"Særligt uopdragen"

[FruOvervejelse]

Jeg må sige, at jeg er fuldstændig enig med skribenten! Jeg har i mit arbejde som lærer mødt mange forskellige børn og mange forskellige forældre. Jeg observerer rigtig meget på forældre, når jeg er ude. Jeg må indrømme, at der kun er én ting, der skræmmer mig ved at blive mor: at jeg bliver ligesom alle andre forældre!

Jeg ser både i min fritid og på mit arbejde rigtig mange forældre, som ikke sætter grænser for deres børn. Det er nu engang sådan, at børn rigtig godt kan lide faste rammer, hvor de ikke behøver prøve af, hvad der er accepteret, og hvad der ikke er. Hvis man opdrager børn til at synes, de er verdens centrum, så er det unægteligt en svært opgave at have dem i en klasse, hvor der sidder op mod 27 af samme slags.

Forældre nu til dags (kan godt selv høre at jeg lyder som en oldemor) vil gerne hygge sig, når de endelig er sammen med deres børn. "Vi gider ikke være uvenner, når vi har så lidt tid sammen". Derfor tager man ikke konflikterne. Men tager man konflikterne fra starten, vil udviklingen gøre at det ikke bliver nødvendigt senere. TYDELIG kommunikation er vejen frem til at undgå uopdragne børn, som ikke kan rumme andre menneskers behov.

Jeg ser og har set i høj grad, at forældre søger egen læge, speciallæger, børnepsyk etc etc, fordi det bare er nemmere at få en diagnose på sit barn, end at blive konfronteret og arbejde med at dit barn er uopdragent!

Jeg er helt klar over, at dette indlæg ikke falder i god jord herinde, men lige netop dette emne er virkelig noget, der har optaget mig i mit arbejde med børn over de sidste 7-8 år.

[Guest]

Som nævnt tidligere er jeg også lærer, og er altså uenig med artiklen:

1. Børn får mig bekendt ikke "automatisk en diagnose". Det kræver en psykologisk udredning, som forældre i nogle tilfælde må betale flere tusinde kroner for.

2. Hvem er de tænkte forældre, der gennemgår og betaler dette blot pga dovenskab? Jeg føler lidt, at artiklens sigtekorn er rettet mod nogle hypotetiske forældre, som man selvfølgelig ikke kan være andet end imod, når de præsenteres som de gør. Mon ikke de fleste rationelle forældre vil foretrække et udiagnosticeret og godt opdraget barn end en psykologisk udredning blot for en "bekvem" undskyldning? Der skal nok findes reelle, anekdotiske eksempler, men skal vi ikke gå ud fra, at langt de fleste forældre rent faktisk prøver at opdrage på og tage ansvar for deres børn?

3. Er det ikke netop en ansvarlig forælder, der ikke blot hugger en hæl og klipper en tå ift. opdragelsen og opfostringen af sit barn, men forsøger at lære sit barn samt dets personlige egenskaber og unikke sammensætning at kende, så man netop kan møde barnet med de bedste forudsætninger for en sund og naturlig opvækst? Dette indebærer ikke at undskylde for dårlig opførsel i vuggestue, børnehave eller skole, men at være i stand til at vide, præcis hvordan man bedst guider barnet til netop den gode opførsel ud fra de personlighedstræk, det har.

4. Man skal passe på med ikke at trivialisere eller ligesom ignorere forskellige psykologiske tilstande eller diagnoser. Jeg tror da på, at man langt bedre kan hjælpe et ADHD-barn hvis man ved at det har det, ligesom det er nemmere at tage hensyn til et ørebarn hvis man er klar over tilstanden... Vi nærmer os hurtigt et minefelt, der hedder 'psykiske sygdomme er ikke rigtige sygdomme' (selvom langt de fleste af disse diagnoser ikke er sygdomme, men snarere blot personlighedstræk). Den vej skal vi ikke gå.

Og hvad med stress? Skal folk med stress så bare tage sig sammen? Det synes jeg ikke :)

[Mistel]

Tillader mig at være dybt uenig i punkt 4. Mener absolut ikke vi overhovedet er i nærheden af at psykiske sygdomme ikke er rigtige sygdomme. Jeg kan slet ikke se at den holdning bliver luftet her :)

[Guest]

Tillader mig at være dybt uenig i punkt 4. Mener absolut ikke vi overhovedet er i nærheden af at psykiske sygdomme ikke er rigtige sygdomme. Jeg kan slet ikke se at den holdning bliver luftet her :)

Skulle have forklaret mig bedre :) jeg synes heller ikke at man herinde lufter den holdning. Men synes jeg kan fornemme det i artiklen. Altså, jeg synes artiklen går lidt i mod de sidste mange (50-60) års forskning inden for psykologien og pædagogikken og lidt fornægter det paradigmeskift, der i perioden er sket med tilgangen til børn. Og opdragelse.

Men jeg er helt med på, at der findes uopdragne børn.. :) men i min hverdag som lærer ser jeg bare ikke, at ADHD-børn er ligmed uopdragne. Og har heller aldrig stødt på forældre, der gerne vil give deres børn diagnoser :)

[Guest]

Skulle have forklaret mig bedre :) jeg synes heller ikke at man herinde lufter den holdning. Men synes jeg kan fornemme det i artiklen. Altså, jeg synes artiklen går lidt i mod de sidste mange (50-60) års forskning inden for psykologien og pædagogikken og lidt fornægter det paradigmeskift, der i perioden er sket med tilgangen til børn. Og opdragelse.

