Homoseksuelles ret til at få børn

[Guest]

Lige til det sidste om romerriget. Så var jo samfundsnormen Dengang. Det kan ikke sammenlignes med i dag.

Så skal vi også se på de gamle græker, hvor pædofili og incest var fuldt ud acceptabel.

Der yndede de at have sex med unge drenge.

Blandt faraoerne var incest meget normalt

Disse to ting var normen dengang, men er det absolut ikke i dag.

Så bare fordi det var dengang så betyder det ikke at den slags stadig er acceptabel nu.

Vi lever heller ikke i biblens tid! ;)

Desuden bliver der flere gange beskrevet både pædofili og incest (med Guds vensignelse) i det gamle testamente, uden at det er i orden nu. :) :kram

[Vinnus]

Vi lever heller ikke i biblens tid! ;)

Desuden bliver der flere gange beskrevet både pædofili og incest (med Guds vensignelse) i det gamle testamente, uden at det er i orden nu. :) :kram

Mener du samme tid som biblen er skrevet? Så ja det har du ret i. Biblen er flere tusinde år gammel. Den er skrevet i en hel anden tidsalder end nu.

Min pointe gik på sammenligningen med romerrigets samfundnormer og struktur :)

[Guest]

Mener du samme tid som biblen er skrevet? Så ja det har du ret i. Biblen er flere tusinde år gammel. Den er skrevet i en hel anden tidsalder end nu.

Min pointe gik på sammenligningen med romerrigets samfundnormer og struktur :)

Ja, det var det jeg mente! ;)

Tror vi er relativt enige på det punkt. :kram

[Vinnus]

Jeg læser JustMes indlæg om valg som mere, at man kender konsekvensen af ens valg,

Fx burde et homoseksuelt par vide konsekvensen af at være et sådant par. Altså at børn ikke kommer naturligt der.

 

Et hetroseksuelt par vil som udgangspunk gå ud fra at de selv naturligt kan få børn sammen. Det er de færreste som på forhånd ved at de har PCO eller lav sædkvalitet. Det er som regel noget de finder ud af hen af vejen under forløbet, fordi en graviditet ikke kommer som ønsket.

[Guest]

Men det jeg tror mange står af på, er at kalde det et valg, jeg gør ihvertfald.

Jeg har ikke valgt at være hetroseksuel, lige så lidt som en homoseksuel har valgt deres seksualitet.

 

Som jeg forstår JustMe, mener hun man kan blive "sat fri" fra at være homoseksuel. Dette er jeg lodret uenig i. Men mener man dette, mener man vel tildels også man kan vælge at agere eller ikek agere på sin homoseksualitet. Sådan læser jeg ihvertfald også hvad JustMe skriver.

Jeg kan så ikke se rimeligheden i dette. Det vil være ligeså urimeligt som at sige vi andre ikke må agere på vores hetroseksualitet og det behov og behovet for at leve i et gensidigt ligesindet forhold hvor man elsker hinanden. Det er jo fuldstændig på samme måde en homoseksuel har det for en af samme køn, som vi andre har det med modsatte køn.

 

Hvem der skal betale, ja jeg går ikke ind for at staten nødvendigvis skal betale alt for nogen. Jeg synes det er ganske rimeligt der er en form for egenbetaling og ja, det ved jeg godt jeg er i mindretal med ;), men jeg synes dog ikke der er rimeligt at gradbøje hvem der skal have ret til børn og hvem der ikke skal - på statens regning. Det er ganske rimeligt der er nogle helbredsmæssige faktore, men det handler jo i lige så høj grad om muiligheden for at blive gravid og bære en sund graviditet.

Jeg mener ikke der skal diskremineres for nogle og da slet ikke pga seksualitet.

[Guest]

JustMe,

 

Nej, vi når ikke til enighed, men det regnede jeg nu heller ikke med og det er som du selv siger helt ok :)

 

Men af ren nysgerrighed. Tror du på en persons egen fri vilje? Jeg spørger fordi som jeg forstår dig, så kommer det gode fra Gud og det dårlige fra Satan, hvad med mennesket selv, har det intet at skulle sige? Lader det sig styre af de 2 og hvem/hvad afgør så hvem der styre én?  Er det ens synder hvor mange og hvad der afgører dette, eller er det tilfældigheder om det er gud eller satan man har inde på livet?

 

Jeg er blot nysgerrig, jeg er ikke på nogen måde bibel kyndig, men selv om jeg aldrig kommer til at leve som sådan, så er jeg da nysgerrig på hvad der rør sig :) og det er altså ikke for at være næsvis jeg spørger, kun af interesse :)

 

Jeg selv tror i allerhøjeste grad på menneskets egen fri vilje, jeg tror jo så heller ikke på Gud og Satan. Jeg mener vi langt hen af vejen styrer os selv, men der er basale behov, som mad, søvn og så også ens seksuelle behov som vi ikke selv er herre over. Dette anser jeg som meget basale dyriske instinkter og altså et behov som er forskelligt fra menneske til menneske.

