Vil gerne være gravid...

[Fru SP]

Mit første indlæg bliver altså et ret rodet indlæg - ligesom tankerne i mit hovede!!! :(

Svend har gerne ville have børn længe, nok de sidste 4 år og været lidt plagende nogle gange og jeg har været lidt tilbageholden mht til, mest fordi jeg er så bange for at miste en masse.. Jeg er den eneste af alle mine veninder, der er blevet gift og bor sammen med en kæreste, for den sags skyld og bare det at jeg har haft en fast kæreste, hvor de andre ikke har haft det, er jeg blevet glemt lidt og jeg frygter i stor grad(og ved også at det sker, for jeg kan jo ikke tage med i byen), at det bliver værre når/hvis vi får et barn..

Vi har snakket meget om baby herhjemme efter brylluppet og har egentligt taget en beslutning eller næsten...

Planen er at jeg tager 2 pakker p-piller mere og så stopper jeg på dem, det er planen, fordi Svend bliver færdig som ingeniør til juni og vi er enige om, at det er en dårlig ide at jeg evt. er højgravid, mens han sidder med speciale stress og så føder jeg sikkert den dag, han skal op og forsvarer opgaven :rolleyes

Men vi er også enige om at vi ikke vil have et julebarn (halvdelen af vores familier har fødselsdage i nov, dec og jan - og det er altså nogle dyre måneder for alle), så det er egentligt en ting vi fra starten af har været enige om..

Men det jeg tænker på nu er, om vi så skal vente lidt længere tid med at gå i gang end de 2 måneder vi egentligt har snakket om.. Fordi ellers er vi ude i at vi prøver i nov, dec, jan, feb, men så er vi ude i at skulle holde pause i prøvningen i 3-4 måneders tid og så kan optage prøvningen igen derefter..

Gider vi mon holde pause i 3 måneder, hvis jeg ikke er blevet gravid (tænker at vi nok så gerne vil have det til at lykkes, hvis det tager mere end 3-4 måneder) og det ville virkelig være ærgerligt lige at få julebarnet, når nu det ville presse mange i familien økonomisk (min mor har allerede stress over jul og januar, hvor vi næsten alle sammen har fødselsdag), inkl. os selv..

Skal vi så bare vente med at begynde at prøve indtil juni/juli - men der er jo bare så laaaaaang tid til... <_< Suuuuuk.. Og er det en god ide, at begynde, hvis nu Svend ikke får job og ender i dagpenge-helvede osv..

Noget helt tredje, er at jeg nok i virkeligheden er lidt træt af at folk (især Svends familie) virkelig presser på med at vi skal have en baby nu! Og jeg er så træt af det.. Tænk nu, hvis vi ikke kan få børn og så sidder de der trælse mennesker og snakker om det hele tiden.. Og så tror jeg lidt at jeg bliver Maja modsat og tænker, så må de bare vente (indtil de holder op med at snakke om det eller til vi ikke kan vente længere)...

Måske skal jeg lade være med at prøve at planlægge og tage det som det kommer.. Men det er dælme en stor beslutning, at stoppe med p-pillerne efter over 10 år.. Hvis nu det ikke bare var en aktiv beslutning, men bare noget der skete - så ville det være lidt lettere.. :huh

[Barbamama]

HEJ MAJA!!! :balloons

Hvor hyggeligt at du også er kommet herind!!! :balloons :loveshower :kram2

Åh, jeg kender godt de der tanker... Det er jo fedest, hvis man bare lige kunne bestille baby på præcis den dato, hvor det lige ville passe :whistling

Men som mange andre herinde så er jeg nået frem til at der ikke findes et perfekt tidspunkt, så det er bare at gå igang når begge er med på den (jeg venter lige på at manden er færdiguddannet, men satset kraftigt på at han selv kommer og kyler p-pillerne ud kort efter :whistling ) :goodluck

I klarer den nok, hvis det er et julebarn, og ellers så behøver I jo ikke at gå amok med at holde pause op til jul, I kan jo nøjes med bare at være lidt "forsigtige" (og sker det så alligevel, så bliver I nok bare lykkelige ;))

Og det samme gælder mht. Svends eksamen. :)

Synes bare I skal mærke efter i maven om I har lyst til at gå igang nu, og hvis I har det, så gør det :)

[Malouski]

Åh jeg kan genkende dine tanker (og hvor skønt at møde dig herinde også :glad ).

Jeg har lige smidt p-pillerne efter... hmm.. 18 år (!!) og jeg er helt freaked over at have mistet kontrollen.

Altså for os virker det næsten alt for koordineret. Færdig med uddannelse, job, gift og så børn, for jeg skal sørme heller ikke være meget mere gammel, når/hvis vi får. Havde ligesom ikke flere undskyldninger.

Jeg synes, I bare skal gå i gang med det samme, så vi måske kan komme i samme terminsgruppe, haha :glad

Ej kan godt forstå tankerne og evt. at vente et par mdr. så det ikke kommer på tværs af Svends eksamen. Men på den anden side, kan det jo godt være, der går et par mdr. inden der er gevinst.

Jeg tror altid, man kan finde en eller anden form for undskyldning (undtagen mig.. jeg var virkelig løbet tør), men på en eller anden måde tror jeg også, man finder ud af det, og så var det alligevel det bedste, der kunne ske :)

Knuuus

Malou

[Fru SP]

Hold op hvor er I hurtige....

Ja, mens jeg sad og skrev og læste det jeg lige havde skrevet ned, kunne jeg godt mærke at jeg nok egentligt gerne vil i gang snart..