Men jeg er helt med på, at der findes uopdragne børn.. :) men i min hverdag som lærer ser jeg bare ikke, at ADHD-børn er ligmed uopdragne. Og har heller aldrig stødt på forældre, der gerne vil give deres børn diagnoser :)

:ditto er iøvrigt helt enig med dig så har ikke mere at tilføje, du skriver det så godt :)

[FruOvervejelse]

Skulle have forklaret mig bedre :) jeg synes heller ikke at man herinde lufter den holdning. Men synes jeg kan fornemme det i artiklen. Altså, jeg synes artiklen går lidt i mod de sidste mange (50-60) års forskning inden for psykologien og pædagogikken og lidt fornægter det paradigmeskift, der i perioden er sket med tilgangen til børn. Og opdragelse.

Men jeg er helt med på, at der findes uopdragne børn.. :) men i min hverdag som lærer ser jeg bare ikke, at ADHD-børn er ligmed uopdragne. Og har heller aldrig stødt på forældre, der gerne vil give deres børn diagnoser :)

Jeg har haft en del forældre, som søger diverse speciallæger mhp at få en diagnose. Jeg har også haft forældre, som har forklaret mig, at deres barn har ADHD - altså, de mangler bare lige A'et, så diagnosen kan ikke rigtig stilles.

Jeg ser heller ikke diagnose-børn som uopdragne, men jeg ser uopdragne børn, som har forældre, der gerne vil "have en undskyldning". Uforståeligt for mig, men ikke desto mindre har jeg mødte det gentagende gange, hvor jeg selv har tænkt, at der kun var tale om dårlig opdragelse, og hvor forældrene tydeligvis ikke kan sætte grænser for deres børn. Feks. har vi siddet tre lærere til et møde med forældre, hvor vi har sagt "jeres barn har svært ved at indgå i gode legerelationer, når han har pistoler med i skole. Kan vi aftale, at han ikke får det med". Forældrene er totalt med og siger, at så skal han da bestemt ikke have det med. Næste dag har han det med igen...

[Guest]

Jeg har haft en del forældre, som søger diverse speciallæger mhp at få en diagnose. Jeg har også haft forældre, som har forklaret mig, at deres barn har ADHD - altså, de mangler bare lige A'et, så diagnosen kan ikke rigtig stilles.

Jeg ser heller ikke diagnose-børn som uopdragne, men jeg ser uopdragne børn, som har forældre, der gerne vil "have en undskyldning". Uforståeligt for mig, men ikke desto mindre har jeg mødte det gentagende gange, hvor jeg selv har tænkt, at der kun var tale om dårlig opdragelse, og hvor forældrene tydeligvis ikke kan sætte grænser for deres børn. Feks. har vi siddet tre lærere til et møde med forældre, hvor vi har sagt "jeres barn har svært ved at indgå i gode legerelationer, når han har pistoler med i skole. Kan vi aftale, at han ikke får det med". Forældrene er totalt med og siger, at så skal han da bestemt ikke have det med. Næste dag har han det med igen...

Øv! Så er det altså op ad bakke :( men ja, det er eksemplet på forældre, der ikke magter det. Men tænker nu ikke det er flertallet :)

[Pumpkins]

Tak Maj85. Jeg er helt enig med dig :super (vil ikke lige quote, det bliver så langt ;) )

 

 

Tillader mig at være dybt uenig i punkt 4. Mener absolut ikke vi overhovedet er i nærheden af at psykiske sygdomme ikke er rigtige sygdomme. Jeg kan slet ikke se at den holdning bliver luftet her :)

 

Jeg ser heller ikke holdningen luftet herinde (heldigvis), men ser den luftet mange andre steder, fx. i den artikel. 

Det er bare nemmere at se på folk, om de har brækket et ben, end at de har en kemisk ubalance i hjernen. Jeg kender mange med depression, der er blevet spist af med "jamen, kan du ikke bare tage dig sammen" eller nogle med stress, der får at vide, at "jeg har også travlt på arbejdet, men jeg brokker mig da ikke" - eller mennesker, der tager vigtig psykofarmika, og som får at vide, at medicinen bare er "Bigpharma"'s opspind for at tjene flere penge. Man ville jo aldrig sige til en person med brækket ben, at det bare skal gåes væk, eller sige til en med en kræft, at motion var meget bedre end medicin, der bare var onde menneskers måde at tjene penge på. Men på en eller anden måde er det blevet mere ok at sige til dem med psykisk sygdom. 

 

Måske ser jeg det mere, fordi jeg lægger mærke til det, når jeg møder det. Lidt lige som man ser barnevogne over alt, når man selv gerne vil være gravid, eller man synes at der er reklamer for alt det usunde, når man lige er gået på kur. Jeg synes heldgvis at flertalet er gode til at give plads og respektere, men det er ikke alle, desværre. 

[FruOvervejelse]

Tak Maj85. Jeg er helt enig med dig :super (vil ikke lige quote, det bliver så langt ;) )

Jeg ser heller ikke holdningen luftet herinde (heldigvis), men ser den luftet mange andre steder, fx. i den artikel.

