Fister

Nik nik:) Theodor har også sovet rimeligt godt om natten ( er dog inde i en mærkelig fase lige nu), men han sover også små lure af 20-40 min om dagen. Nogle dage er jeg heldig at han tager een lang, men ellers er det oftest 2-3 smålure. Og han gider virkelig ikke sove, men vil følge med i alt hvad der sker, så mon ikke han bare er sådan. (Jeg gider sgu da heller ikke sove når der er gang i den :D ). Jeg har ikke snakket med sp eller læge om det, men til 5 mdrs undersøgelsen var sygeplejersken vældigt tilfreds med ham og konstaterede også, at vi havde fået en meget aktiv baby. Så jeg er ikke bekymret - men jeg er indimellem lidt træt.

Stort tillykke med Cecilia :)

Det er jo en fantastisk løsning med nedsat tid. Du har skrevet det før, jeg havde bare glemt det:) Men surt med vuggestuen. Og slet ikke iorden! Jeg håber der er en løsning til jer snart. Jeg holder lige min alternative for mig selv, for det handler i virkeligheden også en del om min egen fremtid. Men der er ikke noget hokus pokus, det er bare nogle tilfældigheder som ser ud til at gå op i en højere enhed.

Dejligt med lidt liv i gruppen:) Theodor spiser ca en halv dl grød omkring frokosttid, men han får stadig ligeså ofte flaske som før. Indimellem smager han lidt frugtmos, men jeg har haft så meget om ørerne at jeg kun har kunnet overskue at holde fast i det ene faste måltid om dagen. Det går til gengæld rigtigt godt med grøden. Han spiser rimeligt pænt og er supernysgerrig. Han kan tilsyneladende rigtigt godt li det og bliver indimellem nærmest overivrig. Er først begyndt at give ham vand af et plastglas de sidste par dage, men det klarer han fint. Puha, vuggestueplads allerede. Det er da sejt! Her hvor vi bor er ventelsterne kilometerlange, så vi strækker barslen så længe vi kan. Ikke at det er nok, så vi må finde en alternativ løsning imens...og jeg tror nok, jeg har fundet den:)

Ditto

Ja, nemlig, ja. Så vidt jeg husker blev der også et år samlet ind til afrikanske kvinder, hvilket jeg synes er den HELT rigtige indgangsvinkel til et bedre afrika. Det er i forvejen dem der arbejder (det var i hvert fald det mine øjne så dernede)

Gemmer det jeg bedst kan lide og tager resten med på loppemarked. Pengene derfra går til Theodors opsparing. Det jeg ikke får solgt bliver givet til enten venner eller velgørenhed.

Interessant artikel, men flere gode pointer. Man skal åbenbart være skarp og lidt sort/hvid for at blive hørt i den offentlige debat - og det er forfatteren også. Der findes både gode og dårlige fødsler, ligesom der findes gode og dårlige behandlingshistorier når vi og dem vi elsker har brug for sundhedsvæsenet. Der findes også gode og dårlige historier om det at være ansat i sundhedsvæsenet... Hvorom alting er, så er jeg aldeles enig i, at det er værd at se på, hvordan vi behandler patienter i systemet - og også hvordan man behandler personalet. Måske skal ingen af dem sygeliggøres mere end der er behov for? Måske skal man bare til at tage det alvorlige alvorligt. Og det alvorlige kan i min optik være en fødende, som er bange - eller som skal føde (på trods af vagtskifte)! Det alvorlige kan også være et arbejdsmiljø, hvor (jeg i hvert fald tror på) at langt de fleste HAR lyst til at yde deres bedste med varme, seriøsitet og omsorg. Noget vi alle som mennesker indeholder, men som ikke er i særligt høj kurs på en arbejdsplads...jeg tror på, at vi har glemt noget vigtigt. Øjenkontakten, pladsen, forskelligheden, holden i hånden, at bøje reglerne når vi ved de bør bøjes. For mit eget vedkommende er der særligt i bagklogskabens klare lys, ikke ret meget ved mit relativt ukomplicerede graviditetsforløb, der har været direkte godt. Fødslen gik fint, da jeg endelig kom til, og JM var god. Resten kunne jeg godt have undværet. Jeg var ikke bange for at føde, ikke bange for smerterne, ikke bange for at være gravid. Det ENESTE jeg bad dem om, var at tage mig alvorligt. Jeg fortalte - ikke synderligt stolt - at jeg havde været (var) syg med stress, og at jeg havde det fint nok, men at det bare var vigtigt for mig, at de så på mig og talte med mig og tog mig alvorligt. For ellers kunne jeg godt blive bange. Jeg havde 7 forskellige jordemødre, måtte selv kræve at få lov at blive undersøgt da jeg skulle føde, måtte vente på vagtskifte på trods af at jeg var 8 centimeter åben da jeg ankom til hospitalet, fik ikke rigtigt hjælp til amning på trods af at min barn var lille (åbenbart næsten sygeligt lille), og blev sendt hjem inden mælken var løbet til. Der var ingen dumme, sure medarbejdere...de var søde nok. Men der var kun et par stykker, der leverede et GODT stykke arbejde. OG jeg havde trods at kun bedt om EN ting: kig på mig, snak med mig og tag mig alvorligt (ok - det var tre ting...sorry).