[Guest]

Dengang min mor døde, der sagde jeg at HVIS der fandtes en Gud, så var han enten ikke almægtig eller også var han et røvhul... Det var nok firkantet stillet op (jeg var 18, så jeg holder mig til 23års-reglen! :lol), men essentielt mener jeg stadig, at hvis han var/er almægtig, så burde Satan vel ikke kunne komme på tværs.. Og der knækker min bibeltro, jeg synes det modsiger sig selv, og firkantet og rationel som jeg er (og jeg kan vist ikke bruge 23års-reglen længere.. :rolleyes), så kan jeg ikke få det til at hænge sammen. Min tro har aldrig været dyb nok til at jeg kunne sige 'Sådan er det fordi Gud siger det', så jeg er vist en tabt sag.. :D

[Guest]

En prædikant jeg kender har en kone som for 3. gang er syg af kræft, og denne gang kan lægerne intet stille op. Som han siger: Jeg tror på at hvis hun skal dø af dette, så dør hun, og så har jeg en høne at plukke med Jesus når jeg kommer hjem, for jeg vil vide hvorfor! Men hvis hun skal hjem, så må jeg acceptere det. Men hver dag beder jeg til, at hun må være et vidnesbyrd om et mirakel.

Gud er almægtig, og han kunne principielt godt helbrede prædikantens kone, men Gud ved hvad der er det bedste for os, og derfor lader han ting ske som for os er meningsløse. I teorien, hun kunne blive helbredt, men derefter blive kørt ned at en fuld teenager og blive lam fra halsen ned hvor hun bliver fanget i egen krop, måske i stærke smerter i årevis, og hendes mand kunne blive ramt også og skulle se sin kone være hjælpeløs og han måske ikke kunne være der for hende fordi han selv var skadet. Det er rent tankeværk, men måske en periode med sygdom er at foretrække fremfor det som ville ske længere fremme.

Det er her den frie vilje bliver kompliceret, for selvom vi har en fri vilje så i kraft af at Gud opererer uden for tidens dimension, så ved han til hver en tid hvad der vil ske for os. Hvordan Han gør det overgår min menneskelige hjerne, derfor er jeg pænt glad for at Han er Gud og jeg er menneske.

Problemet er, at jeg ikke tror på at Gud nødvendigvis ved bedst.. Og så falder det jo til jorden for mig! Hvis jeg ikke tror på det, så kan jeg ikke tro på resten.. Eller jo det kunne jeg, men så ville jeg skisme ikke tænke pænt om ham Gud der! ;)

Du må ikke misforstå mig her, jeg synes det er fantastisk at du har din tro, og jeg synes du formår at have en gammel tro i en ny verden på en super god måde! Jeg har dyb respekt for at du holder fast i din tro, i en verden hvor det nok ikke altid er nemt.. Synes du er herre sej! :kram

[Guest]

Jeg synes det er fedt at debatten - som jo er ret personlig - holdes i så fin en tone! Elsker BK! :loveshower

[TiaK]

Justme, jeg vil bare sige at jeg er fascineret over din stærke tro og at du har så godt styr på biblen og kristendommen. Jeg er fascineret over at man kan vie sit liv til noget så abstrakt og uvirkeligt, som gud, jesus, helligånd og engle er i min verden. Du har min respekt, selvom jeg har svært ved at forstå din tro.

 

Og undskyld til trådstarter, at jeg (også) bidrager til at tråden tager en drejning mod det at være kristen og ikke om homoseksualitet og homoseksuelles ret til at få børn.

[Guest]

Jeg synes det er fedt at debatten - som jo er ret personlig - holdes i så fin en tone! Elsker BK! :loveshower

:ditto

[Tinakp]

Jeg vil sige, megen fokus på hvad du gør forkert, afhænger i høj grad af hvilken menighed du tilhører!!! Jeg oplever at i min kirke er der faktisk ret stor rummelighed også overfor folk som bor i papirløse forhold, er / bliver skilt osv. Jeg ved ikke af at der er homoseksuelle i kirken, men jeg er ret sikker på at de ville blive rummet på akkurat samme måde som alle andre syndere - som jo er os alle sammen! Min familie er jo absolut ikke "kirkens bedste børn" sådan set på overfladen... 

 

Min mand er fraskilt, og har en datter fra hans tidligere ægteskab. Han er jo nu gift med mig. Ifølge Biblen er skilsmisse også en synd, og jeg siger dig at i hans familie er jeg fortsat ikke 100 % accepteret! De opfører sig pænt, snakker med mig osv, men der var flere af hans onkler og tanter som seriøst overvejede at melde afbud til Arons barnevelsignelse - og vores bryllup for den sags skyld - fordi han jo var fraskilt og at blive gift igen i Bible beskrives som utroskab. Nevermind at der i Biblen tydeligt står at skilsmisse - og at blive gift igen - er helt okay såfremt ægteskabets opløsning skyldtes utroskab eller vold. Mandens ex var ham utro maaange gange og var årsagen til skilsmissen. Det ved hans familie, og min mand havde inden brylluppet lange snakke med hans familier omkring det, hvor han forklarede dem hvorfor han var blevet skilt i flere detaljer end de havde ret til at vide, han udlagde flere bibelsteder for dem osv, og et af parrene måtte også overgive sig og sige undskyld, fordi de var ikke klar over at hans ex var ham utro i større grad. 