Det er bare nemmere at se på folk, om de har brækket et ben, end at de har en kemisk ubalance i hjernen. Jeg kender mange med depression, der er blevet spist af med "jamen, kan du ikke bare tage dig sammen" eller nogle med stress, der får at vide, at "jeg har også travlt på arbejdet, men jeg brokker mig da ikke" - eller mennesker, der tager vigtig psykofarmika, og som får at vide, at medicinen bare er "Bigpharma"'s opspind for at tjene flere penge. Man ville jo aldrig sige til en person med brækket ben, at det bare skal gåes væk, eller sige til en med en kræft, at motion var meget bedre end medicin, der bare var onde menneskers måde at tjene penge på. Men på en eller anden måde er det blevet mere ok at sige til dem med psykisk sygdom.

Måske ser jeg det mere, fordi jeg lægger mærke til det, når jeg møder det. Lidt lige som man ser barnevogne over alt, når man selv gerne vil være gravid, eller man synes at der er reklamer for alt det usunde, når man lige er gået på kur. Jeg synes heldgvis at flertalet er gode til at give plads og respektere, men det er ikke alle, desværre.

:ditto Jeg er helt enig med dig i det her.

[Myliona]

Jeg har en veninde, som "påstår", at hendes dreng har "en snært af ADHD".. Og DET gør mig sur/trist!! Hvis man reelt tror ens barn "fejler noget", bør man sørger for det får en ordentlig behandling/diagnose!

"En snært af ADHD", uden en diagnose er i mine øjne bare en virkelig "dårlig undskyldning"!!

Jeg kender MANGE med ADHD, som er ganske velopdragne, og det kan virkelig gøre mig tosset når forældre siger sådan...! Det er svært at have en diagnose, men man har jo ikke ADHD fordi man kaster med ting eller slår når man ikke får sin vilje.. Og hvis det er det eneste træk man har, så skal man ikke diagnosticere barnet udfra den ene ting.

Og det er der hvor jeg synes artiklen "rammer" - at forældre lægger ansvaret fra sig, ved at bruge en diagnose deres barn slet ikke har eller "ville kunne få".

Og det værste er, at de forældre jo som regel sjældent selv arbejder efter det.. Herinde høre jeg mange sige de har sensitive børn- men så er det reelt, og de "tager hensyn", og lever efter det og flere har kontaktet fagpersoner i forhold til hvordan man skal hjælpe barnet bedst...

[Fister]

Har heller ikke læst artiklen, og jeg har kun skimmet jeres kommentarer, men fornemmer klart to fronter:) Det er spændende.

 

Jeg har det svært med alle diagnoserne og jeg er tilbøjelig til at tro at man kan fremelske sider af sit barn som ligner sygdomme/tilstande ved at insistere på at barnet er unormalt. Men der er da SELVFØLGELIG børn som lider af alvorlige sygdomme og som har nogle helt særlige behov, som vi som samfund skal tage hånd om. Selvfølglig!

 

Dog har jeg på et tidspunkt læst at i USA får en meget stor procentdel af børnene medicin for den ene eller anden form for hyperaktivitet, og det skræmmer mig! Det skræmmer mig, når vi diagnosticerer vilde drenge og stille piger, fordi de er "besværlige". Og jo, jeg tror også meget af det er et spørgsmål om opdragelse, ligesom en del af det kan skyldes kost, frustrationer og manglende stimulans. Der er jo ingen tvivl om at de børn, som vi mener er "ved siden af" føler sig forkerte, men når vi siger, at de fejler noget, så er vi jo også med til at gøre dem forkerte.

Hermed ikke ment, at vi ikke skal tage hensyn til at man bare har brug for mere ro end gennemsnittet eller at man har så meget krudt i røven at man ikke kan sidde stille i halvanden time. Det skal vi søge at gøre i den udstrækning til nu kan lade sig gøre for fællesskabet i en klasse og på hjemmefronten med tryghed, hensyn, opdragelse og forklaringer.

 

Da jeg selv var barn, følte jeg mig forkert 24/7. Det er faktisk først gået over indenfor de sidste par år, og det har krævet en masse arbejde. Men det er da ikke fordi jeg fejlede noget som barn, jeg var nok overansvarlig og lidt for modtagelig for hvad der foregik omkring mig, og det ville da have været rart hvis mine forældre havde kigget på mig og sagt: "det er ikke dit ansvar Fister" eller havde set at jeg nok ikke skulle inddrages i alt det, jeg blev inddraget i. Men det er jo bare omstændigheder. Hvis jeg havde fået medicin eller var blevet diagnosticeret med et eller andet, ville jeg havde følt mig endnu mere umulig. Og nej det var ikke sjovt at bære rundt på en vist nok meget større bevidsthed end mine jævnaldrende, men jeg tænker at det er vores lod i livet; at vi på en eller anden måde ikke er ligesom alle de andre. Vi har hver vores særpræg, på godt og ondt; det er også derfor vi skal gøre verden mere nuanceret fremover. 
Som voksen er jeg så til gengæld blevet syg. Jeg har (haft) virkelig voldsom stress med depressioner, angst og en masse følger som man nok ville kunne sætte 20 diagnoser på. Det er rædsomt, ikke at vide hvad man er for én, og jeg har også taget medicin for at forsøge at komme symptomerne i møde, men det har ikke fået mig til at føle mig hjulpet. Jeg føler mig mere "udskudt", føler at jeg med de særlige hensyn er til besvær. I virkeligheden har jeg bare nogle omstændigheder som gør mig ekstra sårbar på nogle punkter, og på andre har jeg forstærket og fået nye kompetencer, som er (mindst) ligeså vigtige og bestemt ikke sygelige, som den gennemsnits-jeg-går-på-arbejde-og-er-god-til-det-dansker jeg var i 10 år. Det har været åndssvagt hårdt at skulle (stadigvæk) vurderes og undersøges ogvendes og drejes igen og igen, og jeg er et voksent menneske. Hvorfor byde sit lille barn, som for fanden da bare skal opleve og lege og stille spørgsmål og fejle og krammes, at skulle igennem sådan en mølle, så man kan sætte mærkat på at han flipper ud foran slikhylden i SuperBrugsen? For seriøst, de har vi sgu da allesammen gjort indtil de gamle fandt den tone der fik lige præcis os til at fatte, at det var no go.
For mig at se hører diagnoser til, når der er noget alvorligt i vejen. Når indlæringen er virkelig træg og man har prøvet med tålmodighed og kreative løsninger på at barnet har krudt i rumpen osv. Når barnet er abnormt nervøs eller bange for mennesker, hvis det er uforklarligt ulykkeligt eller indesluttet. Der er sikkert flere eksempler, men I forstår nok hvad jeg mener.