Men det bliver nok som planen var - og venter et par måneder, det ville være skønt, hvis Svend var færdig og der ikke behøver at være stress over baby, speciale, forsvar og hysteriske Maja (ej, det er jo nok under graviditetet hun dukker op og konstant snakker om B&J og chokolade :rolleyes )

Men hvor er det vanvittigt, at skulle stoppe på p-pillerne og dermed min kontrol over hvornår jeg har lyst til at have mens og hvornår det passer dårligt. Hvad nu hvis min krop går amok og jeg ikke kan fungerer uden hormonerne? Eller jeg bare har mens hele tiden? Og får jeg mon ligeså mange smerter, som jeg havde inden jeg fik pillerne? pyha... tror det er bedst, hvis man bare slet ikke tænker over det og bare bliver gravid...

Og hvor kunne det være skønt, hvis vi kom i samme terminsgruppe, selvom det så betyder at I lige skal vente 2 mdr på mig :whistling

[Barbamama]

Hold op hvor er I hurtige....

Ja, mens jeg sad og skrev og læste det jeg lige havde skrevet ned, kunne jeg godt mærke at jeg nok egentligt gerne vil i gang snart..

Men det bliver nok som planen var - og venter et par måneder, det ville være skønt, hvis Svend var færdig og der ikke behøver at være stress over baby, speciale, forsvar og hysteriske Maja (ej, det er jo nok under graviditetet hun dukker op og konstant snakker om B&J og chokolade :rolleyes )

Men hvor er det vanvittigt, at skulle stoppe på p-pillerne og dermed min kontrol over hvornår jeg har lyst til at have mens og hvornår det passer dårligt. Hvad nu hvis min krop går amok og jeg ikke kan fungerer uden hormonerne? Eller jeg bare har mens hele tiden? Og får jeg mon ligeså mange smerter, som jeg havde inden jeg fik pillerne? pyha... tror det er bedst, hvis man bare slet ikke tænker over det og bare bliver gravid...

Og hvor kunne det være skønt, hvis vi kom i samme terminsgruppe, selvom det så betyder at I lige skal vente 2 mdr på mig :whistling

Jeg frygter også at komme af p-pillerne. Har "kun" været på dem i 5 år, meeeeeen... Bliver altid så dårlig i min p-pille pause. Kvalme, hovedpine, sveder som en gris, sur og ked af det, bumser, megatræt, svimmel og jeg kunne blive ved... :unsure Puh! Og er også ret tilfreds med at kunne styre hvornår jeg har mens :unsure Men men men... Jeg ser jo babyer overalt. :7himmel Og gravide maver... Og barnevogne... Jeg vil også!!!! :biglove Især når jeg "låner" min nevø på et halvt år. Nårh. :biglove :biglove :biglove

Og det kunne være så hyggeligt at komme i terminsgruppe sammen :loveshower Men nu må vi se, hvad der sker, man er jo ikke helt herre over det selv :)

[Fru SP]

Jeg frygter også at komme af p-pillerne. Har "kun" været på dem i 5 år, meeeeeen... Bliver altid så dårlig i min p-pille pause. Kvalme, hovedpine, sveder som en gris, sur og ked af det, bumser, megatræt, svimmel og jeg kunne blive ved... :unsure Puh! Og er også ret tilfreds med at kunne styre hvornår jeg har mens :unsure Men men men... Jeg ser jo babyer overalt. :7himmel Og gravide maver... Og barnevogne... Jeg vil også!!!! :biglove Især når jeg "låner" min nevø på et halvt år. Nårh. :biglove :biglove :biglove

Og det kunne være så hyggeligt at komme i terminsgruppe sammen :loveshower Men nu må vi se, hvad der sker, man er jo ikke helt herre over det selv :)

Ok, så slemt er det da heldigvis ikke for mig, men jeg havde bare sådan nogle vilde smerter i underlivet og hovedpine og så bliver jeg bare let sur.. Svend kommer total til at fortryde, at han vil have børn... :rolleyes

Ja, det er så en ting man ikke selv kan bestemme - desværre... Men det bliver under alle omstændigheder spændende at følge hinanden herinde :loveshower

[Barbamama]

Ok, så slemt er det da heldigvis ikke for mig, men jeg havde bare sådan nogle vilde smerter i underlivet og hovedpine og så bliver jeg bare let sur.. Svend kommer total til at fortryde, at han vil have børn... :rolleyes

Ja, det er så en ting man ikke selv kan bestemme - desværre... Men det bliver under alle omstændigheder spændende at følge hinanden herinde :loveshower

Helt sikkert! :yay Så må vi bare håbe, at vi er heldige (alle sammen helst :loveshower ) :goodluck :goodluck :goodluck

[Jane Doe]

Heeej Maja :balloons

Ejjj, jeg kommer da snart helt op og køre over alle jer fra Bryllupsklar, man kender herinde! Hvor er det FEDT!!! :glad

Jeg kan godt forstå dine tanker. Nu har jeg jo godt nok allerede en dreng, men mit hoved var også et mindre kaos inden bebs, og jeg tror, at det er helt normalt, at man stiller sig selv en masse spørgsmål :rolleyes :) Jeg kan også til dels nikke genkendende til dit veninde-"problem". Der var også en del singler og folk uden børn i vores venneflok, og nej man kan ikke helt være sammen på samme måde mere og så tit måske, når man får et barn. Men man finder tid til tingene alligevel (forudsat man har nogen til at passe ungen nu og da selvfølgelig - farmand, bedsteforældre, whatever :P ), og ægte venner forsvinder jo ikke, selvom man er "længere fremme i livet" end de er ;)

Og nej, man kan (desværre) ikke selv bestemme/planlægge, hvornår bebs skal komme, men det synes jeg nu alligevel er en del af charmen :) Vi mennesker prøver at kontrollere vores liv så meget i forvejen, så denne gave må gerne komme lidt ukontrolleret ;) :loveshower

Jeg håber, at I får hurtigt bid, når først I går i gang :goodluck

[Fru SP]

Helt sikkert! :yay Så må vi bare håbe, at vi er heldige (alle sammen helst :loveshower )

Jamen vi bliver da alle heldige :loveshower

Heeej Maja :balloons

Ejjj, jeg kommer da snart helt op og køre over alle jer fra Bryllupsklar, man kender herinde! Hvor er det FEDT!!!