 

Så jeg ved godt hvad det er for en fordømmelse du snakker om - men jeg ved også at i vores egen kirke da vi kom ind af døren og folk var lidt forundrede over at jeg kom med et barn på armen - når de udemærket vidste at min mand og jeg ikke var gift (endnu), men så snart vi forklarede at han var min forlovede og det var hans barn fra et tidligere forhold, så sagde folk bare tillykke med forlovelsen og hvor er hun skøn. Meget få i kirken udover præsten, et ægtepar jeg har kendt i mange år, og de mennesker vi har været i cellegruppe med ved at han gik fra hans ex grundet utroskab, men ingen i kirken har været fordømmende eller stillet spørgsmålstegn ved vores forhold, at Maja er der osv. Slet ikke! Og jeg tænker at i de kredse du er vokset op, er skilsmisse og at blive gengift nok ligeså forargeligt som homoseksualitet... 

 

Den kirke jeg er en del af, og den "kristendom" jeg lever efter (i mangel af bedre ord til at beskrive det) er opmærksomme på synd, og har en holdning til synd osv som følger Biblen, men jeg kender ikke nogen som er fordømmende eller tager distance fra folk som ikke passer ind i "formen". Jeg ved at der tidligere har været et homoseksuelt par som kom i kirken i lang tid. Hvorfor de stoppede ved jeg ikke, men i følge dem som fortalte os om det, kom de i lang tid og var en del af menigheden på linje med andre.

 

Det eneste man ikke kan i kirken hvis man ikke opfylder visse "krav" er at blive medlem af kirken, som I tilmeldt medlem eller leder. Det betyder at du kan komme og deltage i alle aktiviteter, men du kan ikke blive medlem hvis du lever i et homoseksuelt forhold, hvis du lever i et papirløst forhold, hvis du ikke er døbt, hvis du ikke tror på Biblen, Gud, Jesus osv, og hvis du ikke er villig til at lade dig lede af Gud og ledelsen. Det betyder IKKE at man bliver hældt ud fordi man begår synd, men det betyder at hvis jeg som medlem pludselig er min mand utro, så vil en fra ledelsen snakke med mig om hvad jeg har gang i, bede sammen med mig, forsøge at finde en løsning sammen med min mand osv osv. Det handler om vejledning, ikke fordømmelse. Hvis du kommer i kirken og pludselig begynder at indlede et homoseksuelt forhold vil det samme ske - du vil blive inviteret til at snakke og bede om hvad der sker, hvad Gud siger, og så er det klart, vælger man at gå imod Biblen, så må ledelsen også tage ansvar for kirken og sige, at vil man ikke retledes, vil man ikke følge Guds ord, så kan man ikke være medlem, men er fortsat velkommen i kirken.

 

Det er nok fordømmende for mange...

 

Men hvis du som kristen gik hen til en Imam og bad om at blive viet med en mand som var kristen, ateist osv, så ville han sige nej. Du ville ikke kunne blive medlem af en muslims menighed eller blive muslimsk gift, medmindre mindst en af jer var muslim. Du kan ikke blive medlem i en frimærkeklub, og så brokke dig til møderne over at der bliver snakket om frimærker for du vil hellere reperere motorcykler. Det handler i bund og grund om at enhver forening og gruppe mennesker har et kodeks over hvem man er. Her på BK formoder vi at alle har en eller anden interesse i børn. Hvis en person kom herinde og skrev indlæg om hvor nederen det var at alle skrev om børn, så ville vedkommende med stor sandsynlighed få påpeget at det er en babyforum... dvs børn og babyer fylder ligesom pænt meget, og vil man ikke det, så må man finde noget andet at bruge tiden på.

 

For mig er det ikke anderledes med kirken. 

 

Fokus er for mig som sagt ikke på synd, men synden er med til at afgrænse om man "hører til" i den gruppering som hedder frikirken. Grupperingen er samlet omkring det at tro på at Biblen er Guds ord, og at Gud er den ultimative magt, at Han er alt, ved alt, kan alt... At Han har skabt det hele og at Han alene har retten til at bestemme hvad der er rigtigt og forkert. Og hvis man så helt eller delvist ikke vil være med til det, jamen så skal man måske finde noget andet at gå op i. Finde sin egen gudsdyrkelse.

 

Jeg tror fokus på synd opleves som mere voldsomt end det er, hvis man føler sig fordømt. Jeg kan opleve Luthersk Mission som enormt fordømmende fordi det er den fraktion min svigerfamilie hører til, og fordi jeg af en leder fra Luthersk Mission er blevet kaldt "Kættersk" fordi jeg er kvinde og læste teologi. Men det er jo fordi jeg bevæger mig de kredse uden at høre til. Så oplever jeg konstant hvordan jeg ikke hører til. 

 

Som sagt, for min skyld må homoseksuelle leve som de vil - det har jeg ikke et problem med. Men ud fra min tro kan jeg ikke personligt mene at staten skal betale for det. Ikke fordi jeg ikke mener de er mennesker som alle andre, men fordi de lever en livsstil - selvvalgt eller ej - som naturligt ikke kan føre til børn. Mit samfundssyn er langt hen af vejen at vi skal hjælpe dem som ikke kan selv, men at man også har et ansvar for at gøre det man kan, og at forsøge at komme tættere på målet selv. Det betyder i denne debat at hvis man ikke vil have sex med en af det modsatte køn, og derigennem forsøge selv samtidig med at få børn, så skal man selv betale. Hvis man aktivt modarbejder det at blive gravid ved at være ekstremt overvægtig uden at ville tabe sig, eller være storryger uden at ville stoppe - så skal man selv betale. Det handler for mig i bund og grund om hvorvidt samfundet skal understøtte det som naturligt burde kunne gøre os gravide, såfremt det ikke var på grund af sygdom, skavanker osv.

