Annemb

Tak for jeres svar :-). Jeg har bestilt tid til at få min fjernet på næste torsdag. Blev enig med mig selv (og min kæreste) om at det ville være rart lige at give kroppen lidt tid til at "finde sig selv" igen, så det bliver måske noget med at "stå af i Roskilde" de første par uger og derefter se hvad der sker :-)

Jeg har haft min hormonspiral i 3 år og er voldsomt begejstret. De første 3 måneder pletblødte jeg dagligt, og det var lidt træls, men siden det stoppede har jeg ikke mærket meget til den. Jeg bløder stort set ikke. Den "første mensdag" kan der være en smule på papiret, når jeg tørrer mig men ellers ingenting. Min kæreste kan sommetider mærke den i visse stillinger, når vi har sex, men det er ikke slemt. Ellers tænker jeg ikke rigtig over dens tilstedeværelse :-).

Min søn har inden for de sidste par uger smidt bleen, og det går rigtig fint. Han beder dog altid om en ble, når han skal lave nr. 2, fordi han ikke kan lide at lave i toilettet. Det er som sådan fint og meget normalt. Det er jo endnu nyt for ham det hele, men hvordan får jeg mon vænnet ham til at gøre det på toilettet på et tidspunkt? Vil selvfølgelig ikke presse, og det må bare tage den tid, det tager. Jeg er bare nysgerrig. Jer hvis børn gjorde det samme i starten. Hvordan lærte de at gøre det på toilettet? Kom det bare af sig selv, eller har I gjort noget for at motivere?

Tak for svar :-). Her kørte vi også med vingummibelønning i starten. Upædagogisk, men det virkede :-). De blev så hurtigt erstattet af en bog, vi satte klistermærker i. Hverken vingummi eller seje klistermærker til bogen kan dog lokke ham til at lave nr. 2 i hverken potte eller toilet (han har mulighed for begge dele). Sjovt nok siger han selv, at det er fordi, han er bange for at få l*** på sig, men det gør han jo netop, når han laver i bleen. De få gange han har lavet på potten (det er ved at være noget tid siden) var han bare super-stolt, men nu er han altså bange for det. Må nok bare vente på at det kommer af sig selv lige pludselig. Jeg foreslår ham det hver gang (og prøver at lokke med belønning), men selvfølgelig ingen pres!

Min dreng blev 3 år i går og har ikke sovet lur de sidste 2-3 måneder. Han startede i BH 15. april, men allerede de sidste par måneder i VS begyndte han at skippe den mange dage, fordi han hellere ville med de store ud på legepladsen. Jeg kunne godt mærke, at han var træt i starten, men nu kører det fint uden. Sidegevinsten er at han falder i søvn meget hurtigt om aftenen og er begyndt at sove længere om morgenen :-).

Jeg har implantater (også under brystmusklen), og jeg havde desværre ikke det bedste ammeforløb. Jeg havde meget svært ved at holde min mælkeproduktion oppe, hvis jeg ikke malkede ud mange gange i døgnet. Det var dog ikke på grund af implantaterne, men fordi min søns sutteteknik ikke var for god. Jeg har ladet mig fortælle, at implantaterne ikke påvirker amningen som sådan, men de kan godt optage noget "plads", som kan gå ud over mælkeproduktionen. Jeg kender dog flere, der har ammet uden problemer trods implantater.

Altså jeg tror egentlig, at Jennumparken har nogle dygtige pædagoger, men jeg har også hørt en tidligere pædagog derfra fortælle, hvor omsorgssvigtede mange af børnene der er. Jeg ville takke nej til pladsen. Når børn er i 3-6 års alderen er jeg ikke enig i at det vigtigste er om der er dygtige pædagoger. Det er i den alder, børnene for alvor begynder at lege sammen, og der vil jeg altså foretrække at mit barn er i en institution, hvor der er "ligesindede" legekammerater, som ikke er 3 måneder om at få tillid nok til en pædagog til at de vil lade hende komme i nærheden af dem. Det lyder måske hårdt eller snobbet, men sådan har jeg det. Kan godt forså at I gerne vil have plads i Regnbuen. Kender flere der har børn der og er glade for det. Puha kan godt se, at det er et svært dilemma, hvis der er udsigt til så lang transporttid. Hvad med cykeltransport? En cykeltrailer som begge børn kan være i eller sådan en ladcykel. Det kan da hurtigt skære en del transporttid af.

