Timeouts

[Guest]

Inspireret af en samtale i smalltalk blev jeg lige nysgerrig omkring brugen af timeouts.

Så helt simplet:

- Bruger du timeouts i din opdragelse? Hvorfor/Hvorfor ikke?

- Hvornår begyndte du at bruge timeouts? (altså hvor gammelt var barnet? ;))

- Hvordan gør du når du giver en timeout?

:balloons

[MariaPiesen]

Nu er Ida ikke så gammel endnu at vi er kommet til det endnu..

Men mig og manden er enige om at timeouts skal bruges senere i vores opdragelse.

[Barbamama]

Vi har ikke snakket om det herhjemme endnu, så kan kun tale for mig selv og ikke nødvendigvis for hvad vi kommer til at gøre :) Og jeg havde ikke tænkt så meget over det, før jeg stødte på det i tumlinge small talk.

Men umiddelbart kan jeg ikke rigtig forestille mug at bruge det, i hvert fald ikke på den måde, som jeg lige ser det for mig. Jeg forbinder time outs med børn der græder alene og (omend måske bare i få minutter) i et eller andet omfang er frihedsberøvet (fordi man SKAL sidde på time-out pletten) og jeg forbinder det med straf istedet for naturlig konsekvens af den uønskede handling. Det lyder enormt hårdt, og jeg siger IKKE at det nødvendigvis er sådan eller at forældre, DDR bruger det er dårlige eller onde. Men det er de associationer, jeg får :)

Så egentlig time-out: nej. Men vi bruger allerede nu, det som vi kalder "sceneskift". Dvs. Hvis Mar er sur over at have fået et nej (eller for den sags skyld er blevet ked af noget) , så tager vi ham nogle gange med ind i et andet rum for at aflede hans opmærksomhed. Det kunne jeg godt forestille mig at "videreudvikle" når han bliver ældre og laver "bevidst" ballade. Altså tage ham i hånden/favnen og så væk fra "krydsilden" (og evt menneskemængde) og så lade ham rase ud, snakke med han om det og trøste der. Det er nok det, jeg forestiller mig.

Selvfølgelig vil der være tidspunkter, hvor man ikke bare lige kan gå væk med barnet så nemt, men jeg har svært ved at se for mig, st bruge løsningen at sætte ham fra mig og så gå.

Det er mine umiddelbare tanker :unsure Men min ikke denne tråd gør mig klogere :lovebk

[Barbamama]

Jeg spurgte lige min mand, og han er en mand af få ord, men vi er vist enige ;)

[Susanne]

Nej, det gør vi ikke og kommer heller aldrig til det.

Jeg synes Barbarmamas argument imod er vældig meget en beskrivelse af min holdning. Måske virker det for nogen børn, men jeg er ret sikker på det ikke vil gavne Anna.

Jeg kan jo selvfølgelig nå at skifte mening når jeg har en p****-irriterende 3-årig ;)

[Minlillekrudtmås]

Herhjemme bruger vi timeouts, og det virker fænomenalt :)

Men jeg tror vores timeouts er anderledes end hvad andre gør. Herhjemme foregår vores timeouts på vores meeeeeeget kedelige kontor, og der sidder altid en af os forældre sammen med hende. Vi skælder overhovedet ikke ud, men vi sidder der sammen indtil der er ro på igen.

Når vores datter kommer op i det røde felt (hvilket egentligt ikke sker så tit mere), så falder hun altid lynhurtigt til ro, når vi sætter os op på kontoret. Der er jo viiiiirkelig kedeligt, for sådan en lille størrelse. Så vi ender altid med at jeg sidder i skrædderstilling på gulvet, med hende siddende oppe hos mig, hvor vi krammer og falder til ro sammen.

Så vores form for timeouts, giver også nogle far/datter, mor/datter guldstunder :)

[Solvej99]

Enig med Barbamama...

Og som jeg også lige skrev i Tumlinge smalltalk, så kan jeg godt se idéen i time-out, når man ser Nanny 911, hvor børnene er kommet fuldstændig ud af kontrol. Men sådan indføre det i hverdagen hjemme hos mig selv, det kommer jeg nok aldrig til.

