Hvorfor forstår hun det ikke??

[Calla]

Emma på knap 5 er i trodsalderen! Ingen tvivl om det. Men oveni har der været så meget kaos det sidste år, at det selvfølgelig også spiller en rolle. Det skal siges at hun er stædig, og ved hvad hun vil, og hvad hun ikke vil. Det er hun altid været.

Hun har en hel del hysteriske anfald. Slår,sparker,bider,niver,nikker skaller osv. Og hun er SÅ utrolig provokerende. Det starter gerne med et eller andet hun gør, som hun ikke må. Fx sparke til bordet, lege karussel i lænestolen, drille katten, når den sover osv. Når man så siger nej, eller det vil jeg ikke have/jeg vil have du lader være, så griner hun en i ansigtet, mens hun fortsætter. Hun får af vide at nu stopper hun, ellers er det på værelset. Hun fortsætter, i et stort grin. Hun ender så på værelset, mens vi undervejs derinde, får en skalle eller ti, et par los i maven, lussinger, nivemærker osv. Hun får af vide det ikke er iorden, men fortsætter i hendes raserianfald,med hendes "vold".

Hun bliver sat af på værelset med besked om at det ikke er iorden, og at hun må blive der, til vi henter hende. Så må hun sidde der i knap 5 min, til vi kommer og snakker med hende (hvis hun er faldet ned igen). For jeg nægter at snakke med hende,når hun står og skriger hysterisk, for det får ingen af os noget ud af.

Hun bliver sjældent på værelset, men må følges derind igen og igen og igen og..hun smadrer døren op i væggen (den har et stort hul efter dørhåndtaget), sparker til skabene, kaster rundt med legetøjet osv.Det bliver også kylet ud i stuen., alt i mens hun skriger helt vildt.

Hun bliver ved og ved og ved. Det er det samme HVER gang.

Det er samme rutine HVER gang, og det er samme reaktion HVER gang. Det er som om hun bare ikke forstår det.

Vi har fået af vide så mange gange at vi skulle bare være konsekvente og gøre det samme hver gang, så ville hun hurtigt lære det.. Men det gør hun bare ikke.. Det har været sådan i knap et år nu, og intet har ændret sig..

Magnus er begyndt at gøre hende kunsten efter. Han er 2½, og efterligner alle sine søskende,men specielt Emma, da hun jo er her til hverdag.. Jeg orker bare ikke at skulle igennem det samme med ham også.. Så går jeg hjemmefra..

Det er faktisk blevet så slemt efterhånden, at Emma meget sjældent har en fridag med mor.. for jeg magter hende simpelthen ikke..

Det skal siges at det er samme rutine og samme reaktion, uanset om det er far eller mor der "starter".

Et eller andet gør vi tydeligvis forkert.

Jeg kan ikke mere, guldkorn søges desperat..

[Guest LilleMig]

Jeg har ingen gode råd som sådan desværre :kram

Andy havde en periode hvor han også kastede med tingene, når han blev gal, så endte det ud med at vi brugte vores trappe til "timeout" der var nemlig ikke noget han kunne ødelægge :blush

Det er gået over nu, det tog ikke ret lang tid, da det var pænt kedeligt at sidde på trappen :)

Jeg må indrømme at hvis det har stået på i 1 år, og hun ikke har fanget budskabet endnu, så er det godt nok længe, men hva pokker man kan gøre ved det, tja det ved jeg godt nok ikke :(

Håber hun snart falder ned på jorden igen, for det andet er da ikke til at holde ud, jeg kan huske da Andy var værst, der var jeg faktisk i tvivl nogen gange om jeg overhovedet elskede den dreng, selvfølgelig gjorde jeg det, men jeg havde meget svært ved at se det, så ham tit som et problem, og det endte med at jeg selv gjorde det værre da han kunne mærke mine spændinger omkring ham :(

:kram :kram :kram :kram :kram

[TiaK]

Jeg har ingen børn og aner derfor ikke hvad jeg snakker om, så bær over med mig hvis jeg virker naiv eller andet ;)

Men - I de der "barnepigen" eller "Nanny" eller hvad de nu hedder-programmer, hvor en familie får hælp til at opdrage deres børn, der synes jeg ofte, at når barnet reagerer på den måde du forklarer, så er det et råb om hjælp. At barnet savner opmærksomhed/kærlighed men først får opmærksomhed fra sine forældre, når det er hysterisk.