Jeg fik også max 40 ml ud når der var virkelig gang i den. Jeg stoppede bare fra den ene dag til den anden og masserede brysterne, når jeg var i bad. Der gik lang tid hvor der stadig kom små dråber ud, men jeg fik ikke brystbetændelse igen og fik heller ikke ammestop piller. Hvis brystet begynder at blive varmt og rødt, så ind under bruseren og masser det. Det virkede i hvert fald for mig. Hvis I er opmærksomme på det, tror jeg sagtens i kan fange en evt betændelse i opløbet, og så er det ikke svært at komme af med (altså...det var min erfaring). Good Luck:)

Kære Ocelot Sikke en tur I har været igennem, og hvor er det godt, at du skriver og spørger herinde, for det er SÅ svært at samle tankerne, når man står, hvor I gør - og attage den rigtige beslutning. Jeg kan genkende meget af det du skriver fra mit eget forløb. Her kom mælken vist heller aldrig rigtigt, og jeg fik alle mulige andre gener. Jeg troede på et tidspunkt, at det var som det skulle være, selvom jeg ikke rigtigt kunne mærke at mælken løb, men min dreng tog ikke på. Han var også ofte ulykkelig. Og så blev jeg ulykkelig. Min SP satte mig i gang med et større cirkus af amning, pumpning, MME på glas (endelig ikke flaske), behandling af svamp, varme bade for brystbetændelse og masser af sterilisering. Det var godt ment, men jeg er sikker på at forvirringen og presset gjorde sit til, at min amning aldrig kom ordentlig i gang. Og jeg var SÅ ked af det - for i min familie der ammer man altså bare. Mest ked af det, var jeg over at min søn ikke trivedes helt. Efter 3,5 uge tog jeg en ulykkelig mandag morgen (min mand var også startet på job igen) beslutningen om, at give min søn en flaske. Han blev så glad og rolig! Og jeg blev rolig. Jeg besluttede snart, at jeg ville fortsætte med flasken indtil sårene på mine bryster var helet, og at hvis der derefter var mælk tilbage kunne jeg prøve at få det op at køre. Men mælken kom aldrig op i gear, og efter en uge besluttede vi, at vores - nu glade - dreng var et flaskebarn. Og han har det skønt. Han vokser og smiler og griner og har masser af energi. Så mit råd er, at hvis I synes, at I har gjort hvad I kunne (det synes jeg, det lyder som), så skal I bestemt ikke se flasken som en dårlig eller "ikke-god-nok" løsning. Det vigtigste for mig var, at jeg virkelig havde prøvet, og jeg føler mig som en god mor, netop fordi jeg tog beslutningen om at give ham nok mad og så have energi og overskud til at være ordentligt tilstede. Det ville have været forkert for mig, at fortsætte det lille helvede amningen var blevet, bare fordi der er lidt en amme-mafia i det offentlige rum. Ude blandt de mødre jeg har mødt, er der kun opbakning, og I vil garanteret blive overrasket over, hvor man børn, der får flaske helt eller delvist allerede efter 2-3 måneder. I ved bedst, og der er så meget mere til det at være forældre end at kunne amme. Alverdens held og lykke - og tillykke herfra

