykke med det :yiepie

Hmm, har det nærmest bekymrende fint.. Jeg kan svinge mig til lidt ømme bryster ind imellem - og efter en lang dag kan jeg da være træt (men mon ikke, jeg også var det før;-) - ellers mærker jeg ikke rigtig noget - ingen kvalme og den forventede forstoppelse er udeblevet. Undrer mig lidt over, at flere af jer allerede er ømme i bækkenet - er det ikke helt vildt tidligt? Jeg troede i min totale uvidenhed, at der skulle noget vægt på, før det begyndte...? :huh

Hvidovre Hospital har ifølge deres hjemmeside nogle eftermiddage i foredragsform... Jeg tror tilbudene generelt fremgår af hospitalernes hjemmesider. Jeg tror måske, jeg kommer til at betale mig fra at blive nurset lidt ekstra, men det er jo forskelligt, hvor meget man synes, at man har brug for:-)

Tjah, jeg overvejede også den med de to æg kraftigt (overflødigt da der kun blev ét æg, der delte sig) - vi ville egentlig også gerne have tvillinger - men den markant forhøjede risiko for, at der ikke kommer sunde børn ud af det gjorde det alligevel til en svær overvejelse. På ganske uvidenskabelig maner kan jeg konstatere, at cirka 1/3 af de par, jeg har kendt, der ventede tvillinger, er endt med - med nød og næppe - at få et enkelt levende barn ud af det og har haft nogle frygteligt hårde forløb - så jeg tror, at det er velbegrundet, at de fleste steder helst vil hjælpe med et barn af gangen... Lyseslukkerbemærkning - sorry... Held og lykke med skanningen - jeg krydser fingre for, at der er flere fine æg at arbejde med:-)

... har tjekket tråden i en uendelighed i håb om en positiv opdatering... men det lader til at være på tide at sige, at det gør mig ondt, og at jeg håber rigtig meget, at der hurtigt hurtigt hurtigt kommer en ny graviditet at glæde sig over (og det lyder det jo heldigvis til, at der er gode chancer for). Kram!

Fnis.. Jeg kom til at nævne for min mand, at det måske ville være smart at have nogle ørepropper indkøbt, når baby om laaaang tid melder sin ankomst, så man kan dæmpe lydniveauet lidt, hvis man traver rundt på stuegulvet med en storskrigende baby lige op ad øregangen... Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg planlagde at storryge under graviditeten og sende baby på kostskole i 5-årsalderen - han var himmelfalden og mente i hvert fald, at jeg ikke skulle lufte sådan en idé i en mødregruppe, hvis jeg ikke ville ædes levende... Er det virkeligt så tosset en idé? Man kan jo godt høre - lydene bliver bare mindre skingre - og jeg havde da ikke tænkt at have dem på i seng, så man ikke hører, at det lille pus vågner...

Åh, det er jeg ked af at høre... Det er sq en skrækkeligt hård besked at få - men heldigvis er der jo håb at holde fast i endnu... Krydser fingre og tæer og håber sådan for jer, at det går godt!

Der er vist noget med en tryghedsskanning i dag... Masser af gode ønsker herfra:-)

Min mand har været med til alt på fertilitetsklinikken, og mente også, at det var helt selvfølgeligt, at han skal med, når jeg skal til min praktiserende læge i næste uge. Jeg havde syntes, at det var ok, hvis han ikke lige gad med der, men når han gerne vil med, så må han bestemt også gerne:-)

Tjah, jeg skulle tage den ægløsende sprøjte en lørdag aften kl 22 og møde mandag formiddag - kl 11-agtigt tror jeg. Jeg fik besked på at møde med helt fyldt blære - så den halve times forsinkelse, de så havde gjorde, det til en rigtig ubehagelig oplevelse. Selve proceduren var dog ikke noget at snakke om. Jeg synes, at jeg var øm i underlivet i ugen efter, men om det er ren indbildning, deeeet... Forsøget lykkedes ikke, og i denne omgang har jeg så modnet for mange æg til insemination, så forsøget blev konverteret til ivf, hvor jeg skal have taget æg ud i morgen efter at have sprøjtet alt muligt festligt ind i min mave de seneste tre dage. Her skulle jeg også tage ægløsningssprøjten lørdag aften kl 22, men skal møde ind på hospitalet kl 8 på mandag. Det er vist, hvad jeg kan bidrage med... Lykke til.

