Hvordan tackler man et barn der lyver?? OG stjæler?!

[Guest Diden]

For at starte ud med baghistorien.

I går aftes bad jeg min bonus datter på 7 år om at gå ud og gøre klar til at gå i seng. Det er der i sig selv ingen konflikt i.

Efter ca 10 minutter går min mand ud til hende og jeg kan høre at en konflikt er under opsejling. Kan høre han spørger hende om hun har været i gang med at sprøjte med parfume og først prøver hun at forklarer at det er hendes balsam spray.. Dertil siger min mand at han kan lugte det ikke er den og at hun skal sige sandheden nu uden en masse udenoms forklaringer. De står og snakker lidt frem og tilbage og min mand er inde og høre mig efter om jeg har brugt min parfume. Det har jeg ikke. Hun bliver dog ved med at holde fast på at hun ikke har gjort noget. Min mand stoler på hende men er stadig meget råvild da sådan noget parfume ikke bare kommer af sig selv.

Jeg rejser mig så for at kigge efter da jeg kan huske hvor jeg stiller mine ting. Allerede ude i gangen foran badeværelset lugter det MEGET kraftigt af en sød parfume - et af mine parfumer.. Og ganske rigtigt.. Min daisy fra Marc jacobs mangler nu halvdelen... Og den havde jeg fået af min mand i bryllupsgave. Jeg tager den frem og kigger på hende men magter simpelthen ikke at tage konflikten! Jeg er så såret over det at det gør ondt og ligger mig ind i sengen og fælder nogle tårer mens de snakker om det..

Hun ville angiveligt gøre os glade ved at gøre badeværelset rent og havde derfor taget et håndklæde for at gøre toilet spanden ren og brugt parfumen som middel....

Enden på det hele blev at min mand lod tvivlen komme hende til gode. Altså ingen straf..

Jeg personligt synes hun er sluppet alt for let omkring det, men det er jo også mig det gik ud over..

Jeg forklarede min mand i morges at jeg var meget ked af det og såret og at jeg synes hun var sluppet for let om det for jeg fil til svar at for det første er det jo bare en ting og jeg skulle nok få en ny når den var Tom.. Og at for det andet boede vi ikke i middelalderen og han kunne ikke li at give straffe..

Dertil ska det siges hun har aldrig fået smæk. Den værste straf hun til dato har fået er ingen fjernsyn i nogle dage..

Nu kommer så spørgsmålet. Hvordan tackler man det lyvende barn?

Vi forklarer hende meget tydeligt at hun får dobbelt så meget skældud når hun lyver end hvis hun bare fortalte sandheden.. Men indtil nu har det ikke hjulpet..

Og jeg er af den opfattelse af det i hvert fald slet ikke hjælper på noget at hun 'slipper med' at få skældud..

Er virkelig i vildrede.. Der er ikke noget der kan gøres nu da man ikke rigtig kan give en forsinket straf, men vil gerne høre andres erfaringer.

[Stbaby]

Aner det ikke :(

Jeg kæmper selv med Xander på 6 og Linus på 3 er også begyndt på det.

I fredags kom Xander hjem fra skole, legetøjsdag og havde som sædvanlig sin nintendo med.

Jeg spørger om han har fået den med hjem - jo det har han da.

Efter en halv time spørger jeg om han skal have den med på weekend hos far, det skal han og han smutter lige ind for at sætte den til opladning. Dejligt han selv kan tænke så langt at den skal lades op inden vi kører så han kan spille i bilen.

Da vi skal afsted siger jeg at han skal huske at tage den med, nu hvor han har sat den til opladning - han siger han har pakket den.

I bilen keder han sig og jeg siger han godt må spille. Han roder i tasken og kommer frem til at han har glemt den hjemme og ikke fået den pakket.

Jeg tænker ikke mere over det, før i går da jeg gør rent på børneværelset. For der er ingen nintendo til opladning!

Da han kommer hjem fra far i aftes spørger jeg ham hvor den er henne og svaret er at det ved han ikke.

Jeg spørger om han overhovedet fik den med hjem fra skole og endelig indrømmer han at det har han ikke.

Han ved ikke hvor han har lagt den deroppe :(

Straffen for dette er:

Afsted kl. 7 i morges i stedet for 7.30 så der er tid til at lede efter en inden skoletid

Lede efter den i SFO efter skole (sender en besked til sfo'en så de husker ham på at han skal lede efter den)

Når han finder den og kommer hjem med den (det er jo ikke sikkert det bliver i dag) tager jeg den en uge. Han spiller dagligt og det er en stor straf for ham ikke at må spille en hel uge. Dette er straffen for at lyve!!