Må jeg spørge, hvilken institution I har fået tilbudt og hvilken I ønsker? Jeg bor selv i Randers. Jeg ville personligt helst vente på den ønskede institution, hvis du har muligheden for at holde hende hjemme i løbet af sommeren, men det kan selvfølgelig være risikabelt, hvis der ikke bliver plads i den ønskede institution. Jeg synes absolut ikke det er at være snobbet. Selvfølgelig ønsker man at få sit barn i en rigtig god institution. Jeg blev selv tilbudt vuggestueplads til min dreng Hørhaven, hvor en stor del af børnene kommer fra Vandalen. Jeg er ret glad for, at jeg få dage efter blev tilbudt noget andet og kunne nå at takke ja til det i stedet. Jeg synes i princippet, at det er godt, hvis børnene i de lidt socialt belastede områder bliver blandet med børn fra mere ressourcestærke familier, men det er bare noget andet i praksis, og når det er ens eget barn, det drejer sig om. Ift. børnehave synes jeg det er endnu vigtigere med en institution, man er tryg ved, når børnene er det ældre og i høj grad er begyndt at være præget af deres "opdragelse"/opvækst. Hvis der er mange af børnene, der kræver særlig omsorg og opmærksomhed fra pædagogerne og der i forvejen er få hænder, så må det alt andet lige gå ud over de andre børn på stuen.

Milibe Copenhagen kører lige nu 50 % på alt via deres hjemmeside. Også sko (bortset fra hjemmesko, gummistøvler og Galluccu). Mange lækre mærker (bl.a. Angulus, Bisgaard, Bundgaard, New Balance). Vær opmærksom på, at rabatten først bliver fratrukket (manuelt af dem selv), efter betaling af ordren, så man betaler i første omgang fuld pris, men der bliver kun trukket det halve.

Hmmm... Det viser sig så, at de ikke har fået opdateret deres hjemmeside korrekt, så der er åbenbart ikke halv pris længere. Det fremgik dog ingen steder, da jeg bestilte via deres danske side (på den engelske version var det opdateret, men den tjekkede jeg selvsagt ikke), men de ændrede det lynhurtigt efter jeg havde talt med dem. Øv. Overvejer lidt om ikke jeg har ret til at få mine varer til halv pris, når der stod ordret på deres hjemmeside: "50% på alle sko, undtagen gummistøvler, hjemmesko og Gallucci. Rabatten vil blive fratrukket betalingen inden forsendelse". Jeg nåede at tage skærmprint af siden, og der er ikke noget at tage fejl af. Det er selvfølgelig ærgerligt for hende, der driver siden. Jeg har talt i telefon med hende et par gange, og det virker som om hun selv driver sin webshop og har eksterne til at varetage alt omkring hjemmesiden og opdateringer, men så må hun jo sende regningen videre til dem. Er der nogen, der kender reglerne? Jeg har i hvert fald handlet 100% i god tro, og selvfølgelig kan jeg bare annullere min ordre, men på en måde synes jeg bare ikke rigtig, det kan være mit problem, at de ikke har styr på, hvad de skriver på deres hjemmeside.

