Hjælp! Umulig tumling! - Update!

[Jackie]

Åh jeg er bare SÅ udkørt efterhånden.

De sidste 3 ugers tid har dicte været en helt anden person. Det startede med en længere sygdomsperiode og en masse hjemmedage pga det. Lige så stille er hun blevet mere og mere hidsig og ulykkelig, virker det som. Hun græder MEGET og slår os (især mor og far, men også en lille smule andre). Hun smider sig rundt, hvis der er noget hun ikke får lov til. Hun vil have sin vilje ellers bryder hele hendes verden sammen. Måltiderne er slemme.. Hun spiser ikke meget, fordi hun bliver så sur hele tiden hvis maden ikke kommer hurtigt nok, hvis hun ikke får lov at banke gaflen ned i bordet, hvis hun ikke må kaste med glasset. Hun er rent ud sagt en hysterisk unge for tiden!

Og det MÅ jo være min skyld! Hvad gør jeg forkert?

Jeg forsøger at stoppe hende, når hun slår mig. Sætte hende ned på gulvet hvis jeg holder hende, hvorefter hun straks begynder at skrige, og så går jeg på hug og fortæller hende at jeg ikke vil have hun slår mig. Og giver hende positiv opmærksomhed derefter. Hvorefter det tit gentager sig selv.

Jeg råber ikke af hende, men fortæller hende bestemt når der er noget jeg ikke vil have og viser hende ofte alternativer og forsøger at hjælpe hende til at vise hvad det er hun vil.

Jeg føler virkelig der er nogen der har taget mit barn - for hende her kender jeg ikke! Det er så ekstremt anderledes end hun ellers nogensinde har været. Jovist har hun altid haft temperament, men det her er ikke til at holde ud! :(

[louisef]

Jeg har slet ikke noget fornuftig at sige, men ville ikke smutte uden at give et :kram2 og jeg tror altså ikke på, at det er din skyld! Er sikker på alt hvad Du kan for at hjælpe søde lille Dicte!

ps kan hun have fået ondt i ørene eller lign efter sygdom og det er derfor hun er udafreagerende? Fordi hun ikke kan sige hvad der er "rigtig" galt?

[Mette A.]

Puha det lyder hårdt Jackie :kram2

Lise kan sagtens agere på nøjagtig samme måde, men det er ikke hver dag og hele tiden, så det er til at klare. Jeg har i nogle situationer haft succes med at aflede hende ved at begynde at snakke om noget andet, som jeg ved interesserer hende. Så når hun begyndte at skabe sig over hun ikke måtte banke i bordet, begyndte jeg at snakke om den fine orm vi så på vejen hjem eller noget de lavede i vuggestuen osv.

Det virker ikke altid, men nogle gange glemmer hun at være sur og snakker med i stedet.

[Jackie]

Vi har været igennem meget af det samme!!! Aron var fuldstændig umulig at komme i kontakt med, og han var så hamrende frustreret hele tiden... Jeg kan ikke huske hvor lang tid det varede, men jeg kan bare huske hvordan at jeg synes han bare HELE tiden lå på maven på gulvet med ansigtet i hænderne og hylede i frustration...

 

Men jeg kan sige at det gik over! Jeg tror det som har hjulpet for ham, er at han er blevet i stand til at kommunikere meget mere med os! At kunne sige at han fx. vil have æble og ikke bolle. At han vil have en kop vand... At han vil have os til at hjælpe ham med legetøjsstøvsugeren... Det han gør nu - og har gjort siden - er at han kommer hen og henter os, tager os i hånden og vi følger med, og så peger han på det han vil. Vi startede med at gå med ham, og så løfte ham op og pege på tingene en efter en indtil han fik fortalt hvad han ville. Det gør vi stadig når han ikke kan sige hvad han vil.

