frygt

[Anna1980]

jeg sad og så et afsnit af Bones, det der blev sendt på tv3 i sidste uge, hvis nogen så det. Nå men til sidst fortæller de historien om et mennesker (kvinde) og en neandertaler (mand) der boede sammen i en grotte for 25.000 år siden. De havde en lille pige på 3 år. Der kommer så et andet menneske, en mand. Først forsøger han at dræbe faren, så slår han moren, som falder til jorden og bliver kvalt, så får faren dræbt den anden mand med sin sten økse, hvor efter han lægger sig i armene på sin døde hustru og dør kort efter. (får allerede tårer i øjenen igen).... Den lille datter på tre år må så klare sig selv, da ingen i landsbyen vil vide af hende da hun ikke er rent menneske, så hun dør af sult. Hendes sidste ting hun gør, er at ligge sig ved siden af sin mor og far, så de ligger i arm alle sammen. (tuder sgu nu)... Nå men hele mit indlæg handler sådan set om, at jeg blev ramt af en sindssyg frygt for at dø fra Tobias.. tanken om at han skulle klare sig uden mig og hans far, kunne jeg slet ikke klare.. Det kan jeg stadig ikke.. det satte nogle tanker i gang hos mig, som jeg bare ikke kan kontrollere.. jeg er jo overvægtig, og er bare så bange for at det skal ødelægge mig, men jeg kan bare ikke finde ud af at tabe mig.. når jeg bliver ked så spiser jeg.. hvorfor er det så svært alt sådan noget her!?! Ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg, havde bare brug for at få det skrevet ned.... Tak til jer der læser det...

[Unknown]

Vil give dig et kram og sige jeg ved hvordan du har det.

På Zoeys fødselsdag var Henrik og jeg i Tyskland. Der blev jeg total angst. For tænk hvis vi kørte galt og ikke overlevede, så ville Zoey skulle klare sig selv ( tuder også selv nu )

Tror desværre det er en af de bekymringer der følger med at være forældre.

Men i hvertfald kæmpe kram til dig

[Anna1980]

Tak Gitte.. Glad for at høre at der er andre end mig der har de tanker.. Jeg må indrømme jeg har aldrig tænkt tanken før jeg så det afsnit.. Ja du har nok ret, det er en af de bekymringer vi har som forældre.. hvor hold nu kæft hvor jeg elsker den dreng...

[Myliona]

:kram

[Anna1980]

Tak for krammet

[Solvej99]

Jeg har været bange for at dø lige siden Theo blev født... Ikke fordi jeg selv er bange for at miste livet, men jeg er bange for at Theo mister mig :(

Da vi var 4 dage i Rom var jeg virkelig angst for at flyet skulle styrte ned og Theo ville miste os begge :boo

Da vi kom hjem fortalte min mor, at hun havde haft samme tanke, mens hun passede Theo. Jeg tror bestemt at det er en helt normal tanke at have :kram2

Mht. din overvægt har du så prøvet diætist, psykolog osv.? Eller har du kun selv forsøgt dig med forskellige kure?

[Anna1980]

glad for at høre at I siger det er helt normalt fordi min mand forstår mig ikke, han synes det er noget pjat.

jeg har været igennem nupo kur, mange andre kure, diætist har jeg også prøvet. har dog ikke prøvet psykolog da jeg ikke hr råd til det... selvom jeg gerne vil, da der er mange familie problemer der tynger mig, men som jeg ikke kan få ud...

[Solvej99]

Kan du ikke blive henvist af din læge? Eller skal man stadig selv betale en del selv?

[Anna1980]

man skal stadig betale omkring 250-300 kr selv mener jeg og det kan jeg ikke på en su

[tazdiginez]

Puha... :kram

Det er som folk siger; at med børn kommer der større bekymringer og færre penge ;)

Jeg vil også sige at det er helt normalt.

Jeg frygter som sådan ikke døden, da vi alle skal dø på et tidspunkt, men jeg frygter at dø fra mine nærmeste - som f.eks. Maliva.

Jeg tænker aldrig tanken, da jeg får sindsygt meget paranoia over det og tør ikke gå udenfor en dør i en periode, i frygt for en ulykke skulle ske. :blush

Så jeg ved hvordan du har det.

Skyd tanken ud af hovedet igen og hvis du ikke kan, så find ud af hvad du kan gøre for at afhjælpe situationen bedst.

Er der f.eks. forsikringer der dækker og vil han komme i plejefamilie eller er der nogen i familien som kan tage sig af ham?

Er der noget DU kan gøre, for at give dig selv en smule ro i sindet og du med lidt ro i hjertet kan sige "nu gør det ikke SÅ ondt mere, hvis det skulle ske" - selvfølgeligt vil det ALTID smerte meget at tænke over sådan en situation, men altså... hvad kan DU gøre for at du får fred med det?

Det kan også være små ting, som at skrive et brev til ham, som han kan læse når han bliver ældre (han behøver jo ikke at få det, men så er det skrevet til hvis nu).

