Kan I hjælpe mig med, hvad jeg skal fokusere på i mit speciale?

[Barbamama]

Hold op, hvor er I altså bare gode til at komme med lange, fine, inspirerende historier/svar og gode bud! :tak :loveshower :lovebk

Jeg forholder mig stadig lidt åben. Det ER jo stadig først til februar ;)

Og jeg er pt. i en gruppe, hvor vi skriver om klasselæreres oplevelse af når børn i 3-5 klasse oplever, at deres forældre bliver skilt. Det er super spændende og måske er det noget, som vi går videre med på specialet. Det vides ikke endnu, men er ikke utænkeligt :)

Men ellers er jeg ret fristet til at lave et projekt omkring mødres oplevelse af en skilsmisse, især mødre til de helt små. Det synes jeg kunne være ret interessant at undersøge nærmere :) Så måske vil jeg gerne en tur til Fyn og interviewe dig, Myliona ;)

Voksne skilsmissebørns opfattelse af parforhold/ægteskab, kommunikationen og hævn-følelserne kunne også være spændende. Ih, det kunne det hele jo sådan set! :D Men jeg hælder nok mest til den med mødrene til de små børn... Jeg forsøgte lige at skrive en hurtig indledning til sådan et projekt og selvom det jo selvfølgelig bare er frit fra leveren og SLET ikke som en endelig indledning skulle være, så røg der alligevel godt halvanden side på skærmen i løbet af ca. fem minutter :P Det må da sige noget om, at det er noget, som jeg interesserer mig for :D

[louisef]

jeg er selv skilsmisse-'barn', var dog kun 2,5 år så kan ikke huske mine biologiske forældre sammen (og kan ærlig talt slet ikke forestille mig dem sammen, så har aldrig været ked af de ikke var det), men vil dog mene det stadig er noget som påvirker langt ind i voksenlivet.

Det som har påvirket mest er, at Min biologiske far har bare ikke engageret sig i mit liv efter han fik 'ny familie' ('nyt' barn da jeg var 9) sårer altså rigtig meget selv når man er voksen (26 år). Så problematikkerne er desværre nok livslange :-/

[Fru-Nielsen]

Jeg er skilsmissebarn, men synes ikke umiddelbart jeg har voldsomt meget at bidrage med. Mine forældre blev skilt da jeg var 2 år, så for mig er tanken om mine forældre sammen helt forkert.

Jeg har som barn flere gange mødt "det er godt nok træls din mor og far ikke er sammen" fra alt lige fra pædagoger og lærer til andre børn. Og jeg synes det var SÅ træls hver gang at skulle forklare, at jeg altså synes det var helt fint. Jeg husker jo ikke mine forældre sammen.

Og da en klassekammerat meget kryptisk forsøgte at fortælle mig, at hendes forældre skulle skilles ved at sige "du har selv prøvet det, og du blev meget ked af det", fattede jeg absolut ikke en skid.

Så selve skilsmissen i sig selv har jeg ikke nogen negativ oplevelse omkring. Men jeg har da oplevet at samarbejdet mellem mine forældre ikke altid har fungeret helt optimalt. Som stort barn/ung teenager (husker ikke præcis hvornår det var) havde mine forældre meget svært ved at kommunikere. Min mor var dødtræt af at min far ville blande sig i ALT. Som det kloge barn jeg var, fik jeg min mor til at søge om den fulde forældremyndighed. Og den fik hun. Min far vil ikke tro på, at det var sådan jeg selv ville have det.

Jeg stoppede ikke med at se min far. Men det betød, at min mor nu ikke behøvede lytte til alt hans ævl og blanderier (og det var virkelig småting han pludselig ville blande sig i). Min far er i bund og grund en god mand, men han er sgu også en smule forstyrret på toppen. Og jeg hadede når de skændtes i telefonen. Og så havde min mor i øvrigt helt fint styr på det selv.