Jeg kan godt forstå dine tanker. Nu har jeg jo godt nok allerede en dreng, men mit hoved var også et mindre kaos inden bebs, og jeg tror, at det er helt normalt, at man stiller sig selv en masse spørgsmål :rolleyes :) Jeg kan også til dels nikke genkendende til dit veninde-"problem". Der var også en del singler og folk uden børn i vores venneflok, og nej man kan ikke helt være sammen på samme måde mere og så tit måske, når man får et barn. Men man finder tid til tingene alligevel (forudsat man har nogen til at passe ungen nu og da selvfølgelig - farmand, bedsteforældre, whatever :P ), og ægte venner forsvinder jo ikke, selvom man er "længere fremme i livet" end de er ;)

Og nej, man kan (desværre) ikke selv bestemme/planlægge, hvornår bebs skal komme, men det synes jeg nu alligevel er en del af charmen Vi mennesker prøver at kontrollere vores liv så meget i forvejen, så denne gave må gerne komme lidt ukontrolleret ;) :loveshower

Jeg håber, at I får hurtigt bid, når først I går i gang

Ja, det er jo totalt hyggeligt, at så mange af os er kommet herovre.. Men jeg er super glad for at have nogle som man kender herinde, især fordi ingen familie eller venner får noget at vide, før der er en baby, vi kan fortælle om.. Så yay for alle bryllupsklar-tøserne mødes herinde :loveshower

Det er helt rigtigt, hvad du skriver med vennerne, og de fleste af mine veninder elsker også børn og de er faktisk alle sammen i forhold nu, selvom det er meget nyt for de fleste... Så jeg er måske ikke så langt foran alligevel, som jeg nogle gange føler... :blink Jeg må jo bare acceptere at den måde jeg så er sammen med mine veninder bliver på en anden måde og nok ikke så meget i byen, som det ellers har været :bunny

Men jeg kan godt mærke at jeg ville ønske, at min mor og søster ikke boede i Jylland, men heldigvis har vi en stor omgangskreds og andet familie, som kan passe barn osv (ikke at jeg ville rejse tilbage til Jylland af den grund!)

Jeg synes, helt sikkert også det er en del af charmen, at man ikke bare kan bestille babyen til at komme lige den og den dag - men jeg gad dælme godt vide, om det ville lykkes på 1 måned, 6 måneder eller 1 år... Jeg er lidt for meget controlfreak til at jeg er helt tryg ved at jeg ikke ved noget som helst. Det gælder også mht. mine mens og cyklus når jeg ikke længere er på p-pillerne, hvilket nok skræmmer mig mere end reelt at blive gravid..

Argh! Men jeg bliver sådan en der skifter mening hele tiden - og tror virkelig ikke nogensinde, at jeg bliver rigtig klar før jeg står med babyen i armene :blink

[Fru SP]

Ihhhh.. Var ude og spise frokost med en veninde den anden dag (som også er kærester med Svends bror) og hun blev ved og ved med at spørger om hvornår vi gerne vil begynde og prøve og om vi ikke fortæller det, bare til dem osv..

Jeg blev ved med at sige, at det skulle være hemmeligt, fordi jeg ikke orker flere kommentar fra især Svends familie og at jeg har tænkt mig at holde helt op med at drikke alkohol, når jeg er sammen med dem, fordi de snakker hele tiden og jeg orker ikke gætterierne hver gang vi er sammen.. Så det er lettere hvis jeg bare slutter med det nu og så opdager de det da ikke med det samme, når jeg engang bliver gravid...

Men det endte så med at jeg sagde, at lige nu er planen at tage 2 omgange p-piller mere og så begynde at prøve og lige med det samme jeg havde sagt det, fortrød jeg... IH!!! :( Så overvejer nu at lyve for hende og sige, at vi har udskudt det indtil Svend er færdig og især fordi jeg er (og det er jeg virkelig også) lidt i tvivl om det skal være nu eller vente lidt... Mest fordi jeg tror virkelig ikke hun kan holde det helt tæt og så ender en af hendes veninder med at sige noget, mens Svends bror er der (hun lovede at han ikke ville få det at vide) og så inden vi ser os om, så ved hele familien det og spørger til det hver gang vi ses... :box

Men så sagde hun faktisk noget meget fornuftigt. Hun spurgte mig, om jeg troede at jeg ville få børn, hvis ikke jeg havde en mand der så gerne vil som Svend og jeg tror faktisk hun havde fat i noget der - det er ikke fordi jeg ikke vil have børn, det vil jeg gerne, men jeg har nok ikke behovet som nogle har og jeg tror at jeg sagtens kunne leve uden.. Og det er ikke super vigtigt for mig at få børn, så hvis vi ikke kan, så vil jeg nok ikke være helt ødelagt..

Men børn er dejlige og fantastiske og Svend og jeg skal have børn... Men pointen er nok at jeg aldrig bliver klar til det..

