Hvordan tackler man et barn der lyver?? OG stjæler?!

[Guest Diden]

Se DET kan jeg bruge til noget :D Tusind tak stikan!! :D Jeg har fået så mange gode idéer nu :)

[mille1981]

Jeg er imponeret over både dig, Stikan, men så sandelig også Xander!

Jeg har også prøvet at bruge den med at de skal forestille sig hvordan det er for den anden at miste noget/blive kaldt grimme ting, og det kan de slet ikke sætte sig ind i... Hatten af for jer! :super

[Stbaby]

Det lykkes heller ikke altid

Der er stadig gange hvor det ender med gråd, smækken med dørene og sure miner - men for hver gang det lykkes er det lettere næste gang :)

[Guest Diden]

Jeg satte mig ned med Sara her til aften og snakkede med hende om parfumen og fik hende til at tegne selve parfumen og hvor meget hun troede jeg var glad for den, og hvor ked af det jeg så blev da jeg så hun havde brugt halvdelen... Vi sammenlignede det med noget af hendes yndlings legetøj, og jeg tror hun forstod det...

Har i hvert fald det jeg kan bruge næste gang :D

[Annaperenna]

Godt I fandt en løsning :)

og kan se du er gravid, så er parfume heller ikke lige det du bruger mest af så den skal nok holde langt tid endnu :)

[Stbaby]

Super :)

(og husk det også kan bruges på voksne - når manden er møgtræls så tegn hans følelser. Så kan det være lettere at forstå hvorfor det er han gør som han gør. Eller tegn dine følelser til ham og giv ham papiret mens du tager et langt bad. Så kan det være han lettere kan forstå dig og det er lettere at få snakket ud bagefter :))

[Guest Diden]

Det er stykke tid siden det første indlæg, og hun har fortsat med at lyve med kortere og kortere mellemrum.. Det er små dumme ting hun lyver om, feks at hun ikke har børstet tænder selvom hun påstur hun har, at det ikke er hende der har tværet chokolade ud på hendes sengelagen selvom jeg lige har skiftet det og der kun er hende der har spist chokolade og sådan nogle ting..

Nu har det dog udvilket sig til et punkt hvor vi simpelthen ikke ved hvor vi skal gøre af os selv længere..

For nogle måneder siden efterhånden havde hun taget et stykke legetøj med hjem fra SFO'en.. En lille ubetydelig hoppebold så vidt jeg husker, men der blev slået meget hårdt ned på det! Tyveri accepterer vi IKKE.. Det er ikke rigtig sket siden, men på det sidste er det eskaleret helt vildt!! Og her taler vi altså om 5 tilfælde indenfor 2 uger hvor jeg har fundet legesager på hendes værelset der ikke er hendes, hvor hun enten har indrømmet med det samme at det er oppe fra SFO'en, eller hvor jeg direkte har skulle tvinge hende til at sige sandheden og været nødt til at pille hendes historie ad for at få hende til at indrømme det..

I går lavede jeg en razzia på hendes værelse for at finde ud af hvor meget hun havde gemt rundt omkring, også så vi ikke ville blive ved med at finde ting og skælde ud for, selvom de måske var gamle... Jeg spurgte hende med det samme om hun havde et slags gemmested, for så kunne hun ligeså godt sige det med det samme - vi ville finde det under alle omstændigheder, men det mente hun ikke der var...

Jeg fandt yderligere 3 ting.. Én ting der lå i en skuffe, og to ting der lå gemt væk i en lille pung...

Vi har efterhånden prøvet alt.. Forklaret det på en pæn måde, og virkelig udpenslet for hende hvor forkert det er at stjæle OG lyve.. Hun har fået de værste skideballer hun nogensinde har fået før, så slemme at jeg brød fuldstændig sammen bagefter... Men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg ellers skulle stille op med hende...

Det endte med at da jeg ringede til J 3. gang i går og forklarede at nu havde jeg altså fundet noget mere at han bad om at snakke med hende.. Og for første gang - nogensinde - gav han sin datter en skideballe så det battede - over telefonen velogmærket... Jeg ved ikke om jeg synes det var en god idé, eller om det har virket...