Det er ikke fordi mine forældre ikke har kunnet samarbejde. Det er egentlig gået rigtig godt i mange år. Jeg husker da at min far har været til juleaften hos min mor. Og da jeg som 18-årig var i gennem noget sygdom og en større operation, og stadig boede hos min mor, der kom min far og passede mig og boede hos os, da min mor ikke havde mulighed for at holde fri. Det var det mest naturlige i verden.

Hmm.. Ved ikke helt hvor jeg vil hen. Men det var nok bare lige mine hurtige tanker, om min egen situation som skilmissebarn. Aner ikke om det kan bruges til noget, men nu er det jo heller ikke mit speciale. :P Men jeg ville ikke gå forbi uden at skrive bare et eller andet. :)

Og du må endelig sige til, Mette, hvis du tror du kan bruge mig til mere. ;)

[Pandamoren]

Jeg så programmet "styr på ungerne", hvor faren havde være moren utro med en anden kvinde, som han derefter flyttede sammen med sammen med børnene.

Problematikken der blev belyst af psykologen Ulla, rettede sig imod den nye "familieskabelon", som hun mente, børnene havde fået presset ned over deres hoveder, uden at "blive spurgt" til hvordan de havde det med deres "nye" familie. Børnene så stadig deres mor og far og søskende som familie - ikke den "nye" familie, ligesom forældrene gjorde (i bedste mening).

Denne problematik tror jeg faktisk er relevant, da mange forældre jo fortsætter deres liv efter en skilsmisse. De finder en ny mand/kvinde og "forventer" at nu skal delebørn og forældre alle sammen være en familie. Børnenes liv fortsætter også, men de lever stadig i deres oprindelige familie.

Jeg tænker den kunne rettes imod noget omkring hvordan man tilgodeser børnenes behov i en familierelation efter en skilsmisse? Hvordan skaber man et harmonisk fællesskab med delebørn og forældre og papforældre uden at det bliver en erstatningsfamilie? Ulla var inde på at kalde det noget andet såsom; bofællesskab.

Konsekvensen i forhold til dette program var, at børnene ikke ville deltage som en del af familien og udføre nogle huslige pligter, fordi de simpelthen ikke, ligesom de voksne, så den nye familiekonstelation, som deres.

Nå men du kan jo se udsendelsen (hvis du ikke allerede har). Den er på DR. Synes den har en ny vinkel, i forhold til, hvad man som forældre skal være opmærksom på når man "finder en ny familie", man gerne vil støbe sammen med "en del af den gamle".

Pøj pøj med det hele.

[Fru-Nielsen]

Jeg så programmet "styr på ungerne", hvor faren havde være moren utro med en anden kvinde, som han derefter flyttede sammen med sammen med børnene.

Problematikken der blev belyst af psykologen Ulla, rettede sig imod den nye "familieskabelon", som hun mente, børnene havde fået presset ned over deres hoveder, uden at "blive spurgt" til hvordan de havde det med deres "nye" familie. Børnene så stadig deres mor og far og søskende som familie - ikke den "nye" familie, ligesom forældrene gjorde (i bedste mening).

Denne problematik tror jeg faktisk er relevant, da mange forældre jo fortsætter deres liv efter en skilsmisse. De finder en ny mand/kvinde og "forventer" at nu skal delebørn og forældre alle sammen være en familie. Børnenes liv fortsætter også, men de lever stadig i deres oprindelige familie.

Jeg tænker den kunne rettes imod noget omkring hvordan man tilgodeser børnenes behov i en familierelation efter en skilsmisse? Hvordan skaber man et harmonisk fællesskab med delebørn og forældre og papforældre uden at det bliver en erstatningsfamilie? Ulla var inde på at kalde det noget andet såsom; bofællesskab.

Konsekvensen i forhold til dette program var, at børnene ikke ville deltage som en del af familien og udføre nogle huslige pligter, fordi de simpelthen ikke, ligesom de voksne, så den nye familiekonstelation, som deres.