Jeg er stadig ikke helt klar i hovedet over, hvad jeg vil. Svend vil jo bare gerne så hurtigt så muligt (hvilket måske i virkeligheden også stresser mig lidt, for hvad nu hvis min krop går amok efter så mange år på p-pillerne og jeg så får svært ved at blive gravid :boo ) og synes at "det finder vi da bare ud af, til den tid", uanset hvilke ting jeg kommer med, hvor jeg gerne vil have styr på det inden..

Måske jeg er ved at blive skør af at overvejer og tænke så meget... ;)

[Guest]

jeg kan også godt følge dine tanker, men husk nu på, at vi er jo nogle, som har bitter erfaring om, at baby måske ikke bare lige kommer med det samme :D, men jeg synes det er super godt, at man virkelig tænker det igennem inden man starter projekt baby...

Pøj pøj med det, og håber at i bliver nogle af de heldig, som kan lave en baby ret hurtigt, når i seriøst går i gang med projektet

[Fru SP]

jeg kan også godt følge dine tanker, men husk nu på, at vi er jo nogle, som har bitter erfaring om, at baby måske ikke bare lige kommer med det samme :D, men jeg synes det er super godt, at man virkelig tænker det igennem inden man starter projekt baby...

Pøj pøj med det, og håber at i bliver nogle af de heldig, som kan lave en baby ret hurtigt, når i seriøst går i gang med projektet

Uhha, jeg ved det godt og nogle gange får jeg også lidt dårlig samvittighed over at jeg er så fjollet med det, fordi der jo er folk der har svært ved det og det kan jo også tage lang tid for os eller ende med at vi ikke kan få børn og jeg tror også, at det har noget at skulle have sagt i forhold til min "frygt" til det hele.. Og så sidder jeg da nok og sparker mig selv over at vi ikke begyndte før. Men man bliver jo også nødt til at være klar...

Og tusind tak søde Vanni, jeg håber også at vi kan lave en baby top hurtigt :loveshower

[Malouski]

Åh Maja, hvor jeg forstår dig. Jeg har aldrig nogensinde følt den der "kløe i æggestokkene", som folk snakker om. Aldrig. Nogle af mine veninder har gået direkte efter mænd, som ville have børn. Det har været et kriterie, ellers var det videre ud på markedet for at kigge efter en, der ville. Jeg har aldrig forstået det. Har haft det så dejligt uden børn. Rejserne, være sent oppe, sove længe, lørdag aften i biffen, friheden til at gøre, hvad man vil når som helst, hvor som helst. Jeg ved, at jeg nok også ville føle mig som et lykkeligt og komplet menneske, hvis jeg ikke fik børn.

Min lyst til børn er først kommet snigende i dette forhold (har kendt hinanden i 5 år), og først nu, efter vi er blevet gift, er jeg egentlig ikke klar, men jeg ved, at jeg vil have børn med ham, og det skal være nu, inden jeg bliver aaalt for gammel.

Og jeg er også ved at flippe helt ud over, at jeg ikke har mine p-piller mere. Føler mig helt bar. Det er virkelig at springe ud, hvor jeg ikke kan bunde ikke at have det som en fast, solid klippe, der altid har været der og styret min cyklus.

Puha. Det er skræmmende. Men ikke desto mindre har vi gang i projektet :loveshower

[Munck Abildgaard]

Mit første indlæg bliver altså et ret rodet indlæg - ligesom tankerne i mit hovede!!! :(

Svend har gerne ville have børn længe, nok de sidste 4 år og været lidt plagende nogle gange og jeg har været lidt tilbageholden mht til, mest fordi jeg er så bange for at miste en masse.. Jeg er den eneste af alle mine veninder, der er blevet gift og bor sammen med en kæreste, for den sags skyld og bare det at jeg har haft en fast kæreste, hvor de andre ikke har haft det, er jeg blevet glemt lidt og jeg frygter i stor grad(og ved også at det sker, for jeg kan jo ikke tage med i byen), at det bliver værre når/hvis vi får et barn..

Vi har snakket meget om baby herhjemme efter brylluppet og har egentligt taget en beslutning eller næsten...

Planen er at jeg tager 2 pakker p-piller mere og så stopper jeg på dem, det er planen, fordi Svend bliver færdig som ingeniør til juni og vi er enige om, at det er en dårlig ide at jeg evt. er højgravid, mens han sidder med speciale stress og så føder jeg sikkert den dag, han skal op og forsvarer opgaven :rolleyes

Men vi er også enige om at vi ikke vil have et julebarn (halvdelen af vores familier har fødselsdage i nov, dec og jan - og det er altså nogle dyre måneder for alle), så det er egentligt en ting vi fra starten af har været enige om..

Men det jeg tænker på nu er, om vi så skal vente lidt længere tid med at gå i gang end de 2 måneder vi egentligt har snakket om.. Fordi ellers er vi ude i at vi prøver i nov, dec, jan, feb, men så er vi ude i at skulle holde pause i prøvningen i 3-4 måneders tid og så kan optage prøvningen igen derefter..

Gider vi mon holde pause i 3 måneder, hvis jeg ikke er blevet gravid (tænker at vi nok så gerne vil have det til at lykkes, hvis det tager mere end 3-4 måneder) og det ville virkelig være ærgerligt lige at få julebarnet, når nu det ville presse mange i familien økonomisk (min mor har allerede stress over jul og januar, hvor vi næsten alle sammen har fødselsdag), inkl. os selv..