Det tror jeg også sagtens du kan. Jeg var væk 8 timer 4 dage i træk, da Theodor var 2 måneder, og han og farmand havde bare råhygget.

Jeg har lige talt med sundhedsplejersken og vil gå i gang med lidt grød til Theodor i løbet af ugen. Jeg har egentlig besluttet mig mere eller mindre for fremgangsmåden - en blanding af hvad jeg kan læse forskellige steder, men jeg synes også det har været en jungle at finde rundt i. Hvad har I af erfaringer? Og hvad tænker I om opstart? Måske venter I? Jeg ville egentlig gerne have ventet lidt, men Theodor lader til at synes at mælken (MME, han er flaskebarn) er kedelig, han vil gerne sidde lidt op når han spiser og i går fik han fat i et stykke brød, som han straks ville smage på. Nu glæder jeg mig faktisk til at komme i gang, og se hvad han siger til det. Personligt hader jeg bare grød og mos ...ad ad ad ad...så det bliver spændende at skulle vise den lille skat, at "uuuhhmmmm, det smager dejjjjligt". Hehe. Her regner jeg med, at starte med ris-grød en gang dagligt og se hvad han siger til det. Når han er ved at være vant til det, så vil jeg prøve med lidt frugtmos, en smule ad gangen. Jeg vil fortsætte med den samme slags i minimum 3 dage (gradvist mere og mere) - dels for at vænne ham til det, men også for at se, om han skulle få nogle allergiske reaktioner (min søster var multiallergiker som barn). Det har jeg læst i spelt-mama-bogen (100% naturlig) og tænker, at jeg godt vil starte med at være lidt spelt, så kan man altid tage den derfra. Jeg har set at Lovemade har lagt deres opskrifter ud på deres hjemmeside og prøvede at lave den ene frugtmos i går. Den er væsentlig mere spændende end den pæremos, jeg forsøgte mig med fra Sundhedsstyrelses bog...men jeg ved jo endnu ikke, hvad Theodor foretrækker.

Ja, det er sgu nostalgisk. Jeg stod med en positiv test d. 12. januar 2012 og præcis 30 år tidligere stod min mor med én.

Hej Septembermødre. Jeg håber, I har det godt med jeres små guldklumper. Er det ikke vildt at opleve så meget de udvikler sig? Og er I i gang med - eller måske endda ovre - tigerspringet? Hvad har I mærket til det? Og hvilket ting kan I genkende fra de tidligere spring? Her synes jeg ikke Theodor har været decideret umulig, men han er klart inde i et tigerspring. Og jeg er ved at være lidt træt:) Han har vel været i gang i 3 ugers tid (det er lidt svært at sige, fordi jeg synes at jul og nytår og gjorde ham lidt overvældet, fordi der hele tiden var gang i så meget). Men helt tydeligt synes jeg det bliver når: - Spisevanerne bliver mærkelige (han spiser lidt/meget, ofte/sjældent - og bliver sulten helt ud af det blå) - Han vil falde i søvn på mig. - Han klynker og græder lidt i søvne - og sover MEGET uroligt. - og så skal han kigges på/holdes/leges med hele tiden:) Jeg har også min glade dreng meget af tiden, men han bliver bare svær at læse. Det ene øjeblik griner han og det næste er han pylret og sur. Inden tigeren tog fat var han begyndt at sove igennem, men nu får han mad en gang hver nat og jeg er vågen et par gange mere, fordi han ligger og karter rundt i sin tremmeseng. Jeg ved godt, at jeg er velsignet med kun at være oppe så lidt om natten, og har også haft det helt fint med det - men nu kan jeg efterhånden godt mærke at jeg begynder at blive lidt gennemtræt. Godt nytår forresten og masser af vintervarme til jer og de små :)

Det er næsten præcis det samme her, og jeg er helt lettet over at høre at hun også har glemt at hun kan vende sig...