Det der har hjulpet i programmerne er, at forældrene har givet sig tid til at lege med børnene og rose dem, når de opfører sig pænt og ikke bare ignorere dem/nyde, når de er stille og leger selv.

Jeg aner som sagt ikke om det er god tv-underholdning og ikke har hold i virkeligheden, og jeg aner heller ikke hvordan jeres hverdag er, men hvis det er et spørgsmål om at du eller din mand har noget alene-hygge-tid sammen KUN med den 5-årige, så hun ikke føler sig overset - så ville det da være en win-win situation!

[Guest baby2011]

Jeg har ingen børn og aner derfor ikke hvad jeg snakker om, så bær over med mig hvis jeg virker naiv eller andet ;)

Men - I de der "barnepigen" eller "Nanny" eller hvad de nu hedder-programmer, hvor en familie får hælp til at opdrage deres børn, der synes jeg ofte, at når barnet reagerer på den måde du forklarer, så er det et råb om hjælp. At barnet savner opmærksomhed/kærlighed men først får opmærksomhed fra sine forældre, når det er hysterisk.

Det der har hjulpet i programmerne er, at forældrene har givet sig tid til at lege med børnene og rose dem, når de opfører sig pænt og ikke bare ignorere dem/nyde, når de er stille og leger selv.

Jeg aner som sagt ikke om det er god tv-underholdning og ikke har hold i virkeligheden, og jeg aner heller ikke hvordan jeres hverdag er, men hvis det er et spørgsmål om at du eller din mand har noget alene-hygge-tid sammen KUN med den 5-årige, så hun ikke føler sig overset - så ville det da være en win-win situation!

Jeg synes nu det lyder meget rigtigt :)

Jeg er selv mor til en pige på 4½ år og vi har altid rost hende igen og igen, hvis hun gør noget godt eller er en sød pige.. Det er langt bedre at fokuserer på det rigtige de gør end det forkerte..

Feks i går havde jeg Mille med inde hos dyrehandlen og jeg bad hende pænt sætte kurven på plads da jeg skulle betale og det gjorde hun uden brok eller noget.. Da vi kom ud i bilen sagde jeg til hende at jeg var rigtig glad for hun ville hjælpe og det var meget pænt af hende.. Da hendes far kom hjem fortalte jeg ham det også, mens hun hørte det og jeg sagde noget ala "Jeg er bare SÅ stolt af Mille, for hun har hjulpet mig meget i dag med at sætte kurven på plads" - jeg ved godt det er en lille ting i voksnes verden, men hun blev anerkendt og voksede en halv meget over jeg roste hende så meget :) Så mit råd er at rose hende når hun har gjort noget godt.. Når hun er kølet lidt ned efter et raserianfald, så sæt dig stille og roligt ved siden ad hende og sig til hende, at mor bliver rigtig ked af det når hun opfører sig sådan og at du slet ikke kan lide det.. Så er der god chance for hun lytter og måske lære af det.. Når hun så får et hysterisk anfald, så lad vær at råbe ad hende, men sig igen stille og rolig at det er nu mor bliver ked af det, fordi hun opfører sig sådan....

Det var mine bedste råd og jeg håber du kan bruge det til noget, for alt andet er jo ikke til at holde ud for nogle parter..

Jeg går ikke selv ind for at sende barnet på værelset, da hendes værelse helst skal forbindes med noget positivt, så personligt ville jeg prøve at undgå det :)

[kahe]

Min datter er også næsten 5 år og kan af og til være lidt umulig og blive sur..

Jeg syntes det er lidt som om hun ikke helt kan rumme hendes følelser. De er jo på en måde små og på en anden side store (og der bliver stillet krav)

Jeg plejer at tage min datter op og sige at hun ligner en der trænger til at blive trøstet. Hun kan godt stadig være sur, men jeg holder hende fast til hun slapper af.

Selvfølgedig skal hun vide hvad der er rigtig og forkert, men det kan være meget overvældende at være 4-5 år :-)

Ved ikke om det virker - men det gør det som regel hos mig :-)

[bobo...]

puha.. kender det kun alt for godt...

vi gør det her hjemme at vi hiver børnene ud af det de er igang med, dvs hvis de er ved at lave ballade under en leg, så må de komme med ud og starte vaskemaskinen, eller bære skraldet ud.. og når det så er gjort får de ros, og samtidig snakker vi stille og roligt om hvad det var de gjodre forkert før.

hjælper det ikke så får de en "time out" hvor de får lov til at sidde i maks 2min på en skammel indtil de er til at snakke med igen..