Vi har lavet hygge-hule med madras og masser af puder. Vi har sat et lille tv op derinde. Det er et kæmpe-hit til en eftermiddags-hyggestund :-)

Jeg har en skøn bonussøn på 2½ år. Hans far og jeg har været kærester et lille års tid (bor ikke sammen endnu men har planer om at flytte sammen inden for de næste 4-5 måneder). Selv har jeg en søn, der er ca. tre måneder yngre. Sådan helt overordnet går det faktisk forrygende. Vores drenge kommer godt ud af det med hinanden. Vi har tilbragt det meste af sommeren sammen, og det har været alle tiders. Min bonusdreng er glad for mig. Det er jeg ikke i tvivl om. Han snakker meget om mig og min dreng, når vi ikke er der, og han er opsøgende og ofte meget kærlig over for mig, når vi er sammen. Han er hos sin far 5 ud af 14 dage ca. "Problemet" består i, at han ofte bliver ret hys, hvis jeg vil give ham tøj på, skifte ham, hjælpe ham i skoene, med at skære mad i stykker, give ham solcreme på osv. Han skriger op og vil kun have, at hans far gør det. Så sent som i morges havde vi en lille "episode", da jeg skulle hjælpe ham i tøjet. Hans far havde lidt travlt, så jeg hjalp, og han blev helt hysterisk, da jeg ville give ham tøj på. Jeg forsøger at tale stille og roligt til ham på en kærlig men bestemt måde. Jeg opfordrer ham til at hjælpe til og forsøger at aflede ved at snakke om hunden på t-shirten osv. Det havde bare ikke den store effekt. Det er som regel hurtigt ovre igen, men det er lidt frustrerende, at de små praktiske ting i dagligdagen skal udløse sådanne episoder og jeg er meget i tvivl om, hvad vi skal gøre ved det. Havde det været min egen søn, havde jeg nok insisteret på, at min kæreste også godt må gøre disse ting, og det forsøger min kæreste også at gøre, men det er lidt svært for mig at finde ud af hvor langt jeg skal gå, hvis man kan sige det sådan. Skal man respektere, at han kun vil have sin far til at gøre disse ting eller skal man på en kærlig men bestemt måde stå fast på, at jeg altså også må gøre disse ting? Sådan rent praktisk giver det jo bare god mening, når vi har to børn i samme alder, at når man lige er igang med solcremen fx, kan man lige så godt smøre begge drenge ind osv. Jeg vil jo heller ikke overskride hans grænser, men samtidig føler jeg det også lidt som et nederlag/svaghedstegn, hvis vi altid bare giver efter og siger, at ok, så tager far over. Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdning til, hvordan vi bedst tackler det. Er der nogen, der har oplevet noget tilsvarende?

Tak for dit besyv :-). Dejligt med erfaringer fra nogen, der har prøvet det af på egen krop. Jeg har selv samme tanker om, hvordan det skal være, når vi flytter sammen, hvor min kæreste og hans søn jo ikke har samme muligheder som nu for at få alenetid og indhente det de mister ved ikke at være sammen på fuldtid. Det er helt sikkert en balancegang, der til tider kan være svær, men vi har allerede talt rigtig meget om det, og jeg føler, vi er ret enige. Det handler nok også i høj grad om at komme rigtigt fra start, og der føler jeg, at vi er på rette spor. Min søns far har selv en bonussøn på samme alder, som bor hos ham og hans kæreste på fuldtid. Der ville jeg nemlig sommetider ønske for min søn, at hans far - bare en sjælden gang i mellem - ville tage sig tid til at være lidt på tomandshånd med vores søn. Det sker desværre aldrig, og det kan jeg jo ikke tvinge ham til, men jeg synes børn, hvis forældre har valgt at gå fra hinanden og starte nye liv med nye partnere og delebørn har "krav" på, at den forælder, de ikke ser så meget, tager sig ekstra tid, når de så endelig er sammen og involverer sig så meget som muligt.