[Unknown]

Vi snakker stadigvæk om det herhjemme. Men blev afbrudt af Zoey som bu ligger ved mig og vi fik derfor ikk snakket færdigt.

Faktisk vil jeg også kalde det lidt en time out når barnet raser ud, selvom forældrene er ved siden af.

Nu er Zoey sensitiv og det skal vi selvfølgelig tage hensyn til. Så nu her blir der ikke time out af nogen form. Der er noget der nager hende. Og det vil jeg nu imødekomme med at blande mig så lidt som muligt, men være tilgængelig.

Når det er sagt er Zoey en bølle. Og dp siger allerede man skal være efter hende. Hun tester grænser igen og igen og igen. Når hun blir ældre og bedre kan kommunikere ( og der ikke er noget der nager hende som nu ) tænker jeg hun får 2 advarsler hvorefter hun blir fjernet fra crime scene ( allerede nu kan ikk ikke falde til ro hvis hun er der hun blir sur ) så vil jeg sidde ved siden af og snakke med hende indtil hun er klar til kys og kram og så er vi ovre det. I mit hovede er det time out, men tilpasset en sensitiv bølle hehe.

[Unknown]

Tilføjelse - det vil ikke bliv brugt hvis det bare er fordi hun skaber sig. Mere når hun gør ting der kan være "farlige" - kravle op på bordet eller noget i den stil

[TiaK]

Elsker BK for at vi er så forskellige! :loveshower

Jeg har altid set timeouts som noget positivt og kunne nemt forestille mig at bruge det hjemme. Har dog ikke sat mig specielt meget ind i det, da det ikke har været relevant endnu. Den viden jeg har om det er kun fra Nanny 911 som andre også nævner, og der synes jeg da det lyder som et godt værktøj.

Jeg forbinder det ikke med børn, der sidder og græder alene og bliver frarøvet deres forældres nærvær eller frihed. Jeg forbinder det med en hjælp til børnene for hurtigere at falde ned igen når de er kommet ud af en tangent hvor de måske er sure på forældrene og dermed ikke søger deres trøst.

Jeg ser det som et redskab til hurtigere at komme ud af konflikten istedet for den bliver ved ved at ekskalere.

[Guest]

Vi brugte time outs til Sebastian da han var omkring 2-2½ år. Vi satte ham hvor der var kedeligt i det lokale vi var i. Det fungerede fint og han sad ikke og græd, men fik bare at vide at han skulle lige sidde der et par minutter og så var det det. Det virkede fint. Nu er han 5½ år og nu kommer han på værelset hvis han opfører sig slemt nok. Det er absolut sidste udvej og han hadet det, men nogen gange er det altså det der skal til. Han er der ikke længe af gangen og det er ikke ofte det er nødvendigt, men en 5 årig opfører sig altså nu engang anderledes end en 2 årig. Vores datter på 15 mdr. er endnu ikke kommet i tomeouts eller lign, jeg ved ikke hvornår og om hun kommer det, det kommer an på hende som person hvad der vil være vores tilgang til hende.

[Camillat]

Nu har jeg laest en del om det, set de der tv-programmer osv... Jeg er ikke imod det og synes ikke, det minder mig om DDR eller den slags.

For mig handler det om, at hvis Noah ikke "hoerer efter"(det kan han jo ikke forventes at goere endnu), saa fjerner jeg ham nu fra situationen paa en bestemt, men kaerlig maade og hjaelper ham videre i hans indre kaos over ikke at maatte goere det, han var igang med(kravle op af en reol, fjerne TV-kortet..etc. ). Jeg bliver hos ham, inditl vi har fundet fred med det. Som helt smaa boer man blive hos sit barn og ikke bare saette det i et hjoerne, paa en trappe etc. Deres hjerne er slet ikke udviklet til at skulle kunne forstaa, at det at sidde der alene, det er en straf. Jeh tror det ville vaere meget dramatisk for Noah - det er i hvert flad mit syn paa sagen. Saa jeg vil nok ikke saette Noah hen for sig selv i 2 minutter, hvis han var 2 aar. Men en 3-4-5- aarig... det ved jeg ikke, men tror godt, jeg kan finde paa at bruge time-out som del af opdragelsen, hvis der er behov for et saa staerkt signal til mit barn.