Jeg er nået der til hvor jeg ikke vil hidse mig op, så hellere hive dem ud af den situation de er i når de gør noget der er forkert. for bliver jeg gal, begynder de bare at irritere mig mere og mere, men lader jeg være så er det squ ikke sjovt mere.

[lineep]

Hej med dig.

Det lyder som om I gør det helt rigtige med at sætte hende på værelset. Hvor er det synd for jer at det skal være sådan.

Hvordan har hun det i børnehaven, kan i evt få noget hjælp derfra.

du skriver i har været igennem en kaotisk tid, som din datter helt sikkert reagerer på. Efter min mening skal i søge hjælp til at komme igennem det her. Det lyder ikke som noget i kommer igennem med små dagligdags råd, som mere konsekvens og mere omsorg. det er gode råd, men måske har I brug for mere end det. Måske kan du søge hjælp igennem pædagogsik, psykologisk rådgivning i din kommune, eller måske har kommunen et familieværksted.

held og lykke

MVH Line

[Stbaby]

Det lyder lidt som Xander.

Han var den søde, stille og dejlige dreng i BH men når han kom hjem var han enten agressiv eller stortudede i flere timer - uden at kunne forklare hvorfor (heller ikke i gode perioder kunne han fortælle hvorfor han var ked af det tidligere).

Vi fik en meget lang snak med BH og endte med PPR og kom frem til at han gemte alle følelser væk og kun viste de gode sider når han var i BH. Alle frustrationer, alle de ting han blev ked af i løbet af dagen osv. skulle han så 'af med' når han kom hjem.

Han har altid været en meget genert og stille dreng blandt andre og ved hjælp af PPR og BH fik vi lige så stille hul igennem, så han nu også viser lidt følelser når han er ude.

I forbindelse med skolestart og SFO har det været rigtigt godt at have PPR inde over og da det er en super skole og SFO har vi også fået meget hjælp.

F.eks. da de havde emneuge og var sammen med 1. klasserne (= fremmede børn, fremmede voksne og fremmede lokaler samtidig) gik han helt i baglås da han kom hjem første dag og reagerede MEGET kraftigt herhjemme.

Jeg fik skrevet til hans klasselærer og resten af ugen var han i hans eget klasselokale med klasselæreren og så var det bare de andre børn der gik rundt til de forskellige værksteder. Så var det kun de fremmede børn han skulle forholde sig til, og kunne ved nogle af arbejdsstationerne i lokalet vælge at arbejde alene, så han fik 'ro' i hovedet.

Mit råd er at få børnehaven i tale!! Jeg ventede 2½ år - 2½ år set i bakspejlet var et helvede for min stakkels dreng i BH :( Det fortryder jeg MEGET den dag i dag, men sket er jo sket så jeg kan ikke gøre noget ved det - andet end at være mere opmærksom på reaktioner.

(og er det også ved de andre børn - nu er Linus lige startet i BH og jeg er SÅ nervøs, men ind til videre virker det som om han er SÅ glad derovre :))

[Calla]

Det lyder lidt som Xander.

Han var den søde, stille og dejlige dreng i BH men når han kom hjem var han enten agressiv eller stortudede i flere timer - uden at kunne forklare hvorfor (heller ikke i gode perioder kunne han fortælle hvorfor han var ked af det tidligere).

Vi fik en meget lang snak med BH og endte med PPR og kom frem til at han gemte alle følelser væk og kun viste de gode sider når han var i BH. Alle frustrationer, alle de ting han blev ked af i løbet af dagen osv. skulle han så 'af med' når han kom hjem.

Han har altid været en meget genert og stille dreng blandt andre og ved hjælp af PPR og BH fik vi lige så stille hul igennem, så han nu også viser lidt følelser når han er ude.

I forbindelse med skolestart og SFO har det været rigtigt godt at have PPR inde over og da det er en super skole og SFO har vi også fået meget hjælp.

F.eks. da de havde emneuge og var sammen med 1. klasserne (= fremmede børn, fremmede voksne og fremmede lokaler samtidig) gik han helt i baglås da han kom hjem første dag og reagerede MEGET kraftigt herhjemme.

Jeg fik skrevet til hans klasselærer og resten af ugen var han i hans eget klasselokale med klasselæreren og så var det bare de andre børn der gik rundt til de forskellige værksteder. Så var det kun de fremmede børn han skulle forholde sig til, og kunne ved nogle af arbejdsstationerne i lokalet vælge at arbejde alene, så han fik 'ro' i hovedet.