 

Og ellers så har vi virkelig leget og øvet kommunikation. Når han udtrykker sig, så gør vi alt i vores magt for at vise at vi forstår ham, og hvis han så ikke kan få sin vilje, så sætte ord på det for ham. Ex "Jeg ved godt at du synes det er sjovt at banke gaflen ned i bordet, men det vil jeg ikke have" eller "Jeg kan godt se du gerne vil have et æble, men det skal du ikke have nu, fordi jeg er ved at lave mad" eller hvad ved jeg. Vi går ind på værelset og spørger hvad vi skal lege med, og følger ham og snakker med ham om hvad han viser os og fortæller os.

 

Vi har altid snakket meget med vores børn, og altid kommunikeret med dem så vidt muligt. Om ikke andet, så svaret på deres pludren osv. Og jeg kan bare se på Aron, at jo mere han kan kommunikere med os, desto færre sammenbrud har han. De kommer stadig - det hører vidst alderen til - men det er ikke så slemt som før.

Selvom jeg ikke ønsker for nogen, at de skal have sådan en fase som denne, gør det mig alligevel lidt glad at høre andre har været igennem noget af det samme. Slog Aron også jer? Eller var det mere de "hysteriske anfald" det var galt med? (Af mangel på bedre betegnelse :rolleyes )

Jeg har også tænkt på at kommunikationen måske betyder rigtig meget i det her. Jeg kunne non godt være bedre til at forsøge at sætte ord på ting for hende, som du skriver! Det vil jeg helt sikkert prøve at tænke mere over! Tak :)

[Jackie]

Jeg har slet ikke noget fornuftig at sige, men ville ikke smutte uden at give et :kram2 og jeg tror altså ikke på, at det er din skyld! Er sikker på alt hvad Du kan for at hjælpe søde lille Dicte!

ps kan hun have fået ondt i ørene eller lign efter sygdom og det er derfor hun er udafreagerende? Fordi hun ikke kan sige hvad der er "rigtig" galt?

Tak for :kram2 Må indrømme de er tiltrængt lige nu. Det er virkelig hårdt det her.. Mest af alt fordi det er så konstant og ekstremt i så lang tid. Jeg synes virkelig det er svært at forstå, hvordan hun kan være blevet SÅ anderledes på så kort tid. Min glade pige er bare nærmest væk lige nu :( Det gør mig virkelig ked af det. Føler lidt jeg fejler som forælder her... :( at jeg ikke kan hjælpe hende! puh nu løber tårerne da helt af at skrive det her..

Hun har før haft en periode med øreproblemer.. Så det kan da godt være hun har ondt igen! Kan det virkelig betyde så meget på humøret? Du er et geni, hvis det er det som er galt! Haha. Måske vi burde få ørerne tjekket...

[Ihpets-mortilto]

Jeg får også pænt mange slag hver dag. Vi arbejder på det!! Jeg tror ikke det er andet en noget komunikations mangel.

[TroldeMor]

Åh, har ikke lige overskuddet til at skrive en lang smøre..... Men vil bare sige at det er IKKE din skyld!! :kram2

Det er fuldstændig normal opførsel :kram2

Begge mine drenge har haft den der opførsel i en fase (Marlon mere end én gang) og jeg troede jeg havde mistet det de var engang.... Men det går over!!

Hun tester både omgivelsernes og egne grænser lige nu, og prøver af hvad der sker når man bliver hysterisk over forskellige ting.

Du skal bare tage den helt med ro, og lade være med at reagere på alt det voldsomme. Hun må ikke få noget ud af det, andet end hvad hun ville have fået hvis hun opførte sig "normalt" Hvis du opfører dig som du plejer, vil hun ret hurtigt (ja, et relativt begreb) opdage at dine grænser ikke kan rykkes, og at det er nytteløst at blive så gal.

Vis hende at hun er ok selv om hun bliver gal, men stå fast på at det er dig der bestemmer!

Styrke til dig mens det står på :kram2 :kram2

[Jackie]

Jeg får også pænt mange slag hver dag. Vi arbejder på det!! Jeg tror ikke det er andet en noget komunikations mangel.