Skal vi så bare vente med at begynde at prøve indtil juni/juli - men der er jo bare så laaaaaang tid til... <_< Suuuuuk.. Og er det en god ide, at begynde, hvis nu Svend ikke får job og ender i dagpenge-helvede osv..

Noget helt tredje, er at jeg nok i virkeligheden er lidt træt af at folk (især Svends familie) virkelig presser på med at vi skal have en baby nu! Og jeg er så træt af det.. Tænk nu, hvis vi ikke kan få børn og så sidder de der trælse mennesker og snakker om det hele tiden.. Og så tror jeg lidt at jeg bliver Maja modsat og tænker, så må de bare vente (indtil de holder op med at snakke om det eller til vi ikke kan vente længere)...

Måske skal jeg lade være med at prøve at planlægge og tage det som det kommer.. Men det er dælme en stor beslutning, at stoppe med p-pillerne efter over 10 år.. Hvis nu det ikke bare var en aktiv beslutning, men bare noget der skete - så ville det være lidt lettere.. :huh

Hej hej.

For at starte et sted: Veninderne.

Jeg er også den eneste gifte af vores venner og vi er nu de eneste med barn. Heldigvis er der 2 veninder der har fået kærester og dem ser vi ca hver 2 uge. Så skiftes vi til at lave god mad og SÅ hygges der. Her er Victoria med. Hun smiger dem alle, så mon ikke der snart kommer en legekammerat :)

Jeg går sjældent i byen nu, jeg har jo mand og barn. Inden, da vi bare var kærester, var jeg tit i byen med veninderne. Mine veninder går stadig i byen. Jeg savner det da indimellem! Men så tager jeg da bare med! Så nyder jeg det endnu mere og tøserne synes det er hylende sjovt, når jeg så endelig er med!

Så det ville jeg ikke tage så tungt.

For det andet: Vi startede også projekt baby, så vi ville få et juli-august barn. Det passede ind i vores planer - præcis som I gerne vil have Svend færdig.

Jeg ville sige at du skal smide pillerne nu, bruge kondom indtil i er helt klar. Så er der også større chance for at det lykkedes hurtigt :)

Vi valgte også at hvis jeg ikke var gravid, ville vi holde pause, så jeg ikke fik et julebarn. Vi nåede bare ikke så langt, for jeg blev gravid inden.

Så hvis I vil undgå et julebarn, så holder I da bare "pause" et par måneder og prøver så igen.

Til sidst: Stop med at bekymre dig :badgirl

Svends familie ønsker at få en lille bebs, og det er jo af ren kærlighed. Om det er nu eller om 5 år. Ignorer dem og føl efter hvad DU vil.

Men bliver man nogensinde HELT klar? Jeg er sikker på at man er gravid i 9 måneder, for at der er tid til at vænne sig til tanken :7himmel

:goodluck

(Beklager det lange svar :balloon )

[babydyr]

Først og fremmest: Velkommen til :balloons .

Jeg kan sige, fra én kontrolfreak til en anden: Du er NØDT TIL at slippe kontrollen! Det er dødhamrende svært, fordi vi er så vant til at kunne planlægge alt i vores liv ned i mindste detalje. Det kan man altså bare ikke med projekt baby. Bevares, man kan bruge ægløsningstests og lave skemaer over hvornår man skal have sex, men det er altså ikke noget garanti for succes. Og så er tror jeg også, at det kan have en ret så dræbende effekt på parforholdet ;)

Jeg har selv været længe om at blive klar til at få børn og i lang tid var jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle have nogen. Jeg havde det simpelthen for godt sammen med manden, vi kunne drikke vin til hverdag, hvis vi ville, vi kunne tage på spontane ture osv. og det var jeg ikke helt klar til at slippe... Men der skete ét eller andet, da jeg fyldte 31. Det var lige som om, at jeg fik lysten til at få børn - også inden jeg blev for gammel til det. Min mand er 10 år ældre end jeg, men har ikke presset på. Jeg tror, han har ment det var op til mig og så har han også nydt vores frihed - det er der ingen tvivl om.

Så jeg smed p-pillerne (det kostede ca. 5 kg. på sidebenene, men sådan var det jo bare :)) og efter ca. 6 måneder var der gevinst. Uden at tælle dage, bruge ægløsningstest eller lave alle mulige krumspring for at blive gravide, var det faktisk lykkedes og jeg var glad, men tænkte også "hvad f***** har jeg gang i" :unsure .

For at det ikke skal være løgn, har jeg termin den 27. november. Min mand har fødselsdag den 21. november, min far den 28. november og min mor den 30. november :D Desuden har mine 2 farbrødre fødselsdag i november og min kusine den 2. december, så der er også pres på for os. Men ved du hvad? Det er hamrende lige meget! Vi skal have et barn, og det er ligegyldigt, hvornår det kommer - bare det er sundt og rask! Man kan IKKE planlægge alt, og man kan komme til at overtænke hele projektet så meget, at det overskygger det vigtige: at man prøver at skabe et barn sammen med sin elskede :biglove .

Mht. din mands familie... Der er ikke andet at gøre, end at skære ud i pap for dem, at der kun er 2 mennesker der kan beslutte, hvornår I skal have børn, og det er din mand og dig! Jeg har selv måttet sige temmeligt kraftigt fra overfor min mor, fordi hun plagede om børnebørn. Da vi så endelig kom og annoncerede graviditeten (vi har været gift i lidt over 4 år nu og sammen i over 8 år) blev hun noget overrasket, men det passede os fint ^_^ .

Nå, men det var bare mit input :) Du kan jo tage hvad du kan bruge, men jeg vil bare lade dig vide, at det altså ikke er så slemt, når tingene ikke lige går efter planen - det kan faktisk være ret skønt, når de ikke gør ;) .