Mit råd er at få børnehaven i tale!! Jeg ventede 2½ år - 2½ år set i bakspejlet var et helvede for min stakkels dreng i BH :( Det fortryder jeg MEGET den dag i dag, men sket er jo sket så jeg kan ikke gøre noget ved det - andet end at være mere opmærksom på reaktioner.

(og er det også ved de andre børn - nu er Linus lige startet i BH og jeg er SÅ nervøs, men ind til videre virker det som om han er SÅ glad derovre :))

De to ting, jeg har fremhævet, hæfter jeg mig meget ved. For det er Emma, du beskriver der!

Hun er så sød og rar i børnehaven, de mærker ikke noget til det vi beskriver, men hjemme virker hun pirrelig/følsom og aggressiv. Emma har ALTID været meget genert og stille, og selvom hun har gået i børnehaven i 2 år nu, så er hun stadig længe om at falde ind i lege og rytmer efter en ferie fx. Weekenden er ok,der går det fint om mandagen. Men en uges ferie, så er vi tilbage i genertheden. Det er det samme når vi får gæster, eller skal ud nogen steder. Hun gemmer sig bagved mig eller sin far,og nægter at tale eller noget.

Hun har sproglige vanskeligheder, som er blevet forbedret en hel del, efter hun er kommet i special sproggruppe. Men det hjælper ikke på genertheden.

Og hun har været meget længe om at åbne op overfor de voksne i den nye "skole", selvom vi var med derude indimellem. Hun skal virkelig "se folk an" i meget lang tid..

Men som sagt, pædagogerne i børnehaven mærker kun søde Emma, som leger fint med andre, men også fint alene. Som ikke går af vejen for kravlen i træer og leger i mudder, men som også sagtens kan bruger timer på perleplader,dukkehuse og madlavning. Ingen hystade, ingen hidsigprop.. Og når de gange vi har forsøgt at bringe det på banen, føler jeg ikke de hører, hvad det er vi egentligt siger..

De kigger undrende og siger gerne "nå!!, Jamen sådan oplever vi hende aldrig", selvom de har sagt at hun har en stærk vilje (hun ved bestemt hvad hun vil og hvad hun ikke vil, og formår fint at sige fra). Men ingen raseri udbrud.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg så lige skal gribe det an? Skal jeg bede om et møde måske?

Mht. Jer andre, der har svaret: Tusind tak for Jeres svar :)

Jeg mener bestemt ikke Emma mangler positiv opmærksomhed, for vi roser hende begge rigtig meget (gør vi med alle ungerne :) ).

Også over de "små" ting, som en beskriver. Fx. det at hun sætter tallerkenen til vask efter maden, eller hun tager sit tøj på/af selv, lægger det i vasketøjskurven osv osv. Så hun får bestemt masser af positiv forstærkning.

Bruger også meget at rose hende når hun leger , tegner eller lignende. Fx. " Ej hvor er du god til at xxx, det ser bare så hyggeligt/sjovt/spændende/ osv ud" :)

Alle børnene har små "Pligter" herhjemme. Efter alder selvfølgelig. Fx. Magnus er helt syg med at tømme opvaskeren sammen med mig. Og elsker at trykke på knappen til vaskemaskinen, når den skal startes. Emma vil meget germe hjælpe med at rydde af bordet, sortere vasketøj, og putte det ind i maskinen, sammen med mig.

Så synes jo ligesom vi gør, hvad vi kan...

[Stbaby]

Måden jeg fik BH i tale er nok ikke den mest smarte, men det var en dag jeg skulle aflevere ham efter en MEGET slem morgen og jeg begyndte at tude i garderoben.

De har altid være MEGET søde og lydhøre i BH men jeg har aldrig fortalt hvordan han var hjemme, for fokus har jo været på hvordan det gik i BH.

Jeg kom ind på kontoret for at få tudet ud og fortalte om min afmagt og om at jeg ikke kunne styre ham, om hans destruktive adfærd osv. og så sad pædagogen og lederen og så helt forkerte ud i hovederne for sådan havde de aldrig oplevet ham.

Men da der så kom fokus på ham kunne de godt se at der var 'noget galt'. Han var aldrig med i gruppelegene, men stod i udkanten. Dvs. det så ud som om han var med, men var egentlig bare observerende.