Nå men du kan jo se udsendelsen (hvis du ikke allerede har). Den er på DR. Synes den har en ny vinkel, i forhold til, hvad man som forældre skal være opmærksom på når man "finder en ny familie", man gerne vil støbe sammen med "en del af den gamle".

Pøj pøj med det hele.

Dét er altså interessant! Tag det, Mette! :P

[Pumpkins]

Jeg så programmet "styr på ungerne", hvor faren havde være moren utro med en anden kvinde, som han derefter flyttede sammen med sammen med børnene.

Problematikken der blev belyst af psykologen Ulla, rettede sig imod den nye "familieskabelon", som hun mente, børnene havde fået presset ned over deres hoveder, uden at "blive spurgt" til hvordan de havde det med deres "nye" familie. Børnene så stadig deres mor og far og søskende som familie - ikke den "nye" familie, ligesom forældrene gjorde (i bedste mening).

Denne problematik tror jeg faktisk er relevant, da mange forældre jo fortsætter deres liv efter en skilsmisse. De finder en ny mand/kvinde og "forventer" at nu skal delebørn og forældre alle sammen være en familie. Børnenes liv fortsætter også, men de lever stadig i deres oprindelige familie.

Jeg tænker den kunne rettes imod noget omkring hvordan man tilgodeser børnenes behov i en familierelation efter en skilsmisse? Hvordan skaber man et harmonisk fællesskab med delebørn og forældre og papforældre uden at det bliver en erstatningsfamilie? Ulla var inde på at kalde det noget andet såsom; bofællesskab.

Konsekvensen i forhold til dette program var, at børnene ikke ville deltage som en del af familien og udføre nogle huslige pligter, fordi de simpelthen ikke, ligesom de voksne, så den nye familiekonstelation, som deres.

Nå men du kan jo se udsendelsen (hvis du ikke allerede har). Den er på DR. Synes den har en ny vinkel, i forhold til, hvad man som forældre skal være opmærksom på når man "finder en ny familie", man gerne vil støbe sammen med "en del af den gamle".

Pøj pøj med det hele.

For 4 år siden lavede min mands bror samme nummer - gik fra konen som han havde 2 børn med, fordi han havde fundet en anden, som han så havde været utro med (vi ved ikke hvor længe)

Det gav nogle konflikter - børnene var ret hurtige til at indrette sig og har i dag et godt forhold til "den anden kvinde", men børnenes mor tog det meget hårdt. Den første tid fik hun krisehjælp, og psykologen sagde at det hun havde været ude for svarede til at han var blevet dræbt i en trafikulykke, fordi det var kommet så pludseligt.

Jeg tror det kan være super hårdt for børnene at skulle leve sammen med en ny person, som jo er skyld i at den ene forældre er virkelig ked af det, på en eller anden måde. Og samtidig skal man også på en eller anden måde forstå, at det den anden forælder har gjort er forkert, men at man skal acceptere det. Der tror jeg der kan komme rigtig mange følelser i klemme.

Min morfar gik også fra min mormor for en anden kvinde, og vores familie og den anden kvinde var nærmest i krig, og det stoppede ikke før længe efter min morfar var død og arven var gjort op

[Barbamama]

Jeg læser jeres indlæg igen og igen og tænker og tænker - I er bare gode!! :loveshower

Pandamor, det du er inde på er jo superspændende og meget aktuelt :super Men jeg er lidt lurevoren ved om jeg ville kunne behandle det "retfærdigt" i et projekt, som kun varer 4 mdr :unsure Jeg tænker måske at det er mere PhD-relevant. Måske... Ej, jeg ved ikke :blush Men rigtig godt input i hvert fald, om ikke andet så som inspiration :tak

[louisevibe]

Hvor er det bare et spændende studie Mette. Har meget overvejet at læse pædagogisk psykologi, fordi man bliver så klog på mange ting - men også sig selv.

