Om at udskyde projekt baby...

[KristineL]

hejsa

Jeg smed p-pillerne i slutningen af oktober 2012 med håbet om en lille ny inden længe. Nu er der så sket det, at jeg har fået nyt job. Jeg er uddannet pædagog og har været uddannet i 3 år nu og har haft vikariater indtil nu. Det job jeg har fået er et barselsvikariat, og der er mulighed for en fastansættelse til august. Det kunne bare være skønt at være sikret i et job og så derefter kunne gå på barsel, men det betyder jo så også at projekt baby skal udskydes i hvert fald til midt på sommeren. Det er med meget blandede følelser at vi har taget den beslutning, både for mig og min mand. Jeg vil ikke starte på p-piller igen for så kort tid, så det må blive med gummi på, men øv det er bare heller ikke særlig fedt og jeg vil jo også rigtig gerne være gravid nu. Jeg bliver 29 her sidst i april, og vi har ikke nogen børn endnu, og jeg har altid sagt at jeg i hvert fald ville have den første inden jeg blev 30. Det kommer altså gevaldig til at knibe, hvis vi skal vente. Det er en total dum ting at hænge sig i, det er bare blevet lidt en deadline inde i mit hoved og jeg føler tiden løber fra mig. Vi regner ikke med at få mere end to børn, så jeg skal jo nok nå det inden jeg bliver alt for gammel, men tanken hænger stadig rigtig meget i mig.

Nå, men så lad os sige at vi venter med at fortsætte projektet indtil juli. Så bliver jeg gravid og til august når den faste stilling så bliver min, kan jeg så starte med at fortælle at jeg da i øvrigt lige skal på barsel. Det er jeg altså også lidt led ved. Risikoen ved at blive gravid inden jeg forhåbentlig får stillingen er at de så vælger at tage en anden, og så står jeg der uden job igen.

Så bum bum den er svær at sluge synes jeg. Det mest fornuftige er at vente og det har vi også besluttet, jeg er bare rigtig ærgerlig over at skulle tage den beslutning. Det gør mig ked af at vide at jeg ikke bliver gravid før om laaaaang tid, når man nu har indstillet sig på at det godt måtte være nu.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver det her. Jeg tror måske bare jeg søger lidt forståelse og lidt tanker fra folk i lignende situation. Øv, hvorfor hænger fornuft og følelser ikke bedre sammen :(

[casw]

Jeg stod i præcis samme situation som dig - jeg er også uddannet pædagog. Vi startede projekt baby i august, der havde jeg gået arbejdsløs i et år og vi var blevet enige om at vi ikke ville vente. Jeg bliver gravid. men taber barnet, men så får vi jo bare endnu mere blod på tanden. Lige inden jul får jeg så et job, en tidsbegrænset stilling på 1½ år. Men puha jeg synes også det var hårdt at skulle ligge det på hylden og ligesom sige, at nu skal man koncentrere sig om noget andet, og så må baby vente.

Jeg forstår din frustration og synes det er rigtig godt at komme ud med det på sådan et forum her, hvor der er masser af forstående mennesker bag skærmen :)

[Evaha87]

Jeg står i samme situation... Vi smed p-piller i oktober og hvor jeg så bliver gravid i cyklus nummer 2. I mellem tiden er vi tilbudt jobs i Island som vi takker ja til (på derværende tidspunkt vidste jeg ikke jeg var gravid). Men jeg mister barnet og må ringe til chefen endnu engang fordi jeg havde fortalt ham at jeg var gravid og han ville så ikke få mig på arbejde alligevel og så fortælle ham at jeg ikke længere var gravid og fik job. Så nu har vi udskudt projekt baby i et år og hold kæft det er svært fordi et eller andet sted har man jo bare lyst til at få den baby....

Men jeg er enig med casw om at det er rigtig dejligt med sådan et forum hvor man kan komme af med sine tanker, da der altid er en der har lige gået igennem det samme eller er ved at gå igenn det... :-)

Knus herfra og held og lykke med det nye job og held og lykke med PB når i går i gang igen... :-)

[KristineL]

Tak for jeres svar, det var rigtig rart at få lidt forståelse for hvordan man har det. Vores babyprojekt er kun noget jeg har talt om med meget få veninder, så derfor er der heller ikke så mange jeg kan dele min frustration med nu her. Vi ville vente til jeg var gravid med at fortælle det til familie og venner, da jeg ikke orkede alle spørgsmålene om hvornår det lykkedes os.