Tak :-). Det lyder fornuftigt med at give dem medbestemmelse på nogle ting og lade andre ting være de voksnes beslutning. Når først vi bor sammen tænker jeg også at det bliver lidt nemmere at lave nogle rutiner omkring hverdagstingene. Og ind til da må vi vurdere fra gang til gang og undlade at tage unødvendige kampe og forsøge at komme bedst muligt igennem, der der uundgåelige :-).

Tak for dit svar :-). Jeg har netop også tænkt, at det jo på mange måder minder om det, jeg ser i andre familier, hvor et barn i perioder kun vil enten sin mor eller far. Der er det måske bare lidt "nemmere" at insistere, fordi man trods alt er forælder til barnet. Men jeg har tålmodighedshatten på og går forsigtigt frem, mens jeg fylder godt op på kærlighedskontoen. God måde at sige det på :-)! Som jeg skrev tidligere, er det gået rigtig godt denne weekend. Han har opsøgt mig meget, vist mig ting, leget med mig og givet masser af krammere, så det føles som om vi er på rette vej :-).

Tak for dit input :-). Jeg er faktisk helt enig med dig, og det er også derfor jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg er netop også meget forsigtig med at presse for meget på, fordi jeg jo gerne vil opbygge en god relation til ham. Jeg tror også det er vejen frem, at jeg udviser forståelse for hans følelser omkring det og italesætter at hans far er her osv. Derfor vil jeg heller ikke insistere på at skulle gøre unødvendige ting for ham, hvis hans far lige så godt kan gøre det, men sommetider er det jo bare nødvendigt. Vi sørger i øvrigt også for ikke at være for meget sammen, når min kæreste har sin søn, så de også får deres alenetid sammen, og vi ikke bygger for meget på for hurtigt. Når vi nu bor hver for sig og har muligheden for både at være sammen og hver for sig. Jeg tænker også det skal fortsætte i en eller anden form, når vi flytter sammen, så de fortsat får nogle oplevelser og stunder, der kun er deres. Min søn er kun hos sin far hveranden weekend, og derfor får han jo rig lejlighed til alenetid med mig og min kæreste, mens min bonussøn altid vil opleve, at min søn er her, når han er det. Men ja, det er fantastisk at de kommer godt ud af det sammen, for det er absolut ikke en selvfølge selvom de er lige gamle :-)

Tak for dit svar :-). Ja, jeg forestiller mig egentlig også, at det er en meget normal reaktion i sådan en sammenbragt familie. Jeg forsøger det sammen med afledning og at forklare, at nu er det lige mig, der gør det, men at bagefter skal vi xxx sammen med far. Min kæreste har nu heller ikke for vane at tage over, og jeg synes også han bakker op om at jeg kan gøre tingene, men han lidt den der tilgang, hvor han kommer til at spørge sin søn om lov til at jeg må give ham sko på osv. Det er jeg selv lidt modstander af, fordi jeg ikke mener, at et barn på den størrelse skal bestemme hvordan sådan nogle ting skal foregå. Jeg synes ofte valgmulighederne i de situationer skader mere end de gavner. Selvfølgelig skal de have medbestemmelse på nogle ting, men jeg bryder mig ikke om at man spørger sit barn om lov til at gøre ting, der skal gøres. Det kan være lidt en øvelse at være bonusmor, men jeg synes det går bedre og bedre, og jeg nyder det også. Jeg tror faktisk også det er en fordel at komme ind i deres liv mens de er så små og man virkelig har mulighed for at opbygge en tæt relation. Jeg synes det giver min søn meget at have en bonusbror på samme alder, og det giver min kæreste og mig noget "ligevægt" i forholdet, at vi har samme udgangspunkt og begge to bringer et barn ind i forholdet, så vi kan sætte os mere i hinandens sted. Selvfølgelig giver det også flere udfordringer, når man ikke er helt enige, men det er vi heldigvis med langt det meste :-).