Synes mange kommer med gode forslag, som jeg kan relatere til. Er selv skilsmissebarn, men jeg var kun 3 og mine forældre havde altid en god kommunikation. Min mor og stedfar (den første og som er far til mine 3 mindste søskende) blev derimod skilt da jeg gik i 9. Klasse, og selvom deres kommunikation også er god har den på som vis ramt mig hårdere og jeg har især kunnet se hvordan det ændrede mine søskendes hverdag.

Nå, men det jeg ville sige var, at det pandamor kommer ind på synes jeg - også - er meget relevant. Min moster og onkel blev skilt for 5,5 år siden og for et år siden flyttede min onkel sammen med hans kæreste (gennem 3-4 års tid) i hendes hus sammen med hendes 2 børn (på 5 og 9 mener jeg, min fætter og kusine er 9 og 11), hvilket har været rigtig svært og hårdt for især min fætter, der oplever at hans far ikke har tid til ham, men er sammen med og opprioriterer hendes børn, ikke føler sig hjemme, men som en gæst, selvom han bor der ca. 40 procent af tiden, ikke bryder sig om sin stedmor/at blive 'passet' af hende og samtidig bliver min kusine nu brugt som barnepige for mindre stedfæstelsen og stedfætre/kusiner osv. I hvert fald oplever jeg, at det er en svær situation for dem og der er en masse problemerstillinger i en skilsmisse.

God jagt :)

[Barbamama]

Woop woop! Min ønske vejleder syntes at projektet om skilte småbørnsmødre var et hit :yay

[louisevibe]

Woop woop! Min ønske vejleder syntes at projektet om skilte småbørnsmødre var et hit :yay

Fedt fedt :yay

Det er altid mere motiverende at skrive om noget man brænder for :)

[Barbamama]

Så et program i dag, hvor der var nogle voksne, der snakkede om deres barndom, og i den forbindelse var der en, der snakkede om hvorvidt det, at hans forældre blev skilt ville have indflydelse på hans eget syn på forhold og ægteskab. Måske kunne du kigge på, hvordan skilsmisser påvirker børnenes opfattelse af parforhold, når de bliver voksne?

Ihhhh nu skal jeg snart lægge mig fast på noget o nu begynder den her idé at tiltale mig. :rolleyes

Synes jo stadig at idéen om at interviewe skilte spædbørnsmødre er god. Jeg fornemmer nogle modstridende følelser, jeg har læst mig til at netop disse mødre har det sværest og jeg kan godt lide tanken om at "hjælpe" mødrene istedet for at det altid handler om børnene (uden at sige, at det er ligemeget, hvordan børnene har det). Men jeg er lidt træt af at blive mødt med "Ej undersøger du skilte mødre? Er du og Brian da ved at gå fra hinanden?" :rolleyes Men jeg vil jo gerne fastholde, at man altså godt kan undersøge noget andet end sin egen lille navle :rolleyes

Omvendt kunne der måske godt være noget motiverende i at undersøge noget, så man selv står i. Jeg kan da i hvert fald mærke, at jeg synes det er sjovt at reflektere over, hvordan jeg som skilsmissebarn tænker over det at være gift og det at være forælder. Så nu lurer jeg lidt på et speciale om voksne skilsmissebørn, der selv er blevet forældre. Hvordan det på en eller anden måde indkorporeres i ens personlighed (eller ikke gør). Det synes jeg kunne være MEGA spændende, for jeg elsker at finde mønstre, der går igen (eller brydes) fra barndom til voksenliv, jeg synes minder og hukommelse er SUPER spændende, og jeg synes det er så fascinerende at høre folks livshistorier og hvordan de "skaber sig selv" igennem deres livshistorier. Det ville jeg elske at interviewe nogen om. :7himmel MEN, det må jo ikke blive terapeutisk. Jeg skal være "forsker", når jeg skriver speciale og ikke terapeut! Og hvor er det nu lige at anvendeligheden i sådan et speciale er? Jeg kan tydeligt se noget fornuft i at blive klogere på, hvad skilte mødre med små børn gennemgår, hvis det er dem, der er i størst risiko for at få det svært. Fordi så skal de jo have hjælp. Men hvad kan man lige bruge det til, hvordan et voksent skilsmissebarn ser sig selv som forælder, udover at det kunne være "interessant"?

