En god mor... hvad er det?

[mamabear]

Inden jeg fik mit første barn havde jeg helt klare meninger om hvad det vil sige at Være en god mor. Fx. man må aldrig mere fælde en tåre ISÆR ikke foran ens børn. Man må opgive ALLE ens egne behov og ofre sig fuldstændigt for ens børn. Når man er mor er man KUN mor. Altså helt og aldeles sindssyge forventninger man næsten skal Være et overmenneske for at opfylde.

Men disse regler levede jeg efter, men måtte snart sande at jeg var en elendig dårlig mor - for jeg brød ofte sammen og råbte og skreg og græd. Og græd og græd. En mor er en der ALTID har overskud og tilsidesætter alt for sine børn.

Inden mit tredje barn blev født lå jeg et halvt år med depression og kunne stort set intet.

Og da Nr. 3 var født fik jeg endnu en depression fordi jeg ikke kunne leve op til at Være en god mor for de store (altså lege med dem, give dem fridage, Være fuld af overskud). Min depression sluttede da jeg overgang mig og erkendte at så er jeg nok bare en røvdårlig mor, og måske er det okay. Og det besluttede jeg mig så for at det var.

Siden jeg fik mit første barn og indtil nu har jeg måttet sluge mange kameler og revidere mit syn ift. det at Være en god mor. Jeg ved ikke om jeg er en god mor, men jeg har besluttet at mine kriterier for en god mor er:

Jeg Gør mit bedste og det er godt nok også når det ikke er.

Jeg bekymrer mig om mine børn, deres nutid og fremtid, ergo jeg elsker dem.

Jeg sørger for at de får mad nok, rent tøj, klæder sig efter vejret, at de får lavet lektier, Gør deres pligter, bidrager til fællesskabet, og jager dem i bad inden de lugter alt for meget af døde rotter.

Jeg er en god mor når jeg beder bedsteforældrene tage dem en weekend, fordi jeg plejer mig selv - altså jeg får mere overskud -, og jeg sørger for at de for nogle tætte relationer til andre voksne.

Det hedder ikke temperament men passion. Jeg er ikke temperamentsfuld, jeg er passioneret omkring mit familieliv og mine børns trivsel og deres fremtid, derfor råber jeg nogengange højt.

En god mor behøver ikke smide ungerne i bad hver dag, spise udelukkende økologisk, give ungerne det nyeste nye legetøj og tøj, gå i fitness center og bage hjemmebagte klidboller hver morgen, behøver ikke have sat hår og dufte af blomster, have klinisk rent hjem, Være i diverse bestyrelser og forældreråd og deltage aktivt i alt hvad der er bare lidt hipt. Det er nogle af de få kameler jeg har måttet sluge. Selvfølgelig, hvis man kan overskue alt det, er man da også en god mor, men man er ikke udelukkende en god mor på de kriterier, der er mange måder at Være en god mor på. Det har jeg i hvert fald fundet ud af gennem min rejse. Den nyeste, efter Nr. 4 blev født er : man behøver ikke læse godnathistorier og synge vuggeviser HVER dag. Det er okay, det er okay.

Hvad er jeres syn på "en god mor"? Og har I også måttet sluge kameler i lange baner?

Jeg tvivler da ofte flere gange om dagen på om jeg er en god nok mor, så det kunne Være interessant at hører jeres bud :)

[Maustique]

Her har det største nederlag været mangel på overskud. Mangel på overskud ved sygdom, mangel på overskud efter en lang arbejdsdag, mangel på overskud i forbindelse med en ny graviditet. I disse tider har jeg følt mig utilstrækkelig fordi jeg nogle gange har glædet mig til at kunne lægge min søn i seng og ikke selv har haft energien til at initiere lege eller aktivering.

 

Til gengæld så har jeg en mand, som har kunnet tage over - selvom den dårlige samvittighed så har været til at føle på, når sønnike efterfølgende er kommet til ham fremfor mig for at lege.

 

Jeg synes bestemt ikke man er en dårlig mor fordi man græder? Det hører med til at vise følelser, og det er vigtigt (synes jeg) at børn opdragelse til, at det er ok at vise følelser og snakke om følelser. Til gengæld kan jeg godt følge dig, hvis det er i forbindelse med at tabe kontrollen eller blive overdrevet vred..

