Er der andre med belastende arbejde/arbejdstider?

[Alura]

Jeg er ikke engang gravid endnu (faktisk begynder vi først projekt baby om en måneds tid eller to), men derfor kan jeg jo godt bekymre mig lidt på forhånd... åbenbart :blink

 

Jeg har en del tanker omkring hvordan en graviditet vil forløbe i forhold til mit arbejde. Jeg arbejder som nattevagt på en døgninstitution for psykisk syge. Jeg ved godt at natarbejde ikke skulle være særlig sundt i forbindelse med en graviditet (eller generelt), men det er som sådan ikke så meget natarbejdet i sig selv jeg er nervøs for, da jeg trives rigtig godt med det normalt.

 

Jeg har dog hørt så meget om at man risikerer at blive enormt træt, især tidligt i graviditeten og min store frygt er at jeg skal falde i søvn mens jeg er på arbejde, hvilket jeg virkelig ikke må. Jeg er der alene og grundet risiko skal der holdes opsyn med beboerne hele tiden. Og jeg kan jo ikke så godt bare kaste et par koffeinpiller indenbords hvis jeg er gravid. Hvordan har I andre håndteret ekstrem træthed i arbejdstiden? Især hvis der ikke er mulighed for pause/aflastning fra kollegaer? Jeg er også lidt nervøs for tanken om at jeg netop er der alene og ikke kan få hjælp fra kollegaer, hvis der er konflikter eller lignende, især længere henne i forløbet.

 

Jeg hører egentlig til dem der helst vil vente med at fortælle det til efter de famøse tolv uger, når der nu er forholdsvis stor chance for at graviditeten går til grunde inden. Og, skal man tro statistikken, så skulle jeg med fast natarbejde i forvejen have 85(!) % større chance for at abortere end gravide med arbejde i dagtimerne. Og stress skulle så øge risikoen yderligere, hvilket jeg har rigeligt af i mit job også. Men burde man måske netop, især ovenstående taget i betragtning, fortælle det meget tidligere når (hvis) det lykkedes? Hvornår valgte I at fortælle det på arbejdspladsen?

 

Jeg har forgæves ledt blandt alle vores forskellige "politikker" efter en graviditetspolitik, men det synes at være den eneste slags "politik" vi ikke har på min arbejdsplads. Og lidt svært at skulle forklare hvorfor man spørger efter den, når man nu helst ikke vil ud med at "man prøver", før det eventuelt lykkedes :rolleyes

 

Hvor langt henne i graviditeten var I, før I følte at der var noget I ikke længere kunne og var nødt til at bede om fritagelse fra, før I følte at der skulle tages specielle hensyn til jer, eller at I slet og ret var nødt til at blive omplaceret eller sygemeldt?

 

En masse spørgsmål, beklager, men har bare en masse tanker. Håber at I har lyst til at dele lidt omkring jeres forløb i forhold til ovenstående.

 

~ Alura

 

 

[Påskesen]

Jeg arbejder på McDonald's, første gang som restaurantchef og denne gang som alm. leder. Første gang valgte jeg at sige det i uge 6 og denne gang dagen efter jeg testede positiv. Det er hårdt at stå op en hel dag, og mine vagter var lange, nogle gange over 10-11 timer. Mit bækken stod tidligt af (uge 6 sidst og uge 3 denne gang) Jeg var ekstrem træt, havde kvalme, og kunne slet slet ikke performe på det niveau jeg plejede. Denne gang har jeg også brækket mig en del. Hver gang er det blevet taget rigtig godt imod, og de har været utrolig fleksible til at få det til at fungere. Sidste gang blev jeg deltidssygemeldt fra uge 12 og gik helt fra en mdr. før tid. Der blev ansat en anden chef som tog over for mig, så jeg kunne koncentrere mig om kontorarbejdet og ikke behøvede at være med på gulvet. Denne gang er jeg allerede gået ned på 25 t. i ugen, og mine vagter er blevet lavet om så de kun er 4-5 timer af gangen og jeg ikke møder mens min kvalme er værst. 

 

Jeg har bare måtte acceptere at jeg ikke har kunne det som jeg kunne før under mine graviditeter, og allerede tidligt fra starten. Det har været hårdt, at blive frataget ansvar, blive passet på og skulle sygemelde sig når man er vandt til at være pligtopfyldende og hårdtarbejdende. Men det var det eneste rigtige, for min krop kunne ikke holde til det. 