[MLM]

Vi har brugt det i ca 2,5 pr og det fungere og jeg ved ikke hvad vi skulle gøre uden.

Hold nu op det har været et fantastisk redskab for os

Alle når at køle af og vi har fået nogle rigtig gode snakke bagefter

[tazdiginez]

Vi bruger det, men kalder det "en slap-af stol" for også at signalere at ideen er at man skal slappe af og falde til ro der - ikke det modsatte.

Vi bruger det i de situationer hvor M simpelthen er udenfor rækkevidde. Dvs vi har forsøgt at aflede, vi har forsøgt at tale til hende, vi har forsøgt at fjerne hende, og hun simpelthen har kørt sig selv op. Så får hun 2 advarsler, og bliver så placeret på en stol i nærheden af os. Vi taler ikke til hende, og på den måde er det rigtigt at man frarøver barnet sine forældre i en kort periode, men det varer som regel få minutter, så er hun rolig, og så går vi hen, knæler foran hende så vi har øjenkontakt og snakker med hende om hvorfor hun sidder på slap-af stolen og om at vi er gode venner igen og mor og far elsker hende. Så slutter vi af med et kram, og så leger hun videre.

Vi har brugt det siden hun var ca 2 år, tror jeg, og for os virker det godt. Nu bliver hun ikke som sådan ked af det, men mere bare sur et øjeblik og så falder hun til ro, og sidder og venter på at tiden er gået. Hun kan som regel selv sætte ord på hvorfor hun sidder der og hvordan hun undgår at komme tilbage, osv.

I starten sad hun der i 2 minutter, hvor et ur ringede da tiden var gået, og så snart uret ringede, gik vi over til hende.

Jeg tror ikke at det er overgreb mod børn så længe man ikke bruger det i laaang tid og hele tiden.

Som barn fik jeg stuearrest i uger af gangen eller sendt på værelset resten af dagen - det tror jeg er værre, fordi straffen er af lang tid, og så fordi jeg tror at det er vigtigt at barnets værelse er tryg og positivt, og ikke et sted man bliver straffet.

Det er nøjagtigt også sådan vi gør, bortset fra at Maliva sidder på en lille måtte i gangen, hvor der absolut intet interessant er.

Maliva græder heller ikke eller bliver rigtigt ked af det, hun laver tydeligt skuespil, hvis hun "græder" og når hun kommer i pause-hjørnet (som vi kalder det her hjemme), så er det også hvis intet andet har virket.

Vi starter med at aflede og flytte rum og fokus. Virker det ikke, så får hun en advarsel og bliver hun ved med det hun ikke må eller har hun fået kørt sig så meget op, ja så er det pause-hjørnet.

Når hun placeres der ser det nogenlunde sådan her ud: Maliva, du sidder her fordi (kort beskrivelse).... Du skal sidde her indtil mor kommer igen.

Jeg går ikke længere væk end hun kan se mig (vores lejlighed er centreret om gangen, så det er pænt svært :P )

Efter hun er faldet til ro eller der er gået 1-2 minutter, så går jeg tilbage, sætter mig i øjenhøjde med hende og forklarer igen, hvorfor hun sad der og spørg om hun har forstået det. Siger hun ja, så spørger jeg om jeg må få et kram eller kys og så er vi videre i livet.

Maliva er meget VILDT barn og hun trækker hendes grænser dag for dag. Hun underholder sig selv ved at "leve livet på kanten" og hun kan virkeligt køre sig selv helt derop, hvor vi ikke kan bremse hende igen, medmindre vi "tvinger" hende. Derfor virker time-outs for os, for det får hende til at falde ned og HØRE os i stedet for stikke fingrene i ørerne og sige "lalalalalala" når hun gør noget hun ikke må.