Straffen for ikke at passe ordenligt på den er at han ikke må få den med i skole før efter påskeferien. Dette er også noget træls da 99% har spillemaskiner med om fredagen til legetøjsdag og han så må nøjes med at stå og kigge på de andre spiller (eller lave noget andet).

Grunden til disse to straffe er:

At lyve straffes hårdt!! Og det værste ifølge ham selv er ikke at kunne spille.

Når han ikke kan passe på den i skolen er han ikke gammel nok og så må vi vente et par måneder og se til den tid om han så er gammel nok.

Linus får endnu ikke nogen straf men en meget sur mor / far og får at vide at det han fortæller ikke er rigtigt og at det er at lyve, og at vi ikke vil have han lyver.

Nogle gange prøver han bevidst at snyde og andre gange tror han at han har gjort tingene han snakker om, så det er noget af en balancegang.

[Morpige]

Jeg er ikke tilhænger af straf. Jeg synes du skal sætte dig ned alene med hende og sige "Tak fordi du ville gøre badeværelset rent- det er jeg glad for. Men du må ikke bruge min parfume til det. Nu skal jeg vise dig hvordan du gør det rent!"

Og så vis hende rengøringsmidler og fortæl hende at det er bedst ikke at bruge dem heller, eller at hun næste gang kan komme og spørge dig hvordan hun skal gøre.

[Dorthe]

Jeg er ikke tilhænger af straf. Jeg synes du skal sætte dig ned alene med hende og sige "Tak fordi du ville gøre badeværelset rent- det er jeg glad for. Men du må ikke bruge min parfume til det. Nu skal jeg vise dig hvordan du gør det rent!"

Og så vis hende rengøringsmidler og fortæl hende at det er bedst ikke at bruge dem heller, eller at hun næste gang kan komme og spørge dig hvordan hun skal gøre.

Jeg vil sige, at jeg også er tilhænger af det der bliver skrevet her.

Synes måske det er lidt for meget, at ligge sig ind i sengen og græde over det ;) men sådan er vi jo så forskellige :)

[Guest baby2011]

Jeg er ikke tilhænger af straf. Jeg synes du skal sætte dig ned alene med hende og sige "Tak fordi du ville gøre badeværelset rent- det er jeg glad for. Men du må ikke bruge min parfume til det. Nu skal jeg vise dig hvordan du gør det rent!"

Og så vis hende rengøringsmidler og fortæl hende at det er bedst ikke at bruge dem heller, eller at hun næste gang kan komme og spørge dig hvordan hun skal gøre.

Den holder jeg også på :) Jeg går heller ind for straf, men jeg snakker altid med vores datter om det og fortæller hende at jeg eks bliver rigtig ked af det hvis hun gør sådan og sådan..Eller som Morpige skriver, så vis hende hvordan man gør fremover...

[Guest Diden]

Jeg vil sige, at jeg også er tilhænger af det der bliver skrevet her.

Synes måske det er lidt for meget, at ligge sig ind i sengen og græde over det ;) men sådan er vi jo så forskellige :)

Det var en bryllupsgave og jeg er noget følsom (og er generelt følsom af natur) i tiden med de smerter jeg har... Derfor blev jeg ked af det.

[TroldeMor]

Det var en bryllupsgave og jeg er noget følsom (og er generelt følsom af natur) i tiden med de smerter jeg har... Derfor blev jeg ked af det.

Jeg kan ikke hjælpe dig med gode råd desværre....

Men ville bare lige sige at jeg godt kan forstå du blev ked af det... En bryllupsgave fra manden er jo noget der betyder meget for én, og du har sikkert passet ekstra godt på den, kun brugt den ved særlige lejligheder osv.... Så jeg kan godt forstå din reaktion da du opdagede den pludselig var halvtom.

Affektionsværdi er noget underligt noget, og ting der virker ligegyldige for alle andre, kan have stor værdi for én selv.

Og selvfølgelig er der også forskel på hvor følsom man er, og med alle de hormoner du har farende rundt i din krop pga :gravid så bliver det hvert fald ikke nemmere at spille cool.... Sådan har det hvert fald været for mig...

Jeg håber du har det bedre nu, og at du og manden får fundet en fælles løsning, til at tackle når hun lyver. :kram2

[Guest Diden]

I mine øjne har det ikke hjulpet indtil videre blot at sætte sig ned og snakke med hende om det. Min opfattelse er at det går ind af det ene øre og ud af det andet... For kan man slippe med en skideballe og en sæt-sig-ned-og-snak-om-det-tur er det lettere sluppet end hvis hun ikke måtte se TV i nogle dage er det da helt sikkert at foretrække det første og lærer man så af det?