Men der er jo mange der slet ikke er påvirkede af graviditeten, og det er jo ikke til at sige hvordan din krop reagerer. Så tag endelig ikke sorgerne på forskud, for når du sidder i situationen så finder i ud af den bedste løsning for dig og dit job ;) Er sikker på at du nok skal kunne finde ud af om det er rigtig for dig eller ej når først du står i det :)

[Mette A.]

Uh det er nogle svære spørgsmål du kommer med :) Kan ikke svare på det hele, men kan godt forstå din bekymring ift. dit arbejde! 

 

Jeg sagde det forholdsvist tidligt på mit arbejde (omkring 7 uger henne), da jeg havde det bedst med dette. Hvis jeg skulle være uheldig at få en abort, ville jeg også helst at de vidste det på arbejdet, så de kunne forstå, hvorfor jeg pludselig opførte mig så mærkeligt og kunne tage hensyn til mig. Jeg er ikke god til at sætte en facade op. Det er meget individuelt, hvad man har det bedst med.

Hvis du fortæller det på arbejdet, er der så mulighed for at de kan tage nogle særlige hensyn til dig? Nu tænker jeg på at du er alene på arbejdet - er der mulighed for at du ikke er det? Hvis de ikke kan ændre på noget for at tage særlige hensyn til dig, så ser jeg ikke den store ide i at skulle fortælle det tidligt, medmindre det er af samme grund som jeg.

 

Min største bekymring ift. dit arbejde, ville være udadreagerende beboer - dem ved jeg ikke om I har nogen af? For så ville jeg være bekymret for at tage et slag i maven senere hen i graviditeten. Jeg har i denne graviditet prøvet at være bekymret for netop dette, da jeg blev fanget mellem to elever, der var oppe at slås. Den ene gemte sig bagved mig og den anden kæmpede for at få fat i ham og sparkede og slog omkring sig. Der skete ikke noget med mig, men jeg nåede at blive bange og det var en meget ubehagelig situation at stå i som gravid. Siden da aftalte jeg med mine kollegaer at hvis der var optræk til ballade hos nogle elever, så skulle jeg simpelthen bare trække mig og gå min vej med det samme og ikke gå ind i konflikten. Og så finde en kollega, der kunne tage over istedet, hvis jeg var alene. Det var dog lidt svært i praksis, hvis der er en elev, der er ved at blive slået til plukfisk ;) men her blev vi altså enige om, at jeg først og fremmest måtte passe på migselv og bebs. 

Det bliver jo lidt svært for dig at gøre, hvis du er alene :unsure

 

Jeg tror jeg var omkring halvvejs, altså 20 uger, før jeg begyndte at føle mig nervøs omkring at indgå i pressede situationer. Men det kommer jo meget an på hvad det drejer sig om.

[Ema]

Jeg fortalte nyheden på min arbejdsplads om mandagen, hvor jeg havde testet positiv om torsdagen, men en alm arbejdsdag for mig indebær også indtil flere risikofaktorer for gravide, såsom røntgen, forskellige medikamenter og løft, så der skulle tages visse hensyn fra starten af.

Men er egentlig enig med Mette i at hvis der ikke kan/skal ændres i din arbejdssituation pga graviditet, så ville jeg nok ikke sige noget.

Derudover havde jeg så også voldsom kvalme i første trimester, så det var rart at mine kolleger vidste hvorfor jeg ikke altid var helt på toppen

[Sneuglen]

Jeg valgte allerede at sige det da jeg var 5+2, det var af hensyn både til mig selv og til mine kolleger, i og med jeg arbejder med cytostatika og derfor er nødt til at sige fra over nogle arbejdsopgaver.

Det har kun været positivt, der bliver taget hensyn så vidt muligt både fra ledelse og kolleger og de er overbærende med min træthed og kvalme, så jeg kan kun anbefale det.

Og tager jeg de mørke briller på (er udfordret fra tidligere) og skulle jeg miste barnet, så er alle informeret og der vil være forståelse for situationen.

[sabrina_k]

Jeg valgte at fortælle nyheden til min afd. sygeplejerske igår. Arbejder i en akutmodtagelse, så møder ofte patienter med forskellige smitsomme sygdomme samt til tider voldlige patienter. Desuden vil jeg helst udgå natarbejde, så følte at jeg var nødt til at fortælle det tidligt - er 6+0.