[Guest]

Jeg tror nu heller ikke vi egentlig er uenige., det er bare, hvor vi lægger fokus. Vi er nogle (måske os med diagnoser, eller os med barn med diagnoser) som føler sig ramt! Og så er der andre, der har oplevet de der slags forældre. :)

Jeg håber dog, det er et fåtal forældre, som pådutter deres børn diagnoser. Det giver jo ingen mening at gøre det imo. :)

[Lovely Lady]

http://www.bupl.dk/fagbladet_boern_og_unge/nyheder/praedikat_som_saerligt_sensitiv_kan_skade_boern?opendocument Vedrørende det med det særligt sensitive, så supplerer jeg lige med et andet indspark til overvejelser om etiketter (og erindrer at lige dét ikke er en diagnose ;) ).

[Guest]

Er det bare mig der hverken som privat person eller som fagperson ALDRIG har mødt de der forældre i snakker om? Som i virkelig ALDRIG? Jeg startede i institutions miljøet i 2005 og har ALDRIG mødt forældre der gav børn betegnelser fra psykiatrien uden der var belæg derfor!

Jeg har mødt forældre der har sagt deres børn var sensitive, hvor jeg har tænkt "ja det er alle, men dit barn er ikke SÆRLIGT sensitiv" det er ikke svært at gennemskue! Og jeg har mødt forældre der mente deres børn havde fødevare allergi og derfor prøvede sær kost af, uden effekt! Men falske diagnoser har jeg IKKE mødt!!!

Jeg har til gengæld mødt rigtig mange der siger der er ALT for mange diagnoser på børn i dag, uden at vide hvad de snakker om!

Og jeg har mødt forældre midt i kampen om overhovedet at få lov til at udrede deres børn, selvom lærere, pædagoger og sundhedsplejerske er enige om at NOGET er galt!

Jeg har også mødt forældre der nægter diagnose udredning fordi de så tror barnet bliver "sygere"

Men hånden på hjertet så har jeg ALDRIG mødt "en snært af" eller "der er noget" eller "vi mistænker" - KUN "han har" - "hun er ved at blive udret" og "hjælp jeg ved ikke hvad jeg skal gøre herfra".

Diagnoser er for mig et stempel på indgansbilleten til Ressourse teltet, ikke en stempling af et barn! De eneste der ved noget om diagnosen BØR være fagpersoner og resten er op til forældrene! Andre forældre skal ikke opdrage eller tage ansvar, så de kan være mere end bedøvendes ligeglade!

[Pumpkins]

Mon ikke vi allesammen err enige om, at de forældre, der kaster om sig med diagnoser, uden at gøre noget ved det, er forkert på den?

De forældre, der hævder at deres børn fejler det ene og det andet uden at have belæg for det, giver jo dem, der har (børn med) diagnoser/ særlige behov et dårligt ry. Jeg hader selv at høre folk sige "hun har sikkert DAMP, sådan som hun render rundt" eller når jeg hører historier om forældre, der "misbruger" en psykisk sygdom/ udfording. Det bliver lidt lige som Peter og ulven. Da jeg selv tog en snak med min læge, og sagde til ham, at jeg var ret sikker på, at jeg havde ADHD, fik jeg en måneds betænkningstid, fordi det nok gik over - det var jo en modesygdom, som mange mente de havde lige pludselig. Og så er det jo svært at tage mig seriøst, når jeg er den x. Der råber "ulven kommer"

Jeg har også mennesker, jeg ikke har lyst til at dele min diagnose med, fordi jeg ved, at deres holdning er så præget af mediebilledet, at det vil kræve meget af mig, at vende den holdning, hvis det altså kan lykkes. Og det skyldes blandt andet, at holdningen bliver fordrejet at dem, der "misbruger det"

Til det du er inde på Fister med der amerikanske, så er det IMO helt ved ude i hampen med det her. I Danmark er det blandt andet et krav, at symptomerne skal have været der før 7-årsalderen, før man kan stille diagnosen, det krav har de ikke i USA. Mange mennesker vil på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve symptomer på ADHD, såsom glemsomhed, at man har svært ved at koncentrere sig, dårlig tidsfornemmelse, at man har svært ved at overskue en komplex opgave - alt sammen noget der passer på mange børn, der lige er startet i skole.

Samtidig har man i USA også et system, hvor skolerne får ekstra bevillng, hvis de har diagnosebørn, så der er lige pludselig gode penge i, at få børnene diagnostiseret.

Så galt er det heldigvis ikke i Danmark.