Hun fik at vide at skete det bare én gang til tog vi alt hendes legetøj fra hende... Det reagerede hun meget voldsomt på og jeg forklarede hende bagefter at det var jo sådan hun fik andre børn til at føle når hun tog legesager fra dem. Og at hun jo var så ked af det bare ved tanken om at miste alt sit legetøj...

Vi har snakket frem og tilbage hvad søren årsagen kan være til at hun gør det.. hun er enebarn så hun skal ikke dele med nogen, ærlig talt leger hun overhovedet ikke med sit legetøj.. måske én gang hver 14. dag eller noget i den dur... hun får stort set alt hvad hun peger på, hun får sjældent nej, så det er jo heller ikke derfor... Derved heller ikke sagt at det er tit hun får noget, vi er sjældent ude og shoppe... hun får måske legetøj 2-3 gange om året udover jul og fødselsdag..

Vi er på totalt bar bund.... Vi er begge to meget irritable og frustrerede for vi aner ikke hvad vi skal gøre... Jeg selv er meget træt af at skulle bruge en masse energi på at skulle skælde ud hver dag de sidste 2 uger fordi hun enten har stjålet eller løjet....

Nu skal hun på lejr i næste uge og så står den på 3 ugers sommerferie.. Mit håb er at hun vænner sig af med det i den ferie....

For ellers :help :boo

[TiaK]

Her kommer lige et bud fra en uerfaren mor (har ikke engang været mor i 14 dage! :rolleyes ) Så hvis jeg rammer ved siden af, så bær over med mig...

Jeg tænker lidt - er det ikke med sådan med børn, negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed? Jeg overvejer om I får dækket hendes opmærksomhedsbehov? Hvor meget kvalitetstid har i med hende, hvor det er hvor det enten er dig eller J, der giver jeres fulde opmærksomhed til hende? Hvor hun må bestemme om I skal tegne, lege med whatever eller måske bare hvilken aftensmad i skal lave sammen?

Hvis hun får nok positiv opmærksomhed, så behøver hun ikke stjæle eller lyve for at få jeres negative opmærksomhed?

Og uden at jeg har noget at have det i - så har jeg lidt på fornemmelsen (fra noget du sikkert har skrevet tidligere) at det er J's opmærksomhed hun savner?

Igen Ditte, bær over med mig, hvis jeg er hel ved siden af... :)

[Guest Diden]

Her kommer lige et bud fra en uerfaren mor (har ikke engang været mor i 14 dage! :rolleyes ) Så hvis jeg rammer ved siden af, så bær over med mig...

Jeg tænker lidt - er det ikke med sådan med børn, negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed? Jeg overvejer om I får dækket hendes opmærksomhedsbehov? Hvor meget kvalitetstid har i med hende, hvor det er hvor det enten er dig eller J, der giver jeres fulde opmærksomhed til hende? Hvor hun må bestemme om I skal tegne, lege med whatever eller måske bare hvilken aftensmad i skal lave sammen?

Hvis hun får nok positiv opmærksomhed, så behøver hun ikke stjæle eller lyve for at få jeres negative opmærksomhed?

Og uden at jeg har noget at have det i - så har jeg lidt på fornemmelsen (fra noget du sikkert har skrevet tidligere) at det er J's opmærksomhed hun savner?

Igen Ditte, bær over med mig, hvis jeg er hel ved siden af... :)

Jeg tror også lidt det samme som dig, og har vi helt sikkert også snakket om... Hans firmas kontrakt med Ikea bliver opsagt her i slutningen af August, og får han ikke nok arbejde hjem der (håber jeg) at han siger op.. Og så er det ikke til at sige om det vender igen...

Men har helt sikkert også tænkt tanken at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.. Men når det bare er hende og jeg hjemme synes jeg hun får fint med opmærksomhed - igen er der jo kun hende... På det sidste har det hele fokuseret omkring at hun enten har løjet eller stjålet næsten hver dag... I går var et af de første dage i laaaang tid hvor vi ikke skulle skælde ud eller noget og det var skønt.. J sad og så Mulan med hende, og derefter en masse tegnefilm så de råhyggede i går.. :)

[Mille]

Helt ærligt... Pigen er 8 (!!!) år. Hun lyver helt klart for at få kontakt.

