Hvad er utroskab?

[Brokenheart]

Hvad er utroskab for jer?

Har netop fundet ud af at min mand har mødt en anden kvinde i byen han var til julefrokost med nogle venner da vores søn var 7 uger gammel...

Manden bragte det selv på bane men gjorde klart at der ikke skete noget den aften og det tror jeg på. Problemet er bare at hun efterfølgende har kontaktet ham, hvilket han har fortalt. Han fortalte desværre bare også at han havde afvist hende og ikke snakket med hende siden. Det har jeg så bare konstateret er løgn og det har han også indrømmet nu!

Nu ved jeg så ikke ved hvad jeg skal føle. Jeg er dybt såret og har brug for noget respons på mine tanker.

Umiddelbart har jeg det lidt sådan at han næsten hellere måtte have "knaldet" hende i byen den aften og det så havde været det for så havde der ingen følelser været mellem dem. Men det her hvor de har talt sammen næsten hver dag gennem 1 1/2 måned og for mig at se værre, da han jo har haft nogle følelser for hende som han har dyrket. Er jeg helt galt på den??? Han siger han elsker mig og vil have mig, men hvorfor så holde kontakten med hende? Alle mine instinkter sige mig at han kun er her endnu fordi vores forhold grundet økonomi mv. er for svært at komme ud af....

Send mig jeres tanker...

[Sandie]

Kan så godt forstå din tankegang i det med hvis han "bare" havde knaldet hende den gang og så aldrig noget mere..

Men ud fra hvad du skriver så ved jeg ikke om jeg vil kalde det utroskab, men det er hvertfald mistillid og hvis det havde været min mand havde jeg ikke ønsket at blive med ham, da jeg sætter tillid som det største..

:kram :kram :kram

[Nitzen1987]

JEg vil ikke kalde det utroskab men tillidsbrud og det er for mig at se lige så slemt som utroskab... Jeg kan desværre ikke råde dig til, hvad du skal gøre... Hvis det var min mand ville jeg være dybt skuffet!

[MissingLink]

Enig med Sandie- jeg ville nok på nuværende tidspunkt ikke kalde det decideret utroskab, men et KÆMPE tillidsbrud :( Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville gøre i dit sted. Måske forsøge at spørge ind til, hvorfor han for det første havde holdt det hemmeligt, og for det andet hvorfor han har haft brug for at være i kontakt med den anden kvinde. Jeg ville kræve at vide, om han var tiltrukket af den anden kvinde. Mænd er nogle gange lidt mystiske, for nogen tror de kan blæse og have mel i munde på samme tid <_<

Sender dig en masse tanker og :kram :kram :kram

[TroldeMor]

Jeg er rigtig ked af at du står i den situation :kram2

Mht. om det er utroskab, så vil jeg også nærmere mene at det er et stort tillidsbrud, og jeg ville nok kræve en masse forklaring, og evt parterapi, for at få klarlagt årsagen til at han har haft (brug for/lyst til) kontakt med denne kvinde. Og hvorvidt han bliver hos dig, af kærlighed eller af praktiske årsager, som du er inde på.

Jeg kan ikke råde dig til om du skal gå fra ham, men jeg kan kun sige at hvis det var mig, så ville jeg i stedet kæmpe for mit ægteskab, og prøve at finde ud af hvad der gik galt, for at finde en løsning, og komme videre sammen.

Men ægteskabet betyder så også utroligt meget for mig, og jeg tog det meget alvorligt da jeg sagde, i medgang og modgang, til døden os skiller. Derfor ville jeg til hver en tid KÆMPE...

Jeg håber du finder en løsning, som er den rette for dig :kram2

[Sandie]

Men ægteskabet betyder så også utroligt meget for mig, og jeg tog det meget alvorligt da jeg sagde, i medgang og modgang, til døden os skiller. Derfor ville jeg til hver en tid KÆMPE...

Bliver simpelthen nød til at kommentere det her søde.. Ægteskab betyder også meget for mig og jeg mente det også højt og helligt hvad jeg sagde i kirken om medgang og modgang foran gud og for min mand.. Men hvad jeg læste det andet til, lyder det som om han jo netop snakker med hende den anden at han har valgt IKKE at kæmpe for deres forhold.. og derfor vil jeg ikke se situationen som i modgang, for mig havde det være modgang hvis han dengang lysten til en anden var kommet ind i billedet, var kommet og snakket om det, ville jeg kæmpe.. men ikke ved at finde ud af det 1½ år efter...