Jeg synes det er en interessant artikel du har fundet Lise1979 :)

Jeg tror dog det handler meget om, hvordan man bruger en diagnose/ særligt behov. Hvis man ser den som en forhindring eller en sovepude, så gør man helt sikkert sit barn eller sig selv en bjørnetjeneste. Jeg tror det er vigtigt at de her børn får en støtte til at klare hverdagen på lige fod med alle andre, så godt som det er muligt, og at man passer meget på med at begrænse barnet på grund af et særligt behov. Hvis ens barn har svært ved at læse, kan man på den ene side sige "nåh, så behøver du ikke øve dig, for du har det jo svært ved det" eller man kan sige "ok, du har sværere ved det, end forventet. Det er i orden, vi øver bare lidt mere".

[Guest]

Er det bare mig der hverken som privat person eller som fagperson ALDRIG har mødt de der forældre i snakker om? Som i virkelig ALDRIG? Jeg startede i institutions miljøet i 2005 og har ALDRIG mødt forældre der gav børn betegnelser fra psykiatrien uden der var belæg derfor!

Jeg har mødt forældre der har sagt deres børn var sensitive, hvor jeg har tænkt "ja det er alle, men dit barn er ikke SÆRLIGT sensitiv" det er ikke svært at gennemskue! Og jeg har mødt forældre der mente deres børn havde fødevare allergi og derfor prøvede sær kost af, uden effekt! Men falske diagnoser har jeg IKKE mødt!!!

Jeg har til gengæld mødt rigtig mange der siger der er ALT for mange diagnoser på børn i dag, uden at vide hvad de snakker om!

Og jeg har mødt forældre midt i kampen om overhovedet at få lov til at udrede deres børn, selvom lærere, pædagoger og sundhedsplejerske er enige om at NOGET er galt!

Jeg har også mødt forældre der nægter diagnose udredning fordi de så tror barnet bliver "sygere"

Men hånden på hjertet så har jeg ALDRIG mødt "en snært af" eller "der er noget" eller "vi mistænker" - KUN "han har" - "hun er ved at blive udret" og "hjælp jeg ved ikke hvad jeg skal gøre herfra".

Diagnoser er for mig et stempel på indgansbilleten til Ressourse teltet, ikke en stempling af et barn! De eneste der ved noget om diagnosen BØR være fagpersoner og resten er op til forældrene! Andre forældre skal ikke opdrage eller tage ansvar, så de kan være mere end bedøvendes ligeglade!

Enig!

I mine 5 år som lærer har jeg aldrig stødt på det heller. Som du nævner - så tværtimod. Hvor forældrene ikke er enige i vores ønske om udredning :)

Sjovt så forskelligt det er - og det er nok derfor vi er "uenige".

Men synes det er så synd at artikler/opfattelser af denne slags medfører, at folk ikke vil lade deres børn udredes eller turde sige, det er særligt sensitiv i frygt for at komme i båsen som "endnu en, der mener deres barn fejler noget". Det er sgu trist! :(

[Guest]

Kan det have noget at gøre med hvor man arbejder?

Jeg arbejder i specialområdet, dvs jeg ser KUN børn med diagnoser eller hvor forældrene ønsker en diagnose. Jeg arbejder i tværfaglige miljøer med folk som arbejder i specialområdet og som primært ser børn hvor forældrene ønsker deres børn udredt - så jeg ser jo unægteligt også de som ønsker deres børn udredt og ikke får en diagnose, og derfor 'shopper' efter en.

Nogle af mine kollegaer arbejder IKKE på specialområdet, og ser ikke børn med diagnoser... De har aldrig mødt de forældre som ønsker en diagnose 'som undskyldning'.

Måske! Det undrer mig at medierne har skruet problemet kæmpe højt op så det lyder som om hvert andet barn er over diagnosticeret hvis det er langt under 1 ud af 100(0?) - som det er min opfattelse at det er og 100(0?) børn med diagnoser er jo en BRØKDEL af den samlede mængde børn!

Hvis det er det rigtige billede så KAN jeg ikke se at problemet er så stort som det gøres til!

Det er for mig at se lidt en pop ting at have en holdning til - jeg kunne smide den på bordet til et komsammen med advokater, ejendomsmæglere, håndværkere, butiks ansatte og andre faggrupper der ikke har med børn at gøre og de ville alle være rørende enige om at forældre er dårlige og børn får diagnoser som vinden blæser!

Men det er jo ikke billedet i virkeligheden!!!

[Myliona]

Altså, jeg ved ikke om jeg har "Misforstået" det.. Jeg oplever ikke mange børn med diagnoser.. Jeg oplever mange forældre, der uden at gøre mere, mener deres børn har en "snært af noget" (ofte ADHD).. Og der hopper kæden af for mig :P Hvis man tror ens barn har en diagnose, så bør man efter min mening "gøre noget".

Om ikke andet, så leve på en måde, som tilgodeser barnet.. Så jeg egentlig ligeglad med om man kalder sit barn sensitiv, adhd'er eller hvad det nu kan være: Så længe ens hverdag, opdragelse og holdninger følger med...

Jeg ved godt man ikke kan undgå alt, men som de andre siger, bør man jo behandle barnet, efter barnets personlighed.

 

Hvis man har en dreng med "en snært af ADHD" eller hvad jeg bare ville kalde krudt i røven, så nytter det måske ikke at barnet sidder foran tv eller computer 4-5 timer om dagen. Så skal man måske sørge for ens barn får brugt noget energi i stedet..