 

Jeg har ikke lige så meget tid til at få skrevet her i weekenden, men ville bare lige sige dig tak for dit uddybende svar - det er rart at du giver dig tiden til at svare - og også svare så fyldestgørende. Tak for det Malene! 

[Tinakp]

Dengang min mor døde, der sagde jeg at HVIS der fandtes en Gud, så var han enten ikke almægtig eller også var han et røvhul... Det var nok firkantet stillet op (jeg var 18, så jeg holder mig til 23års-reglen! :lol), men essentielt mener jeg stadig, at hvis han var/er almægtig, så burde Satan vel ikke kunne komme på tværs.. Og der knækker min bibeltro, jeg synes det modsiger sig selv, og firkantet og rationel som jeg er (og jeg kan vist ikke bruge 23års-reglen længere.. :rolleyes), så kan jeg ikke få det til at hænge sammen. Min tro har aldrig været dyb nok til at jeg kunne sige 'Sådan er det fordi Gud siger det', så jeg er vist en tabt sag.. :D

 

Jeg kan godt lide at du har taget 23 års teorien til dig  :lol  :lol 

Og så vil jeg sige til dig at du er ikke en tabt sag - man må gerne stille spørgsmål til bibelen og Gud - og det er ganske naturligt at komme i tvivl - det er jo netop TRO....  

[Tinakp]

Justme, jeg vil bare sige at jeg er fascineret over din stærke tro og at du har så godt styr på biblen og kristendommen. Jeg er fascineret over at man kan vie sit liv til noget så abstrakt og uvirkeligt, som gud, jesus, helligånd og engle er i min verden. Du har min respekt, selvom jeg har svært ved at forstå din tro.

 

Og undskyld til trådstarter, at jeg (også) bidrager til at tråden tager en drejning mod det at være kristen og ikke om homoseksualitet og homoseksuelles ret til at få børn.

 

I min verden er den snak endnu mere vigtig - så gerne for mig!! :super 

[SmukMor]

Interessant diskussion - skønt at den kan holdes i så pæn og sober en tone, for det er jo virkelig et emne, der kan få følelser i kog.

 

Jeg har en søster, der er homoseksuel. Hun vil gerne have børn sammen med sin kæreste og vi har taget snakken virkelig mange gange, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive de bedste mødre, man kan tænke sig.

 

Men faktum er, at uanset hvor end de gerne vil, så kan de ikke gøre hinanden gravide. Det er fysisk umuligt, når naturen nu engang er indrettet således, at det kræver en lidt fra en kvinde og lidt fra en mand til at skabe et barn. Min søster og svigerinde skal have hjælp, hvis de vil være forældre, og den hjælp mener de, at staten skal finansiere. Det mener jeg ikke.

 

Det gør jeg ikke fordi statsfinansieret fertilitetsbehandling i min verden er forbeholdt de mennesker, der har brug for BEHANDLING for en sygdom, et symptom el lign. Det er for de kvinder, der sammen med deres mænd har kæmpet for at blive gravide, men får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose, lav sædkvalitet og lign. Eller den homoseksuelle kvinde, der sammen med sin elskede har prøvet at blive gravid for egen regning eller ved hjemmeinseminering, men som får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose el. lign.

 

Jeg synes, at et barn skal skabes i kærlighed mellem to mennesker, og så er det fuldstændigt underordnet om det er m/k, k/k eller m/m. Det kan også være en enlig forælders største drøm, som går i opfyldelse, og det er helt fint. Men jeg synes, at fertilitetsbehandlingen skal være forbeholdt de, der har brug for den, fordi alle andre muligheder er udtømte.

 

Jeg er selv blevet alene med min søn for nylig, og jeg drømmer da også om at få et barn igen, når sårene engang er helet. Men det skal være sammen med et menneske, jeg elsker. Møder jeg aldrig det menneske igen, så kan jeg godt overveje at få hjælp til at få et barn mere. Men så bliver det for egen regning. For jeg kan sagtens blive gravid uden hjælp, og jeg mener ikke, at staten skal betale for min helt egoistiske drøm om at få et barn mere. Og det synes jeg bøår gælde for alle uanset køn og seksualitet.

 

Til gengæld mener jeg, at vi bør gøre rugemødre lovligt i DK, så homoseksuelle mænd har mulighed for at blive forældre af den vej. Men det er jo en helt anden snak.

[Guest]

Interessant diskussion - skønt at den kan holdes i så pæn og sober en tone, for det er jo virkelig et emne, der kan få følelser i kog.

Jeg har en søster, der er homoseksuel. Hun vil gerne have børn sammen med sin kæreste og vi har taget snakken virkelig mange gange, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive de bedste mødre, man kan tænke sig.

Men faktum er, at uanset hvor end de gerne vil, så kan de ikke gøre hinanden gravide. Det er fysisk umuligt, når naturen nu engang er indrettet således, at det kræver en lidt fra en kvinde og lidt fra en mand til at skabe et barn. Min søster og svigerinde skal have hjælp, hvis de vil være forældre, og den hjælp mener de, at staten skal finansiere. Det mener jeg ikke.