Jeg kunne ALDRIG drømme om at komme hende i pause-hjørnet medmindre der var en god grund. Leger hun vildt, så nej. Så lære hun at man kan slå sig, ved at hun falder og slår sig, men leger hun med komfuret, så er det pause-hjørne efter et nej, en afledning og en advarsel.

Personligt mener jeg altså at man kan være FOR blød og overbeskyttende overfor sit barn og det vil jeg da mene, giver barnet større psykiske mén end at de bliver ladt alene i 2 minutter som en konsekvens af en handling.

Jeg mener at det er da værre at lære sit barn at hver gang, det gør noget slemt, så er det et "ej, skat.. det må du ikke, da det er _meeeeeget_ farligt... Ej, ikke græde... Nårh, skal du ha' din teddy? Her... Mor elsker dig... Ikke vær ked af det" <- jeg vil gerne vide, hvad barnet får ud af det udover en masse mixede signaler og ingen klar konsekvens eller forståelse for at det barnet havde gang i var farligt.

JEG mener at hvis man stopper barnet i dets "leg" (som det jo er) med et "Ba-Ba (eller hvad i siger), det er farligt!" i en tone der er til at forstå for barnet, så har det fået en klar besked. Nogle børn bliver bare ved fordi legen er FOR sjov og sådan et barn er Maliva og derfor kræver hun tydelige grænser og det giver jeg hende igennem hendes time-outs.

Jeg mener også at et barn der kender sine grænser er et lykkeligt barn. Alt det med "frihed under ansvar" tror jeg virkeligt ikke på, børn i Malivas alder aner ikke hvad ansvar er og forstår ikke at det kan være farligt at løbe fra mor eller far eller at det er farligt at hoppe og tumle i sofaen uden en voksen.

Jeg vil da mene at man som forældre har en opgave i livet og den opgave er at gøre sit barn rustet til verden. Lære barnet at være et MED-menneske og forstå verden istedet for at leve i en mor-og-far-bubble.

Jeg mener lige som super-nanny siger; opdragelse er ikke en skidt ting og det _kan_ IKKE starte for tidligt. Opdragelse behøver jo ikke at være time-outs og afstraffelser. Opdragelse kan jo sagtens være kærligt og forstående og uden alt det, hvis det ikke er nødvendigt, men jeg mener bestemt ikke at man frarøver sit barn noget fordi man lære dem rigtigt fra forkert!

I mit hovede er et lykkeligt barn et barn med tydelige grænser og et opdragent barn, et barn som forstår at begå sig.

- det er et MEGET ømt emne for mig, da jeg virkeligt kan føle mig stemplet som en dårlig mor. Fordi jeg gør det, som jeg føler er det bedste for mit barn.

[tazdiginez]

Det skal siges, vi har INGEN problemer med hende. når vi er ude og opstår de, jamen så må vi jo finde en løsning der.

Nu giver vi så hende også lidt knas med, når vi handler sammen alle sammen. Så "tigger" hun ikke og så opstår der ikke de problemer.

Er vi ude ved venner eller familie, jamen så er måtten med og så hedder det igen time-out, hvis hun overskrider grænser eller har behov for en pause.

Af og til går Maliva da også selv ud og sidder på sin pause-plet, hvis hun trænger til ro, hvor hun før kunne gå på værelset for lukket dør og så kunne vi høre hun smed med alt omkring sig.

Vi har fået en afbalanceret datter som forstår at et nej er et nej og som at forstår at med en skidt handling følger konsekvens. Hun overvejer sine handlinger oftere nu end hun "bare" gør det og kommer til skade eller lignende.

[Susanne]

Det er nøjagtigt også sådan vi gør, bortset fra at Maliva sidder på en lille måtte i gangen, hvor der absolut intet interessant er.

Maliva græder heller ikke eller bliver rigtigt ked af det, hun laver tydeligt skuespil, hvis hun "græder" og når hun kommer i pause-hjørnet (som vi kalder det her hjemme), så er det også hvis intet andet har virket.