 

Kæden springer bare af - fordi så er det for mig, at det bliver et spørgsmål om at forældrene jo bruger en diagnose, som barnet ikke har - som undskyldning.

 

Jeg oplever, at de forældre hvor børnene rent faktisk HAR en diagnose, tilrettelægger og planlægger deres liv, så barnet også bliver tilgodeset.

Og jeg oplever ikke at mange får en diagnose, og oplever ikke at nogen får en diagnose, hvor jeg ikke også kan tænke at der da "er noget" ved barnet..

[FruOvervejelse]

Altså, jeg ved ikke om jeg har "Misforstået" det.. Jeg oplever ikke mange børn med diagnoser.. Jeg oplever mange forældre, der uden at gøre mere, mener deres børn har en "snært af noget" (ofte ADHD).. Og der hopper kæden af for mig :P Hvis man tror ens barn har en diagnose, så bør man efter min mening "gøre noget".

Om ikke andet, så leve på en måde, som tilgodeser barnet.. Så jeg egentlig ligeglad med om man kalder sit barn sensitiv, adhd'er eller hvad det nu kan være: Så længe ens hverdag, opdragelse og holdninger følger med...

Jeg ved godt man ikke kan undgå alt, men som de andre siger, bør man jo behandle barnet, efter barnets personlighed.

Hvis man har en dreng med "en snært af ADHD" eller hvad jeg bare ville kalde krudt i røven, så nytter det måske ikke at barnet sidder foran tv eller computer 4-5 timer om dagen. Så skal man måske sørge for ens barn får brugt noget energi i stedet..

Kæden springer bare af - fordi så er det for mig, at det bliver et spørgsmål om at forældrene jo bruger en diagnose, som barnet ikke har - som undskyldning.

Jeg oplever, at de forældre hvor børnene rent faktisk HAR en diagnose, tilrettelægger og planlægger deres liv, så barnet også bliver tilgodeset.

Og jeg oplever ikke at mange får en diagnose, og oplever ikke at nogen får en diagnose, hvor jeg ikke også kan tænke at der da "er noget" ved barnet..

:ditto ENIG!

[Fister]

Til det du er inde på Fister med der amerikanske, så er det IMO helt ved ude i hampen med det her. I Danmark er det blandt andet et krav, at symptomerne skal have været der før 7-årsalderen, før man kan stille diagnosen, det krav har de ikke i USA. Mange mennesker vil på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve symptomer på ADHD, såsom glemsomhed, at man har svært ved at koncentrere sig, dårlig tidsfornemmelse, at man har svært ved at overskue en komplex opgave - alt sammen noget der passer på mange børn, der lige er startet i skole.

Samtidig har man i USA også et system, hvor skolerne får ekstra bevillng, hvis de har diagnosebørn, så der er lige pludselig gode penge i, at få børnene diagnostiseret.

Så galt er det heldigvis ikke i Danmark.

 

Tak for for lidt fakta Pumpkins, når jeg nu ikke selv lige fik tjekket op på det. Men er det ikke vildt? Det er heller ikke fordi jeg tror DK er ligesom USA, men det er bare der vores tv-udsendelser kommer fra, vores legetøj osv; og det der sker derovre har det med at komme hertil før eller siden. Om ikke andet, så som et modefænomen, og når der er kraftige stigninger i antallet af børn på ADHD-medicin osv, så er der da i hvert fald ET faresignal, som vi skal være opmærksomme på. Ligesom at stigning i antidepressiva til voksne er stor; det er farligt bare at acceptere det - særligt når det også godt kan skyldes at vi har brug for begrundelser for at vi og vores børn ikke er helt perfekte/normale/ordentlige. Men jo - du har ret, vi er nok alle enige om, at man ikke skal jagte diagnoser. 

[Pumpkins]

Tak for for lidt fakta Pumpkins, når jeg nu ikke selv lige fik tjekket op på det. Men er det ikke vildt? Det er heller ikke fordi jeg tror DK er ligesom USA, men det er bare der vores tv-udsendelser kommer fra, vores legetøj osv; og det der sker derovre har det med at komme hertil før eller siden. Om ikke andet, så som et modefænomen, og når der er kraftige stigninger i antallet af børn på ADHD-medicin osv, så er der da i hvert fald ET faresignal, som vi skal være opmærksomme på. Ligesom at stigning i antidepressiva til voksne er stor; det er farligt bare at acceptere det - særligt når det også godt kan skyldes at vi har brug for begrundelser for at vi og vores børn ikke er helt perfekte/normale/ordentlige. Men jo - du har ret, vi er nok alle enige om, at man ikke skal jagte diagnoser.

Man skal IMO altid være opmærkesom og kritisk, når man giver stærk medicin, særligt til børn. Det er jo ikke mintpastiller. Den medicin jeg tager kræver, kræver at jeg løbende for kontrolleret blodtryk og vægt, fordi det blandt andet kan påvirke hjertet og giver appetitnedsættelse. For børn kan det hæmme deres vækst og i værste fald give psykoser. Hvis jeg tager 5-10 af mine morgenpiller på en gang, ville jeg kunne opnå en rus, der minder om den man får ved amfetamin eller kokain. Og så kan det være afhængighedsskabende.

Selv om jeg er glad for min medicin, skulle det seriøse overvejelser til, før jeg ville give det til mit barn, hvis det havde ADHD.