[Pumpkins]

Jeg gik også meget op i at følge "opskriften på god mor" i starten, men har smidt den langt væk nu. Jeg begår tit fejl og har også dårlige dage, men jeg er jo bare et menneske, og det synes jeg også er vigtigt, at mine børn ser. At de ikke vokser op i en tro på at deres forældre er "overmennesker". De små spejler sig meget i os, og hvis de ser, at jeg laver fejl, men retter op på den igen, lærer de også hvordan man håndterer deres fejl, og at det er ok at fejle. Hvis jeg fx har råbt af min datter, er det selvfølgelig ikke det fedeste, men på den anden side er det en mulighed for at snakke om, at man godt kan blive sur, og at det er rart, når man får en undskyldning og bliver gode venner igen. Jeg bestræber mig op, at skælde ud så lidt som muligt, men sker det, så sker det, og så tager vi den derfra. 

 

Vi er ikke en bage-øko-veganske-spelt-boller-lørdag-morgen-familie, eller en familie, der synes at skærmtid er forsømmelse. Nogle dage er vi overskudsfamilien, der bruger hele dagen i skoven med madpakker, og nogle dage ser vi to film i træk, mens vi sidder i nattøj og mor og far halvsover. 

 

Jeg så en gang en kop med teksten "worlds okayest mom" og det synes jeg egentlig passer ret godt til mig :p

[Guest]

Jeg er en god mor, hvis mine børn vokser op med en grundfølelse af altid at være elsket - uanset hvad.

Så enkelt synes jeg faktisk det er. Jeg gider ikke stille alle mulige kriterier op, som jeg så kan slå mig selv i hovedet med. For mig er kærligheden det aller vigtigste, og hvis bare det er på plads, så tror jeg vi kan nå langt :biglove

[Ihpets-mortilto]

Jeg er en god mor, hvis mine børn vokser op med en grundfølelse af altid at være elsket - uanset hvad.

Så enkelt synes jeg faktisk det er. Jeg gider ikke stille alle mulige kriterier op, som jeg så kan slå mig selv i hovedet med. For mig er kærligheden det aller vigtigste, og hvis bare det er på plads, så tror jeg vi kan nå langt :biglove

:biglove

[Emilie]

Jeg er en god mor, hvis mine børn vokser op med en grundfølelse af altid at være elsket - uanset hvad.

Så enkelt synes jeg faktisk det er. Jeg gider ikke stille alle mulige kriterier op, som jeg så kan slå mig selv i hovedet med. For mig er kærligheden det aller vigtigste, og hvis bare det er på plads, så tror jeg vi kan nå langt :biglove

SÅ enig! :)

[Alura]

Inden jeg fik mit første barn havde jeg helt klare meninger om hvad det vil sige at Være en god mor. Fx. man må aldrig mere fælde en tåre ISÆR ikke foran ens børn. Man må opgive ALLE ens egne behov og ofre sig fuldstændigt for ens børn. Når man er mor er man KUN mor. Altså helt og aldeles sindssyge forventninger man næsten skal Være et overmenneske for at opfylde.

Men disse regler levede jeg efter, men måtte snart sande at jeg var en elendig dårlig mor - for jeg brød ofte sammen og råbte og skreg og græd. Og græd og græd. En mor er en der ALTID har overskud og tilsidesætter alt for sine børn.

 

Intet af det der, gør i mine øjne en til en god mor - nærmest tvært imod :)

 

Jeg tror sagtens at børn kan tåle, at se deres forældre græde. Det tror jeg er med til at vise dem at jo; man kan godt blive ked af det - men man bliver også altid glad igen. Og at det er ok. Det er ikke jordens undergang at blive ked af det og have en dårlig dag, men en naturlig del af livet. Da jeg var barn låste min mor sig ude på badeværelset og græd. Og jeg stod - som det super sensitive barn jeg var - på den anden side af døren og vidste udmærket, at hun sad derude og græd og følte mig meget distanceret og hjælpeløs overfor det. Det blev faktisk bare lidt 'noget farligt' af at blive gemt væk på den måde. 