Bum bum, det var vist dagens tankemylder herfra :P

[skruk]

Man kan jo bruge det som en forebyggende indsats, hvordan man bedst muligt undgår at gøre det samme på mor og far, og om det er godt, at man måske kæmper for lang tid? bare glem det, hvis du ikke kan bruge det :)

[Barbamama]

Man kan jo bruge det som en forebyggende indsats, hvordan man bedst muligt undgår at gøre det samme på mor og far, og om det er godt, at man måske kæmper for lang tid? bare glem det, hvis du ikke kan bruge det :)

Jeg tror ikke, at jeg forstår hvad du mener? :blush

[Nica]

Blot en lidt hurtig tanke.

Jeg ved ikke om jeg kaldes skilsmissebarn, men min far valgte at gå fra min mor før jeg blev født.. De var ikke gift.

Han har aldrig været en del af vores familie. det ønskede han ikke.

Min tanke går på hvordan og om en skilsmisse påvirker et barns adfærd. Og hvilke udfordringer det senere kan give.

Min mor fandt sig en ny mand efter 3-4 år efter jeg blev født. De fik så min søster. Min mor og papfar bor stadig sammen.

Så jeg lever som "skilsmissebarn" og min søster i en "kernefamilie"

Jeg har altid haft ekstremt svært ved at åbne mig, og knytte mig til andre. Jeg har altid været fjern og distanceret. Jeg tænker at det kan være følelsen af svigt.. (Hertil ligger der jo en lang historie, hvorfor følelsen af svigt er så stor en del)

Min søster derimod havde mange venner, havde selvtillid der sagde spar 2, er i gang med en lang uddannelse (er snart færdig ihvertfald)

Og jeg som har fedtet rundt lidt "længere nede"

(Det her er ikke for at træde på nogen) men jeg tænker om familiekonstellationen kan have betydning for valg og adfærd.

(Min søster er universitetsstuderende, og jeg har en erhvervsudannelse)

Giver det mening? Jeg har ofte tænkt over det... Min søsters liv har altid været ukompliceret, og jeg har altid kæmpet med selvværdsproblemer..

Kh Nica

[skruk]

Jeg tror ikke, at jeg forstår hvad du mener? :blush

Tror jeg tænker, at det var en måde, at gøre det teoretisk på ;) en måde, hvor man ikke kun hjælper dem, der er havnet i situationen, men prøver at finde ud af om den opstår igen, og hvorfor ;) og så kan jeg jo fra mit eget studie sige, at skilsmissebørn faktisk er rigtig dyre for samfundet og det derfor fra samfundets side kan svare sig, at give gratis forældrekursus, gratis parterapi osv ;) men det sidste er altså rent, hvad mit studie siger ;)

[Barbamama]

Blot en lidt hurtig tanke.

Jeg ved ikke om jeg kaldes skilsmissebarn, men min far valgte at gå fra min mor før jeg blev født.. De var ikke gift.

Han har aldrig været en del af vores familie. det ønskede han ikke.

Min tanke går på hvordan og om en skilsmisse påvirker et barns adfærd. Og hvilke udfordringer det senere kan give.

Min mor fandt sig en ny mand efter 3-4 år efter jeg blev født. De fik så min søster. Min mor og papfar bor stadig sammen.