Men man skal også have i baghovedet, at en stor del af stigningen af diagnoser og særlige behov(i Danmark) skyldes, at vi er bredre til at opdage det. Da jeg var barn var der ikke noget, der hed "særligt sensitiv" - der var man bare følsom og sart (og det var et dårligt karaktertræk, som man skulle vokse fra).

[Mistel]

Først og fremmest - jeg tror nu sådan set, at vi allesammen mere eller er enige. Jeg synes i hvert fald, jeg læser, at når børn virkelig har en diagnose eller er særlig udfordring, så skal de hjælpes. Hvis de bare er som børn er flest, så skal de opdrages/guides/hjælpes - eller hvilket ord man nu sætter på at få de små poder ud som nogle relativt fornuftige voksne :)

 

Jeg har dog lyst til at bidrage med en lille historie fra det virkelige liv. Her for et par uger siden var jeg på et kursus. (Som hed effektiv mødeledelse men som først og fremmest handlede om at tilgodese de forskellige personlighedstyper, der kan sidde omkring sådan et mødebord.) Der blev talt om ekstroverte og introverte. Vores underviser som var en dygtig og livlig dame fortalte at hun selv var ekstrovert, ligeledes var hendes mand og 2 af deres børn. Men deres 3 barn var introvert. En lidt stille pige der havde brug for at lukke døren ind til værelset, når hun kom hjem fra skole og ikke skulle gå til 100 aktiviteter om ugen. Og forældrene var så bekymrede, for der måtte jo være et eller andet galt - fordi hun var så afgørende anderledes end resten af familien. De var virkelig oprigtig bekymrede for at hun fejlede et eller andet. Vores underviser fortalte så at hun - nu hvor datteren er voksen - har talt med hende om det. Og datteren har sagt, at hun som teenager kom hjem og tændte for for fjernsynet og lod som om hun så amerikanske tv-serier. For så lod de hende være i fred, og så kunne hun slappe lidt af!!

 

På en måde er det virkelig sjovt og på en anden måde lidt sørgeligt. I hvert fald understøtter det teorien om, at nogle i øvrigt fuldstændig fornuftige, engagerede forældre skyder helt ved siden af :)

[Guest]

Tak for for lidt fakta Pumpkins, når jeg nu ikke selv lige fik tjekket op på det. Men er det ikke vildt? Det er heller ikke fordi jeg tror DK er ligesom USA, men det er bare der vores tv-udsendelser kommer fra, vores legetøj osv; og det der sker derovre har det med at komme hertil før eller siden. Om ikke andet, så som et modefænomen, og når der er kraftige stigninger i antallet af børn på ADHD-medicin osv, så er der da i hvert fald ET faresignal, som vi skal være opmærksomme på. Ligesom at stigning i antidepressiva til voksne er stor; det er farligt bare at acceptere det - særligt når det også godt kan skyldes at vi har brug for begrundelser for at vi og vores børn ikke er helt perfekte/normale/ordentlige. Men jo - du har ret, vi er nok alle enige om, at man ikke skal jagte diagnoser.

Personligt tror jeg du overvurderer USA's indflydelse! Der vil altid være både gode og dårlige ting i USA der vil komme til DK - men der vil også være ting vi holder fra os med en ildtang! Våben bliver fx aldrig legaliseret i DK!

Vi har andre lande som forbilleder, nordiske og europæiske - lande med en mere naturlig og grøn tilgang til verden! Lande vi bedre kan identificere os med!

Selvfølgelig skal vi være obs, for ellers skrider det, men de fleste af os har god gammeldags sund fornuft!

Jeg giver Pumpkins ret i at man er blevet bedre og klogere med tiden!

Og "følsomme og sarte" er også blevet kaldt hylere! Diagnose børn blev kaldt "en skidt knægt" og "skarnsunger" eller bare DUM!

Jeg tror (og håber da jeg har ret) at flertallet af de børn der bliver diagnosticeret får ro. De ved jo hurtigt at de er anderledes, diagnosen gør dem jo ikke hverken mere eller mindre anderledes det giver dem bare en bedre forudsætning i og med at voksne omkring dem bedre forstår det de ikke selv kan sætte ord på!

[Fister]

Personligt tror jeg du overvurderer USA's indflydelse! Der vil altid være både gode og dårlige ting i USA der vil komme til DK - men der vil også være ting vi holder fra os med en ildtang! Våben bliver fx aldrig legaliseret i DK!

Vi har andre lande som forbilleder, nordiske og europæiske - lande med en mere naturlig og grøn tilgang til verden! Lande vi bedre kan identificere os med!

Selvfølgelig skal vi være obs, for ellers skrider det, men de fleste af os har god gammeldags sund fornuft!

Jeg giver Pumpkins ret i at man er blevet bedre og klogere med tiden!

Og "følsomme og sarte" er også blevet kaldt hylere! Diagnose børn blev kaldt "en skidt knægt" og "skarnsunger" eller bare DUM!

Jeg tror (og håber da jeg har ret) at flertallet af de børn der bliver diagnosticeret får ro. De ved jo hurtigt at de er anderledes, diagnosen gør dem jo ikke hverken mere eller mindre anderledes det giver dem bare en bedre forudsætning i og med at voksne omkring dem bedre forstår det de ikke selv kan sætte ord på!

 

Ift. USA, så er jeg overhovedet ikke sådan en "åh-nej-globaliseringen-kommer"-type, men vi lader os som individer mere inspirere af USA end af Sverige er min påstand, alene fordi det er derfra vores underholdning stammer. Det er amerikanske virksomheder (og mange andre, men ikke i høj grad svenske) som har midlerne til at reklamere worldwide for deres produkter, og jeg tror i høj grad også at det har indflydelse på vores diagnose-tilgang. Attention Deficit Hyperactivity Disorder, Obsessive Compulsive Disorder... Det er jo ikke begreber som vi har fra Norge.