Det gør jeg ikke fordi statsfinansieret fertilitetsbehandling i min verden er forbeholdt de mennesker, der har brug for BEHANDLING for en sygdom, et symptom el lign. Det er for de kvinder, der sammen med deres mænd har kæmpet for at blive gravide, men får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose, lav sædkvalitet og lign. Eller den homoseksuelle kvinde, der sammen med sin elskede har prøvet at blive gravid for egen regning eller ved hjemmeinseminering, men som får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose el. lign.

Jeg synes, at et barn skal skabes i kærlighed mellem to mennesker, og så er det fuldstændigt underordnet om det er m/k, k/k eller m/m. Det kan også være en enlig forælders største drøm, som går i opfyldelse, og det er helt fint. Men jeg synes, at fertilitetsbehandlingen skal være forbeholdt de, der har brug for den, fordi alle andre muligheder er udtømte.

Jeg er selv blevet alene med min søn for nylig, og jeg drømmer da også om at få et barn igen, når sårene engang er helet. Men det skal være sammen med et menneske, jeg elsker. Møder jeg aldrig det menneske igen, så kan jeg godt overveje at få hjælp til at få et barn mere. Men så bliver det for egen regning. For jeg kan sagtens blive gravid uden hjælp, og jeg mener ikke, at staten skal betale for min helt egoistiske drøm om at få et barn mere. Og det synes jeg bøår gælde for alle uanset køn og seksualitet.

Til gengæld mener jeg, at vi bør gøre rugemødre lovligt i DK, så homoseksuelle mænd har mulighed for at blive forældre af den vej. Men det er jo en helt anden snak.

Hmm, det er ikke umuligt at jeg er enig.. Skal lige tygge på den engang. :)

[Tinakp]

Interessant diskussion - skønt at den kan holdes i så pæn og sober en tone, for det er jo virkelig et emne, der kan få følelser i kog.

 

Jeg har en søster, der er homoseksuel. Hun vil gerne have børn sammen med sin kæreste og vi har taget snakken virkelig mange gange, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive de bedste mødre, man kan tænke sig.

 

Men faktum er, at uanset hvor end de gerne vil, så kan de ikke gøre hinanden gravide. Det er fysisk umuligt, når naturen nu engang er indrettet således, at det kræver en lidt fra en kvinde og lidt fra en mand til at skabe et barn. Min søster og svigerinde skal have hjælp, hvis de vil være forældre, og den hjælp mener de, at staten skal finansiere. Det mener jeg ikke.

 

Det gør jeg ikke fordi statsfinansieret fertilitetsbehandling i min verden er forbeholdt de mennesker, der har brug for BEHANDLING for en sygdom, et symptom el lign. Det er for de kvinder, der sammen med deres mænd har kæmpet for at blive gravide, men får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose, lav sædkvalitet og lign. Eller den homoseksuelle kvinde, der sammen med sin elskede har prøvet at blive gravid for egen regning eller ved hjemmeinseminering, men som får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose el. lign.

 

Jeg synes, at et barn skal skabes i kærlighed mellem to mennesker, og så er det fuldstændigt underordnet om det er m/k, k/k eller m/m. Det kan også være en enlig forælders største drøm, som går i opfyldelse, og det er helt fint. Men jeg synes, at fertilitetsbehandlingen skal være forbeholdt de, der har brug for den, fordi alle andre muligheder er udtømte.

 

Jeg er selv blevet alene med min søn for nylig, og jeg drømmer da også om at få et barn igen, når sårene engang er helet. Men det skal være sammen med et menneske, jeg elsker. Møder jeg aldrig det menneske igen, så kan jeg godt overveje at få hjælp til at få et barn mere. Men så bliver det for egen regning. For jeg kan sagtens blive gravid uden hjælp, og jeg mener ikke, at staten skal betale for min helt egoistiske drøm om at få et barn mere. Og det synes jeg bøår gælde for alle uanset køn og seksualitet.

 

Til gengæld mener jeg, at vi bør gøre rugemødre lovligt i DK, så homoseksuelle mænd har mulighed for at blive forældre af den vej. Men det er jo en helt anden snak.

 

Jeg synes faktisk heller ikke at det lyder helt ved siden af - faktisk synes jeg at dit indlæg bevidner om at du netop har haft det inde på livet og derfor har dannet en rigtig fair holdning til et ellers svært emne. Jeg tror faktisk at jeg er helt enig med dig i alt det du skriver! Tusind tak fordi du valgte at bidrage med din holdning til emnet! 

[Guest]

Interessant diskussion - skønt at den kan holdes i så pæn og sober en tone, for det er jo virkelig et emne, der kan få følelser i kog.

Jeg har en søster, der er homoseksuel. Hun vil gerne have børn sammen med sin kæreste og vi har taget snakken virkelig mange gange, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive de bedste mødre, man kan tænke sig.

Men faktum er, at uanset hvor end de gerne vil, så kan de ikke gøre hinanden gravide. Det er fysisk umuligt, når naturen nu engang er indrettet således, at det kræver en lidt fra en kvinde og lidt fra en mand til at skabe et barn. Min søster og svigerinde skal have hjælp, hvis de vil være forældre, og den hjælp mener de, at staten skal finansiere. Det mener jeg ikke.