Åh hvor træls med de slag! Jeg hader det simpelthen.. Og sådan en lille hånd kan sgu slå hårdt! Håber både William og Dicte snart er ovre dén fase!

[Susanne]

Åh, har ikke lige overskuddet til at skrive en lang smøre..... Men vil bare sige at det er IKKE din skyld!! :kram2

Det er fuldstændig normal opførsel :kram2

Begge mine drenge har haft den der opførsel i en fase (Marlon mere end én gang) og jeg troede jeg havde mistet det de var engang.... Men det går over!!

Hun tester både omgivelsernes og egne grænser lige nu, og prøver af hvad der sker når man bliver hysterisk over forskellige ting.

Du skal bare tage den helt med ro, og lade være med at reagere på alt det voldsomme. Hun må ikke få noget ud af det, andet end hvad hun ville have fået hvis hun opførte sig "normalt" Hvis du opfører dig som du plejer, vil hun ret hurtigt (ja, et relativt begreb) opdage at dine grænser ikke kan rykkes, og at det er nytteløst at blive så gal.

Vis hende at hun er ok selv om hun bliver gal, men stå fast på at det er dig der bestemmer!

Styrke til dig mens det står på :kram2 :kram2

What she said!

Anna har også sådan nogen perioder og de trækker tænder ud :prik

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Tigerspring bliver ved med at komme ud over dem, der er beskrevet i bogen!

Kæmpe :kram2

[Mette A.]

Selvom jeg ikke ønsker for nogen, at de skal have sådan en fase som denne, gør det mig alligevel lidt glad at høre andre har været igennem noget af det samme. Slog Aron også jer? Eller var det mere de "hysteriske anfald" det var galt med? (Af mangel på bedre betegnelse :rolleyes )

Jeg har også tænkt på at kommunikationen måske betyder rigtig meget i det her. Jeg kunne non godt være bedre til at forsøge at sætte ord på ting for hende, som du skriver! Det vil jeg helt sikkert prøve at tænke mere over! Tak :)

Vi gør også rigtig meget ud af at sætte ord på for Lise og det synes jeg også hjælper lidt. "Jeg ved godt at det er rigtig sjovt at gøre xxx, men mor vil ikke have det, fordi xxx..."

[Jackie]

Åh, har ikke lige overskuddet til at skrive en lang smøre..... Men vil bare sige at det er IKKE din skyld!! :kram2

Det er fuldstændig normal opførsel :kram2

Begge mine drenge har haft den der opførsel i en fase (Marlon mere end én gang) og jeg troede jeg havde mistet det de var engang.... Men det går over!!

Hun tester både omgivelsernes og egne grænser lige nu, og prøver af hvad der sker når man bliver hysterisk over forskellige ting.

Du skal bare tage den helt med ro, og lade være med at reagere på alt det voldsomme. Hun må ikke få noget ud af det, andet end hvad hun ville have fået hvis hun opførte sig "normalt" Hvis du opfører dig som du plejer, vil hun ret hurtigt (ja, et relativt begreb) opdage at dine grænser ikke kan rykkes, og at det er nytteløst at blive så gal.

Vis hende at hun er ok selv om hun bliver gal, men stå fast på at det er dig der bestemmer!

Styrke til dig mens det står på :kram2 :kram2

Årh hvor jeg glad for at høre det er en fase, som går over. Og at du genkender følelsen af at "have mistet det de var engang".. Tak for dit svar :kram2

Det er SÅ svært ikke at reagere for meget på det.. Håber jeg kan finde en eller anden balance i at se hende og være der for hende, men stadig vise, at mine grænser ikke kan rykkes. Er konstant bange for at noget af det jeg gør er forkert.. Og derfor tror jeg, at jeg skifter taktik lidt for meget.. Måske forvirrer jeg hende virkelig bare ved at være så usikker! Jeg vil tænke over det du skriver i hvert fald. Tusinde tak!!!! :)

[Mette A.]