Knus fra mig :kram

[Fru SP]

Åh Maja, hvor jeg forstår dig. Jeg har aldrig nogensinde følt den der "kløe i æggestokkene", som folk snakker om. Aldrig. Nogle af mine veninder har gået direkte efter mænd, som ville have børn. Det har været et kriterie, ellers var det videre ud på markedet for at kigge efter en, der ville. Jeg har aldrig forstået det. Har haft det så dejligt uden børn. Rejserne, være sent oppe, sove længe, lørdag aften i biffen, friheden til at gøre, hvad man vil når som helst, hvor som helst. Jeg ved, at jeg nok også ville føle mig som et lykkeligt og komplet menneske, hvis jeg ikke fik børn.

Min lyst til børn er først kommet snigende i dette forhold (har kendt hinanden i 5 år), og først nu, efter vi er blevet gift, er jeg egentlig ikke klar, men jeg ved, at jeg vil have børn med ham, og det skal være nu, inden jeg bliver aaalt for gammel.

Og jeg er også ved at flippe helt ud over, at jeg ikke har mine p-piller mere. Føler mig helt bar. Det er virkelig at springe ud, hvor jeg ikke kan bunde ikke at have det som en fast, solid klippe, der altid har været der og styret min cyklus.

Puha. Det er skræmmende. Men ikke desto mindre har vi gang i projektet :loveshower

Åh, hvor er det skønt med en der har (haft) det på samme måde som mig. Det er også præcis sådan jeg har det. Jeg ved, at hvis jeg skal have børn, så skal det være med Svend.. Men vi har været sammen siden vi var teenagere, så det har aldrig rigtigt været aktuelt før nu... Kan så ikke sige, at jeg er for "gammel", hvis ikke det bliver lige nu, men det tog noget tid for min søster og hendes mand og jeg frygter lidt, at det bliver det samme for os og så vil jeg egentligt gerne i gang, for vi skal helt sikkert have flere end en :7himmel

Men det med p-pillerne er virkelig skræmmende, men jeg håber virkelig bare på at min cyklus ikke er helt crazy... Men jeg gider næsten heller ikke det der halløj med at tælle og ÆL tests og alle muligt! Synes det virker så omstændigt :rolleyes

Og ihhh, hvor er det også bare spændende, at du er stoppet med pillerne og forhåbentligt snart bliver gravid... :loveshower

Hej hej.

For at starte et sted: Veninderne.

Jeg er også den eneste gifte af vores venner og vi er nu de eneste med barn. Heldigvis er der 2 veninder der har fået kærester og dem ser vi ca hver 2 uge. Så skiftes vi til at lave god mad og SÅ hygges der. Her er Victoria med. Hun smiger dem alle, så mon ikke der snart kommer en legekammerat :)

Jeg går sjældent i byen nu, jeg har jo mand og barn. Inden, da vi bare var kærester, var jeg tit i byen med veninderne. Mine veninder går stadig i byen. Jeg savner det da indimellem! Men så tager jeg da bare med! Så nyder jeg det endnu mere og tøserne synes det er hylende sjovt, når jeg så endelig er med!

Så det ville jeg ikke tage så tungt.

For det andet: Vi startede også projekt baby, så vi ville få et juli-august barn. Det passede ind i vores planer - præcis som I gerne vil have Svend færdig.

Jeg ville sige at du skal smide pillerne nu, bruge kondom indtil i er helt klar. Så er der også større chance for at det lykkedes hurtigt :)

Vi valgte også at hvis jeg ikke var gravid, ville vi holde pause, så jeg ikke fik et julebarn. Vi nåede bare ikke så langt, for jeg blev gravid inden.

Så hvis I vil undgå et julebarn, så holder I da bare "pause" et par måneder og prøver så igen.

Til sidst: Stop med at bekymre dig :badgirl

Svends familie ønsker at få en lille bebs, og det er jo af ren kærlighed. Om det er nu eller om 5 år. Ignorer dem og føl efter hvad DU vil.

Men bliver man nogensinde HELT klar? Jeg er sikker på at man er gravid i 9 måneder, for at der er tid til at vænne sig til tanken :7himmel

:goodluck

(Beklager det lange svar :balloon )

Tusind tak for dit søde svar :) Jeg ved heller ikke hvor stort et problem det med veninderne bliver, men vi får at se. De fleste af dem, elsker børn og glæder sig til det bliver deres tur og så må jeg jo bare håbe, at de snart finder sig gode faste kærester og følger os :whistling

Ihh, jeg håber også, at vi ikke når så langt og det går hurtigt med at blive gravid, så vi når så langt! Men dejligt, at høre at andre har haft det på samme måde som os og god ide med kondomerne i stedet for piller de næste par mdr. indtil vi er klar :super

[Fru SP]

Først og fremmest: Velkommen til :balloons .

Jeg kan sige, fra én kontrolfreak til en anden: Du er NØDT TIL at slippe kontrollen! Det er dødhamrende svært, fordi vi er så vant til at kunne planlægge alt i vores liv ned i mindste detalje. Det kan man altså bare ikke med projekt baby. Bevares, man kan bruge ægløsningstests og lave skemaer over hvornår man skal have sex, men det er altså ikke noget garanti for succes. Og så er tror jeg også, at det kan have en ret så dræbende effekt på parforholdet ;)

Jeg har selv været længe om at blive klar til at få børn og i lang tid var jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle have nogen. Jeg havde det simpelthen for godt sammen med manden, vi kunne drikke vin til hverdag, hvis vi ville, vi kunne tage på spontane ture osv. og det var jeg ikke helt klar til at slippe... Men der skete ét eller andet, da jeg fyldte 31. Det var lige som om, at jeg fik lysten til at få børn - også inden jeg blev for gammel til det. Min mand er 10 år ældre end jeg, men har ikke presset på. Jeg tror, han har ment det var op til mig og så har han også nydt vores frihed - det er der ingen tvivl om.