(og intet er ment som kritik, bare min mening )

[MissingLink]

Jeg er rigtig ked af at du står i den situation :kram2

Mht. om det er utroskab, så vil jeg også nærmere mene at det er et stort tillidsbrud, og jeg ville nok kræve en masse forklaring, og evt parterapi, for at få klarlagt årsagen til at han har haft (brug for/lyst til) kontakt med denne kvinde. Og hvorvidt han bliver hos dig, af kærlighed eller af praktiske årsager, som du er inde på.

Jeg kan ikke råde dig til om du skal gå fra ham, men jeg kan kun sige at hvis det var mig, så ville jeg i stedet kæmpe for mit ægteskab, og prøve at finde ud af hvad der gik galt, for at finde en løsning, og komme videre sammen.

Men ægteskabet betyder så også utroligt meget for mig, og jeg tog det meget alvorligt da jeg sagde, i medgang og modgang, til døden os skiller. Derfor ville jeg til hver en tid KÆMPE...

Jeg håber du finder en løsning, som er den rette for dig :kram2

Bliver simpelthen nød til at kommentere det her søde.. Ægteskab betyder også meget for mig og jeg mente det også højt og helligt hvad jeg sagde i kirken om medgang og modgang foran gud og for min mand.. Men hvad jeg læste det andet til, lyder det som om han jo netop snakker med hende den anden at han har valgt IKKE at kæmpe for deres forhold.. og derfor vil jeg ikke se situationen som i modgang, for mig havde det være modgang hvis han dengang lysten til en anden var kommet ind i billedet, var kommet og snakket om det, ville jeg kæmpe.. men ikke ved at finde ud af det 1½ år efter...

(og intet er ment som kritik, bare min mening )

Hvis man ser så bogstaveligt på, hvad det er man siger i kirken, så siger man også "som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru" i vice versa. Efter min mening er det ikke sådan "man bør" leve med sin ægtefælle- altså at have sådan nogle hemmeligheder. Ikke dermed sagt, at jeg ville gå, men at der også skal være mening med "galskaben". Jeg mente det skam også, da jeg sagde ja til min mand- også selvom det ikke var foran "Gud og os der er her tilstede", men der er visse ting jeg ikke ville acceptere ;)

Og Sandie- jeg er enig med dig. Tror nu bare det var 1½ måned, og ikke 1½ år :)

[TroldeMor]

Bliver simpelthen nød til at kommentere det her søde.. Ægteskab betyder også meget for mig og jeg mente det også højt og helligt hvad jeg sagde i kirken om medgang og modgang foran gud og for min mand.. Men hvad jeg læste det andet til, lyder det som om han jo netop snakker med hende den anden at han har valgt IKKE at kæmpe for deres forhold.. og derfor vil jeg ikke se situationen som i modgang, for mig havde det være modgang hvis han dengang lysten til en anden var kommet ind i billedet, var kommet og snakket om det, ville jeg kæmpe.. men ikke ved at finde ud af det 1½ år efter...

(og intet er ment som kritik, bare min mening )

Det er helt ok :kram2

Og jeg ved godt at jeg står lidt alene med den, meget gammeldags, fortolkning af ægteskabet... Og det var heller ikke for at nedgøre nogen, eller deres indstilling til ægteskab :kram2 :kiss

Men jeg mener bare, at i denne situation, er der så meget der ikke er afdækket endnu... (mht. hvorfor) at jeg stadig synes der er en masse at kæmpe for. Og parterapi kunne jo være en måde at få styr på tingene, og finde ud af hvad det reelt er der er sket (også psykisk). For nogen gange kan mennesker godt blive forvirrede, og gøre dumme ting som de fortryder, og måske ved de ikke engang selv hvorfor, før de får snakket det rigtig godt igennem (og det gælder ikke kun ved utroskab/tillidsbrud mellem mand og kone) Tit ligger der jo noget helt andet bagved.