Tror måske du missede mit første indlæg lidt længere oppe :) (fordi vi postede samtidig)

[Jackie]

What she said!

Anna har også sådan nogen perioder og de trækker tænder ud :prik

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Tigerspring bliver ved med at komme ud over dem, der er beskrevet i bogen!

Kæmpe :kram2

Ej jeg er altså virkelig lettet over hvor normalt det lyder til at være. Jeg ved jo selvfølgelig godt, at der kommer perioder, hvor der skal prøves grænser af osv., men havde aldrig forestillet mig, at det ville blive sådan, at hun nærmest fuldstændig har skiftet personlighed fra den ene dag til den anden!

Tak! :)

[Jackie]

Puha det lyder hårdt Jackie :kram2

Lise kan sagtens agere på nøjagtig samme måde, men det er ikke hver dag og hele tiden, så det er til at klare. Jeg har i nogle situationer haft succes med at aflede hende ved at begynde at snakke om noget andet, som jeg ved interesserer hende. Så når hun begyndte at skabe sig over hun ikke måtte banke i bordet, begyndte jeg at snakke om den fine orm vi så på vejen hjem eller noget de lavede i vuggestuen osv.

Det virker ikke altid, men nogle gange glemmer hun at være sur og snakker med i stedet.

Tror måske du missede mit første indlæg lidt længere oppe :) (fordi vi postede samtidig)

Du har ret - undskyld :kram2

Vi har også forsøgt at aflede hende og det virker også delvist, men føler ikke det er en holdbar løsning på problemet.. Det virker nærmere som om vi bare skubber problemet lidt. Måske er det fordi hun ikke er så gammel endnu.. Lise er jo trods alt lige et år ældre end Dicte og forstår nok noget mere :) Men det virker helt sikkert i nogle situationer og måske det også er godt nok, for lige at få pusten lidt :D

[Jackie]

Vi gør også rigtig meget ud af at sætte ord på for Lise og det synes jeg også hjælper lidt. "Jeg ved godt at det er rigtig sjovt at gøre xxx, men mor vil ikke have det, fordi xxx..."

Har lige lavet en handleplan sammen med P og dette er blevet vendt og vi vil helt sikkert forsøge at sætte ord på for hende! :)

[SaraLK]

Jeg får både slag og skæld ud dagligt.... er du vimmer en lille sippedisse vi har i øjeblikket! - Tuder, hvis hun får nej eller skælder ud og råber nej, eller "ikk sig noget, mor" , prøver grænser af i ALLE situationer... næsvis osv.

Dog forstår hun jo hvad vi siger... og kan i de fleste situationer forklare os, hvad hun vil, eller IKKE vil. - Er heldigvis også kærlig! - men helt sikkert en helt normal to-årig.... grænset grænser grænser!

det er piv-hårdt! :kram2 :kram2

[Pumpkins]

Uh, vi har også været der. Det er bestemt ikke sjovt, men de bliver "gode" igen :) Jeg tror bestemt det handler om dels at prøve at se, hvor meget de kan rykke ved deres verden, tester grænser og konsekvenser mm, men også en sproglig ting. Det må virkelig også være hårdt ikke at kunne give klart udtryk for hvad man vil, men bare håbe på at mor eller far gætter rigtigt.

God ide at sætte ord på. Det bedste I kan gøre IMO er at være der for hende, støtte hende igennem, og så vidt muligt holde fast i, at verden er den samme trygge verden, stå ved jeres holdninger (så godt som det nu er muligt ;) ), og lyt til jeres mavefornemmelse :)

Det er ikke jeres skyld - eller jo, det er jeres fortjeneste at hun udvikler sig som en helt normal og velfungerende (og hermed også umulig) tumling ;)

Kan tilføje, at Karla er i en fase, hvor hun prøver af, hvad der sker, hvis hun skriger (!!), når hun bliver sur :o :D

[Guest cmbk]