Han tog aldrig initiativ til at lege med andre og hvis han legede med en og der kom en mere med i legen trak han sig.

Som sagt havde BH ikke lagt mærke til det, fordi han netop var den søde dreng der ikke gjorde opmærksom på sig selv, men med ekstra fokus (og også video ind imellem) lagde de mærke til hvor lidt han faktisk var med.

Det de fandt ud af at Xander har brug for er faste rammer. Meget faste rammer til at starte med og når det så kører godt kan man begynde at lave om på det lige så stille.

At han hele tiden ved hvad han skal nu, men også hvad han skal bagefter / resten af dagen. Han bliver stresset over at gå og tænke over usikre elementer i hverdagen.

Det kan f.eks. være at han hele dagen tænker over hvem der henter ham, om han skal til gymnastik om eftermiddagen, om der er fremmede i huset når han kommer hjem (legeaftaler for ham eller de andre børn i huset), hvad vi skal have til aftensmad, om det er disneydag osv. osv.

Det hjalp at vi om aftenen ved sengetid talte hele næste dag igennem og i starten brugte vi også små magnetiske billeder på en tavle.

At han fik den snak ALENE med mig uden alle de andre unger der futtede rundt og blandede sig.

Vi snakkede om dagen igen om morgenen og ellers hver gang vi var sammen repeterede vi resten af dagen. Dvs. når jeg hentede ham snakkede vi resten af dagen, efter aftensmaden snakkede vi putterutiner osv.

Det var i MEGET faste rammer de første måneder - hårdt for os alle for der skulle tages mange hensyn og ingen spontane indslag.

Men det virkede :) Han var stadig den samme i BH men der kom meget mere ro over eftermiddagene herhjemme :)

Stille og roligt kunne vi begynde at lave spontane ting, men den dag i dag har han stadig sit skoleskema som han kigger på hver morgen (hvilke timer han skal have), han skal have at vide hvad tid han skal hjem (ikke noget med at ringe til SFO'en og sige han skal gå hjem en time tidligere), vide hvad der skal ske om eftermiddagen (hvem skal til gym, svøm osv) og også vide hvad aftensmaden står på.

Vi har en kæmpe tavle i gangen hvor alle vores ting for ugen står med farvekoder. Han kan stadig ikke læse, men får læst højt og så kan han for det meste huske hele ugen.

Han blev forresten testet i BH (Kuno Beller) men den test viste ikke noget. Faktisk scorede han for højt i næsten alle kategorier. En egentlig diagnose har han aldrig fået men SSP har fulgt ham med i skolen her det første halve år og nu er han 'frigivet' da det går så godt. Men vi kan altid få dem tilknyttet hvis det begynder at gå dårligt igen, lige som både skole og SFO har tid til at snakke med mig hvis jeg føler det begynder at gå skævt.

[Sookie]

Jeg har Chloe på 2,5år og det lyder bare så meget som hendes voldsomme anfald..

Jeg skulle lige til at oprette et emne lignende, for det er bare så frustrende..

Nu er der godt nok lidt alders forskel, men det er bare det samme.

Hun vil bare ikke høre efter, hun råber og skriger, sparker, skubber osv.

og noget af det værste det er at hun gør skade på sig selv, når hun blir sådan.

hun smider sig på gulvet og knalder hovedet hårdt i.

Er så bange for at hun kan skade sit hovede.

Om det er et råb om opmærksomhed, som en skriver.. det ved jeg nu ikke.

Vi havde lige siddet sammen idag og lavet modellervoks..

og så ville jeg lave en mad til hende. "hvad vil du ha på" spørger jeg hende.

"kødpølse" siger hun.

og så må jeg fortælle hende at vi ikke har mere, for det fik hun på sin bolle (som hun havde fået i morges, men ikke rørt)

og at den var smidt ud.

Så flippede hun fuldstændig og var ikke til at snakke med, og da jeg vil forklare hende det pænt, så flipper hun endnu mere.

Skubber til mig, kaster sig på gulvet, råber og skriger - slår sit hovede flere gange og blir endnu mere sur/ked.

Herhjemme er vi altså gode til at rose hende for de gode ting hun gør, men alligevel så er det i stor stil, når hun blir sur.

Hun reagerer så voldsomt og er ikke til at snakke med.

Vi har prøvet alt....