Vi havde mange problemer med hende lige da jeg kom grundet jeg havde katte med og hun ikke kunne finde ud af at behandle dem ordentligt. Efter ca et halvt år og nogle timeouts og endnu flere skideballer var hun begyndt at lære det bare en lille smule.. Jeg skal dog ikke kunne sige hvad der hjalp mest, men jeg har kunne mærke på hende at hun først indså hun havde gjort noget slemt når hun blev sat i timeout.. Fik hun en skideballe var det bare "jaja" og "skal nok opføre mig ordentligt nu"....

Jeg har brug for nogle værktøjer der kan fungerer i hendes tilfælde...

[Guest Diden]

Jeg kan ikke hjælpe dig med gode råd desværre....

Men ville bare lige sige at jeg godt kan forstå du blev ked af det... En bryllupsgave fra manden er jo noget der betyder meget for én, og du har sikkert passet ekstra godt på den, kun brugt den ved særlige lejligheder osv.... Så jeg kan godt forstå din reaktion da du opdagede den pludselig var halvtom.

Affektionsværdi er noget underligt noget, og ting der virker ligegyldige for alle andre, kan have stor værdi for én selv.

Og selvfølgelig er der også forskel på hvor følsom man er, og med alle de hormoner du har farende rundt i din krop pga :gravid så bliver det hvert fald ikke nemmere at spille cool.... Sådan har det hvert fald været for mig...

Jeg håber du har det bedre nu, og at du og manden får fundet en fælles løsning, til at tackle når hun lyver. :kram2

Tusind tak for indlægget..! Det er lige præcis sådan jeg har det :boo

Min mand er et af dem der ikke forstår mig da det jo bare er en ting.. Og ja det er det da.. Men som du siger er affektionsværdien meget høj for mig da det er et af de bedste gaver jeg har fået fra ham, og så endda bryllupsgave...

[Hjerterdame]

Jeg vil sige, at jeg også er tilhænger af det der bliver skrevet her.

Synes måske det er lidt for meget, at ligge sig ind i sengen og græde over det ;) men sådan er vi jo så forskellige :)

Meget enig, også med din mand at parfumen bare er en ting og den kan komme igen.

Og er det en løgn hun stikker jer? Prøv at definerer løgn. Jeg syntes mere det lyder som en dårlig undskyldning for noget man er taget på fast gerning i.

Spørgsmålet er om det er den rigtige grund hun giver. Måske ville hun gerne prøve/låne din parfume og ikke turde spørge/sige hvad hun ville, og hvem kan ikke selv huske hvoor spændende det var at låne mors dameting.

Du bliver nødt til at tage en snak med hende, kun dig og hende, og fortælle hende at hun godt må låne dine ting (hvis det er tilfældet), hvis bare hun spørger om det først. Og så skal du gøre dig selv klart hvilket forhold du ønsker til din bonusdatter. Hvis du gerne vil opnå respekt og tillid fra hende, er du også nødt til at vise det tilbage. Tillid får man ikke ved straf, men en god snak er på sin plads. Hun skal føle at hun altid kan komme til dig, selvom hun har gjort i nælderne. På den måde kan I opbygge et unikt forhold til hinanden.

Held og lykke med det.

[Barbamama]

Jeg kan rigtig meget godt forstå, at du blev ked af det over det med parfumen! :kram Det var jeg også selv blevet, netop pga. affektionsværdien - og jeg er ikke engang gravid ;) Men jeg håber, at det kan trøste dig, at tænke på at du jo altid kan gemme selve flasken. Og parfumen indeni ville jo blive brugt op på et tidspunkt uanset hvad. :)

Nå, men det handler vel om det med, hvordan I får hende til at holde op med at lyve. :) Nu har jeg ikke selv børn, men jeg tænker lidt, at hvis I straffer hende for at lyve - lærer I hende så ikke bare, at hun skal være bedre til at lyve næste gang, så hun ikke bliver opdaget? Jeg er med på, at en evt. straf nok ville være ledsaget af en snak også, men hvis det vigtigste element er f.eks. "ingen tv", så kan jeg godt forstå, hvis hun har svært ved at greje om hun blev straffet for det hun havde gjort, eller fordi hun blev taget i det (og jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville "linke" det sådan, at straffen kom af at jeg løj - slet ikke, hvis tingene har tendens til at fise ud af ørerne igen).

Og hvis hun skal holde op, så skal det vel helst være fordi hun forstår, at det er forkert, og ikke fordi hun frygter en straf?