Vi starter med at aflede og flytte rum og fokus. Virker det ikke, så får hun en advarsel og bliver hun ved med det hun ikke må eller har hun fået kørt sig så meget op, ja så er det pause-hjørnet.

Når hun placeres der ser det nogenlunde sådan her ud: Maliva, du sidder her fordi (kort beskrivelse).... Du skal sidde her indtil mor kommer igen.

Jeg går ikke længere væk end hun kan se mig (vores lejlighed er centreret om gangen, så det er pænt svært :P )

Efter hun er faldet til ro eller der er gået 1-2 minutter, så går jeg tilbage, sætter mig i øjenhøjde med hende og forklarer igen, hvorfor hun sad der og spørg om hun har forstået det. Siger hun ja, så spørger jeg om jeg må få et kram eller kys og så er vi videre i livet.

Maliva er meget VILDT barn og hun trækker hendes grænser dag for dag. Hun underholder sig selv ved at "leve livet på kanten" og hun kan virkeligt køre sig selv helt derop, hvor vi ikke kan bremse hende igen, medmindre vi "tvinger" hende. Derfor virker time-outs for os, for det får hende til at falde ned og HØRE os i stedet for stikke fingrene i ørerne og sige "lalalalalala" når hun gør noget hun ikke må.

Jeg kunne ALDRIG drømme om at komme hende i pause-hjørnet medmindre der var en god grund. Leger hun vildt, så nej. Så lære hun at man kan slå sig, ved at hun falder og slår sig, men leger hun med komfuret, så er det pause-hjørne efter et nej, en afledning og en advarsel.

Personligt mener jeg altså at man kan være FOR blød og overbeskyttende overfor sit barn og det vil jeg da mene, giver barnet større psykiske mén end at de bliver ladt alene i 2 minutter som en konsekvens af en handling.

Jeg mener at det er da værre at lære sit barn at hver gang, det gør noget slemt, så er det et "ej, skat.. det må du ikke, da det er _meeeeeget_ farligt... Ej, ikke græde... Nårh, skal du ha' din teddy? Her... Mor elsker dig... Ikke vær ked af det" <- jeg vil gerne vide, hvad barnet får ud af det udover en masse mixede signaler og ingen klar konsekvens eller forståelse for at det barnet havde gang i var farligt.

JEG mener at hvis man stopper barnet i dets "leg" (som det jo er) med et "Ba-Ba (eller hvad i siger), det er farligt!" i en tone der er til at forstå for barnet, så har det fået en klar besked. Nogle børn bliver bare ved fordi legen er FOR sjov og sådan et barn er Maliva og derfor kræver hun tydelige grænser og det giver jeg hende igennem hendes time-outs.

Jeg mener også at et barn der kender sine grænser er et lykkeligt barn. Alt det med "frihed under ansvar" tror jeg virkeligt ikke på, børn i Malivas alder aner ikke hvad ansvar er og forstår ikke at det kan være farligt at løbe fra mor eller far eller at det er farligt at hoppe og tumle i sofaen uden en voksen.

Jeg vil da mene at man som forældre har en opgave i livet og den opgave er at gøre sit barn rustet til verden. Lære barnet at være et MED-menneske og forstå verden istedet for at leve i en mor-og-far-bubble.

Jeg mener lige som super-nanny siger; opdragelse er ikke en skidt ting og det _kan_ IKKE starte for tidligt. Opdragelse behøver jo ikke at være time-outs og afstraffelser. Opdragelse kan jo sagtens være kærligt og forstående og uden alt det, hvis det ikke er nødvendigt, men jeg mener bestemt ikke at man frarøver sit barn noget fordi man lære dem rigtigt fra forkert!

I mit hovede er et lykkeligt barn et barn med tydelige grænser og et opdragent barn, et barn som forstår at begå sig.

- det er et MEGET ømt emne for mig, da jeg virkeligt kan føle mig stemplet som en dårlig mor. Fordi jeg gør det, som jeg føler er det bedste for mit barn.