Hey:-) Jeg er gift med en ualmindeligt dejlig mand, og vi har i godt et år forsøgt at begynde vores lille familie, som vi havde håbet at skulle indbefatte mindst to børn. Efter et afsindigt frustrerende år (det hjalp ikke, at min far døde undervejs) er vi så blevet udredt, og min mands sædkvalitet er så nedsat (6mill), at vi som minimum skal bruge insemination og læner os op ad IVF... Min mand er 40, så vi har ærligt talt lidt småtravlt... Min alder presser os selvfølgelig også lidt, men den udredende gynækolog havde dog kun pænt at sige om mit helbred. Jeg er ret ked af at skulle i fertilitetsbendling - det er muligvis et luksusproblem, men det var mildest talt ikke det jeg drømte om, da jeg sagde ja til at stifte familie... Og her kommer det så: min mand har to børn (9 og 12 år) fra et tidligere (stærkt mislykket) forhold (så folk med deres bræk om, at man da så i hvert fald ved at manden kan få børn, kan hoppe i havet med noget tungt om benene) - og jeg synes bare, at det gør det hele tusind gange værre... Nu skal jeg hales igennem behandlingssystemet - for det ikke skal være løgn, så ovenikøbet derude, hvor børnene er født:-( - og skal så hjem og se på de børn, han har givet en anden.... Mislykkes det hele, så kan jeg ikke engang få lov at leve med de fordele, der er ved ikke at have børn - og når lyset slukkes og tæppet går ned... Så er det bare kun mig, der er barnløs - uanset hvor meget min søde mand forsøger at understrege, at vi er i den her situation sammen... Jeg føler mig ret luset over at være så ked af det - det var næsten bedre, hvis det var mig, det kneb med, så kunne jeg bedre være erkendt at være ked... - men jeg kan sq ikke rigtig ryste det af... Nogen der genkender noget...?

Jeg har nu normalt fint plads til min mands børn og har et udmærket forhold til dem - men jeg synes sq, at det her er svært - undskyld. Det var nu heller ikke deres eksistens som sådan, jeg mente at forstyrrede min hverdag med at "komme brasende" - det er konceptet med at flytte ind og ud hver anden uge - selv uden små børn i huset, så synes jeg, at det er ret hårdt. Jeg har et tæt forhold til både min fars ex-kone og til hans enke, så det er altså ikke fordi, at jeg mener, at kernefamilien er det eneste saliggørende. Angående larmen, så sad jeg dødtræt i min sofa og spekulerede over, hvordan man får et spædbarn til at sove i den larm - delvis fordi jeg har svært ved at forestille mig, at der ville være særligt hyggeligt i vores temmeligt lille hus, hvis man skulle forsøge at få de vilde horder til at holde lydniveauet nede - børn tumler og fniser og hviner jo, og det ville da være en grim ting at forsøge at vænne dem af med det. Men gad vide, hvordan overskuddet er, hvis man sidder dødtræt og endeligt har fået baby til at sove, og der så udbryder sådan en omgang i naboværelset. Jeg har tilladt mig at lufte nogle frustrationer her - blandt andet over at jeg synes, at kombinationen af særbørn og problemer med selv at få børn ikke er ret morsom, hvilket klart påvirker mit overskud til alt andet - men det er nok bare en dårlig ide - alting ser så hårdt ud på skrift..

Nå, nu har vi været på hospitalet og skal i gang med insemination i næste cyklus - det er sådan set ok, en min gemal fatter stadig hat af, hvorfor jeg er ked af det. Utroligt at han kategorisk nægter at anerkende, at han og jeg ikke er i bare tilnærmelsesvis den samme situation lige nu. Suk... Nogle gange tænker jeg så på, hvordan det skal gå, hvis det lykkes (det har jeg med de sidste mange måneders mislykkede forsøg på at blive gravid, haft aaaaalt for god tid til). Tanken om at mine børn skal have deres barndom forstyrret af, at der rykker to menner ud og ind af hjemmet hver uge, bryder jeg mig bestemt ikke om. Og selvom min mands brun er søde, så larmer de afsindigt, og når jeg ligger her og lytter til Ragnarok ovenpå, så er tanken om at have spædbarn i hus med dem sq ikke særligt tillokkende... Hmm, ikke så pæne tanker, sorry:-( Må håbe, at de skrumper, hvis det rent faktisk lykkes at blive gravid..

... Jeg sad lige og surfede babyfora, og faldt til min store overraskelse over en tråd, hvor en række kvinder udvekslede tal på, hvor meget de havde taget på under deres respektive fertilitetsbehandlingsforløb. Say what?!? Er der nogen, der kan forklare den for mig - bliver man chubby af at være i behandling?