Det gør jeg ikke fordi statsfinansieret fertilitetsbehandling i min verden er forbeholdt de mennesker, der har brug for BEHANDLING for en sygdom, et symptom el lign. Det er for de kvinder, der sammen med deres mænd har kæmpet for at blive gravide, men får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose, lav sædkvalitet og lign. Eller den homoseksuelle kvinde, der sammen med sin elskede har prøvet at blive gravid for egen regning eller ved hjemmeinseminering, men som får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose el. lign.

Jeg synes, at et barn skal skabes i kærlighed mellem to mennesker, og så er det fuldstændigt underordnet om det er m/k, k/k eller m/m. Det kan også være en enlig forælders største drøm, som går i opfyldelse, og det er helt fint. Men jeg synes, at fertilitetsbehandlingen skal være forbeholdt de, der har brug for den, fordi alle andre muligheder er udtømte.

Jeg er selv blevet alene med min søn for nylig, og jeg drømmer da også om at få et barn igen, når sårene engang er helet. Men det skal være sammen med et menneske, jeg elsker. Møder jeg aldrig det menneske igen, så kan jeg godt overveje at få hjælp til at få et barn mere. Men så bliver det for egen regning. For jeg kan sagtens blive gravid uden hjælp, og jeg mener ikke, at staten skal betale for min helt egoistiske drøm om at få et barn mere. Og det synes jeg bøår gælde for alle uanset køn og seksualitet.

Til gengæld mener jeg, at vi bør gøre rugemødre lovligt i DK, så homoseksuelle mænd har mulighed for at blive forældre af den vej. Men det er jo en helt anden snak.

Okay, nu har jeg tygget, og jeg kan sagtens se rimeligheden i det du forslår, og erklærede mig faktisk højlydt enig herhjemme.. Men så kom vi til at tale om det, og min mand mindede mig om, at det vi måske som samfund skulle betale for fertilitetsbehandling til barnløse (det være sig både hetero-, homoseksuelle og enlige), det bliver mange gange betalt tilbage i form af skatteydelser ca. 20 år senere.. F.eks. mener jeg, at det år hvor der var egenbetaling, der faldt fødselstallet så meget, at det bedre kan betale sig for staten at betale for behandlingen.

Men det skulle også være den eneste grund til min uenighed, jeg er meget enig med dig ellers! :respekt

[MforMor]

Interessant diskussion - skønt at den kan holdes i så pæn og sober en tone, for det er jo virkelig et emne, der kan få følelser i kog.

Jeg har en søster, der er homoseksuel. Hun vil gerne have børn sammen med sin kæreste og vi har taget snakken virkelig mange gange, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive de bedste mødre, man kan tænke sig.

Men faktum er, at uanset hvor end de gerne vil, så kan de ikke gøre hinanden gravide. Det er fysisk umuligt, når naturen nu engang er indrettet således, at det kræver en lidt fra en kvinde og lidt fra en mand til at skabe et barn. Min søster og svigerinde skal have hjælp, hvis de vil være forældre, og den hjælp mener de, at staten skal finansiere. Det mener jeg ikke.

Det gør jeg ikke fordi statsfinansieret fertilitetsbehandling i min verden er forbeholdt de mennesker, der har brug for BEHANDLING for en sygdom, et symptom el lign. Det er for de kvinder, der sammen med deres mænd har kæmpet for at blive gravide, men får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose, lav sædkvalitet og lign. Eller den homoseksuelle kvinde, der sammen med sin elskede har prøvet at blive gravid for egen regning eller ved hjemmeinseminering, men som får stukket en kæp i hjulet af PCO, endometriose el. lign.

Jeg synes, at et barn skal skabes i kærlighed mellem to mennesker, og så er det fuldstændigt underordnet om det er m/k, k/k eller m/m. Det kan også være en enlig forælders største drøm, som går i opfyldelse, og det er helt fint. Men jeg synes, at fertilitetsbehandlingen skal være forbeholdt de, der har brug for den, fordi alle andre muligheder er udtømte.

Jeg er selv blevet alene med min søn for nylig, og jeg drømmer da også om at få et barn igen, når sårene engang er helet. Men det skal være sammen med et menneske, jeg elsker. Møder jeg aldrig det menneske igen, så kan jeg godt overveje at få hjælp til at få et barn mere. Men så bliver det for egen regning. For jeg kan sagtens blive gravid uden hjælp, og jeg mener ikke, at staten skal betale for min helt egoistiske drøm om at få et barn mere. Og det synes jeg bøår gælde for alle uanset køn og seksualitet.

Til gengæld mener jeg, at vi bør gøre rugemødre lovligt i DK, så homoseksuelle mænd har mulighed for at blive forældre af den vej. Men det er jo en helt anden snak.