Men jeg forstår godt dit synspunkt søde, og det er helt ok, hvis du ikke er enig med mig :kram2

[Sandie]

Hvis man ser så bogstaveligt på, hvad det er man siger i kirken, så siger man også "som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru" i vice versa. Efter min mening er det ikke sådan "man bør" leve med sin ægtefælle- altså at have sådan nogle hemmeligheder. Ikke dermed sagt, at jeg ville gå, men at der også skal være mening med "galskaben". Jeg mente det skam også, da jeg sagde ja til min mand- også selvom det ikke var foran "Gud og os der er her tilstede", men der er visse ting jeg ikke ville acceptere ;)Og Sandie- jeg er enig med dig. Tror nu bare det var 1½ måned, og ikke 1½ år :)

Det er helt ok :kram2Og jeg ved godt at jeg står lidt alene med den, meget gammeldags, fortolkning af ægteskabet... Og det var heller ikke for at nedgøre nogen, eller deres indstilling til ægteskab :kram2 :kissMen jeg mener bare, at i denne situation, er der så meget der ikke er afdækket endnu... (mht. hvorfor) at jeg stadig synes der er en masse at kæmpe for. Og parterapi kunne jo være en måde at få styr på tingene, og finde ud af hvad det reelt er der er sket (også psykisk). For nogen gange kan mennesker godt blive forvirrede, og gøre dumme ting som de fortryder, og måske ved de ikke engang selv hvorfor, før de får snakket det rigtig godt igennem (og det gælder ikke kun ved utroskab/tillidsbrud mellem mand og kone) Tit ligger der jo noget helt andet bagved.Men jeg forstår godt dit synspunkt søde, og det er helt ok, hvis du ikke er enig med mig :kram2

Åååh i to jeg er jo helt forkert på den.. havde virkelig læst det som 1½ år og så er jeg på 100% sikker på jeg ikke vil kæmpe hvis min mand havde "set/snakket" med en han havde følelser for i så lang tid.. 1½ måned er jo helt noget andet.. Jeg vil også virkelig gøre alt for at finde ud af hvor meget kontakt de to havde haft, hvorfor og ja alting..

Tror her vil jeg også virkelig kæmpe for det jeg havde sagt ja til ;)

[TroldeMor]

Åååh i to jeg er jo helt forkert på den.. havde virkelig læst det som 1½ år og så er jeg på 100% sikker på jeg ikke vil kæmpe hvis min mand havde "set/snakket" med en han havde følelser for i så lang tid.. 1½ måned er jo helt noget andet.. Jeg vil også virkelig gøre alt for at finde ud af hvor meget kontakt de to havde haft, hvorfor og ja alting..

Tror her vil jeg også virkelig kæmpe for det jeg havde sagt ja til ;)

Ja det ændrer jo lidt på sagen.... Halvandet år med sådan noget, så havde der nok ikke været så meget at kæmpe for længere :)

[Morpige]

Jeg ville nok kalde det utroskab. Jeg kan godt se de andre skriver tillidsbrud og det er jeg også enig i. Men for mig ville det være utroskab, på den mentale plan og jeg ville behandle det derefter. Hvad får din mand ud af at fortælle dig det? er det for at du skal "opdage" det eller fordi han ikke kan leve med den dårlige samvittighed, eller er han bare en blød mand, der ikke ved hvad han vil og din reaktion afgør det.

Jeg tror jeg ville bede ham om at flytte hjem til hans mor og far eller venner, indtil han har tænkt igennem hvad det er han ønsker imellem jer to. Du har brug for en partner som du ved hvor du har og som ikke laver tillidsbrud/utroskab i mod dig!

:kiss :kiss :kiss

[kejzer]

ååh jeg ville nok smide ham på porten,da min tillid ville være fuldstændig væk og aldrig ville komme igen. Utroskab Ja. Men det er nok pga. tidligere forholds bedske erfaringer.

Men et :kram skal du ha med håb om at I finder en løsning.

[Brokenheart]

Tak for jeres svar alle sammen!

Om det er utroskab er selvfølgelig en fortolkningssag for ja rent fysisk er der ikke sket noget men det kunne da have gjort da hun havde tilbudt ham at tage med hende hjem den aften i byen. Han siger at han opretholdt kontakten med hende fordi han følte sig fristet og bekræftet i at han var tiltrækkende. Og for mig at se er det derfor utroskab og det ville han i øvrigt også selv have ment hvis situationen havde været omvendt!

Der er selvfølgelig også en baggrundshistorien til det her rod. Vi har været sammen i en del år og har 2 børn sammen hvor den yngste er fra sidste efterår. Vi har som alle par haft vores at kæmpe med og indtil nu har jeg syntes at det har bragt os tættere sammen. Min mand har altid haft et enormt behov for at blive bekræftet og det har jeg nok ikke haft tilstrækkeligt overskud til den sidste del af graviditeten og siden den lille kom, og det er hans begrundelse for at han gjorde det.