Mange tak for dit svar :-). Jeg føler egentlig også et langt stykke hen af vejen, at jeg godt ved, hvad jeg skal gøre. Usikkerheden opstår helt klar fordi jeg godt ved at det kan være en stor mundfuld for en lille dreng først at opleve sine forældre blive skilt og skulle vænne sig til to nye hjem og frem og tilbage. Bedst som han er faldet til i det dukker der en ny kvinde og et nyt barn op, som han har skullet vænne sig til - og ikke mindst dele sin far med. Det er jo meget for sådan en lille størrelse, og derfor forstår jeg egentlig godt hans reaktioner. Jeg har af og til været alene med begge drenge i kortere tid, og der er ingen problemer, ligesom jeg ikke har indtrykket af, at der er problemer i vuggestuen eller andre steder. Derfor er jeg også ret sikker på, at det udelukkende handler om, at selv om han på den ene side er glad for mig og min dreng og nyder at være sammen med os, så synes han også det er svært at skulle dele sin far, og derfor kommer de reaktioner. Men altså kun når hans far er i nærheden, fordi han så bliver mindet om, at han helst vil have ham til det og han vil måske også gerne vise sin far det. Denne weekend er det så faktisk gået rigtig fint. Jeg har både kunnet skifte ham og hjælpe ham af skoene osv. uden problemer. Det er sikkert bare en fase, der går over, og jeg tror også vejen frem må være at bygge det op lige så stille ved at gøre tingene, når det er et godt tidspunkt, hvor han er i det rette hjørne og ellers tage "kampen" i de situationer, hvor det er nødt til at være mig og så netop gribe det an som du skriver og som jeg også forsøger. I øvrigt tænker jeg også, at mange ting bliver nemmere, når vi først bor sammen og der bliver lidt mindre "frem og tilbage".

Jeg var på Tenerife med min søn, da han var 1½. Det var alletiders. Det var i slutningen af oktober, og vejret var skønt. 25-28 grader. Børnevenligt hotel med aflukket børnepool-område, så man også selv kunne slappe lidt af i en liggestol. Eneste minus var at flyveturen varede 4½ time. Det var lige rigeligt med sådan en størrelse. Og så var der først aftensmad fra kl. 18.30, hvilket også var lige sent nok (især når der også var en times tidsforskel), men vi sørgede for at få tanket lidt op i løbet af eftermiddagen, og så gik det faktisk helt fint. Det var dette hotel: http://www.startour.dk/rejse/spanien/tenerife/playa-de-fanabe/playa-olid/?season=vinter-14-15

Altså min søn lærte først at kravle, da han var 14 måneder gammel, og først derefter lærte han at rejse sig. Der er lang vej fra maveliggende til stående åbenbart, så jeg tror der var derfor, det tog lang tid. Jeg tog ham faktisk med til kiropraktor, da han var omkring 1 år, fordi jeg ville tjekke om alt nu også var ok. Det viste sig, at han havde noget i klemme i nakken, som åbenbart hang sammen med hans favoritside, da han var spæd. Allerede efter det første besøg skete der fremskridt, og efter et par måneder var han kravlende. Han lærte også først at gå selv omkring de 17 måneder. Jeg kender alt til at være utålmodig og små-beymret (og træt af, at alle spørger), når alle jævnaldrende og mange yngre børn overhaler indenom. Jeg vil jo mene, at min søn er ret normal ;-). Han har absolut ikke været den hurtigste til det motoriske. Til gengæld har han et ret godt sprog ift. mange jævnaldrene. Jeg ville ønske, at jeg var gået til kiropraktor med ham tidligere, for så havde det måske ikke taget så lang tid med det kravleri og med at lære at gå, men det er jo altid let at være bagklog. Jeg kender altså i øvrigt til ret mange børn, der ikke havde lært at kravle endnu, da de var 11 måneder. Det skal nok komme :-)