Det er MONSTER hårdt. Caro har haft de perioder nogle gange = grå hår og hængepatter. Her har det hjulpet at snakke om det, bare være der, men nogle gange har det også været at sige nu er det nok! Især da hun rev og slog mig. I øvrigt, så blev det endnu værre hvis hun ikke fik nok søvn. Hun er meget afhængig af at sove

[Mette]

Vi har lige været igennem en periode med vigga, tror også jeg beskrev det i min mor tråd. Alt var forkert og hun pylrede og smed sig på jorden og skreg - hele tiden. Vi kom ind i en øv cirkel hvor vi alle hele tiden var lidt sure og i dårligt humør pga det og ingen af os orkede rigtig eftermiddagen/aftenen sammen med hende for det var så hårdt! Jeg tror hun kunne mærke det på os og det gjorde det ikke bedre.

Men så her for et par uger siden vendte det hele! Vi begyndte at tage os bedre tid til det hele og måske det bare var tilfældigt men viggas humør blev markant bedre fra den dag. Så her varede den sure fase en måned ca. Nu er hun den gladestes nemmeste pige igen og nyder det mens det varer for ja det er nok bare faser det hele...

[TroldeMor]

What she said!

Anna har også sådan nogen perioder og de trækker tænder ud :prik

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Tigerspring bliver ved med at komme ud over dem, der er beskrevet i bogen!

Kæmpe :kram2

 

Præcis! Er også fuldstændig overbesvist om at det er tigerspring som vi oplever når det står på, og egentlig siger de også selv at de fortsætter (og bliver sjældnere men længere :rolleyes ) og puberteten er fx også et tigerspring....

[TroldeMor]

Årh hvor jeg glad for at høre det er en fase, som går over. Og at du genkender følelsen af at "have mistet det de var engang".. Tak for dit svar :kram2

Det er SÅ svært ikke at reagere for meget på det.. Håber jeg kan finde en eller anden balance i at se hende og være der for hende, men stadig vise, at mine grænser ikke kan rykkes. Er konstant bange for at noget af det jeg gør er forkert.. Og derfor tror jeg, at jeg skifter taktik lidt for meget.. Måske forvirrer jeg hende virkelig bare ved at være så usikker! Jeg vil tænke over det du skriver i hvert fald. Tusinde tak!!!! :)

 

Det kan du tro jeg gør! Somme tider har man nærmest bare nået at "vænne" sig til den nye personlighed, så når den "gamle" Charlie så pludselig viser sig igen, så bliver man helt rørt.... det er så skønt at få dem tilbage igen efter sådan en periode! (og hvor må det også være en lettelse for dem tænker jeg.... Det må være benhårdt at have alle de stærke følelser i kroppen fra man vågner til man går i seng! )

 

jeg tror du har helt ret i at det er vigtigt at vælge noget, og så stå ved det.... Og tror man skal være meget skævt på den for at gøre det værre, så længe man holder fast i at gøre det samme ligegyldig hvor voldsomt de reagerer, så tror jeg man er på rette spor :)

Tro på dig selv, du kan godt det her :kram2

[Ihpets-mortilto]

Årh hvor jeg glad for at høre det er en fase, som går over. Og at du genkender følelsen af at "have mistet det de var engang".. Tak for dit svar :kram2

Det er SÅ svært ikke at reagere for meget på det.. Håber jeg kan finde en eller anden balance i at se hende og være der for hende, men stadig vise, at mine grænser ikke kan rykkes. Er konstant bange for at noget af det jeg gør er forkert.. Og derfor tror jeg, at jeg skifter taktik lidt for meget.. Måske forvirrer jeg hende virkelig bare ved at være så usikker! Jeg vil tænke over det du skriver i hvert fald. Tusinde tak!!!! :)

Jeg har i hvert fald fundet ud af at William reagerer når jeg er i tvivl/usikker på om det jeg gør er rigtigt/godt nok. Han reagerer ved at blive usikker på hvor han har mig og søger mine grænser for ligesom at kunne mærke hvor jeg er (tænker jeg). Det er i hvert fald på disse tidspunkter at han slår og gør andre ting han ved jeg ikke vil have, dog også tit med iblandet overdreven sødhed, nusser, kysser, vil kramme rigtig meget.