Jeg har gjort klart for ham at havde vi ikke haft vores børn så havde jeg ikke været her længere uanset hvor besværligt vores forhold ville være at komme ud af. Jeg er fuldstændigt på det rene med at man skal ikke blive i et ægteskab for børnenes skyld, men for deres skyld er jeg nødt til at mærke efter om jeg kan og vil kæmpe for vores liv sammen. Ligenu er jeg forfærdeligt meget i tvivl!!

Jeg holder jo af manden og vi har et godt liv sammen, men hvordan skal jeg kunne stole på ham igen? Da han først fortalte mig at han havde mødt kvinden i byen og hun havde tilbudt ham at de skulle gå hjem sammen og kontaktet ham efterfølgende, bad jeg ham fortælle mig alt. Han fortalte mig så at hun havde ringet til ham 2 gange og at han havde afvist hende og sagt at hun ikke havde en chance og at det var det. Men når man har været sammen i mange år skal den anden altså være noget af en pokkerspiller for at jeg ikke kan fornemme når jeg kun får noget af sandheden. Jeg gjorde derfor noget som jeg godt selv ved også er et tillidsbrud for jeg tjekkede hans telefonregning og konstaterede at han havde ringet til hende mange gange gennem januar og februar. Kontakten er brudt nu og det var den allerede da han fortalte mig det. Han siger at han fortalte mig det for at ændre vores hverdag, hvor han ikke føler at jeg viser min kærlighed til ham nok. Mit dilemma består i at havde han fortalt mig det dagen efter da hun havde haft ringet, så ville jeg være blevet ked af det, men jeg ville have troet ham og uden tvivl have kæmpet for vores familie og vores kærlighed. Men nu ved jeg ikke længere om der er noget at kæmpe for hvis jeg ikke tør/kan stole på ham.

Undskyld at ovenstående er lidt rodet, men der er kaos i mit liv ligenu...

[Calla]

Jeg ville nok kalde det utroskab. Jeg kan godt se de andre skriver tillidsbrud og det er jeg også enig i. Men for mig ville det være utroskab, på den mentale plan og jeg ville behandle det derefter. Hvad får din mand ud af at fortælle dig det? er det for at du skal "opdage" det eller fordi han ikke kan leve med den dårlige samvittighed, eller er han bare en blød mand, der ikke ved hvad han vil og din reaktion afgør det.

Jeg tror jeg ville bede ham om at flytte hjem til hans mor og far eller venner, indtil han har tænkt igennem hvad det er han ønsker imellem jer to. Du har brug for en partner som du ved hvor du har og som ikke laver tillidsbrud/utroskab i mod dig!

:kiss :kiss :kiss

Den her er jeg fuldstændig enig i, bortset fra at jeg nok ikke havde bedt manden tænke tingene igennem. I mine øjne har han truffet sit valg, i og med han vælger at bibeholde kontakten til hende, og dyrke følelserne. For mit vedkommende havde det været det samme som hvis manden rent faktisk havde knaldet hende i hele perioden. I samme øjeblik han knaldede hende, så havde han truffet sit valg. IMO

:kram2 :kram2 :kiss :kiss

[Nitzen1987]

kan godt se at det er en svær situation du står i.... og forstå til fulde at din tillid til ham er væk... med den situation står i ville jeg nok vælge at prøve noget parterapi for at forsøge at genvinde tilliden til din mand...

[Guest AngelJuul]

Jeg har selv været ude for det samme, og her påstod gutten at de kun skrev, mest hende til ham og han ringede aldrig, men det passede så ikke. Nåh men han stoppede al kontakt til hende i maaaaange måneder, lavede derefter en fake dating profil og skrev med piger/kvinder der, grunden til at jeg fandt ud af det, var fordi han skrev til en af mine veninder, som han dog ikke kendte, men hun vidste hvem han var. Han fik sparket.

Håber at du finder ud af det mellem jer, på den måde du aller helst selv vil :kram2

[Guest Mettemor]

Hvis min mand havde gjort hvad din mand byder dig, så havde jeg nok bedt ham pakke...