Tænk, at I vil være bekendt at true med at tage alt hendes legetøj - jeg er rystet! Hvad med at spørge ind til, HVORFOR hun tager andres ting?

[Guest Diden]

Helt ærligt... Pigen er 8 (!!!) år. Hun lyver helt klart for at få kontakt.

Tænk, at I vil være bekendt at true med at tage alt hendes legetøj - jeg er rystet! Hvad med at spørge ind til, HVORFOR hun tager andres ting?

kontakt har hun masser af.. J's opmærksomhed er nok nærmere svaret.

Den trussel kom bestemt ikke efter én oplevelse men efter gentagne tyverier.. Og hvad får dig til at tro at vi kunne finde på ikke at spørge hende om hvorfor hun gør sådanne ting??? SELVFØLGELIG har vi da spurgt hende, men når hun ikke selv ved det er det en kort proces!

[TroldeMor]

Helt ærligt... Pigen er 8 (!!!) år. Hun lyver helt klart for at få kontakt.

Tænk, at I vil være bekendt at true med at tage alt hendes legetøj - jeg er rystet! Hvad med at spørge ind til, HVORFOR hun tager andres ting?

Auch.... Det var godt nok en hård udmelding at komme med.... Og så som anden besvarelse på forum :blink

Der skal være plads til alle her.... Også dig! Men jeg vil da opfordre dig til at holde en lidt pænere tone, for den slags kommer du ikke særlig langt med herinde :rolleyes

:kram2 til dig Ditte...... Jeg håber det går bedre med Sara :kram2

[Stbaby]

Jeg tror at børn i den alder handler før de tænker. Og hvis der er noget de vil have så tager de det - uden at tænke over konsekvensen :(

Vi voksne har heldigvis lært at det gør man ikke (det siger loven) så selvom vi gerne vil have noget så må vi spare op så vi selv kan købe det.

Svaret 'det ved jeg ikke' kender jeg ALT for godt med Xander (der dog kun er 7 år). Han kan også 'komme til' at tage ting med hjem fra SFO, gå i slikskabet selvom han ved han ikke må eller tage sko på ud i regnvejr.

Og når vi så snakker om det, så ved han godt det er forkert, men til spørgsmålet om hvorfor han så gjorde det når han nu ved det er forkert er svaret: Det ved jeg ikke.

Og så forvirret som han ser ud i hovedet, så tror jeg faktisk på ham når han siger han ikke ved det - det var bare en impulshandling uden tanker bag.

Men lige som med små børn der skal lære at snakke, at gå, at man ikke må slå, sige tak for mad osv. osv. så tror jeg på at vejen frem er gentagelser, gentagelser, gentagelser.

Og igen som med små børn, så skal der være nogle konsekvenser. Et barn der slår bliver taget væk fra legen (hvilket er større straf end at få at vide at man ikke må slå), et barn der siger tak for mad får ros, et barn der bevidst smider maden på gulvet får fjernet maden.

Straf og belønning - og selvfølgelig skal dette også bruges over for ældre børn :)

Jeg synes det er super godt at du tager hendes legetøj og sætter en kobling på at hun bliver ked af det, men det gør de børn hun har taget legetøj også. Denne sammenhæng er den vigtige del - så hun selv kan mærke hvordan det føles når hjernen nu ikke automatisk laver den kobling.

Vi var 'onde' forældre i sidste uge. De store drenge havde været på slikjagt i kælderen (alt slik er fjernet fra div. skabe og gemt i et rum i kælderen hvor børn ikke må komme ind - det havde de gjort alligevel).

Konsekvensen for at have stjålet slik = ingen slik til Disneysjov!! Og de andre børn fik slik som de plejer for de havde ikke gjort noget galt.

Når man er 7 og 10 kan man godt forstå denne straf og jeg håber de nu har lært lektien. Sjovt nok var der ingen brok fra dem til Disneysjov, for de vidste jo godt hvorfor de ikke fik noget, men de spurgte pænt om de måtte tage et æble, hvilket var ok.