Så jeg arbejder virkelig meget på at tænke: jeg gør det godt! Og holde fast i de beslutninger jeg tager OGSÅ når William synes det er en møg dum beslutning (eller andre voksne for den sags skyld)

[Mama Lou]

Puha det lyder hårdt Jackie :kram2

Lise kan sagtens agere på nøjagtig samme måde, men det er ikke hver dag og hele tiden, så det er til at klare. Jeg har i nogle situationer haft succes med at aflede hende ved at begynde at snakke om noget andet, som jeg ved interesserer hende. Så når hun begyndte at skabe sig over hun ikke måtte banke i bordet, begyndte jeg at snakke om den fine orm vi så på vejen hjem eller noget de lavede i vuggestuen osv.

Det virker ikke altid, men nogle gange glemmer hun at være sur og snakker med i stedet.

Den støtter jeg op om, bare med M. :) Så sent som i går kogte M. Helt af fordi hun ville have isterninger og jeg sagde nej :rolleyes Jeg kunne slet ikke trænge igennem, så hun fik lov til at skrige af og dampe af, indtil hun kaldte på mig :blush Det er det eneste der virker her, hvis hun er kørt ud over kanten- anerkendelse forsøges selvfølgelig, men når det også slår fejl, så får hun lov til at rase til hun er klar og kalder på os :)

[Jackie]

Jeg får både slag og skæld ud dagligt.... er du vimmer en lille sippedisse vi har i øjeblikket! - Tuder, hvis hun får nej eller skælder ud og råber nej, eller "ikk sig noget, mor" , prøver grænser af i ALLE situationer... næsvis osv.

Dog forstår hun jo hvad vi siger... og kan i de fleste situationer forklare os, hvad hun vil, eller IKKE vil. - Er heldigvis også kærlig! - men helt sikkert en helt normal to-årig.... grænset grænser grænser!

det er piv-hårdt! :kram2 :kram2

Bliver beroliget mere og mere i, at det er helt normalt det her. Og i dag har vi fået et glimt af den gamle Dicte - og åh hvor var det tiltrængt og dejligt! :wub Peter er rigtig god til at sætte ord på for hende.. Jeg har lidt sværere ved det, men vi prøver :) Måske det allerede har en lille effekt?

[Jackie]

Uh, vi har også været der. Det er bestemt ikke sjovt, men de bliver "gode" igen :) Jeg tror bestemt det handler om dels at prøve at se, hvor meget de kan rykke ved deres verden, tester grænser og konsekvenser mm, men også en sproglig ting. Det må virkelig også være hårdt ikke at kunne give klart udtryk for hvad man vil, men bare håbe på at mor eller far gætter rigtigt.

God ide at sætte ord på. Det bedste I kan gøre IMO er at være der for hende, støtte hende igennem, og så vidt muligt holde fast i, at verden er den samme trygge verden, stå ved jeres holdninger (så godt som det nu er muligt ;) ), og lyt til jeres mavefornemmelse :)

Det er ikke jeres skyld - eller jo, det er jeres fortjeneste at hun udvikler sig som en helt normal og velfungerende (og hermed også umulig) tumling ;)

Kan tilføje, at Karla er i en fase, hvor hun prøver af, hvad der sker, hvis hun skriger (!!), når hun bliver sur :o :D

Ja jeg tror helt sikkert også det er hårdt ikke at kunne kommunikere med andet end sit kropssprog. Glæder mig til hun får nogle flere ord.. Hun er heldigvis ret dygtig sprogligt, så det skal nok komme snart :)

Haha det lyder som en skøn fase Karla er i :D frem med ørepropperne! Peter havde faktisk ørepropper i her den anden dag, da han fik nok af Dictes skrigeri :P