Jeg vil ikke sige, at jeg synes det er forkert at straffe. Men jeg synes det er MEGET vigtigt, at snakken er det vigtigste element. Og så synes jeg, at der er forskel på at tage en snak, hvor barnet kan mærke at man er sur, og på at give en skideballe. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan "skideballe" præcist foregår hos jer, men jeg ved da med mig selv, at jeg er langt mere modtagelig overfor fornuft, hvis jeg også bliver spurgt neutralt ind til, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort, end jeg er, hvis jeg bare bliver råbt af, at jeg har gjort noget forkert. Ok, det blev vist snørklet, men håber at det giver mening. Pointen er, at hun jo skal lære HVORFOR det er forkert at lyve, og ikke bare AT det er forkert at lyve. Pas på med at en straf ikke bliver en "hævn" for at hun har såret dig, men (højst) et opdragelsesmiddel, der viser at "det må man ikke" - og husk at det er vigtigere at hun lader være i fremtiden, end at hun bliver straffet for hvad hun gjorde nu. :)

Held og lykke med den lille dame ;)

[Guest Diden]

Meget enig, også med din mand at parfumen bare er en ting og den kan komme igen.

Og er det en løgn hun stikker jer? Prøv at definerer løgn. Jeg syntes mere det lyder som en dårlig undskyldning for noget man er taget på fast gerning i.

Spørgsmålet er om det er den rigtige grund hun giver. Måske ville hun gerne prøve/låne din parfume og ikke turde spørge/sige hvad hun ville, og hvem kan ikke selv huske hvoor spændende det var at låne mors dameting.

Du bliver nødt til at tage en snak med hende, kun dig og hende, og fortælle hende at hun godt må låne dine ting (hvis det er tilfældet), hvis bare hun spørger om det først. Og så skal du gøre dig selv klart hvilket forhold du ønsker til din bonusdatter. Hvis du gerne vil opnå respekt og tillid fra hende, er du også nødt til at vise det tilbage. Tillid får man ikke ved straf, men en god snak er på sin plads. Hun skal føle at hun altid kan komme til dig, selvom hun har gjort i nælderne. På den måde kan I opbygge et unikt forhold til hinanden.

Held og lykke med det.

Snakken om hun må låne mine ting osv. har vi taget for lang tid siden og der er aftalen at hun skal spørge først.. Derfor er det også kommet som et stort chok for mig at hun har gjort det alligevel.

Vi har et rigtig godt forhold som det er nu, men vi ville rigtig gerne, både min mand og jeg, at hun ikke følte behov for at lyve at hun vidste hun kunne komme til os. Vi prøver at forklarer hende at det er forkert at lyve og at hvis hun fortalte sandheden med det samme ville hun ikke få nær så meget skældud.. Og `selvfølgelig´ lyver man som barn fordi man ikke ved bedre. Det er dog også vigtigt man lærer af de episoder hvor man løj og det endte skidt at det ikke er vejen.

Vi viser hende tillid og stoler på hvad hun siger, men når det er tydeligt at hun lyver, eller man fanger hende i løgnen er det klart at tilliden bliver brudt.

- Og selvfølgelig gjorde jeg da også sådan nogle ting selv da jeg var lille men det betyder ikke at hun skal stryges med hårerne når hun har gjort noget skidt fordi jeg også gjorde det.

[Morpige]

Jeg vil lige sige at jeg godt kan forstå du bliver ked af det. Det var en ting du holdte særligt meget af. Men det vidste hun ikke og ville bare glæde dig. Det er meget vigtigt at man tænker, hvad er handlingen der står bag og hvorfor.

[frøkenlækkerrøv]

Essensen er jo ikke hvilken parfume det er offcielle du har fået den. Det ved hun vel ikke i det hele taget? Problemet er at hun siger hun ik har selvom du ved hun har? Det er vel i bund og grund det du er ked af eller er det af hun valgte at gøre det med den specielle parfume? Jeg har altid sagt til min pige atjeh ik bliver sur hvid hun fortæller mig sandheden men jeg ville forklare at jeg elskede den parfume og den betød meget for mig. Men hvid jeg fandt ud a hun løj stort som småt ville jeg blive sur. Hvis jeres pige nu går og tænker okay jeg lavede noget lort her men hvid jeg siger sandheden bliver de sure alligevel så hvad har jeg at miste ved at lyve? Måske kan jeg endda slippe helt udenom? Ved ik om det er tilfældet. Men hun skal ikke "straffes" fordi du elskede den parfume men vel fordi hun løj tænker jeg ?