Så jeg smed p-pillerne (det kostede ca. 5 kg. på sidebenene, men sådan var det jo bare :)) og efter ca. 6 måneder var der gevinst. Uden at tælle dage, bruge ægløsningstest eller lave alle mulige krumspring for at blive gravide, var det faktisk lykkedes og jeg var glad, men tænkte også "hvad f***** har jeg gang i" :unsure .

For at det ikke skal være løgn, har jeg termin den 27. november. Min mand har fødselsdag den 21. november, min far den 28. november og min mor den 30. november :D Desuden har mine 2 farbrødre fødselsdag i november og min kusine den 2. december, så der er også pres på for os. Men ved du hvad? Det er hamrende lige meget! Vi skal have et barn, og det er ligegyldigt, hvornår det kommer - bare det er sundt og rask! Man kan IKKE planlægge alt, og man kan komme til at overtænke hele projektet så meget, at det overskygger det vigtige: at man prøver at skabe et barn sammen med sin elskede :biglove .

Mht. din mands familie... Der er ikke andet at gøre, end at skære ud i pap for dem, at der kun er 2 mennesker der kan beslutte, hvornår I skal have børn, og det er din mand og dig! Jeg har selv måttet sige temmeligt kraftigt fra overfor min mor, fordi hun plagede om børnebørn. Da vi så endelig kom og annoncerede graviditeten (vi har været gift i lidt over 4 år nu og sammen i over 8 år) blev hun noget overrasket, men det passede os fint ^_^ .

Nå, men det var bare mit input :) Du kan jo tage hvad du kan bruge, men jeg vil bare lade dig vide, at det altså ikke er så slemt, når tingene ikke lige går efter planen - det kan faktisk være ret skønt, når de ikke gør ;) .

Knus fra mig :kram

Dejligt, at høre lidt forskelligt! Jeg har det præcis sådan, vi har det bare så godt os to og der er mange ting vi må "opgive", i stedet får man selvfølgelig så meget andet - det ved jeg, men puha.. Det er altså et stort skridt :kuller

Og ja - jeg ved godt, at jeg må slippe kontrollen, det er bare så svært!!! For som du skriver, så er det helt sikkert ikke så slemt at give slip, som jeg lige tror.. :whistling

Jeg har i første om gang bedt Svend om at snakke med hans forældre i næste weekend, hvor vi skal besøge forældre (jeg skal over til min mor, han hos sine forældre), og hvis det ikke virker så må jeg jo sige fra... Men jeg synes nu det kunne være rart, hvis det virker at Svend siger noget. Jeg har også allerede sagt det til min svigerfar og det virkede i hvert fald ikke..

Og hold op , hvor har I mange i november, helt så slemt er det ikke for os.. Men minder noget om jeres fødselsdag kalender... Jeg tror, vi er ude i at gøre som vi planlagde på bryllupsrejsen og prøver i et par mdr. og så holde prøve-pause indtil vi er ovre de fleste fødselsdage..

[Guest]

Uhha, jeg ved det godt og nogle gange får jeg også lidt dårlig samvittighed over at jeg er så fjollet med det, fordi der jo er folk der har svært ved det og det kan jo også tage lang tid for os eller ende med at vi ikke kan få børn og jeg tror også, at det har noget at skulle have sagt i forhold til min "frygt" til det hele.. Og så sidder jeg da nok og sparker mig selv over at vi ikke begyndte før. Men man bliver jo også nødt til at være klar...

Og tusind tak søde Vanni, jeg håber også at vi kan lave en baby top hurtigt :loveshower

Altså, jeg synes jo bestemt ikke, at du skal sparke dig selv for det, og faktum er jo, at vi bliver ældre inden vi får børn, og sådan er det jo. Men som sagt, synes jeg du gør dig nogle gode tanker omkring det hele. Og nogle skal igennem en længere behandling for at få børn, eller for at erkende, at man ikke selv kan få børn. Vi har brugt umådelig lang tid på, at forsøge selv uden hjælp eller lignende, inden vi besluttede os for adoption. Når jeg sidder og tænker tilbage, så kunne jeg godt fortryde, at vi ikke gik i gang med ansøgningen noget før. Men det er jo set i bagklogskabens lys...

[Fru SP]

Altså, jeg synes jo bestemt ikke, at du skal sparke dig selv for det, og faktum er jo, at vi bliver ældre inden vi får børn, og sådan er det jo. Men som sagt, synes jeg du gør dig nogle gode tanker omkring det hele. Og nogle skal igennem en længere behandling for at få børn, eller for at erkende, at man ikke selv kan få børn. Vi har brugt umådelig lang tid på, at forsøge selv uden hjælp eller lignende, inden vi besluttede os for adoption. Når jeg sidder og tænker tilbage, så kunne jeg godt fortryde, at vi ikke gik i gang med ansøgningen noget før. Men det er jo set i bagklogskabens lys...