Jeg tror altså aldeles ikke der er nogen herinde der synes du er en dårlig mor, søde! :kiss

Som jeg skriver, så tror jeg fuldt og fast på, at det virker for nogen børn/familier. Det eneste jeg har at forholde mig til, er mit eget barn på nu 1½ år og umiddelbart er det ikke noget jeg har brugt og ikke ser mig selv bruge i nær fremtid. Som jeg også skriver, vil jeg dog ikke afvise, at jeg måske kommer til det når hun bliver en hysterisk 3-årig ;)

Men hvis jeg skal bruge det, vil det være som nogen af Jer beskriver, hvor hun bliver placeret et sted i nærheden og hvor hun stadig kan se os - det bliver aldrig alene på eget værelse bag en lukket dør. Og synes JustMe´s udtryk 'slap-af-stol' er ret fint. Så er det ikke en afstraffelse, men en hjælp.

Lige til det i rødt: Hvad gør du hvis hun siger nej? Måske du skulle vende den rundt og spørge om HUN har lyst til et kys eller et kram - i så fald er det meget nemmere for hende at sige nej, hvis hun i virkeligheden helst er fri. Bare en tankte - og jeg synes IKKE du er en dårlig mor :kiss

[tazdiginez]

Jeg tror altså aldeles ikke der er nogen herinde der synes du er en dårlig mor, søde! :kiss

Som jeg skriver, så tror jeg fuldt og fast på, at det virker for nogen børn/familier. Det eneste jeg har at forholde mig til, er mit eget barn på nu 1½ år og umiddelbart er det ikke noget jeg har brugt og ikke ser mig selv bruge i nær fremtid. Som jeg også skriver, vil jeg dog ikke afvise, at jeg måske kommer til det når hun bliver en hysterisk 3-årig ;)

Men hvis jeg skal bruge det, vil det være som nogen af Jer beskriver, hvor hun bliver placeret et sted i nærheden og hvor hun stadig kan se os - det bliver aldrig alene på eget værelse bag en lukket dør. Og synes JustMe´s udtryk 'slap-af-stol' er ret fint. Så er det ikke en afstraffelse, men en hjælp.

Lige til det i rødt: Hvad gør du hvis hun siger nej? Måske du skulle vende den rundt og spørge om HUN har lyst til et kys eller et kram - i så fald er det meget nemmere for hende at sige nej, hvis hun i virkeligheden helst er fri. Bare en tankte - og jeg synes IKKE du er en dårlig mor :kiss

Vi spørger altid om HUN har lyst. Har hun ikke er det også ok. Så får hun lov til at gå, så længe vi får et Ja til at hun har forstået HVORFOR hun blev placeret der :)

Jeg ved godt at i ikke stempler mig, men det er bare svært for mig ikke at tage det lidt personligt, når der nævnes ting som frihedsberøvelse og at det virker ondt osv. :)

[SaraLK]

Jeg bruger det lidt i min dagpleje.... men det er KUN hvis det er virkelig grelt og hvis barnet gør tingen adskillelige gange, hvor jeg har sagt nej, eller hvorfor barnet ikke må. (var det forståeligt??)

De er ca 1½år, når jeg synes de forstår, hvad der sker i en timeout. - synes jeg.

Jeg har et trappetrin imellem min for- og baggang, der bliver de sat og får af vide at de skal blive siddende der.... hvis de rejser sig eller lign. sætter jeg barnet tilbage og tiden starter forfra. (1år = 1min, 2år =2min) derefter går jeg ned og sætter mig på hug foran barnet, vi snakker sammen om hvorfor de har siddet der osv. og det hele slutter af med et kram og vi er gode venner igen og alt er glemt! ;)

[Barbamama]

Nu har jeg laest en del om det, set de der tv-programmer osv... Jeg er ikke imod det og synes ikke, det minder mig om DDR eller den slags.