[Guest Diden]

Jeg kan rigtig meget godt forstå, at du blev ked af det over det med parfumen! :kram Det var jeg også selv blevet, netop pga. affektionsværdien - og jeg er ikke engang gravid ;) Men jeg håber, at det kan trøste dig, at tænke på at du jo altid kan gemme selve flasken. Og parfumen indeni ville jo blive brugt op på et tidspunkt uanset hvad. :)

Nå, men det handler vel om det med, hvordan I får hende til at holde op med at lyve. :) Nu har jeg ikke selv børn, men jeg tænker lidt, at hvis I straffer hende for at lyve - lærer I hende så ikke bare, at hun skal være bedre til at lyve næste gang, så hun ikke bliver opdaget? Jeg er med på, at en evt. straf nok ville være ledsaget af en snak også, men hvis det vigtigste element er f.eks. "ingen tv", så kan jeg godt forstå, hvis hun har svært ved at greje om hun blev straffet for det hun havde gjort, eller fordi hun blev taget i det (og jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville "linke" det sådan, at straffen kom af at jeg løj - slet ikke, hvis tingene har tendens til at fise ud af ørerne igen).

Og hvis hun skal holde op, så skal det vel helst være fordi hun forstår, at det er forkert, og ikke fordi hun frygter en straf?

Jeg vil ikke sige, at jeg synes det er forkert at straffe. Men jeg synes det er MEGET vigtigt, at snakken er det vigtigste element. Og så synes jeg, at der er forskel på at tage en snak, hvor barnet kan mærke at man er sur, og på at give en skideballe. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan "skideballe" præcist foregår hos jer, men jeg ved da med mig selv, at jeg er langt mere modtagelig overfor fornuft, hvis jeg også bliver spurgt neutralt ind til, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort, end jeg er, hvis jeg bare bliver råbt af, at jeg har gjort noget forkert. Ok, det blev vist snørklet, men håber at det giver mening. Pointen er, at hun jo skal lære HVORFOR det er forkert at lyve, og ikke bare AT det er forkert at lyve. Pas på med at en straf ikke bliver en "hævn" for at hun har såret dig, men (højst) et opdragelsesmiddel, der viser at "det må man ikke" - og husk at det er vigtigere at hun lader være i fremtiden, end at hun bliver straffet for hvad hun gjorde nu. :)

Held og lykke med den lille dame ;)

Det synspunkt kan jeg sagtens forstå og det er jo sådan en svær situation for man ved jo næsten aldrig hvordan barnet opfatter det og de er for unge til at kunne formulere sig..

At jeg synes hun skulle have en straf er bestemt ikke for at få hævn - langtfra.. Det er simpelthen fordi det er det værste hun nogensinde har gjort og så blev jeg så overrasket over at hun "slap så let"... Hun har fået timeout for mindre før...

Men jeg kan mærke med mig selv at jeg er nødt til at holde lav profil i nogle dage til jeg er faldet ned igen.. Er stadig meget ked af det, og vil helst ikke have at det påvirker samtalen...

[Guest Diden]

Jeg vil lige sige at jeg godt kan forstå du bliver ked af det. Det var en ting du holdte særligt meget af. Men det vidste hun ikke og ville bare glæde dig. Det er meget vigtigt at man tænker, hvad er handlingen der står bag og hvorfor.

Helt sikkert.. Hun ville jo gøre det for at gøre os glade..

Essensen er jo ikke hvilken parfume det er offcielle du har fået den. Det ved hun vel ikke i det hele taget? Problemet er at hun siger hun ik har selvom du ved hun har? Det er vel i bund og grund det du er ked af eller er det af hun valgte at gøre det med den specielle parfume? Jeg har altid sagt til min pige atjeh ik bliver sur hvid hun fortæller mig sandheden men jeg ville forklare at jeg elskede den parfume og den betød meget for mig. Men hvid jeg fandt ud a hun løj stort som småt ville jeg blive sur. Hvis jeres pige nu går og tænker okay jeg lavede noget lort her men hvid jeg siger sandheden bliver de sure alligevel så hvad har jeg at miste ved at lyve? Måske kan jeg endda slippe helt udenom Ved ik om det er tilfældet. Men hun skal ikke "straffes" fordi du elskede den parfume men vel fordi hun løj tænker jeg ??

Det første er helt sikkert det jeg tror hun tænker. Problemet i det ligger at hun til dags dato endnu ikke har fortalt sandheden når vi har fanget hende i noget skidt. Så har hun altid prøvet at snakke udenom og direkte lyve så `skideballen´ har altid være `stor´ fordi der har været en løgn indblandet. Så hun har ikke prøvet hvor lidt skældud man får for at sige sandheden.

Med det sidste er jeg helt sikkert også enig.. Jeg kunne ikke finde på at straffe hende hende for noget hun havde ødelagt, men pga. at hun havde gjort det/løjet eller hvad der har været tilfældet...