 

Noget af det værste jeg kan forestille mig, er at skulle opgive ALLE mine egne behov og ofre mig fuldstændigt for mine børn. Jeg tror på at man skaber de bedste forudsætninger for sig selv - og dermed sine børn - ved ikke at glemme sig selv fuldstændig. En glad og harmonisk mor (eller far) er en god mor eller far. Og jeg tror at man bliver gladest og mest harmonisk, hvis man husker at prioritere de ting, som betyder noget for en :)

 

Det samme gælder i mine øjne i forhold til at huske at prioritere sit kæresteforhold/ægteskab som forældre. Selvom man måske kan føle, at man tager noget fra sine børn ved at bruge den ene aften om måneden alene, mens ungerne bliver passet, så tror jeg, at man gør alle parter en tjeneste. Børn kan sagtens fornemme uoverensstemmelser og dårlig stemning - meget bedre end vi tror, så at pleje det gode forhold, tror jeg også betyder meget.

 

Jeg kan huske et specifikt minde fra min barndom, hvor jeg har været omkring 10 år. Vi var på sommerferie og min mor og far må have været inde i en god periode. Mit lykkeligste minde fra den ferie (og noget som jeg må have bidt mærke i, som noget der var 'ud over det sædvanlige') var nemlig, at mine forældre holdt hinanden i hånden. Så det betyder noget :biglove

 

Det der - i mine øjne - gør en god forælder er følgende:

 

• En der husker at prioritere sig selv og egne interesser også. En glad mor, er en god mor.
• En der ved og accepterer, at ens barn er sin egen og at man ikke skal leve sine egne (forulykkede) drømme gennem sit barn. Barnet er ikke til for vores skyld, men for sin egen.
• En der kan sætte sig i sit barns sted og kommunikere på det niveau, som barnet befinder sig på.
• En der erkender, at det at være forælder, kommer før det at være ven.
• En der fører an med et godt eksempel og forstår, at børn i sidste ende gør hvad man gør, ikke hvad man siger.
• En der opmuntrer sit barn til at forfølge det de interesserer sig for.
• En der er til at stole på - "jeg kan regne med hvad du siger".
• En der kan sige undskyld, når han/hun har lavet en fejl (for det gør man).
• En der giver masser af kærlighed.

Og sikkert meget mere. Men ingen steder i min opfattelse af den gode forælder, indgår klidboller og gaveregn :)

[Pumpkins]

Intet af det der, gør i mine øjne en til en god mor - nærmest tvært imod :)

 

Jeg tror sagtens at børn kan tåle, at se deres forældre græde. Det tror jeg er med til at vise dem at jo; man kan godt blive ked af det - men man bliver også altid glad igen. Og at det er ok. Det er ikke jordens undergang at blive ked af det og have en dårlig dag, men en naturlig del af livet. Da jeg var barn låste min mor sig ude på badeværelset og græd. Og jeg stod - som det super sensitive barn jeg var - på den anden side af døren og vidste udmærket, at hun sad derude og græd og følte mig meget distanceret og hjælpeløs overfor det. Det blev faktisk bare lidt 'noget farligt' af at blive gemt væk på den måde. 

 

Noget af det værste jeg kan forestille mig, er at skulle opgive ALLE mine egne behov og ofre mig fuldstændigt for mine børn. Jeg tror på at man skaber de bedste forudsætninger for sig selv - og dermed sine børn - ved ikke at glemme sig selv fuldstændig. En glad og harmonisk mor (eller far) er en god mor eller far. Og jeg tror at man bliver gladest og mest harmonisk, hvis man husker at prioritere de ting, som betyder noget for en :)

 

Det samme gælder i mine øjne i forhold til at huske at prioritere sit kæresteforhold/ægteskab som forældre. Selvom man måske kan føle, at man tager noget fra sine børn ved at bruge den ene aften om måneden alene, mens ungerne bliver passet, så tror jeg, at man gør alle parter en tjeneste. Børn kan sagtens fornemme uoverensstemmelser og dårlig stemning - meget bedre end vi tror, så at pleje det gode forhold, tror jeg også betyder meget.