Hej Winky. Jeg er faktisk med dig næsten hele vejen. Har også Rebecca Perssons bog, og det er den jeg "går ud fra", bortset fra at jeg er startet tidligere. Jeg har heller ikke haft travlt, men så alligevel synes jeg bare han opfører sig som om, han mangler noget. Han gider bare ikke den mælk. Prøvede at give ham en anelse grød i går, og det var et stort hit, så jeg vil fortsætte med gå laaaangsomt frem. Jeg er på Aurion og 3-trins-raketten;) Noget andet der har gjort at jeg er startet, er, at - i og med han tydeligvis er træt af mælken, selvom han er sulten - jeg gerne vil have god tid til at introducere ham til de forskellige smage. Så han spiser det samme i nogle dage, før jeg prøver med noget nyt. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg starter med meget lidt, kan jeg vænne både hans smagsløg og hans mave til grød og mos i et roligt tempo. Hvis jeg venter to måneder er jeg nervøs for at det bliver for presset. Min SP siger at flaskebørn ofte er mere kræsne, da MME altid smager af det samme. Jeg var et mega-kræsent barn, og om muligt, ønsker jeg det ikke for min egen søn. Hold mund, det var problematisk aldrig at kunne lide noget. Jeg er også lidt "bekymret" for - eller i hvert fald opmærksom på - hans mave. Jeg har stadig bio gaia dråber stående, som jeg har tænkt mig at prøve igen, hvis han får problemer med maven.

Hvor meget spiser de ad gangen?

Vi bruger så ikke vores ret meget...endnu. Men jeg ville ikke undvære den, for indimellem er den uundværlig. Vi har dog bare købt en i Ikea og den fungerer fint.

Frihed! Og muligheden for at gøre min og mine børns verden meget større. Jeg ville undervise børnene on the Road, når vi var afsted. Og jeg ville kunne dele mine største oplevelser med dem jeg elsker. Tak:) det var dejligt at drømme.

Præcis - det handler jo om at turde det ukendte for begge parter, og fedt at læse at 'alting' så på magisk vis går op i en højere enhed. Jeg synes, det er et meget flot værdisæt I giver videre til jeres datter.