Hun blev rigtig glad på mine vegne og vi fik talt sammen om de forskellige hensyn. Samt hvis der nu skulle komme komplikationer ifm. graviditeten, behøver jeg ikke lyve, da hun allerede ved at jeg er gravid.  :rolleyes

[Alura]

Tusind tak til jer alle; Påskesen, Mette A, Ema, Sneuglen og Sabrina_k, for svar. Det er spændende at høre lidt om jeres erfaringer og dejligt at høre at der er blevet taget hensyn til jer, i de situationer hvor det har været nødvendigt.

 

 

Min største bekymring ift. dit arbejde, ville være udadreagerende beboer - dem ved jeg ikke om I har nogen af? For så ville jeg være bekymret for at tage et slag i maven senere hen i graviditeten.

 

 

Vi har udadreagerende beboere på min arbejdsplads, det er lige nøjagtig der min bekymring i forhold til at være der alene i sådan en situation kommer ind. Det kan være såvel slag, spark og at der bliver kastet med ting efter en.

 

Det og så trætheden/stressniveauet er mine største bekymringer. Der kan være enormt meget larm, og ind i mellem kan jeg have en beboer til at stå og råbe og skrige mig ind i hovedet i fire timer i træk. Så det er mest psykisk stress, som også kommer af det med at være der alene og aldrig kunne tage en pause på de nætter hvor der er hård belastning, men at skulle være "på" hele tiden.

 

En anden ting, som jeg glemte at nævne i mit indlæg foroven, er at jeg dagligt er udsat for konstant passiv rygning. Det er ikke så stor en bekymring for mig som ovenstående, men alligevel en irriterende tanke synes jeg? Jeg er selv holdt op med at ryge for to år siden, netop med tanke på at jeg vidste at jeg gerne ville være gravid på et tidspunkt, og jeg ville stoppe i god tid, for også at være sikker på at det holdt i længden.

Borgerne må jo ryge på deres værelser, da det jo er deres private hjem, og rent teoretisk må jeg nægte at opholde mig på deres værelse mens de ryger - sådan på samme måde som man må i hjemmeplejen. I praksis er det dog slet ikke en mulighed for mig, for de borgere vi har, har ingen mulighed for at forstå dette og ville aldrig efterfølge det. Og selv hvis jeg går derind når der ikke bliver røget, så er der jo stadig røget 40-50 cigaretter i løbet af dagen, der hænger og oser i luften. Samt i gangene, da de ikke altid lukker døren til deres værelse, men ryger for åben dør.

 

Jeg betragter på ingen måde mig selv som hysterisk hvad passiv rygning angår, men når det er hver eneste dag på arbejde i op til ni timer i træk, så synes jeg måske at det er voldsomt? Hvordan havde I andre haft det med dette?

[HenrietteHall]

Herude hvor jeg er, fortæller man det samme dag som man tester positivt, men det er også sprøjtemidler vi arbejder med.. Så når man er gravid skal man have en anden arbejdsfunktion..

[sabrina_k]

Jeg synes bestemt at du skal fortælle din chef det så snart du finder ud af, at du er gravid - de må da have en eller anden procedure til gravide ansatte for at skåne jer? Har du ikke en kollega, du kan snakke med om dine bekymringer, en som før har været gravid?

[Alura]

Herude hvor jeg er, fortæller man det samme dag som man tester positivt, men det er også sprøjtemidler vi arbejder med.. Så når man er gravid skal man have en anden arbejdsfunktion..

 

Mange tak for dit svar Henriette. Jeg ville ønske at min situation også var lidt mere sort/hvid hvad det angår, så der var noget der var lidt mere håndgribeligt at forholde sig til. I min situation er der jo mere tale om "hvis nu" situationer i de fleste tilfælde. Ikke lige hvad angår arbejdstiderne, den konstante passive rygning etc., men stresspåvirkningen og risikoen for vold er jo periodisk og/eller kun noget der muligvis kan opstå, men ikke nødvendigvis kommer til det. Det gør det lidt sværere at forholde sig til synes jeg.

[Alura]

Jeg synes bestemt at du skal fortælle din chef det så snart du finder ud af, at du er gravid - de må da have en eller anden procedure til gravide ansatte for at skåne jer? Har du ikke en kollega, du kan snakke med om dine bekymringer, en som før har været gravid?