[MissingLink]

Jeg synes den er svært. Jeg kan godt forstå du blev ked af dét med den parfume :kram2

Jeg har selv en bonusdreng, der til tider har svært ved at holde sig til sandheden. Vi har lige haft et par episoder, hvor han- mere eller mindre bevidst, har ødelagt nogle af mine ting- eller pillet i det, så det ikke kan bruges mere :(

For det første så tror jeg, at børn generelt ikke har lyst til at blive taget i noget og lige så lidt lyst til at indrømme, når de har gjort noget de VED er forkert. Det kan man egentlig ikke fortænke dem i.

Dér hvor jeg synes den bliver "krydret" er, når barnet ikke bliver ked af at have ødelagt noget, men mere ked af det fordi de bliver taget i det. Herhjemme vil jeg gerne have, at børnene forstår, at når de ødelægger noget med vilje så er der nogen der bliver kede af det- ligesom de ville blive kede af det, hvis der var nogen der tog eller ødelagde deres ting. Det er ikke så meget dét er de er "kommet" til det, men mere at de forstår den følelse det er at "miste" noget man godt kan lide, og at sådan noget gør man bare ikke med vilje.

Dog synes jeg ikke i dette tilfælde, at det lyder som om hun har gjort det bevidst, og jeg ville derfor bruge den metode som Morpige beskriver. Jeg synes ikke så meget man kan klandre mindre børn i den alder og ej heller straffe, for ikke at tale sandt- og slet ikke i dén alder. Hun VED jo, at det hun har gjort er forkert, men hun VED også at hun får en kæmpe skideballe- og specielt hvis hun så indrømmer nu, hvor hun i forvejen har sagt det ikke var hende. Jeg tror min reaktion ville være at sige til hende; "det er ikke noget vi behøver at diskutere, for vi er klar over du er kommet til at bruge parfumen, og at det ikke var for at gøre nogen ked af det". Og når hun s begynder at sige "jamen, det VAR ikek mig", gentages roligt "det er ikke noget vi skal diskutere, men du skal vide at det ikke er så svært for os at vide, når du taler usandt"

Jeg har nemlig bemærket, at det bliver MEGET værre hvis vi indleder en konkret diskussion- også fordi man faktisk "tvinger" barnet til at vikle sig mere og mere ind i den løgn der allerede er startet. Og specielt med bonusmor/far/barn forholdet, kan det være svært at indrømme for hende. Jeg har læst flere at dine tidligere tråde, og der er mange "sammenfald" i forhold til hvordan din bonusdatter reagerer overfor dig i situationer der minder meget om dem vi har herhjemme :) Og som bonusmor ER der bare mange ting man skal "bide" i sig- og jeg tror dette er én af dem. Du er også velkommen til at skrive en PM hvis du skulle have lyst :kram2

[MLM]

Meget enig, også med din mand at parfumen bare er en ting og den kan komme igen.

Og er det en løgn hun stikker jer? Prøv at definerer løgn. Jeg syntes mere det lyder som en dårlig undskyldning for noget man er taget på fast gerning i.

Spørgsmålet er om det er den rigtige grund hun giver. Måske ville hun gerne prøve/låne din parfume og ikke turde spørge/sige hvad hun ville, og hvem kan ikke selv huske hvoor spændende det var at låne mors dameting.

Du bliver nødt til at tage en snak med hende, kun dig og hende, og fortælle hende at hun godt må låne dine ting (hvis det er tilfældet), hvis bare hun spørger om det først. Og så skal du gøre dig selv klart hvilket forhold du ønsker til din bonusdatter. Hvis du gerne vil opnå respekt og tillid fra hende, er du også nødt til at vise det tilbage. Tillid får man ikke ved straf, men en god snak er på sin plads. Hun skal føle at hun altid kan komme til dig, selvom hun har gjort i nælderne. På den måde kan I opbygge et unikt forhold til hinanden.

Held og lykke med det.

Helt enig her, og det kan jo være at hun ser så meget op til at hun ikke ved hvordan hun skal opføre sig.

eller også kan det være at hun føler at du har taget hendes far og hun er jaloux på dig

Jeg er ikke papmor men tror godt en pige i den alder kunne tænke på den måde

[Stbaby]

Selvfølgelig skal man tage snakken, men Xander er på samme måde. Hvis han kan nøjes med to minutters snak og så er der ingen sure miner mere - så ville han være meget mere træls (på mange punkter!)

Jeg hader ordet straf og ser det mere som 'når man gør noget der skader familien så kommer der restriktioner på hvad man må'.

Vi begyndte for et halvt års tid siden at Xander selv skal finde ud af hvilken restriktion han skal have. Vi tager snakken om hvad det er han har gjort og hvorfor det er en forkert ting at gøre. Og ud fra den samtale skal han selv finde ud af hvad han synes er rimeligt han må undvære og hvor længe (tv, nintendo, computer).