Jeg har her idag haft ret kraftige smerter i underlivet, og det passer med at jeg skal ha ægløsning idag eller i morgen. Det er bare så surt at vide at jeg ikke kan bruge det til en pind. Jeg er slet ikke klar til at udskyde det, den er virkelig svær at acceptere. Heldigvis er der da ikke flere års ventetid, men lige nu hvor min krop bare føles klar, er der altså længe til august.... :( må nok erkende at jeg vist er en anelse skruk... troede ellers aldrig det ville ske for mig ;)

[Susse]

Forstår dig alt for godt.. Vi startede så småt på projekt baby i september. Nu har vi så lige fået at vide at manden nok skal udsendes til februar næste år, så hvis den ikke er her denne cyklus bliver projekt baby udskudt helt til november... Der er bare alt for længe til :(

Har bare lyst til at forsætte og tage tingene som de kommer, men risikerer en fødsel uden min mand + at stå alene med et spædbarn + en 2 årig i 6 mdr.. + jeg er blevet anbefalet kejsersnit, så jeg må ikke meget læænge efter fødslen.. Så det ville sq være dumt.. Men det er svært at overbevise følelserne ;)

[KristineL]

Ja, træls at man er nødt til at tænke praktisk nogen gange :/ jeg bliver virkelig utålmodig, men jeg må bare se at finde noget andet at blive optaget af indtil sommer, men nemt er det bestemt ikke!

[Robinson]

Forstår dig alt for godt.. Vi startede så småt på projekt baby i september. Nu har vi så lige fået at vide at manden nok skal udsendes til februar næste år, så hvis den ikke er her denne cyklus bliver projekt baby udskudt helt til november... Der er bare alt for længe til :(

Har bare lyst til at forsætte og tage tingene som de kommer, men risikerer en fødsel uden min mand + at stå alene med et spædbarn + en 2 årig i 6 mdr.. + jeg er blevet anbefalet kejsersnit, så jeg må ikke meget læænge efter fødslen.. Så det ville sq være dumt.. Men det er svært at overbevise følelserne ;)

Faldt lige over dit indlæg :) Jeg kan sagtens forstå at i vælger at udskyde det hvis han skal af sted.... Har selv været i forsvaret og været udsendt, det samme har min mand!

Men vil da bare lige give 2 "gode ideer" med på vejen :) hehe... Da jeg var af sted, oplevede jeg 2 gange at folk fik lov at tage hjem i en uge omkring fødslen, og især hvis i snakker planlagt kejsersnit.. så er der jo god mulighed for at han kan være med til fødslen og i dagene efter :)

Derud over så ved jeg godt at det er hårdt hvis du skal stå alene med et spædbarn og en lidt ældre... Men hvis familien har lyst til at hjælpe, så kender jeg mange soldater koner der har sagt at mht. børn så er den bedste tid at have manden udsendt på : når barnet er spæd.... der er barnet alligevel mest intereseret i mor, og tabet i relationen mellem far og barn er klart mindst på dette tidspunkt :)

Det er selvfølgelig jeres beslutning! Men villa da bare lige give et par historier med på vejen!!

Håber det bedste for jer begge...

[Susse]

Flere af min mands venner har også lige været hjemme til fødslen. Synes bare det er meget at gå glip af.. Man kan heller ikke meget efter sådan et kejsetsnit så må ikke løfte min store pige ivop til 8 uger.. Det går vidst bare desværre ikke... Øv bøv.. Ved godt at 1/2 år ikke gør en forskel i det lange løb, men nu og her er det sq trælst :(

[Robinson]

Flere af min mands venner har også lige været hjemme til fødslen. Synes bare det er meget at gå glip af.. Man kan heller ikke meget efter sådan et kejsetsnit så må ikke løfte min store pige ivop til 8 uger.. Det går vidst bare desværre ikke... Øv bøv.. Ved godt at 1/2 år ikke gør en forskel i det lange løb, men nu og her er det sq trælst :(

Kan sagtens forstå dig/jer :) Og respektere jeres valg 100 %....