Men for mig at se er det bare virkelig urimeligt at synes, at der ER andre muligheder for homoseksuelle. Jeg er klar over, at der findes regnbuebørn, og det er da glimrende, hvis nogen synes, at det er vejen frem for dem. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvordan vi som samfund skal forsvare at afkræve af monogame homoseksuelle, at de enten skal betale ved kasse 1 eller få børn ved hjælp af rugemor eller donorfar, som de selv fremskaffer, nå vi slet ikke kræver det samme af heteroseksuelle. For i og med at vi afkræver dem det, men gladeligt betaler til et heteroseksuelt par med problemer såsom PCO eller nedsat sædkvalitet etc, siger vi jo netop, at vi som samfund ikke anerkender den homoseksulle seksualitet som ligeværdig med den heteroseksuelle. Jeg er 100% monogam og for mig ville det aldrig være en mulighed at hjemmeinseminere mig med en anden mands sæd, som jeg kendte og selv havde fremskaffet, ligesom at vi heller ikke ville gøre brug af rugemor. Og det ville vi heller ikke blive nødt til, da vi ville kunne vælge behandlingsvejen og i hvert fald en mere formaliseret form for donorhjælp. Og det ville vi have ret til at få hjælp til af samfundet, fordi vi er heteroseksuelle.personligt kan jeg ikke se, hvordan vi skal kunne slå os op på at være et fordomsfrit og ikkediskriminerende samfund, når vi ikke sidestiller seksualiteternes rettigheder.

Jeg er klar over, at du heller ikke mener, at det skal være gratis for enlige, så jeg ved godt, at din holdning ikke udspringer af homofobi som sådan. Men jeg er nok grundlæggende bare ikke af den holdning, at man er mere berettiget til at få børn af den simple grund, at man lever i et (heteroseksuelt) parforhold. Men debatten om enlige og retten til at få hjælp til at få børn betalt, er en helt anden, som nok bliver lidt voldsom også at åbne her. Men der er vi nok heller ikke helt enige ;)

Når alt det er sagt, vil jeg også kippe med hatten for en god og ordentlig tone herinde. Spændende debat med mange gode indlæg.

[Susanne]

Men for mig at se er det bare virkelig urimeligt at synes, at der ER andre muligheder for homoseksuelle. Jeg er klar over, at der findes regnbuebørn, og det er da glimrende, hvis nogen synes, at det er vejen frem for dem. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvordan vi som samfund skal forsvare at afkræve af monogame homoseksuelle, at de enten skal betale ved kasse 1 eller få børn ved hjælp af rugemor eller donorfar, som de selv fremskaffer, nå vi slet ikke kræver det samme af heteroseksuelle. For i og med at vi afkræver dem det, men gladeligt betaler til et heteroseksuelt par med problemer såsom PCO eller nedsat sædkvalitet etc, siger vi jo netop, at vi som samfund ikke anerkender den homoseksulle seksualitet som ligeværdig med den heteroseksuelle. Jeg er 100% monogam og for mig ville det aldrig være en mulighed at hjemmeinseminere mig med en anden mands sæd, som jeg kendte og selv havde fremskaffet, ligesom at vi heller ikke ville gøre brug af rugemor. Og det ville vi heller ikke blive nødt til, da vi ville kunne vælge behandlingsvejen og i hvert fald en mere formaliseret form for donorhjælp. Og det ville vi have ret til at få hjælp til af samfundet, fordi vi er heteroseksuelle.personligt kan jeg ikke se, hvordan vi skal kunne slå os op på at være et fordomsfrit og ikkediskriminerende samfund, når vi ikke sidestiller seksualiteternes rettigheder.

Når alt det er sagt, vil jeg også kippe med hatten for en god og ordentlig tone herinde. Spændende debat med mange gode indlæg.

What she said! :ditto

[Barbamama]

What she said! :ditto

:ditto

[SmukMor]

Men for mig at se er det bare virkelig urimeligt at synes, at der ER andre muligheder for homoseksuelle. Jeg er klar over, at der findes regnbuebørn, og det er da glimrende, hvis nogen synes, at det er vejen frem for dem. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvordan vi som samfund skal forsvare at afkræve af monogame homoseksuelle, at de enten skal betale ved kasse 1 eller få børn ved hjælp af rugemor eller donorfar, som de selv fremskaffer, nå vi slet ikke kræver det samme af heteroseksuelle. For i og med at vi afkræver dem det, men gladeligt betaler til et heteroseksuelt par med problemer såsom PCO eller nedsat sædkvalitet etc, siger vi jo netop, at vi som samfund ikke anerkender den homoseksulle seksualitet som ligeværdig med den heteroseksuelle. Jeg er 100% monogam og for mig ville det aldrig være en mulighed at hjemmeinseminere mig med en anden mands sæd, som jeg kendte og selv havde fremskaffet, ligesom at vi heller ikke ville gøre brug af rugemor. Og det ville vi heller ikke blive nødt til, da vi ville kunne vælge behandlingsvejen og i hvert fald en mere formaliseret form for donorhjælp. Og det ville vi have ret til at få hjælp til af samfundet, fordi vi er heteroseksuelle.personligt kan jeg ikke se, hvordan vi skal kunne slå os op på at være et fordomsfrit og ikkediskriminerende samfund, når vi ikke sidestiller seksualiteternes rettigheder.

Jeg er klar over, at du heller ikke mener, at det skal være gratis for enlige, så jeg ved godt, at din holdning ikke udspringer af homofobi som sådan. Men jeg er nok grundlæggende bare ikke af den holdning, at man er mere berettiget til at få børn af den simple grund, at man lever i et (heteroseksuelt) parforhold. Men debatten om enlige og retten til at få hjælp til at få børn betalt, er en helt anden, som nok bliver lidt voldsom også at åbne her. Men der er vi nok heller ikke helt enige ;)

Når alt det er sagt, vil jeg også kippe med hatten for en god og ordentlig tone herinde. Spændende debat med mange gode indlæg.