Det har faktisk gjort at han ikke render rundt med hovedet under armen helt så meget som før - for nu tænker han på at de ting han gør har konsekvenser FØR han gør det, i stedet for bare at lade stå til og gøre præcis hvad han har lyst til (male på gulvet, snitte i carportens stolper, spille fodbold i stuen osv.).

Lige denne gang med nintendoen bestemte jeg straffen - han kunne nemlig ikke selv finde ud af hvad det skulle være. Han sagde selv at straffen nok skulle være at jeg tog den til han flyttede hjemmefra, så vi indgik et kompromis på en uge (hvilket også er laaaaang tid når man kun er knapt 7 år).

[Guest Mettemor]

Jeg er ikke tilhænger af straf. Jeg synes du skal sætte dig ned alene med hende og sige "Tak fordi du ville gøre badeværelset rent- det er jeg glad for. Men du må ikke bruge min parfume til det. Nu skal jeg vise dig hvordan du gør det rent!"

Og så vis hende rengøringsmidler og fortæl hende at det er bedst ikke at bruge dem heller, eller at hun næste gang kan komme og spørge dig hvordan hun skal gøre.

Jeg skulle lige til at skrive det her, men Morpige kom mig i forkøbet :)

Det kan godt være du føler det går ind ad det ene øre og ud, men jeg tror hun vil please dig meget mere end du aner, hun ved bare ikke hvordan fordi hun er for lille og uerfaren.

Jeg er heller ikke tilhænger af straf, men en bevidst forkert handling udløser en konsekvens. Det kan bare være sig en alvorlig samtale, hvor begge får lov til at ytre sig uden at jokke på hinanden mentalt...

En anden ting er at det er den ultimative ydmygelse for hende, hvis i bliver ved med at presse hende til at sige sandheden omkring den parfume, hun gjorde det jo bare i sin bedste mening og vil ikke kastes for svinene, hvilke jeg godt kan forstå.

Jeg er sikker på hun ALDRIG gør det mere....

[Guest Mettemor]

Glemte lige at fortælle at der kan være flere grunde til man lyver.

En af grundene er at man ikke kan overskue "den skadelidtes" reaktion og skuffelse og viden om at man selv har påført sit medmenneske den skuffelse.

En anden er at man ikke vil ha skideballe og måske straf....

Det er meget powerfulde føleleser og det er ikke bare lige let at indrømme altid, ja vi kan jo bare kigge på os selv....vi fortæller da heller ikke altid 100% sandheden...

[Guest Diden]

Jeg kan læse på flere indlæg at det ser ud til at folk har misforstået mig.

Det var kun min mand der tog konflikten fra start til slut, så vi ikke kørte tag team på hende. Den eneste måde jeg var `indblandet´ på var da jeg så på min hylde og så min halvtomme parfume.. Så gik jeg praktisk talt igen :) Så..

Der kommer lige uddybende svar til indlæggene senere, lige nu ska jeg til at på arbejde :D

[Barbamama]

Selvfølgelig skal man tage snakken, men Xander er på samme måde. Hvis han kan nøjes med to minutters snak og så er der ingen sure miner mere - så ville han være meget mere træls (på mange punkter!)

Jeg hader ordet straf og ser det mere som 'når man gør noget der skader familien så kommer der restriktioner på hvad man må'.

Vi begyndte for et halvt års tid siden at Xander selv skal finde ud af hvilken restriktion han skal have. Vi tager snakken om hvad det er han har gjort og hvorfor det er en forkert ting at gøre. Og ud fra den samtale skal han selv finde ud af hvad han synes er rimeligt han må undvære og hvor længe (tv, nintendo, computer).

Det har faktisk gjort at han ikke render rundt med hovedet under armen helt så meget som før - for nu tænker han på at de ting han gør har konsekvenser FØR han gør det, i stedet for bare at lade stå til og gøre præcis hvad han har lyst til (male på gulvet, snitte i carportens stolper, spille fodbold i stuen osv.).

Lige denne gang med nintendoen bestemte jeg straffen - han kunne nemlig ikke selv finde ud af hvad det skulle være. Han sagde selv at straffen nok skulle være at jeg tog den til han flyttede hjemmefra, så vi indgik et kompromis på en uge (hvilket også er laaaaang tid når man kun er knapt 7 år).