Nej, jeg ved godt at du ikke synes jeg skal sparke mig selv - men mon ikke man gøre det alligevel... <_< men vi har taget snakken igen og tror vi egentligt er kommet til sagens kerne! :rolleyes

En af tingene er at jeg er p*sse bange for at mit liv skal ændre sig, så meget at jeg ikke længere kan genkende det, at jeg skal sidde i sådan en aldrig-kommer-ud-og-har-ikke-været-i-bad-i-3-dage-og-lugter tilstand i et år, fordi Svend ikke har mulighed for at tage barsel.. At vi glemmer for at være kærester og ikke laver ting sammen, fordi vi er blevet forældre og så hader jeg tanken om at Svend kommer til at elske en anden højere end mig (jeg ved det godt, total forkælet - men sådan er det!!) også selvom jeg godt ved at det er en anden kærlighed og at jeg også elsker den der baby ligeså meget som Svend.. Og så den der ekstra frygt for, hvordan jeg kommer til at se ud mens og efter graviditeten og at Svend slet ikke synes jeg er en frækkert mere :whistling Rent ud sagt, er jeg sindsygt bange for den ændring et barn laver...

Men vi snakker om det og snakker lidt mere om det og så bliver jeg nok så klar som jeg nogensinde bliver.. Som sagt tidligere, så tror jeg ikke at jeg nødvendigvis er en af den der er født til at blive mor, men derfor betyder det jo ikke at jeg ikke gerne vil være det <_<

[Forunderligt]

... jeg tanken om at Svend kommer til at elske en anden højere end mig (jeg ved det godt, total forkælet - men sådan er det!!) også selvom jeg godt ved at det er en anden kærlighed og at jeg også elsker den der baby ligeså meget som Svend..

Får lige lyst til at sige at jeg aldrig har været så forelsket i min mand som lige da vi fik baby. :loveshower Jeg var bare et stort bundt følelser og følte mig tættere end nogen sinde på den kære mand som havde været med hele vejen. Det ER en anden kærlighed, og det magiske der sker når man får barn er at man bare får mere kærlighed i puljen, så ingen mister noget... lidt det samme sker når man får nr 2 og måske tænker, jeg kan da UMULIGT elske et andet barn lige så meget som nr 1... men jo, det kan man faktisk!

At du ikke føler du er født til at blive mor er også en følelse som sagtens kan ændre sig fuldstændig, det øjeblik du står med dit eget lille vidunder. Det er hørt om før ;)

[Fru SP]

Får lige lyst til at sige at jeg aldrig har været så forelsket i min mand som lige da vi fik baby. :loveshower Jeg var bare et stort bundt følelser og følte mig tættere end nogen sinde på den kære mand som havde været med hele vejen. Det ER en anden kærlighed, og det magiske der sker når man får barn er at man bare får mere kærlighed i puljen, så ingen mister noget... lidt det samme sker når man får nr 2 og måske tænker, jeg kan da UMULIGT elske et andet barn lige så meget som nr 1... men jo, det kan man faktisk!

At du ikke føler du er født til at blive mor er også en følelse som sagtens kan ændre sig fuldstændig, det øjeblik du står med dit eget lille vidunder. Det er hørt om før ;)

Åh, good to know... :loveshower Nu må vi se hvordan det hele bliver når det sker men pyha.. Det er bare så stort og livsændrende... :whistling

[Fru SP]

Nu har vi taget en beslutning, som vi begge kan leve med og er glade :loveshower

Jeg stopper med p-piller næste gang jeg skal have mens, dvs. sidste pille er søndag den 2. oktober.... :rolleyes

Meeeeen vi går ikke i gang med projekt baby lige med det samme... Vi har aftalt at bruge noget andet beskyttelse indtil mens engang i januar - så håber jeg bare på at min cyklus bliver normal hurtigt...

Og så er planen, at vi i januar og starten af februar :hump på de helt rigtige tidspunkter i forhold ÆL osv og så tager vi den lidt mere med ro indtil , men begynder ikke på noget beskyttelse, det bliver nok bare ikke lige under ÆL vi sexer.. Vi vil stadig gerne undgå et vinterbarn og jeg vil for alt i verden undgå et barn på min fødselsdag... På det punkt er jeg meget forkælet og min fødselsdag er altså min!! Og jeg deler den ikke... :whistling (så altså ingen hanky-panky i marts/april uden beskyttelse) og ellers må det komme, som det gør...

Grunden til, at vi venter er at vi har besluttet for længe siden og bestilt skiferie i uge 4 og jeg blev pludselig virkelig bange for at jeg skader et evt. foster eller mister det, hvis jeg er gravid på det tidspunkt.. Jeg er ikke en særlig habil på ski og ved at jeg falder osv og jeg vil ikke være bange for at miste hele ugen, for så får jeg jo ikke en særlig god ferie ud af det...

Så jeg tænker faktisk at jeg oprette en rigtig tråd i Min vej til graviditet og ikke sådan en "prøve-tråd" som denne, så kan jeg også skrive cyklusserne ned osv.. uhhh spændende...

[Guest Majkat]

Ihhh hvor spændende. Det lyder som et rigtig godt kompromis at starte i det nye år.

Held og lykke med det hele. Jeg glæder mig til at følge med i din "rigtige" tråd når du får lavet den. :goodluck

[Fru-Nielsen]

Ihh hvor dejligt! :loveshower

[Fru SP]

Ihhh hvor spændende. Det lyder som et rigtig godt kompromis at starte i det nye år.

Held og lykke med det hele. Jeg glæder mig til at følge med i din "rigtige" tråd når du får lavet den. :goodluck

Ihh hvor dejligt! :loveshower

:loveshower Synes også det var et fint kompromis, som også Svend kan leve med.. Han har ellers været klar i flere år, hvor jeg først har været på vej det sidste års tid...

Og hvor er I hurtige til at svare - deeeejligt :kram