 

Jeg kan huske et specifikt minde fra min barndom, hvor jeg har været omkring 10 år. Vi var på sommerferie og min mor og far må have været inde i en god periode. Mit lykkeligste minde fra den ferie (og noget som jeg må have bidt mærke i, som noget der var 'ud over det sædvanlige') var nemlig, at mine forældre holdt hinanden i hånden. Så det betyder noget :biglove

 

Det der - i mine øjne - gør en god forælder er følgende:

 

• En der husker at prioritere sig selv og egne interesser også. En glad mor, er en god mor.
• En der ved og accepterer, at ens barn er sin egen og at man ikke skal leve sine egne (forulykkede) drømme gennem sit barn. Barnet er ikke til for vores skyld, men for sin egen.
• En der kan sætte sig i sit barns sted og kommunikere på det niveau, som barnet befinder sig på.
• En der erkender, at det at være forælder, kommer før det at være ven.
• En der fører an med et godt eksempel og forstår, at børn i sidste ende gør hvad man gør, ikke hvad man siger.
• En der opmuntrer sit barn til at forfølge det de interesserer sig for.
• En der er til at stole på - "jeg kan regne med hvad du siger".
• En der kan sige undskyld, når han/hun har lavet en fejl (for det gør man).
• En der giver masser af kærlighed.

Og sikkert meget mere. Men ingen steder i min opfattelse af den gode forælder, indgår klidboller og gaveregn :)

 

Til det med at se sine forældre græde, så er jeg helt enig. 

 

Jeg er vokset op med forældre, der ikke har været personer med følelserne på ærmerne. Jeg har set min mor græde en gang, og det var til min morfars begravelse, hvor jeg lagde mærke til, at der var en lille bitte saltplet i hendes ene øjenkrog, som om der lige var tittet en tåre frem, der var tørret ind før den var trillet ned af kinden.

Mine forældre har aldrig skændtes, og altid bare accepteret den andens fejl og mangler på en "sådan er det bare" måde. 

Som voksen har det taget mig lang tid at acceptere, at man godt kan have et sundt forhold, og samtidig skændes engang i mellem. Første gang C og jeg var uenig om noget tænkte jeg "nåh, det var så det forhold". En god ven er vokset op på samme måde, med forældre der aldrig har skændtes, og han har stadig svært ved at være i et forhold, netop fordi han ikke har lært, at man godt kan være uenig uden at det betyder, at man ikke passer sammen. 

Jeg havde fornemme ambitioner om, at min datter aldrig skulle se os skændes, men jeg ville faktisk ønske, at jeg selv havde oplevet mine forældre være uenige og at det var ok. Nu prøver vi at begrænse det, men skulle det ske, at en diskussion bliver lidt følelsesladet herhjemme, så tager jeg det ikke længere så tungt. 

[TiaK]

Intet af det der, gør i mine øjne en til en god mor - nærmest tvært imod :)

 

Jeg tror sagtens at børn kan tåle, at se deres forældre græde. Det tror jeg er med til at vise dem at jo; man kan godt blive ked af det - men man bliver også altid glad igen. Og at det er ok. Det er ikke jordens undergang at blive ked af det og have en dårlig dag, men en naturlig del af livet. Da jeg var barn låste min mor sig ude på badeværelset og græd. Og jeg stod - som det super sensitive barn jeg var - på den anden side af døren og vidste udmærket, at hun sad derude og græd og følte mig meget distanceret og hjælpeløs overfor det. Det blev faktisk bare lidt 'noget farligt' af at blive gemt væk på den måde. 

 

Noget af det værste jeg kan forestille mig, er at skulle opgive ALLE mine egne behov og ofre mig fuldstændigt for mine børn. Jeg tror på at man skaber de bedste forudsætninger for sig selv - og dermed sine børn - ved ikke at glemme sig selv fuldstændig. En glad og harmonisk mor (eller far) er en god mor eller far. Og jeg tror at man bliver gladest og mest harmonisk, hvis man husker at prioritere de ting, som betyder noget for en :)

 

Det samme gælder i mine øjne i forhold til at huske at prioritere sit kæresteforhold/ægteskab som forældre. Selvom man måske kan føle, at man tager noget fra sine børn ved at bruge den ene aften om måneden alene, mens ungerne bliver passet, så tror jeg, at man gør alle parter en tjeneste. Børn kan sagtens fornemme uoverensstemmelser og dårlig stemning - meget bedre end vi tror, så at pleje det gode forhold, tror jeg også betyder meget.