Det kunne være en minde-kasse eller andre små ting som sørger for at han husker :)

Gør noget for dig selv, som gør at du ville få det lidt bedre med at kunne forlade denne verden, hvis det tragiske skulle ske :)

[Barbamama]

Åh hvor jeg kender det. Min mand fortalte den anden dag, at der havde været et biluheld i en nærliggende by, hvor en kvinde, hendes svigermor og hendes 7 mdr gamle søn døde - men hendes datter på 6 år overlevede. Og så nævnte han lige manden derhjemme, der nu havde mistet sin mor, sin kone og sin lille babydreng, og tænk så datteren hvad hun havde mistet... Jeg brød fuldstændig sammen i tårer og gik direkte hen og tog Valdemar op og knuede ham indtil mig selvom han var totalt grattet ind i mad og så var der fælleskram, mens manden undskyldte for at have nævnt det. Det kunne jeg bare slet ikke klare :(

[Forunderligt]

Livet bliver mere værdifuldt når man har så meget at miste.

Mht overvægt, det er svært men det værste er næsten hvis man føler sig hjælpeløs overfor det. Der er altid noget man kan gøre, gå en tur mere end normalt, vælge frugt i stedet for slik osv, de små ting tæller mere end man tror i det store regnskab. Og det er jo ikke er en dødsdom at være overvægtig, man kan godt være sund samtidig. Det psykiske spiller den største rolle for de fleste overvægtige, vi spiser jo ikke af sult men af følelser så at sige. Hvis man kan gøre noget andet end at spise for at udfylde den følelse man savner er man nået langt. Når du ikke har råd til psykolog eller diætist eller motionscenter osv kan du måske bruge et selvhjælps program...? Jeg bruger selv to af den amerikanske coach Anthony Robbins - "The body You deserve" og "The Path to permanent weightloss" det sidste er det nyeste. Du må gerne sende mig en PM hvis du er interesseret, måske kan jeg hjælpe dig med at få fat på dem. Han er fantastisk positiv og inspirerende og har hjulpet mig både med mine tanker og med at tabe 21 kg før jeg blev gravid.

[Carcassonne]

Puha... :kram

Det er som folk siger; at med børn kommer der større bekymringer og færre penge ;)

Jeg vil også sige at det er helt normalt.

Jeg frygter som sådan ikke døden, da vi alle skal dø på et tidspunkt, men jeg frygter at dø fra mine nærmeste - som f.eks. Maliva.

Jeg tænker aldrig tanken, da jeg får sindsygt meget paranoia over det og tør ikke gå udenfor en dør i en periode, i frygt for en ulykke skulle ske. :blush

Så jeg ved hvordan du har det.

Skyd tanken ud af hovedet igen og hvis du ikke kan, så find ud af hvad du kan gøre for at afhjælpe situationen bedst.

Er der f.eks. forsikringer der dækker og vil han komme i plejefamilie eller er der nogen i familien som kan tage sig af ham?

Er der noget DU kan gøre, for at give dig selv en smule ro i sindet og du med lidt ro i hjertet kan sige "nu gør det ikke SÅ ondt mere, hvis det skulle ske" - selvfølgeligt vil det ALTID smerte meget at tænke over sådan en situation, men altså... hvad kan DU gøre for at du får fred med det?

Det kan også være små ting, som at skrive et brev til ham, som han kan læse når han bliver ældre (han behøver jo ikke at få det, men så er det skrevet til hvis nu).

Det kunne være en minde-kasse eller andre små ting som sørger for at han husker :)

Gør noget for dig selv, som gør at du ville få det lidt bedre med at kunne forlade denne verden, hvis det tragiske skulle ske :)

Rigtig god idé men brev osv. :)

Min mor døde da jeg var 6 år gammel af kræft (efter 5 års sygdom) og hun har skrevet en bog til mig, både med hvordan hun voksede op og om hvordan hendes fødsel med mig var osv, og er jo rigtig dejligt at have, og gør jo også at jeg husker hende bedre. :)

[Mette A.]

Jeg kender det også fra mig selv og får ofte tanken - særligt når jeg kører i bil, så strejfer tanken mig hvis jeg nu kører galt osv.

Tror det er helt normalt, ligesom angsten for at miste de små er normalt :kram2

Åh hvor jeg kender det. Min mand fortalte den anden dag, at der havde været et biluheld i en nærliggende by, hvor en kvinde, hendes svigermor og hendes 7 mdr gamle søn døde - men hendes datter på 6 år overlevede. Og så nævnte han lige manden derhjemme, der nu havde mistet sin mor, sin kone og sin lille babydreng, og tænk så datteren hvad hun havde mistet... Jeg brød fuldstændig sammen i tårer og gik direkte hen og tog Valdemar op og knuede ham indtil mig selvom han var totalt grattet ind i mad og så var der fælleskram, mens manden undskyldte for at have nævnt det. Det kunne jeg bare slet ikke klare :(

Puha, den historie læste jeg godt i nyhederne :boo Mandens bror var også med i bilen, men jeg tror vist nok han overlevede? Men hvor må det være frygteligt, og jeg kunne forestille mig at man ikke kan sørge rigtigt over alle som man føler at man bør gøre det, fordi det ene dødsfald vil overskygge det andet. Det må bare være så ubærligt :(