Jeg sigee ikke, at der er andre muligheder for homoseksuelle. Jeg mener blot, at behandling er noget man giver personer som en løsning på en sygdom/et syndrom, og i min verden falder et homoseksuelt par ikke ind under den kategori (slet ikke!) Derfor mener jeg, at de må betale ved kasse 1.

Det samme er min holdning, hvis et heteroseksuelt par ikke gad have sex eller hvis en enlig kvinde gerne vil have et barn.

I min verden handler det ikke det mindste om, at homoseksuelle er mindre værd i vores samfund. Jeg elsker homoer (og medt af alt min søster), og selvfølgelig skal de have lov til at få børn.

Jeg mener bare, at behandling skal være forbeholdt de syge.

Hvis et lesbisk par har problemer med at blive gravide ved ex insemination, så skal de naturligvis have hjælp på det offentliges regning. Ingen tvivl om det.

Og ja, fertilitetsbehandling er dyrt. Men jeg er nok typen der tænker, at vil man det nok, så finder man en løsning og skraber de penge sammen. Men det er en helt anden diskussion.

Nu vi snakker ligestilling, hvad så med de homoseksuelle mænd? De kan jo ikke blive gravide (miraklernes tid er ikke forbi, men alligevel...) og i Danmark må de ikke benytte rugemødre, der hyres til jobbet.

Deres eneste mulighed er at finde en kvinde, der vil lave et regnbuebarn eller adoptere (hvilket kan være ret svært, da mange afgiverlande ikke er så tossede med homoseksuelle)

Det synes jeg er et LANGT større problem, som vi bør gøre noget ved. Det kan ikke passe, at vores homoseksuelle mænd er nødt til at rejse ud af landet for at blive fædre.

[louisef]

Jeg sigee ikke, at der er andre muligheder for homoseksuelle. Jeg mener blot, at behandling er noget man giver personer som en løsning på en sygdom/et syndrom, og i min verden falder et homoseksuelt par ikke ind under den kategori (slet ikke!) Derfor mener jeg, at de må betale ved kasse 1.

Det samme er min holdning, hvis et heteroseksuelt par ikke gad have sex eller hvis en enlig kvinde gerne vil have et barn.

I min verden handler det ikke det mindste om, at homoseksuelle er mindre værd i vores samfund. Jeg elsker homoer (og medt af alt min søster), og selvfølgelig skal de have lov til at få børn.

Jeg mener bare, at behandling skal være forbeholdt de syge.

Hvis et lesbisk par har problemer med at blive gravide ved ex insemination, så skal de naturligvis have hjælp på det offentliges regning. Ingen tvivl om det.

Og ja, fertilitetsbehandling er dyrt. Men jeg er nok typen der tænker, at vil man det nok, så finder man en løsning og skraber de penge sammen. Men det er en helt anden diskussion.

Nu vi snakker ligestilling, hvad så med de homoseksuelle mænd? De kan jo ikke blive gravide (miraklernes tid er ikke forbi, men alligevel...) og i Danmark må de ikke benytte rugemødre, der hyres til jobbet.

Deres eneste mulighed er at finde en kvinde, der vil lave et regnbuebarn eller adoptere (hvilket kan være ret svært, da mange afgiverlande ikke er så tossede med homoseksuelle)

Det synes jeg er et LANGT større problem, som vi bør gøre noget ved. Det kan ikke passe, at vores homoseksuelle mænd er nødt til at rejse ud af landet for at blive fædre.

Jeg kan godt forstå mange af dine pointer, mit "problem" ligger ved hvornår man finder noget "behandlingskrævende", altså hvornår er det selvsagt og hvornår er det en sygdom? Som eksempel nævnte jeg tidligere, at vi i dag generelt får børn senere og dermed er mindre fertile. Skal vi hjælpe folk, som er mindre fertile pga alder, når de jo selv har valgt at vente? Det er den grænse jeg synes er svær at sætte. Og da vi jo mangler børn i DK vil jeg hellere give fertilitetsbehandling udfra behov end "behandlingsret".

Er fuldstændig enig i vi mangler hjælp til homoseksuelle mænd som vil være forældre!

[Vinnus]

Smukmor:

Jeg er sådan set enig med dig.

Homoseksuelle må gerne få børn i min verden, for selvfølgelig er de også gode forældre.

Det der springer for mig er konsekvenserne af vores valg her i verden.

Alle ved at som udgangspunkt så skal der en mand og en kvinde til for at få et barn.

I dag er vi så heldige at vi har teknologi til at hjælpe hvor der er problemer.

Men som udgangspunkt kan to af samme køn ikke selv producere.

Den konsekvens burde de være klar over.

Lige som jeg ved at hvis jeg vil have materielle ting, så skal jeg arbejde for det. Der er ingen som giver mig en bil, fordi andre har muligheden for det. Altså sådan sat lidt på spidsen.

Måske er det ikke politisk korrekt at tænke sådan når man tænker fertilitet. Men der er, uanset hvad, konsekvenser ved alle valg og beslutninger.

[Guest]

Hvis man ser helt firkantet på det, så er dr da netop INGEN diskrimination i SmukMors forslag.. Homo, hetero, enlig - det er fuldstændig ligegyldigt. Samme regler for alle! Og dét kan jeg godt li'! :respekt

Om der skal betales eller ej, det er jeg vist stadig ikke blevet enig med mig selv om... :lol