Det eneste vi kan gøre er bare at lade hende sætte sig i sofaen til hun falder ned.

at skælde ud eller straffe med f.eks. værelset gør det kun langt værre. :(

Skal lige siges at hun fik lov til at holde en fri dag fra vuggestuen - og jeg fortryder det så meget nu.

Det ville ha været langt bedre for både hende og jeg at hun var kommet derned.

dagen er bare ødelagt og jeg magter ikke mere.

[smilogblink]

Jeg kender altså også det - min på 3 år - der skal ingen ting til så bliver hun vred, ked af det, det er hårdt som mor at opleve. Men jeg vælger at snakke med hende, få hende til at tænke på noget andet. Spørge ind til, hvad bliver du så vred på. Det med kødpølsen kender jeg godt, at det bare er små ting, så er balladen der. Men to minutter efter kan hun have stort smil på - især hvis hun har opnået et eller andet. Jeg tænker også lidt at hun prøver os af. Storesøster hopper jo også på den, når de leger, er der noget hun ikke må, så kaster hun tingene i vejret, kaster sig selv på gulvet, og lynhurtig er søde søster der med søde ord - og mange forsøg på overtalelse. Vi har sagt at hun skal bare lade hende være og lade mor og far være de voksne. Det er ikke hendes ansvar og opgave at hoppe og danse efter lillesøsters krav. Jeg siger nej til straf, men min piger løber gerne selv ind på værelset og ser det som hendes fristed når hun bliver sur. Mit bedste råd er at tage kontrol - ikke give sig, rette sig efter hende. Jeg har haft en sur skid, som synes mor var den dummeste, fordi hun skulle spise lidt mere aftensmad inden hun fik frugt( vi har altid frugtskål om aften - børnen elsker det) Hun var rigtig vred, men jeg snakkede med hende, fik hendes tanker over på noget andet, børnehaven, noget hun kunne se frem til - mormor ville komme på besøg. Så da hun var god igen, så legede hun lidt med storesøster. Så blev hun sulten og ville have frugt. Fint sagde jeg men du skal spise som aftalt lidt mere aftensmad. Her forstod hun, at jeg ikke gav mig, jeg behøvede ikke at skælde ud - som jeg sjældent gør. Hun fik spist sin mad, og var stolt. Så jeg ser det som grænsesøgende

[Anne Mathilde]

Det lyder godtnok voldsomt, dét du beskriver. Jeg har aldrig oplevet lignende hos mine børn, men tænker, at der må være ét eller andet, som er svært for hende. Selvfølgelig har børn forskelligt temperament, men for mig lyder det som om, at der både er tale om temperament OG nogle frustrationer, som hun måske ikke selv kan sætte ord på og forklare.

Jeg synes, at det ville være rigtig dumt, at sige til hende, at I bliver kede af det når hun reagerer sådan (mener, at der var én, der foreslog det). Man må gå ud fra, at årsagen til hendes voldsomme "anfald" er, at hun selv har det svært i visse situationer, og derfor synes jeg at det ville være enormt synd for hende, hvis hun også skal håndtere, at hendes følelser gør jer kede af det (skyld med skyld på, hvis du forstår).

Jeg synes, at de bedste råd, der er kommet er, at tale med hende, når hun er faldet ned. Vel at mærke på en anerkendende måde. Respektere hendes følelse, men ikke hendes måde at vise dem på. Jeg ville prøve at sætte ord på: "der blev du godtnok ked af det/vred hva? Næste gang du får det sådan, så synes jeg, at vi skal prøve at snakke sammen om det, for dét er meget bedre" (eller lign.)

Jeg tror, som en anden foreslår, at det kunne være en god idé, at tage kontakt til PPR eller "Det Tværfaglige Team" (hvis I har sådan ét i kommunen). Der kan jo gemme sig noget, som I ikke kan/skal få hende til at forklare.

Jeg tror ikke, at løsningen er at rose, rose og atter rose hende. Selvfølgelig skal børn roses, men det kan (tror jeg) også blive så meget, at de føler, at de skal leve op til en masse. Hvis man får ros hele tiden, kan det ende med at blive til nederlag, når man ikke får. -Og dét må da være frustrerende!

Jeg er talepædagog, og fra mit synspunkt er det bestemt ikke utænkeligt, at det kan skyldes nogle frustrationer pga. hendes sproglige vanskeligheder. Men nu ved jeg jo ingenting om hverken art eller omfang. Bare lige en tanke.

Jeg håber, at I får styr på følelserne.

Venlig hilsen

Anne.