 

Hej Sabrina_k og tak for dit svar endnu en gang, dejligt :) Jeg tror også at jeg er kommet frem til at jeg nok fortæller det ret tidligt til min chef når jeg (forhåbentlig) bliver gravid. Simpelthen fordi der er så meget jeg er usikker på. Tænker at jeg nok vil forhøre mig med min læge som det første og hvis denne mener at der er baggrund for bekymring grundet noget af ovenstående på et tidligere tidspunkt i en graviditet, så tænker jeg at jeg i hvert fald taler med min chef til en start.

 

Jeg har heldigvis en super ledelse og nogle fantastiske, rummelige og forstående kollegaer, så jeg er egentlig ikke i tvivl om at der nok skal blive taget hensyn, hvis det altså viser sig at være en nødvendighed. Grunden til at jeg tøver lidt med at have lyst til at delagtigøre min arbejdsplads tidligt i forløbet, er som nævnt den tilpas høje risiko for at miste. Og synes at det virker så overdrevet, hvis jeg evt. skal hen og omplaceres til anden arbejdsfunktion tidligt i forløbet, hvis det så alligevel bare "går galt" en uge efter. Det er en meget lille arbejdsplads jeg er på, så det vil være en stor omvæltning og ikke bare noget vi sådan lige kan gøre "frem og tilbage" hele tiden.

 

Jeg har desværre kun en enkelt kollega jeg deler nattevagterne med og denne er mandlig, så derfor kan jeg nok ikke trække så meget på ham i forbindelse med graviditetserfaringer. Jeg har en kvindelig kollega jeg kunne forhøre mig hos, men hun arbejder udelukkende dag, så det ville ikke give så meget mening, da hun ikke har oplevet de samme problemstillinger som jeg evt. ville komme ud for.

[sabrina_k]

Hej Sabrina_k og tak for dit svar endnu en gang, dejligt :) Jeg tror også at jeg er kommet frem til at jeg nok fortæller det ret tidligt til min chef når jeg (forhåbentlig) bliver gravid. Simpelthen fordi der er så meget jeg er usikker på. Tænker at jeg nok vil forhøre mig med min læge som det første og hvis denne mener at der er baggrund for bekymring grundet noget af ovenstående på et tidligere tidspunkt i en graviditet, så tænker jeg at jeg i hvert fald taler med min chef til en start.

 

Jeg har heldigvis en super ledelse og nogle fantastiske, rummelige og forstående kollegaer, så jeg er egentlig ikke i tvivl om at der nok skal blive taget hensyn, hvis det altså viser sig at være en nødvendighed. Grunden til at jeg tøver lidt med at have lyst til at delagtigøre min arbejdsplads tidligt i forløbet, er som nævnt den tilpas høje risiko for at miste. Og synes at det virker så overdrevet, hvis jeg evt. skal hen og omplaceres til anden arbejdsfunktion tidligt i forløbet, hvis det så alligevel bare "går galt" en uge efter. Det er en meget lille arbejdsplads jeg er på, så det vil være en stor omvæltning og ikke bare noget vi sådan lige kan gøre "frem og tilbage" hele tiden.

 

Jeg har desværre kun en enkelt kollega jeg deler nattevagterne med og denne er mandlig, så derfor kan jeg nok ikke trække så meget på ham i forbindelse med graviditetserfaringer. Jeg har en kvindelig kollega jeg kunne forhøre mig hos, men hun arbejder udelukkende dag, så det ville ikke give så meget mening, da hun ikke har oplevet de samme problemstillinger som jeg evt. ville komme ud for.

 

Dejligt med forstående kollegaer og en god ledelse, det er guld værd.  :) Har selv en chef, som er meget forstående og har sagt, at jeg bare skal sige til, hvis der er den mindste arbejdopgave jeg er usikker ved ifm. graviditeten - har f.eks. fået lov til at slippe for nattevagter (som jeg havde en del af før graviditeten) og isolationspatienter. Mht. de udadreagerende patienter er jeg bare lidt ekstra forsigtig, men jeg tænker at indtil baby er blevet stor og maven synlig, kan jeg ikke undgå dem helt.

God ide at snakke med din læge, er sikker på at i nok skal finde en god løsning sammen og så involvere din ledelse, når du føler det er den rigtige tid til det.  :)

Håber på snarligt 2 streger til dig.  :bd