 

Jeg kan huske et specifikt minde fra min barndom, hvor jeg har været omkring 10 år. Vi var på sommerferie og min mor og far må have været inde i en god periode. Mit lykkeligste minde fra den ferie (og noget som jeg må have bidt mærke i, som noget der var 'ud over det sædvanlige') var nemlig, at mine forældre holdt hinanden i hånden. Så det betyder noget :biglove

 

Det der - i mine øjne - gør en god forælder er følgende:

 

• En der husker at prioritere sig selv og egne interesser også. En glad mor, er en god mor.
• En der ved og accepterer, at ens barn er sin egen og at man ikke skal leve sine egne (forulykkede) drømme gennem sit barn. Barnet er ikke til for vores skyld, men for sin egen.
• En der kan sætte sig i sit barns sted og kommunikere på det niveau, som barnet befinder sig på.
• En der erkender, at det at være forælder, kommer før det at være ven.
• En der fører an med et godt eksempel og forstår, at børn i sidste ende gør hvad man gør, ikke hvad man siger.
• En der opmuntrer sit barn til at forfølge det de interesserer sig for.
• En der er til at stole på - "jeg kan regne med hvad du siger".
• En der kan sige undskyld, når han/hun har lavet en fejl (for det gør man).
• En der giver masser af kærlighed.

Og sikkert meget mere. Men ingen steder i min opfattelse af den gode forælder, indgår klidboller og gaveregn :)

 

Jeg er enig med dig, dog har jeg lige en kommentar til det markerede. Jeg har aldrig forstået hvorfor det skulle være synd for børn at blive passet. Jo selvfølgelig hvis de ikke har det godt der, men Erica ELSKER at overnatte hjemme ved bedsteforældrene og gør det også jævnligt uden at vi skal noget - men fordi hun (og bedsteforældrene) efterspørger det. Jeg ser det som en gave, at børn føler sig trygge i flere hjem og jeg ville have dårlig samvittighed overfor hende ved at nægte hende at komme på et hyggebesøg hjemme ved bedsteforældrene fordi "jeg har ikke fået børn for at få dem passet" (jeg har aldrig forstået den sætning ;) :rolleyes).

[Alura]

Til det med at se sine forældre græde, så er jeg helt enig. 

 

Jeg er vokset op med forældre, der ikke har været personer med følelserne på ærmerne. Jeg har set min mor græde en gang, og det var til min morfars begravelse, hvor jeg lagde mærke til, at der var en lille bitte saltplet i hendes ene øjenkrog, som om der lige var tittet en tåre frem, der var tørret ind før den var trillet ned af kinden.

Mine forældre har aldrig skændtes, og altid bare accepteret den andens fejl og mangler på en "sådan er det bare" måde. 

Som voksen har det taget mig lang tid at acceptere, at man godt kan have et sundt forhold, og samtidig skændes engang i mellem. Første gang C og jeg var uenig om noget tænkte jeg "nåh, det var så det forhold". En god ven er vokset op på samme måde, med forældre der aldrig har skændtes, og han har stadig svært ved at være i et forhold, netop fordi han ikke har lært, at man godt kan være uenig uden at det betyder, at man ikke passer sammen. 

Jeg havde fornemme ambitioner om, at min datter aldrig skulle se os skændes, men jeg ville faktisk ønske, at jeg selv havde oplevet mine forældre være uenige og at det var ok. Nu prøver vi at begrænse det, men skulle det ske, at en diskussion bliver lidt følelsesladet herhjemme, så tager jeg det ikke længere så tungt. 