Jeg kunne også have valgt at give dem opvasken en uge, at tage deres computer et stykke tid eller give dem stuearrest, men så ville der ikke være en sammenhæng mellem deres udåd og deres straf. Her fik de at vide at vi ikke vil have at de stjæler fra os eller går ind i det rum, og grunden til at de ikke fik slik om fredagen var at de havde jo fået deres portion i løbet af ugen - hvilket de andre børn ikke havde.

[Guest Diden]

Jeg tror at børn i den alder handler før de tænker. Og hvis der er noget de vil have så tager de det - uden at tænke over konsekvensen :(

Vi voksne har heldigvis lært at det gør man ikke (det siger loven) så selvom vi gerne vil have noget så må vi spare op så vi selv kan købe det.

Svaret 'det ved jeg ikke' kender jeg ALT for godt med Xander (der dog kun er 7 år). Han kan også 'komme til' at tage ting med hjem fra SFO, gå i slikskabet selvom han ved han ikke må eller tage sko på ud i regnvejr.

Og når vi så snakker om det, så ved han godt det er forkert, men til spørgsmålet om hvorfor han så gjorde det når han nu ved det er forkert er svaret: Det ved jeg ikke.

Og så forvirret som han ser ud i hovedet, så tror jeg faktisk på ham når han siger han ikke ved det - det var bare en impulshandling uden tanker bag.

Men lige som med små børn der skal lære at snakke, at gå, at man ikke må slå, sige tak for mad osv. osv. så tror jeg på at vejen frem er gentagelser, gentagelser, gentagelser.

Og igen som med små børn, så skal der være nogle konsekvenser. Et barn der slår bliver taget væk fra legen (hvilket er større straf end at få at vide at man ikke må slå), et barn der siger tak for mad får ros, et barn der bevidst smider maden på gulvet får fjernet maden.

Straf og belønning - og selvfølgelig skal dette også bruges over for ældre børn :)

Jeg synes det er super godt at du tager hendes legetøj og sætter en kobling på at hun bliver ked af det, men det gør de børn hun har taget legetøj også. Denne sammenhæng er den vigtige del - så hun selv kan mærke hvordan det føles når hjernen nu ikke automatisk laver den kobling.

Vi var 'onde' forældre i sidste uge. De store drenge havde været på slikjagt i kælderen (alt slik er fjernet fra div. skabe og gemt i et rum i kælderen hvor børn ikke må komme ind - det havde de gjort alligevel).

Konsekvensen for at have stjålet slik = ingen slik til Disneysjov!! Og de andre børn fik slik som de plejer for de havde ikke gjort noget galt.

Når man er 7 og 10 kan man godt forstå denne straf og jeg håber de nu har lært lektien. Sjovt nok var der ingen brok fra dem til Disneysjov, for de vidste jo godt hvorfor de ikke fik noget, men de spurgte pænt om de måtte tage et æble, hvilket var ok.

Jeg kunne også have valgt at give dem opvasken en uge, at tage deres computer et stykke tid eller give dem stuearrest, men så ville der ikke være en sammenhæng mellem deres udåd og deres straf. Her fik de at vide at vi ikke vil have at de stjæler fra os eller går ind i det rum, og grunden til at de ikke fik slik om fredagen var at de havde jo fået deres portion i løbet af ugen - hvilket de andre børn ikke havde.

endnu engang tak for dine visdomsord!! :)

Jeg har tænkt, tænkt og tænkt lidt mere hele formiddagen! Som man især kan læse om i mit liv tråden hvor præcis denne problemstilling er oppe at vende igen og jeg er simpelthen nødt til at gøre noget drastisk.. Sara har ikke ændret sig synderligt, så fejlen må jo ligge ved mig og min måde at tackle det på!

Tak for støtten Troldemor! - og tanken :) jeg håber det kommer til at gå fremad med Sara snart

[Mette A.]

Jeg er ked af at høre I har så mange problemer med jeres datter. Alle de råd jeg kan komme på selv er allerede givet af andre, så jeg håber bare for jer at det vil blive bedre hen ad vejen. Og tro nu på det! Hvis I ikke selv tror på at jeres datter kan ændre sig til det bedre, hvordan skal hun så selv kunne tro på det og gøre det? I må være overbevisende overfor hende at det kan hun sagtens og at I har fuld tillid til at hun vil klare det hen ad vejen.

Held og lykke med hende :kram2