Det er ingen undskyldning at du har været gravid og dermed tørre den af på dig - han må kunne forstå at du ændrer dig og får andre interesser og bekymringer når du venter et lille menneske, som HAN i øvrigt har sørget for at putte i din mave!!

Han burde vise DIG forståelse og ikke fise i byen og "score damer".....

Hvis han har det behov og derefter fortier det for dig, så er han helt galt afmarcheret og har mentalt været dig utro, idet han har søgt andre græsgange....

Om han så har fuldbyrdet noget ved vi ikke og håber det heller ikke, men det kunne han lige så godt have gjort.

Jeg siger ikke i skal skilles for evigt, men måske ville nogle måneder hver for sig give jer et pust hvor i kunne tænke over hvad i ville med jeres liv og parforhold også ifht jeres børn.

De er klart bedst tjent med lykkelige forældre, men hvornår er i lykkelige? Sammen eller hver for sig? Det er der du skal ind og mærke efter.

Accepterer du ham accepterer du også hans adfærd, for han ændrer sig ikke før du ændrer dig.

Kæmpe kram!!

[tazdiginez]

Hvis min mand havde gjort hvad din mand byder dig, så havde jeg nok bedt ham pakke...

Det er ingen undskyldning at du har været gravid og dermed tørre den af på dig - han må kunne forstå at du ændrer dig og får andre interesser og bekymringer når du venter et lille menneske, som HAN i øvrigt har sørget for at putte i din mave!!

Han burde vise DIG forståelse og ikke fise i byen og "score damer".....

Hvis han har det behov og derefter fortier det for dig, så er han helt galt afmarcheret og har mentalt været dig utro, idet han har søgt andre græsgange....

Om han så har fuldbyrdet noget ved vi ikke og håber det heller ikke, men det kunne han lige så godt have gjort.

Jeg siger ikke i skal skilles for evigt, men måske ville nogle måneder hver for sig give jer et pust hvor i kunne tænke over hvad i ville med jeres liv og parforhold også ifht jeres børn.

De er klart bedst tjent med lykkelige forældre, men hvornår er i lykkelige? Sammen eller hver for sig? Det er der du skal ind og mærke efter.

Accepterer du ham accepterer du også hans adfærd, for han ændrer sig ikke før du ændrer dig.

Kæmpe kram!!

HØRT HØRT!!! - det er nøjagtig den samme indstilling jeg har..

jeg er vokset op med et forældrepar der blev sammen i 10 år, selvom de ikke var kærester mere, de blev udelukkende sammen pga. os børn. Og tro mig, vi ved det! :P far er ulykkelig og mor er ulykkelig, de havde ingen chancer for at møde nogle nye og når de så havde en kæreste hver for sig, måtte det holdes hemmeligt, hvilket igen gjorde dem ulykkelige.. Suk - hvis min kæreste og jeg nogensinde får tillidsbrud eller der sker noget drastisk så vi skal vurdere vores forhold på ny, vil jeg ikke engang tænke to gange, hvis han virkeligt havde dummet sig. Jeg ved af erfaring, at blive med manden ødelægger mere end det gavner, gift eller ugift. Man har for mange spekulationer, selvfølgelig elsker man hinanden, men det kan man også gøre på afstand! Hvis man virkeligt elsker hinanden, mener jeg også at man burde kunne være tro mod hinanden og kunne give slip til sidst. Jeg vil mene at tillidsbrud er værre end utroskab, da utroskab oftest er noget der bare sker og ikke bliver dyrket (men kan også dyrkes og bliver det det, er det bare ud til højre). tillidsbrud er enormt svært at rette op på igen - det er svært at finde tilliden til et menneske der virkeligt har trådt en over tæerne igen. (afhængigt af situationen) Specielt sådan et form for tillidsbrud som du har fået dig.

Igen vil jeg referere til overståendes kommentar - det er ikke din fejl, han skal slet ikke kaste skylden over på dig. at han har kedet sig i jeres forhold og har haft brug for bekræftigelse betyder jo bare at han ikke har nok i det du giver ham - og det burde han! Det er da rart at vide at man stadig er lækker og kan det der med damerne, men derfor behøver han ikke at dyrke det! Så er det HAM der har en sygelig trang og ikke dig der er gal på den. - Hvis han ikke kan få nok i den bekræftigelse du giver ham ved kys, kærtegn og dit nærværd, så fortjener han dig simpelthen ikke! - undskylder for mine hårde ord, men det er min mening og mine erfaringer..