Jeg aner ikke hvad jeg skal vælge

[lpd]

Hej alle. Jeg har tænkt længe om jeg skulle skrive her, og nu gør jeg det altså. Jeg ved ikke om jeg skriver for at få råd, eller blot læsset af.

Jeg har en fantastisk kæreste, vi bor i hus sammen langt ude på landet og har to hunde samt en del andre dyr sammen.

Min kæreste arbejder så han er to uger ude og tre uger hjemme. Jeg har lige fra starten haft svært ved det, men har hele tiden slået det hen med at jeg nok ville vænne mig til det. Det har jeg desværre ikke. Jeg er helt ødelagt flere dage oo til han skal afsted, jeg tuder og kan ikke sove. Jeg er så ulykkelig og tom indeni, jeg savner ham SÅ meget når han er afsted. Vi er egentlig begyndt PB, men jeg har trukket i land nu. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal kunne være mor når jeg er i den tilstand. Det er selvfølgelig ikke noget nyt, og vi troede begge at udsigten til en baby ville ændre på hvordan jeg har det, men det har kun gjort det endnu værre. Jeg ønsker mig inderligt et barn, men ikke på de præmisser.

Det skal lige siges at han elsker sit job, og bestemt ikke vil have et andet.

Jeg står nu i det dilemma at jeg ikke aner mine vilde råd. Skal vi få børn alligevel, og håbe at jeg kan lære at forholde mig til det, skal vi gå hver til sit nu eller skal vi se frem til et liv uden børn?

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, og min kæreste lukker helt af når jeg prøver at tale om det. Hvis jeg stillede ham et endeligt ultimatum at han skulle vælge mellem os og jobbet, så er jeg faktisk ikke sikker på han ville vælge vores forhold, og det ødelægger mig fuldstændigt at tænke på det.

[Girl Next Door]

Har ikke noget klogt at sige, men kan give et kram :kram

[Myliona]

Sådan arbejdede min eks kæreste også.. Jeg havde det helt som dig.. Og det endte også med at gå i stykker - jeg kunne slet ikke forholde mig til det her med at man egentlig havde to "hverdage".. Udover det, havde jeg min datter i en 7/7 ordning, så det var yderligere svært at få det hele til at passe sammen, og det blev til nogen kæmpe forskellige hverdage, og det magtede jeg ikke (mig alene, mig med min datter, mig med ham, og mig med ham og min datter)..

 

Jeg tror du skal gøre op med dig selv om DU kan være i det.. Det er super hårdt, og en af mine tanker var især at børn jo savner - og især når de er små er der rutiner osv, og dem bliver far bare ikke en del af på samme måde.

Omvendt, er det en KÆMPE gave at når far "er der", så er han der 100%, ingen arbejde, ingen stress men bare hygge med far. Man kan også "udskyde" mange af de praktiske ting, så man ikke behøver stå alene med tøjvask eller hovedrengøring..

 

Men du skal følge dit hjerte - Og hvad er alternativet? Vil du blive ved ham, og opgive børn? Vil han opgive børn? Vil du gå fra ham, for at finde en med samme livsstil?

 

Min eks var sømand - Og det ville være helt utænkeligt, at "tage det fra ham".. Han ELSKEDE sit arbejde, og det var tydeligt at mærke når han havde været hjemme i 2½ uges tid, at han glædede sig til at "komme ud".. Han savnede bestemt mig - men som han sagde, var det bare et helt andet liv derude, og man blev ikke mindet om tingene derhjemme.. Når jeg gik hjemme, var det jo i VORES hjem, hvor HAN manglede - HAN manglede i sengen osv.. Det oplevede han slet ikke..