 

Pumpkins; du er et voksent menneske, og du har gavn af din medicin. Du ved hvad der sker når du ikke tager den, og du er selv ansvarlig for at tage den eller ej. Du er i stand til af reflektere over de bivirkninger det har, men du kan ikke fungere ordentligt uden (går jeg ud fra). Jeg tænker at man skal meget langt ud (altså der skal være store konsekvenser for det daglige liv/helbred), hvis man sætter sit barn i en situation, hvor de skal "overleve" på piller. Alt andet skal prøves først. Men jeg tror nu vi er mere eller mindre enige; en diagnose er ikke noget man tilstræber. Det kan bare hos nogen forældre lyde som om, at diagnosen er noget de næsten ønsker eller har brug for, for at retfærdiggøre at barnet er utilpasset. Hence USA-problematikken sammenholdt med den kraftige stigning i medicinering i Danmark. Lad os sige at den er retfærdig; derfor er den alligevel bekymrende, og vi skal satme være opmærksomme.

 

Mistel; det er interessant som ekstroverte mennesker underviser ledere i at "det er helt ok at være introvert". Nogle gange lyder det lidt selvforstærkende for følelsen af at introverte er lidt andenrangs, ligesom når virksomheder har en diversitetspolitik "fordi vi også ansætter folk med tørklæde". Tænk at man tror at pigen er mærkelig og først finder ud af at hun bare er eftertænksom og rolig som voksen; og at hun selv har skullet komme og fortælle det til sine forældre. Mon ikke at hun i dag (eller for 5 år siden) kunne have rendt ind i en diagnose, hvis forældrene havde efterspurgt det?

 

PS: Jeg er selv ekstrovert og ved at trappe ud af antidepressive. Synes bare det er supervigtigt at vi taler om de her brogede og svære ting, og får flere perspektiver på. Og det synes jeg vi gør her på BK.

[Fister]

Jeg er ikke helt enig...

 

Lad os sige at det er 1 ud af 100, bare for eksemplets skyld - så synes jeg det er SKYHØJT! Man snakker ofte om at der er 2-3 i hver klasse med en diagnose - dvs ca 10 % af alle børn (ud fra præmissen om at der er ca 30 per klasse). Det er godt nok mange børn!!! Lad os dog bare holde fast i det tal for pointens skyld... Derved vil der i ca hver 3. (!!) klasse sidde en som er fejldiagnosticeret... Det synes jeg er MEGA mange! Om det så bare var måske 5 per skole. så synes jeg stadig det er super mange børn!!!

 

Er det 1/1000 vil det jo så 'kun' være 1 i hver 30. klasse - sådan cirka - hvilket på mange større skoler, vil være en per skole. Der er mange hundrede skoler i Danmark - så vi snakker ikke om 5 børn på landsplan, men potentielt tusindvis af børn, som er diagnosticerede og måske medicerede med medicin med bivirkninger, de slet ikke burde have.

 

Jeg hørte en psykiater på en konference for vel... 3 år siden (tror jeg) udtale at han mener at psykiske diagnoser på børn, bør revurderes ved en genudredning en gang om året. Altså, det ville jo kræve SUPER mange ressourcer, men hans pointe var, at psykiske diagnoser alene er baseret på symptomer. Dvs hvis et barn udviser ADHD-symptomer, får barnet diagnosen. En del børn med ADHD-symptomer som kommer under de rette pædagogiske rammer med fast struktur, forudsigelighed, tydelige voksne og klare rammer, indenfor et år, ikke længere udviser ADHD-symptomer, og altså ikke længere bør anses for at have ADHD. Det som i stedet sker, er at barnet fortsat anses for at have ADHD, og vil gå ind i voksenlivet med forståelsen af, at han/hun er sådan en med ADHD, og han/hun vil tilrettelægge livet derefter. En del ADHD-børn vokser op med forståelsen af, at ADHD begrænser hvad de kan, ergo er der en masse børn som vokser op med troen på, at der er ting de ikke kan, selvom de ellers har forudsætningerne for det.

 

Det samme gælder egentlig alle de andre psykiatriske diagnoser som autisme, andre typer af udviklingsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder m.v. 

 

Men faktisk også fysiske diagnoser... Ex. cerebral parese. Cerebral parese findes jo i mange 'grader'. Der er børn som på alle udviklingsområder er alderssvarende, men som fortsat har diagnosen cerebral parese, fordi deres ex. ene ben er stivere end andres. Men der er intet de ikke kan. Bør man fortsat betragte dem som 'handicappede'? 

 

Min pointe er ikke så meget diagnosen i sig selv, som det er det som følger MED en diagnose. Fint at have en forståelse for barnets udfordringer, men så længe diagnoser bliver til kassetænkning, så tænker jeg at bare 1 barn som er diagnosticeret grundløst er alt for meget!

Thumbs op på indlæg. Det er netop det der med at sætte et barn i en begrænsende boks, som virkelig rykker noget i mig. Og jeg har intet belæg for at vide hvor mange det drejer sig om, men jeg synes sgu man hører om det tit, at barnet har brug for "særlige hensyn", hvor jeg tænker at det langt hen ad vejen er almindelige hensyn med respekt for at vi er forskellige.