For mig handler det om, at hvis Noah ikke "hoerer efter"(det kan han jo ikke forventes at goere endnu), saa fjerner jeg ham nu fra situationen paa en bestemt, men kaerlig maade og hjaelper ham videre i hans indre kaos over ikke at maatte goere det, han var igang med(kravle op af en reol, fjerne TV-kortet..etc. ). Jeg bliver hos ham, inditl vi har fundet fred med det. Som helt smaa boer man blive hos sit barn og ikke bare saette det i et hjoerne, paa en trappe etc. Deres hjerne er slet ikke udviklet til at skulle kunne forstaa, at det at sidde der alene, det er en straf. Jeh tror det ville vaere meget dramatisk for Noah - det er i hvert flad mit syn paa sagen. Saa jeg vil nok ikke saette Noah hen for sig selv i 2 minutter, hvis han var 2 aar. Men en 3-4-5- aarig... det ved jeg ikke, men tror godt, jeg kan finde paa at bruge time-out som del af opdragelsen, hvis der er behov for et saa staerkt signal til mit barn.

Jeg vil godt lige påpege, at det IKKE var min mening at sammenligne det med DDR! :D Det var en autocorrect fejl, der skulle have stået noget så uskyldigt som "der" :lolhit

[Pandamoren]

Jeg vil godt lige påpege, at det IKKE var min mening at sammenligne det med DDR! :D Det var en autocorrect fejl, der skulle have stået noget så uskyldigt som "der" :lolhit

LOL :D

[Pandamoren]

Jeg er ikke for timeouts.

Jeg deler mange af dine synspunkter Mette.

Jeg kunne skrive side op og side ned om, hvorfor jeg ikke synes om metoden (og jeg bryder mig heller ikke om ordet metode).

Hvis du er interesseret i nogle af mine synspunkter Mette, kan du kigge i tråden 3-6 år under "min datter opfører sig rædselsfuldt". :)

[Vinnus]

Jeg har brugt det med succes til begge piger.

Børn har brug for grænser og at vide hvem der er de voksne. De skal lære at der er konsekvenser, så de lærer at begå sig socialt. At aflede kan fungere i nogle situationer, men hvis den samme grænse hele tiden skubbes til, så er det nok ikke afledning som skal bruges.

Idag ser jeg alt for mange tilfælde hvor børn bliver inddraget alt for meget i familiens beslutninger, hvilket de slet ikke er modne til.

Vores måde var, når de stadig ikke ville lytte og blev ved, så kom de til at sidde på stolen som var rykket ud fra bordet og æggeuret blev stilt på 2 min.

Det fungerede fint. Vi fik altid en lille snak om hvorfor.

[Barbamama]

Jeg er ikke for timeouts.

Jeg deler mange af dine synspunkter Mette.

Jeg kunne skrive side op og side ned om, hvorfor jeg ikke synes om metoden (og jeg bryder mig heller ikke om ordet metode).

Hvis du er interesseret i nogle af mine synspunkter Mette, kan du kigge i tråden 3-6 år under "min datter opfører sig rædselsfuldt". :)

Har lige lynlæst, jeg synes det giver rigtig god mening og er en spændende tankegang :super :respekt

[MLM]

Jeg har brugt det med succes til begge piger.

Børn har brug for grænser og at vide hvem der er de voksne. De skal lære at der er konsekvenser, så de lærer at begå sig socialt. At aflede kan fungere i nogle situationer, men hvis den samme grænse hele tiden skubbes til, så er det nok ikke afledning som skal bruges.

Idag ser jeg alt for mange tilfælde hvor børn bliver inddraget alt for meget i familiens beslutninger, hvilket de slet ikke er modne til.

Vores måde var, når de stadig ikke ville lytte og blev ved, så kom de til at sidde på stolen som var rykket ud fra bordet og æggeuret blev stilt på 2 min.

Det fungerede fint. Vi fik altid en lille snak om hvorfor.

Enig, hørt, og hvad der ellers findes.

August bestemmer selv Hvorlænge han vil sidde :)

Han sidder indtil han er faldet til ro og vi kan snakke og han sidder på måtten i baggangen hvor der ikke sker andet end sko ;)

[Camillat]

Jeg vil godt lige påpege, at det IKKE var min mening at sammenligne det med DDR! :D Det var en autocorrect fejl, der skulle have stået noget så uskyldigt som "der" :lolhit

:lolhit

Det forekom mig ogsaa en anelse ekstremt :D