Så jeg lever som "skilsmissebarn" og min søster i en "kernefamilie"

Jeg har altid haft ekstremt svært ved at åbne mig, og knytte mig til andre. Jeg har altid været fjern og distanceret. Jeg tænker at det kan være følelsen af svigt.. (Hertil ligger der jo en lang historie, hvorfor følelsen af svigt er så stor en del)

Min søster derimod havde mange venner, havde selvtillid der sagde spar 2, er i gang med en lang uddannelse (er snart færdig ihvertfald)

Og jeg som har fedtet rundt lidt "længere nede"

(Det her er ikke for at træde på nogen) men jeg tænker om familiekonstellationen kan have betydning for valg og adfærd.

(Min søster er universitetsstuderende, og jeg har en erhvervsudannelse)

Giver det mening? Jeg har ofte tænkt over det... Min søsters liv har altid været ukompliceret, og jeg har altid kæmpet med selvværdsproblemer..

Kh Nica

Det meget interessant :tak Det kunne jeg måske godt have lidt i baghovedet, for jeg overvejer lidt et studie af, hvordan skilsmisse i barndommen påvirker ens billede af sig selv som forælder i voksenlivet. Og nu nævner du jo nogle ting med uddannelse, osv. men på samme måde kunne man måske forestille sig, at nogen føler, at deres liv kunne have været anderledes i forhold til det at få børn (ikke nødvendigvis dårligere...)

[Barbamama]

Uh... Jeg har nu modtaget blanketten, hvor jeg skal skrive specialetanker. Og den skal afleveres senest tirsdag :o Og jeg regner faktisk med at aflevere den i dag eller i morgen...

 

Jeg er rimelig meget ude i at interviewe mødre med skilsmisseerfaringer, og noget omkring, hvordan de "ser sig selv", hvordan skilsmisseerfaringerne har påvirket (eller ikke påvirket) deres "livshistorie", om skilsmissen bliver en del af deres identitet (og i så fald hvordan)... Men har så to forskellige projekter i tankerne:

 

1. Mødre, der er blevet skilt selv - helst med små børn.

- Virker fagligt relevant i forhold til at "skilsmissebørn" statistisk set oftere er i en lang række problemer.

- Fagligt relevant, fordi skilte småbørns mødre statistisk set er de mødre, der oftest selv får det svært (det har jeg dog kun en meget vag kilde på, men selv hvis andre undersøgelser skulle sige, at de ikke var dem, der havde det ALLER sværest, så tænker jeg stadig at der kan være nogle udfordringer, som det er interessant/nyttigt at dykke ned i).

- Interessant fordi jeg synes, der er et paradoks i, at man først bliver gift (forudsat at jeg vælger de mødre, der rent faktisk har været ægteskabeligt gift - det har jeg heller ikke lige besluttet endnu), hvilket jeg tænker er et stort commitment, og så relativt kort tid efter (altså hvis man er blevet skilt mens man har et spædbarn) er gået fra hinanden igen. Jeg tænker, at der må være noget rigtig hårdt i så "hurtigt" at skifte livssituation (kæreste --> ægtefælle --> mor --> fraskilt), og synes det kunne være interessant at se på, hvordan det opleves, og hvorfor det vælges (hvilket det jo kun til dels gør, eftersom man jo er to om at blive skilt...)

 

2. Mødre, hvis forældre blev skilt i barndommen.

- Umiddelbart noget, jeg synes er "sjovere" fordi jeg selv kan relatere til det (men man burde jo også kunne lave forskning om andet end ens egen navle :whistling)

- Men jeg har sværere ved at se den faglige relevans. Hvad kan man bruge det til, om mødre ser sig selv forskelligt afhængigt af om de er "skilsmissebørn" eller ej? Og jeg vil jo gerne have, at det er fagligt relevant! (Men omvendt har jeg tidligere læst om forskning af formuleringer på tandpastatuber, af hvordan piger og drenge kaster en bold forskelligt og af hvad man oplever, når man spiser et æble - så det er ikke al forskning, der sådan umiddelbart virker dødrelevant for psykologers arbejde :P)

- Og jeg har heller ikke en "undren" som ved projekt 1. Bare en nysgerrighed...