Min veninde fødte en lille pige 11 uger for tidligt sidste år ved denne tid. Hun bliver et år om en uge og er den skønneste lille pige, der slet ingen mén har. Jeg kan tydeligt huske hvordan det var at få beskeden og gerne ville være der for hende samtidig med at man er skide-bange for at noget går galt! Der er heldigvis rigtigt mange succeshistorier om for tidligt fødte, så jeg er sikker på at den lille nok skal klare den. Min veninde og hendes mand var indlagt sammen i hele perioden. Det var på Skejby først og så blev de flyttet til Randers senere i forløbet, fordi deres datter klarede sig så godt og der var brug for pladsen på Skejby til nye børn. Det gik over al forventning med at tage på og få amning i gang, så de kom faktisk hjem nogle uger før den oprindelige termin. De er ikke sammen med barnet hele tiden de første mange uger, da barnet er på en stue med andre prematur-babyer, hvor der er opsyn hele tiden og der bliver målt osv. Moren og faren har en stue et andet sted på sygehuset, hvor de bor. Derfor kan de også godt have gaver, blomster mv. hos sig. I starten kunne de komme og være sammen med deres datter i nogle timer hver dag, hvor hun skiftevis lå på dem for at føle nærheden med forældrene osv. Senere da hun var stærk nok og fri af C-pap og hvad det alt sammen hedder, fik de hende så ind til sig på stuen. I starten tror jeg, det er en underlig tom følelse, fordi man har født, men ikke har sit lille barn hos sig - samtidig med at man er skide-bange for hvad der kommer til at ske og om ens barn overlever og får mén. Der er meget ventetid alene på stuen, og derfor tror jeg faktisk, at "underholdning" af en art kan bringe glæde. Magasiner, bøger, film de kan se på computeren fx. Da min veninde begyndte at skulle malke ud, så deres pige kunne begynde at få hendes mad i sonde, gik der ret meget tid med det, og man kommer meget til at hænge i en klokkestreng. Men varme tanker, lidt lækkert og lidt underholdning til forældrene og evt. en sød bamse eller lignende til den lille, vil nok ikke være helt ved siden af i forhold til "gaver". Håber du kan finde hoved og hale i mit indlæg - og bruge det til noget. Er sikker på, at det nok skal gå fint alt sammen :kram2 .

Mine nevøer på 4 og 7 år har fælles værelse. Det fik de med tilhørende køjesenge for to år siden, da deres forældre (lidt uventet) fik barn nummer tre, men de sover altid sammen i nederste køje. Det synes de åbenbart er hyggeligst. De kan skændes så det brager men er også hinandens bedste venner selv om der er tre år i mellem dem. Det er da lidt skønt at de helst vil sove sammen :-)!

Min søn så næsten lige sådan ud for et par uger siden. Knapt så rød i ansigtet, men hans hud var nupret omkring munden og på hagen - nærmest som om han var vildt tør + han havde bittesmå røde knopper på overkroppen. Det kom fra den ene dag til den anden. Jeg smurte det med en A-Derma-creme, jeg købte på apoteket, da han havde lidt eksem på armene for nogle måneder siden. Det blev ret hurtigt bedre og forsvandt helt i løbet af et par dage. Aner stadigvæk ikke hvad det kom af. Meget underligt! Er det tørt eller bare rødt?

Fandt lige denne artikel omkring sandaler til små fødder: http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/familieliv/ECE695654/saadan-finder-du-de-rigtige-sandaler-til-barnet/ Ifølge den skal sandaler - i modsætning til sko og støvler - passe til foden (altså uden voksetillæg), så jeg overvejer at bytte de sandaler, jeg lige har købt til min søn.

Jeg er også kæmpe-fan! Jeg har den, min søster har den, min kæreste har den, og hele 5 veninder. Alle er begejstrede for den. Jeg har brugt den helt fra start med lift de første 4-5 måneder og efterfølgende med voksi! Det eneste minus er, at den ikke kan vendes, men jeg har aldrig prøvet andet, og det er ikke noget jeg har manglet. Der er til gengæld kighul i kalechen :-)