Årh, der er mange gode indlæg her. Hvor er den bk Street crédit knap blevet af! Personligt synes jeg der er rigtigt gode argumenter i begge lejre, og ikke mindst må det være den enkelt familie som finder deres vej. (Hvis de så bare indimellem ville vente med deres gode råd til man har spurgt). Måske har kvinder lidt patent på, at føle at de ikke er gode nok (sådan i det store samfundsbillede), men alligevel så træder der en eller anden gammel ide om at i hjemmet og på forældrefronten, der ved vi bare bedre. Pjat, siger jeg. Jeg tror snildt man kan finde læssevis af nye familier, hvor far er den usikre og mor føler at hun har ret til at vide bedre/tage barsel/beslutte. Det er synd for farrollen, og det er tarveligt af kvinden. Der er tre mennesker i sådan et forhold, og to af dem er voksne. De må sgu dele både det sure og det søde. Kvinderne må kræve af få lidt hjælp til det sure (og give slip) og hvis de er så heldige at have en mand som ønsker barsel, så synes jeg nærmest det er hans ret. Det der er så forbandet ved at bede om hjælp, er, at ofte så får man den (når man spørger pænt), og så er det ikke længere synd for een....jeg kender det fra mig selv. Men kvinder har vel også brug for en mand, som kræver. Det er jo ikke kvindens skyld, hvis manden bare slet aldrig fik noget som helst af det han ønskede (gad godt jeg havde en lidt surmulet smiley med armene over kors her). Hvis du vil have barsel, så sig det og undersøg dine muligheder. Hvis du er ved at løbe tør for rene boxershorts, så står vaskemaskinen ude på badeværelset. Hvis du er træt af hakkebøffer, så lav en madplan. Og når du skal vaske de boxershorts dér, så smid lige et par håndklæder og lidt sengetøj med i maskinen, og husk at det ikke nødvendigvis gør dig til en superhelt, men 'bare' en rigtig god partner. For lissom selvretfærdige kvinder der 'ih altså står helt alene med alting' måske skulle overveje deres egen rolle i parforholdet, så er klynkende mænd altså temmeligt usexede IMO. Begge kønsroller har, når vi bliver forældre, en enestående chance for at finde sammen og skabe nye traditioner, nye måder at opdrage på, nye måder at mødes på, nye måder at se hinanden på og nye liv. Det er nok hårdt, det kan se rigtigt nederen ud i spejlet, man skal give sig, fejle, blive klogere, stå fast og man bliver usikker...men forhåbentlig også mere sikker idet man så bliver sin egen familie i stedet for bare sig selv. Det værste er jobare, at man ikke ved om det lykkedes, før det er overstået. Men det kræver at man åbner både munden og ørerne. Well, det blev vel en ret personlig opsang til mig selv og meget fra min pind. Mænd er der i hvert fald plads til, gerne flere af dem. Måske er det også fordi jeg sidder med det gode råd i baghovedet, som jeg har fået af et par mødre flere gange nu: "bare husk, at mor altså mange gange bare ved bedst". Så tænker jeg i mit stille sind: Aaaah hvaffor noget? - sådan er vi i hvert fald ikke forældre herhjemme, og det paser mig noget så glimrende.

Sejt og inspirerende;)

Min bækkenbund blev lynhurtigt fin igen, men vægten blir en lang og sej kamp. Øv.

Så blev Theodor 3 måneder. Jeg ved ikke lige hvor stor han er, men vel lidt over 5 kg og 60 cm. Han pludrer meget og er begyndt at synge med på sin godnatsang og Papegøjen fra Amerika. Vi har haft ham til kiropraktor, så nu går det meget bedre med at ligge på maven. For flere uger siden rullede han fra mave til ryg fem gange på gulvet, så gad han ikke det mere, men han gør det dog indimellem, når han ligger i vores seng. Han har klart fået bedre koordination af sine hænder, men vi har ikke set, at han har fået øje på dem. Til gengæld har han flere gange nysgerrigt været helt opslugt af sien fødder og stritter med tæerne. Hans arme og ben kører rundt meget af tiden, så han har vist fået sin fars energi niveau. Vi har også kun een lang lur dagligt herhjemme (ml 1 og 3 timer). Han er rigtigt god til at holde øjenkontakt og her efter 12 ugers tigeren, vil han helst sidde op og kigge rundt. Han er pt ret vild med fjernsynet...hmmm. Om natten sover han ret godt. Vi har haft nogle nætter hvor vi har kunnet sove igennem (21-5.30) men lige i øjeblikket er han oppe en gang eller to om natten for at spise. De har vel også appetitspring som flaskebørn? Han er i hvert fald i gang med et eller andet, men det passer godt for han har ikke været oppe på ar spise 1/6 af sin vægt endnu. Han er glad for det meste, og smiler og charmer og efterligner vores lyde og ansigter. Han gør sig umage for at mærke på ting og er helt forgabt i tøj i disse dage. Og i hår og farmands skæg. Han er stædig og bliver hidsig hvis han vil have opmærksomhed. Så siger han sure lyde, men det er helt tydeligt, at der egentlig ikke er noget i vejen. Lille bandit. Rigtig god jul til jer og jeres babyer:)

Haha, speedos. De er jo forbudt pga usexethed, så det er helt legalt at hunden havde ædt dem, hvis du spør mig.