 

Jeg er ganske enig - tror jeg nok ;) Min mand og jeg skændes faktisk aldrig og jeg har da sandelig ikke tænkt mig at begynde, bare fordi vi får børn. Ikke hvis jeg kan blive fri i hvert fald :D

 

Men det kommer jo også meget an på, hvad ens definition af "at skændes" er. Hvis det er at stå og skrige fuldstændig ukonstruktivt af hinanden for fuld hals og/eller at blive fysiske (hvilket nok er min egen definition), så nej: det mener jeg ikke, at børn har godt at at lære 'er normalt'. Men jeg mener, præcis som med det at græde og blive ked af det, at det er sundt nok at lære, at man godt kan være uenige eller blive irriterede på hinanden - men at det er en naturlig del af et forhold (uanset om det er kæreste- eller venneforhold) og at man bliver gode venner igen. Vi kan også komme til at snerre af hinanden herhjemme hvis vi er pressede og det ville jeg altså ikke ligge søvnløs over, hvis vores datter blev vidne til. Blot sørge for også at vise, at hvis man kommer til at være urimelig, så siger man undskyld bagefter. 

 

Vi lærer jo netop af vores omgivelser og som forældre, er vi jo de nærmeste til at udstikke rammerne for hvad 'normalen' er i et forhold, for vores børn. De lærer jo af vores eksempel. Men jeg tror også at en stor del af det problem du nævner, er en meget generel ting i tiden. At vi på en eller anden måde har fået en forventning om, at alt skal være et glansbillede og perfekt og så snart man øjner de mindste problemer i horisonten, så er man ude af døren. Det synes jeg selv, er en rigtig kedelig tendens. Og jeg tror at mange af de mennesker, der har det sådan, ofte vil opleve at problemerne forfølger dem ind i næste forhold også. Fordi de glemmer at anerkende deres egen del i det og også fordi, at vi nogle gange bare har urealistisk høje forventninger og glemmer at nedjustere dem til lidt mere jordnære højder.

 

Og så skyldes en del af det måske også, at alle de muligheder vi har i dag (og hvor nemt vi kan smide alting væk og erstatte det med noget andet), faktisk er vores skjulte forbandelse. Se for eksempel The paradox of choice af Dr. Barry Schwartz. Det er en video der har lidt år på bagen, men den er om noget kun blevet mere relevant med tiden (og tankegangen bag den, var en stor del af det, som kurerede mig for min depression tilbage i tiden). Tag nu bare al min panik omkring valg af fødested i disse dage for eksempel. Havde jeg nu kun haft én mulighed og intet sammenligningsgrundlag, så havde jeg med stor sandsynlighed slet ikke tænkt over, at jeg var utilfreds med det pågældende tilbud og havde ikke været i vildrede over, hvad jeg skulle vælge. Det er en sindssygt interessant tanke, synes jeg, og jeg tror at det er en stor del af 'hemmeligheden' bag, hvorfor vi er mere ulykkelige end nogensinde. Frihed og valgmuligheder er et tveægget sværd.

 

Nå, men det blev vist næsten et sidespor nu, men det ene førte lige til det andet  :oops  :btopic Lidt relevans har det dog, for jeg synes også sagtens, at det kan overføres på opdragelsen af vores børn. Ved at åbne alle døre for dem og give dem alle muligheder i verden (i den bedste mening), gør vi dem måske faktisk nogle gange en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige forstand, hvor det slet ikke er en reel tjeneste - ikke i den reviderede udgave, hvor det nu faktisk betyder "stor tjeneste", fordi for mange misforstod begrebet og man valgte at efterkomme 'massen', fordi misforståelsen var for stor til at komme til livs) :rolleyes

[Alura]

Jeg er enig med dig, dog har jeg lige en kommentar til det markerede. Jeg har aldrig forstået hvorfor det skulle være synd for børn at blive passet. Jo selvfølgelig hvis de ikke har det godt der, men Erica ELSKER at overnatte hjemme ved bedsteforældrene og gør det også jævnligt uden at vi skal noget - men fordi hun (og bedsteforældrene) efterspørger det. Jeg ser det som en gave, at børn føler sig trygge i flere hjem og jeg ville have dårlig samvittighed overfor hende ved at nægte hende at komme på et hyggebesøg hjemme ved bedsteforældrene fordi "jeg har ikke fået børn for at få dem passet" (jeg har aldrig forstået den sætning ;) :rolleyes).