Ih jeg bliver nødt til at sige det igen: Hvor lyder du altså bare som en super mor! :respekt

Synes det er genialt, at han selv vælger "straffen". Og jeg kan faktisk heller ikke lide ordet "straf", men jeg synes at en konsekvens giver rigtig god mening. :)

Og så synes jeg faktisk, at det er lidt sødt, at han foreslog at han skulle undvære nintendoen til at han flyttede hjemmefra. Så har han da i hvert fald forstået, at han har gjort noget galt. :respekt

[Guest Diden]

Ih jeg bliver nødt til at sige det igen: Hvor lyder du altså bare som en super mor! :respekt

Synes det er genialt, at han selv vælger "straffen". Og jeg kan faktisk heller ikke lide ordet "straf", men jeg synes at en konsekvens giver rigtig god mening. :)

Og så synes jeg faktisk, at det er lidt sødt, at han foreslog at han skulle undvære nintendoen til at han flyttede hjemmefra. Så har han da i hvert fald forstået, at han har gjort noget galt. :respekt

Jeg er enig :) Jeg vil helst sikkert også gerne at Sara forstår det som en konsekvens og ikke som sådan som en straf.. Men når vi spørger hende hvad vi skal gøre ved hende ved hun det ikke selv.. Men kan være den skal omformuleres :)

For at opsummere synes jeg at jeg har fået rigtig mange gode værktøjer og idéer til at tage det næste gang det kommer. Og jeg ska helst sikkert have en snak med hende i weekenden (arbejder sent hele ugen <_< )

[Stbaby]

Det har også taget MANGE ulykker og snakke før Xander har forstået det med at han selv skal finde ud af hvad konsekvensen er - og at den skal være realistisk.

Vi snakker om hvad der er sket ved det han har gjort:

- fysisk skade koster penge (her kan det være konsekvensen er at der ikke er disneyslik for nu skal pengene bruges på at reparere det han har ødelagt. At han har ødelagt noget ved et uheld f.eks. tabt en tallerken er ligemeget, men at spille med en læderfodbold i vores lille stue og smadre en lampe har en konsekvens da det kunne have været undgået)

- fysisk skade der skal repareres (han skal med ud og købe afrensningsmiddel til malingen på gulvet og han er med til at gøre rent efter det)

- psykisk skade (når han har ødelagt noget som en anden holder af. F.eks. lavet en papirsflyver af Linus' tegning og Linus bliver meget ked af det. Her er det som oftest en undskyldning og så en blanding af at købe noget nyt til Linus / lave noget til Linus / lege sammen med Linus så de bliver gode venner igen)

Og ofte er det en blanding af det hele, hvilket jo gør det svært at overskue for den alder, men så sætter vi os ned og tegner det på et stykke papir så det er lettere at overskue.

F.eks. har han stået på Linus lastbil så den gik i stykker og her er snakken og tegningen:

Han har ødelagt Linus' ting fordi han er for stor til at lastbilen kan holde.

Lastbilen koster ca. 50 kr. hvilket svarer til en halv månedsløn for Xander og er derfor halvmange penge.

Tegner en bunke penge som er halvstor (Xander tegner og bestemmer hvor stor bunken er).

Derefter snakker vi om hvor meget Linus kunne lide lastbilen. Det var kun en lille smule og derfor blev han kun en lille smule ked af det. Xander tegner et ked af det ansigt der er lidt ked af det (eller mange der er meget, hvis det nu er en der er blevet meget, meget, meget ked af det).

Lastbilen kan ikke repareres.

Xander sætter sig i Linus sted og tænker over hvordan han ville have det hvis nogen havde ødelagt hans lastbil og tænker over hvordan han ville blive glad igen. Kommer frem til at han gerne vil give Linus en bil.

Han får valget om at give Linus en af sine egne brugte biler eller tage ud og købe en ny til Linus, hvor Xander betaler noget af den med sine lommepenge (f.eks. 10 - 20 kr).

Xander fortæller Linus at han er ked af at han ødelagde hans bil, men han vil købe en ny til ham. Ind til da må Linus lege med Xanders biler.

Xander får selv lov til at vælge den, får pengene af mig så han selv skal betale (han er SÅ stolt når han selv kan gå til kassen og betale) og tage den med hjem til Linus.

Linus får lastbilen og får at vide at Xander har købt den fordi han havde ødelagt den anden og når der er udbetaling af lommepenge kan Xander se at han ikke får lige så mange som de andre.

Penge har han ikke så meget forstand på (endnu), så det er mere det med hvor ked af man har gjort den anden der er fokus på - og jeg kan mærke at det rører ham en del at skulle sætte sig i den andens sted og mærke hvor ondt det ville have gjort og så tegne ansigterne. At se alle de kede af det ansigter foran ham er næsten stor nok konsekvens og er det der gør at han en anden gang liiiige tænker over at han nok ikke skal stå på lastbilen.

Derudover skal han undvære Nintendoen i lige så lang tid som Linus ikke har nogen lastbil (et sted mellem 2 og 5 dage før vi kommer forbi en butik med biler).