 

Nå, det var lidt langt, blandet og bare forvirringstanker jeg havde ;)

 

Kan i øvrigt tilføje, at min eks kærestes bedste ven og kone, lige har fået et barn sammen :) Han er ude i 1 måned, og hjemme i 1½ - og det fungerer bare for dem, og de nyder det! Han skyper med deres datter, som nu er 4 mdr. og det fungerer bare perfekt for dem alle :) Så for nogen, kan det fungere :)

[Guest]

Jeg synes, Myliona siger det ret godt. Jeg er enig med hende, så vil ikke sige så meget andet end det. Kun at du måske kan få skrevet dig frem til en løsning ved at stille de forskellige alternativer op foran hinanden, kigge efter, mærke efter og vende det med BK´s "panel" :). Så kan du måske på et tidspunkt fornemme, hvor det trækker hen.

 

Og så vil jeg sende dig et stort :kram

[Tumlepigen]

Vil lige sende et stort :kram

[camolette]

Jeg er enig i det myliona siger, men husk også at man siger at et barn ikke løser problemerne i et parforhold, og de ting der går dig på nu, vil efter min mening sandsynligvis blive forstærket.

De ting der irriterede mig ved min kæreste (i det små) er kun blevet forstærket efter vi har fået barn.

[Barbamama]

:kram

Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal råde dig til :unsure To ting, kommer dog hurtigt til mig:

1. Kraftig anbefaling om at holde fast i PB-pause indtil I er afklaret

2. Det virker ikke fair, at han lukker af og du "står med det alene"

[Forunderligt]

Jeg har lige lyttet til et lidt lignende dilemma på Mads og Monopolet podcast, jeg mener det var i et af de programmer fra december, men om det lige var julekalender eller et af de almindelige er jeg ikke sikker på.

 

For mig at høre er der to løsninger her som begge sikkert er rigtig svære.

 

1: Du får hjælp til at arbejde med dig selv (psykolog/coach måske?) og nå ind til hvorfor det er svært for dig at være alene og at tage afsked, og måske er det muligt for dig at få det ok med at leve sådan. I mellemtiden er I nødt til at sætte baby drømmene på stand-by. Og det er jo spørgsmålet om du grundlæggende vil kunne fortsætte med at leve i sådan et forhold, når du nu har det så svært med det. Men jeg tænker at du måske vil kunne rykke dig som menneske, lære mere om dig selv og måske blive mere afklaret med, om du kan blive i forholdet eller ikke.

 

2. Du blir nødt til at gå. Bryde forholdet, komme videre, finde en kæreste som vil det samme som dig og som ikke hele tiden "forlader" dig. Igen må baby drømmene på stand-by, og det er bestemt ikke nogen nem løsning. Jeg syns bare det måske kunne lyde som om det er alt for hårdt for dig at sidde i det forhold du er i, sådan som det er.

 

Mit gæt er at din kæreste er virkelig glad for at arbejde på den måde som han gør og at han ikke vil opgive sit job for jeres forhold. Og jeg vil lige sige, at hvis du ender med at give sådan et ultimatum, så må du også være klar til at gå, hvis han vælger dig fra. 

 

Jeg tror at hvis du vælger at blive og få barn med din kæreste vil det kun blive 1000 gange sværere. Man er i hormornernes vold som gravid og ny mor, man er ekstra sårbar overfor alt som gør en ked og bekymret osv, og man har ekstra meget brug for at have sin partner som støtte og opbakning. Nogen klarer det hele alene, og jeg vil da sige at man kan meget hvis man skal, jeg har selv stået meget alene med mit 3. barn i et ustabilt parforhold. Men det er benhårdt og ikke nogen ønske situation (for de fleste). Hvis man har det fint med at være alene i perioder kan man nok sagtens trives med det som familie. Men det er jo ikke tilfældet for dig. Jeg syns virkelig du skal tænke på dig selv her, og tænke på hvilken situation du vil sætte et evt barn i, hvis I prøver og du i sidste ende enten blir nødt til at gå fra kæresten, eller går og er ulykkelig meget af tiden pga afsked og adskillelse.

 

Held og lykke fremover

:kram

[lpd]

Tusind tak for alle jeres svar. Jeg er så glad for at jeg oprettede emnet langt om længe!