 

Bum bum... Min fornuft siger, at jeg skal vælge projekt 1, og det er også dét, jeg har gjort mig flest tanker om. Men hjertet siger muligvis projekt 2. :unsure Ej, jeg synes begge ville være spændende.

 

Nogen der har nogle kloge tanker og input? :)

[Barbamama]

Tror jeg tænker, at det var en måde, at gøre det teoretisk på ;) en måde, hvor man ikke kun hjælper dem, der er havnet i situationen, men prøver at finde ud af om den opstår igen, og hvorfor ;) og så kan jeg jo fra mit eget studie sige, at skilsmissebørn faktisk er rigtig dyre for samfundet og det derfor fra samfundets side kan svare sig, at give gratis forældrekursus, gratis parterapi osv ;) men det sidste er altså rent, hvad mit studie siger ;)

 

Hov ser først dit svar nu :blush Tjoh... Altså jeg skal uanset hvad forholde mig til, om det jeg finder ud af, kan generaliseres. Men hvis jeg undersøger, hvordan mødre, hvis forældre blev skilt i barndommen, men som ikke selv er skilt nu, oplever det at være mor, så er der jo ikke rigtig noget forebyggende i det, for så er moderen jo netop ikke selv skilt. Og selv hvis hun var, så er jeg bange for, at det bliver for "tyndt" at sige, at hun ikke er blevet det, pga. hendes eventuelle refleksioner over hendes egne forældres skilsmisse. :unsure Så jeg mangler stadig at finde ud af hvorfor det er "nyttigt" at vide, hvordan skilsmisse i barndommen påvirker forældreskab i voksenlivet (hvis det gør). Man kan da nok snakke noget om social arv, men hmmm bum bum... Jeg tror ikke det er noget, jeg kan "tillade" mig at udtale mig om, hvis mit studie kun skal indebære 3-5 interviews (og det skal det, for mere er der ikke tid til). Hvis jeg skulle sådan rigtigt ud i social arv, så ville jeg gerne have lavet noget længdesnitsundersøgelse, statistik og interviews med de skilte forældre også (altså bedsteforældergenerationen). Hmmm.....  Men jeg er enig med dig i, at skilsmisse kan koste samfundet dyrt og at der kan være noget økonomisk nyttigt fra samfundets side i at sørge for at kernefamilie livet fungerer.

[Pumpkins]

Ih, det er nogle spændende emmer, du har oppe at vende.

Det første emne virker lidt som om du har mere stof til? Men er dit fokus på børnene eller mødrene, det fik jeg ikke helt hittet ud af det. Altså om det er mødrenes situation og hvordan man hjælper dem, eller er det hvordan mødrenes situation påvirker børnene?

Uden at være inde i faget, synes jeg du har fat i nogle gode ting :)

[Barbamama]

Tak :kiss

Ja, jeg har mest stof/tanker til det første, men det tror jeg mest hænger sammen at det er dét, jeg har tænkt på i mest tid. Nr 2 er noget jeg tænkte på for hmm 2 uger siden, tror jeg, fordi jeg hørte om en vejleder der var rigtig skarp omkring samspillet mellem identitet og minder :)

Og mit fokus er helt klart på mødrene. Dels fordi, jeg synes det er spændende, men også fordi det rent metodisk er vældig meget nemmere at interviewe voksne kvinder end små børn (som endda evt stod midt i en skilsmisse). Jeg kan dog nok ikke helt undgå at medtænke børnene lidt også :)

[Barbamama]

Jeg endte forresten med at udfylde min speciale ansøgning sådan, at jeg tror, at jeg har begge muligheder åbne :) Og jeg tænker også at de snildt kan kombineres. Enten ved både at interviewe skilte og gifte mødre, eller ved at interviewe skilte og medtage barndomserfaringer med skilsmisse :)