Ville blot dele erfaringerne da det ikke er alle der kan se sig ud af situationene med udsendelse osv... Men kan godt se at det er lidt et problem efter AKS... :(

Håber det lykkedes med PB når tiden er den rigtige og manden er hjemme :)

[Frøen]

ville bare sige - du er ikke alene! min/vores historie minder meget om din/jeres.

Jeg er endda også uddannet pædagog haha hvad er der dog med os gokkehoveder?

Jeg havde samme "barn inden 30 i hovedet" (Jeg fylder 31 til maj og min mand fylder 37 til april) og ud over den havde jeg også "jeg vil ikke have et vinter barn, eller et barn født til jul, eller i sommerferien" og så er månederne pludselig få. og alle omkring mig syntes jeg var godt åndsvag.

Jeg har kendt min mand i 12 år og har været klar til pb fra starten af, men det var han så lang fra...og da han så endelig begyndte på at være klar og sige uret tikkede og han ikke ville være for gammel osv fik jeg pludselig lidt kolde fødder DOH :blink

Men vi gik i gang dog uden at holde øje med ÆL og tælle dage osv vi var bare ikke beskyttede ud fra princippet "sker det så sker det",

men jeg var så stresset at der bare ikke skete noget (hvilket stressede endnu mere) var i et rigtigt dårligt job og håbede bare på at blive gravid så jeg kunne gå på barsel og komme væk (vi bor i luxembourg og her er barselsreglerne nogle andre, så i institutioner går man fra med det samme da det anses for et højrisiko-job)

Jeg fik det værre og værre og søgte andet job som jeg fik! - drømmejobbet som daglig leder i en institution! Og så var det pludselig MIG der slog bremserne i. Det med de 30 kunne jeg alligevel skyde en lang pil efter og må indrømme der gik lidt "nu har jeg ventet så længe nu må DU vente" i mig, på trods af det store ønske for et barn, men her stod jeg med drømmejobbet der bare skulle prøves så vi besluttede at jeg fik et års tid til lige at falde på plads (og få ret til barsel) før vi for alvor begyndte PB.

Men vi beskyttede os ikke, men passede på i de "farlige" perioder så prøvede at undgå at han kom i mig, og så havde det jo i øvrigt ikke virket i næsten 2 år (uden nogen prævention) så "what are the odds?"

Jeg startede jobbet, fik det bedre og vi planlagde bryllup og samtidig med at jeg fandt mig til rette i mit nye job tænkte jeg mere og mere over hvad der er vigtigt her i livet (nu havde jeg jo ligesom realiseret mig selv karriere-mæssig, eller i hvert fald startet)

efter næsten 1 år meldte jeg derfor ud at jeg syntes vi skulle starte PB (3 mdr før bryllup) for vi kunne jo ikke vide hvor længe der ville gå og til trods for fare for morgenkvalme til bryllup, men en veninde forsikrede mig at det ikke var så slemt for der er så mange følelser på højkant at man alligevel føler sig lidt kvalm uanset :rolleyes (det syntes jeg nu ikke holdt stik) - og vore hidtidige statistik var jo ikke ligefrem god så vi tænkte det nok passede meget godt med at det blev engang efter bryllup - og det ville så også passe med en forårsbaby som jeg jo gerne ville have ;) - En uge efter var jeg gravid. (det blev så en februar baby der kom i sne!!! men men men....nu han er her er det lige meget!!! :loveshower )

Jeg kunne knapt skrue mig ned i min brudekjole men havde heldigvis ingen kvalme!

Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre, men jeg syntes (især i dagens Danmark) at det trods alt er en god ide at tænke lidt praktisk og lige få sikret dig jobbet først (de hænger ikke på træerne i øjeblikket) og det vil give en bekymring mindre hvilket kan gøre en STOR forskel når først hormonerne raser ;) Jeg ER fyldt 30 og har lige fået vores søn, jeg fylder 31 lige om lidt - og jeg er sikker på det føles lige så skønt som hvis jeg havde været 29 og jeg tror faktisk det føles bedre NU som næsten 31 årig- end som 25 årig hvor jeg var ved at GÅ TIL af skrukhed. Oveni har jeg ro i sindet fordi jeg ved der er et fedt job der venter efter barsel.... (det er især godt da min mand er blevet arbejdsløs)

HELD og LYKKE med jeres valg og din skrukhed og hormoner, jeg syntes det er et godt valg at vente, men jeg forstår så udmærket din frustration. :kram