Jeg læser hver og et af jeres svar, flere gange endda, men lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal svare. Jeg føler nøjagtigt som Myliona beskriver det - jeg føler at jeg lever et dobbeltliv. Jeg er klar over at jeg må vælge, men jeg ved ikke hvordan jeg skal træffe den beslutning. Han er uden tvivl mit livs kærlighed, og jeg er sikker på, at jeg vil fortryde resten af mit liv, hvis vi går hver til sit. Omvendt så fylder savnet, mine bekymringer og mine tanker SÅ meget.

Der er blevet fyret en del folk på hans arbejdsplads, og jeg har flere gange taget mig selv i at ønske at han blev fyret. Jeg har så dårlig samvittighed over de tanker, nogle gange tænker jeg at jeg er et meget egoistisk og småligt menneske :-(

[lpd]

Lige nu tænker jeg i øvrigt, om parterapi kan være en god ide? Er der nogle der har erfaring med det?

[Pumpkins]

Jeg tror parterapi vil være en god mulighed, for det virker som om at i har svært ved at få snakket om det her. Jeg tror det kunne være godt for jer at få hjælp til at få sat ord på det, der trykker :)

[Guest]

Puha, jeg kender godt den følelse med inderst inde at håbe lidt noget vil ske, som vil gøre det hele så meget nemmere - selvom det er skudt for en anden person. Det skal du ikke skamme dig over, det synes jeg er meget menneskeligt. Du ringer jo ikke ligefrem til hans arbejde og beder dem fyre ham :-).

[lpd]

Vi har haft en god snak her til aftes synes jeg. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare, men det var så dejligt at få det hele ud.

BSB, tak for du ikke synes jeg er helt horribel :-)

[Forunderligt]

Vi har haft en god snak her til aftes synes jeg. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare, men det var så dejligt at få det hele ud.

BSB, tak for du ikke synes jeg er helt horribel :-)

Godt at høre!

 

Nogle mænd, i min erfaring, kan godt lytte til hvad man siger men har brug for lidt betænkningstid til at formulere hvad de selv mener og føler. Så I skal sikkert fortsætte snakken igen, måske flere gange, før I får klarhed over hvor I står. Men god start, lyder det til. Held og lykke

[Solberg]

Jeg har rigtig god erfaring med parterapi. Man får vendt problemstillingerne til bunds og kan måske se tingene på en ny måde.

Måske kan terapien også give dig et fingerpeg om, om du kan komme til at forene dig med problematikken via terapi.

Held og lykke og knus herfra.☺

[ki schou]

Ingen kloge ord men vil ikke forlade tråden uden at sende dig et kram, jeg håber det løser sig, så I begge er glade og tilfredse.

 

:kiss

[ki schou]

Lige en ting - ville det ikke være muligt at han måske arbejde en uge ude og så hjemme 1½ fx? Så er perioderne hvor han er væk ikke så lange.

[lpd]

Tusind tak for alle jeres svar. Det betyder rigtig meget. Jeg tror at han for alvor har forstået at jeg mener det seriøst. Han har foreslået at når jeg er færdig med mit studie, så kan han komme hjem og arbejde. Det betyder så vi skal udskyde børn længe, da jeg først er færdig om 5 år - alene tanken om at han ikke skal være væk resten af livet gør mig dog noget roligere, så måske vi alligevel får børn - nu må vi se.

[lpd]

Lige en ting - ville det ikke være muligt at han måske arbejde en uge ude og så hjemme 1½ fx? Så er perioderne hvor han er væk ikke så lange.

Det er desværre faste turnusordninger, og det vil slet ikke kunne betale sig at rejse så meget desværre.

- og tak for dit kram ;-)

[Mette A.]

Puha for en møgsituation :( Jeg har ikke så meget at tilføje til hvad de andre kloge kvinder har sagt, men et kram skal du have! :kram

Jeg tror dog også at parterapi og/eller psykologhjælp til dig kunne være en god ting. Det kunne lyde for mig som at der måske er andet og/eller mere der ligger til grund for at du har så svært ved at undvære din kæreste end bare at du elsker ham meget og derfor savner ham.