Knap 33 år gammel (hvor blev de af?), blev gift sidste år og har siden forsøgt at få de børn, vi var enige om at få efter brylluppet. Min mands sædkvalitet har efter et afsindigt frustrerende år vist sig at være så dårlig, at vi skal i behandling - i starten af august regner vi med at få svar på, om det er værd at forsøge insemination, eller om vi skal direkte til ivf. Min mand har - for det så ikke skal være løgn - et par børn fra et mislykket forhold (der endte på grund af utroskab - gad egentlig vide, om de børn er hans... Men det skal man nok ikke spørge om), så jeg er på nuværende tidspunkt i overhængende fare for at begå grov vold over for den næste kraftidiot, der siger 'Nåmen du ved da i hvert fald, at han kan levere varen - det må da være meget fedt(tøhøhø)'. Jeg er vildt bange for, hvordan det bliver at være i behandling, hvilket er den primære baggrund for den noget tunge stemning hos mig, og kan på forhånd sige, at jeg kommer ikke til at kunne være i behandling i årevis (det synes jeg i øvrigt også at jeg og min 40-årige mand er for gamle til). Selv skulle jeg være i fin stand (udover alderen), så nu må vi se. Det var vist mig (i den her sammenhæng - heldigvis er jeg meget andet og noget muntrere uden for fertilitetsverdenen:-). Hvem er du?:-)

Tjah, jeg har brugt nogle dyre tests fra clearblue, der til gengæld er digitale og ikke skal tolkes. Jeg var glad for bekvemmeligheden. Jeg for min part kunne så have sparet mig - jeg har godt nok ægløsninger til tiden osv, men min mands sædkvalitet har vist sig at være under et niveau, hvor det er realistisk at gøre nogen gravid... Suk. Ægløsningstest er effektive for mange - men generel hyppig sex er måske lidt sjovere og mindre dræbende;-)

Hey:-) Jeg kan godt kende den med lettelsen over at kunne tænke på noget andet og at være fri for den evige skuffelse - det giver noget ro at vide, at man ikke kan selv, uanset hvor meget man anstrenger sig. Men øv, jeg kan også genkende følelsen af fiasko:-( Anyway, jeg ville bare hilse på - og ønske masser af held og lykke:-)

Hov sorry, havde et spørgsmål, men fandt ud af det - og jeg kan vist kun redigere ikke fjerne min post...

Jeg havde tonsvis af bekymringer og forbehold:-) Efter så at have forsøgt at blive gravid med det hersens barn i plus et superfrustrerende år bare for at finde ud af, at det har været spild af tid og kræfter, fordi min mand ikke vil kunne gøre mig gravid ved egen hjælp... Tjah, så er jeg gået over til kun at bekymre om rent faktisk at få nogle - helst raske - børn ud af det hele. Så må tankerne om at lykkes som mor vente til, at der er nogen at være mor for... Min primære tanke tidligere har været på, hvor meget jeg håber at kunne bevare mit forhold til min mand - jeg hører mange sige, at forholdet til manden bliver sekundært, når de får børn - at han så ikke er så vigtig længere - og sådan har jeg virkeligt ikke lyst til, at det skal være, der må da være plads til, at manden kan bevare sin plads, selvom barnet skal have en (anden) vigtig plads:-).

Vi startede hos en gynækolog - primært fordi det føltes knap så voldsomt, og så fordi min søde læge kendte bemeldte gynækolog og anbefalede ham. Nu er vi så udredt og skal videre til en fertilitetsklink på et hospital. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes... På den ene side, så har det været helt fint hos gynækologen - på den anden side så har jeg lidt en følelse af at skulle starte forfra på klinikken og af at have spildt tiden med den første runde undersøgelser...

Åh, den er svær... Og jeg har ikke overvejet tanken noget videre... I modsætning til de andre indlæg kan jeg dog mærke, at min første indskydelse er ikke at vælge en åben donor. Ingen god begrundelse herfra (udover måske det, at jeg grundlæggende vægter hensynet til min mand meget højt) - bare min umiddelbare fornemmelse. Har din mand givet udtryk for nogen tanker....?

Åh... det er jeg ked af på jeres vegne. Må man spørge, hvorfor de ikke vil fortsætte ICSI-behandling? Jeg troede i min begrænsede verden, at det netop var ved stærkt nedsat sædkvalitet, at man brugte det (evt kombineret med noget med at tage sædcellerne direkte ud af testiklerne)?