 

Jamen det med pasningen er absolut heller ikke mit issue :) Jeg nævner det fordi, at det ofte er noget som jeg har oplevet, at folk føler dårlig samvittighed over og præcis som du, forstår jeg det simpelthen ikke! Jeg tænker heller ikke at man tager noget fra sit barn, men giver noget. En god relation og en god, hyggelig og spændende oplevelse hos nogle andre. Og som bonus, så har ungen endda et par ekstra glade og overskuds-agtige forældre, når h*n kommer hjem igen. Win-win i mine øjne  :)

 

Da jeg var barn, kom jeg ofte på ferie hos mine bedsteforældre og jeg elskede det! Dengang boede vi på Fyn og de på Sjælland og vi havde ingen bil. Så det var med tog og færge, hvilket i sig selv altid var spændende og en oplevelse, syntes jeg. Men det betød også, at det ikke bare lige var noget, som man gjorde for en aften. Jeg var gerne derovre i en uge eller to ad gangen og det har jeg bestemt ikke lidt nogen skade af - tvært imod. Jeg har vildt gode minder fra de ferier og fik et rigtig tæt bånd til mine bedsteforældre - som jeg har haft stor glæde af hele livet i øvrigt - netop fordi, at vi fik så meget tid sammen.

 

Der er ingen tvivl om, at jeg savnede min moar når jeg var afsted - og hun mig i endnu højere grad, tror jeg ;) Vi har det mest fantastiske billede, hvor hun lige har hentet mig ved færgen og vi i bedste Hollywood stil er løbet hinanden i møde og jeg er sprunget i hendes arme og kærligheden og gensynsglæden bare lyser ud af os begge :biglove Og hvilken gave, tænker jeg også, at opdage at man kan savne hinanden så meget. Det siger jo virkelig noget om, hvad ens forhold også betyder. Og hvis man aldrig er væk fra hinanden, får man jo heller aldrig mulighed for at føle det savn, tænker jeg. Og præcis som i kæresteforhold, så tror jeg at lidt adskillelse og lidt savn (i rette mængder) kun gør noget godt for forholdet :)

[Emilie]

Jeg er enig med dig, dog har jeg lige en kommentar til det markerede. Jeg har aldrig forstået hvorfor det skulle være synd for børn at blive passet. Jo selvfølgelig hvis de ikke har det godt der, men Erica ELSKER at overnatte hjemme ved bedsteforældrene og gør det også jævnligt uden at vi skal noget - men fordi hun (og bedsteforældrene) efterspørger det. Jeg ser det som en gave, at børn føler sig trygge i flere hjem og jeg ville have dårlig samvittighed overfor hende ved at nægte hende at komme på et hyggebesøg hjemme ved bedsteforældrene fordi "jeg har ikke fået børn for at få dem passet" (jeg har aldrig forstået den sætning ;) :rolleyes).

Helt enig. Det skal man ikke have dårlig samvittighed over.

Men jeg kender nu også forældre, som altid, hele tiden og konstant får deres børn passet.. som i næsten hver weekend og flere hverdagsaftener, fordi forældrene har travlt med deres hobby (i dette tilfælde spiller de en del amatørteater og hundeudstilling). Der kan jeg godt sidde med den der følelse af: "hvorfor har I fået børn, hvis I alligevel ikke gider være sammen med dem?" :blink

[TiaK]

Helt enig. Det skal man ikke have dårlig samvittighed over.

Men jeg kender nu også forældre, som altid, hele tiden og konstant får deres børn passet.. som i næsten hver weekend og flere hverdagsaftener, fordi forældrene har travlt med deres hobby (i dette tilfælde spiller de en del amatørteater og hundeudstilling). Der kan jeg godt sidde med den der følelse af: "hvorfor har I fået børn, hvis I alligevel ikke gider være sammen med dem?" :blink

Enig, der skal selvfølgelig være en sund balance. Men forældre, der med stolthed i stemmen siger "mit barn var x år før det blev passet med overnatning" Det forstår jeg ikke :)